Language of document : ECLI:EU:C:2013:462

Sag C-412/11

Europa-Kommissionen

mod

Storhertugdømmet Luxembourg

»Traktatbrud – transport – udvikling af Fællesskabets jernbaner – direktiv 91/440/EF – artikel 6, stk. 3, og bilag II – direktiv 2001/14/EF – artikel 14, stk. 2 – uafhængighed for det organ, hvortil udøvelsen af de væsentlige funktioner er overdraget«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 11. juli 2013

1.        Traktatbrudssøgsmål – Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget – relevante forhold – forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

(Art. 258 TEUF)

2.        Transport – fælles politik – udvikling af Fællesskabets jernbaner – adskillelse af infrastrukturforvaltning og transportvirksomhed – væsentlige funktioner, der skal overdrages til et uafhængigt organ – begreb – vedtagelse af foranstaltninger til reetablering af normal trafik ved trafikforstyrrelser eller fare – ikke omfattet – nytildeling af kanaler – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 14, stk. 2, og artikel 29; Rådets direktiv 91/440, art. 6, stk. 3, og bilag II)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 30)

2.        Foranstaltninger, som er nødvendige for at retablere normal trafik, og som vedtages i medfør af artikel 29 i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, herunder ophævelse af kanaler, kan ikke anses for direkte at vedrøre den væsentlige funktion i form af tildeling af kanaler som omhandlet i samme direktivs artikel 14, stk. 2, og som skal overdrages til et uafhængigt tildelingsorgan. Der er snarere tale om enkeltstående foranstaltninger, som skal vedtages i hastetilfælde for at imødekomme en specifik situation og sikre, at rettighederne til kapacitet i form af kanaler reelt kan udøves af modtageren i overensstemmelse med køreplanen. Vedtagelsen af sådanne foranstaltninger henhører derfor under trafikforvaltningen og er ikke underlagt uafhængighedskravet, således at en infrastrukturforvalter, der også er jernbanevirksomhed, kan overdrages sådanne funktioner.

Selv om ophævelsen af kanaler i tilfælde af trafikforstyrrelser ikke anses for en væsentlig funktion, skal en nytildeling af disse imidlertid anses for at være en del af de væsentlige funktioner, som kun kan udøves af en uafhængig forvalter eller af et tildelingsorgan, i det omfang, i modsætning til trafikforvaltningen, som ikke indebærer nogen beslutningstagning som omhandlet i bilag II til direktiv 91/440 om udvikling af Fællesskabets jernbaner, en nytildeling kræver en beslutningstagning vedrørende tildeling af kanaler.

(jf. præmis 34 og 36-38)