Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale ordinario di Roma (Italien) den 26. marts 2018 – Adriano Guaitoli m.fl. mod easyJet Airline Co. Ltd.

(Sag C-213/18)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale ordinario di Roma

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Adriano Guaitoli, Concepción Casan Rodriguez, Alessandro Celano Tomassoni, Antonia Cirilli, Lucia Cortini, Mario Giuli og Patrizia Padroni

Sagsøgt: easyJet Airline Co. Ltd.

Præjudicielle spørgsmål

Såfremt en part, der har oplevet forsinkelse eller aflysning af en flyafgang, samtidigt, ud over faste, ensartede kompensationsbeløb i henhold til artikel 5, 7 og 9 i forordning nr. 261/2004 1 , også anmoder om erstatning for skade på baggrund af samme forordnings artikel 12, skal Montrealkonventionens artikel 33 da finde anvendelse, eller skal »retternes kompetence« (såvel stat som kompetent ret) under alle omstændigheder fastsættes i henhold til artikel 5 i forordning nr. 44/2001 2 ?

Skal Montrealkonventionens artikel 33 med hensyn til det første tilfælde i spørgsmål 1 fortolkes således, at den alene regulerer fordelingen af jurisdiktionen mellem stater, eller således, at den også regulerer den nationale stedlige kompetence inden for den enkelte stat?

Er anvendelsen af Montrealkonventionens artikel 33 med hensyn til det første tilfælde i spørgsmål 2 »eksklusiv«, idet den udelukker anvendelsen af artikel 5 i forordning nr. 44/2001, eller kan de to bestemmelser anvendes samtidigt, således at både den statslige og de nationale retters stedlige kompetence fastsættes direkte?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46, s. 1).

2     Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT L 12, s. 1).