Sag T-348/07

Stichting Al-Aqsa

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger truffet mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – indefrysning af midler – fælles holdning 2001/931/FUSP og forordning (EF) nr. 2580/2001 – annullationssøgsmål – tilpasning af påstandene – domstolsprøvelse – betingelser for at iværksætte en EU-foranstaltning om indefrysning af midler«

Sammendrag af dom

1.      Retspleje – retsakt, der under sagen ophæver og erstatter den anfægtede retsakt – anmodning om tilpasning af annulationspåstandene

(Art. 230, stk. 5, EF)

2.      Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – begrebet person som omhandlet i artikel 1, stk. 2, første led, i fælles holdning 2001/931

(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 2)

3.      Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler

(Rådets fælles holdning 2001/931, 1. betragtning, og art. 1, stk. 4; Rådets forordning nr. 2580/2001, art. 2, stk. 3)

4.      Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler

(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 6; Rådets forordning nr. 2580/2001, art. 2, stk. 3)

1.      Den i artikel 230, stk. 5, EF fastsatte frist på to måneder finder i princippet anvendelse, både når anbringendet om annullation af en retsakt fremføres ved stævning, og hvor det fremføres i forbindelse med en verserende sag ved anmodning om tilpasning af påstanden om annullation af en tidligere retsakt, der er blevet ophævet og erstattet af den omhandlede retsakt. Reglerne om søgsmålsfrister er således ufravigelige og skal anvendes af retsinstansen på en sådan måde, at retssikkerheden og retssubjekternes lighed for loven sikres, hvorved enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen skal undgås.

Denne frist finder imidlertid i kraft af en undtagelse til dette princip ikke anvendelse i forhold til en verserende sag, hvor for det første den omhandlede retsakt og den retsakt, som den ophæver og erstatter, i forhold til den berørte person har samme formål, i det væsentlige baseres på de samme begrundelser og har et i det væsentlige identisk indhold og således kun adskiller sig ved deres tidsmæssige anvendelsesområde, og hvor for det andet anmodningen om tilpasning af påstandene ikke er baseret på noget nyt anbringende, forhold eller beviselement ud over selve vedtagelsen af den omhandlede retsakt, der ophæver og erstatter den tidligere retsakt.

I et sådant tilfælde, hvor søgsmålets genstand og rammer, der er fastsat ved det oprindelige søgsmål, ikke er underlagt nogen anden ændring end den, der vedrører dets tidsmæssige aspekt, er retssikkerheden på ingen måde berørt af den omstændighed, at anmodningen om ændring af påstandene er indgivet efter udløbet af den i artikel 230, stk. 5, EF foreskrevne tomånedersfrist. Under disse omstændigheder ville det være i strid med hensynet til god retspleje og procesøkonomi at pålægge sagsøgeren at indgive en anmodning om tilpasning af påstandene inden for denne frist på to måneder, idet sagen ellers afvises.

(jf. præmis 32-35 og 44)

2.      Begrebet »person« betegner netop i dets almindelige juridiske forstand, som man i mangel af en udtrykkelig angivelse af lovgivers modsatte hensigt bør henholde sig til, et væsen, som har retsevne, og dermed såvel en fysisk person som en juridisk person.

De personer, der henvises til i artikel 1, stk. 2, første led, i fælles holdning 2001/931 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, kan således betegne såvel fysiske personer som juridiske personer, mens de grupper og enheder, der henvises til i artikel 1, stk. 2, andet led, i den fælles holdning, kan betegne alle de andre typer af sociale organisationer, som, selv om de er uden retsevne, ikke desto mindre har en vis form for mere eller mindre struktureret eksistens.

Denne fortolkning bekræftes ved artikel 1, stk. 5, i fælles holdning 2001/931, hvorefter Rådet bestræber sig på at sikre, at de fysiske og juridiske personer, grupper og enheder, der er anført i bilaget, beskrives så detaljeret, at de pågældende med sikkerhed kan identificeres.

Den omstændighed, at den liste, som er opført som bilag til fælles holdning 2001/931, såvel som den, der er opført som bilag til forordning nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme, kun opregner fysiske personer i rubrikken »Personer«, selv om adskillige juridiske personer, herunder sagsøgeren, er opført i rubrikken »Grupper og enheder«, er uden relevans i denne henseende. Disse lister, som er udfærdiget udelukkende med det formål at gennemføre fælles holdning 2001/931 og forordning nr. 2580/2001 i de tilfælde, som de individuelt opregner, er uden betydning for definitionen af personer, grupper og enheder i disse retsakter. Det samme gælder derfor for mulige fejl i kategoriseringen af personer og grupper og enheder, som listerne måtte være behæftet med.

(jf. præmis 57-59 og 61)

3.      En fællesskabsretlig bestemmelses rækkevidde skal vurderes ud fra dens indhold, dens kontekst og dens målsætninger. Henset til såvel indhold, kontekst og målsætninger i de relevante bestemmelser i fælles holdning 2001/931 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (jf. navnlig første betragtning til den fælles holdning) og forordning nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme, som til den betydelige rolle, som de nationale myndigheder spiller i den proces med henblik på indefrysning af midler, som er omhandlet i forordningens artikel 2, stk. 3, skal en afgørelse, hvorved der er indledt en undersøgelse eller en retsforfølgelse, for gyldigt at kunne påberåbes af Rådet, træffes inden for rammerne af en national procedure, der direkte og principalt tager sigte mod at pålægge den berørte en foranstaltning med karakter af forebyggelse eller sanktion, som et led i terrorbekæmpelse og på grund af vedkommendes involvering i terrorisme.

Dette er tilfældet for en dom om foreløbige forholdsregler, som under hensyntagen til dens indhold, dens rækkevidde og dens kontekst, bedømt sammen med den nationale lovgivning, der fastsætter sanktioner imod terrorisme, udgør en afgørelse truffet af en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931 og i artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001. En sådan dom kan sammen med lovgivningen anses for at opfylde kravene i artikel 1, stk. 4, i den fælles holdning og kan derfor som sådan i princippet begrunde vedtagelsen af en foranstaltning til indefrysning af midler i henhold til artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001.

(jf. præmis 96, 97, 101 og 105)

4.      Når Rådet har til hensigt vedtage eller, efter fornyet prøvelse, at opretholde en indefrysning af midler i medfør af forordning nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme på grundlag af en national afgørelse om at indlede en undersøgelse eller en retsforfølgelse for en terrorhandling, kan det ikke se bort fra den seneste udvikling vedrørende sådanne undersøgelser eller sådan retsforfølgelse. Således kan en politiundersøgelse eller en undersøgelse udført af en sikkerhedstjeneste afsluttes uden at blive gjort til genstand for nogen form for retsligt efterspil på grund af, at der ikke er tilvejebragt tilstrækkeligt bevismateriale, eller for, at en retslig undersøgelse kan resultere i et tiltalefrafald af samme årsag, eller for, at en afgørelse om retsforfølgelse munder ud i opgivelse af retsforfølgelsen eller i en frifindelse. Det ville være uacceptabelt, hvis Rådet ikke tog hensyn til sådanne omstændigheder, som udgør en del af alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en bedømmelse af situationen. At træffe en anden afgørelse ville indebære en eksorbitant beføjelse for Rådet og medlemsstaterne til på ubestemt tid at indefryse en persons midler uden for enhver retslig kontrol og uanset udfaldet af eventuelle efterfølgende retslige procedurer.

De samme overvejelser gør sig gældende, når en national administrativ foranstaltning om indefrysning af midler eller om forbud mod en organisation grundet terrorisme trækkes tilbage af sin udsteder eller ophæves ved en retsafgørelse.

Rådet har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser ved på ubegrænset tid at fastholde en person på den liste, der er anført i bilaget til forordning nr. 2580/2001 ved den periodiske reevaluering af dennes omstændigheder i henhold til forordningens artikel 2, stk. 3, og artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme med den ene begrundelse, at en afgørelse truffet af dommeren i sager om foreløbige forholdsregler ikke var blevet anfægtet under den nationale retsorden ved appelinstansen for foreløbige forholdsregler eller ved den retsinstans, som ville skulle træffe afgørelse om realiteten, selv om den administrative afgørelse, som dommeren i sager om foreløbige forholdsregler blev anmodet om at udsætte virkningen af, i mellemtiden var blevet ophævet af sin ophavsmand.

(jf. præmis 164, 168, 169 og 180)