Language of document :

Sag anlagt den 14. februar 2011 - Bamba mod Rådet

(Sag T-86/11)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Nadiany Bamba (Abidjan, Côte d'Ivoire) (ved advokat P. Haïk)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Det af Nadiany Bamba anlagte søgsmål antages til realitetsbehandling

Rådets forordning (EU) nr. 25/2011 af 14. januar 2011 om ændring af forordning (EF) nr. 560/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder på baggrund af situationen i Côte d'Ivoire annulleres for så vidt som den vedrører sagsøgeren

Rådets afgørelse 2011/18/FUSP af 14. januar 2011 om ændring af Rådets afgørelse 2010/656/FUSP om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Côte d'Ivoire annulleres for så vidt som den vedrører sagsøgeren

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger i henhold til artikel 87 og 91 i Rettens procesreglement.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har påberåbt sig to anbringender til støtte for søgsmålet

1.     Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK), idet de anfægtede retsakter:

ikke fastsætter en procedure, der sikrer, at det er muligt for sagsøgeren at udøve sin ret til forsvar effektivt, navnlig retten til at blive hørt og retten til adgang til en procedure, der gør det muligt for sagsøgeren effektivt at ansøge om at blive slettet af listen over personer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger

ikke fastsætter en pligt til på noget tidspunkt at meddele en begrundelse for opførelsen på listen over personer, der er genstand for de restriktive foranstaltninger

ikke fastsætter en pligt til på noget tidspunkt at underrette en berørt person om fremgangsmåden og fristerne for at anlægge søgsmål til prøvelse af afgørelsen om opførelse på listen.

2.     Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af den grundlæggende ret til respekt for ejendomsretten, som er fastsat i artikel 1 i tillægsprotokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

____________