Sag C-509/11

ÖBB-Personenverkehr AG

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof)

»Forordning (EF) nr. 1371/2007 – jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser – artikel 17 – erstatning for billetprisen i tilfælde af forsinkelse – udelukket i tilfælde af force majeure – lovlighed – artikel 30, stk. 1, første afsnit – kompetencen hos det nationale organ, der er ansvarlig for håndhævelsen af forordningen – muligheden for at pålægge jernbaneoperatøren at ændre sine betingelser for erstatning til passagererne«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 26. september 2013

1.        Transport – transport med jernbane – forordning nr. 1371/2007 – jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser – erstatning for billetprisen i tilfælde af forsinkelse – udelukket i tilfælde af force majeure eller en af de grunde, der er opregnet i artikel 32, stk. 2, i de fælles CIV-regler – ikke tilladt

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1371/2007, art. 17 og bilag I, art. 32, stk. 2)

2.        Transport – transport med jernbane – forordning nr. 1371/2007 – jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser – beføjelser for et nationalt organ, der er udpeget til at håndhæve forordning nr. 1371/2007 – mulighed for at påbyde jernbaneoperatøren at ændre sine betingelser for erstatning til passagererne, i mangel af nationale bestemmelser herom – ikke tilladt

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1371/2007, art. 30, stk. 1, første afsnit)

1.        Artikel 17 i forordning nr. 1371/2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser skal fortolkes således, at en jernbanevirksomhed ikke har ret til i sine almindelige befordringsbetingelser at indføje en klausul, hvorefter den er fritaget for sin forpligtelse til at yde erstatning for billetprisen i tilfælde af forsinkelse, når forsinkelsen skyldes et tilfælde af force majeure eller en af de grunde, der er opregnet i artikel 32, stk. 2, i de fælles regler for kontrakten om international befordring af passagerer og bagage med jernbane (CIV) til konventionen om internationale jernbanebefordringer af 9. maj 1980, som ændret ved Vilniusprotokollen af 3. juni 1999.

I denne forbindelse kan den erstatning, der er fastsat i artikel 17 i forordning nr. 1371/2007, erstatte den pris, som passageren har betalt for en ydelse, som i sidste ende ikke er blevet udført i overensstemmelse med befordringskontrakten. Der er tale om en form for fast og standardiseret økonomisk kompensation, til forskel fra den ansvarsordning, der er fastsat i artikel 32, stk. 1, i de fælles CIV-regler, som indebærer en individualiseret vurdering af den lidte skade.

Eftersom formålet med og vilkårene for gennemførelsen af førnævnte bestemmelser er forskellige, kan den erstatningsordning, der er fastsat af EU-lovgiver i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1371/2007, herefter ikke sidestilles med erstatningsordningen for jernbaneoperatøren i henhold til artikel 32, stk. 1, i de fælles CIV-regler. De ansvarsfritagelsesgrunde for operatøren, der er fastsat i artikel 32, stk. 2, i de fælles CIV-regler kan ikke anses for at finde anvendelse i forbindelse med artikel 17 i forordning nr. 1371/2007.

(jf. præmis 38, 39, 42 og 52 samt domskonkl. 2)

2.        Artikel 30, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1371/2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser skal fortolkes således, at det nationale organ, der er udpeget til at håndhæve denne forordning, ikke i mangel af nationale bestemmelser herom kan påbyde en jernbanevirksomhed, hvis betingelser for erstatning af billetpriser ikke opfylder kriterierne i nævnte forordnings artikel 17, det konkrete indhold af disse erstatningsbetingelser.

Med henblik på gennemførelse af artikel 30, stk. 1, i forordning nr. 1371/2007 kræves, at medlemsstaterne vedtager gennemførelsesforanstaltninger, der har til formål at fastsætte de beføjelser, som det nationale kontrolorgan råder over.

Artikel 30, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1371/2007 kan herefter ikke fortolkes således, at denne udgør et retsgrundlag, som tillader de nationale organer at påbyde jernbanevirksomhederne det konkrete indhold af deres kontraktbestemmelser vedrørende erstatningsbetingelser.

(jf. præmis 62, 63 og 66 samt domskonkl. 1)