RETTENS DOM (Syvende Afdeling)

17. februar 2011 (*)

»Tv-spredningsvirksomhed – artikel 3a i direktiv 89/552/EØF – foranstaltninger truffet af Det Forenede Kongerige vedrørende begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat – Europamesterskabet i fodbold – afgørelse, hvori foranstaltningerne erklæres for forenelige med fællesskabsretten – begrundelse – artikel 43 EF og 86 EF – ejendomsret«

I sag T-55/08,

Union des associations européennes de football (UEFA), Nyon (Schweiz), ved solicitors M.A. Bell, K. Learoyd, D. Anderson, QC, og solicitor B. Keane,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved F. Benyon og E. Montaguti, som befuldmægtigede, bistået af J. Flynn, QC, og barrister M. Lester,

sagsøgt,

støttet af:

Kongeriget Belgien ved C. Pochet, som befuldmægtiget, bistået af advokat J. Stuyck,

og af

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, først ved S. Behzadi-Spencer og V. Jackson, derefter ved S. Behzadi-Spencer og L. Seeboruth, som befuldmægtigede, bistået af barristers T. de la Mare og B. Kennelly,

intervenienter,

angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens afgørelse 2007/730/EØF af 16. oktober 2007 om foreneligheden med fællesskabsretten af de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har truffet i henhold til artikel 3a, stk. 1, i Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed (EFT L 295, s. 12),

har

RETTEN (Syvende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, N.J. Forwood (refererende dommer), og dommerne L. Truchot og J. Schwarcz,

justitssekretær: fuldmægtig K. Pocheć,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 24. februar 2010,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

1        Artikel 49, stk. 1, EF bestemmer:

»Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i et andet af Fællesskabets lande end modtageren af den pågældende ydelse.«

2        Artikel 86, stk. 1, EF bestemmer: »Medlemsstaterne afstår, for så vidt angår offentlige virksomheder og virksomheder, som de indrømmer særlige eller eksklusive rettigheder, fra at træffe eller opretholde foranstaltninger, som er i strid med denne traktats bestemmelser, navnlig de i [artikel 12 EF] og 81-89 [EF] nævnte.«

3        Artikel 3a i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv- radiospredningsvirksomhed (EFT L 298, s. 23), som indsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF af 30. juni 1997 om ændring af [direktiv 89/552] (EFT L 202, s. 60), bestemmer:

»1.      Enhver medlemsstat kan træffe foranstaltninger i overensstemmelse med fællesskabsretten for at sikre, at et tv-spredningsforetagende under dens jurisdiktion ikke udnytter sin eneret til at udsende begivenheder, der af den pågældende medlemsstat anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen i den pågældende medlemsstat forhindres i at kunne følge sådanne begivenheder via direkte eller tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn. Træffer en medlemsstat sådanne foranstaltninger, udarbejder den en liste over begivenheder – nationale eller ikke-nationale – som den anser for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. Dette skal ske på en klar og gennemskuelig måde og i tilstrækkelig god tid til at sikre efterlevelse i praksis. Den pågældende medlemsstat beslutter i den forbindelse ligeledes, om disse begivenheder helt eller delvis skal kunne transmitteres direkte eller – hvor det i offentlighedens interesse af objektive grunde er nødvendigt eller hensigtsmæssigt – helt eller delvis skal kunne transmitteres tidsforskudt.

2.      Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen om alle foranstaltninger, som træffes i medfør af stk. 1. Kommissionen kontrollerer inden for en periode på tre måneder fra underretningen, at sådanne foranstaltninger er forenelige med fællesskabsretten, og meddeler dem til de øvrige medlemsstater. Den anmoder om en udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 23a. Den offentliggør straks de trufne foranstaltninger i De Europæiske Fællesskabers Tidende og offentliggør mindst en gang om året den konsoliderede liste over de foranstaltninger, der er truffet af medlemsstaterne.

3.      Medlemsstaterne sikrer, at tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion ikke udnytter en eneret, som disse foretagender har erhvervet efter datoen for offentliggørelsen af dette direktiv, på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen i en anden medlemsstat forhindres i at kunne følge begivenheder, der af den anden medlemsstat er erklæret for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse i henhold til stk. 1 og 2, via hel eller delvis direkte transmission eller – hvor det i offentlighedens interesse af objektive grunde er nødvendigt eller hensigtsmæssigt – hel eller delvis tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn således som fastlagt af denne anden medlemsstat i overensstemmelse med stk. 1.«

4        18.-22. betragtning til direktiv 97/36 har følgende ordlyd:

»(18) [D]et er af afgørende betydning, at medlemsstaterne er i stand til at træffe foranstaltninger til at beskytte retten til information og sikre borgerne bred adgang til tv-dækning af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse – nationale eller ikke-nationale – såsom De Olympiske Lege og Europa- og Verdensmesterskaberne i fodbold; med henblik herpå har medlemsstaterne ret til i overensstemmelse med fællesskabsretten at fastsætte nærmere bestemmelser for, hvorledes tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion kan udøve deres eneret til at dække sådanne begivenheder.

(19)      [D]et er nødvendigt at fastsætte fællesskabsbestemmelser for at undgå eventuel juridisk usikkerhed og fordrejning af markedsvilkårene og for at forlige fri bevægelighed for tv-tjenester med behovet for at forhindre eventuel omgåelse af nationale foranstaltninger, der er truffet for at beskytte legitime almene interesser.

(20)      [D]er bør i dette direktiv fastlægges bestemmelser for, hvorledes tv-spredningsforetagender kan udøve deres eventuelle eneret til begivenheder, der anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse i en anden medlemsstat end den, hvis jurisdiktion tv-spredningsforetagendet hører under [...]

(21)      [B]egivenheder af »væsentlig samfundsmæssig interesse« som defineret i dette direktiv bør opfylde visse kriterier, idet de skal være begivenheder i særklasse, som er af interesse for offentligheden i Den Europæiske Union eller i en bestemt medlemsstat eller i en vigtig del af en bestemt medlemsstat, og tilrettelægges forud af en organisator, der juridisk har ret til at sælge de rettigheder, der er knyttet til begivenheden.

(22)      [V]ed »gratis fjernsyn« forstås i dette direktiv en tv-udsendelse på en offentlig eller kommerciel kanal af programmer, der er tilgængelige for offentligheden uden betaling ud over de former for finansiering af tv, der er almindeligt anvendt i hver medlemsstat (såsom licensafgift og/eller abonnementsafgift til et kabelselskab).«

 Tvistens baggrund og den anfægtede afgørelse

5        Sagsøgeren, Union des associations européennes de football (UEFA), er europæisk fodbolds styrende organ. UEFA’s hovedformål er at sikre udviklingen af europæisk fodbold, og sammenslutningen organiserer en række internationale fodboldturneringer, herunder europamesterskabsslutrunden i fodbold (herefter »EM-slutrunden«), hvori 16 landshold hvert fjerde år spiller mod hinanden i 31 kampe i alt. Det er indtægterne fra salget af de kommercielle rettigheder, der knytter sig til disse turneringer, der gør det muligt for UEFA at fremme udviklingen af europæisk fodbold. I den forbindelse har UEFA anført, at 64% af indtægterne fra salget af de kommercielle rettigheder vedrørende EM-slutrunden kommer fra salget af rettighederne til tv-transmission af kampene.

6        Ved afgørelse af 25. juni 1998 udarbejdede ministeren for kultur, medier og sport i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (herefter »ministeren«) i henhold til afsnit IV i Broadcasting Act 1996 (lov af 1996 om radio- og tv-spredning) en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, som omfattede EM-slutrunden.

7        Forud for udarbejdelsen af listen iværksatte ministeren i juli 1997 en høring af 42 forskellige organer om, hvilke kriterier der skulle danne grundlag for vurderingen af, hvor stor samfundsmæssig interesse forskellige begivenheder har i Det Forenede Kongerige. Høringsproceduren førte til vedtagelse af en liste over kriterier, der er opstillet i et dokument fra Ministeriet for Kultur, Medier og Sport dateret november 1997, og som ministeren skal anvende ved udarbejdelsen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige. Ifølge dokumentet kan begivenheder optages på listen, hvis de navnlig er af særlig almen interesse på nationalt plan og ikke kun blandt personer, som normalt følger den pågældende sportsgren. Ifølge samme dokument skal nationale eller internationale sportsbegivenheder for at kunne karakteriseres således være af særlig betydning eller have deltagelse af landsholdet eller sportsudøvere fra Det Forenede Kongerige. Af de begivenheder, som opfylder disse kriterier, har dem, der samler flest seere, eller som traditionelt transmitteres direkte på gratis fjernsyn, størst mulighed for at blive optaget på listen. Endvidere skal ministeren ved sin vurdering ligeledes tage hensyn til andre faktorer, der vedrører konsekvenserne for den pågældende sportsgren, såsom muligheden for at tilbyde direkte transmission af begivenheden i hele dens udstrækning, indvirkningen på indtægterne inden for den pågældende sportsgren, følgerne for radio- og tv-spredningsmarkedet og spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger sådanne omstændigheder, at der er sikret adgang til begivenheden gennem forskudt tv- eller radiotransmission.

8        Derefter iværksatte ministeren i henhold til section 97 i Broadcasting Act 1996 en høring om, hvilke specifikke begivenheder der skulle opføres på listen. Inden for rammerne af denne høring rådførte ministeren sig med en række berørte organer og foretagender samt med indehavere af tv-transmissionsrettigheder, såsom UEFA. Endvidere afgav et af ministeren nedsat rådgivende udvalg, »Advisory Group on listed events« (rådgivende udvalg vedrørende de begivenheder, der skal opføres på listen), udtalelse om, hvilke begivenheder der burde optages, og foreslog for EM-slutrundens vedkommende, at finalen, semifinalerne og de kampe, hvori Det Forenede Kongeriges landshold deltager, skulle opføres.

9        Tv-spredningsforetagender inddeles i henhold til section 98 i Broadcasting Act 1996, som ændret ved Television Broadcasting Regulations 2000 (bekendtgørelser af 2000 om tv-spredning), i to kategorier. Den første kategori omfatter foretagender, der yder en gratis tjeneste, som kan modtages af mindst 95% af Det Forenede Kongeriges befolkning. Den anden kategori omfatter foretagender, der ikke opfylder disse betingelser.

10      Endvidere kan leverandører af tv-programmer, der tilhører en af de nævnte kategorier, ifølge section 101 i Broadcasting Act 1996, som ændret ved Television Broadcasting Regulations 2000, kun transmittere hele eller en del af en på listen opført begivenhed direkte, hvis en leverandør, der tilhører den anden kategori, har erhvervet ret til at transmittere hele eller den nævnte del af begivenheden direkte i den samme eller i det væsentlige den samme region. Hvis denne betingelse ikke er opfyldt, skal det foretagende, som ønsker at transmittere hele eller en del af begivenheden direkte, indhente forhåndstilladelse fra Office of Communications (tilsynsmyndigheden for radiospredning og telekommunikation).

11      I henhold til section 3 i Code on Sports and Other Listed and Designated Events (lov om sports- og andre på liste opførte og udpegede begivenheder) i den i 2000 gældende affattelse inddeles de begivenheder, som er opført på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, i to grupper. Gruppe A omfatter begivenheder, som ikke kan dækkes direkte og eksklusivt, medmindre visse kriterier er opfyldt. Gruppe B omfatter begivenheder, som kun kan transmitteres direkte og eksklusivt, hvis der er truffet foranstaltninger til at sikre forskudt transmission.

12      Ifølge section 13 i Code on Sports and Other Listed and Designated Events kan Office of Communications meddele tilladelse for på listen opførte begivenheder, der er omfattet af gruppe A, som EM-slutrunden tilhører, når de dertil knyttede transmissionsrettigheder åbent er blevet tilbudt samtlige tv-spredningsforetagender på retfærdige og rimelige vilkår, uden at et foretagende tilhørende den anden kategori har udtrykt interesse for at købe dem.

13      Ved skrivelse af 25. september 1998 fremsendte Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 den af ministeren udarbejdede liste til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Efter en udveksling af skrivelser mellem Det Forenede Kongerige og Kommissionen og en ny underretning om foranstaltninger af 5. maj 2000 meddelte generaldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat (GD) for Uddannelse og Kultur ved skrivelse af 28. juli 2000 Det Forenede Kongerige, at Kommissionen ikke havde nogen indvendinger imod denne medlemsstats foranstaltninger, som derfor inden for kort tid ville blive offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

14      Ved dom af 15. december 2005, Infront WM mod Kommissionen (sag T-33/01, Sml. II, s. 5897), annullerede Retten den beslutning, som var indeholdt i skrivelsen af 28. juli 2000, med den begrundelse, at den udgjorde en afgørelse i henhold til artikel 249 EF, som kommissionskollegiet selv skulle have truffet (dommen i sagen Infront WM mod Kommissionen, præmis 178).

15      Som følge af dommen i sagen Infront WM mod Kommissionen, nævnt i præmis 14 ovenfor, vedtog Kommissionen afgørelse 2007/730/EF af 16. oktober 2007 om foreneligheden med fællesskabsretten af de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har truffet i henhold til artikel 3a, stk. 1, i [direktiv 89/552] (EUT L 295, s. 12, herefter »den anfægtede afgørelse«).

16      Den anfægtede afgørelses dispositive del har følgende ordlyd:

»Artikel 1

De foranstaltninger i medfør af artikel 3a, stk. 1, i [direktiv 89/552], som Det Forenede Kongerige meddelte Kommissionen den 5. maj 2000, og som blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende C 328 af 18. november 2000, er forenelige med fællesskabsretten.

Artikel 2

Foranstaltningerne, der er beskrevet i bilaget til nærværende afgørelse, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende i overensstemmelse med artikel 3a, stk. 2, i [direktiv 89/552].«

17      Den anfægtede afgørelse er bl.a. begrundet i følgende betragtninger:

»(4)      Listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, som er omfattet af [Det Forenede Kongeriges] foranstaltninger, er blevet udarbejdet på en klar og gennemskuelig måde, og der er gennemført en omfattende høring i [denne medlemsstat].

(5)      Kommissionen finder det godtgjort, at de begivenheder, som er opført på den liste, der indgår i [Det Forenede Kongeriges] foranstaltninger, opfylder mindst to af nedenstående kriterier, som anses for at være pålidelige indikatorer for begivenhedernes samfundsmæssige interesse; i) de er af særlig almen interesse i medlemsstaten og ikke kun for dem, der sædvanligvis følger den pågældende sport eller aktivitet; ii) de har en alment anerkendt særlig kulturel betydning for medlemsstatens befolkning, især som katalysator for kulturel identitet; iii) de har deltagelse af landsholdet inden for rammerne af en konkurrence eller en turnering af international betydning; iv) de er traditionelt blevet transmitteret på gratis fjernsyn og har haft et højt seertal.

(6)      Et stort antal af de begivenheder, som er opført på den liste, der indgår i [Det Forenede Kongeriges] foranstaltninger, bl.a. de olympiske sommer- og vinterlege og finalekampene i VM- og EM-turneringen i fodbold, tilhører den kategori af begivenheder, der traditionelt anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, hvilket der udtrykkeligt henvises til i 18. betragtning til direktiv [97/36]. De pågældende begivenheder er i deres helhed af særlig almen interesse i [Det Forenede Kongerige], idet de er særdeles populære i offentligheden uanset deltagernes nationalitet og ikke kun blandt de seere, der sædvanligvis følger sportsbegivenheder.

[...]

(18)      De på listen opførte begivenheder, herunder dem, der bør betragtes som en helhed og ikke som en række enkeltstående begivenheder, er traditionelt blevet transmitteret på gratis fjernsyn og har haft høje seertal [...]

(19)      [Det Forenede Kongeriges] foranstaltninger forekommer forholdsmæssige med hensyn til at begrunde en fravigelse af det ved EF-traktaten sikrede grundlæggende princip om fri udveksling af tjenesteydelser på grundlag af et tvingende alment hensyn, nemlig at give offentligheden adgang til tv-transmission af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.

(20)      [Det Forenede Kongeriges] foranstaltninger er forenelige med [EF-traktatens] konkurrenceregler, da definitionen af, hvilke tv-spredningsforetagender der opfylder betingelserne for at transmittere de på listen opførte begivenheder, bygger på objektive kriterier, der giver mulighed for faktisk og potentiel konkurrence om at erhverve rettighederne til at transmittere de pågældende begivenheder. Endvidere er antallet af begivenheder på listen ikke uforholdsmæssigt stort, således at det skaber konkurrenceforvridning på nedstrømsmarkederne for gratis tv og betalings-tv.

(21)      At [Det Forenede Kongeriges] foranstaltninger er forholdsmæssige, underbygges af, at en række af de på listen opførte begivenheder kun kræver en passende sekundær dækning.

[...]

(24)      Det følger af [dommen i sagen Infront WM mod Kommissionen], at erklæringen om, at foranstaltninger, som er iværksat i medfør af artikel 3a, stk. 1, i direktiv [89/552], er i overensstemmelse med fællesskabsretten, udgør en afgørelse og derfor skal vedtages af Kommissionen. Det er følgelig nødvendigt at erklære ved nærværende afgørelse, at de foranstaltninger, [Det Forenede Kongerige] har meddelt, er forenelige med fællesskabsretten. Foranstaltningerne, således som de gengives i bilaget til nærværende afgørelse, skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende i overensstemmelse med artikel 3a, stk. 2, i direktiv [89/552].«

 Retsforhandlinger og parternes påstande

18      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 5. februar 2008 har UEFA anlagt nærværende sag.

19      UEFA har ligeledes anmodet Retten om som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse at anmode Kommissionen om at fremlægge en række dokumenter, som ifølge UEFA vil bidrage til en mere effektiv afvikling af den skriftlige procedure, afklaringen af de omtvistede spørgsmål og den retslige prøvelse, Retten skal foretage.

20      Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 11. og den 16. juni 2008 har Det Forenede Kongerige og Kongeriget Belgien fremsat begæring om tilladelse til at intervenere i den foreliggende sag til støtte for Kommissionens påstande.

21      Ved kendelse af 29. september 2008 har formanden for Rettens Syvende Afdeling imødekommet de nævnte interventionsbegæringer. Intervenienterne har indgivet deres skriftlige indlæg og UEFA sine bemærkninger til disse inden for de fastsatte frister.

22      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling og som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse skriftligt stillet UEFA et og Kommissionen to spørgsmål. Rettens spørgsmål er blevet besvaret inden for de fastsatte frister.

23      UEFA har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, i den udstrækning det i henhold til fællesskabsretten godkendes i afgørelsen, at hele EM-slutrunden er opført på Det Forenede Kongeriges nationale liste.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

24      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        UEFA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25      Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige har nedlagt påstand om frifindelse.

 Retlige bemærkninger

 Formaliteten

 Parternes argumenter

26      Kongeriget Belgien har gjort gældende, at sagen må afvises, fordi UEFA hverken er individuelt eller umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse, og fordi Retten ikke har kompetence til at tage stilling til, om de nationale foranstaltninger er lovlige. Desuden har UEFA ikke anlagt sag til prøvelse af Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ved de nationale domstole, og UEFA’s søgsmål for Retten er derfor blevet indbragt for sent, da en eventuel annullation af den anfægtede afgørelse ikke vil påvirke gyldigheden af den omtvistede nationale lovgivning.

27      UEFA finder, at sammenslutningen er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede afgørelse.

 Rettens bemærkninger

28      Kongeriget Belgiens afvisningsgrunde vedrører ufravigelige procesforudsætninger, da der hermed rejses spørgsmål om UEFA’s søgsmålskompetence, overholdelsen af fristen for at indbringe søgsmål og Rettens kompetence. Selv om Kongeriget Belgien ifølge artikel 40, stk. 4, i statutten for Domstolen og artikel 116, stk. 3, i Rettens procesreglement ikke har kompetence til at fremsætte afvisningspåstandene, da Kommissionen ikke har bestridt, at sagen kan antages til realitetsbehandling, skal Retten derfor prøve dem af egen drift (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 21-23).

29      Med hensyn til spørgsmålet, om UEFA er umiddelbart berørt, fremgår det af fast retspraksis, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse, som fastsat i artikel 230, stk. 4, EF, indebærer, at den anfægtede fællesskabsforanstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. Domstolens dom af 13.3.2008, sag C-125/06 P, Kommissionen mod Infront WM, Sml. I, s. 1451, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

30      Det fremgår i den forbindelse af section 101 i Broadcasting Act 1996 (jf. præmis 10 ovenfor), at intet tv-spredningsforetagende, der tilhører en af de kategorier, som blev beskrevet i præmis 9 ovenfor, kan transmittere en begivenhed, der er opført på Det Forenede Kongeriges liste, direkte og eksklusivt. Det er kun, hvis intet foretagende, der tilhører den anden af de nævnte kategorier, har udvist interesse i at erhverve rettighederne til at transmittere begivenheden, og de øvrige betingelser, hvortil der blev henvist i præmis 12 ovenfor, er opfyldt, at Office of Communications kan give det foretagende, som har erhvervet rettighederne til at transmittere begivenheden direkte og eksklusivt, tilladelse hertil.

31      Det følger af de nævnte bestemmelser, at overdragelse af enerettigheder til transmission af EM-slutrunden, som UEFA er organisator af som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36, til tv-spredningsforetagender under Det Forenede Kongeriges jurisdiktion på en måde, der fratager andre foretagender under denne medlemsstats jurisdiktion, som har udtrykt interesse i at erhverve de pågældende rettigheder, muligheden for at transmittere hele eller en del af begivenheden i dette land, ikke afføder de retsvirkninger, som normalt følger af en sådan eneretsklausul.

32      Skønt de nævnte retsvirkninger følger af Det Forenede Kongeriges lovgivning og ikke af den anfægtede afgørelse, medfører det princip om gensidig anerkendelse, der udløses af afgørelsen i overensstemmelse med artikel 3a, stk. 3, i direktiv 89/552, en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre disse retsvirkninger. De skal navnlig sikre, at de tv-spredningsforetagender, som hører under deres jurisdiktion, overholder de betingelser for tv-transmission i Det Forenede Kongerige af begivenheder opført på denne medlemsstats liste, som Det Forenede Kongerige har fastsat i sine foranstaltninger, og som er blevet godkendt og offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende. Kravet om at nå dette resultat påvirker direkte de tv-spredningsforetagenders retsstilling, der hører under andre medlemsstaters jurisdiktion end Det Forenede Kongeriges, og som ønsker at købe rettigheder til transmission i Det Forenede Kongerige, som UEFA oprindeligt var indehaver af (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Infront WM, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 62 og 63).

33      Det princip om gensidig anerkendelse, der udløses af afgørelsen, forpligter derfor medlemsstaterne til ikke at lade tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion udnytte rettigheder som dem, hvortil der blev henvist i præmis 31 ovenfor, og dette indebærer, at de rettigheder, UEFA oprindelig var indehaver af, også påvirkes, når de offentligt tilbydes foretagender, som ikke hører under Det Forenede Kongeriges, men en anden medlemsstats jurisdiktion.

34      Heraf følger, at den anfægtede afgørelse umiddelbart påvirker UEFA’s retsstilling for så vidt angår de rettigheder, sammenslutningen oprindeligt var indehaver af, og den overlader ikke medlemsstaterne noget skøn med hensyn til det resultat, der skal nås, som skal gennemføres automatisk, og som udelukkende følger af fællesskabsreglerne, uanset indholdet af de særlige foranstaltninger, de nationale myndigheder træffer for at nå målet (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Infront WM, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 60 og 61).

35      UEFA er således umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse.

36      Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt UEFA er individuelt berørt af den anfægtede afgørelse, bemærkes, at andre personer end en beslutnings adressat kun kan gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Infront WM, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

37      I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at EM-slutrunden, uanset den retlige karakter af og kilden til de transmissionsrettigheder, der er knyttet til turneringen, udgør en begivenhed som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36, for så vidt som den tilrettelægges forud af en organisator, der juridisk har ret til at sælge de nævnte rettigheder, og UEFA er den pågældende organisator. Da dette ligeledes gjaldt, da den anfægtede afgørelse blev truffet, var det på dette tidspunkt åbenbart, at UEFA var organisatoren.

38      UEFA er derfor individuelt berørt af den anfægtede afgørelse.

39      Med hensyn til Kongeriget Belgiens argument om, at Retten ikke har kompetence til at tage stilling til, om de nationale foranstaltninger er lovlige, inden for rammerne af artikel 230 EF, og at UEFA ikke har anfægtet Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ved de nationale domstole, er det tilstrækkeligt at bemærke, at UEFA ved sit søgsmål bl.a. har anfægtet lovligheden af den anfægtede afgørelses artikel 1, hvorved Det Forenede Kongeriges foranstaltninger blev erklæret for forenelige med fællesskabsretten.

40      Heraf følger, at den prøvelse, som Retten er anmodet om at foretage i den foreliggende sag, udelukkende vedrører lovligheden af denne konstatering, og den manglende anfægtelse af Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ved de nationale domstole ændrer på ingen måde, at sagen, som i øvrigt er anlagt inden udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 230 EF, kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dommen i sagen Infront WM mod Kommissionen, nævnt i præmis 14 ovenfor, præmis 109).

41      De argumenter for, at sagen må afvises, som Kongeriget Belgien har fremsat, må følgelig forkastes.

 Realiteten

42      UEFA har fremsat otte anbringender, hvorefter der for det første foreligger en tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, for det andet en mangel på begrundelse, for det tredje en tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552, for det fjerde en tilsidesættelse af traktatens konkurrenceregler, for det femte en tilsidesættelse af traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser, for det sjette en tilsidesættelse af UEFA’s ejendomsret, for det syvende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og for det ottende en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

43      Inden UEFA’s anbringender prøves, skal der fremsættes en række generelle betragtninger, som der skal tages hensyn til ved bedømmelsen af, om der er grundlag for disse anbringender.

44      Indledningsvis konkretiserer artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552 medlemsstaternes muligheder for på radio- og tv-området at begrænse udøvelsen af de grundlæggende friheder, der er fastsat i den primære fællesskabsret, på grund af tvingende almene hensyn.

45      Selv om de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer i medfør af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, finder anvendelse uden forskel på såvel virksomheder etableret på det nationale område som virksomheder etableret i andre medlemsstater, er det nemlig tilstrækkeligt til, at de anses for at udgøre en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 49 EF, at de er til gavn for bestemte virksomheder, der er etableret på det nationale område (jf. i denne retning Domstolens dom af 5.6.1997, sag C-398/95, SETTG, Sml. I, s. 3091, præmis 16, og af 13.12.2007, sag C-250/06, United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., Sml. I, s. 11135, præmis 37 og 38).

46      Sådanne restriktioner af grundlæggende ved traktaten sikrede friheder kan begrundes, hvis de varetager tvingende almene hensyn, og hvis de er egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, som de forfølger, og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål (jf. i denne retning dommen i sagen United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

47      Det bemærkes i den forbindelse, at ytringsfriheden, som garanteret ved artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, er en af de grundrettigheder, fællesskabsretsordenen skal beskytte, og udgør et tvingende alment hensyn, som kan begrunde sådanne restriktioner (jf. i denne retning dommen i sagen United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis). Endvidere omfatter ytringsfriheden ifølge artikel 10, stk. 1, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ligeledes friheden til at modtage oplysninger.

48      I det foreliggende tilfælde udgør Det Forenede Kongeriges foranstaltninger, således som det fremgår af 19. betragtning til den anfægtede afgørelse, restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser. Således som det følger af 18. betragtning til direktiv 97/36, har de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3a i direktiv 89/552, imidlertid til formål at beskytte retten til information og at sikre borgerne bred adgang til tv-dækning af begivenheder – nationale eller ikke-nationale – af væsentlig samfundsmæssig interesse. Ifølge 21. betragtning til direktiv 97/36 er en begivenhed af væsentlig interesse, når den er i særklasse, er af interesse for offentligheden i Den Europæiske Union eller i en bestemt medlemsstat eller i en vigtig del af en bestemt medlemsstat, og tilrettelægges forud af en organisator, der juridisk har ret til at sælge de rettigheder, der er knyttet til begivenheden.

49      Heraf følger, at de foranstaltninger, som er omhandlet i artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, er begrundet i tvingende almene hensyn, da de vedrører begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.

50      Endvidere skal, som anført i præmis 46 ovenfor, de pågældende foranstaltninger være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og ikke gå videre end nødvendigt for at nå dette mål.

51      Endelig bemærkes med hensyn til rækkevidden af 18. betragtning til direktiv 97/36, for det første, således som Kommissionen har understreget, at artikel 3a i direktiv 89/552, hvortil der henvises i denne betragtning, ikke indebærer en harmonisering af, hvilke specifikke begivenheder medlemsstaterne kan anse for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. I modsætning til den version af artiklen, der findes i Europa-Parlamentets afgørelse om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelsen af direktiv 97/36 (EFT 1996 C 362, s. 56), og hvori der udtrykkeligt henvises til de olympiske sommer- og vinterlege og VM og EM i fodbold, henvises der ikke i denne bestemmelse til bestemte begivenheder, der kan opføres på de nationale lister.

52      Heraf følger, at 18. betragtning til direktiv 97/36 ikke kan opfattes således, at det automatisk er foreneligt med fællesskabsretten at opføre EM-slutrunden på en national liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. Betragtningen kan så meget mindre forstås således, at EM-slutrunden under alle omstændigheder retmæssigt kan optages på en sådan liste, uanset hvilken interesse denne turnering vækker i den pågældende medlemsstat.

53      Derimod indebærer betragtningen på baggrund af bemærkningerne i præmis 44-49 ovenfor, at en medlemsstat ikke behøver at anføre en særlig begrundelse i sin meddelelse til Kommissionen for, at kampe i EM-slutrunden er begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, når den optager sådanne kampe på den liste, den har valgt at opstille.

54      Det er på baggrund af disse betragtninger, det skal prøves, om der er grundlag for UEFA’s anbringender.

55      Da, endelig, UEFA inden for rammerne af sit andet anbringende har gjort gældende, at Kommissionen ikke begrundede sin vurdering med hensyn til, om den procedure, der blev fastsat i Det Forenede Kongerige, var klar og gennemskuelig, behandler Retten dette anbringende, før den behandler det første, hvori UEFA har anfægtet grundlaget for denne vurdering. Endvidere behandler Retten det femte anbringende før det fjerde.

 Det andet anbringende om manglende begrundelse

–       Parternes argumenter

56      UEFA har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet, og at den derfor ikke gør det muligt for Retten at udøve sin prøvelsesret. Da der ved den anfægtede afgørelse indføres restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, konkurrencen og ejendomsretten, burde afgørelsen have indeholdt en detaljeret begrundelse. Den indeholder imidlertid hverken en tilstrækkelig begrundelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt den procedure, der blev fulgt i Det Forenede Kongerige, var klar og gennemskuelig, eller vedrørende spørgsmålene om den frie udveksling af tjenesteydelser og konkurrenceretten.

57      Det fremgår således af ordlyden af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen med henblik på vedtagelsen af afgørelsen ikke tog nogen udvikling i betragtning, der havde fundet sted siden 2000, og at den derfor ikke rådede over de oplysninger, som var nødvendige for at kunne vedtage en korrekt begrundet afgørelse i 2007. Seertallene for EM-slutrunden i 2000 og 2004 viser, at kampe, hvori der ikke deltog et landshold fra Det Forenede Kongerige, kun havde en tredjedel så mange seere i dette land som kampe, hvori der deltog et landshold fra dette land. Kommissionen tilsidesatte ligeledes princippet om god forvaltningsskik ved ikke at indhente oplysninger om eventuelle ændringer i omstændighederne efter afsigelsen af dommen i sagen Infront WM mod Kommissionen, nævnt i præmis 14 ovenfor, som gjorde det nødvendigt at vedtage en afgørelse om Det Forenede Kongeriges liste. Desuden indebar denne dom ikke en godkendelse af vurderingen i skrivelsen af 28. juli 2000 (jf. præmis 13 og 14 ovenfor) om, hvorvidt Det Forenede Kongeriges liste var forenelig med fællesskabsretten.

58      Kommissionen konverterede simpelthen skrivelsen af 28. juli 2000 til en afgørelse uden i den anledning at gennemføre en mere grundig undersøgelse end den summariske undersøgelse, den havde foretaget ifølge dens egen forklaring for Retten i sagen Infront WM mod Kommissionen, nævnt i præmis 14 ovenfor. Denne tilsidesættelse af pligten til at foretage en grundig undersøgelse indebærer nødvendigvis en tilsidesættelse af begrundelsespligten og åbenbare vurderingsfejl for så vidt angår spørgsmålene om den frie udveksling af tjenesteydelser og konkurrenceretten.

59      Hvad dette angår har UEFA gjort gældende, at restriktionen for den frie udveksling af tjenesteydelser kun begrundes ved en henvisning til, at der skal være tv-adgang til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, men at dette kun udgør en henvisning til artikel 3a i direktiv 89/552 og ikke en redegørelse for, hvilke faktiske og retlige omstændigheder der begrunder denne fravigelse af en grundlæggende bestemmelse i traktaten. Desuden gøres der i den anfægtede afgørelse for så vidt angår konkurrenceretten end ikke et forsøg på at afgrænse de relevante markeder.

60      Endelig har UEFA anført, at Kommissionen burde have givet en særlig begrundelse for, at den valgte at indtage en anderledes holdning end den, den indtog over for andre medlemsstater, som kun har opført visse EM-slutrundekampe på deres respektive lister.

61      Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

–       Rettens bemærkninger

62      Det fremgår af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, karakteren af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (Domstolens dom af 30.3.2000, sag C-265/97 P, VBA/Florimex m.fl., Sml. I, s. 2061, præmis 93).

63      Endvidere udgør begrundelsespligten et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om den anfægtede retsakts materielle lovlighed (Rettens dom af 12.12.2007, sag T-112/05, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5049, præmis 94).

64      Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den procedure, der er fastsat i Det Forenede Kongerige, opfylder betingelserne om klarhed og gennemskuelighed, anførte Kommissionen i fjerde betragtning til den anfægtede afgørelse, at listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse for Det Forenede Kongerige blev udarbejdet på en klar og gennemskuelig måde (jf. præmis 17 ovenfor).

65      Hvad dette angår deltog, for det første, UEFA selv i proceduren i sin egenskab af arrangør af EM-slutrunden, idet UEFA ved skrivelse til ministeren af 23. december 1997 fremsatte sine bemærkninger til den eventuelle opførelse af turneringen på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige.

66      For det andet gengives Broadcasting Act 1996’s bestemmelser om begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i bilaget til den anfægtede afgørelse. Det bestemmes i lovens section 97, at den omhandlede liste opstilles af ministeren efter høring af bl.a. de personer, af hvem rettighederne til tv-transmission af de begivenheder af national interesse, ministeren foreslår at opføre på listen, eventuelt kan købes.

67      For det tredje fremgår det af femte betragtning til den anfægtede afgørelse, sammenholdt med sjette og attende betragtning, at Kommissionen godkendte opførelsen af EM-slutrunden på Det Forenede Kongeriges liste med den begrundelse, at turneringen er af særlig almen interesse i denne medlemsstat, ikke kun for dem, der sædvanligvis følger sportsbegivenheder, og at den altid er blevet transmitteret på gratis fjernsyn og har haft mange seere. Disse kriterier er blandt dem, ministeren havde fastsat forud for høringen om, hvilke specifikke begivenheder der skulle opføres på Det Forenede Kongeriges liste (jf. præmis 7 og 8 ovenfor).

68      Heraf følger, at den anfægtede afgørelse indeholder de oplysninger, som er nødvendige for, at UEFA kan forstå, hvorfor Kommissionen drog den konklusion, at den af ministeren fulgte procedure var klar og gennemskuelig for så vidt angår de kriterier, der blev lagt til grund ved udvælgelsen af de begivenheder, der skulle opføres på listen, høringen om udvælgelsen og fastsættelsen af, hvilken myndighed der var kompetent i denne henseende, og for, at Retten kan udøve sin ret til at prøve, om der er grundlag for konklusionen.

69      Da UEFA ligeledes generelt har gjort gældende, at der blev givet en utilstrækkelig begrundelse for så vidt angår spørgsmålene om den frie udveksling af tjenesteydelser og ejendomsretten, bemærkes, at Kommissionen i 19. og 20. betragtning til den anfægtede afgørelse gjorde rede for grundene til, at den fandt, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ikke strider imod fællesskabsrettens bestemmelser på disse områder (jf. præmis 17 ovenfor).

70      Kommissionen anførte hvad dette angår, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger forekommer forholdsmæssige, og at de kan begrunde en fravigelse af den frie udveksling af tjenesteydelser på grundlag af et tvingende alment hensyn, nemlig at offentligheden skal have adgang til tv-transmission af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. Det fremgår af 19. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen angiver grundene til, at den finder, at traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser ikke udgør en hindring for, at EM-slutrunden opføres på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, på en sådan måde, at UEFA kan forstå dem og bestride, at der er grundlag for dem, og således at Retten kan udøve sin prøvelsesret. Eftersom der i femte, sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse redegøres for grundene til, at Kommissionen finder, at EM-slutrunden er en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse, kan UEFA, der er den oprindelige indehaver af rettighederne til transmission af EM-slutrunden, vurdere, om der foreligger omstændigheder, som kan rejse tvivl om denne vurdering, eller eventuelt påvise, at det er uforholdsmæssigt eller på anden måde i strid med fællesskabsretten at opføre samtlige kampe i denne turnering på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige.

71      Med hensyn til spørgsmålet om konkurrenceretten anførte Kommissionen i 20. betragtning til den anfægtede afgørelse, at de kriterier, der blev fastsat med henblik på klassificeringen af tv-spredningsforetagenderne, er objektive, og at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger giver mulighed for faktisk og potentiel konkurrence om at erhverve rettighederne til at transmittere de pågældende begivenheder. Endvidere anførte Kommissionen, at antallet af begivenheder ikke er uforholdsmæssigt stort, således at opførelsen af den skaber konkurrenceforvridning på nedstrømsmarkederne for gratis tv og betalings-tv.

72      Kommissionen angav i denne betragtning, hvorfor den finder, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ikke strider imod artikel 86 EF. Endvidere fremgår det af samme betragtning, at Kommissionen gør rede for sin opfattelse under henvisning til markedet for erhvervelse af rettighederne til at transmittere de pågældende begivenheder og til nedstrømsmarkederne for gratis tv og betalings-tv. Hertil kommer, at den anfægtede afgørelse ikke har til formål at prøve lovligheden af virksomhedernes adfærd i relation til artikel 81 EF og 82 EF og i givet fald at vedtage foranstaltninger på grundlag af Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1, s. 1), men at vurdere, om de statslige foranstaltninger er forenelige med artikel 86 EF. I den sammenhæng er den begrundelsespligt, der påhviler Kommissionen i medfør af artikel 253 EF, opfyldt, når den klart har angivet, hvorfor den finder, at den nationale lovgivning ikke giver anledning til en begrænsning af konkurrencen, som er uforenelig med de relevante traktatbestemmelser om virksomheder, der er indrømmet særlige eller eksklusive rettigheder.

73      Da disse grunde angives i 20. betragtning til den anfægtede afgørelse, kan UEFA forstå de betragtninger, Kommissionen lægger til grund, og bestride, at der er grundlag for dem, for Retten, som kan udøve sin prøvelsesret i denne henseende.

74      UEFA’s argumenter om, at Kommissionen ikke gav en tilstrækkelig begrundelse for den anfægtede afgørelse, fordi den ved efterprøvelsen af rigtigheden af de af ministeren foretagne vurderinger, som førte til opførelsen af EM-slutrunden på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, ikke tog omstændigheder indtruffet efter 2000 i betragtning, vedrører ikke begrundelsen for den anfægtede afgørelse, men rigtigheden af grundene til denne. Eftersom Kommissionen i femte, sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse redegjorde for grundene til, at den finder, at EM-slutrunden retmæssigt kan optages på den omhandlede liste, påvirker den manglende hensyntagen til omstændigheder, der, hvis den kan påvises, kan rejse tvivl om institutionens vurdering hvad dette angår, nemlig den anfægtede afgørelses materielle lovlighed. De nævnte argumenter bliver derfor prøvet inden for rammerne af det tredje anbringende.

75      Med hensyn til argumentet om, at Kommissionen burde have givet en særlig begrundelse for, at den valgte at indtage en anderledes holdning end den, den indtog over for de medlemsstater, som kun har opført visse EM-slutrundekampe på deres respektive lister, påhvilede der ikke Kommissionen en sådan forpligtelse i det foreliggende tilfælde.

76      Hvad dette angår indebærer artikel 3a i direktiv 89/552 nemlig ikke en harmonisering af, hvilke specifikke begivenheder medlemsstaterne kan anse for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse (jf. præmis 51 og 52 ovenfor), og derfor kan flere forskellige løsninger med hensyn til, hvilke EM-slutrundekampe der skal opføres på en national liste, være lige så forenelige med den nævnte bestemmelse.

77      Selv om det er foreneligt med fællesskabsretten at opføre hele EM-slutrunden på en national liste, er der følgelig intet til hinder for, at det ligeledes er foreneligt med den kun at opføre nogle af kampene i denne turnering. At Kommissionen i sine afgørelser har erklæret flere forskellige løsninger for forenelige med fællesskabsretten, er derfor ikke som sådant inkonsekvent og kræver, i modsætning til hvad sagsøgeren har hævdet, ikke nogen særlig begrundelse.

78      Det andet anbringende må derfor forkastes.

 Det første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552

–       Parternes argumenter

79      UEFA har påpeget, at medlemsstaterne ifølge artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552 skal udarbejde listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse på en klar og gennemskuelig måde og i tilstrækkelig god tid. Hvad dette angår anføres det kun i den anfægtede afgørelse, nemlig i fjerde betragtning, at den nævnte betingelse er opfyldt, og at der blev gennemført en omfattende høring i Det Forenede Kongerige.

80      Høringen var imidlertid ikke fuldstændig, eftersom ministeren ikke tog korrekt hensyn til de bemærkninger, UEFA havde fremsat inden for rammerne af den. Desuden så ministeren bort fra den udtalelse, Advisory Group on listed events havde afgivet (jf. præmis 8 ovenfor), og hvori det blev anbefalet at henføre de kampe, hvori der ikke deltog landshold fra Det Forenede Kongerige, til listens gruppe B, og udtalelsen fra Office of Fair Trading (OFT, Det Forenede Kongeriges konkurrencemyndighed), hvori det blev foreslået, der kun opføres kampe på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, når en »overvældende offentlig interesse« kræver det. Ministeren forklarede imidlertid hverken, hvorfor han ikke fulgte de nævnte udtalelser, eller hvorfor samtlige EM-slutrundekampe skulle anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige.

81      Desuden fandt der ikke nogen høring sted om de kriterier, på grundlag af hvilke tv-spredningsforetagenderne skal fordeles på de i Broadcasting Act 1996’s section 98 fastsatte kategorier (jf. præmis 9 ovenfor), og som forstærker de konkurrencebegrænsninger, der er indført ved Det Forenede Kongeriges lovgivning, og gør det praktisk taget umuligt for tv-spredningsforetagender, som ikke er etableret i denne medlemsstat, at erhverve eneret til tv-transmission af de på listen opførte begivenheder. Inddelingen af tv-spredningsforetagenderne i kategorier påvirker ligeledes rækkevidden af konsekvenserne af, at en begivenhed er blevet opført på listen.

82      UEFA har påpeget, at Det Forenede Kongerige ikke har ændret listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse siden 1998, skønt markedet siden da har undergået en gennemgribende forandring. En høring, der er foretaget i 1997 og 1998, kan derfor ikke betragtes som fyldestgørende med henblik på vedtagelsen af en kommissionsafgørelse i oktober 2007.

83      Broadcasting Act 1996 opfylder ikke kravene i artikel 3a i direktiv 89/552, da loven ikke forpligter ministeren til at undersøge, om en tidsforskudt transmission er tilstrækkelig til at beskytte offentlighedens interesse i adgang til tv-transmission af en begivenhed af væsentlig interesse. Endvidere er den procedure, hvorefter det vælges, til hvilken gruppe på listen den enkelte begivenhed skal henføres, hverken klar eller gennemskuelig. Hvad dette angår forklares det ikke i bemærkningen i 21. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at det underbygger, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger er forholdsmæssige, at en række af de på listen opførte begivenheder kun kræver en passende transmission, hvorfor det var rimeligt og forholdsmæssigt at henføre samtlige EM-slutrundekampe til listens gruppe A.

84      UEFA har gjort gældende, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger medfører begrænsninger af enerettigheder erhvervet efter den 1. oktober 1996, skønt EM-slutrunden først blev opført på denne medlemsstats liste den 25. juni 1998. Kommissionen undersøgte imidlertid ikke, om det var lovligt at indføre tilbagevirkende begrænsninger for rettighederne til EM-slutrunden, skønt dette hverken forekommer foreneligt med Det Forenede Kongeriges lovgivning eller med artikel 3a, stk. 3, i direktiv 89/552.

85      Endelig har UEFA understreget, at sammenslutningens argumenter rejser tvivl om gyldigheden af den anfægtede afgørelse, idet Kommissionen ikke fandt, at den procedure, der blev fulgt på nationalt plan, ikke var klar, og at den ikke var gennemskuelig, og at den omstændighed, at sammenslutningen ikke har anfægtet Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ved de nationale domstole, ikke hindrer den i at fremsætte dette anbringende.

86      Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

–       Rettens bemærkninger

87      Det bemærkes indledningsvis, at det ikke specifikt angives i artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, hvad de nationale procedurer, der fastsættes med henblik på udfærdigelsen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, skal indeholde. Bestemmelsen overlader medlemsstaterne et skøn ved tilrettelæggelsen af procedurerne for så vidt angår deres forløb, den eventuelle høring af berørte personer og tildelingen af administrative beføjelser, idet det dog præciseres, at de som helhed skal være klare og gennemskuelige.

88      Restriktioner for udøvelsen af grundlæggende ved traktaten sikrede friheder gennem nationale foranstaltninger, som er begrundet i tvingende almene hensyn, skal også være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og må ikke gå videre end nødvendigt for at nå dette mål (jf. præmis 46 ovenfor).

89      Selv når nationale lovgivninger som dem, hvortil der henvises i artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552, har til formål at beskytte retten til ytringsfrihed (jf. præmis 47-49 ovenfor), skal de krav, som følger af de foranstaltninger, der træffes til gennemførelse af en sådan politik, derfor under alle omstændigheder stå i forhold til det nævne formål, og foranstaltningerne må ikke anvendes således, at statsborgere fra andre medlemsstater diskrimineres (jf. i denne retning Domstolens dom af 28.11.1989, sag C-379/87, Groener, Sml. s. 3967, præmis 19, og af 12.6.2003, sag C-112/00, Schmidberger, Sml. I, s. 5659, præmis 82).

90      Det er på denne baggrund, at de procedurer, medlemsstaterne fastsætter med henblik på fastlæggelsen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, skal være klare og gennemskuelige, i den forstand at de skal være baseret på kriterier, der kendes på forhånd af de berørte, således at det undgås, at den skønsmæssige beføjelse, som medlemsstaterne råder over med hensyn til at bestemme, hvilke specifikke begivenheder der skal opføres på deres lister, udøves vilkårligt (jf. i denne retning dommen i sagen United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 46). For selv om en begivenhed for at kunne opføres på listen ifølge artikel 3a i direktiv 89/552 skal være af væsentlig samfundsmæssig interesse, er det af afgørende betydning for, at de nationale afgørelser træffes på en gennemskuelig måde og inden for rammerne af det skøn, medlemsstaterne råder over i denne henseende (jf. præmis 119 nedenfor), at der forinden er fastsat specifikke kriterier for, hvordan denne væsentlighed skal vurderes.

91      Kravet om, at proceduren skal være klar og gennemskuelig, indebærer ligeledes, at det skal fremgå af de dertil knyttede bestemmelser, hvilket organ der har beføjelse til at udarbejde listen over begivenheder, og på hvilken måde berørte parter kan fremsætte deres bemærkninger.

92      Det forhold alene, at der foreligger omstændigheder, som kan svække en national myndigheds vurdering af en bestemt begivenheds samfundsmæssige interesse, vedrører derimod hverken klarheden eller gennemskueligheden af den procedure, der er fulgt, men rigtigheden af vurderingen. Det gælder ligeledes, når de nævnte omstændigheder består i udtalelser eller bemærkninger fremsat af rådgivende organer, den kompetente myndigheds tjenestegrene eller berørte parter, der har deltaget i proceduren.

93      UEFA’s argumenter om, at der ikke blev taget hensyn til anbefalingerne fra Advisory Group on listed events og Office of Fair Trading og til sammenslutningens egne bemærkninger, kan derfor ikke rejse tvivl om Kommissionens vurdering af, om den procedure, ministeren har fulgt med henblik på opstillingen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige (jf. præmis 6-8 ovenfor), var klar og gennemskuelig.

94      Endvidere har det krav om klarhed og gennemskuelighed, der er fastsat i artikel 3a i direktiv 89/552, hverken til formål eller som virkning at forpligte den kompetente nationale myndighed til at angive grundene til, at den ikke har fulgt de udtalelser eller bemærkninger, som er blevet fremsat for den under høringsproceduren. UEFA’s argumenter om, at hverken ministeren eller Kommissionen angav grundene til, at udtalelsen fra Advisory Group on listed events ikke blev fulgt, kan derfor ikke godtgøre, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en fejl for så vidt angår den vurdering, at den procedure, der er fastsat i Det Forenede Kongerige, er klar og gennemskuelig.

95      Denne bedømmelse gælder så meget mere for så vidt angår EM-slutrunden, hvortil der henvises i 18. betragtning til direktiv 97/36, og som med rimelighed kan betragtes som én samlet begivenhed snarere end som en række enkeltstående begivenheder, der kan inddeles i særligt betydningsfulde kampe, mindre betydningsfulde kampe og kampe, hvori landsholdet deltager (jf. præmis 103 nedenfor).

96      Hvis en berørt part på denne baggrund finder, at der i udtalelser eller bemærkninger, som er blevet fremsat under høringsproceduren, er blevet henvist til omstændigheder, som rejser tvivl om den kompetente myndigheds endelige vurdering af den pågældende begivenheds samfundsmæssige interesse, kan parten for det første anfægte vurderingen for de nationale domstole og for det andet anfægte rigtigheden af Kommissionens eventuelle afgørelse om at godkende vurderingen for Retten, således som UEFA i øvrigt har gjort inden for rammerne af det tredje anbringende.

97      Endvidere påvirker manglen på høring om kriterierne for fordeling af tv-spredningsforetagenderne, hvis den kan påvises, ikke Kommissionens vurdering, hvorefter den procedure, ministeren fulgte med henblik på opstillingen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, var klar og gennemskuelig. Forpligtelsen til klarhed og gennemskuelighed gælder nemlig ifølge artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552 måden, hvorpå listen udarbejdes, og ikke proceduren for fastsættelse af hele den retlige ramme, der skal beskytte retten til information. I øvrigt skal spørgsmålet om, hvorvidt denne retlige ramme er forenelig med fællesskabsretten, vurderes af Kommissionen inden for rammerne af denne bestemmelses stk. 2.

98      Spørgsmålet, om Kommissionen med henblik på vedtagelsen af den anfægtede afgørelse i 2007 retmæssigt kunne basere sig på omstændigheder, som fremkom gennem en høring, der fandt sted før 1998, vedrører heller ikke spørgsmålet om, hvorvidt den procedure, der blev fastsat på nationalt plan, var klar eller gennemskuelig, men rigtigheden af Kommissionens vurdering med hensyn til opførelsen af EM-slutrunden på Det Forenede Kongeriges liste, hvilket spørgsmål behandles inden for rammerne af det tredje anbringende.

99      Det er heller ikke muligt at tiltræde UEFA’s argumenter om, at Broadcasting Act 1996 ikke forpligter ministeren til først at undersøge, om tidsforskudt transmission af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige er tilstrækkelig til at beskytte offentlighedens interesse. Denne argumentation bygger på en fejlagtig fortolkning af sidste punktum i artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552. Denne del af bestemmelsen forpligter således ikke medlemsstaterne til at undersøge, om målet om, at en betydelig del af befolkningen har tv-adgang til en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse, er sikret i tilstrækkelig grad, hvis begivenheden transmitteres direkte på en betalingskanal og forskudt på en gratis kanal. Punktummet giver medlemsstaterne mulighed for at bestemme, at en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse skal transmitteres i tv – en mulighed, som Det Forenede Kongerige ikke har udnyttet. Tv-spredningsforetagenderne pålægges nemlig ikke nogen transmissionsforpligtelse i den pågældende lovgivning, således som det i øvrigt angives i section 9 i Code on Sports and Other Listed and Designated Events.

100    Tilsvarende kræver artikel 3, stk. 1, i direktiv 89/552 ikke, at medlemsstaterne fastsætter særskilte procedurer for fastsættelsen af de forskellige kategorier, hvori de kan have fundet det hensigtsmæssigt at inddele begivenhederne af væsentlig samfundsmæssig interesse. Bestemmelsen kræver, at de begivenheder, der opføres på listen, rent faktisk skal være af væsentlig samfundsmæssig interesse, men griber ikke ind i medlemsstatens eventuelle vurdering af, om det er hensigtsmæssigt at inddele begivenhederne i flere kategorier. At der kun findes én procedure for, hvordan listen som helhed skal udarbejdes, betyder ikke, at Kommissionens vurdering af, om den procedure, der blev fastsat i Det Forenede Kongerige i dette øjemed, var klar og gennemskuelig. UEFA’s argument kan derfor ikke tiltrædes.

101    Kommissionen var følgelig ikke forpligtet til i den anfægtede afgørelse at give en særlig redegørelse for, hvorfor det var passende at henføre samtlige EM-slutrundekampe til gruppe A på Det Forenede Kongeriges liste, og UEFA’s argument i denne henseende må derfor ligeledes forkastes.

102    Med hensyn til argumentet om, at ministeren ikke angav grundene til, at samtlige EM-slutrundekampe skulle anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, bemærkes for det første, at der i 18. betragtning til direktiv 97/36 henvises til EM som et eksempel på en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse. For det andet har UEFA inden for rammerne af sit tredje anbringende gjort gældende, at kun særligt betydningsfulde kampe, såsom åbningskampen og finalen og kampe, hvori der deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige, rent faktisk er af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat.

103    Skønt der, for det tredje, i 18. betragtning til direktiv 97/36 ikke tages stilling til spørgsmålet om, hvorvidt samtlige eller kun en del af EM-slutrunde-kampene skal optages på en national liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse (jf. præmis 52 ovenfor), er der intet, som med føje giver grundlag for at slutte, at det principielt kun er særligt betydningsfulde kampe og kampe, hvori der deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige, der kan klassificeres således i relation til samfundet i denne medlemsstat og følgelig medtages på en sådan liste. EM-slutrunden er nemlig en turnering, der med rimelighed kan betragtes som én samlet begivenhed snarere end som en række enkeltstående begivenheder, der kan inddeles i særligt betydningsfulde kampe, mindre betydningsfulde kampe og kampe, hvori det pågældende landshold deltager. Det er i denne forbindelse velkendt, at resultaterne af de mindre betydningsfulde kampe inden for EM-slutrunden bestemmer holdenes videre skæbne i turneringen, hvorfor deres deltagelse i særligt betydningsfulde kampe eller kampe, hvori det pågældende landshold deltager, kan være afhængige af dem. De mindre betydningsfulde kampe bestemmer således, hvem det pågældende landsholds modstandere skal være i de følgende etaper af turneringen. Resultaterne af de mindre betydningsfulde kampe kan endog være afgørende for, om det nævnte landshold går videre til følgende etape i turneringen eller ej.

104    På grund af denne særlige sammenhæng, som giver grund til at betragte EM-slutrunden som én samlet begivenhed, behøvede ministeren ikke at give en mere udførlig begrundelse for sin vurdering med hensyn til hver enkelt kamp i denne turnering, dvs. ligeledes med hensyn til de mindre betydningsfulde kampe, navnlig når de relevante statistiske oplysninger ikke viser, at disse kampe regelmæssigt kun overværes af et ubetydeligt antal seere (jf. præmis 126-135 nedenfor).

105    Heller ikke argumentet om, at Det Forenede Kongeriges lovgivning skulle have tilbagevirkende kraft, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt den procedure, der blev fulgt med henblik på opstillingen af listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat, var klar og gennemskuelig. For så vidt som UEFA ved dette argument har ønsket at gøre gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 3, i direktiv 89/552, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det i denne bestemmelse fastlægges, inden for rammerne af princippet om gensidig anerkendelse, hvilke forpligtelser der påhviler de øvrige medlemsstater i forhold til den, der har opstillet en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. Henvisningen til rettigheder erhvervet efter offentliggørelsen af direktiv 97/36 vedrører derfor de bestemmelser, de øvrige medlemsstater må indføre for at overholde deres forpligtelser til gensidig anerkendelse, og ikke de foranstaltninger, den medlemsstat, som har opstillet listen, i det foreliggende tilfælde Det Forenede Kongerige, har truffet.

106    UEFA’s argumenter godtgør derfor ikke, at Kommissionen begik en fejl ved at finde, at den procedure, der blev beskrevet i præmis 7 og 8 ovenfor, var klar og gennemskuelig.

107    Det første anbringende må følgelig forkastes.

 Det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552

–       Parternes argumenter

108    UEFA har hævdet, at ikke alle EM-slutrundekampe opfylder de kriterier, der blev fastsat i femte betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 17 ovenfor).

109    Hvad det første kriterium angår har UEFA gjort gældende, at Kommissionens vurdering i sjette betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter hele EM-slutrunden er af særlig almen interesse i Det Forenede Kongerige, da den er særdeles populær i offentligheden og ikke kun blandt de seere, der sædvanligvis følger sportsbegivenheder, er behæftet med en åbenbar fejl. Fejlen har betydning for klassificeringen af hele EM-slutrunden som en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, eftersom EM-slutrunden, i modsætning til hvad Kommissionen har hævdet, ikke opfylder det første kriterium i femte betragtning til den anfægtede afgørelse.

110    Det fremgår nemlig af to spørgeundersøgelser vedrørende Det Forenede Kongerige, som UEFA har bestilt hos en virksomhed, der har specialiseret sig heri, at kun en meget lille procentdel af dem, som »normalt ikke interesserer sig«, eller som »slet ikke interesserer sig« for fodbold, interesserer sig for EM-slutrundekampe, hvori der ikke deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige. Således nærer 20% af dem, der »normalt ikke interesserer sig« for fodbold, en vis interesse for sådanne kampe mod 1%, som er yderst interesserede i dem, og 45%, som er interesserede i EM-slutrundekampe, hvori der deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige. Endvidere er kun 33% af dem, der lejlighedsvis følger tv-transmissioner af fodboldkampe, interesserede i kampe, hvori der ikke deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige, mod 56%, som er interesserede, når der gør, mens kun 4% af dem, som aldrig ser fodbold i fjernsynet, er interesserede i en kamp, hvori der ikke deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige

111    Ovennævnte resultater underbygges af seertal for Det Forenede Kongerige, hvorefter EM-slutrundekampe i 2004, hvori der ikke deltog et landshold fra Det Forenede Kongerige, i gennemsnit kun blev overværet af 32% af dem, der så fjernsyn, da kampene blev spillet, mod gennemsnitligt 67%, der så kampene, hvis der deltog et landshold fra denne medlemsstat. Dataene for EM-slutrunden i 2000 og i 2008 giver et lignende billede, hvorimod kvalifikationskampe forud for EM-slutrunden i 1996, hvori der ikke deltog et landshold fra Det Forenede Kongerige, gennemsnitligt kun blev overværet af halvdelen af de seere, der overværede kvalifikationskampene for et landshold fra denne medlemsstat. Disse oplysninger viser ifølge UEFA, at EM-slutrundekampe, hvori der ikke deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige, ikke er af særlig almen interesse i samfundet i denne medlemsstat, hvorfor det er fejlagtigt at antage, at seere, som almindeligvis ikke følger fodbold, er interesserede i sådanne kampe, og at sådanne kampe er af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige.

112    Endvidere har UEFA anført, at to EM-slutrundekampe i 2004 og to i 2008 blev transmitteret, med tilladelse fra Office of Communications, af tv-kanaler tilhørende den anden af de to kategorier, der er fastsat i Det Forenede Kongeriges lovgivning (jf. præmis 9 ovenfor), og at de kun blev overværet af mellem 4 000 og 739 000 seere. Hvis, ifølge UEFA, de nævnte kampe virkelig var af samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, ville BBC og ITV ikke have anmodet om tilladelse til at transmittere dem på deres sekundære kanaler, og kampene ville ikke have haft så lave seertal. UEFA har tilføjet, at de kanaler, der transmitterede kampene, dækker en væsentlig del af befolkningen i Det Forenede Kongerige (31,6 mio. i 2004 og 50,4 mio. i 2008), hvorfor de pågældende seertal ikke kan forklares med en lav dækningsgrad.

113    Hvad angår det fjerde af de kriterier, Kommissionen synes at have lagt til grund i 18. betragtning til den anfægtede afgørelse, har UEFA gjort gældende, at det er uegnet som målestok for en begivenheds samfundsmæssige interesse. Før udviklingen af betalings-tv opfyldte alle tv-transmitterede sportsbegivenheder nemlig kriteriet.

114    Desuden har EM-slutrundekampe, hvori der ikke deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige, altid haft et væsentligt lavere seertal i denne medlemsstat end kampe, hvori der deltager et sådant landshold, hvorfor det, ud over særligt betydningsfulde kampe, kun er kampe, hvori der deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige, der virkelig er af interesse for hele samfundet i Det Forenede Kongerige. At det forholder sig således, er endog blevet anerkendt i en kommissionsbeslutning om konkurrence på radio- og tv-området. Det er ligeledes sigende, at EM-slutrundekampe, hvori der ikke deltager et landshold, hverken har haft lige så mange seere som de ti mest populære sportsbegivenheder i 2007 eller som de 100 mest populære tv-udsendelser i 2006 og 2007.

115    Den omstændighed, at interessen overvejende samler sig om landsholdet, er ligeledes kendetegnende for seervanerne i andre medlemsstater såsom Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og Nederlandene, men dataene for Det Forenede Kongerige viser en endnu stærkere tendens i denne retning, også for så vidt angår andre sportsgrene. Bortset fra Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige har næsten alle de medlemsstater, der har opstillet lister over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, for EM-slutrundens vedkommende kun opført særligt betydningsfulde kampe og kampe, hvori det pågældende landshold deltager. Den løsning, som er valgt af Det Forenede Kongerige, er imidlertid ikke begrundet i nogen objektiv forskel, hvilket Kommissionen kunne have konstateret, hvis den havde undersøgt dette spørgsmål.

116    Ved at nå frem til, at hele EM-slutrunden er af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, begik Kommissionen derfor en åbenbar vurderingsfejl. Denne fejl giver sig ligeledes udslag i en de facto- forskelsbehandling af UEFA for så vidt angår salg af rettighederne til tv-transmission af EM-slutrunden i Det Forenede Kongerige. Kommissionen foretog således i strid med sin forpligtelse i henhold til artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 ikke en behørig kontrol af, om de nationale foranstaltninger var forenelige med fællesskabsretten.

117    UEFA har tilføjet, at hvis 18. betragtning til direktiv 97/36 skal fortolkes således, at hele EM-slutrunden er af væsentlig samfundsmæssig interesse, er den behæftet med en ulovlighed, der kan fastslås i medfør af artikel 241 EF.

118    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende, og anført, at UEFA ikke med føje kan rejse indsigelse mod direktiv 97/36 i henhold til artikel 241 EF. Endvidere har Kommissionen gentaget, at EM-slutrunden som helhed opfylder det første og det fjerde kriterium i femte betragtning til den anfægtede afgørelse, således som det i øvrigt fremgår af sjette og attende betragtning til afgørelsen.

–       Rettens bemærkninger

119    Det bemærkes indledningsvis, at artikel 3a i direktiv 89/552 ved at bestemme, at det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte, hvilke begivenheder der er af væsentlig samfundsmæssig interesse som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36, overlader disse et vidt skøn i denne henseende.

120    Endvidere indebærer henvisningen til EM-slutrunden i 18. betragtning til direktiv 97/36 på trods af, at artikel 3a i direktiv 89/552 ikke indebærer en harmonisering af, hvilke specifikke begivenheder medlemsstaterne kan anse for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse (jf. præmis 59 og 60 ovenfor), at Kommissionen ikke kan anse opførelsen af kampe i denne turnering på en liste over begivenheder for at være i strid med fællesskabsretten med den begrundelse, at den pågældende medlemsstat ikke har meddelt den de specifikke grunde til, at kampene er af væsentlig samfundsmæssig interesse (jf. præmis 53 ovenfor). Kommissionens eventuelle fastslåelse af, at det er foreneligt med fællesskabsretten at opføre hele EM-slutrunden på en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i en medlemsstat, fordi denne turnering på grund af sin karakter med føje kan betragtes som én samlet begivenhed, kan imidlertid anfægtes på grundlag af specifikke omstændigheder, der viser, at mindre betydningsfulde kampe ikke har så stor samfundsmæssig interesse i den pågældende stat.

121    Som anført i præmis 51 og 52 ovenfor, berøres spørgsmålet om, hvorvidt EM-slutrunden som helhed med føje kan optages på en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse uafhængigt af, hvor stor interesse kampene, navnlig de mindre betydningsfulde, vækker i den pågældende medlemsstat, hverken i 18. betragtning til direktiv 97/36 eller artikel 3a i direktiv 89/552.

122    Enhver drøftelse om lovligheden af direktiv 97/36 for så vidt angår klassificeringen af EM-slutrunden som helhed, og ikke kun af turneringens mest betydningsfulde kampe og de kampe, hvori der deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige, som en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat (jf. præmis 117 ovenfor) savner derfor genstand, eftersom dette spørgsmål ikke berøres i 18. betragtning til direktivet. Det er derfor ikke fornødent at tage stilling til, om UEFA i replikken med føje kunne rejse indsigelse herom i henhold til artikel 241 EF.

123    Desuden kan, som anført i præmis 103 ovenfor, EM-slutrunden med rimelighed betragtes som én samlet begivenhed snarere end som en række enkeltstående begivenheder, der kan inddeles i kampe af forskellig grad af interesse, og ministerens holdning er derfor ikke vilkårlig, men falder inden for grænserne for hans skøn.

124    Interessen for de mindre betydningsfulde kampe skyldes, endvidere, ligeledes den blotte omstændighed, at de er en del af turneringen, på samme måde som den normalt begrænsede interesse for andre sportsgrene øges, når de udøves inden for rammerne af de olympiske lege.

125    Heraf følger, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at undlade at anfægte, at der ved vurderingen af EM-slutrundens interesse for samfundet i Det Forenede Kongerige ikke var grund til at skelne mellem på den ene side særligt betydningsfulde kampe og kampe, hvori der deltager et landshold fra denne medlemsstat, og på den anden mindre betydningsfulde kampe, men at turneringen skulle opfattes som en helhed og ikke som en række enkeltstående begivenheder (6. og 18. betragtning til den anfægtede afgørelse, jf. præmis 17 ovenfor).

126    Endelig bekræfter snarere end afkræfter de af UEFA bestilte spørgeundersøgelser denne konklusion, og de argumenter, UEFA har fremsat imod den inden for rammerne af nærværende anbringende, anfægter derfor ikke de vurderinger, der udtrykkes sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse.

127    For det første forudsætter opførelsen af mindre betydningsfulde kampe på den nationale liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse nemlig hverken, at de har samme seertal som særligt betydningsfulde kampe og kampe, hvori det pågældende landshold deltager, eller at de blandt ikke-fodboldinteresserede vækker lige så stor interesse som særligt betydningsfulde kampe og kampe, hvori det pågældende landshold deltager.

128    For det andet viser, i modsætning til hvad UEFA har gjort gældende, den omstændighed, at 21% af de indbyggere i Det Forenede Kongerige, som normalt ikke interesserer sig for fodbold, har udtalt, at de er interesserede i EM-slutrundekampe, hvori der ikke deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige, mod 45%, som har udtalt, at de er interesserede i kampe, hvori der deltager et sådant hold (jf. præmis 110 ovenfor), at den første af de nævnte kategorier af kampe vækker langt større interesse blandt de ikke-fodboldinteresserede end kampe, der ikke indgår i en større international fodboldturnering mellem landshold, og hvori der ikke deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige. Det samme gælder de 7% af indbyggerne i Det Forenede Kongerige, som er fuldstændig uinteresserede i fodbold, men som alligevel har udtalt, at de er interesserede i EM-slutrundekampe, hvori der ikke deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige, mod 17% fra samme gruppe, som har udtalt, at de er interesserede i et sådant holds kampe. Til forskel fra hvad der gælder for mindre betydningsfulde EM-slutrundekampe, udviser personer, der, ifølge selve præmisserne i undersøgelsen, normalt eller aldrig interesserer sig for fodbold, nemlig pr. definition ikke nogen interesse for kampe, som ikke indgår i en større international fodboldturnering mellem landshold, og hvori der heller ikke deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige.

129    Ovennævnte konklusioner bekræftes ligeledes af, at 33% af de indbyggere i Det Forenede Kongerige, som lejlighedsvis ser fodbold i fjernsynet, ifølge samme undersøgelse er interesserede i EM-slutrundekampe, hvori der ikke deltager et landshold fra denne medlemsstat, mod 56%, der er interesserede i kampe, hvori der deltager et sådant hold. Disse tal stiger til henholdsvis 36% og 55%, hvis grundlaget for beregningen udvides til også at omfatte dem, som aldrig ser fodbold i fjernsynet, og viser, at Kommissionens konklusion om, at samtlige EM-slutrundekampe er af særlig almen interesse i offentligheden, ikke er fejlbehæftet.

130    Med hensyn til de af UEFA fremlagte data om seertallene for EM-slutrunden i 2004 bemærkes, at de mindre betydningsfulde kampe blev overværet af mellem 25,5% og 44,2% af samtlige seere, med 8,8 mio. seere som det største antal, mens de tilsvarende tal for det engelske landsholds kampe udgør mellem 65,9% og 72,5%, med 20,7 mio. seere som det største antal.

131    Dataene for EM-slutrunden i 2000 giver et lignende billede, idet de mindre betydningsfulde kampe blev overværet af mellem 25,7% og 49,6% af samtlige seere, med 9,7 mio. seere som det største antal, mens det engelske landsholds kampe blev overværet af mellem 58,5% og 74,9% af samtlige seere, med 16,9 mio. seere som det største antal.

132    Tallene for EM-slutrunden i 1996, som er angivet i absolutte seertal, viser, at de mindre betydningsfulde kampe blev overværet af mellem 2,9 og 8,5 mio. seere, mens det engelske landsholds kampe blev overværet af mellem 8,7 og 23,8 mio. seere.

133    Det skal tilføjes, at finalen i Football Association Cup i 2007 (den nationale fodboldpokalturnering, FA Cup) ifølge samme undersøgelse blev overværet af 10,1 mio. seere.

134    På baggrund såvel af de absolutte tal og de seerandele og seertal, som kampe, hvori det engelske landshold deltager, har opnået, som seertallene for finalen i FA Cup’en i 2007 bekræfter seerandelene og seertallene for mindre betydningsfulde kampe, at sådanne kampe har særdeles høje seertal i Det Forenede Kongerige, hvilket ikke kan forklares på anden måde, end at de indgår i programmet for EM-slutrunden. Disse statistiske data bekræfter således vurderingerne i præmis 103 og 124 ovenfor og underbygger bemærkningen i 18. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at EM-slutrundekampe, herunder mindre betydningsfulde kampe, traditionelt har haft høje seertal. Selv hvis Kommissionen, således som UEFA har gjort gældende, ikke tog omstændigheder, som var indtruffet efter 2000, i betragtning, kan dette ikke anfægte de konklusioner, den drog på grundlag af ældre oplysninger.

135    Ovenstående bedømmelse svækkes ikke af de angiveligt meget lave seertal for to EM-slutrundekampe i 2004 og to EM-slutrundekampe i 2008, som UEFA har påberåbt sig (jf. præmis 112 ovenfor). Således som UEFA har anført, fandt tre af kampene nemlig sted samtidig med andre kampe, hvori der ikke deltog et landshold fra Det Forenede Kongerige, og som blevet overværet af mellem 4,6 og 8,8 mio. seere på gratis kanaler tilhørende den første af de to kategorier, der er fastsat i denne medlemsstats lovgivning. Heraf følger, at dette argument ikke viser, at kampe, hvori der ikke deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige, normalt ikke har mange seere. Hvad den fjerde kamp, mellem Frankrig og Schweiz, angår fandt den sted samtidig med en kamp, hvori det engelske landshold deltog, og som blev overværet af 18,2 mio. seere, hvilket – ud over det forhold, at den blev vist på en internetkanal, nemlig BBCi – fuldt ud forklarer, at den kun tiltrak 4 000 seere.

136    Argumentet om, at tv-spredningsforetagenderne ville have sendt de nævnte mindre betydningsfulde kampe på deres hovedkanaler, hvis de havde været af væsentlig samfundsmæssig interesse, kan ikke tiltrædes. For det første berettiger, som nævnt, den omstændighed, at EM-slutrunden med føje kan betragtes som én samlet begivenhed, at sådanne kampe medtages på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige (jf. præmis 103 ovenfor), og for det andet er det ikke en forudsætning for at opføre mindre betydningsfulde kampe på listen, at de er af lige så stor interesse som særligt betydningsfulde kampe eller kampe, hvori det pågældende landshold deltager (jf. præmis 127 ovenfor). Endvidere behøver ikke samtlige mindre betydningsfulde kampe at være af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, for at hele EM-slutrunden med føje kan opføres på listen over sådanne begivenheder i denne medlemsstat. Det er tværtimod tilstrækkeligt, at nogle af de mindre betydningsfulde kampe, hvis antal og deltagere ikke kan specificeres på det tidspunkt, hvor listen udfærdiges, eller transmissionsrettighederne erhverves, udviser de aspekter, hvortil der blev henvist i præmis 103 ovenfor, for at det er berettiget ikke at skelne mellem EM-slutrundekampene for så vidt angår deres samfundsmæssige interesse. I betragtning af at seertallene for de nævnte konkrete kampe var både usædvanlige og forklarlige (jf. præmis 134 og 135 ovenfor), svækker den omstændighed, at hverken BBC eller ITV valgte ikke at transmittere dem på en af deres hovedkanaler, ikke den konklusion, der blev draget i præmis 125 ovenfor.

137    Endvidere står den konklusion, der blev draget i præmis 134 ovenfor, ikke i modsætning til den, der blev draget i 40. betragtning til Kommissionens beslutning 2000/400/EF af 10. maj 2000 om en procedure i henhold til [artikel 81 EF] (sag IV/32.150 – Eurovision) (EFT L 151, s. 18), hvortil UEFA har henvist (jf. præmis 114 ovenfor). Ifølge denne betragtning har internationale arrangementer tendens til at være mere attraktive i et givet land end nationale begivenheder, forudsat at der deltager et nationalt hold eller en national mester, mens internationale arrangementer uden deltagelse af nogen national mester eller noget nationalt hold ofte kun vækker ringe interesse. Imidlertid deltager der i langt de fleste tilfælde et landshold fra Det Forenede Kongerige i EM-slutrunden. Og selv når dette undtagelsesvis ikke er tilfældet, fremgår det normalt først, efter at listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat er blevet udfærdiget, og efter at rettighederne til tv-transmission for det pågældende år er blevet solgt.

138    Den omstændighed, at Det Forenede Kongerige valgte en anden løsning end andre medlemsstater, der hovedsageligt har opført særligt betydningsfulde kampe eller kampe, hvori deres respektive landshold deltager, på deres liste, påvirker ikke ovennævnte vurderinger, hvorefter turneringen som helhed med føje kan betragtes som en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige. Da artikel 3a i direktiv 89/552 ikke indebærer en harmonisering af, hvilke specifikke begivenheder medlemsstaterne kan anse for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse (jf. præmis 51 og 52 ovenfor), kan flere forskellige løsninger med hensyn til, hvilke EM-slutrundekampe der skal opføres på en national liste, nemlig være lige forenelige med den nævnte bestemmelse.

139    Heraf følger, at UEFA’s argumenter om, at vurderingerne i sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter EM-slutrunden som helhed er af særlig almen interesse i samfundet i Det Forenede Kongerige, og om antallet af seere, der er interesserede i samtlige kampe i denne turnering, er behæftet med fejl, ikke kan tiltrædes.

140    Det samme gælder argumentet om, at alle begivenheder blev transmitteret på gratis kanaler før udviklingen af betalings-tv, hvorfor det kriterium, der henvises til i dette argument, ikke er relevant. Selv om betalings-tv først er fremkommet længe efter gratis tv, er den omstændighed, at en begivenhed før da traditionelt er blevet transmitteret på en gratis kanal, nemlig stadig et relevant kriterium. Selv før fremkomsten af betalings-tv blev mange begivenheder således ikke transmitteret på de daværende gratis kanaler, hvorfor kriteriet ikke kan anses for automatisk at være opfyldt i dag for sådanne begivenheders vedkommende. Det fremgår af en meddelelse fra Det Forenede Kongerige til Kommissionen af 24. marts 1999, hvis indhold er gengivet i et dokument med titlen »Udkast til svar på Kommissionens skrivelse af 23. december 1998«, som er bilagt svarskriftet, at EM-slutrunden i Det Forenede Kongerige traditionelt er blevet transmitteret på gratis kanaler, og at samtlige EM-slutrundekampe er blevet transmitteret direkte siden 1988. Da UEFA ikke har bestridt disse oplysninger, må sammenslutningens argument om, at EM-slutrunden traditionelt er blevet transmitteret af gratis kanaler, forkastes.

141    Eftersom UEFA’s argumenter om, at Kommissionen begik fejl ved at godkende ministerens vurdering, hvorefter hele EM-slutrunden udgør en begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, må forkastes, må det første anbringende forkastes.

 Det femte anbringende om en tilsidesættelse af traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser

–       Parternes argumenter

142    UEFA har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse, således som det fremgår af 19. betragtning til den, fratager tv-spredningsforetagender etableret i andre medlemsstater muligheden for at transmittere EM-slutrundekampe direkte i Det Forenede Kongerige, og at afgørelsen således begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser. Ganske vist kan restriktioner for denne frihed begrundes i tvingende almene hensyn, men de skal være forenelige med traktatens mål, anvendes uden forskelsbehandling og være forholdsmæssige. Bevisbyrden i denne henseende påhviler den, der påberåber sig, at den pågældende restriktion er begrundet.

143    I det foreliggende tilfælde omfatter Det Forenede Kongeriges liste over begivenheder eksempelvis sportskampe, hvori der ikke deltager et landshold fra denne medlemsstat, og som ikke med rimelighed kan betragtes som værende af væsentlig samfundsmæssig interesse. Den restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, der følger af opførelsen af sådanne kampe på Det Forenede Kongeriges liste, tilgodeser derfor ikke et alment hensyn og er ikke forenelig med traktatens mål.

144    Desuden indebærer de omhandlede restriktioner i praksis en forskelsbehandling af tv-spredningsforetagender etableret i andre medlemsstater end Det Forenede Kongerige, eftersom der i den første kategori af tv-spredningsforetagender kun kan indgå tre fra denne medlemsstat, nemlig BBC, ITV og Channel 4. Den omhandlede lovgivning beskytter således disse tre foretagender mod enhver konkurrence fra tv-spredningsforetagender etableret i andre medlemsstater. Erfaringen har imidlertid vist, at sådanne tv-spredningsforetagender kan træde ind på markedet i Det Forenede Kongerige ved at erhverve rettigheder til tv-transmission af fodboldkampe, som ikke er opført på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat.

145    UEFA har ligeledes gjort gældende, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger er uforholdsmæssige, fordi flere af EM-slutrundekampene ikke er af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat, hvorfor den anfægtede afgørelse ligeledes er behæftet med en tilsidesættelse af dette princip. Uforholdsmæssigheden af Det Forenede Kongeriges foranstaltninger forstærkes af de fastsatte betingelser for, at et tv-spredningsforetagende kan tilhøre den første kategori af sådanne foretagender.

146    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

–       Rettens bemærkninger

147    Således som det medgives i 19. betragtning til den anfægtede afgørelse, medfører det princip om gensidig anerkendelse, afgørelsen udløser i medfør af artikel 3a i direktiv 89/552, en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser i fællesmarkedet som fastsat i artikel 49 EF.

148    Således som UEFA har påpeget, er det nemlig, på trods af, at den lovgivning, der blev beskrevet i præmis 9 og 10 ovenfor, finder anvendelse uden forskel på de foretagender, som indgår i de to kategorier, der er fastsat i Det Forenede Kongeriges lovgivning, i realiteten langt mindre sandsynligt, at der ikke er noget tv-spredningsforetagende i den første kategori, som efter al sandsynlighed er etableret i denne medlemsstat, der vil være interesseret i at transmittere EM-slutrunden og på denne måde give en konkurrent etableret i en anden medlemsstat mulighed for at opnå tilladelse fra Office of Communications til at transmittere begivenheden praktisk taget eksklusivt (jf. præmis 12 ovenfor), end det modsatte.

149    Disse restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser kan imidlertid begrundes, hvis de har til formål at beskytte retten til information og at sikre borgerne bred adgang til tv-dækning af begivenheder, nationale eller ikke-nationale, af væsentlig samfundsmæssig interesse, under de yderligere forudsætninger, at de er egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål (jf. præmis 44-50 ovenfor).

150    Det bemærkes i den forbindelse, at UEFA har anfægtet lovligheden af den anfægtede afgørelse i relation til traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser, fordi Kommissionen godkender, at sportskampe, hvori der ikke deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige, er blevet opført på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat. Efter UEFA’s opfattelse opfylder sådanne kampe ikke denne betingelse, hvorfor restriktionen for den frie udveksling af tjenesteydelser er uforholdsmæssig.

151    UEFA’s argument er udtryk for en sammenblanding af på den ene side den væsentlige samfundsmæssige interesse, som en begivenhed skal have, og som udgør den første betingelse, der skal være opfyldt, og det tvingende almene hensyn, der begrunder restriktionen for en ved traktaten sikret grundlæggende frihed (jf. præmis 44-49 ovenfor), og på den anden side den pågældende restriktions forholdsmæssighed, som udgør den anden betingelse, der skal opfyldes af den nationale lovgivning, der begrænser en sådan frihed, for at lovgivningen er forenelig med fællesskabsretten (jf. præmis 50 ovenfor).

152    Det bemærkes i denne sammenhæng, således som det er fremgået af præmis 123-141 ovenfor, at EM-slutrunden med føje kan betragtes som én samlet begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, og at seertallene for kampe, hvori der ikke deltager et landshold fra denne medlemsstat, bekræfter vurderingen i sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse i stedet for at afkræfte den. Det må derfor fastslås, at argumentet om, at de pågældende kampe ikke er af væsentlig samfundsmæssig interesse, hvorfor Det Forenede Kongeriges foranstaltninger er uforholdsmæssige, under alle omstændigheder bygger på en fejlagtig forudsætning. Argumentet indebærer derfor ikke, at Kommissionens konklusion om, at det var korrekt og forholdsmæssigt at opføre samtlige EM-slutrundekampe på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, var ugyldig, da denne turnering har karakter af en enhed.

153    Det femte anbringende må følgelig forkastes.

 Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af traktatens konkurrenceregler

–       Parternes argumenter

154    UEFA har gjort gældende, at Kommissionen i strid med, hvad der blev fastslået i dommen i sagen Infront WM mod Kommissionen, nævnt i præmis 14 ovenfor, ikke undersøgte virkningerne af Det Forenede Kongeriges foranstaltninger på konkurrencen. Det følger nemlig af ordlyden af 20. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 17 ovenfor), at Kommissionen end ikke afgrænsede det relevante marked eller de relevante markeder. Hvad dette angår har UEFA bemærket, at markedet for erhvervelse af rettighederne til tv-transmission af en række vigtige sportsbegivenheder, såsom EM-slutrunden, udgør et særskilt marked, således som det følger af beslutning 2000/400. Kommissionen undersøgte imidlertid ikke, om erhvervelse af rettighederne til direkte transmission af EM-slutrunden i sig selv udgør et opstrømsmarked på tv-området, hvorpå en række tv-spredningsforetagender konkurrerer med hinanden.

155    Hvis det må lægges til grund, at der findes et sådant marked, er det den anfægtede afgørelse og ikke direktiv 89/552, der fører til en væsentlig begrænsning og en fordrejning af konkurrencen på dette marked. UEFA har i den forbindelse anført, at definitionen af de tv-spredningsforetagender, der indgår i den første af de kategorier, der er fastsat i Det Forenede Kongeriges lovgivning (jf. præmis 9 ovenfor), i praksis betyder, at det kun er BBC, ITV og Channel 4, der har mulighed for at erhverve rettighederne til direkte transmission af EM-slutrundekampe, hvorfor alle de konkurrenter, som driver betalingskanaler, på forhånd er udelukket fra markedet.

156    Det Forenede Kongeriges foranstaltninger stiller derfor de nævnte tre tv-spredningsforetagender gunstigt, hvilket to af dem har udnyttet til skade for UEFA. Det praktiske resultat af denne situation er sammenligneligt med at indrømme særlige eller eksklusive rettigheder som omhandlet i artikel 86, stk. 1, EF. Lovgivningen i Det Forenede Kongerige indrømmer nemlig et begrænset antal tv-spredningsforetagender – nemlig dem, der tilhører den første af de i lovgivningen fastsatte kategorier – mulighed for at erhverve rettighederne til direkte transmission af EM-slutrunden i Det Forenede Kongerige og udelukker derved de foretagender, som driver betalingskanaler, fra at gøre det. På den baggrund findes der kun én potentiel erhverver af rettighederne til at transmittere EM-slutrunden i Det Forenede Kongerige, eftersom BBC og ITV, som er de eneste foretagender, der har vist interesse derfor, normalt afgiver fælles bud. Den restriktive definition af, hvilke tv-spredningsforetagender der skal henføres til den første af de kategorier, som er fastsat i Det Forenede Kongeriges lovgivning, bevirker således, at den konkurrencebegrænsende adfærd, der udvises af foretagender, som er beskyttet mod enhver konkurrence fra foretagender etableret i Det Forenede Kongerige eller andre medlemsstater, styrkes og fremmes til skade for UEFA og forbrugerne i denne medlemsstat. Under alle omstændigheder indtager tv-spredningsforetagender tilhørende den første af de kategorier, som er fastsat i Det Forenede Kongeriges lovgivning, en kollektiv dominerende stilling på markedet for erhvervelse af rettighederne til transmission af EM-slutrunden i denne medlemsstat.

157    Det fremgår af 20. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen ikke tog de nævnte virkninger for konkurrencen i betragtning, før den fastslog, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger er forenelige med traktatens konkurrenceregler. Desuden så Kommissionen bort fra det synspunkt, generaldirektøren for Office of Fair Trading gav udtryk for, og hvorefter optagelsen af en begivenhed på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse bør være en foranstaltning, der kun træffes undtagelsesvis i tilfælde, hvor det åbenbart er berettiget, netop på grund af foranstaltningens konkurrencebegrænsende virkninger.

158    Kommissionen begik ligeledes en fejl ved i 20. betragtning til den anfægtede afgørelse at sondre mellem et marked for gratis tv og et marked for betalings-tv, eftersom de foretagender, der benytter de to driftsformer, konkurrerer med hinanden om at skaffe sig transmissionsrettigheder, seere og reklamer. At det forholder sig således, er blevet fastslået af konkurrencetilsynet i Det Forenede Kongerige (Competition Commission).

159    Disse mangler er så meget tydeligere i det foreliggende tilfælde, hvor Kommissionen ikke tog oplysninger om udviklingen på radio- og tv-markedet efter 2000 i betragtning. I enhver undersøgelse på konkurrenceområdet bør der imidlertid tages hensyn til situationen på det tidspunkt, hvor Kommissionen træffer sin afgørelse.

160    Kommissionen begik derfor en fejl ved at finde, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ikke ville føre til en mærkbar og uforholdsmæssig fordrejning af konkurrencen.

161    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

–       Rettens bemærkninger

162    UEFA’s argumentation inden for rammerne af nærværende anbringende kan inddeles i to klagepunkter.

163    Det første klagepunkt drejer sig om konsekvenserne af, at tv-spredningsforetagender tilhørende den anden af de kategorier, som er fastsat i Det Forenede Kongeriges lovgivning, på grund af den betydning, det har for dem at have eneret på tv-transmission af EM-slutrundekampe, ikke er interesserede i at købe ikke-eksklusive transmissionsrettigheder. Dette medfører ifølge UEFA begrænsninger af konkurrencen på en række markeder, herunder markedet for køb af sådanne rettigheder, markedet for reklame og markedet for transmission af sportsbegivenheder på betalingskanaler, fordi færre tv-spredningsforetagender vil være repræsenteret på disse markeder. UEFA har i samme forbindelse ligeledes kritiseret Kommissionen for ikke at have afgrænset de nævnte markeder og for ikke at have redegjort for sin vurdering vedrørende de nævnte begrænsninger.

164    Herom bemærkes, at de konsekvenser, der er tale om, er en indirekte følge af de restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, som Det Forenede Kongeriges foranstaltninger medfører. Således som det blev fastslået inden for rammerne af det femte anbringende, er de restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, det indebærer, at samtlige EM-slutrundekampe er blevet opført på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, imidlertid begrundet i tvingende almene hensyn og hverken uegnede eller uforholdsmæssige. Den indvirkning på antallet af potentielle konkurrenter, som er en uundgåelig følge af sådanne hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser, kan derfor ikke anses for at være i strid med traktatens artikler om konkurrence. Det påhvilede følgelig ikke Kommissionen at gennemføre en mere grundig undersøgelse end den, den foretog vedrørende de nævnte konsekvenser.

165    Det andet klagepunkt drejer sig om de angivelige særlige rettigheder, som indrømmes BBC og ITV, og som indebærer, at det tillades eller gøres muligt for disse tv-spredningsforetagender at misbruge deres dominerende stilling på det relevante marked, dvs. ifølge UEFA markedet for rettigheder til transmission af EM-slutrundekampe.

166    Ifølge artikel 86, stk. 1, EF, som er den konkurrenceregel, der finder anvendelse på statslige foranstaltninger (Domstolens dom af 16.9.1999, sag C-22/98, Becu m.fl., Sml. I, s. 5665, præmis 31), er det forbudt for medlemsstaterne ved lov eller ved administrativt fastsatte bestemmelser at bringe offentlige virksomheder og virksomheder, som de indrømmer særlige eller eksklusive rettigheder, i en situation, som disse virksomheder ikke selv ville kunne bringe sig i ved selvstændige handlinger uden at tilsidesætte artikel 12 EF og 81 EF – 86 EF (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.12.1991, sag C-18/88, GB-Inno-BM, Sml. I, s. 5941, præmis 20).

167    Der indrømmes ganske vist særlige eller eksklusive rettigheder som omhandlet i denne bestemmelse, når staten indrømmer et begrænset antal virksomheder en beskyttelse, og denne er egnet til på afgørende vis at påvirke andre virksomheders mulighed for at udøve den pågældende økonomiske virksomhed inden for samme område på i det væsentlige tilsvarende vilkår (Domstolens dom af 25.10.2001, sag C-475/99, Ambulanz Glöckner, Sml. I, s. 8089, præmis 24), men Det Forenede Kongeriges lovgivning giver dog ikke de nævnte tv-spredningsforetagender en sådan beskyttelse.

168    Der er således tale om sådanne rettigheder, når staten giver et monopol (Domstolens dom af 12.2.1998, sag C-163/96, Raso m.fl., Sml. I, s. 533, præmis 23), når rettighederne kan hindre en konkurrent i at indtræde på markedet for rettighedshaverens virksomhed eller på et beslægtet marked på grund af de negative virkninger, dette ville kunne få for funktionsdygtigheden og lønsomheden af rettighedshaverens virksomhed (Ambulanz Glöckner-dommen, nævnt i præmis 167 ovenfor, præmis 7, 23 og 25) eller for behovet for arbejdskraft (dommen i sagen Becu m.fl., nævnt i præmis 166 ovenfor, præmis 23), eller når rettighedshaveren ved den pågældende lovgivning tillægges beføjelse til at påvirke de betingelser, hvorpå rettighedshaverens konkurrenter kan udøve den pågældende virksomhed, i overensstemmelse med sine egne interesser eller de konsekvenser, konkurrenternes virksomhed kunne få på det pågældende marked eller endog på et beslægtet marked (jf. i denne retning Domstolens dom af 19.3.1991, sag C-202/88, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 1223, præmis 51, og af 18.6.1991, sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925, præmis 37, dommen i sagen GB-Inno-BM, nævnt i præmis 166 ovenfor, præmis 25, og dom af 1.7.2008, sag C-49/07, MOTOE, Sml. I, s. 4863, præmis 43).

169    Det Forenede Kongeriges lovgivning indeholder imidlertid ikke selv et forbud og tillægger heller ikke BBC, ITV eller Channel 4 beføjelse til at hindre noget tv-spredningsforetagende i at erhverve rettigheder til at transmittere EM-slutrundekampe eller til at påvirke betingelserne for at transmittere sådanne kampe, men udelukker kun, at de kan transmitteres eksklusivt på denne medlemsstats område, uden i den forbindelse at sondre mellem de to kategorier af tv-spredningsforetagender (jf. præmis 9 og 10 ovenfor). Det er i den sammenhæng fejlagtigt, når UEFA har hævdet, at BBC og ITV er de eneste tv-spredningsforetagender, der kan erhverve rettigheder til at transmittere EM-slutrundekampe i Det Forenede Kongerige. Tværtimod indebærer, for det første, section 101 i Broadcasting Act 1996 i realiteten et forbud mod eksklusive transmissioner. For det andet omfatter forbuddet, som netop nævnt, på samme måde samtlige tv-spredningsforetagender inden for de to kategorier, som er fastsat i Det Forenede Kongeriges lovgivning. For det tredje hænger forbuddet sammen med section 99 i Broadcasting Act 1996, hvorefter aftaler om transmission af en på listen opført begivenhed, der har til formål at meddele eneret, er ugyldige, uanset hvilket tv-spredningsforetagende der er tale om.

170    Heraf følger, at Det Forenede Kongeriges lovgivning indeholder et forbud mod eneret, som omfatter alle tv-spredningsforetagender, og som ikke kun gælder for transmissionerne, men også for indgåelsen af tv-spredningsaftaler, hvorfor intet tv-spredningsforetagende, der henhører under denne medlemsstats jurisdiktion, gyldigt kan indgå aftale om eksklusiv transmission af en begivenhed, som er opført på dens liste. Til gengæld giver lovgivningen på lige fod tv-spredningsforetagender inden for begge de i lovgivningen fastsatte kategorier mulighed for at afgive bud på erhvervelse af rettigheder til ikke-eksklusiv tv-transmission af EM-slutrundekampe.

171    På den baggrund kan den omstændighed, at det i sidste instans kun er visse tv-spredningsforetagender, der tilhører den første kategori, såsom BBC og ITV, der transmitterer EM-slutrunden i Det Forenede Kongerige efter at have indhentet tilladelse fra Office of Communications, fordi deres konkurrenter kun er interesseret i eksklusiv transmission og derfor ikke afgiver bud på de pågældende rettigheder (jf. præmis 12 ovenfor), ikke sidestilles med, at der indrømmes særlige eller eksklusive rettigheder som omhandlet i artikel 86, stk. 1, EF. Den nævnte omstændighed skyldes nemlig, hvis den kan godtgøres, den betydning, som eneret tillægges i den virksomhedsmodel, de tv-spredningsforetagender benytter, som driver betalingskanaler, og ikke nogen form for forbud, der er indeholdt i Det Forenede Kongeriges lovgivning, eftersom reglerne i denne lovgivning gælder uden forskel for begge kategorier af tv-spredningsforetagender. Heraf følger, at Det Forenede Kongeriges foranstaltninger ikke i sig selv påvirker de foretagenders muligheder, der driver betalingskanaler, for at udøve deres virksomhed med hensyn til at erhverve rettigheder til tv-transmission af EM-slutrunden på i det væsentlige tilsvarende vilkår som dem, der gælder for BBC eller ITV.

172    Det fjerde anbringende må følgelig forkastes.

 Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af UEFA’s ejendomsret

–       Parternes argumenter

173    UEFA har fremhævet, at ejendomsretten er sikret i Fællesskabets retsorden som et af dennes grundlæggende principper og fastsat i artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, proklameret i Nice den 7. december 2000 (EFT C 364, s. 1). UEFA har bemærket, at medlemsstaterne skal iagttage de grundlæggende rettigheder, når de gennemfører en bestemmelse som artikel 3a i direktiv 89/552.

174    I det foreliggende tilfælde påvirker, således som Kommissionen og Retten medgav i sagen Infront WM mod Kommissionen, nævnt i præmis 14 ovenfor, den af Kommissionen godkendte liste UEFA’s ejendomsret, da den gør det umuligt for UEFA at overdrage sine rettigheder til at transmittere EM-slutrunden eksklusivt, hvilket i betydelig grad mindsker det antal parter, som ville være interesserede i en sådan transaktion. Denne begrænsning af UEFA’s ejendomsret, som Kommissionen i øvrigt har anerkendt i det foreliggende tilfælde, savner imidlertid begrundelse, eftersom der ikke i den anfægtede afgørelse foretages nogen undersøgelse af Det Forenede Kongeriges foranstaltninger i så henseende.

175    Desuden godkendte Kommissionen i det foreliggende tilfælde, at det ikke kun er kampe af væsentlig samfundsmæssig interesse, der er opført på listen, men samtlige EM-slutrundekampe, og de omhandlede foranstaltninger er derfor ikke de mindst indgribende, som kan træffes for at nå det tilstræbte mål.

176    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

–       Rettens bemærkninger

177    Som tidligere anført, og som ingen af parterne har bestridt, er UEFA organisator af EM-slutrunden som omhandlet i artikel 21 i direktiv 97/36, hvorfor enhver, der ønsker at udnytte rettigheder til tv-transmission af denne begivenhed, skal erhverve rettighederne fra UEFA eller fra en part, der har erhvervet dem fra sammenslutningen.

178    Da værdien af rettighederne kan påvirkes af de retsvirkninger, den anfægtede afgørelse afføder (jf. præmis 30-34 ovenfor), påvirkes UEFA’s ejendomsret derfor ligeledes af dem.

179    Endvidere fremgår det af retspraksis, at når en medlemsstat påberåber sig bestemmelser som artikel 46 EF og 55 EF for at begrunde retsforskrifter, som kan begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden, skal denne begrundelse, som er hjemlet i fællesskabsretten, fortolkes i lyset af de almindelige retsgrundsætninger, herunder grundrettighederne. De omhandlede nationale retsforskrifter kan derfor kun omfattes af undtagelserne i de nævnte bestemmelser, såfremt de er i overensstemmelse med de grundrettigheder, som Fællesskabets retsinstanser skal beskytte (jf. i denne retning ERT-dommen, nævnt i præmis 168 ovenfor, præmis 43). På samme måde kan det ikke accepteres, at en national foranstaltning, som ikke er forenelig med grundrettighederne, såsom ejendomsretten (jf. i denne retning Domstolens dom af 10.7.2003, forenede sager C-20/00 og C-64/00, Booker Aquaculture og Hydro Seafood, Sml. I, s. 7411, præmis 67), anses for omfattet af de fastsatte undtagelser, fordi den er begrundet i tvingende almene hensyn, såsom at offentligheden skal have adgang til tv-transmission af begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse.

180    Princippet om beskyttelse af den grundlæggende ret til ejendom inden for fællesskabsretten er dog ikke absolut, men skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet. Ejendomsretten kan derfor underlægges begrænsninger, forudsat at sådanne begrænsninger er nødvendige for at tilgodese almene hensyn, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af den beskyttede rettighed (jf. i denne retning Domstolens dom af 12.5.2005, sag C-347/03, Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og ERSA, Sml. I, s. 3785, præmis 119, og af 12.7.2005, forenede sager C-154/04 og C-155/04, Alliance for Natural Health m.fl., Sml. I, s. 6451, præmis 126).

181    Hvad dette angår bemærkes, at EM-slutrunden af de grunde, der blev anført i præmis 123-141 ovenfor, og i modsætning til hvad UEFA har gjort gældende, med føje kan betragtes som én samlet begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, og at de statistiske oplysninger om de mindre betydningsfulde kampe bekræfter vurderingen i sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse i stedet for at afkræfte den. I den forbindelse indebærer, således som det blev fastslået i præmis 152 ovenfor, EM-slutrundens karakter af én samlet begivenhed, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at finde, at det var en forholdsmæssig foranstaltning at opføre samtlige EM-slutrundekampe på den Det Forenede Kongeriges liste.

182    Argumentet om, at det udgjorde et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i UEFA’s ejendomsret at opføre de mindre betydningsfulde kampe på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, fordi disse kampe ikke udgør sådanne begivenheder, bygger derfor på en fejlagtig forudsætning.

183    Hertil kommer, at skønt den omhandlede lovgivning kan påvirke den pris, UEFA opnår for at overdrage rettighederne til transmission af EM-slutrunden i Det Forenede Kongerige, fratager den ikke rettighederne deres handelsværdi, eftersom, for det første, den ikke forpligter UEFA til at overdrage dem på hvilke som helst betingelser, og, for det andet, såvel fællesskabsretten som den nationale konkurrenceret beskytter UEFA mod, at de potentielle erhververe af rettighederne udviser kollusorisk eller ulovlig praksis. Heraf følger, at Kommissionen ikke begik en fejl ved finde, at de Det Forenede Kongeriges foranstaltninger var forholdsmæssige.

184    Det sjette anbringende må derfor forkastes.

 Det syvende anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

–       Parternes argumenter

185    Ifølge UEFA tilsidesatte Kommissionen proportionalitetsprincippet, der er fastsat i artikel 5 EF, da den godkendte, at samtlige EM-slutrundekampe blev opført på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig i Det Forenede Kongerige, skønt kampe, hvori der ikke deltager et landshold fra denne medlemsstat, ikke kan karakteriseres således.

186    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt UEFA’s anbringender hvad dette angår.

–       Rettens bemærkninger

187    Som tidligere nævnt skal foranstaltninger, der træffes for at tilgodese tvingende almene hensyn, og som begrænser udøvelsen af en ved traktaten fastsat grundlæggende frihed, stå i forhold til det formål, de forfølger (jf. præmis 46 ovenfor). Endvidere er dette anbringende udtryk for den samme sammenblanding, som blev påvist i forbindelse med det femte anbringende (jf. præmis 151 ovenfor).

188    Det er tilstrækkeligt at bemærke herom, at EM-slutrunden af de grunde, der blev anført i præmis 123-141 ovenfor, og i modsætning til hvad UEFA har gjort gældende, med føje kan betragtes som én samlet begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, og at de statistiske oplysninger om turneringens mindre betydningsfulde kampe, og de kampe, hvori der ikke deltager et landshold fra denne medlemsstat, bekræfter vurderingen i sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse i stedet for at afkræfte den.

189    Argumentet om, at det udgjorde en uforholdsmæssig foranstaltning at opføre de mindre betydningsfulde kampe og de kampe, hvori der ikke deltager et landshold fra Det Forenede Kongerige, på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i denne medlemsstat, fordi disse kampe ikke kan karakteriseres således, bygger derfor under alle omstændigheder på en fejlagtig forudsætning.

190    Det syvende anbringende må følgelig forkastes.

 Det ottende anbringende om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

–       Parternes argumenter

191    Inden for rammerne af dette anbringende har UEFA gjort gældende, at den anfægtede afgørelse for så vidt angår markedsføringen af rettighederne til tv-transmission af EM-slutrunden indebærer en ulige eller diskriminerende behandling af sammenslutningen. I afgørelsen henvises der nemlig ikke til nogen objektive grunde til, at samtlige EM-slutrundekampe er opført på listen over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, når der findes andre begivenheder, som vækker klart større interesse i denne medlemsstat, uden at de af den grund er optaget på listen. Kommissionen handlede således hverken konsekvent eller rationelt, og dens tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet indebærer en fordrejning af konkurrencen og skader fællesmarkedets funktion.

192    Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at der er grundlag for dette anbringende.

–       Rettens bemærkninger

193    Det bemærkes indledningsvis, at ligebehandlingsprincippet dels forbyder, at ens situationer behandles forskelligt, dels at forskellige situationer behandles ens, medmindre der foreligger objektive grunde herfor (Domstolens dom af 27.1.2005, sag C-422/02 P, Europe Chemi-Con (Deutschland) mod Rådet, Sml. I, s. 791, præmis 33).

194    Endvidere forpligter artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552 hverken medlemsstaterne til at udarbejde en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse eller, hvis de udarbejder en sådan liste, at optage en begivenhed på den, selv om den retmæssigt kunne have været medtaget. Ud over at det angives i bestemmelsen, at enhver medlemsstat »kan« træffe foranstaltninger, der fører til de i artiklen angivne mål, konkretiserer den nemlig medlemsstaternes muligheder for at fravige visse bestemmelser i traktaten, såsom bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser. Med hensyn til at vælge mellem flere konkrete begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse som omhandlet i direktiv 97/36 kan det ikke direkte eller indirekte pålægges medlemsstaterne at opføre andre begivenheder på deres liste over begivenheder end dem, de vælger at medtage på den, og at fravige bestemmelserne i traktaten i større udstrækning, end de ønsker. Det skal tilføjes i den forbindelse, at den kontrol, Kommissionen inden for rammerne af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552 foretager af karakteren af de begivenheder, der er opført som begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, sker på grundlag af begivenhedernes egne karakteristika og ikke på grundlag af andre, ikke-medtagne begivenheders karakteristika.

195    Når en begivenhed er af væsentlig samfundsmæssig interesse i en medlemsstat, tilsidesætter Kommissionen derfor ikke ligebehandlingsprincippet, hvis den i forbindelse med den kontrol, den foretager i medfør af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552, undlader at modsætte sig, at begivenheden er blevet opført på den liste, den pågældende medlemsstat har udarbejdet, med den begrundelse, at en anden begivenhed, som eventuelt er af endnu større interesse for dette samfund, ikke er opført på den.

196    Selv hvis der er andre begivenheder som omhandlet i 21. betragtning til direktiv 97/36, som er af endnu større samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige end EM-slutrunden, men som ikke er opført på den af ministeren opstillede liste, tilsidesatte Kommissionen, der har udstedt den retsakt, hvis lovlighed Retten prøver, følgelig ikke ligebehandlingsprincippet, da den godkendte opførelsen af EM-slutrunden på listen.

197    Endvidere er det blevet fastslået, at EM-slutrunden med føje kan betragtes som én samlet begivenhed af væsentlig samfundsmæssig interesse i Det Forenede Kongerige, og at de statistiske oplysninger om de mindre betydningsfulde kampe og de kampe, hvori der ikke deltager et landshold fra denne medlemsstat, bekræfter vurderingen i sjette og attende betragtning til den anfægtede afgørelse i stedet for at afkræfte den (jf. præmis 123-141 ovenfor).

198    I modsætning til hvad UEFA har hævdet, handlede Kommissionen derfor ikke inkonsekvent eller irrationelt i det foreliggende tilfælde og tilsidesatte ikke ligebehandlingsprincippet.

199    Det ottende anbringende må derfor forkastes.

 UEFA’s anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse

200    Rettens bedømmelse af UEFA’s anbringender indebærer, at det ikke er fornødent at træffe de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som sammenslutningen har anmodet om (jf. præmis 19 ovenfor).

201    Således som det er blevet fastslået ved prøvelsen af UEFA’s anbringender, kan ingen af de argumenter, til støtte for hvilke UEFA har ønsket at påberåbe sig oplysninger, der kan være indeholdt i de dokumenter, sammenslutningen har anmodet om fremlæggelse af, påvirke den anfægtede afgørelses lovlighed.

202    Anmodningen om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse må derfor afslås, og Kommissionen frifindes i sagen som helhed.

 Sagens omkostninger

203    Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da UEFA har tabt sagen, bør det pålægges sammenslutningen at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

204    Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige bærer deres egne omkostninger i overensstemmelse med procesreglementets artikel 87, stk. 4.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Syvende Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Union des associations européennes de football (UEFA) bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

3)      Kongeriget Belgien og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer deres egne omkostninger.

Forwood Truchot Schwarcz

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. februar 2011.

Underskrifter

Indhold

Retsforskrifter

Tvistens baggrund og den anfægtede afgørelse

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Formaliteten

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Realiteten

Det andet anbringende om manglende begrundelse

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

Det første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

Det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

Det femte anbringende om en tilsidesættelse af traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af traktatens konkurrenceregler

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af UEFA’s ejendomsret

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

Det syvende anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

Det ottende anbringende om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

– Parternes argumenter

– Rettens bemærkninger

UEFA’s anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse

Sagens omkostninger

* Processprog: engelsk.