Language of document : ECLI:EU:C:2013:395





Domstolens dom (Anden Afdeling) af 13. juni 2013 – Ryanair mod Kommissionen

(Sag C-287/12 P)

»Appel – statsstøtte – lån ydet af Den Italienske Republik til luftfartsselskabet Alitalia – beslutning, der erklærer støtten ulovlig og uforenelig – salg af Alitalias aktiver – beslutning, hvori det ved afslutningen af den indledende undersøgelsesfase fastslås, at der ikke foreligger statsstøtte – annullationssøgsmål – søgsmålskompetence – interesseret part – antagelse til realitetsbehandling – alvorlige vanskeligheder – kompetence – begrundelsespligt«

1.                     Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens beslutning, der fastslår en statsstøttes forenelighed med fællesmarkedet uden indledning af den formelle undersøgelsesprocedure – interesserede parters søgsmålskompetence i henhold til artikel 88, stk. 2, EF – identifikation af sagens genstand – søgsmål anlagt med henblik på at beskytte interesserede parters processuelle rettigheder – anbringender, som kan påberåbes [art. 88, stk. 2, EF og art. 230, stk. 4, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra h), art. 4, stk. 3, og art. 6, stk. 1] (jf. præmis 60)

2.                     Appel – anbringender – bedømmelse af den økonomiske fordel, som tildeles ved statsstøtteforanstaltning – anbringende, der forudsætter en vurdering af fakta, der ikke tilkommer Retten, og som, medmindre de er gengivet urigtigt, er unddraget Domstolens kontrol (statutten for Domstolen, art. 58) (jf. præmis 78)

3.                     Appel – anbringender – anbringende rettet mod overflødig præmis – anbringende uden betydning – ikke lagt til grund (jf. præmis 86)

4.                     Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – Rettens anvendelse af en stiltiende begrundelse – lovlig – betingelser (statutten for Domstolen, art. 36 og art. 53, stk. 1) (jf. præmis 110)

Angående

Appel af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 28. marts 2012 i sag T-123/09, Ryanair mod Kommissionen, hvorved Retten frifandt Kommissionen i et søgsmål med påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 6743 af 12. november 2008 om lånet på 300 mio. EUR fra Italien til luftfartsselskabet Alitalia (støtte C 26/08 (ex NN 31/08)) (EUT 2009 L 52, s. 3), for så vidt som den ikke anordner tilbagesøgning af støtten hos Alitalias efterfølgere, og annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 6745 endelig af 12. november 2008, hvorved det fastslås, at proceduren for salg af Alitalia-koncernens aktiver i den særlige insolvensprocedure, der førte til dette luftfartsselskabs opløsning, ikke udgør statsstøtte under forudsætning af, at de italienske myndigheder overholder deres forpligtelser til at sikre, at transaktionerne foretages til markedsprisen (støtte N 510/2008, EUT 2009 C 46, s. 6).

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

Ryanair Ltd bærer sine egne omkostninger og betaler derudover de omkostninger, der er afholdt af Europa-Kommissionen og Alitalia – Compagnia Aerea Italiana SpA.

3)

Den Italienske Republik bærer sine egne omkostninger.