Sag T-151/07

Kone Oyj m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – markedet for installation og vedligeholdelse af elevatorer og rulletrapper – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – manipulering af udbud – fordeling af markeder – prisfastsættelse«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – bøder – retningslinjer for beregning af bøder – retlig karakter

(Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

2.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – sammenhæng mellem størrelsen af de bøder, der er pålagt forskellige virksomheder

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

3.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – forpligtelse til at tage hensyn til den konkrete indvirkning på markedet – foreligger ikke – kriteriet om overtrædelsens art afgørende

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

4.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – anvendelse af samarbejdsmeddelelsen – Kommissionens skønsbeføjelse

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens kontrolbeføjelser – beslutning om en kontrolundersøgelse – begrundelsespligt – rækkevidde

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 20, stk. 4)

6.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse på grund af de pågældende virksomheders samarbejde – bindende for Kommissionen

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

7.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet – betingelser – situationernes sammenlignelighed

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

8.      Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – rækkevidde – afslag på udlevering af et dokument – følger – nødvendigheden af at sondre mellem belastende dokumenter og ikke-belastende dokumenter i forbindelse med den bevisbyrde, der påhviler den berørte virksomhed

9.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – virksomhedens adfærd under den administrative procedure

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 18, stk. 1, og art. 20, stk. 3)

10.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – anvendelse af samarbejdsmeddelelsen – nedsættelse som følge af manglende anfægtelse uden for samarbejdsmeddelelsen

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 96/C 207/04 og 2002/C 45/03)

11.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – nedsættelse som følge af manglende anfægtelse af de faktiske omstændigheder – betingelser

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 96/C 207/04, afsnit D, punkt 2)

12.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – virksomhedens adfærd under den administrative procedure – bødenedsættelser til virksomheder, der ikke udtrykkeligt har anerkendt rigtigheden af de faktiske forhold, Kommissionen har lagt til grund, ulovlige

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23)

1.      Selv om retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten ikke kan anses for retsregler, som vedkommende myndighed under alle omstændigheder er forpligtet til at overholde, fastsætter de dog vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som vedkommende myndighed ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. Kommissionen har med vedtagelsen af sådanne vejledende regler og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn og kan ikke fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Endvidere fastlægger disse retningslinjer generelt og abstrakt den metode, som Kommissionen har pålagt sig selv at anvende med henblik på fastsættelsen af størrelsen af de bøder, der pålægges, og garanterer dermed retssikkerheden for virksomheder.

(jf. præmis 34-36)

2.      Selv om det antages, at Kommissionen, når den fastslår flere meget alvorlige overtrædelser i en og samme beslutning, skal overholde en vis forholdsmæssighed mellem bødernes generelle udgangsbeløb og de forskellige påvirkede markeders størrelse, er der intet, der antyder, at et sådant beløb, der fastsættes for et kartel i en medlemsstat, er uforholdsmæssigt i forhold til de udgangsbeløb, der generelt fastsættes for karteller i andre medlemsstater, når Kommissionen fastsætter udgangsbeløbene for bøderne på sammenhængende vis uden dog at anvende en nøjagtig matematisk formel, hvilket den under alle omstændigheder ikke er forpligtet til.

(jf. præmis 54 og 55)

3.      Grovheden af overtrædelser af Unionens konkurrenceregler skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning. I denne forbindelse er størrelsen af det berørte marked i princippet ikke et obligatorisk element, men blot et relevant forhold blandt andre ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, hvorfor Kommissionen i øvrigt ikke pålægges en forpligtelse til at foretage en opdeling af det berørte marked eller en vurdering af dettes størrelse, eftersom den omhandlede overtrædelse har et konkurrencebegrænsende formål.

Retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten bestemmer ikke, at bøderne skal beregnes på grundlag af virksomhedernes samlede omsætning eller deres omsætning på det relevante marked. De er imidlertid heller ikke til hinder for, at sådanne omsætningstal tages i betragtning ved fastsættelsen af bødens størrelse med henblik på at overholde EU-rettens almindelige principper, og når omstændighederne gør det påkrævet.

Når Kommissionen i denne henseende ikke har fastsat det generelle udgangsbeløb for en bøde for en overtrædelse vedrørende en medlemsstat på grundlag af størrelsen af det berørte marked, men har lagt overtrædelsens art og geografiske udstrækning til grund for sin beslutning, er argumentet om, at det generelle udgangsbeløb for bøden for kartellet i denne medlemsstat skal afspejle den påståede begrænsede størrelse af det berørte marked, baseret på en urigtig forudsætning, og Kommissionens beslutning tilsidesætter ikke proportionalitetsprincippet.

Det samme gør sig gældende for så vidt angår den manglende hensyntagen til overtrædelsens indvirkning på markedet. I overensstemmelse med punkt 1 A, første afsnit, i disse retningslinjer skal Kommissionen i forbindelse med vurderingen af overtrædelsens grovhed udelukkende foretage en undersøgelse af den konkrete indvirkning på markedet, når det er åbenbart, at den kan måles. Kommissionen skal for at kunne vurdere denne virkning henholde sig til de konkurrenceforhold, der normalt ville have eksisteret i fravær af en overtrædelse. Hvis Kommissionen derimod finder, at det var umuligt at måle de præcise virkninger af en overtrædelse på markedet, uden at de pågældende virksomheder har bevist det modsatte, kan den lægge overtrædelsens alvorlige karakter og dens geografiske udstrækning til grund for sin beslutning.

Virkningen af en konkurrencebegrænsende adfærd er således ikke et afgørende kriterium ved vurderingen af en overtrædelses grovhed. Forhold, der vedrører forsættet, kan have større betydning end forhold, der vedrører disse virkninger, navnlig når der er tale om overtrædelser, der efter deres karakter er alvorlige, såsom opdeling af markederne. Navnlig for kvalificeringen af en overtrædelse som »meget alvorlig« spiller dens art en væsentlig rolle. I denne henseende fremgår det af beskrivelsen af meget alvorlige overtrædelser i disse retningslinjer, at aftaler eller samordnet praksis, der især har til formål at fastsætte priser eller at opdele markedet, alene på grund af deres egen beskaffenhed kan føre til kvalifikationen »meget alvorlig«, uden at det er fornødent at beskrive den pågældende adfærd nærmere ved at angive dens særlige virkning eller geografiske udstrækning. Denne konklusion er underbygget af den omstændighed, at selv om beskrivelsen af alvorlige overtrædelser udtrykkeligt nævner indflydelsen på markedet og virkningen på store dele af fællesmarkedet, opstiller beskrivelsen af meget alvorlige overtrædelser derimod ikke noget krav om, at de har en konkret indvirkning på markedet, eller gør sig gældende inden for et bestemt geografisk område.

Overtrædelser af Unionens konkurrenceregler, som er fastslået i en kommissionsbeslutning, er under disse omstændigheder på grund af selve deres art blandt de groveste tilsidesættelser af artikel 81 EF, eftersom deres formål er en hemmelig samordning mellem konkurrenter for at dele markederne eller fastfryse markedsandelene ved at fordele projekter med salg og installation af nye elevatorer og/eller rulletrapper og ved ikke at konkurrere for så vidt angår vedligeholdelse og modernisering af elevatorer og rulletrapper. Ud over alvorlige ændringer af konkurrencevilkårene medfører disse aftaler også en isolering af markederne, idet den tvinger parterne til at respektere opdelte markeder, der ofte er afgrænsede af nationale grænser, hvilket modvirker det væsentligste formål med traktaten, nemlig integration af Fællesskabets marked. Også overtrædelser af denne karakter, navnlig horisontale aftaler, er blevet kvalificeret som meget alvorlige eller åbenlyse overtrædelser.

(jf. præmis 32, 46, 47, 56, 61, 62, 64 og 67-69)

4.      Meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager er et instrument, som tilsigter at præcisere de kriterier, Kommissionen påregner at anvende i forbindelse med udøvelsen af sin skønsbeføjelse ved fastsættelsen af bøder pålagt for overtrædelser af Unionens konkurrenceregler, samtidig med, at trinhøjere retsregler overholdes. Heraf følger en selvbegrænsning af denne beføjelse, som dog ikke er uforenelig med opretholdelsen af en væsentlig skønsmargen for Kommissionen.

Kommissionen har en vid skønsmargen, når den skal vurdere, om de beviser, der er fremlagt af en virksomhed, som har udtrykt ønske om at drage fordel af samarbejdsmeddelelsen, har en betydelig merværdi i den i meddelelsens punkt 21 omhandlede forstand.

Kommissionen har på samme måde, når den har fastslået, at bevismaterialet har en betydelig merværdi i den i samarbejdsmeddelelsens punkt 21 omhandlede forstand, en skønsmargen, når den skal fastlægge det nøjagtige niveau for den bødenedsættelse, som den pågældende virksomhed skal have. Samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), første afsnit, fastsætter nemlig intervaller for bødenedsættelsen for de forskellige kategorier af virksomheder. Henset til denne skønsmargen kan Unionens retsinstanser kun censurere en klar overskridelse af denne margen.

For at opnå bødefritagelse i medfør af samarbejdsmeddelelsens punkt 8, litra b), skal virksomheden være den første til at fremlægge bevismateriale, som efter Kommissionens opfattelse kan sætte den i stand til at konstatere en overtrædelse af artikel 81 EF.

Det er i øvrigt kvaliteten af samarbejdet fra en virksomhed, der afgør, om den kan drage fordel af en bødefritagelse i medfør af denne bestemmelse. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt, at virksomheden fremkom med oplysninger og materiale, der gør det muligt effektivt at forfølge overtrædelsen. Selv om det ganske vist ikke er nødvendigt, at det meddelte bevismateriale er tilstrækkeligt til at bevise overtrædelsen som helhed eller i dens mindste detaljer, skal det ikke desto mindre være af en art, have en præcision og en beviskraft, der er tilstrækkelig til at give Kommissionen mulighed for at fastslå en overtrædelse af artikel 81 EF.

Dokumenter, som den pågældende virksomheds ansvarlige ledere har gengivet efter hukommelsen, og hvorom det ikke kan udelukkes, at de indeholder unøjagtigheder, og en virksomheds ensidige erklæringer er i denne forbindelse ikke tilstrækkelige til at fastslå en overtrædelse, hvis de ikke støttes af præcise og samstemmende dokumentbeviser. Det er nemlig nødvendigt, at Kommissionen i sin beslutning redegør for præcise og samstemmende beviser som støtte for den faste overbevisning, at der er begået en overtrædelse.

Under disse omstændigheder overskred Kommissionen ikke åbenbart sin skønsmargen ved at nægte at give en virksomhed, som havde fremlagt bevisdokumenter af en begrænset bevismæssig værdi, som ikke var samtidige med overtrædelsen, og hvoraf en del ikke var dateret, en bødenedsættelse. Den omstændighed, at denne virksomhed har opnået denne bødenedsættelse for en overtrædelse af samme type begået i en anden medlemsstat, er uden betydning i denne forbindelse, idet de fremlagte oplysningers art og præcision var forskellig.

Kommissionen overskrider heller ikke åbenlyst den skønsmargin, som den råder over ved vurderingen af en virksomheds samarbejde med henblik på en bødenedsættelse, ved at fastslå, at de ikke-samtidige bevisdokumenter, som benægter et kartels konkurrencebegrænsende formål, og som er tvetydige, ikke er tilstrækkeligt præcise til at repræsentere en betydelig merværdi i den i samarbejdsmeddelelsens punkt 21 omhandlede forstand. Når en virksomhed, som i forbindelse med sin anmodning om fritagelse ikke forsyner Kommissionen med samtidigt bevismateriale, oplyser Kommissionen om visse elementer, som den indtil da ikke havde haft kendskab til, kan disse oplysninger kun anses for i betydelig grad at styrke Kommissionens mulighed for at fastslå et kartel, hvis den pågældende virksomhed sætter disse oplysninger i forbindelse med kartellets eksistens, idet virksomhedens bidrag faktisk skal styrke Kommissionens mulighed for at bevise overtrædelsen. Enhver nedsættelse af den bøde, som Kommissionen har pålagt, skal i denne henseende afspejle virksomhedens faktiske bidrag til Kommissionens fastlæggelse af beviset for overtrædelsen.

(jf. præmis 80, 81, 83, 84, 91, 94, 97-99, 100, 102, 103, 108, 111-113, 117-119, 122-124, 162, 165, 169, 174-176 og 179)

5.      Kommissionen skal i beslutninger om at foretage en kontrolundersøgelse klart angive de antagelser, den påtænker at efterprøve. Det er imidlertid ikke nødvendigt, at beslutningen om at foretage en kontrolundersøgelse indeholder den nøjagtige afgrænsning af det relevante marked, en nøjagtig retlig kvalificering af de formodede overtrædelser eller en angivelse af den periode, hvori disse overtrædelser må antages at have fundet sted.

(jf. præmis 116)

6.      Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager skaber berettigede forventninger, som de virksomheder, der ønsker at underrette Kommissionen om eksistensen af et kartel, kan påberåbe sig. På grund af den berettigede forventning, som meddelelsen kan give virksomheder, som ønsker at samarbejde med Kommissionen, grund til at nære, påhviler det denne at efterleve meddelelsen, da den vurderer en virksomheds samarbejde i forbindelse med fastsættelsen af den bøde, selskabet skal pålægges. I denne forbindelse kan en erhvervsdrivende i princippet ikke støtte en berettiget forventning om indrømmelse af en bødefritagelse på Kommissionens tavshed.

(jf. præmis 127, 130 og 186)

7.      Kommissionen kan ikke ved vurderingen af karteldeltageres samarbejde underkende ligebehandlingsprincippet. Dette princip tilsidesættes ikke, idet de to situationer ikke kan sammenlignes, når Kommissionen på den ene side tildeler en bødenedsættelse til en virksomhed, hvis oplysninger har givet mulighed for at udløse de første kontrolundersøgelser, og på den anden side har nægtet denne bødenedsættelæse til en anden virksomhed, som har fremlagt oplysninger, efter at Kommissionen har gennemført disse første kontrolundersøgelser.

(jf. præmis 135, 137, 138 og 140)

8.      Retten til forsvar i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, navnlig bøder eller tvangsbøder, er et grundlæggende princip i EU-retten, der skal overholdes, selv om der er tale om en procedure af administrativ karakter.

Aktindsigt i konkurrencesager har navnlig til formål at give adressaterne for en klagepunktsmeddelelse mulighed for at gøre sig bekendt med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter, således at de på et relevant grundlag kan udtale sig om de konklusioner, som Kommissionen på grundlag af dette materiale har anført i klagepunktsmeddelelsen. Aktindsigten giver således proceduremæssige garantier, der tilsigter at beskytte retten til forsvar og særligt en effektiv udøvelse af retten til at blive hørt.

Kommissionen er således forpligtet til at give de virksomheder, der er berørt af en procedure i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, aktindsigt i alle de dokumenter, der er indsamlet ved undersøgelsen, uanset om de er til skade eller til gunst for virksomhederne, dog ikke andre virksomheders forretningshemmeligheder, institutionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger.

Den omstændighed, at et bebyrdende dokument ikke er blevet udleveret, udgør alene en tilsidesættelse af retten til forsvar, hvis den berørte virksomhed kan påvise, at Kommissionen har anvendt dette dokument til støtte for sit klagepunkt om, at der foreligger en overtrædelse, og at dette klagepunkt kun ville kunne bevises ved henvisning til det nævnte dokument.

Hvad derimod angår den situation, hvor et diskulperende dokument ikke er blevet fremlagt, skal den berørte virksomhed blot godtgøre, at den manglende fremlæggelse heraf har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af Kommissionens beslutning til skade for den. Det er således tilstrækkeligt, at virksomheden påviser, at den kunne have anvendt de pågældende diskulperende dokumenter til sit forsvar i den forstand, at hvis den kunne have henvist til dem under den administrative procedure, havde den kunnet gøre omstændigheder gældende, der ikke stemte overens med de følgeslutninger, som Kommissionen var nået frem til i denne fase, og havde således på den ene eller den anden måde kunnet øve indflydelse på Kommissionens vurderinger i en eventuel beslutning, i det mindste hvad angår grovheden og varigheden af den adfærd, som virksomheden blev kritiseret for, og dermed på bødeniveauet.

(jf. præmis 143-147 og 151)

9.      Ved udmålingen af bøden for en overtrædelse af Unionens konkurrenceregler er en bødenedsættelse som følge af samarbejde under den administrative procedure kun begrundet, såfremt den pågældende virksomheds adfærd har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtrædelse og med i givet fald at bringe denne til ophør mindskes. Endvidere kan en virksomhed, der udtrykkeligt erklærer, at den ikke bestrider de faktiske forhold, som Kommissionen baserer sine klagepunkter på, ifølge retspraksis antages at have bidraget til at lette Kommissionens opgave med hensyn til konstatering og bekæmpelse af overtrædelser af Unionens konkurrenceregler.

I overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, og artikel 20, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 er virksomhederne nemlig forpligtet til at svare på anmodningerne om oplysninger og at underkaste sig kontrolundersøgelser. Et samarbejde ved undersøgelsen, der ikke går ud over de forpligtelser, der påhviler virksomhederne i medfør af disse bestemmelser, kan ikke begrunde en bødenedsættelse.

Endvidere kan en virksomheds tilsyneladende fleksible standpunkt hvad angår anmodninger om, at de oplysninger, den meddeler Kommissionen, skal behandles fortroligt, ikke anses for at lette Kommissionens opgave. En undersøgelse hindres i denne henseende ikke af rimelige anmodninger om fortrolighed, og under alle omstændigheder tilkommer det den pågældende virksomhed at anmode om fortrolig behandling af oplysninger, der efter selskabets opfattelse ikke skal afsløres over for tredjemand.

Et samarbejde inden for disse grænser kan dermed ikke afføde nogen berettigede forventninger om, at selskabet ville blive indrømmet en bødenedsættelse.

(jf. præmis 204 og 222)

10.    Enhver borger, hos hvem Unionens administration har givet anledning til begrundede forhåbninger ved at afgive præcise løfter, kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Derimod kan en person ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter. Sådanne løfter skal være præcise, ubetingede og samstemmende og stamme fra pålidelige og troværdige kilder.

I forbindelse med fastsættelsen af størrelsen af en bøde pålagt for overtrædelse af Unionens konkurrenceregler kan en angivelse i klagepunktsmeddelelsen om, at Kommissionen påtænkte at indrømme en nedsættelse af bøden uden for meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, ikke anses for at være et præcist løfte vedrørende størrelsen af eller satsen for den nedsættelse, der i givet fald skulle indrømmes de pågældende virksomheder. Der kan således i intet tilfælde skabes nogen berettiget forventning herom.

Kommissionens tidligere beslutningspraksis kan heller ikke afføde en berettiget forventning hos de pågældende virksomheder angående niveauet for bødenedsættelsen.

Under alle omstændigheder kan en erhvervsdrivende ikke gøre en berettiget forventning gældende om opretholdelse af en bestående situation, som kan ændres ved beslutninger truffet af institutionerne inden for rammerne af deres skøn. For at Unionens konkurrenceregler kan gennemføres effektivt, må Kommissionen således til enhver tid have mulighed for at tilpasse bødeniveauet efter konkurrencepolitikkens krav.

(jf. præmis 206-208, 210 og 212)

11.    For at opnå en nedsættelse af bøden for ikke at anfægte de faktiske omstændigheder i overensstemmelse med afsnit D, punkt 2, andet led, i meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager skal en virksomhed udtrykkeligt informere Kommissionen om, at den ikke har til hensigt at bestride rigtigheden de faktiske omstændigheder, efter at den har gjort sig bekendt med klagepunktsmeddelelsen. En generel erklæring, hvorefter den pågældende virksomhed ikke anfægter samordningen, for så vidt som den underbygges af de faktiske omstændigheder i Kommissionens sagsakter vedrørende en sammenhængende og vedvarende overtrædelse, kan ikke anses for at lette Kommissionens opgave med hensyn til konstatering og bekæmpelse af overtrædelser af Unionens konkurrenceregler. Det samme gør sig gældende, når den manglende anfægtelse er rent formel og tvetydig og ikke har nogen positiv virkning på fastslåelsen af de faktiske omstændigheder, idet den pågældende virksomhed alene beskriver sin deltagelse i enten rent hypotetiske vendinger eller ved at minimere ordningernes konkurrencebegrænsende virkninger.

(jf. præmis 227, 230 og 231)

12.    I forbindelse med fastsættelsen af størrelsen af den bøde, der pålægges for overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, kan Kommissionen ikke ved vurderingen af karteldeltagernes samarbejde underkende ligebehandlingsprincippet. Overholdelsen af ligebehandlingsprincippet skal imidlertid forenes med overholdelsen af legalitetsprincippet, hvorefter ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre.

En virksomhed, der udtrykkeligt erklærer, at den ikke bestrider de faktiske forhold, som Kommissionen lægger vægt på over for den, kan antages at have bidraget til at lette Kommissionens opgave med hensyn til konstatering og bekæmpelse af overtrædelser af Unionens konkurrenceregler. I beslutninger, hvori Kommissionen konstaterer en overtrædelse af disse regler, har Kommissionen adgang til at betragte en sådan adfærd som udtryk for en vedgåelse af de faktiske forhold og dermed som et bevis for rigtigheden af de anførte påstande. En sådan adfærd kan følgelig begrunde en nedsættelse af bøden.

Forholdet er et andet, når en virksomhed bestrider de væsentligste af disse forhold. Med en sådan holdning under den administrative procedure bidrager virksomheden ikke til at lette Kommissionens opgave.

(jf. præmis 234 og 235)