Sag anlagt den 9. august 2017 – Den Tjekkiske Republik mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union
(Sag C-482/17)
Processprog: tjekkisk
Parter
Sagsøger: Den Tjekkiske Republik (ved M. Smolek, O. Serdula og J. Vláčil, som befuldmægtigede)
Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/853 af 17. maj 2017 om ændring af Rådets direktiv 91/477/EØF om erhvervelse og besiddelse af våben 1 , annulleres.
Europa-Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Subsidiært:
Det anfægtede direktivs artikel 1, nr. 6), annulleres, for så vidt som den indsætter artikel 5, stk. 3, og artikel 6, stk. 6, andet afsnit, i direktiv 91/477/EØF 2 .
Det anfægtede direktivs artikel 1, nr. 7), annulleres, for så vidt som den indsætter artikel 7, stk. 4a, i direktiv 91/477/EØF.
Det anfægtede direktivs artikel 1, nr. 19), annulleres, for så vidt som:
den indsætter punkt 6), 7) og 8), i kategori A i afsnit II i bilag I til direktiv 91/477/EØF.
den ændrer kategori B i afsnit II i bilag I til direktiv 91/477/EØF.
den indsætter punkt 6), i kategori C i afsnit II i bilag I til direktiv 91/477/EØF.
den ændrer afsnit III i bilag I til direktiv 91/477/EØF.
Europa-Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om tildeling af kompetencer. Det anfægtede direktiv blev vedtaget med hjemmel i artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, selv om det ikke forfølger formålet om fjernelse af hindringer i det indre marked, men alene formålet om forebyggelse af kriminalitet og terrorisme. EU-lovgiver har imidlertid ikke beføjelse til at vedtage harmoniserende foranstaltninger på dette område.
Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. EU-lovgiver tog ikke stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de vedtagne foranstaltninger var forholdsmæssige, og undlod bevidst at indhente tilstrækkelige oplysninger (f.eks. ved at foretage en vurdering af konsekvenserne) for at foretage en informeret vurdering af overholdelsen af dette princip. Som følge af denne manglende vurdering vedtog EU-lovgiver åbenbart uforholdsmæssige foranstaltninger i form af et forbud mod visse halvautomatiske våben, som imidlertid ikke i Den Europæiske Union anvendes til at begå terrorhandlinger, ved at indføre strengere regler for visse begrænset farlige våben (historiske replikaer eller våben, der beviseligt er permanent deaktiverede), og ikke mindst berøres besiddelsen af visse magasiner.
Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. De nyligt afgrænsede kategorier af forbudte våben (A7 og A8), lige som bestemmelsen, der gør indgreb i besiddelsen af magasiner, som er ud over grænsen, er aldeles uklare ud fra et retssikkerhedssynspunkt, og gør det ikke muligt for de pågældende personer utvetydigt at skelne mellem deres rettigheder og forpligtelser. Artikel 7, stk. 4a, i direktiv 91/477/EØF, som ændret ved det anfægtede direktiv (»overgangsbestemmelsen«), tvinger reelt medlemsstaterne til at vedtage national lovgivning, som har tilbagevirkende kraft.
Det fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling. Undtagelsen i artikel 6, stk. 6, andet afsnit, i direktiv 91/477/EØF, som ændret ved det anfægtede direktiv, giver ganske vist indtryk af, at være en tilsyneladende neutral foranstaltning, men betingelserne for dens anvendelse er faktisk fastsat således, at de kun overholdes af den schweiziske ordning om retten til at beholde et våben efter endt militærtjeneste, i hvilken forbindelse de savner enhver objektiv begrundelse med hensyn til det anfægtede direktivs formål.
____________
1 EUT 2017, L 137, s. 22.
2 EFT 1991, L 256, s. 51.