FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. WATHELET

fremsat den 10. januar 2018 (1)

Sag C-266/16

Western Sahara Campaign UK,

The Queen

mod

Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs,

Secretary of State for Environment, Food and Rural Affairs

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Administrative Court) (ret i første instans (England og Wales) (forvaltningsretlige sager), Det Forenede Kongerige))

»Præjudiciel forelæggelse – fiskeripartnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Marokko – protokol om fastsættelse af de fiskerimuligheder, der er fastsat i aftalen – retsakter om godkendelse af aftalens og protokollens indgåelse – forordninger om fordeling af de fiskerimuligheder, der er fastsat i henhold til protokollen, mellem medlemsstaterne – gyldighed, henset til artikel 3 TEU og folkeretten – anvendelse på Vestsahara og de tilstødende farvande«

Indhold

I. Indledning

II. Retsforskrifter

A. Fiskeriaftalen

B. Protokollen fra 2013

C. Forordning nr. 764/2006

D. Afgørelse 2013/785/EU

E. Forordning nr. 1270/2013

III. Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

IV. Retsforhandlingerne for Domstolen

V. Det tredje og det fjerde præjudicielle spørgsmål

A. Domstolens kompetence

B. Realiteten

1. Indledende bemærkninger

2. Muligheden for at påberåbe sig folkeretlige regler med henblik på at anfægte de omtvistede retsakters gyldighed

a) Generelle principper

b) Muligheden for at påberåbe sig folkeretlige regler, der gælder for indgåelse af internationale aftaler om udnyttelse af naturressourcer i Vestsahara

1) Retten til selvbestemmelse

i) Retten til selvbestemmelse er en menneskerettighed

ii) Retten til selvbestemmelse som princip i den almindelige folkeret, i den folkeretlige sædvaneret og som erga omnes-forpligtelse

– Unionen er bundet af retten til selvbestemmelse

– Retten til selvbestemmelse er en folkeretlig regel, der, henset til sit indhold, er ubetinget og tilstrækkeligt præcis

– Selvbestemmelsesrettens art og opbygning er ikke til hinder for domstolsprøvelse af de omtvistede retsakter

2) Princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne

3) De humanitære folkeretlige regler, der gælder for indgåelse af internationale aftaler om udnyttelse af naturressourcerne i det besatte område

3. Gyldigheden af forordning nr. 764/2006, afgørelse 2013/785 og forordning nr. 1270/2013 samt foreneligheden af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 med de folkeretlige regler, som kan påberåbes, og som der henvises til i artikel 3, stk. 5, TEU

a) De omtvistede retsakters hensyntagen til Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse og overholdelse af forpligtelsen til ikke at anerkende en ulovlig situation, der hidrører fra en tilsidesættelse af denne rettighed, og til ikke at yde hjælp eller assistance til at bevare denne situation

1) Spørgsmålet om, hvorvidt de omtvistede retsakter giver Vestsaharas befolkning frihed til at forfølge den økonomiske udvikling og råde over de naturgivne rigdomme og ressourcer

2) Forpligtelsen til ikke at anerkende en ulovlig situation, der hidrører fra en tilsidesættelse af Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse, og til ikke at yde hjælp eller assistance til at bevare denne situation

3) Er de internationale aftaler, der finder anvendelse på Vestsahara, indgået med Kongeriget Marokko på et andet grundlag end dets påståede suverænitet over dette område?

i) Kongeriget Marokko som de facto-administrerende myndighed for Vestsahara

ii) Kongeriget Marokko som besættelsesmagt i Vestsahara

– Spørgsmålet om, hvorvidt den humanitære folkeret finder anvendelse på Vestsahara

– Spørgsmålet om, hvorvidt Vestsahara er under militær besættelse

– Besættelsesmagtens kompetence til at indgå internationale aftaler, der finder anvendelse på det besatte område, og betingelserne for, at det er lovligt at indgå sådanne aftaler

b) De omtvistede retsakters overholdelse af princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne og de humanitære folkeretlige regler, der gælder for indgåelse af internationale aftaler om udnyttelse af naturressourcerne i det besatte område

1) Princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne

2) Haagerreglementets artikel 55

3) De omtvistede reglers overholdelse af princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne og artikel 55 i Haagerreglementet fra 1907

c) Begrænsningerne af forpligtelsen til ikke at anerkende en ulovlig situation

4. Resumé

VI. Rådets anmodning om, at ugyldighedserklæringens virkninger begrænses midlertidigt

VII. Forslag til afgørelse

I.      Indledning

1.        Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører gyldigheden af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Marokko (2) (herefter »fiskeriaftalen«), protokollen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er fastsat i fiskeriaftalen (3) (herefter »protokollen fra 2013«), og Rådets forordning (EU) nr. 1270/2013 af 15. november 2013 om fordeling af fiskerimulighederne i henhold til protokollen fra 2013 (4), for så vidt som de tillader og fastsætter nærmere regler for Den Europæiske Unions og Kongeriget Marokkos udnyttelse af Vestsaharas biologiske havressourcer.

2.        Der er tale om den første præjudicielle anmodning om gyldigheden af de internationale aftaler, der er indgået af Unionen, og af retsakterne om deres indgåelse. Den rejser i denne henseende en række nye retsspørgsmål om Domstolens kompetence til at tage stilling til gyldigheden af de internationale aftaler, der indgås af Unionen, de betingelser, som borgerne skal opfylde for at kunne påberåbe sig folkeretlige regler i forbindelse med prøvelsen af disse internationale aftalers gyldighed, og fortolkningen af disse regler. Disse spørgsmål har afgørende betydning for domstolskontrollen med Unionens optræden udadtil og for den afkoloniseringsproces, der har været i gang i Vestsahara siden 1960’erne.

3.        Flere af svarene på disse spørgsmål vil få politiske konsekvenser. Den Internationale Domstol har imidlertid udtalt, at »den omstændighed, at et retsspørgsmål også har politiske aspekter, »hvilket i sagens natur gælder for mange af de spørgsmål, der rejser sig i det internationale liv«, ikke er tilstrækkelig til at ændre ved dets karakter af »retsspørgsmål« og til at »fratage Domstolen en kompetence, som den udtrykkeligt tillægges i sin statut […]«. Uanset hvilke politiske aspekter det pågældende spørgsmål har, kan Domstolen ikke betragte et spørgsmål, som kræver, at den varetager en i det væsentlige retslig opgave, som andet end et retsspørgsmål […]« (5).

II.    Retsforskrifter

A.      Fiskeriaftalen

4.        Fiskeriaftalen slutter sig til rækken af aftaler, som Unionen og Kongeriget Marokko har indgået på fiskeriområdet siden 1987. Dens indgåelse blev godkendt på Fællesskabets vegne ved forordning nr. 764/2006. Aftalen trådte i kraft den 28. februar 2007 i overensstemmelse med denne forordnings artikel 17 (6).

5.        Som det fremgår af fiskeriaftalens præambel og af dens artikel 1 og 3, indfører den et partnerskab, som skal bidrage til at gennemføre Kongeriget Marokkos fiskeripolitik effektivt og til mere generelt at bevare og udnytte de biologiske ressourcer i havet på en ansvarlig og bæredygtig måde ved hjælp af regler om økonomisk, finansielt, teknisk og videnskabeligt samarbejde mellem parterne, adgang til de marokkanske fiskerizoner for fartøjer, der fører en EU-medlemsstats flag, fiskeriovervågningsforanstaltninger i disse zoner og samarbejde mellem virksomheder i fiskerierhvervet.

6.        Artikel 2 med overskriften »Definitioner« foreskriver følgende:

»I denne aftale, protokollen og bilaget forstås ved:

a)      »marokkansk fiskerizone«: farvande henhørende under Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion

[…]«

7.        Artikel 5 med overskriften »EF-fartøjers adgang til fiskeri i de marokkanske fiskerizoner« bestemmer:

»1.      Marokko forpligter sig til at give [EU]-fartøjer tilladelse til at fiske i sine fiskerizoner i henhold til denne aftale, herunder protokollen og bilaget.

[…]

4.      [Unionen] forpligter sig til at træffe alle fornødne foranstaltninger til at sikre, at fartøjerne overholder bestemmelserne i denne aftale og fiskerilovgivningen for de farvande, der hører under Marokkos jurisdiktion, i overensstemmelse med De Forenede Nationers havretskonvention.«

8.        Artikel 7 med overskriften »Finansiel modydelse« lyder:

»1.      Marokko får en finansiel modydelse fra [Unionen], jf. betingelserne i protokollen og bilaget. Den finansielle modydelse er sammensat af to elementer, nemlig:

a)      en finansiel kompensation for EF-fartøjernes adgang til de marokkanske fiskerizoner, uden at det i øvrigt berører de beløb, som EF-fartøjerne skal betale i licensafgift

b)      finansiel støtte fra [Unionen] til indførelse af en national fiskeripolitik, der bygger på ansvarligt fiskeri og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i de marokkanske farvande.

2.      Den del af den finansielle modydelse, der er omhandlet i stk. 1, litra b), fastsættes i fællesskab efter bestemmelserne i protokollen ud fra de mål, som parterne har opstillet for sektorpolitikken for fiskeriet i Marokko, og en årlig og flerårig programmering af sektorpolitikkens gennemførelse.«

9.        Der er i artikel 11 med overskriften »Anvendelsesområde« fastsat følgende:

»Denne aftale gælder dels for de områder, hvor [EUF-traktaten] anvendes, på de betingelser, der er fastlagt i denne traktat, dels for Marokkos område og de farvande, der hører under marokkansk jurisdiktion.«

10.      Artikel 13 med overskriften »Bilæggelse af tvister« bestemmer, at »[d]e kontraherende parter konsulterer hinanden i tilfælde af tvister om fortolkningen eller anvendelsen af denne aftale«.

11.      Det fremgår af artikel 16, at »[p]rotokollen og bilaget med tillæg udgør en integrerende del af denne aftale«. Denne protokol med bilag og tillæg blev indgået for en periode på fire år (7). De er altså ikke længere gældende, men de er blevet erstattet af protokollen med bilag og tillæg fra 2013.

B.      Protokollen fra 2013

12.      Den 18. november 2013 underskrev Unionen og Kongeriget Marokko protokollen fra 2013 om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er fastsat i fiskeriaftalen. Protokollen trådte i kraft den 15. juli 2014 (8).

13.      Dens artikel 1 med overskriften »Almindelige principper« bestemmer følgende:

»Protokollen med bilag og tillæg er en integreret del af [fiskeriaftalen,] der er led i [associeringsaftalen]. […]

Denne protokol gennemføres i overensstemmelse med […] artikel 2 i samme aftale om overholdelse af de demokratiske principper og de grundlæggende menneskerettigheder.«

14.      Artikel 2 med overskriften »Gyldighedsperiode, varighed og fiskerimuligheder« foreskriver:

»Fra ikrafttrædelsen og for en periode på fire år er fiskerimulighederne i henhold til aftalens artikel 5 fastsat i det skema, der er knyttet til denne protokol.

Stk. 1 anvendes med forbehold af denne protokols artikel 4 og 5.

[…]«

15.      Artikel 3 med overskriften »Finansiel modydelse« har følgende ordlyd:

»1.      Protokollens årlige anslåede værdi andrager 40 000 000 EUR i den periode, der er nævnt i artikel 2. Beløbet fordeler sig som følger:

a)      30 000 000 EUR i form af den finansielle modydelse i artikel 7 i fiskeriaftalen fordelt som følger:

i)      16 000 000 EUR som finansiel kompensation for adgang til ressourcerne

ii)      14 000 000 EUR som støtte til fiskerisektoren i Marokko

b)      10 000 000 EUR svarende til de forventede afgifter, som rederne skal betale for fiskerilicenser udstedt på grundlag af fiskeriaftalens artikel 6 og som fastsat i bilaget til denne protokol, kapitel I, afsnit D og E.

[…]

4.      Den finansielle modydelse, jf. stk. 1, litra a), indbetales til Trésorier Général du Royaume du Maroc (Marokkos Finansministerium) på en konto i Marokkos statskasse, som de marokkanske myndigheder meddeler bankoplysningerne for.

5.      De marokkanske myndigheder har enekompetence med hensyn til anvendelsen af den finansielle modydelse, jf. dog artikel 6.«

16.      Artikel 6 med overskriften »Støtte til fiskerisektorpolitikken i Marokko« bestemmer følgende:

»1.      Den finansielle modydelse, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), bidrager til at udvikle og gennemføre fiskerisektorpolitikken i Marokko inden for rammerne af Halieutisstrategien for fiskerisektorens udvikling.

2.      Marokko anvender og forvalter dette beløb ud fra opstillede mål og en årlig og flerårig programmering, som parterne sammen fastsætter i Den Blandede Komité, i overensstemmelse med Halieutisstrategien og på grundlag af et skøn over den forventede virkning af de projekter, der skal gennemføres.

[…]

6.      Afhængig af projekternes art og varighed forelægger Marokko Den Blandede Komité en rapport om gennemførelsen af de projekter, der er afsluttet inden for rammerne af den sektorstøtte, der er planlagt i denne protokol, herunder om de forventede økonomiske og sociale virkninger, navnlig for beskæftigelsen og investeringerne, og alle kvantificerbare virkninger af de gennemførte foranstaltninger og deres geografiske fordeling. Disse oplysninger udarbejdes på grundlag af indikatorer, som Den Blandede Komité skal definere nærmere.

7.      Endvidere fremlægger Marokko, inden protokollen udløber, en endelig rapport om gennemførelsen af sektorstøtten i medfør af denne protokol, herunder de oplysninger, der er nævnt i ovenstående stykker.

8.      Parterne følger om nødvendigt fortsat gennemførelsen af sektorstøtten, efter at denne protokol er udløbet, og i tilfælde af suspension ifølge de retningslinjer, der er fastsat i protokollen.

[…]«

C.      Forordning nr. 764/2006

17.      Ifølge første betragtning til denne forordning har »[Unionen] og Kongeriget Marokko […] forhandlet om og paraferet en fiskeripartnerskabsaftale, der giver [EU]-fiskere mulighed for at fiske i de farvande, som hører under Kongeriget Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion«.

18.      Det fremgår af artikel 1 heri, at »[fiskeriaftalen] godkendes på [Unionens] vegne«.

D.      Afgørelse 2013/785/EU

19.      Ifølge anden betragtning til denne afgørelse har »Unionen […] forhandlet med Kongeriget Marokko om en ny protokol, ifølge hvilken EU-fartøjer tildeles fiskerimuligheder i de farvande, som fiskerimæssigt hører under Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion«.

20.      Det fremgår af artikel 1 heri, at »[p]rotokollen [fra 2013] [herved] godkendes […] på Unionens vegne«.

E.      Forordning nr. 1270/2013

21.      Ifølge anden betragtning til denne forordning har »Unionen […] forhandlet med Kongeriget Marokko om en ny protokol til partnerskabsaftalen, hvorved EU-fartøjer tildeles fiskerimuligheder i de farvande, som fiskerimæssigt hører under Kongeriget Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion. Den nye protokol blev den 24. juli 2013 paraferet«.

22.      I artikel 1, stk. 1, fordeles de fiskerimuligheder, der er fastsat i protokollen fra 2013, mellem medlemsstaterne. Ved denne fordeling har Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland opnået en kvote på 4 525 ton i zonen for industrielt pelagisk fiskeri.

III. Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

23.      Western Sahara Campaign UK (herefter »WSC«) er en uafhængig frivillig organisation, der er hjemmehørende i Det Forenede Kongerige, og hvis formål er at udbrede kendskabet til Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse.

24.      WSC har anlagt to beslægtede søgsmål mod Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs (skatte- og toldmyndighed, Det Forenede Kongerige, herefter »HMRC«) og Secretary of State for Environment, Food and Rural Affairs (ministeren for miljø, fødevarer og landbrug, Det Forenede Kongerige, herefter »Secretary of State«).

25.      HMRC er sagsøgt i det første søgsmål, hvor WSC har anfægtet præferencetoldbehandlingen for varer med oprindelse i Vestsahara, der certificeres som varer med oprindelse i Kongeriget Marokko. Secretary of State er sagsøgt i det andet søgsmål, hvor WSC har anfægtet Secretary of States mulighed for at udstede licenser til fiskeri i de farvande, der støder op til Vestsahara, i medfør af de omtvistede retsakter.

26.      WSC har i disse søgsmål gjort gældende, at Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side, undertegnet i Bruxelles den 26. februar 1996 (EFT 2000, L 70, s. 2, herefter »associeringsaftalen«), og fiskeriaftalen er ulovlige, for så vidt som de finder anvendelse på Vestsahara. WSC anser disse aftaler for at være ugyldige, fordi de strider mod de almindelige EU-retlige principper og mod artikel 3, stk. 5, TEU, hvori Unionen forpligtes til at overholde folkeretten. WSC mener i denne sammenhæng, at de nævnte aftaler, der berører et ulovligt besat område, strider mod adskillige folkeretlige regler og navnlig mod Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse, FN-pagtens artikel 73, princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne og de humanitære folkeretlige regler, der gælder for militære besættelser.

27.      Heroverfor har HMRC og Secretary of State anført, at WSC ikke har kompetence til at påberåbe sig folkeretlige regler med henblik på at anfægte disse aftalers gyldighed, og at dennes søgsmål, der sigter mod at anfægte Kongeriget Marokkos politik over for Vestsahara ved de engelske domstole, under alle omstændigheder ikke kan afgøres ad retslig vej. Med hensyn til realiteten har de anført, at det ikke kan udledes af de nævnte aftaler, at Unionen har anerkendt eller medvirket til en krænkelse af tvingende normer i folkeretten. Det er desuden deres opfattelse, at Kongeriget Marokkos fortsatte besættelse af Vestsahara ikke er til hinder for, at der indgås en aftale med landet om at udnytte naturressourcerne i dette område, og at aftaleparterne under alle omstændigheder anerkender, at udnyttelsen af disse ressourcer skal komme den stedlige befolkning til gode.

28.      I denne forbindelse har High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Administrative Court) (ret i første instans (England og Wales) (forvaltningsretlige sager), Det Forenede Kongerige) udtalt, at »[EU-institutionerne] ikke altid kan være ligeglade med, hvor en tredjestats suveræne grænser går, navnlig når der er tale om en ulovlig besættelse af en anden stats område« (9). Dette ville være i strid med principperne i FN-pagten og de principper, der er bindende for Unionen, uanset hvor vidt et skøn EU-institutionerne har på udenrigsområdet.

29.      Ifølge den nævnte ret anerkender det internationale samfund i almindelighed og Unionen i særdeleshed ikke Kongeriget Marokkos påstand om, at Vestsahara er en del af dets suveræne område. Den forelæggende ret betragter tværtimod Kongeriget Marokkos tilstedeværelse som en besættelse og betegner den ligefrem som en »fortsat besættelse« (10). Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er lovligt for en organisation som Unionen, der overholder principperne i FN-pagten, at indgå en aftale med en tredjestat vedrørende et område, der ligger uden for denne stats anerkendte grænser.

30.      Den nævnte ret har herved bemærket, at selv om EU-institutionerne ikke begår nogen åbenbar fejl ved at konkludere, at Kongeriget Marokkos fortsatte besættelse af Vestsaharas område ikke folkeretligt er til hinder for, at der indgås aftaler om udnyttelse af naturressourcerne i det pågældende område, rejser der sig et materielt spørgsmål om, hvorvidt de pågældende særlige aftaler er i strid med visse folkeretlige principper, og om der blev taget tilstrækkeligt hensyn til ønskerne hos Vestsaharas befolkning og deres anerkendte repræsentanter.

31.      Det kan ifølge den forelæggende ret ikke udelukkes, at EU-institutionerne har foretaget et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med deres anvendelse af folkeretten, eftersom de nævnte aftaler blev indgået, uden at Kongeriget Marokko anerkender sin status som administrerende myndighed, og uden at det opfylder de forpligtelser, der er fastsat i FN-pagtens artikel 73, eller forpligtelsen til at fremme Vestsaharas befolknings selvbestemmelse.

32.      High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Administrative Court) (ret i første instans (England og Wales) (forvaltningsretlige sager), Det Forenede Kongerige) har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      I [associeringsaftalen] er henvisningerne til »Marokko« i artikel 9, 17 og 94 samt protokol nr. 4 da alene henvisninger til Marokkos suveræne område som anerkendt af De Forenede Nationer og Den Europæiske Union (herefter »EU«), og er de derfor til hinder for, at produkter, der stammer fra Vestsahara, toldfrit importeres til EU i medfør af associeringsaftalen?

2)      Såfremt produkter, der stammer fra Vestsahara, toldfrit kan importeres til EU i medfør af associeringsaftalen, er associeringsaftalen da gyldig, henset til kravet i artikel 3, stk. 5, [TEU] om at bidrage til overholdelse af folkeretten, herunder overholdelse af principperne i De Forenede Nationers pagt, og henset til, i hvilket omfang associeringsaftalen blev indgået til fordel for den sahrawiske befolkning på deres vegne, i overensstemmelse med deres ønsker og/eller i samråd med deres anerkendte repræsentanter?

3)      Er [fiskeriaftalen] (som godkendt og gennemført ved […] forordning 764/2006, […] afgørelse 2013/785/EU og […] forordning 1270/2013) gyldig, henset til kravet i artikel 3, stk. 5, [TEU] om at bidrage til overholdelse af folkeretten, herunder overholdelse af principperne i De Forenede Nationers pagt, og henset til, i hvilket omfang [fiskeriaftalen] blev indgået til fordel for den sahrawiske befolkning på deres vegne, i overensstemmelse med deres ønsker og/eller i samråd med deres anerkendte repræsentanter?

4)      Har [sagsøgeren] ret til at anfægte gyldigheden af EU-akter under henvisning til, at EU har krænket folkeretten, navnlig henset til:

a)      det forhold, at selv om [sagsøgeren] har søgsmålskompetence i henhold til national ret og kan anfægte EU-akters gyldighed, påstår virksomheden ikke at have rettigheder i henhold til EU-retten, og/eller

b)      princippet i sagen om monetært guld fjernet fra Rom i 1943 (ICJ Reports 1954[, s. 19]), hvorefter Den Internationale Domstol ikke kan træffe afgørelser, som betvivler adfærden eller påvirker rettigheder hos en stat, som ikke er sagsøgt for Domstolen, og som ikke har samtykket i at være bundet af Domstolens afgørelser?«

33.      Ved kendelse af 23. november 2016 efterkom den forelæggende ret en anmodning fra Confédération marocaine de l’agriculture et du développement rural (Comader – det marokkanske forbund for landbrug og udvikling af landdistrikter) om at blive anset for interesseret part i den sag, der verserer for denne ret.

IV.    Retsforhandlingerne for Domstolen

34.      Anmodningen om præjudiciel afgørelse blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 13. maj 2016. Den spanske, franske og portugisiske regering samt Rådet og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

35.      Ved skrivelse af 17. januar 2017 anmodede Domstolen den forelæggende ret om at oplyse, om denne ret ønskede at fastholde sit første og andet præjudicielle spørgsmål eller at trække dem tilbage, henset til dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973).

36.      Ved skrivelse af 3. februar 2017 trak den forelæggende ret sit første og andet spørgsmål tilbage, da den ikke længere fandt det nødvendigt at få dem besvaret.

37.      Ved skrivelse af 17. februar 2017 opfordrede Domstolen parterne i hovedsagen og intervenienterne i denne sag til at tage stilling til den eventuelle virkning af dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973), for besvarelsen af det tredje præjudicielle spørgsmål og om at besvare en række spørgsmål inden for tre uger, hvilket WSC, Comader, den spanske og franske regering (11) samt Rådet og Kommissionen gjorde.

38.      Der blev afholdt retsmøde den 6. september 2017, hvor WSC, Comader, den spanske og franske regering samt Rådet og Kommissionen afgav mundtlige indlæg.

V.      Det tredje og det fjerde præjudicielle spørgsmål

39.      Med det tredje spørgsmål har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at tage stilling til gyldigheden af fiskeriaftalen, som godkendt ved forordning nr. 764/2006 og gennemført ved protokollen fra 2013 (godkendt ved afgørelse 2013/785/EU) samt ved forordning nr. 1270/2013, henset til artikel 3, stk. 5, TEU, hvori Unionen forpligtes til at »[bidrage] til […] nøje overholdelse […] af folkeretten, herunder overholdelse af principperne i De Forenede Nationers pagt«, og henset til, i hvilket omfang fiskeriaftalen blev indgået til fordel for den sahrawiske befolkning på deres vegne, i overensstemmelse med deres ønsker og/eller i samråd med deres anerkendte repræsentanter.

40.      Med det fjerde spørgsmål har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at oplyse, under hvilke betingelser folkeretten kan påberåbes i forbindelse med domstolsprøvelse af EU-retsakter, hvis gyldighed er genstand for en anmodning om præjudiciel afgørelse.

41.      Disse præjudicielle spørgsmål er efter min opfattelse snævert forbundne og bør behandles under ét.

A.      Domstolens kompetence

42.      Det tredje præjudicielle spørgsmål er rettet mod fiskeriaftalen (som suppleret ved protokollen fra 2013) og indebærer, at Domstolen tager stilling til gyldigheden af denne internationale aftale, som Unionen har indgået. Der henvises imidlertid også til de retsakter, som Rådet har udstedt for at godkende og gennemføre denne aftale.

43.      Efter Rådets opfattelse har Domstolen ikke kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse om fiskeriaftalens gyldighed, da der er tale om en international aftale og ikke en retsakt udstedt af institutionerne som omhandlet i artikel 267, stk. 1, litra b), TEUF. Ifølge Rådet kan gyldigheden af en international aftale, der er indgået af Unionen, kun undersøges forud for dens indgåelse i forbindelse med den udtalelsesprocedure, der er indført ved artikel 218, stk. 11, TEUF. Rådet har subsidiært med tilslutning fra Kommissionen og den spanske og franske regering anført, at det kan indvendes, at anmodningen om præjudiciel afgørelse i virkeligheden vedrører gyldigheden af de retsakter, hvorved indgåelsen af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 blev godkendt, dvs. forordning nr. 764/2006 og afgørelse 2013/785.

44.      Jeg mener af følgende grunde, at denne indsigelse om manglende kompetence må forkastes.

45.      Ifølge artikel 267, stk. 1, litra b), TEUF har Domstolen kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål »om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af [EU-institutionerne]«.

46.      Det fremgår af fast retspraksis, at ifølge denne bestemmelse er en international aftale, der er indgået af Unionen, »for så vidt angår [Unionen] en retsakt fra en af [Unionens] institutioner« som omhandlet i artikel 267 TEUF (12). På dette grundlag har Domstolen truffet mange præjudicielle afgørelser om fortolkningen af bestemmelser i sådanne aftaler indgået af Unionen (13), herunder også fiskeriaftalen (14).

47.      Domstolen har endvidere fastslået, at adgangen til præjudiciel gyldighedskontrol gælder for alle retsakter fra institutionerne »uden undtagelse« (15), og at der »dels ved EUF-traktatens artikel 263 og 277, dels ved samme traktats artikel 267 [er] oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som har til formål at sikre kontrollen med lovligheden af EU-retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Unionens retsinstanser« (16).

48.      De internationale aftaler, som Unionen indgår, henhører imidlertid både under den internationale retsorden, da de indgås med en tredjepart, og under Unionens retsorden.

49.      Selv om en international aftale ifølge den internationale retsorden kun kan annulleres af en af de grunde, der er udtømmende opregnet i artikel 46-53 i Wienerkonventionen om traktatretten, der blev indgået i Wien den 23. maj 1969 (17) (herefter »Wienerkonventionen om traktatretten«), følger det af artikel 218, stk. 11, TEUF, at »[b]estemmelserne i en […] aftale skal […] være fuldt forenelige med [EU- og EUF-traktaterne] og med de heraf følgende forfatningsmæssige principper« (18).

50.      EU- og EUF-traktaternes ophavsmænd fastlagde den præventive udtalelsesprocedure, der i dag er indeholdt i artikel 218, stk. 11, TEUF, for i videst muligt omfang at undgå de komplikationer af retlig og international politisk karakter, der vil opstå, hvis en international aftale, som er indgået af Unionen, og som forbliver gyldig i folkeretten, ikke er forenelig med disse traktater.

51.      Med hensyn til kompetencen til at vurdere foreneligheden af internationale aftaler i forbindelse med udtalelsesproceduren har Domstolen i øvrigt henvist til, at den under alle omstændigheder indrømmes en sådan kompetence i artikel 258 TEUF, 263 TEUF og 267 TEUF. Den har således fastslået, at »spørgsmålet om, hvorvidt en bestemt aftales indgåelse henhører under [Unionens] kompetence, og om, hvorvidt denne kompetence i givet fald er blevet udøvet i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, principielt er et spørgsmål, der kan forelægges Domstolen enten direkte i medfør af […] artikel [258 TEUF] eller artikel [263 TEUF] eller præjudicielt« (19).

52.      Domstolen har derfor kompetence til at behandle »ethvert spørgsmål, der kan skabe tvivl om [den internationale aftales] materielle indhold eller formelle gyldighed i forhold til [EU- og EUF-traktaterne]« (20).

53.      For at undgå de nævnte komplikationer, når Domstolen har afgivet en benægtende udtalelse om en »påtænkt« international aftales forenelighed med EU- og EUF-traktaterne, kan denne aftale således kun træde i kraft, hvis den er blevet ændret først (21). Domstolen vil under alle omstændigheder kunne kontrollere aftalens materielle eller formelle forenelighed (22) med EU- og EUF-traktaterne efterfølgende, hvis der indbringes et annullationssøgsmål eller en præjudiciel forelæggelse om dens gyldighed for Domstolen.

54.      Det følger heraf, at Domstolen har kompetence til at kontrollere gyldigheden af den retsakt, hvorved Rådet har godkendt indgåelsen af en international aftale (23), og derfor også kan kontrollere denne afgørelses materielle lovlighed under hensyn til den omhandlede aftale (24). Domstolen kan i denne forbindelse kontrollere lovligheden af Rådets retsakt (og af bestemmelserne i den internationale aftale, hvis indgåelse godkendes) i forhold til EU- og EUF-traktaterne og de heraf følgende forfatningsmæssige principper, herunder overholdelsen af de grundlæggende rettigheder (25) og af folkeretten (26), i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, TEU.

55.      Domstolen har som følge heraf kompetence til at annullere (i tilfælde af et annullationssøgsmål) den afgørelse, hvorved Rådet har godkendt indgåelsen af den omhandlede internationale aftale (27), eller kende den ugyldig (i tilfælde af en anmodning om præjudiciel afgørelse), samt til at fastslå, at denne aftale er uforenelig med EU- og EUF-traktaterne samt med de heraf følgende forfatningsmæssige principper.

56.      Parterne vil i så fald stadig være bundet af den internationale aftale i henhold til folkeretten, og det påhviler EU-institutionerne at bringe denne aftale i overensstemmelse med EU- og EUF-traktaterne og med de heraf følgende forfatningsmæssige principper (28). Hvis det ikke er muligt at fjerne uoverensstemmelserne, skal de opsige aftalen eller træde tilbage fra den (29) efter den fremgangsmåde, der er fastsat i artikel 56 og 65-68 i Wienerkonventionen om traktatretten (30) og i det foreliggende tilfælde i fiskeriaftalens artikel 14. Der kan i denne retning henvises analogt til artikel 351 TEUF, som vedrører den samme situation i forhold til traktater, som medlemsstaterne har indgået, inden de tiltrådte Unionen.

57.      Det skal endelig præciseres, at det princip, som Den Internationale Domstol fastlagde i sagen om monetært guld fjernet fra Rom i 1943 (31), og som er genstand for det fjerde præjudicielle spørgsmål, hvorefter denne retsinstans ikke kan udøve sin kompetence til at afgøre en tvist mellem to stater, når det forudsætter, at den undersøger adfærden hos en tredjestat, som ikke er part i sagen (32), i modsætning til det af Rådet og Kommissionen anførte ikke er relevant i den foreliggende sag. Dette princip, der optræder i statutten for Den Internationale Domstol, findes ikke i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og kan under alle omstændigheder ikke eksistere i EU-retten, da det umiddelbart ville være til hinder for, at det kontrolleres, om internationale aftaler, som Unionen indgår, er forenelige med EU- og EUF-traktaterne, uden at den tredjestat, som Unionen har indgået aftalen med, medvirker i sagen for Domstolen.

58.      Henset til disse betragtninger skal de præjudicielle spørgsmål klarlægge:

–        gyldigheden af forordning nr. 764/2006, for så vidt som den godkender fiskeriaftalen, »der giver [EU]-fiskere mulighed for at fiske i de farvande, som hører under Kongeriget Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion« (33)

–        gyldigheden af afgørelse 2013/785, for så vidt som den godkender protokollen fra 2013, »ifølge hvilken EU-fartøjer tildeles fiskerimuligheder i de farvande, som fiskerimæssigt hører under Kongeriget Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion« (34), og der fastsættes en finansiel modydelse herfor

–        gyldigheden af forordning nr. 1270/2013, for så vidt som den fordeler fiskerimuligheder mellem medlemsstaterne i henhold til protokollen fra 2013, og

–        foreneligheden af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 med EU-traktaten og EUF-traktaten samt med de heraf følgende forfatningsmæssige principper, herunder principperne om beskyttelse af de grundlæggende rettigheder og overholdelse af folkeretten, der gælder for Unionens optræden udadtil i henhold til artikel 3, stk. 5, TEU.

59.      Jeg vil i det følgende betegne alle disse retsakter som »de omtvistede retsakter«.

B.      Realiteten

1.      Indledende bemærkninger

60.      Parterne i hovedsagen og intervenienterne i sagen for Domstolen er enige om, at de omtvistede retsakter finder anvendelse på Vestsahara og de tilstødende farvande. Dette fremgår imidlertid ikke klart af fiskeriaftalens og protokollen fra 2013’s ordlyd. Vestsahara er således ikke nævnt udtrykkeligt i nogen af bestemmelserne heri.

61.      Det skal derfor først undersøges, om de omtvistede retsakter finder anvendelse på Vestsahara, da deres gyldighed i modsat fald ikke vil kunne anfægtes efter de regler, som den forelæggende ret og WSC har påberåbt sig (35).

62.      Hvis fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 fortolkes i overensstemmelse med reglerne om fortolkning af traktater i artikel 31 i Wienerkonventionen om traktatretten, må det efter min opfattelse konkluderes, at de ganske rigtigt finder anvendelse på Vestsaharas område og på de tilstødende farvande, og det er der flere grunde til.

63.      Ifølge denne konventions artikel 31, stk. 1, skal »en traktat […] fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og belyst af dens hensigt og formål«. Ifølge artikel 31, stk. 2, »indgår i sammenhængen[,] foruden selve teksten inklusive dens præambel og bilag[,] enhver aftale vedrørende traktaten, som er indgået mellem samtlige deltagere i forbindelse med traktatens indgåelse«. I sammenhængen indgår således protokollen fra 2006, der ikke længere er i kraft, men hvis indhold for så vidt angår fiskeriaftalens anvendelsesområde i det væsentlige var identisk med protokollen fra 2013.

64.      Ifølge konventionens artikel 31, stk. 3, skal der jævnsides med sammenhængen tillige tages hensyn til bl.a. »en eventuel efterfølgende aftale mellem deltagerne vedrørende traktatens fortolkning eller anvendelsen af dens bestemmelser«. Ved fortolkningen af fiskeriaftalens anvendelsesområde skal der derfor tages hensyn til de relevante bestemmelser i protokollen fra 2013.

65.      I det foreliggende tilfælde fremgår det af fiskeriaftalens artikel 11, at den for så vidt angår Kongeriget Marokko gælder »for Marokkos område og de farvande, der hører under marokkansk jurisdiktion«. I denne aftales artikel 2, litra a), defineres udtrykket »marokkansk fiskerizone«, hvor den udnyttelse af fiskebestande, der er omhandlet i denne aftale, finder sted, som »farvande henhørende under Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion« (36).

66.      Disse udtryk specificeres i tillæg 2 og 4 til bilaget til protokollen fra 2013. Kommissionen har på Domstolens anmodning fremlagt seks kort, der viser fiskerizonernes udstrækning baseret på specifikationerne i disse tillæg:

67.      Det fremgår af disse kort, at fiskerizone nr. 3 (kat. 3: ikke-industrielt fiskeri sydpå) ligger syd for 30°40’00” N og uden for 3 sømil, fiskerizone nr. 4 (kat. 4: demersalt fiskeri) ligger syd for 29° N samt under 200 m-dybdekurven for trawlere og uden for 12 sømil for langlinefartøjer, fiskerizone nr. 5 (kat. 5: tunfiskeri) dækker hele Marokkos atlantiske zone uden for 3 sømil med undtagelse af det beskyttede område øst for en linje, som forbinder punkterne 33°30’ N/7°35’ V og 35°48’ N/6°20’ V, og fiskerizone nr. 6 (kat. 6: industrielt pelagisk fiskeri) ligger syd for 29° N samt uden for 15 sømil for frysetrawlere og uden for 8 sømil for RSW-trawlere (37).

68.      Med hensyn til den sidstnævnte fiskerizone fremgår det af referatet for mødet i den tredje blandede komité vedrørende fiskeriaftalen, der blev afholdt i Bruxelles den 17. og 18. marts 2008, at Unionen og Kongeriget Marokko aftalte, at der i denne zone kun måtte fiskes syd for 26°07’ N. Kapitel III i bilaget til protokollen fra 2013 og tillæg 4 til dette bilag giver reelt Kongeriget Marokko adgang til ensidigt at ændre disse geografiske koordinater, forudsat at alle ændringer meddeles Kommissionen en måned før.

69.      Det fremgår hverken af fiskeriaftalen eller af protokollen fra 2013, hvor langt disse fiskerizoner strækker sig i sydlig retning (38). Da grænsen mellem Vestsahara og Kongeriget Marokko går ved 27°42’ N (Pointe Stafford) (39), er fiskerizone nr. 6 den eneste, som efter senere aftale mellem Unionen og Kongeriget Marokko udtrykkeligt omfatter de farvande, der støder op til Vestsahara. Det fremgår imidlertid af de kort, som Kommissionen har fremlagt, at fiskerizone nr. 3-5 slutter ved søgrænsen mellem Den Islamiske Republik Mauretanien og Vestsahara og dermed omfatter de farvande, der støder op til Vestsahara.

70.      De fangstmængder for de enkelte fiskerizoner, som Kommissionen oplyste under retsmødet, bekræfter i øvrigt, at fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 næsten udelukkende finder anvendelse på de farvande, der støder op til Vestsahara (40). Ifølge Kommissionens tal tegner fangsterne i fiskerizone nr. 6 sig alene for ca. 91,5% af de samlede fangster, der har fundet sted inden for rammerne af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013. Dette viser tydeligt, at parterne fra begyndelsen netop havde til hensigt, at fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 skulle finde anvendelse på de farvande, der støder op til Vestsahara.

71.      Med hensyn til anvendelsen af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 på fastlandet bestemmes det i artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), i protokollen fra 2013, at en del af den finansielle modydelse, der betales af Kongeriget Marokko, svarende til 14 mio. EUR, udgør støtte til fiskerisektoren i Kongeriget Marokko, hvilket ifølge Rådet og Kommissionen omfatter infrastrukturinvesteringer på Vestsaharas område. Det fremgår desuden af kapitel X i bilaget til protokollen fra 2013, at en del af fangsterne skal landes i marokkanske havne, hvilket ifølge Rådet og Kommissionen omfatter havne i Vestsahara. Ifølge Rådet og Kommissionen skal fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 endelig komme Vestsaharas befolkning til gode, hvilket i sig selv indebærer, at denne aftale og denne protokol finder anvendelse på fastlandet.

72.      For det andet understøttes konstateringen om, at fiskeriaftalen finder anvendelse på Vestsahara og de tilstødende farvande, af aftalens tilblivelse. Som Kommissionen har påpeget, har fiskeriaftalen rødder i de fiskeriaftaler, som Kongeriget Spanien indgik med Kongeriget Marokko forud for Spaniens tiltrædelse af Unionen (41), og hvori de farvande, der støder op til Vestsahara, blev anset for at høre under marokkansk jurisdiktion (42). Det bør også fremhæves, at de fiskeriaftaler, der er indgået mellem Unionen og Kongeriget Marokko siden 1988, allerede har været genstand for flere sager om fiskeriet i de farvande, der støder op til Vestsahara (43). I så henseende finder jeg, at fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 ligesom deres forgængere blot genoptager og fortsætter de fiskeriaktiviteter, som Kongeriget Spanien allerede udøvede i farvandene, der støder op til Vestsahara, før denne medlemsstat tiltrådte Unionen.

73.      For det tredje tillægger førnævnte Wienerkonventions artikel 31, stk. 4, endelig parternes hensigt en afgørende betydning, idet det præciseres heri, at »der skal tillægges et udtryk en særlig betydning, hvis det er godtgjort, at dette var deltagernes hensigt«. Efter min opfattelse var det Unionens og Kongeriget Marokkos hensigt, at fiskeriaftalen skulle gælde for Vestsahara og de tilstødende farvande, som de anså for at høre under marokkansk højhedsområde eller jurisdiktion. I 1976 annekterede Kongeriget Marokko den del af Vestsahara, som ligger nord for en lige linje, der går fra skæringspunktet mellem Atlanterhavet og 24° N, til skæringspunkter mellem 23° N og 13° V (44), i henhold til overenskomsten om fastlæggelse af statsgrænsen mellem Den Islamiske Republik Mauretanien og Kongeriget Marokko indgået i Rabat den 14. april 1976 (45). Kongeriget Marokko afsluttede annekteringen af Vestsahara i 1979, hvor det overtog den sydlige del af Vestsahara (46), som var blevet overdraget til Den Islamiske Republik Mauretanien ved denne overenskomst. Kongeriget Marokko betragter Vestsahara som en del af sit højhedsområde og mener derfor, at de farvande, der støder op til Vestsahara, er omfattet af anvendelsesområdet for fiskeriaftalen og protokollen fra 2013.

74.      For Unionens vedkommende fremgår det klart af de erklæringer, som flere medlemsstater kom med i Rådet i forbindelse med godkendelsen af protokollen fra 2013, at denne protokol og fiskeriaftalen finder anvendelse på Vestsahara (47). Det var i øvrigt derfor, at Europa-Parlamentet, som den forelæggende ret og Kommissionen har forklaret, i første omgang blokerede for genforhandlingen af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er fastsat i fiskeriaftalen. Det var også derfor, at Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige stemte imod godkendelsen af indgåelsen af denne protokol, at Kongeriget Nederlandene (48), Republikken Finland og Det Forenede Kongerige stemte blankt, og at Forbundsrepublikken Tyskland, Irland og Republikken Østrig gav udtryk for forbehold (49).

75.      I modsætning til, hvad der var tilfældet for associeringsaftalen, som var genstand for dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973), er det i så henseende åbenbart, hvad der var parternes hensigt: Fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 finder anvendelse på Vestsahara og de tilstødende farvande. Det påhviler derfor Domstolen at undersøge, om denne hensigt, som er blevet gennemført ved de omtvistede retsakter, berører retsakternes lovlighed, henset til artikel 3, stk. 5, TEU og de folkeretlige regler, som WSC har påberåbt sig.

2.      Muligheden for at påberåbe sig folkeretlige regler med henblik på at anfægte de omtvistede retsakters gyldighed

a)      Generelle principper

76.      WSC’s argumentation sigter i det væsentlige mod at anfægte de omtvistede retsakter i to henseender. WSC har for det første anført, at Unionen ikke lovligt kan indgå aftaler, der finder anvendelse på Vestsahara og de tilstødende farvande, med Kongeriget Marokko. WSC har for det andet anført, at selv om det antages, at Unionen lovligt kan indgå sådanne aftaler, er de omtvistede retsakter som følge af deres indhold ugyldige, henset til artikel 3, stk. 5, TEU og folkeretten. I forbindelse med denne argumentation har WSC påberåbt sig en række folkeretlige regler og navnlig befolkningers ret til selvbestemmelse, FN-pagtens artikel 73, princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne og den humanitære folkeret, for så vidt som disse regler vedrører indgåelse af internationale aftaler, der finder anvendelse på besatte områder og udnyttelse af deres naturressourcer. WSC præciserede under retsmødet, at organisationen ikke anfægtede de omtvistede retsakters gyldighed i henhold til international havret.

77.      Med udgangspunkt i de principper, der er fastsat i dom af 21. december 2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864), har Secretary of State, Comader, den spanske, den franske og den portugisiske regering, Rådet samt Kommissionen i denne sammenhæng gjort gældende, at WSC ikke har mulighed for at påberåbe sig disse folkeretlige regler.

78.      Det fremgår som bekendt af præmis 51-55 i dom af 21. december 2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864), at muligheden for at påberåbe sig reglerne i den folkeretlige traktatret er underlagt følgende betingelser: Unionen skal være bundet af disse regler, deres indhold skal være ubetinget og tilstrækkeligt præcist, og deres art og opbygning må ikke være til hinder for domstolsprøvelse af den omtvistede retsakt.

79.      Ifølge præmis 101-103 og 107 i dom af 21. december 2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864), er muligheden for at påberåbe sig regler i international sædvaneret underlagt følgende betingelser: De skal kunne rejse tvivl om Unionens kompetence til at vedtage den omtvistede retsakt, og denne retsakt skal kunne påvirke rettigheder, som tilkommer borgeren i henhold til EU-retten, eller skabe forpligtelser for borgeren i henhold hertil.

80.      Selv om borgerne skal opfylde visse betingelser for at kunne påberåbe sig folkeretlige regler i forbindelse med domstolsprøvelse af EU-retsakter, mener jeg ikke, at principperne i denne dom uden videre kan overføres på den foreliggende sag. Disse principper vedrører således domstolsprøvelse af rent interne og ensidige afledte retsakter (forordninger, direktiver osv.) (50), hvorimod den foreliggende sag som anført af Kommissionen (51) vedrører det særlige spørgsmål om gyldigheden af en international aftale, som Unionen har indgået ved en retsakt om godkendelse heraf (afledt traktatret) (52).

81.      Det skal herved påpeges, at det kun er stater, der kan være medlemmer af FN (53). Da Unionen ikke er medlem af FN, er den ikke omfattet af statutten for Den Internationale Domstol, hvilket FN-medlemmer er ifølge FN-pagtens artikel 93. Det fremgår i øvrigt af artikel 34 i statutten for Den Internationale Domstol, at kun stater kan optræde som parter for denne domstol.

82.      Det følger heraf, at det ikke tilkommer en international retsinstans og heller ikke Den Internationale Domstol at kontrollere Unionens optræden udadtil. Selv om det antages, at Unionens optræden strider mod tvingende folkeretlige normer som omhandlet i artikel 53 i Wienerkonventionen om traktatretten eller mod såkaldte erga omnes-forpligtelser i den folkeretlige sædvaneret (54), vil ingen international retsinstans have kompetence til at træffe afgørelse om en sådan overtrædelse.

83.      Visse internationale aftaler giver imidlertid Unionen adgang til at »forpligte sig til at respektere afgørelser fra en retsinstans, der oprettes eller udpeges ved sådanne aftaler, for så vidt angår fortolkningen og anvendelsen af deres bestemmelser«, hvilket anerkendes i Domstolens praksis(55).

84.      Det gælder ikke for fiskeriaftalen, hvori artikel 13 med overskriften »Bilæggelse af tvister« bestemmer, at »[d]e kontraherende parter konsulterer hinanden i tilfælde af tvister om fortolkningen eller anvendelsen af denne aftale«. Når der ikke er oprettet en uafhængig og uvildig retsinstans, som har kompetence til at løse de tvister, der måtte opstå i forbindelse med fiskeriaftalen, afhænger deres bilæggelse af parternes velvilje, og de kan derfor med lethed spænde ben herfor (56).

85.      Når Domstolen som hovedregel er den eneste retsinstans, der har kompetence til at kontrollere Unionens optræden udadtil og efterprøve, om denne optræden bidrager til »nøje overholdelse […] af folkeretten, herunder overholdelse af principperne i De Forenede Nationers pagt« (57), er det ikke overraskende, at den har fastslået, at »[EU-institutionernes] udøvelse af deres beføjelser på det internationale område […] ikke [må] unddrages […] domstolskontrol« (58).

86.      Selv om borgerne i denne forbindelse skal opfylde visse betingelser for at kunne påberåbe sig folkeretten med henblik på at anfægte foreneligheden af en international aftale, der er indgået af Unionen, med artikel 3, stk. 5, TEU, må disse betingelser ikke være af en sådan art, at de i praksis gør det umuligt at foretage en effektiv domstolskontrol med Unionens optræden udadtil.

87.      Efter min opfattelse vil dette imidlertid ske, hvis de konkrete principper, der er omhandlet i dom af 21. december 2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864), overføres på f.eks. kontrollen med de omtvistede retsakters gyldighed.

88.      Nogle af de folkeretlige regler, der påberåbes i den foreliggende sag, er således både sædvaneretlige og traktatretlige, da de er blevet kodificeret i flere internationale traktater og konventioner, mens andre regler, bl.a. om retten til selvbestemmelse, indgår i den almindelige folkeret (59) og dermed ikke kun henhører under den folkeretlige traktat- og sædvaneret, som var genstand for dom af 21. december 2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864), hvori Domstolen undersøgte muligheden for at påberåbe sig denne ret.

89.      Selv om Domstolen for ikke uden videre at udelukke muligheden for, at der påberåbes regler i den folkeretlige sædvaneret, har fastsat betingelser for påberåbelse, som adskiller sig fra betingelserne i den folkeretlige traktatret, vil det desuden – som anført af Secretary of State, den spanske, den franske og den portugisiske regering samt Rådet og Kommissionen – stride mod det samme formål at lade muligheden for at påberåbe sig almindelige folkeretlige regler afhænge af betingelser for påberåbelse af regler i den folkeretlige sædvaneret, når reglerne opfylder de betingelser for påberåbelse, der er fastsat for reglerne i den folkeretlige traktatret.

90.      En sådan løsning forhindrer uden videre borgerne i at påberåbe sig ganske væsentlige folkeretlige regler såsom tvingende normer i almindelig folkeret eller folkeretlige såkaldte »erga omnes-forpligtelser«, hvilket der er følgende grunde til.

91.      Det bør indledningsvis påpeges, at ifølge den første betingelse for påberåbelse af reglerne i den folkeretlige sædvaneret, som Domstolen har fastsat for det tilfælde, at den omtvistede retsakt er en rent intern og ensidig afledt retsakt, skal de påberåbte regler kunne rejse tvivl om Unionens kompetence til at vedtage denne retsakt. Jeg skal minde om, at den sag, der lå til grund for dom af 21. december 2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864), og de sager, der lå til grund for de domme, som er nævnt i denne doms præmis 107, drejede sig om Unionens kompetence til at vedtage den omtvistede retsakt, der angiveligt havde ekstraterritoriale virkninger.

92.      I den foreliggende sag er det ubestridt, at Unionen havde kompetence (60) til at indgå fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 og til at vedtage forordning nr. 764/2006, afgørelse 2013/785 og forordning nr. 1270/2013. WSC har til gengæld anfægtet foreneligheden af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 med den primære EU-ret samt den materielle lovlighed af forordning nr. 764/2006, afgørelse 2013/785 og forordning nr. 1270/2013. Det ville være absurd at begrænse prøvelsen af de omtvistede retsakter alene til spørgsmålet om Unionens kompetence og uden videre udelukke den materielle prøvelse af disse retsakter i forhold til de vigtige normer i folkeretten, der påberåbes i den foreliggende sag.

93.      Desuden er anvendelsen af den anden betingelse for påberåbelse af reglerne i den folkeretlige sædvaneret endnu mere problematisk i en sag som den foreliggende. Ifølge denne betingelse skal den omtvistede retsakt kunne påvirke rettigheder, som tilkommer borgeren i henhold til EU-retten, eller skabe forpligtelser for denne i henhold hertil (61).

94.      I den konkrete sag tillægger de omtvistede retsakter kun Unionen og Kongeriget Marokko rettigheder og forpligtelser. Jeg kan således ikke få øje på bestemmelser i disse retsakter, som skaber rettigheder eller forpligtelser for borgere, selv om de potentielt (hvilket jeg tvivler på) kan gøre det for de EU-redere, hvis fartøjer er i besiddelse af en licens udstedt i henhold til fiskeriaftalen. Såfremt det antages, at en gruppe af borgere ifølge denne betingelse kan foranledige domstolsprøvelse af de omtvistede retsakter, vil der således udelukkende være tale om borgere, som drager fordel af fiskeriaftalen og derfor ikke har nogen interesse i anfægte den.

95.      Hvorfor skulle man endelig begrænse den retslige prøvelse »til spørgsmålet om, hvorvidt Unionens institutioner ved at vedtage den omhandlede retsakt har foretaget et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til betingelserne for at anvende disse principper« (62), når disse principper som følge af deres kodificering har »samme præcise karakter som en bestemmelse i en international aftale« (63)?

96.      Jeg må vedrørende dette forhold konkludere, at muligheden for at påberåbe sig folkeretlige regler i forbindelse med domstolsprøvelse af de internationale aftaler, som Unionen har indgået, og af de EU-retsakter, hvorved sådanne aftaler godkendes eller gennemføres, ganske vist skal underlægges visse betingelser, men at det ikke er afgørende, om de formelt kan henføres til en eller flere folkeretlige kilder ifølge klassifikationen i artikel 38, stk. 1, i statutten for Den Internationale Domstol. Der er tale om de betingelser, som er fastsat i præmis 53-55 i dom af 21.12.2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864), hvorefter Unionen skal være bundet af den påberåbte regel, hvis indhold skal være ubetinget og tilstrækkeligt præcist, og hvis art og opbygning ikke må være til hinder for domstolsprøvelse af den omtvistede retsakt.

97.      Det er ud fra disse principper, at jeg vil undersøge, om det er muligt at påberåbe sig de folkeretlige regler, som WSC har gjort gældende, og som er relevante i den foreliggende sag.

b)      Muligheden for at påberåbe sig folkeretlige regler, der gælder for indgåelse af internationale aftaler om udnyttelse af naturressourcer i Vestsahara

98.      Unionen har ved de omtvistede retsakter indgået og gennemført en international aftale med Kongeriget Marokko, hvori det bestemmes, at Unionen kan udnytte fiskeressourcer i Vestsahara. Jeg vil i denne sammenhæng undersøge, om det er muligt at påberåbe sig folkeretlige regler, som kan rejse tvivl om såvel indgåelsen af en international aftale, der finder anvendelse på Vestsahara og de tilstødende farvende, med Kongeriget Marokko som udnyttelsen af naturressourcerne i dette område. Jeg vil samtidig tage hensyn til, at Kongeriget Marokko betragter sig som suveræn hersker over Vestsahara, at Kongeriget Marokko efter EU-institutionernes opfattelse de facto er administrerende myndighed for Vestsahara, og at Kongeriget Marokko efter den forelæggende rets og WSC’s opfattelse er besættelsesmagt for Vestsahara.

1)      Retten til selvbestemmelse

i)      Retten til selvbestemmelse er en menneskerettighed

99.      Det skal indledningsvis påpeges, at retten til selvbestemmelse ikke er underlagt betingelserne for påberåbelse af folkeretlige regler, da der er tale om en menneskerettighed.

100. Domstolen har i præmis 284 og 285 i dom af 3. september 2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461), fastslået, at overholdelsen af menneskerettighederne er en betingelse for, at EU-retsakter er lovlige, og at foranstaltninger, som er uforenelige med overholdelsen af disse, ikke er tilladt i Unionens retsorden. Forpligtelser, som følger af en international aftale, kan således ikke bevirke, at der gribes ind i de forfatningsmæssige principper i EU- og EUF-traktaterne, herunder artikel 3, stk. 5, TEU og artikel 21 TEU, hvorefter Unionen skal overholde menneskerettighederne i forbindelse med sin optræden udadtil. Det påhviler derfor Domstolen at sikre, at disse rettigheder overholdes, inden for rammerne af det fuldstændige system af retsmidler, der er oprettet ved EU- og EUF-traktaterne.

101. I henhold til Domstolens faste praksis hører »de grundlæggende rettigheder […] til de almindelige principper, som Domstolen skal beskytte. I denne forbindelse lader Domstolen sig inspirere af de fælles forfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne samt de anvisninger i form af internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har været med til at udarbejde, eller som de senere har tiltrådt« (64).

102. Alle medlemsstaterne (og Kongeriget Marokko) er parter i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR) (65) og i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR) (66), som blev undertegnet i New York den 16. december 1966, og som bestemmer følgende i den fælles artikel 1:

»1.      Alle folk har selvbestemmelsesret. I kraft af denne kan de frit bestemme deres politiske stilling og frit varetage deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling.

2.      Alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer uden derved at gøre indgreb i forpligtelser hidrørende fra internationalt økonomisk samarbejde, der er baseret på princippet om gensidig fordel i folkeretten. Et folk må aldrig berøves sine eksistensmuligheder.

3.      De i denne konvention deltagende stater, herunder sådanne, som har ansvaret for forvaltningen af ikke-selvstyrende områder eller formynderskabsområder, skal medvirke til selvbestemmelsesrettens gennemførelse og respektere denne rettighed i overensstemmelse med bestemmelserne i De forenede Nationers pagt« (67).

103. Afsnit VIII med overskriften »Folkenes ligeret og selvbestemmelse« i Helsingforsslutakten fra 1975, som der henvises til i artikel 21, stk. 2, litra c), TEU, og som alle medlemsstater har tilsluttet sig, beskriver retten til selvbestemmelse på næsten samme måde som den fælles artikel 1 i ICESCR og ICCPR. Dette afsnit bestemmer følgende:

»De deltagende stater vil respektere folkenes ligeret og deres ret til selvbestemmelse, idet de bestandigt handler i overensstemmelse med formålene og principperne i De forenede Nationers pagt og med de herværende regler i folkeretten, herunder dem, der vedrører staternes territoriale integritet.

I kraft af princippet om folkenes ligeret og selvbestemmelse har alle folk altid ret til, i fuld frihed når og som de ønsker det, at bestemme deres indre og ydre politiske status uden indblanding udefra, og til, som de ønsker det, at stræbe efter deres politiske, økonomiske, sociale og kulturelle udvikling.

De deltagende stater bekræfter på ny den universelle betydning, som respekten for og den effektive udøvelse af folkenes ligeret og selvbestemmelse har for udviklingen af venskabelige forbindelser mellem dem, såvel som mellem alle stater; de erindrer også om betydningen af at undgå enhver form for brud på dette princip.«

104. Retten til selvbestemmelse er således en menneskerettighed, der anerkendes som sådan af flere internationale organer og instrumenter samt i retslitteraturen (68). Ifølge Den Internationale Domstol tilkommer denne ret befolkninger i ikke-selvstyrende områder som omhandlet i FN-pagtens artikel 73 og befolkninger, som har været udsat for fremmed undertvingelse (69), dominans eller udnyttelse (70).

ii)    Retten til selvbestemmelse som princip i den almindelige folkeret, i den folkeretlige sædvaneret og som erga omnes-forpligtelse

105. Da retten til selvbestemmelse er en generel folkeretlig regel (71) og en erga omnes-forpligtelse (72), der er kodificeret i flere internationale traktatretlige instrumenter (73), opfylder den under alle omstændigheder de kriterier for påberåbelse, der er nævnt i punkt 96 i dette forslag til afgørelse, nemlig at Unionen er bundet af den, at dens indhold er ubetinget og tilstrækkeligt præcist, og at dens art og opbygning ikke er til hinder for domstolsprøvelse af de omtvistede retsakter.

–       Unionen er bundet af retten til selvbestemmelse

106. Som Domstolen har fastslået i dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973), er Unionen bundet af retten til selvbestemmelse, som udgør en erga omnes-rettighed, der kan håndhæves, samt et af de grundlæggende folkeretlige principper (74). Den er som følge heraf »en del af de folkeretlige retsregler, som finder anvendelse i forholdet mellem Unionen og Kongeriget Marokko« (75).

107. Retten til selvbestemmelse er således fastsat i FN-pagtens artikel 1, stk. 2 (76). I artikel 3, stk. 5, TEU, artikel 21, stk. 1, TEU, artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, artikel 23 TEU og artikel 205 TEUF forpligtes Unionen imidlertid til at overholde principperne i FN-pagten. Det fremgår af erklæring nr. 13 om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, der vedtog Lissabontraktaten, undertegnet den 13. december 2007, at »Den Europæiske Union og medlemsstaterne […] fortsat [er] bundet af bestemmelserne i De Forenede Nationers pagt« (77).

108. Retten til selvbestemmelse er desuden et af de principper i Helsinkislutakten, som der henvises til i artikel 21, stk. 2, litra c), TEU (78).

109. Det fremgår endelig af artikel 1 i protokollen fra 2013, at de demokratiske principper og menneskerettighederne, herunder befolkningers ret til selvbestemmelse, skal overholdes i forbindelse med dens gennemførelse.

–       Retten til selvbestemmelse er en folkeretlig regel, der, henset til sit indhold, er ubetinget og tilstrækkeligt præcis

110. Som Domstolen fastslog i præmis 55 i dom af 21. december 2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864), er »[denne] betingelse […] opfyldt, når der af den påberåbte bestemmelse kan udledes en klar og præcis forpligtelse, hvis opfyldelse og retsvirkninger ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter«.

111. Som det ses af præmis 90, 92 og 93 i dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973), hvori Domstolen anvendte retten til selvbestemmelse på Vestsahara og dets befolkning uden at stille spørgsmålstegn ved dens indhold eller rækkevidde, opfylder retten til selvbestemmelse denne betingelse.

112. Den omstændighed, at Den Internationale Domstol har fastslået, at Israels opførelse af en mur på Vestbredden udgjorde en tilsidesættelse af det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse, fordi dette de facto svarede til en annektering (79), viser, at der er tale om en rettighed, hvis indhold er tilstrækkeligt klart og præcist til, at den kan anvendes.

113. Dens indhold præciseres således tilstrækkeligt i en lang række instrumenter.

114. Den Internationale Domstol har i denne forbindelse med hjemmel i FN-pagtens artikel 1, stk. 2, fastslået, at der foreligger en »ret til uafhængighed for befolkninger i ikke-selvstyrende områder og befolkninger, som har været udsat for fremmed undertvingelse, dominans eller udnyttelse« (80).

115. Indholdet af denne rettighed præciseres ved den fælles artikel 1 i ICESCR og ICCPR (81) og gennemførelsesbestemmelserne i en række resolutioner fra FN’s Generalforsamling, herunder navnlig resolution 1514 (XV), 1541 (XV) og 2625 (XXV), som Den Internationale Domstol ofte har henvist til (82).

116. I denne forbindelse erklæres der følgende i resolution nr. 1514 (XV):

»1.      The subjection of peoples to alien subjugation, domination and exploitation constitutes a denial of fundamental human rights, is contrary to the Charter of the United Nations and is an impediment to the promotion of world peace and co-operation.

2.      All peoples have the right to self-determination; by virtue of that right they freely determine their political status and freely pursue their economic, social and cultural development.

[…]

4.      All armed action or repressive measures of all kinds directed against dependent peoples shall cease in order to enable them to exercise peacefully and freely their right to complete independence, and the integrity of their national territory shall be respected.

[…]«

117. I resolution 1541 (XV) fastsættes de principper, som de administrerende myndigheder skal rette sig efter, når de opfylder deres forpligtelser i henhold til FN-pagtens artikel 73. Det bør fremhæves, at retten til selvbestemmelse ifølge princip VI anses for at være udøvet, når det ikke-selvstyrende område bliver en uafhængig og suveræn stat, når det frit associerer sig med en uafhængig stat, eller når det lader sig indlemme i en uafhængig stat.

118. Med hensyn til indlemmelse i en uafhængig stat bestemmes der følgende i princip IX, litra b): »The integration should be the result of the freely expressed wishes of the territory’s peoples acting with full knowledge of the change in their status, their wishes having been expressed through informed and democratic processes, impartially conducted and based on universal adult suffrage. The [UN] could, when it deems it necessary, supervise these processes.«

119. Resolution 2625 (XXV) indeholder endelig en »Declaration on Principles of International Law concerning Friendly Relations and Co-operation among States in accordance with the Charter of the United Nations«. I afsnittet om princippet om folkenes ligeret og deres ret til selvbestemmelse i denne resolution pålægges samtlige stater »the duty to promote, through joint and separate action, realization of the principle of equal rights and self-determination of peoples, in accordance with the provisions of the [c]harter«.

120. Staterne pålægges også »the duty to refrain from any forcible action which deprives peoples referred to above in the elaboration of the present principle of their right to self-determination and freedom and independence«.

121. Hvad nærmere angår ikke-selvstyrende områder såsom Vestsahara fremgår det af denne resolution, at de har »a status separate and distinct from the territory of the State administering it; and such separate and distinct status under the [c]harter shall exist until the people of the […] Non-Self-Governing Territory have exercised their right of self-determination in accordance with the [c]harter, and particularly its purposes and principles« (83).

122. De generelle bestemmelser i resolution 2625 (XXV) indeholder endelig følgende erklæring: »The principles of the [c]harter which are embodied in this [d]eclaration constitute basic principles of international law, and consequently appeals to all States to be guided by these principles in their international conduct and to develop their mutual relations on the basis of the strict observance of these principles.«

123. Det følger heraf, at selvbestemmelsesrettens udøvelse og retsvirkninger ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter.

124. I det foreliggende tilfælde har Vestsaharas befolkning, således som Den Internationale Domstol og Domstolen har fastslået, en ret til selvbestemmelse (84).

–       Selvbestemmelsesrettens art og opbygning er ikke til hinder for domstolsprøvelse af de omtvistede retsakter

125. I præmis 89 i dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973), fastslog Domstolen, at »Retten skal tage hensyn til [retten til selvbestemmelse]«, i forbindelse med det søgsmål, som Front Polisario havde anlagt med påstand om annullation af associeringsaftalen. Selvbestemmelsesrettens art og opbygning er således ikke til hinder for domstolsprøvelse af EU-retsakter.

126. FN-pagtens artikel 103 bestemmer således, at »[i] tilfælde af konflikt mellem de forpligtelser, der påhviler de Forenede Nationers medlemmer ifølge denne pagt, og deres forpligtelser ifølge enhver anden mellemfolkelig overenskomst går deres forpligtelser ifølge denne pagt forud for de sidstnævnte«.

127. Den Internationale Domstol har desuden fastslået, at »folkenes ret til selvbestemmelse udgør en erga omnes-rettighed, der kan håndhæves« (85). Det indebærer, at »sådanne forpligtelser efter deres art »berører alle stater«, og »[h]enset til betydningen af de pågældende rettigheder kan alle stater anses for at have en retlig interesse i, at disse rettigheder beskyttes«« (86). Den Internationale Domstol har i denne retning fastslået, at »alle stater er forpligtet til ikke at anerkende den ulovlige situation, som hidrører fra [tilsidesættelsen af en erga omnes-forpligtelse]. De er også forpligtet til ikke at yde hjælp eller assistance til at bevare den situation, som er skabt af denne [tilsidesættelse]. Det tilkommer i øvrigt samtlige stater i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt og folkeretten at sørge for, at de hindringer for [det pågældende] folks [i dette tilfælde det palæstinensiske folks] udøvelse af retten til selvbestemmelse, som skyldes [overtrædelsen], ryddes af vejen« (87).

128. Retten til selvbestemmelse betegnes endelig ofte som en tvingende folkeretlig norm, hvis overtrædelse kan medføre, at en international traktat bliver ugyldig i henhold til artikel 53 i Wienerkonventionen om traktatretten (88). Det skal understreges, at Kongeriget Spanien i forbindelse med Den Internationale Domstols procedure for afgivelse af responsum i sagen vedrørende Vestsahara erkendte, at retten til selvbestemmelse i sig selv udgjorde en tvingende folkeretlig norm (89), hvorimod Kongeriget Marokko erkendte, at afkoloniseringsprincippet, der indbefatter selvbestemmelse, udgjorde en tvingende norm (90).

129. Det følger heraf, at Domstolen som følge af selvbestemmelsesrettens opbygning og art, der på ingen måde er til hinder for domstolsprøvelse, er nødt til at sikre sig, at Unionen har taget hensyn til denne rettighed i de omtvistede retsakter, ikke har anerkendt en ulovlig situation, der hidrører fra en tilsidesættelse af denne rettighed, og ikke har ydet hjælp eller assistance til at bevare en sådan situation (91).

2)      Princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne

130. Princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne sikrer enhver stats og ethvert folks suveræne ret til at disponere frit over de naturgivne rigdomme og ressourcer på dets område af hensyn til den nationale udvikling og borgernes velfærd (92). Det er et princip i folkeretlig sædvaneret (93), der som sådan er bindende for Unionen.

131. FN’s vicegeneralsekretær for retlige anliggender, den juridiske konsulent Hans Corell, gjorde i sin skrivelse af 29. januar 2002 til formanden for FN’s Sikkerhedsråd opmærksom på, at »[d]er [stadig] hersker […] tvivl om den præcise retlige rækkevidde og de præcise retlige virkninger [af princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne]« (94).

132. Hans responsum afspejler denne vanskelighed, da han beskriver, hvad der menes med udnyttelse af naturressourcer til fordel for det ikke-selvstyrende områdes befolkning, i forskellige vendinger. Han taler således om udnyttelse af ressourcer, som ikke foretages »uden hensyntagen til behovene og interesserne hos befolkningen [i det ikke-selvstyrende område], uden at udnyttelsen kommer denne til gode« (95), eller om udnyttelse af ressourcer »til fordel for [de ikke-selvstyrende områders] befolkning, på deres vegne eller i samråd med deres repræsentanter« (96) og konkluderer, at der ikke må iværksættes en udnyttelse »uden hensyntagen til [det ikke-selvstyrende områdes] folks interesser og ønsker« (97).

133. På trods af det forskellige ordvalg er det klart, at udnyttelsen af naturressourcer i det mindste skal komme befolkningen i det ikke-selvstyrende område til gode, hvilket er tilstrækkeligt til at tillægge dette kriterium, der bygger på princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne, en tilstrækkeligt klar og præcis karakter.

134. Kriteriet kan også danne grundlag for en domstolsprøvelse af de omtvistede retsakter. Parlamentet havde oprindeligt blokeret for vedtagelsen af den protokol, der til sidst blev indgået i 2013, fordi det fandt, at protokollen ikke gav tilstrækkelige garantier for, at EU-fartøjers udnyttelse af de naturlige fiskeressourcer i Vestsahara kom befolkningen i dette område til gode. Rådet og Kommissionen har desuden erkendt, at kriteriet om, at de aftaler, der er indgået mellem Unionen og Kongeriget Marokko om Vestsahara, skal komme befolkningen i dette område til gode, er en forudsætning for deres lovlighed.

3)      De humanitære folkeretlige regler, der gælder for indgåelse af internationale aftaler om udnyttelse af naturressourcerne i det besatte område

135. Den forelæggende ret, WSC, HMRC og Secretary of State betragter Kongeriget Marokkos tilstedeværelse i Vestsahara som en besættelse (98).

136. Jeg vil i denne forbindelse bemærke, at spørgsmålet om, hvorvidt Kongeriget Marokko er besættelsesmagt i Vestsahara eller ej, og om det har indgået fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 i denne egenskab, er et spørgsmål om fortolkningen af folkeretten, som de EU-retlige betingelser for dens påberåbelse ikke finder anvendelse på.

137. Hvis Kongeriget Marokko er besættelsesmagt i Vestsahara (hvilket jeg vil se på senere (99)), må det være muligt at påberåbe sig de humanitære folkeretlige regler, som er kodificeret i det reglement, der er knyttet som bilag til Haagerkonventionen af 18. oktober 1907 om regler og vedtægter for krig til lands (herefter »Haagerreglementet fra 1907«), og i Genèvekonventionen af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid (herefter »Genèvekonvention IV«), da disse omhandler indgåelse af internationale aftaler, der finder anvendelse på et besat område (artikel 43 i Haagerreglementet fra 1907 og artikel 64, stk. 2 i Genèvekonvention IV), og udnyttelse af naturressourcerne i dette område (artikel 55 i Haagerreglementet fra 1907).

138. Disse bestemmelser opfylder i så fald de kriterier for påberåbelse af folkeretten, der er nævnt i punkt 96 i dette forslag til afgørelse.

139. For det første må bestemmelserne i Haagerreglementet fra 1907 og Genèvekonvention IV betragtes som ufravigelige principper i folkeretlig sædvaneret, som kan gøres gældende af alle (100), og som Unionen derfor er bundet af.

140. For det andet er deres indhold tilstrækkeligt præcist og ubetinget, da opfyldelsen og retsvirkningerne af de forpligtelser, der pålægges besættelsesmagter, ikke er betinget af, at der udstedes en yderligere retsakt.

141. For det tredje er der endelig tale om ufravigelige regler, hvis art og opbygning ikke er til hinder for domstolsprøvelse af de omtvistede retsakter og navnlig af forordning nr. 764/2006, afgørelse 2013/785 og forordning nr. 1270/2013, for så vidt som de godkender og fastsætter nærmere regler for den udnyttelse af naturressourcerne i Vestsahara, der er aftalt mellem Unionen og Kongeriget Marokko. Unionen er imidlertid forpligtet til ikke at anerkende den ulovlige situation, der hidrører fra en tilsidesættelse af disse bestemmelser, og til ikke at yde hjælp eller assistance til at bevare den situation, som er skabt af denne tilsidesættelse (101).

142. Efter at have fastslået, hvilke folkeretlige regler det er muligt at påberåbe sig, vil jeg nu undersøge, om de omtvistede retsakter er forenelige med disse regler.

3.      Gyldigheden af forordning nr. 764/2006, afgørelse 2013/785 og forordning nr. 1270/2013 samt foreneligheden af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 med de folkeretlige regler, som kan påberåbes, og som der henvises til i artikel 3, stk. 5, TEU

a)      De omtvistede retsakters hensyntagen til Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse og overholdelse af forpligtelsen til ikke at anerkende en ulovlig situation, der hidrører fra en tilsidesættelse af denne rettighed, og til ikke at yde hjælp eller assistance til at bevare denne situation

143. Domstolen har i sin dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973), fastslået, at associeringsaftalen mellem Unionen og Kongeriget Marokko, der efter sin ordlyd finder anvendelse på »Kongeriget Marokkos område«, ikke finder anvendelse på Vestsaharas område, fordi en sådan anvendelse vil være uforenelig med den ret til selvbestemmelse, der tilkommer befolkningen i dette område, samt med artikel 29 (traktaters territoriale anvendelsesområde) og artikel 34 (princippet om traktaters relative virkning, hvorefter traktater hverken må skabe forpligtelser eller rettigheder for en tredjestat uden dennes samtykke) i Wienerkonventionen om traktatretten (102).

144. Rådet og Kommissionen har anført, at der bør sondres mellem den foreliggende sag og den sag, der gav anledning til dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973), da fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 i modsætning til associeringsaftalen finder anvendelse på Vestsahara. Som de læser denne dom, var problemet med associeringsaftalen, at den blev anvendt på Vestsahara uden at være retligt gældende i dette område, eftersom en sådan anvendelse var uforenelig med den ret til selvbestemmelse, der tilkom befolkningen i dette område, samt med artikel 29 (traktaters territoriale anvendelsesområde) og artikel 34 (princippet om traktaters relative virkning, hvorefter traktater hverken må skabe forpligtelser eller rettigheder for en tredjestat uden dennes samtykke) i Wienerkonventionen om traktatretten. På grundlag af denne argumentation har Rådet og Kommissionen foreslået en løsning, hvor associeringsaftalens anvendelsesområde udvides ved en aftale i form af skriftveksling mellem Unionen og Kongeriget Marokko, således at den udtrykkeligt kommer til at omfatte Vestsahara, for at bringe den på linje med dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973).

145. Jeg føler mig ikke overbevist af denne argumentation. Når det er uforeneligt med Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse at anvende en international aftale indgået med Kongeriget Marokko, hvis anvendelsesområde ikke udtrykkeligt inkluderer Vestsahara, vil dette så meget desto mere gælde for en international aftale som fiskeriaftalen og protokollen fra 2013, som finder anvendelse på Vestsaharas område og de tilstødende farvande (103), og som tillader Unionen at udnytte (104) fiskeressourcerne i Vestsahara.

146. Dette a fortiori-argument er efter min opfattelse tilstrækkeligt til at fastslå en overtrædelse af Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse. Det skal for fuldstændighedens skyld tilføjes, at der i de omtvistede retsakter ikke tages hensyn til Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse, da de ikke giver befolkningen fri adgang til at forfølge den økonomiske udvikling eller fri rådighed over de naturgivne rigdomme og ressourcer (105), og selv om de ikke i sig selv krænker retten til selvbestemmelse, efterlever de ikke Unionens forpligtelse til ikke at anerkende en ulovlig situation, der hidrører fra tilsidesættelsen af Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse, og til ikke at yde hjælp eller assistance til at bevare denne situation (106).

1)      Spørgsmålet om, hvorvidt de omtvistede retsakter giver Vestsaharas befolkning frihed til at forfølge den økonomiske udvikling og råde over de naturgivne rigdomme og ressourcer

147. Det fremgår efter min opfattelse af nedenstående faktiske omstændigheder (107), som WSC har gjort gældende for den forelæggende ret, og som den forelæggende ret har mindet om (108), at der ikke foreligger en sådan frihed.

148. Den 20. december 1966 vedtog FN’s Generalforsamling resolution 2229 (XXI) om spørgsmålet vedrørende Ifni og Spansk Sahara, hvori den »[r]eaffirms the inalienable right of the people of Spanish Sahara to self-determination«. Den anmodede dernæst Kongeriget Spanien som administrerende myndighed om hurtigst muligt at fastsætte »the procedures for the holding of a referendum under [UN] auspices with a view to enabling the indigenous population of the Territory to exercise freely its right to self-determination«.

149. Den 20. august 1974 meddelte Kongeriget Spanien FN, at det havde til hensigt at afholde en folkeafstemning i Vestsahara under FN’s tilsyn (109).

150. I maj 1975 kunne FN’s besøgsdelegation til trods for de vanskeligheder, den var stødt på i Vestsahara, »efter sit ophold i området konkludere, at et flertal blandt befolkningen i Spansk Sahara gik klart ind for uafhængighed« (110).

151. Den 16. oktober 1975 afgav Den Internationale Domstol efter anmodning fra FN’s Generalforsamling i forbindelse med bestræbelserne på at afkolonisere Vestsahara et responsum, hvoraf det fremgik, dels at Vestsahara ikke var land, som ikke tilhører nogen (terra nullius), på det tidspunkt, hvor det blev koloniseret af Spanien, dels at der forelå oplysninger om, at der var en juridisk tilknytning mellem den marokkanske sultan og visse stammer, der boede på Vestsaharas område, på tidspunktet for den spanske kolonisering, men at det ikke fremgik heraf, at der forelå territoriale suverænitetsforbindelser mellem Vestsaharas område og Kongeriget Marokko (111). Den Internationale Domstol har således ikke konstateret, at der forelå juridiske forbindelser af en sådan art, at de ville kunne berøre anvendelsen af FN’s Generalforsamlings resolution 1514 (XV) om afkoloniseringen af Vestsahara og navnlig anvendelsen af princippet om selvbestemmelse takket være den frie og ægte ytring af den stedlige befolknings vilje (112).

152. I en tale, der blev holdt den samme dag som offentliggørelsen af det nævnte responsum, udtalte den marokkanske konge, at »alle [havde] anerkendt, at [Vestsahara] tilhørte« Kongeriget Marokko, og at det var op til ham at »generhverve dette område«, idet han med henblik herpå iværksatte en march, hvori der deltog 350 000 personer, den såkaldte »grønne march« (113).

153. FN’s Sikkerhedsråd anmodede på begæring af Kongeriget Spanien FN’s generalsekretær, Kurt Waldheim, om at udarbejde en rapport om resultaterne af hans drøftelser med de berørte parter og navnlig med Kongeriget Marokko (114).

154. Kongeriget Marokkos mente, som det fremgår af denne rapport, at der ikke var behov for en folkeafstemning, fordi Den Internationale Domstol havde anerkendt, at der var en historisk tilknytning mellem den marokkanske sultan og de stammer, der traditionelt boede på Vestsaharas område, og desuden »havde den stedlige befolkning allerede udøvet sin ret til selvbestemmelse de facto og givet udtryk for, at området burde gives tilbage til Marokko«, hvilket senest fremgik af »den omstændighed, at [Khatri Ould Said a Ould El Jomaini], der var formand for Djemââ [ (115)], havde aflagt troskabsed til den marokkanske konge på vegne af de sahrawiske stammer« under en ceremoni, der fandt sted den 4. november 1975 i paladset i Agadir (116).

155. I forlængelse af Kongeriget Spaniens protester mod den grønne march vedtog FN’s Sikkerhedsråd den 6. november 1975 resolution 380 (1975) om Vestsahara, hvori den »[d]eplores the holding of the march« og »[c]alls upon [the Kingdom of] Morocco immediately to withdraw from the Territory of Western Sahara all the participants in [this] march«. Kongeriget Marokko rettede sig efter denne anmodning nogle dage senere.

156. Under den krise, der opstod som følge af den grønne march, indledte Kongeriget Spanien, Kongeriget Marokko og Den Islamiske Republik Mauretanien trilaterale forhandlinger, som den 14. november 1975 blev udmøntet i en principerklæring om Vestsahara for Spanien, Marokko og Mauretanien (117) (herefter »Madridaftalen«). Det fremgik af denne aftale, at »Spain will proceed forthwith to institute a temporary administration in the Territory [of Western Sahara], in which Morocco and Mauritania will participate in collaboration with the Yema’a and to which will be transferred all the responsibilities and powers referred to it [as administering Power]«, hvilket herefter skete.

157. Der var også bestemt følgende i denne aftale: »[t]he termination of the Spanish presence in the Territory will be completed by 28 February 1976 at the latest«, og »[t]he views of the Saharan population, expressed through the Yema’a, will be respected«.

158. Det har senere vist sig, at denne aftale var ledsaget af en række aftaler – formelt benævnt »samtaledokumenter« – mellem disse tre lande, som havde til formål at afklare visse økonomiske aspekter af overdragelsen af Vestsaharas administration, bl.a. vedrørende fiskerirettigheder i de farvande, der støder op til dette område (118). Den spanske udenrigsminister, Marcelino Oreja Aguirre, bekræftede, at der fandtes sådanne aftaler, og at de omhandlede fiskeri, under drøftelserne i parlamentet om ratificering af fiskeriaftalen fra 1977 mellem Kongeriget Spanien og Kongeriget Marokko (119). Han forklarede, at der var tale om »vejledende regler eller direktiver« (120).

159. Det blev også bekræftet af depecher fra USA’s Secretary of State, at der forelå en aftale om fiskerirettighederne i de farvande, der støder op til Vestsahara, og at FN’s generalsekretær ikke var blevet underrettet herom (121).

160. Den 28. november 1975 erklærede 67 medlemmer af Djemââ, heriblandt næstformanden, der var samlet i El Guelta Zemmur (Vestsahara), enstemmigt, at Djemââ ikke var valgt demokratisk af Vestsaharas befolkning og derfor ikke kunne tage stilling til spørgsmålet om selvbestemmelse. De besluttede enstemmigt at opløse dette organ definitivt (122).

161. Den 10. december 1975 stemte FN’s Generalforsamling om to resolutioner vedrørende spørgsmålet om Vestsahara, der ikke var enslydende (123), eftersom der ikke var almindelig enighed om, hvilke konsekvenser Madridaftalen havde. I resolution 3458 A (XXX) henvises der således ikke til denne aftale, og Kongeriget Spanien betegnes som »the administering [p]ower« for Vestsahara (124), mens resolution 3458 B (XXX) tager denne aftale til efterretning (»[t]akes note«) (125) og ikke henviser til nogen administrerende myndighed, men til »the parties to the Madrid agreement of 14 November 1975« (126) og til »the interim administration« (127).

162. Det bør dog fremhæves, at ud af de 144 stater, der deltog i Generalforsamlingens 2435. plenarmøde, stemte 88 for resolution 3458 A (XXX), ingen stemte imod, 41 stemte blankt, og 15 undlod at stemme. De nuværende EU-medlemsstater stemte for denne resolution med undtagelse af Den Portugisiske Republik og Kongeriget Spanien, der begge stemte blankt, og Republikken Malta, der undlod at stemme. Kongeriget Marokko undlod også at stemme.

163. Den mere kontroversielle resolution 3458 B (XXX) blev kun godkendt af 56 stater, der stemte for, mens 42 stater stemte imod, 34 stemte blankt, og 12 undlod at stemme. Kun 11 af de nuværende EU-medlemsstater stemte for denne resolution (128), 10 stemte imod (129), 6 stemte blankt (130), og 1 undlod at stemme (131). Kongeriget Marokko stemte for.

164. Selv om de to resolutioner er forskellige, bekræfter de »the inalienable right of the people of [Western] Sahara to self-determination« (132) i overensstemmelse med FN’s Generalforsamlings resolution 1514 (XV), og det fremgår af dem begge, at denne ret skal udøves frit (133).

165. Resolution 3458 A (XXX) bestemmer desuden, at retten til selvbestemmelse skal udøves »under United States supervision«, og »[r]equests the [s]ecretary-[g]eneral, in consultation with the [g]overnment of Spain, as the administering [p]ower […] to make the necessary arrangements for the supervision of the act of self-determination« (134).

166. Det fremgår tilsvarende af resolution 3458 B (XXX), at Vestsaharas befolkning skal udøve sin ret til selvbestemmelse »through free consultations organized with the assistance of a representative of [UN] appointed by the [s]ecretary-[g]eneral« (135).

167. I slutningen af 1975 gik Kongeriget Spanien i gang med at afslutte sin administration af Vestsahara. Mens de spanske tropper var på vej ud, trængte marokkanske og mauretanske styrker ind i Vestsaharas område. Visse steder kom det til væbnede sammenstød mellem disse styrker og styrker tilhørende Front populaire pour la libération de la saguia-el-hamra et du rio de oro (Front Polisario) (136).

168. Under en pressekonference i februar 1976 udtalte den svenske FN-ambassadør og FN’s generalsekretærs særlige udsending for Vestsahara, Olof Rydbeck, at »den nuværende militære situation [i Vestsahara] [gjorde] det meget vanskeligt for ikke at sige umuligt at foretage en effektiv høring af sahrawierne« (137).

169. Ved et memorandum af 25. februar 1976 til FN’s generalsekretær underrettede Kongeriget Spanien generalsekretæren om, at det havde besluttet at bringe sin tilstedeværelse i Vestsahara definitivt til ophør den efterfølgende dag (den 26.2.1976), og at den spanske regering som medlem af den midlertidige administration ville underrette Djemââ om denne beslutning på et møde, der ville finde sted denne dag (138).

170. Den 26. februar 1976 bragte Kongeriget Spanien sin tilstedeværelse på Vestsaharas område definitivt til ophør, og ved en skrivelse samme dag til FN’s generalsekretær erklærede det at have »afgivet ethvert ansvar af international karakter i forbindelse med administrationen af [Vestsahara] ved ikke længere at deltage i den midlertidige administration, der er indført for området« (139), og at »[a]fkoloniseringen af Vestsahara vil være tilendebragt, når den sahrawiske befolkning har fået mulighed for at fremføre sine synspunkter på gyldig vis« (140).

171. Samme dag godkendte Djemââ, selv om 67 af dets medlemmer havde besluttet at opløse det, »[i]ndlemmelsen [af Vestsahara] i Marokko og Mauretanien« og »[tilkendegav] således den enstemmige holdning hos den sahrawiske befolkning og hos samtlige stammer, som [Djemââ] er den ægte og legitime manifestation og repræsentant for« (141). Denne beslutning konkretiserer efter Kongeriget Marokkos opfattelse bestemmelsen i Madridaftalen om, at »[t]he views of the Saharan population, expressed through the Yema’a, will be respected«.

172. Hverken Kongeriget Spanien eller FN anerkendte dette Djemââ-møde som en udøvelse af Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse, der var i overensstemmelse med FN’s Generalforsamlings resolution 3458 A og B (XXX) (142).

173. Ifølge det memorandum af 25. februar 1975, som Kongeriget Spanien sendte til FN’s generalsekretær, kan »dette møde ikke betragtes som en høring af befolkningen som den, der kræves i Madridaftalerne af 14. november 1975 og i Generalforsamlingens resolution 3458 B (XXX), medmindre de nødvendige betingelser er opfyldt, bl.a. om tilstedeværelsen af en repræsentant for [FN], som er udpeget af [generalsekretæren], jf. punkt 4 i ovennævnte resolution« (143).

174. I svaret på Kongeriget Spaniens memorandum af 25. februar 1975 henviste FN’s generalsekretær til punkt 7 og 8 i resolution 3458 A (XXX) og punkt 4 i resolution 3458 B (XXX) og konkluderede følgende:

»Det fremgår klart af de ovennævnte punkter, at hverken den spanske regering i dens egenskab af administrerende myndighed eller den midlertidige administration, som [Kongeriget] Spanien er medlem af, har taget de nødvendige skridt til at sikre, at Vestsaharas befolkning kan udøve sin ret til selvbestemmelse. Selv om der havde været tilstrækkelig tid, og der havde foreligget de nødvendige præciseringer om Djemââ-mødet, som De i går meddelte mig, at Deres regering ikke var underrettet om, ville deltagelsen af en repræsentant for [FN], som jeg havde udpeget, ikke i sig selv være tilstrækkelig til at overholde de ovenfor anførte resolutioner fra Generalforsamlingen« (144).

175. Den 14. april 1976 indgik Kongeriget Marokko en traktat om deling af Vestsaharas område med Den Islamiske Republik Mauretanien (145), hvorefter den formelt annekterede de provinser, som det var blevet tildelt ved denne traktat (146).

176. Der var i mellemtiden udbrudt en væbnet konflikt i dette område mellem Kongeriget Marokko, Den Islamiske Republik Mauretanien og Front Polisario.

177. I maj 1979 underrettede Den Islamiske Republik Mauretanien FN’s generalsekretær om, at den var indstillet på at overholde bestemmelserne i Generalforsamlingens resolution 3458 A (XXX) og 3458 B (XXX) og på at undersøge, hvordan Vestsahara kunne få mulighed for at udøve retten til selvbestemmelse (147). Imidlertid havde »den marokkanske regering [siden juli 1978] gentagne gange erklæret, at den ikke ville afgive nogen som helst af »sine generhvervede sahrawiske provinser«, og at den ikke kunne gå med til, at der blev oprettet en ministat kontrolleret af Front [Polisario] i den mauretanske del af Vestsahara« (148).

178. Den 10. august 1979 indgik Den Islamiske Republik Mauretanien en fredsaftale med Front Polisario, hvori landet opgav ethvert territorialt krav på Vestsahara (149). Kongeriget Marokko overtog straks kontrollen med det område, som de mauretanske styrker havde forladt (150), og annekterede det (151).

179. Den 21. november 1979 vedtog FN’s Generalforsamling resolution 34/37 vedrørende spørgsmålet om Vestsahara, hvori den »[reaffirmed] the inalienable right of all people of Western Sahara to self-determination and indepencence in accordance with the [c]harter of the [UN] […] and the objectives of [its] resolution 1514 (XV)«, »[d]eeply [deplored] the aggravation of the situation resulting from the continued occupation of Western Sahara by Morocco«, »[u]rged Morocco to join in the peace process and to terminate the occupation of the Territory of Western Sahara« og »[r]ecommended to that end that the [Front Polisario], the representative of the people of Western Sahara, should participate fully in any search for a just, lasting and definitive political solution of the question of Western Sahara, in accordance with the resolutions and declaration of the [UN]« (152).

180. Den væbnede konflikt mellem Kongeriget Marokko og Front polisario fortsatte, indtil parterne den 30. august 1988 i princippet accepterede de løsningsforslag, som bl.a. var fremsat af FN’s generalsekretær, og som navnlig gik ud på at erklære våbenhvile og afholde en folkeafstemning om selvbestemmelse under FN’s tilsyn (153).

181. Der er siden dengang ikke konstateret fremskridt med at give Vestsaharas befolkning mulighed for at udøve dens ret til selvbestemmelse. FN’s generalsekretær pegede på følgende i sin seneste rapport om Vestsahara: »Det grundlæggende problem [med at finde en løsning] er, at parterne anskuer og fortolker konfliktens baggrund og de tilhørende dokumenter forskelligt. Marokko fastholder, at Vestsahara allerede er en del af marokkansk område, at dets forslag om selvstændig status under marokkansk højhedsområde skal være det eneste forhandlingsgrundlag, og at Algeriet skal deltage i forhandlingerne. Front Polisario fastholder, at Generalforsamlingen betragter Vestsahara som et ikke-selvstyrende område, og at det derfor er op til den oprindelige befolkning at afgøre dens fremtid i forbindelse med en folkeafstemning, hvor uafhængighed er en af valgmulighederne, at alle forslag og idéer, som parterne kommer med, bør lægges frem til diskussion, og at det kun er Marokko og Front Polisario, der kan deltage i forhandlingerne« (154).

182. Det følger af alle disse omstændigheder, at Vestsaharas befolkning i stedet for at kunne udøve sin ret til selvbestemmelse efter de anvisninger, som Den Internationale Domstol har givet i sit responsum om Vestsahara (155), indtil videre er blevet afskåret fra at udøve denne ret på de vilkår, der er fastsat i FN’s Generalforsamlings resolution 1514 (XV), 1541 (XV), 2625 (XXV) samt 3458 A og B (XXX), som følge af en række foranstaltninger, der resulterede i delingen af Vestsaharas område i 1976 og dets annektering i 1976 og 1979. Selv om nogle af disse foranstaltninger kan tilskrives flere stater, er der ikke desto mindre tale om en alvorlig krænkelse af denne befolknings ret til selvbestemmelse.

183. Selv om det fremgår af disse resolutioner, at retten til selvbestemmelse kræver, at der vælges frit mellem tre løsningsmuligheder (156), herunder uafhængighed (157), associering med en anden uafhængig stat og indlemmelse i en uafhængig stat, samt at der afholdes en folkeafstemning (158) (i stedet for en høring af Djemââ), indlemmede Kongeriget Marokko desuden Vestsahara i sit eget område ved deling og annektering uden at rådføre sig med Vestsaharas befolkning og uden tilsyn fra FN.

184. I denne retning udgør Djemââs formands aflæggelse af troskabsed den 4. november 1975 til den marokkanske konge på vegne af de sahrawiske stammer og Djemââ-mødet den 26. februar 1976, som ikke anerkendes af FN eller af Kongeriget Spanien i dets egenskab af administrerende myndighed for Vestsahara og medlem af den midlertidige administration herfor, ikke en høring af Vestsaharas befolkning om spørgsmålet om selvbestemmelse som krævet i FN’s Generalforsamlings resolution 1514 (XV), 1541 (XV), 2625 (XXV) samt 3458 A og B (XXX).

185. Det følger af det ovenfor anførte, at Vestsahara blev indlemmet i Kongeriget Marokko, uden at befolkningen i dette område fik mulighed for at udtrykke sine ønsker frit. Da Kongeriget Marokko indgik fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 på grundlag af den ensidige indlemmelse af Vestsahara i marokkansk område og dets påstand om suverænitet over dette område, er det klart, at Vestsaharas befolkning ikke disponerede frit over sine naturressourcer, hvilket kræves i den fælles artikel 1 i ICESCR og ICCPR, punkt 2 i FN’s Generalforsamlings resolution 1514 (XV) og afsnit VII i Helsinkislutakten fra 1975.

186. De bestemmelser om udnyttelse af fiskeressourcer i farvandene op til Vestsahara, der blev fastsat og gennemført ved de omtvistede retsakter, tager derfor ikke hensyn til Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse (159).

2)      Forpligtelsen til ikke at anerkende en ulovlig situation, der hidrører fra en tilsidesættelse af Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse, og til ikke at yde hjælp eller assistance til at bevare denne situation

187. Selv om Domstolen fastslår, at de omtvistede retsakter ikke i sig selv tilsidesætter Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse, og at tilsidesættelsen af denne ret udelukkende kan tilregnes Kongeriget Marokko og ikke Unionen, er det dog klart, at de omtvistede retsakter ikke opfylder Unionens forpligtelse til ikke at anerkende en ulovlig situation, der hidrører fra en tilsidesættelse af Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse, og til ikke at yde hjælp eller assistance til at bevare denne situation (160).

188. Som det fremgår af ordlyden af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013, omfatter de Vestsahara og de tilstødende farvande, som en aftale, der alene finder anvendelse på det område, som det internationale samfund har anerkendt som Kongeriget Marokkos suveræne område.

189. Det skal herved understreges, at Den Faste Internationale Domstol har fastslået, at »retten til at indgå internationale forpligtelser er et særkende ved den statslige suverænitet« (161) over det område, der er omfattet af disse forpligtelser.

190. Dette gælder også for internationale aftaler vedrørende havet. Det fremgår således af Den Internationale Domstols faste praksis, at »de maritime rettigheder udspringer af kyststatens suverænitet over landjorden eller kort sagt af princippet om, at »landjorden dominerer havet« […] Det er derfor den territoriale situation på landjorden, der skal lægges til grund ved afgørelsen af, hvilke maritime rettigheder en kyststat har« (162).

191. Ifølge Den Internationale Domstol er det imidlertid »almindeligt anerkendt, at »[e]n stats rettigheder til […] den eksklusive økonomiske zone bygger på princippet om, at landjorden dominerer over havet som følge af projiceringen af kyster eller kystlinjer« […]. Domstolen har således udtalt, at […] »landjorden udgør det retlige grundlag for den magt, som en stat kan udøve over territorier, der strækker sig ud i havet« […]« (163).

192. Når landjorden dominerer havet, er der således ingen tvivl om, at Kongeriget Marokko som anført af Comader har indgået fiskeriaftalen, fordi det mener at have suverænitet over Vestsahara og at have de rettigheder og forpligtelser i forhold til de farvande, der støder op til dette område, som kyststater tildeles i folkeretten (164). Kong Mohammed VI proklamerede i anledning af den 39. årsdag for den grønne march, at »jeg siger nej til forsøget på at ændre karakteren af denne regionale konflikt til et spørgsmål om afkolonisering. Marokko har aldrig været nogen besættelsesmagt eller administrerende myndighed i sin del af Sahara. Det har i stedet udøvet de rettigheder, der følger af dets suverænitet over eget område« (165).

193. Rådets og Kommissionens argument om, at henvisningen til »farvande henhørende under Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion« i de omtvistede retsakter ikke indebærer nogen anerkendelse af Kongeriget Marokkos krav om suverænitet over Vestsaharas område og den suverænitet eller jurisdiktion, som denne stat mener at udøve over de farvande, der støder op til dette område, kan som følge heraf ikke tiltrædes.

194. For det første udgør forhandlingerne om og indgåelsen af en international aftale med Kongeriget Marokko, som finder anvendelse på Vestsahara og de tilstødende farvande, i sig selv en de jure-anerkendelse af indlemmelsen (166) af Vestsahara i Kongeriget Marokko i 1976 og 1979 og dermed en anerkendelse af dette lands suverænitet over Vestsaharas område, indre farvande og søterritorium samt af de suveræne rettigheder og den jurisdiktion, som kyststater tildeles i folkeretten over de havområder, der befinder sig uden for søterritoriet.

195. Der skal mindes om, at Det Australske Statsforbund i sagen vedrørende Østtimor mellem Den Portugisiske Republik (i dens egenskab af administrerende myndighed udvist fra Østtimor af Republikken Indonesien) og Det Australske Statsforbund (i dets egenskab af tredjeland, som har indgået en international aftale, der gælder for Østtimor, med Republikken Indonesien) fandt, at »indledningen af forhandlingerne [om indgåelse af traktaten fra 1989 vedrørende Timor Gap] [måtte] betragtes som Australiens de jure-anerkendelse af indlemmelsen af Østtimor i Indonesien« (167).

196. Vestsaharas historie vidner om, at en fiskeriaftale, der gælder for et område og dets søterritorier, kan tjene som bevis for anerkendelse af suverænitet. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at Kongeriget Marokko som bevis for sin suverænitet over Vestsahara fremlagde de internationale aftaler, som det havde indgået med en række stater, og navnlig handels- og fiskeriaftaler indgået med Kongeriget Spanien siden 1767 (168).

197. Imidlertid har Den Internationale Domstol fastslået, at det udgør en tilsidesættelse af pligten til at anerkende retten til selvbestemmelse, såfremt et område, hvis befolkning har ret til selvbestemmelse, annekteres, selv om denne befolkning endnu ikke har udøvet denne ret (169). Derfor tilsidesætter en tredjepart sin forpligtelse til ikke at anerkende en ulovlig situation, der hidrører fra en tilsidesættelse af denne rettighed, når tredjeparten gennem indgåelsen af en international aftale de jure anerkender annekteringen af et sådant område.

198. For det andet er vendingen »farvande henhørende under Kongeriget Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion« ikke tilstrækkelig til at udelukke de jure-anerkendelse af Kongeriget Marokkos suverænitet over Vestsahara, hvilket der er to hovedårsager til.

199. Den første årsag er, at fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 ikke kun finder anvendelse på de farvande, der støder op til Vestsahara, men også på dets område (170). Anvendelsen af vendingen »farvande henhørende under Kongeriget Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion« kan således ikke udelukke de jure-anerkendelse af Kongeriget Marokkos suverænitet over Vestsaharas område og dermed tilsidesættelsen af den stedlige befolknings ret til selvbestemmelse.

200. Den anden årsag vedrører anvendelsen af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 på de farvande, der støder op til Vestsahara. I modsætning til, hvad Kommissionen har anført, gør udtrykket »farvande, der hører under marokkansk jurisdiktion« (171), som også forekommer i de fiskeriaftaler, der blev indgået mellem Kongeriget Spanien og Kongeriget Marokko forud for Kongeriget Spaniens tiltrædelse af Unionen, det ikke muligt at identificere de farvande, der støder op til Vestsahara, uden at anerkende de suveræne rettigheder og den jurisdiktion, som Kongeriget Marokko mener at udøve over disse farvande som kyststat (172). I lighed med princippet om, at landjorden dominerer havet, fører anerkendelse af suverænitet over landjorden til anerkendelse af suveræne rettigheder over havet og omvendt.

201. Det skal herved understreges, at fiskeriaftalerne mellem Kongeriget Spanien og Kongeriget Marokko blev indgået inden ratificeringen af De Forenede Nationers havretskonvention, som blev indgået i Montego Bay den 10. december 1982 (173) (herefter »UNCLOS«) af Unionen (174), dens medlemsstater og Kongeriget Marokko, hvorimod den fiskeriaftale, der er omhandlet i den foreliggende sag, blev undertegnet og ratificeret inden for rammerne af UNCLOS, der »[har] forrang for Genèvekonventionerne af 29. april 1958 om retsordenen på havet« (175).

202. Konventionen om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder og konventionen om det åbne hav, udfærdiget i Genève den 29. april 1958, gav ikke staterne ret til at fastlægge en eksklusiv økonomisk zone, men det fremgik af artikel 2 i den sidstnævnte konvention, at ingen stat kunne gøre krav på højhedsret over det åbne hav, og at det åbne havs frihed omfattede frihed til fiskeri. I henhold til denne konventions artikel 6 var skibe alene undergivet retsmyndigheden i den stat, under hvis flag de sejlede, på det åbne hav.

203. De retlige rammer, hvori udtrykket »farvande, der hører under marokkansk jurisdiktion« (»aguas bajo juridicción marroquí«), havde en betydning, gælder ikke længere i forholdet mellem Unionen og Kongeriget Marokko og er desuden blevet erstattet af UNCLOS. Vendingen »farvande henhørende under Kongeriget Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion« skal derfor ses i lyset af den retsorden, der blev indført ved UNCLOS, hvori begrebet eksklusiv økonomisk zone, som staterne allerede anvendte i praksis, blev fastsat i folkeretten.

204. At fiskeriaftalen skal fortolkes i lyset af UNCLOS, bekræftes både af anden betragtning til fiskeriaftalen (176) og af denne aftales artikel 5, stk. 4, hvori der henvises til den marokkanske »[fiskerilovgivning] for de farvande, der hører under Marokkos jurisdiktion, i overensstemmelse med [UNCLOS]«.

205. Ifølge UNCLOS udgør en stats indre farvande og dens søterritorium de farvande, der henhører under dens suverænitet (177), hvorimod den eksklusive økonomiske zone er undergivet kyststatens »jurisdiktion« (178). Den første del af vendingen »farvande henhørende under Kongeriget Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion« i de omtvistede retsakter sigter således til Kongeriget Marokkos indre farvande og dets søterritorium, mens den andel del henviser til dets eksklusive økonomiske zone (farvande, der henhører under dets jurisdiktion).

206. I punkt 14 i Kommissionens svar på Domstolens skriftlige spørgsmål har Kommissionen imidlertid indrømmet, at i modsætning til den eksklusive økonomiske zone, der er fastlagt af Den Demokratiske Arabiske Republik Sahara (som Unionen og dens medlemsstater ikke har anerkendt), omfatter den nuværende marokkanske eksklusive økonomiske zone, der blev fastlagt, allerede før Kongeriget Marokko havde ratificeret UNCLOS, ikke de farvande op til Vestsahara, der indgår i fiskerizone nr. 3-6 i fiskeriaftalen (179), hvilket er årsagen til, at regeringsrådet i Kongeriget Marokko den 6. juli 2017 vedtog projet de loi n° 38-17 modifiant et complétant la loi n° 1-18 instituant une zone économique exclusive de 200 milles marins au large des côtes du Maroc et du Sahara occidental (forslag til lov nr. 38-17 om ændring og supplering af lov nr. 1-18 om indførelse af en eksklusiv økonomisk zone på 200 sømil langs Marokkos og Vestsaharas kyster) (180).

207. Under disse omstændigheder bør fiskeriet i »de farvande, der hører under Marokkos jurisdiktion, i overensstemmelse med [UNCLOS]« (181) ophøre ved 27°42’ N, som både markerer den ydre grænse for den nuværende marokkanske eksklusive økonomiske zone (182) og grænsen mellem Kongeriget Marokko og Vestsahara (183). Fiskerizone nr. 3-6 dækker hovedsageligt farvande, der støder op til Vestsahara, syd for denne grænse.

208. Kommissionen har erkendt, at fiskeriet i en eksklusiv økonomisk zone er en suveræn rettighed for kyststaten (184). Når Unionen indgår en fiskeriaftale, som vedrører farvande, der indgår i Vestsaharas eksklusive økonomiske zone, anerkender den således de jure, at Kongeriget Marokko udøver en suveræn rettighed i disse farvande.

209. I modsætning til det af Kommissionen anførte er vendingerne »farvande, der hører under […] jurisdiktion« og »farvande henhørende under […] højhedsområde eller jurisdiktion« endelig ikke specielle for de omtvistede retsakter, således at det må formodes, at de er møntet på den særlige situation i Vestsahara. Der er tværtimod tale om gængse beskrivelser af anvendelsesområdet for de fiskeriaftaler, der indgås af Unionen (185), og de omfatter i denne forstand både de indre farvande og søterritoriet i det pågældende tredjeland (farvande, der hører under dets højhedsområde) samt dets eksklusive økonomiske zone (farvande, der hører under dets jurisdiktion).

210. I modsætning til det af Rådet og Kommissionen anførte indebærer anvendelsen af vendingen »farvande henhørende under Kongeriget Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion« således en anerkendelse af Kongeriget Marokkos udøvelse af suveræne rettigheder i forhold til Vestsahara og de tilstødende farvande. Denne anerkendelse blev endnu tydeligere, da forslaget til lov nr. 38-17, hvorved Kongeriget Marokko fastlagde en eksklusiv økonomisk zone i de farvande, der støder op til Vestsahara, trådte i kraft.

211. Hertil kommer, at Unionen ved de omtvistede retsakter har ydet hjælp og assistance til at bevare den ulovlige situation, der hidrører fra tilsidesættelsen af Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse. Denne hjælp består i økonomiske fordele (navnlig den finansielle modydelse), som Kongeriget Marokko indrømmes i fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 (186).

212. Da påstanden om marokkansk suverænitet over Vestsahara af de årsager, jeg har angivet i punkt 147-186 i dette forslag til afgørelse, hidrører fra en tilsidesættelse af den stedlige befolknings ret til selvbestemmelse, har Unionen ikke efterlevet sin forpligtelse til ikke at anerkende den ulovlige situation, der hidrører fra tilsidesættelsen af Vestsaharas befolknings selvbestemmelsesret, og til ikke at yde hjælp eller assistance til at bevare denne situation (187). Da fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 finder anvendelse på Vestsaharas område og de tilstødende farvande, er de som følge heraf uforenelige med artikel 3, stk. 5, TEU, artikel 21, stk. 1, første afsnit, TEU, artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, artikel 23 TEU og artikel 205 TEUF, hvori Unionen forpligtes til at beskytte menneskerettighederne og at overholde folkeretten nøje i forbindelse med sin optræden udadtil.

213. Forordning nr. 764/2006, afgørelse 2013/785 og forordning nr. 1270/2013 strider derfor mod artikel 3, stk. 5, TEU, artikel 21, stk. 1, første afsnit, TEU, artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, artikel 23 TEU og artikel 205 TEUF, for så vidt som de godkender og fastsætter nærmere regler for anvendelsen af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 på Vestsaharas område og de tilstødende farvande.

3)      Er de internationale aftaler, der finder anvendelse på Vestsahara, indgået med Kongeriget Marokko på et andet grundlag end dets påståede suverænitet over dette område?

214. Ovenstående vurdering tager udgangspunkt i Kongeriget Marokkos påstand om, at det havde suverænitet over Vestsahara og derfor kunne indgå fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 med Unionen.

215. Comader udtalte imidlertid under retsmødet, at uanset hvilken holdning Kongeriget Marokko har til dette spørgsmål, medgiver det, at Unionen og dens medlemsstater kan have en anden holdning.

216. Jeg vil derfor undersøge, om indgåelsen af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 kan være begrundet i en anden adkomst, som Kongeriget Marokko måtte have i forhold til Vestsahara, og giver landet, hvad Kommissionen under retsmødet betegnede som »beføjelse til at indgå traktater« (treaty-making power), der er bindende for det ikke-selvstyrende område Vestsahara.

217. Den franske regering, Kommissionen og Rådet har i denne forbindelse anført, at Kongeriget Marokko er »de facto-administrerende myndighed« for Vestsahara og derfor kan indgå internationale aftaler, der finder anvendelse på Vestsahara og de tilstødende farvande, uden at tilsidesætte befolkningens ret til selvbestemmelse.

218. WSC har derimod anført, at Kongeriget Marokko er besættelsesmagt i Vestsahara (188), og at det derfor ikke kan indgå nogen international aftale, der finder anvendelse på Vestsahara og de tilstødende farvande.

219. Den spanske og den portugisiske regering har ikke taget stilling til dette spørgsmål. Den spanske regering har blot anført, at Kongeriget Marokko ikke er besættelsesmagt i Vestsahara, uden at præcisere, i hvilken egenskab det så kan indgå internationale aftaler, der finder anvendelse på dette område og de farvande, der støder op til det.

220. Dette spørgsmål om, hvorvidt folkeretten giver Unionen hjemmel til at indgå internationale aftaler, der finder anvendelse på Vestsahara og de tilstødende farvande, med Kongeriget Marokko, vedrører folkerettens fortolkning, som betingelserne for påberåbelse af folkeretten ikke gælder for.

i)      Kongeriget Marokko som de facto-administrerende myndighed for Vestsahara

221. Jeg kan ikke tilslutte mig den franske regerings, Rådets og Kommissionens antagelse om, at Kongeriget Marokko er »de facto-administrerende myndighed« for Vestsahara. Det skal indskydes, at hverken den spanske regering eller den portugisiske regering har anvendt dette udtryk.

222. Det fremgår af ordlyden af FN-pagtens artikel 73, at der ved begrebet »administrerende myndighed« forstås »[m]edlemmer af [D]e Forenede Nationer, som har eller påtager sig ansvaret for administrationen af [ikke-selvstyrende] områder«. Kongeriget Marokko havde ikke noget ansvar for administrationen af Vestsahara, da det blev medlem af FN i 1956, og har aldrig påtaget sig et sådant ansvar, da det efter sin egen opfattelse har suverænitet over dette område (189).

223. I øvrigt eksisterer begrebet »de facto-administrerende myndighed« ikke i folkeretten. Kommissionen anvendte det for første gang i et svar, der blev afgivet på dens vegne af EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionens næstformand, Catherine Ashton, på de parlamentariske forespørgsler med referencenummer E-001004/11, P-001023/11 og E-002315/11 (190).

224. Rådet og Kommissionen har faktisk ikke været i stand til at angive noget andet eksempel, hvor dette udtryk er anvendt til at beskrive forholdet mellem en stat og et ikke-selvstyrende område. I forbindelse med en samtidig og meget lignende sag, hvor Republikken Indonesien havde annekteret Østtimor, fremgik det i øvrigt ikke, at denne stat havde egenskab af »ad hoc-administrerende myndighed« i forhold til Østtimor. Den Internationale Domstol betegnede tværtimod Republikken Indonesiens militære intervention i Østtimor som en besættelse (191).

225. Selv om Kongeriget Marokko er blevet medlem af den midlertidige administration for Vestsahara i henhold til Madridaftalen, betyder det heller ikke, at det har fået status som administrerende myndighed og kan indgå internationale aftaler, som finder anvendelse på Vestsahara, uden at tilsidesætte den stedlige befolknings ret til selvbestemmelse. På den ene side hersker der alvorlig tvivl om Madridaftalens lovlighed (192), hvilket bekræftes af den omstændighed, at resolution 3458 B (XXX), hvori denne aftale tages til efterretning, kun blev godkendt af 56 stater, og at mange EU-medlemsstater stemte imod eller stemte blankt (193). På den anden side tog FN’s Generalforsamling, som det fremgår af punkt 4 i resolution 3458 B (XXX), kun Madridaftalen og den midlertidige administrations eksistens til efterretning, for så vidt som denne administration traf alle de foranstaltninger, der var nødvendige for at give Vestsaharas befolkning mulighed for at udøve dens ret til selvbestemmelse. Selv de stater, der stemte for denne resolution, herunder bl.a. USA, anerkender ikke Kongeriget Marokko som administrerende myndighed, men anerkender, at Kongeriget Marokko har placeret Vestsahara under sin administrative kontrol (»administrative control«) (194). Set i dette perspektiv vil det ligge langt uden for rammerne af det mandat, der blev tildelt den midlertidige administration for Vestsahara, som Kongeriget Marokko var medlem af, at indgå internationale aftaler og navnlig aftaler om udnyttelse af Vestsaharas naturressourcer såsom fiskeriaftalen.

226. Det tilkommer under alle omstændigheder kun FN’s Generalforsamling at anerkende et område som ikke-selvstyrende og dermed at identificere dets administrerende myndighed (195).

227. De to eksempler, som Kommissionen er kommet med, og som vedrører Cocosøerne (Keeling) og det vestlige Ny Guinea (196), bekræfter, at FN’s Generalforsamling har en sådan privilegeret rolle. I sagen om Cocosøerne (Keeling) havde Det Forenede Kongerige trukket disse øer ud af kolonien Singapore og underlagt dem Det Australske Statsforbunds myndighed (197). Selv om FN’s Generalforsamling ikke havde givet tilladelse til denne overdragelse på forhånd, videreførte Det Australske Statsforbund fra 1957 Det Forenede Kongeriges praksis med at fremsende oplysninger til FN i overensstemmelse med FN-pagtens artikel 73, litra e) (198), og Generalforsamlingen godkendte overdragelsen efterfølgende ved at opføre Det Australske Statsforbund som administrerende myndighed for Cocosøerne (Keeling) på sin liste over ikke-selvstyrende områder (199).

228. Hvad angår den vestlige del af Ny Guinea, som Kongeriget Nederlandene var administrerende myndighed for, skete Kongeriget Nederlandenes overdragelse af dette område til FN’s midlertidige udøvende myndighed og dernæst fra denne myndighed til Republikken Indonesien ifølge en international traktat, som først trådte i kraft, efter at den var blevet godkendt af FN’s Generalforsamling (200).

229. I det foreliggende tilfælde anerkendte FN’s Generalforsamling i 1960 Vestsahara som et ikke-selvstyrende område (201), men den har aldrig anerkendt Kongeriget Marokkos status som administrerende myndighed (de jure eller de facto) for Vestsahara, og Kongeriget Spanien er den dag i dag opført i denne egenskab på FN’s liste over ikke-selvstyrende områder og administrerende myndigheder (202).

230. Denne konklusion understøttes af skrivelsen af 29. januar 2002 fra vicegeneralsekretæren for retlige anliggender, den juridiske konsulent Hans Corell, til Sikkerhedsrådets formand, hvoraf fremgår følgende: »Madridaftalen overdrog ikke suveræniteten over dette område og gav heller ikke nogen af underskriverne status som administrerende myndighed, og Spanien kunne i øvrigt ikke have overdraget denne status ensidigt« (203). Han gjorde også opmærksom på, at »Marokko har administreret Vestsaharas område alene [siden 1976]«, hvilket er ubestridt, og tilføjede, at »Marokko […] imidlertid ikke [er] opført som administrerende myndighed for området på FN’s liste over ikke-selvstyrende områder og derfor ikke har fremsendt oplysninger om området i overensstemmelse med FN-pagtens artikel 73, litra e)« (204).

231. Vicegeneralsekretæren for retlige anliggender foretog i øvrigt en analog vurdering af lovligheden af de afgørelser, som de marokkanske myndigheder havde truffet om at udbyde og indgå kontrakter med udenlandske virksomheder med henblik på at kortlægge de mineralske ressourcer i Vestsahara, i lyset af principperne for administrerende myndigheders beføjelser og forpligtelser vedrørende aktiviteter i forbindelse med mineralforekomster i ikke-selvstyrende områder (205). Han baserede denne analogi til den retlige ordning for administrerende myndigheder på tanken om, at Kongeriget Marokko som minimum skulle opfylde de samme forpligtelser som en administrerende myndighed, når Vestsahara var et ikke-selvstyrende område, og det var hensigten, at denne ordning skulle komme befolkningen til gode.

232. Det kan dog ikke fastslås alene ud fra denne skrivelse, at begrebet »de facto-administrerende myndighed« eksisterer i folkeretten, navnlig hvad angår spørgsmålet om indgåelse af internationale aftaler, som i modsætning til indgåelse af kontrakter med private virksomheder er »et særkende ved […] suverænitet« (206).

233. Det skal endelig påpeges, at den administrerende myndigheds kompetence til at indgå internationale aftaler, der finder anvendelse på det ikke-selvstyrende område og vedrører væsentlige aspekter af befolkningens rettigheder, herunder retten til selvbestemmelse og princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne, begrænses, når »[en national frihedsbevægelses] [a]ktiviteter har haft internationalt omfang« (207). Selv om Kongeriget Marokkos status som administrerende myndighed anerkendes, vil dets kompetence til at indgå internationale aftaler, der finder anvendelse på Vestsahara, som følge heraf have været »begrænset« (208).

ii)    Kongeriget Marokko som besættelsesmagt i Vestsahara

234. Den forelæggende ret og WSC er af den opfattelse, at Kongeriget Marokko har besat Vestsahara. Til forskel fra den forelæggende ret mener WSC imidlertid, at Kongeriget Marokko i sin egenskab af besættelsesmagt under ingen omstændigheder kan indgå en international aftale med Unionen, der finder anvendelse på Vestsahara og de tilhørende farvande.

235. Med hensyn til EU-institutionerne er der stor forskel på Rådets og Kommissionens holdninger. Rådet nægter således kategorisk, at de folkeretlige regler om militære besættelser finder anvendelse på Vestsahara. Kommissionen vil ikke afvise det, da den ikke mener, at de retlige ordninger, der gælder for administrerende myndigheder og besættelsesmagter, udelukker hinanden.

236. Jeg deler ikke WSC’s anskuelse, da en besættelsesmagt under visse betingelser kan indgå internationale aftaler, der finder anvendelse på det besatte område. Er det tilfældet her?

–       Spørgsmålet om, hvorvidt den humanitære folkeret finder anvendelse på Vestsahara

237. De bestemmelser i den humanitære folkeret (eller bestemmelser om væbnede konflikter), der er relevante for den følgende vurdering, er artikel 42 og 43 i Haagerreglementet fra 1907, artikel 2 og 64 i Genèvekonventionen IV og artikel 1, stk. 4, i den første tillægsprotokol af 8. juni 1977 til Genèvekonventionerne af 12.8.1949 om beskyttelse af ofre for internationale væbnede konflikter (209) (herefter »tillægsprotokol I«) (210).

238. Det skal indledningsvis påpeges, at Den Internationale Domstol har fastslået, at »[de grundlæggende regler i den humanitære folkeret, herunder Haagerkonventionen fra 1907], desuden [skal] overholdes af alle stater, uanset om de har ratificeret de konventioner, som de indgår i, fordi de må betragtes som ufravigelige principper i folkeretlig sædvaneret« (211) og »indeholder forpligtelser, der i det væsentlige gælder erga omnes« (212).

239. Det fremgår således af artikel 1 i Genèvekonvention IV, der er fælles for de fire Genèvekonventioner, at »De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til under alle forhold selv at overholde og drage omsorg for overholdelsen af nærværende konvention« (213).

240. Ifølge Den Internationale Domstol »følger [det] af denne bestemmelse, at enhver stat, der er part i denne konvention, uanset om den deltager i en bestemt konflikt eller ej, er forpligtet til at drage omsorg for overholdelsen af kravene i de pågældende instrumenter« (214).

241. I henhold til artikel 3, stk. 5, TEU skal Unionen således overholde folkeretten nøje og må ikke anerkende en ulovlig situation, der hidrører fra en tilsidesættelse af disse regler, og ikke yde hjælp eller assistance til at bevare denne situation (215).

242. Genèvekonvention IV finder anvendelse, når to betingelser er opfyldt, nemlig at der foreligger en væbnet konflikt (uanset om krigstilstanden er anerkendt eller ej), og at konflikten er opstået mellem to kontraherende parter (216). Den Internationale Domstol har bemærket, at »[f]ormålet med artikel 2, stk. 2, […] ikke [er] at begrænse det i stk. 1 fastsatte anvendelsesområde for konventionen ved at udelukke områder, der ikke hører under en af de kontraherende parters højhedsområde, fra dette anvendelsesområde. Formålet er alene at præcisere, at konventionen ligeledes finder anvendelse, selv om den besættelse, der fandt sted under konflikten, ikke blev mødt med væbnet modstand« (217).

243. I artikel 1, stk. 4, i tillægsprotokol I udvides anvendelsen af de fire Genèvekonventioner fra 1949 desuden til at omfatte »væbnede konflikter, hvorunder folk kæmper mod koloniherredømme og fremmedbesættelse […] i udøvelsen af deres ret til selvbestemmelse« (218). Dette omfatter Vestsaharas befolkning, som endnu ikke har udøvet denne rettighed og befinder sig i en afkoloniseringsproces (219).

244. Det følger af det ovenfor anførte, at den væbnede konflikt, der fandt sted i Vestsahara fra 1976 til 1988, er en international væbnet konflikt, hvilket indebærer, at Haagerreglementet fra 1907 finder anvendelse på Vestsahara.

–       Spørgsmålet om, hvorvidt Vestsahara er under militær besættelse

245. Det skal i denne sammenhæng undersøges, om Kongeriget Marokkos tilstedeværelse i Vestsahara er en besættelse som omhandlet i artikel 42 i Haagerreglementet fra 1907, som Unionen ikke kan anerkende eller yde hjælp eller assistance til. Det fremgår af denne bestemmelse, at »[e]t Territorium anses for besat, naar det faktisk er underlagt den fjendtlige Hærs Myndighed«.

246. Herved skal det indledningsvis fremhæves, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en besættelse, er et faktisk spørgsmål (220). Den forelæggende ret samt HMRC og Secretary of State er af den opfattelse, at Vestsahara befinder sig under marokkansk besættelse (221), hvilket bekræftes af FN’s Generalforsamlings resolution 34/37 (222), som Domstolen henviste til i præmis 35 og 105 i sin dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973).

247. Det er desuden almindeligt anerkendt, at Vestsahara er under marokkansk besættelse (223). Denne opfattelse deles også af Hans Corell (224), der som FN’s vicegeneralsekretær og juridiske konsulent har ydet juridisk rådgivning om lovligheden af de marokkanske myndigheders beslutning om at indgå kontrakter om kortlægning af Vestsaharas mineralske ressourcer med udenlandske virksomheder (225).

248. Den Internationale Domstol har endelig bemærket, at Domstolen for at afgøre, om »en stat, hvis militærstyrker befinder sig på en anden stats område som følge af en intervention, er en »besættelsesmagt« som omhandlet i reglerne om krigsførelse (jus in bello), skal undersøge, om der foreligger tilstrækkelige beviser for, at den intervenerende stat faktisk har påtaget sig og udøvet myndighed [via den fjendtlige hær] i de omhandlede områder« (226).

249. Dette er klart tilfældet for den største del af Vestsahara, som ligger vest for den sandmur, den marokkanske hær har opført og overvåger, og som har været underkastet Kongeriget Marokkos myndighed, siden området blev annekteret i to etaper (i 1976 og i 1979 (227)). Kongeriget Marokko har efterfølgende administreret dette område på en struktureret måde (228) uden samtykke fra Vestsaharas befolkning, der endnu ikke har udøvet sin ret til selvbestemmelse (229).

250. Det skal i øvrigt fremhæves, at en besættelse ikke er begrænset til fastlandet, men også omfatter de indre farvande og søterritoriet (230). Da en eksklusiv økonomisk zone ikke hører under kyststatens højhedsområde, omfatter besættelsen ikke dette område, men besættelsesmagten i det pågældende kystområde – i dette tilfælde Kongeriget Marokko – kan udøve den jurisdiktion, som kystområdet tildeles i havretten, i denne zone (231).

–       Besættelsesmagtens kompetence til at indgå internationale aftaler, der finder anvendelse på det besatte område, og betingelserne for, at det er lovligt at indgå sådanne aftaler

251. Med hensyn til besættelsesmagters kompetence til at indgå internationale aftaler, der finder anvendelse på det besatte område, skal det påpeges, at ifølge artikel 43 i Haagerreglementet fra 1907 (232) og artikel 64, stk. 2, i Genèvekonvention IV (233) kan besættelsesmagten udstede love for at sikre det offentlige liv og opretholde en ordnet administration i det besatte område (234). Kommissionen har anført, at denne lovlige magt, som besættelsesmagten har i det besatte område, omfatter kompetencen til at indgå internationale aftaler, der finder anvendelse på dette område (235). Det skal i denne forbindelse fremhæves, at Den Internationale Domstol ikke umiddelbart har afvist, at tredjeparter udelukkende kan indgå internationale aftaler, der finder anvendelse på et besat ikke-selvstyrende område, med den administrerende myndighed, som ikke længere varetager sit hverv på grund af den militære intervention (236).

252. Når besættelsesmagten indgår en international aftale, der finder anvendelse på det besatte område, skal den imidlertid handle i sin egenskab af besættelsesmagt og ikke som suveræn hersker over det besatte område (237), da det er strengt forbudt at annektere det besatte område (238).

253. I denne sammenhæng har Det Schweiziske Forbund eksempelvis indgået en aftale med den midlertidige koalitionsmyndighed (239), som udtrykkeligt handlede på vegne af Republikken Irak, om dækning af eksportrisici (240), ud fra den antagelse, at »den besættende stat har den lovlige magt i det land, den holder besat (artikel 43 i Haagerreglementet fra 1907), [hvilket] bl.a. indebærer, at besættelsesmagten kan udstede love eller indgå internationale aftaler på den besatte stats vegne« (241). Denne praksis blev bekræftet i FN’s Sikkerhedsråds resolution 1483 (2003) af 23. maj 2003 (242) og 1511 (2003) af 16. oktober 2003 (243).

254. Det fremgår klart af denne rammeaftales ordlyd, at den ikke blev indgået med besættelsesmagterne i Republikken Irak, men med den midlertidige koalitionsmyndighed, som »i medfør af de gældende regler og vedtægter for krig […] midlertidigt [besad] regeringsmagten i Irak« (244). Der var således ikke tale om, at Det Schweiziske Forbund anerkendte en ulovlig situation, som hidrørte fra en tilsidesættelse af ufravigelige normer i folkeretlig sædvaneret, der indeholdt erga omnes-forpligtelser.

255. Det præciseres i det foreliggende tilfælde ikke i ordlyden af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013, at de er indgået med Kongeriget Marokko i dennes egenskab af besættelsesmagt i Vestsahara. Det ser tværtimod ud til, at Kongeriget Marokko har indgået disse aftaler som suveræn hersker over Vestsahara. I modsætning til, hvad Kommissionen har anført i punkt 139 i sit indlæg, var det ikke foreneligt med artikel 43 i Haagerreglementet fra 1907 og artikel 64, stk. 2, i Genèvekonvention IV at indgå fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 i den form og på den måde, som de blev indgået, selv om Kongeriget Marokko måtte betragtes som besættelsesmagt i Vestsahara.

b)      De omtvistede retsakters overholdelse af princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne og de humanitære folkeretlige regler, der gælder for indgåelse af internationale aftaler om udnyttelse af naturressourcerne i det besatte område

1)      Princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne

256. Vestsahara er et ikke-selvstyrende område, der er ved at blive afkoloniseret. Udnyttelsen af dets naturgivne rigdomme er således omfattet af FN-pagtens artikel 73 og af det sædvaneretlige princip om vedvarende suverænitet over naturressourcerne (245). I resolution III, der er knyttet som bilag til slutakten fra FN’s tredje havretskonference, bestemmer UNCLOS desuden følgende: »In the case of a territory whose people have not attained full independence or other self-governing status recognized by the United Nations, or a territory under colonial domination, provisions concerning rights and interests under [UNCLOS] shall be implemented for the benefit of the people of the territory with a view to promoting their well-being and development.«

257. I denne sammenhæng skal udnyttelsen af et ikke-selvstyrende områdes naturressourcer, herunder udnyttelsen af fiskeressourcer i farvandene op til dette område, komme befolkningen til gode (246).

2)      Haagerreglementets artikel 55

258. Da Kongeriget Marokko er besættelsesmagt i Vestsahara (247), er det bundet af artikel 55 i Haagerreglementet fra 1907, der vedrører udnyttelsen af det besatte lands offentlige ejendom. Ifølge denne artikel må »[d]en besættende Stat […] kun betragte sig som Bestyrer og Bruger af de offentlige Bygninger, faste Ejendomme, Skove og Landbrug, der tilhøre den fjendtlige Stat og befinde sig i det besatte Omraade. Den skal bevare disse Ejendommes Substans og bestyre dem i Overensstemmelse med Reglerne for Brugsret«.

259. Jeg mener i lighed med Kommissionen, at artikel 55 i Haagerreglementet fra 1907 også kan anvendes på udnyttelse af fiskebestande i havområder, der ligger langs det besatte områdes kyster.

260. Ved brugsret forstås retten til at bruge andres ting (jus utendi) og at oppebære frugterne heraf (jus fruendi) uden at ændre deres substans (248). Besættelsesmagten kan således ikke råde over det besatte lands offentlige goder, men den kan udnytte dem, oppebære og sælge frugterne heraf og anvende udbyttet af denne udnyttelse, forudsat at denne udnyttelse ikke forringer, negligerer eller ødelægger de omhandlede goders økonomiske værdi eller overskrider, hvad der er nødvendigt eller normalt (249).

261. Artikel 55 indeholder ingen særlig begrænsning med hensyn til rådigheden over frugterne af udnyttelsen af den offentlige ejendom (250). Det er imidlertid blevet fastslået, at »det fremgår klart af artikel 53, 55 og 56 [i Haagerreglementet fra 1907], der vedrører offentlig ejendom, at et besat lands økonomi ifølge krigsreglerne [kun] må belastes med udgifterne til besættelsen […]; disse udgifter må desuden ikke være større, end landets økonomi med rimelighed kan bære« (251).

262. Ifølge artikel 55 i Haagerreglementet fra 1907 er det desuden tilladt at udnytte offentlig ejendom for at opfylde det besatte områdes befolknings behov, især når der er tale om en langvarig besættelse (252).

263. Under besættelsen af Irak enedes USA, Det Forenede Kongerige og medlemmerne af koalitionen straks om, at »olien i Irak skal beskyttes og anvendes til fordel for det irakiske folk« (253), hvorefter de i henhold til punkt 20 i FN’s Sikkerhedsråds resolution 1483 (2003) stiftede Udviklingsfonden for Irak (254), hvortil alle indtægter fra salg til eksport af olie, olieprodukter og naturgas fra Irak skulle indbetales, indtil der blev dannet en repræsentativ irakisk regering, som det internationale samfund anerkendte.

3)      De omtvistede reglers overholdelse af princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne og artikel 55 i Haagerreglementet fra 1907

264. Det skal indledningsvis fremhæves, at den humanitære folkeret, som artikel 55 i Haagerreglementet fra 1907 tilhører, udgør lex specialis i forhold til de øvrige folkeretlige regler, herunder menneskerettighederne, som også kan finde anvendelse på de samme faktiske forhold (255).

265. Den Internationale Domstol har til princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne bemærket, at »der ikke er noget […], der tyder på, at [det] finder anvendelse på den særlige situation, hvor medlemmer af hæren i en stat, der intervenerer militært på en anden stats område, driver rovdrift på og udnytter visse naturressourcer« (256).

266. Den foreliggende sag drejer sig dog ikke om medlemmer af hæren, der driver rovdrift på og udnytter naturressourcerne, men om en officiel og systematisk politik for udnyttelse af fiskeressourcerne (257), som er iværksat i fællesskab af Kongeriget Marokko og Unionen.

267. Visse situationer kan således henhøre alene under den humanitære folkeret eller alene under reglerne om udnyttelse af ikke-selvstyrende områders naturressourcer, mens andre situationer kan henhøre under begge grene af folkeretten (258).

268. Som Kommissionen har anført i punkt 43 i sine svar på Domstolens skriftlige spørgsmål, udelukker de retlige ordninger, der gælder for ikke-selvstyrende områder og besatte områder, ikke hinanden. I den foreliggende sag er princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne og artikel 55 i Haagerreglementet fra 1907 sammenfaldende med hensyn til kravet om, at udnyttelsen af naturressourcerne i Vestsahara (som ikke-selvstyrende område og besat område) ikke må være til økonomisk fordel for Kongeriget Marokko (ud over at dække udgifterne til besættelsen i det omfang, det er rimeligt for Vestsahara), men skal være til fordel for Vestsaharas befolkning.

269. Det skal herved påpeges, at både Rådet og Kommissionen har anført, at udnyttelsen af fiskerizonerne langs Vestsaharas kyster skal komme den stedlige befolkning til gode, og samtidig mener, at bestemmelserne i fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 kan sikre, at dette er tilfældet.

270. Jeg vil i det følgende forklare, hvorfor jeg ikke er enig i denne anskuelse.

271. Det bør fremhæves, at fiskeriaftalen stiller krav om bæredygtig udnyttelse (på engelsk »sustainable exploitation«) af fiskebestandene (259) og således ikke resulterer i udtømning af denne ressource. Fiskeriaftalen synes derfor umiddelbart at være forenelig både med de regler for brugsret, der er nævnt i artikel 55 i Haagerreglementet fra 1907 (260), og med princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne. Hvis de farvande, der støder op til Vestsahara, udnyttes på en sådan måde, at fiskebestandene udtømmes, kan det således ikke anses for at være til fordel for befolkningen i dette område.

272. Det fremgår imidlertid af artikel 2 i forordning nr. 764/2006, databladene for fiskerizone nr. 3-6 (261) og de oplysninger, Kommissionen fremkom med under retsmødet (262), at de bestemmelser om udnyttelse af fiskeressourcerne, der er fastsat i fiskeriaftalen og protokollen fra 2013, næsten udelukkende vedrører de farvande, der støder op til Vestsahara. Fangsterne i fiskerizone nr. 6 (som kun dækker de farvande, der støder op til Vestsahara) tegner sig således alene for ca. 91,5% af de samlede fangster, der har fundet sted i forbindelse med den udnyttelse af fiskeressourcerne, der er indført ved fiskeriaftalen og protokollen fra 2013.

273. Når fiskeriaftalen næsten udelukkende finder anvendelse på Vestsahara og de tilstødende farvande, indebærer det også, at den finansielle modydelse, som Unionen udbetaler til Kongeriget Marokko i henhold til fiskeriaftalens artikel 7, som anført af Rådet og Kommissionen næsten udelukkende bør komme Vestsaharas befolkning til gode (medmindre den anvendes til at dække udgifterne til besættelsen i det omfang, det er rimeligt for dette område (263)).

274. Artikel 3, stk. 1, i protokollen fra 2013 bestemmer imidlertid, at den årlige finansielle modydelse på 40 mio. EUR fordeles på to betalinger på henholdsvis 30 mio. EUR, der udbetales i henhold til fiskeriaftalens artikel 7 (16 mio. EUR som finansiel kompensation for adgang til ressourcerne og 14 mio. EUR som støtte til fiskerisektorpolitikken i Marokko), og 10 mio. EUR, svarende til de forventede afgifter, som de europæiske redere skal betale for fiskerilicenser udstedt på grundlag af fiskeriaftalens artikel 6.

275. Ifølge artikel 3, stk. 4, i protokollen fra 2013 indbetales denne modydelse til Trésorier Général du Royaume du Maroc (Marokkos Finansministerium) på en konto i Marokkos statskasse (i forbindelse med besættelsen af Irak blev indtægterne fra oliesalget indbetalt til Udviklingsfonden for Irak).

276. Med hensyn til anvendelsen af midlerne fremgår det af artikel 3, stk. 5, og artikel 6, stk. 1, i protokollen fra 2013, at de marokkanske myndigheder har enekompetence med hensyn til anvendelsen af den årlige finansielle modydelse på 40 mio. EUR, men at de for de 14 mio. EUR (støtte til fiskerisektorpolitikken i Marokko) skal indføre en mekanisme, hvor Unionen inden for rammerne af en blandet komité kan følge og overvåge de marokkanske myndigheders anvendelse af dette beløb.

277. I overensstemmelse med artikel 5, stk. 6, i protokollen fra 2013 kan denne mekanisme imidlertid kun benyttes til generel overvågning af »[fiskeriaftalens] forventede økonomiske og sociale virkninger, navnlig for beskæftigelsen og investeringerne, og alle kvantificerbare virkninger af de gennemførte foranstaltninger og deres geografiske fordeling«.

278. Ifølge Kommissionen har den ved hjælp af denne overvågningsmekanisme kunnet sikre sig, at 54 mio. EUR i den periode, hvor protokollen fra 2013 var gældende (2014-2018), blev eller ville blive brugt til opførelse af moderne haller, lokaler til fiskere samt specialiserede landingsanlæg og akvakulturanlæg, og at ca. 80% af de projekter, der fik del i denne støtte, er lokaliseret i Vestsahara.

279. Det følger efter min opfattelse heraf, at hverken fiskeriaftalen eller protokollen fra 2013 indeholder tilstrækkelige retlige garantier for, at udnyttelsen af fiskeressourcerne opfylder kriteriet om begunstigelse af befolkningen i Vestsahara.

280. For det første indeholder protokollen fra 2013 ingen bestemmelse, som forpligter Kongeriget Marokko til at lade den finansielle modydelse fra Unionen komme Vestsaharas befolkning til gode i et omfang, som svarer til mængden af fangster i de farvande, der støder op til Vestsahara. Selv om 91,5% af fangsterne finder sted alene i fiskerizone nr. 6 (der kun omfatter de farvande, der støder op til Vestsahara), er kun 35% af den finansielle modydelse (14 ud af 40 mio. EUR) omfattet af den overvågningsmekanisme, der er indført ved artikel 6 i protokollen fra 2013.

281. For det andet er det ikke påvist, at de 14 mio. EUR rent faktisk kommer Vestsaharas befolkning til gode. Det fremgår tværtimod af det materiale, som Kommissionen har fremlagt, at ud af 160 mio. EUR, der udbetales over en fireårig periode (2014-2018), er kun 54 mio. EUR (dvs. 33,75%) blevet anvendt til udvikling af projekter, og 80% af disse projekter er lokaliseret i Vestsahara.

282. For det tredje har det ingen betydning i sig selv, at 80% af de projekter, der har fået del i disse 54 mio. EUR, er lokaliseret i Vestsahara. Det er mere vigtigt at vide, hvor stor en del af beløbet på 54 mio. EUR der er blevet anvendt til finansiering af projekter i Vestsahara, hvilket Kommissionen imidlertid ikke har oplyst.

283. Det bør endelig fremhæves, at det i artikel 49, stk. 6, i Genèvekonvention IV forbydes besættelsesmagten at »deportere eller overføre dele af sin egen civilbefolkning til det område, den besætter« (264). Fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 indeholder dog ikke en eneste bestemmelse, der forpligter Kongeriget Marokko til at sikre, at den del af den finansielle modydelse, der svarer til udnyttelsen af fiskeressourcer i fiskerizonerne langs Vestsaharas kyster, anvendes på en sådan måde, at den først og fremmest kommer de »sahrawiere, der stammer fra området« (265), eller »den sahrawiske befolkning, der stammer fra området« (266), til gode.

284. I databladet for fiskerizone nr. 6 (industrielt pelagisk fiskeri) kræves det eksempelvis, at EU-fartøjer påmønstrer fra 2 til 16 »marokkanske søfolk« afhængig af fartøjets tonnage (267), selv om fiskerizonen kun omfatter farvande, der støder op til Vestsahara.

285. Jeg mener som følge heraf ikke, at bestemmelserne i fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 giver nogen garanti for, at udnyttelsen af fiskeressourcerne i de farvande, der støder op til Vestsahara, kommer den stedlige befolkning til gode. De omtvistede retsakter overholder således ikke princippet om vedvarende suverænitet over naturressourcerne (268), artikel 55 i Haagerreglementet fra 1907 og Unionens forpligtelse til ikke at anerkende en ulovlig situation, der hidrører fra tilsidesættelsen af disse bestemmelser, og til ikke at yde hjælp eller assistance til at bevare denne situation.

286. Det følger af det ovenfor anførte, at fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 er uforenelige med artikel 3, stk. 5,TEU, artikel 21, stk. 1, første afsnit, TEU, artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, artikel 23 TEU og artikel 205 TEUF, hvori Unionen forpligtes til at overholde folkeretten nøje i forbindelse med sin optræden udadtil, for så vidt som de finder anvendelse på Vestsaharas område og de farvande, der støder op til dette område.

287. Forordning nr. 764/2006, afgørelse 2013/785 og forordning nr. 1270/2013 strider mod artikel 3, stk. 5, TEU, artikel 21, stk. 1, første afsnit, TEU, artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, artikel 23 TEU og artikel 205 TEUF, for så vidt som de godkender og fastsætter nærmere regler for anvendelsen af fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 på Vestsaharas område og de farvande, der støder op til dette område.

c)      Begrænsningerne af forpligtelsen til ikke at anerkende en ulovlig situation

288. Under retsmødet anførte både Comader og Kommissionen, at forpligtelsen til ikke at anerkende en ulovlig situation, der hidrører fra en tilsidesættelse af folkeretlige erga omnes-regler og af forpligtelsen til ikke at yde hjælp eller assistance til at bevare denne situation, ikke må resultere i et forbud mod indgåelse af internationale aftaler, der fremmer den økonomiske udvikling for Vestsaharas befolkning, da et sådant forbud i sidste instans vil være til skade for denne befolkning.

289. De har således påberåbt sig punkt 125 i Den Internationale Domstols responsum om Namibia (269), hvori det blev fastslået, at »den manglende anerkendelse af Sydafrikas administration af området ikke bør medføre, at Namibias befolkning unddrages fordele, der følger af internationalt samarbejde« (270).

290. Jeg mener ikke, at denne begrænsning af forpligtelsen til ikke at anerkende en ulovlig situation har nogen betydning i den foreliggende sag.

291. For det første har Kommissionen allerede forsøgt at henvise til det samme punkt 125 i responsummet om Namibia som begrundelse for, at Det Forenede Kongeriges toldmyndigheder havde accepteret varecertifikater for landbrugsprodukter fra det besatte cypriotiske område, som var udstedt af »Den Tyrkiske Republik Nordcypern«, der ikke anerkendes af Unionen og dens medlemsstater (271). Domstolen afviste imidlertid denne tilgang og fastslog, at der ikke var nogen analogi mellem Namibias situation og den vedvarende militære besættelse af Nordcypern (272). Det samme gælder efter min opfattelse for den foreliggende situation.

292. For det andet kan den begrænsning af forpligtelsen til ikke at anerkende en ulovlig situation, som Den Internationale Domstol fastsatte i punkt 125 i sit responsum om Namibia for ikke at unddrage Namibias befolkning fordele, der følger af internationalt samarbejde, ikke begrunde, at der indgås internationale handelsaftaler. På den ene side var indgåelsen af sådanne aftaler underlagt forpligtelsen til ikke at anerkende en ulovlig situation (273). På den anden side er internationale handelsaftaler ikke nævnt som et eksempel på de fordele, som Namibias befolkning fortsat skulle sikres. De eksempler, som Den Internationale Domstol nævnte, omfattede således registrering af fødsler, ægteskaber eller dødsfald, »hvis virkninger der ikke kan ses bort fra, uden at det er til skade for områdets indbyggere« (274).

4.      Resumé

293. Det følger af det ovenfor anførte, at de omtvistede retsakter, der finder anvendelse på Vestsaharas område og de farvande, der støder op til dette område, for så vidt som de hører under Kongeriget Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion, tilsidesætter Unionens forpligtelse til at respektere den stedlige befolknings ret til selvbestemmelse og dens forpligtelse til ikke at anerkende en ulovlig situation, der hidrører fra en tilsidesættelse af denne rettighed, og til ikke at yde hjælp eller assistance til at bevare denne situation. Med hensyn til udnyttelsen af naturressourcerne i Vestsahara giver de omtvistede retsakter ikke de nødvendige garantier for, at denne udnyttelse kommer den stedlige befolkning til gode.

VI.    Rådets anmodning om, at ugyldighedserklæringens virkninger begrænses midlertidigt

294. Rådet har anmodet Domstolen om »at begrænse virkningerne af ugyldighedserklæringen [vedrørende forordning nr. 764/2006, afgørelse 2013/785 og forordning nr. 1270/2013] midlertidigt for at gøre det muligt for Unionen at træffe de foranstaltninger, som det er forpligtet til i henhold til folkeretten« (275).

295. Rådet har uden nærmere begrundelse anmodet om, at de omtvistede retsakters virkninger opretholdes i en kortere periode, således som det bl.a. skete ved dom af 3. september 2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461) (276). Det skal imidlertid understreges, at protokollen fra 2013, der er en del af fiskeriaftalen (277) og en forudsætning for dens gennemførelse, udløber den 14. juli 2018 (278). Da der er et meget kort tidsinterval mellem domsafsigelsen i 2018 og udløbstidspunktet for denne protokol, finder jeg ikke, at det giver nogen mening at opretholde de omtvistede retsakters virkninger. Begrundelsen for at opretholde virkningerne af den omtvistede retsakt i en periode på tre måneder i den sag, der gav anledning til dom af 3. september 2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461) (279), kan under alle omstændigheder ikke overføres på det foreliggende tilfælde.

VII. Forslag til afgørelse

296. Jeg foreslår på grundlag af det anførte, at Domstolen besvarer det fjerde og dernæst det tredje præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Administrative Court) (retten i første instans (England og Wales) (forvaltningsretlige sager), Det Forenede Kongerige), således:

»1)      a)      Muligheden for at påberåbe sig folkeretlige regler i forbindelse med domstolsprøvelse af de internationale aftaler, som Den Europæiske Union har indgået, og af de EU-retsakter, hvorved sådanne aftaler godkendes eller gennemføres, er underlagt følgende betingelser, uanset om de stammer fra en eller flere folkeretlige kilder: Unionen skal være bundet af den påberåbte regel, dens indhold skal være ubetinget og tilstrækkeligt præcist, og dens art og opbygning må ikke være til hinder for domstolsprøvelsen af den omtvistede retsakt.

b)      Det princip, som Den Internationale Domstol fastlagde i sagen om monetært guld fjernet fra Rom i 1943, hvorefter den ikke kan udøve sin jurisdiktion over for en stat, som ikke er part i den sag, der verserer for den, uden denne parts samtykke, gælder ikke for domstolsprøvelsen af de internationale aftaler, som Den Europæiske Union har indgået, og af de EU-retsakter, hvorved sådanne aftaler godkendes eller gennemføres.

2)      a)      Fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Marokko og protokollen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er fastsat i denne aftale, er uforenelige med artikel 3, stk. 5, TEU, artikel 21, stk. 1, første afsnit, TEU, artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, artikel 23 TEU og artikel 205 TEUF, for så vidt som de finder anvendelse på Vestsaharas område og de farvande, der støder op til dette område.

b)      Rådets forordning (EF) nr. 764/2006 af 22. maj 2006 om indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Marokko, Rådets afgørelse 2013/785/EU af 16. december 2013 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af protokollen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko, og Rådets forordning (EU) nr. 1270/2013 af 15. november 2013 om fordeling af fiskerimulighederne i henhold til protokollen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko, er ugyldige.«

1 –      Originalsprog: fransk.

2 –      EUT 2006, L 141, s. 4. Indgåelsen af denne aftale blev godkendt ved Rådets forordning (EF) nr. 764/2006 af 22.5.2006 om indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Marokko (EUT 2006, L 141, s. 1).

3 –      EUT 2013, L 328, s. 2. Indgåelsen af denne protokol blev godkendt ved Rådets afgørelse 2013/785/EU af 16.12.2013 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af protokollen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko (EUT 2013, L 349, s. 1).

4 –      EUT 2013, L 328, s. 40.

5 –      Responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 41).

6 –      Jf. EUT 2007, L 78, s. 31.

7 –      Jf. artikel 1, stk. 1, i protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er fastsat i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Marokko (EUT 2006, L 141, s. 9).

8 –      EUT 2014, L 228, s. 1.

9 –      Jf. dom af 19.10.2015, R på vegne af Western Sahara Campaign UK mod HM Revenue and Customs [2015] EWHC 2898 (Admin), præmis 39. Den forelæggende ret har baseret sin anmodning om præjudiciel afgørelse på denne dom.

10 –      Jf. dom af 19.10.2015, R på vegne af Western Sahara Campaign UK mod HM Revenue and Customs [2015] EWHC 2898 (Admin), præmis 40, 43, 48 og 49.

11 –      Den franske regering fik forlænget denne frist med en uge.

12 –      Dom af 30.4.1974, Haegeman (181/73, EU:C:1974:41, præmis 4). Jf. i denne retning også dom af 30.9.1987, Demirel (12/86, EU:C:1987:400, præmis 7), af 15.6.1999, Andersson og Wåkerås-Andersson (C-321/97, EU:C:1999:307, præmis 26), og af 25.2.2010, Brita (C-386/08, EU:C:2010:91, præmis 39).

13 –      Jf. senest dom af 28.3.2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 108-117).

14 –      Jf. dom af 9.10.2014, Ahlström m.fl. (C-565/13, EU:C:2014:2273).

15 –      Jf. dom af 13.12.1989, Grimaldi (C-322/88, EU:C:1989:646, præmis 8). Jf. i denne retning også dom af 11.5.2006, Friesland Coberco Dairy Foods (C-11/05, EU:C:2006:312, præmis 36), og af 13.6.2017, Florescu m.fl. (C-258/14, EU:C:2017:448, præmis 30).

16 –      Dom af 28.3.2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis). Min fremhævelse.

17 –      UN Treaty Series, bind 1155, s. 331.

18 –      Jf. udtalelse 1/15 (PNR-aftalen mellem EU og Canada) af 26.7.2017 (EU:C:2017:592, præmis 67).

19 –      Udtalelse 1/75 (OECD-ordning – regel om lokale omkostninger) af 11.11.1975 (EU:C:1975:145).

20 –      Udtalelse 1/15 (PNR-aftalen mellem EU og Canada) af 26.7.2017 (EU:C:2017:592, præmis 70).

21 –      Jf. dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 309), og artikel 218, stk. 11, TEUF.

22 –      Jeg taler om aftalens »forenelighed« og ikke om dens »gyldighed« for at undgå forveksling med de ugyldighedsgrunde for traktater, der er udtømmende opregnet i artikel 46-53 i Wienerkonventionen om traktatretten.

23 –      Jf. dom af 9.8.1994, Frankrig mod Kommissionen (C-327/91, EU:C:1994:305, præmis 13-17), hvori Domstolen fastslog, at Den Franske Republiks annullationssøgsmål burde have vedrørt den retsakt, hvorved Kommissionen tillod indgåelsen af den pågældende internationale aftale, snarere end selve aftalen.

24 –      Jf. i denne retning dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 289), hvori der henvises til dom af 10.3.1998, Tyskland mod Rådet (C-122/95, EU:C:1998:94).

25 –      Jf. dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 283, 284, 289, 304, 308, 316 og 326).

26 –      Jf. artikel 3, stk. 5, TEU og dom af 21.12.2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

27 –      Jf. J. Etienne, »L’accord de pêche CE-Maroc: quels remèdes juridictionnels européens à quelle illicéité internationale?«, Revue belge de droit international, 2010, s. 77-107, navnlig s. 104 og 105.

28 –      Jf. i denne retning dom af 22.12.2008, Régie Networks (C-333/07, EU:C:2008:764, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

29 –      Jf. i denne retning dom af 14.9.1999, Kommissionen mod Belgien (C-170/98, EU:C:1999:411, præmis 42), og af 4.7.2000, Kommissionen mod Portugal (C-84/98, EU:C:2000:359, præmis 40).

30 –      Ifølge denne fremgangsmåde skal der fremlægges et instrument, hvorved traktaten erklæres ugyldig, eller det besluttes at træde tilbage fra den. Hvis der er rejst indsigelse af en anden part, og parterne ikke kan finde en løsning, kan tvisten indbringes for Den Internationale Domstol eller en ad hoc-voldgiftsret. Det samme fremgår af Wienerkonventionen om traktatret mellem stater og internationale organisationer og mellem internationale organisationer, som blev indgået i Wien den 21.3.1986, men endnu ikke er trådt i kraft (jf. artikel 65-68 heri). Da internationale organisationer ikke kan anlægge sag ved Den Internationale Domstol, bestemmes det i denne konvention, at de kan rette henvendelse til denne retsinstans efter den procedure for afgivelse af responsum, der er indført ved FN-pagtens artikel 96. Hvis FN’s Generalforsamling eller FN’s Sikkerhedsråd ikke efterkommer anmodningen om indledning af denne procedure, kan tvisten behandles ved en voldgiftsprocedure.

31 –      ICJ Reports 1954, s. 19.

32 –      Den Internationale Domstol har bemærket, at »et af de grundlæggende principper i dens statut er, at den ikke kan træffe afgørelse i en tvist mellem stater, uden at disse stater har anerkendt dens jurisdiktion« (dom vedrørende Østtimor (Portugal mod Australien), ICJ Reports 1995, s. 90, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

33 –      Jf. første betragtning til og artikel 1 i forordning nr. 764/2006.

34 –      Jf. anden betragtning til og artikel 1 i afgørelse 2013/785.

35 –      Jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973).

36 –      Jf. ligeledes den første betragtning til forordning nr. 764/2006.

37 –      Jf. tillæg 2 til bilaget til protokollen fra 2013.

38 –      Jf. tillæg 4 til bilaget til protokollen fra 2013.

39 –      Jf. K. Bennafla, »Illusion cartographique au Nord, barrière de sable à l’Est: les frontières mouvantes du Sahara occidental«, L’Espace politique, 2013, punkt 212 (kan ses på webstedet http://espacepolitique.revues.org/2644).

40 –      Ifølge Kommissionen fordeler fangsterne sig således mellem de seks fiskerizoner, der er fastlagt ved fiskeriaftalen og protokollen fra 2013: 1 138 ton i fiskerizone nr. 1, 406 ton i fiskerizone nr. 2, 191 ton i fiskerizone nr. 3, 5 035 ton i fiskerizone nr. 4, 234 ton i fiskerizone nr. 5 og 75 686 ton i fiskerizone nr. 6. Selv om alle fangsterne ikke har den samme værdi, er det tydeligt, at fiskeriaftalen og protokollen fra 2013 næsten udelukkende finder anvendelse på de farvande, der støder op til Vestsahara.

41 –      Den direkte forbindelse mellem den fiskeriaftale, der er omhandlet i hovedsagen, og de fiskeriaftaler, der er indgået mellem Kongeriget Spanien og Kongeriget Marokko, bekræftes af akten vedrørende vilkårene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltrædelse og tilpasningerne af traktaterne (EFT 1985, L 302, s. 23), hvori det, »for så vidt som der i […] artikel 167, stk. 3, og artikel 354, stk. 3, henvises til fiskeriaktiviteter, pålægges […] Rådet at opretholde de fiskeriaktiviteter, Spanien og Portugal udøvede på grundlag af fiskeriaftaler, de havde indgået før deres tiltrædelse af [Unionen]« (dom af 8.3.1995, HANSA-Fisch mod Kommissionen, T-493/93, EU:T:1995:47, præmis 37).

42 –      Jf. samarbejdsaftalen om havfiskeri mellem Kongeriget Spaniens regering og Kongeriget Marokkos regering, der blev underskrevet i Rabat den 17.2.1977 (men aldrig er trådt i kraft), og den midlertidige aftaleprotokol om havfiskeri, der blev vedtaget i Rabat den 29.6.1979 (BOE nr. 253 af 22.10.1979, s. 24551), hvori der tales om fiskerizonen syd for Cap Noun (dette punkt ligger ved 29° N, dvs. ved basislinjen for fiskerizone nr. 4 og 6 i fiskeriaftalen), og hvori denne zone betegnes som farvande under marokkansk jurisdiktion (»aguas bajo jurisdicción marroquí«). Jf. ligeledes samarbejdsaftalen af 1.8.1983 om havfiskeri mellem Kongeriget Spanien og Kongeriget Marokko (BOE nr. 243 af 11.10.1983, s. 27588), hvori der i artikel 1 henvises til farvande under marokkansk jurisdiktion (»aguas bajo jurisdicción marroquí«). I bilag II hertil sondres der også mellem to fiskerizoner, som ligger henholdsvis nord og syd for Cap Noun. Den sydlige fiskerizone omfattede de farvande, der støder op til Vestsahara.

43 –      Dom af 9.10.2014 Ahlström m.fl. (C 565/13, EU:C:2014:2273, præmis 17). Jf. også kendelse af 30.4.1999, Pescados Congelados Jogamar mod Kommissionen (T-311/97, EU:T:1999:89, præmis 6), som vedrørte en spansk reders fiskefartøj, der blev opbragt af et marokkansk patruljefartøj og eskorteret til havnen i El Aaiun i Vestsahara.

44 –      Jf. dahir portant loi n° 1-76-468 du 6 août 1976 modifiant le dahir n° 1-59-351 du 2 décembre 1959 relatif à la division administrative du Royaume (kongeligt lovdekret nr. 1-76-468 af 6.8.1976 om ændring af kongeligt dekret nr. 1-59-351 af 2.12.1959 om den administrative inddeling af landet), Bulletin officiel du Royaume du Maroc, nr. 3328, s. 914.

45 –      Jf. convention relative au tracé de la frontière d’État établie entre la République islamique de Mauritanie et le Royaume du Maroc, signée à Rabat le 14 avril 1976, Annuaire de l’Afrique du Nord, 1976, bind 15, s. 848 og 849 og dahir n° 1-76-380 du 16 avril 1976 portant ratification et publication de cette convention (kongeligt dekret nr. 1-76-380 af 16.4.1976 om ratificering og offentliggørelse af denne overenskomst), Bulletin officiel du Royaume du Maroc, nr. 3311-a, s. 499.

46 –      Jf. dahir n° 2-79-430 du 14 août 1979 modifiant et complétant les articles 1 et 2 du dahir n° 1-59-351 du 2 décembre 1959 relatif à la division administrative du Royaume (kongeligt dekret nr. 2-79-430 af 14.8.1979 om ændring og supplering af artikel 1 og 2 i kongeligt dekret nr. 1-59-351), Bulletin officiel du Royaume du Maroc, nr. 3485, s. 489.

47 –      Erklæringerne kan ses på Rådets websted (http://register.consilium.europa.eu/doc/srv?l=EN&f=ST%2015723%202013%20ADD%201).

48 –      Ifølge Kongeriget Nederlandene »[henviser] protokollen fra 2013 […] ikke udtrykkeligt til Vestsahara, men gør dens anvendelse mulig på havområder, der støder op til Vestsahara, og som ikke hører under Kongeriget Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion« (»The protocol does not explicitly refer to […] Western Sahara, but allows for its application to maritime areas adjacent to […] Western Sahara that are not under the sovereignty or juridiction of Morocco«). Jf. Kongeriget Nederlandenes erklæring, der er indeholdt i Rådets dokument 15723/13 Add 1 af 14.11.2013, som kan ses på Rådets websted (http://register.consilium.europa.eu/doc/srv?l=EN&f=ST%2015723%202013%20ADD%201), min fremhævelse.

49 –      Jf. erklæringerne, der er indeholdt i Rådets dokument 15723/13 Add 1 af 14.11.2013, som kan ses på Rådets websted (http://register.consilium.europa.eu/doc/srv?l=EN&f=ST%2015723%202013%20ADD%201).

50 –      Jf. præmis 48, 74, 84 og 102 i dom af 21.12.2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864), hvori Domstolen taler om »lovligheden«, »ugyldigheden« og »gyldigheden af en EU-retsakt, såsom direktiv 2008/101«. Min fremhævelse.

51 –      Jf. punkt 23 og 24 i dens svar på Domstolens skriftlige spørgsmål.

52 –      Jf. i denne retning K. Lenaerts, I. Maselis og K. Gutman, EU Procedural Law, Oxford University Press, Oxford, 2014, punkt 10.05 og 10.08, hvori der sondres mellem prøvelse af gyldigheden af internationale aftaler indgået af Unionen (bl.a. henset til folkeretten, der er nævnt i artikel 3, stk. 5, TEU) og prøvelse af gyldigheden af interne EU-retsakter, henset til folkeretten.

53 –      Jf. FN-pagtens artikel 3-6.

54 –      Jf. vedrørende begrebet erga omnes-forpligtelser responsum af 9.7.2004 om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 155). Domstolen anerkendte også dette begreb i præmis 88 i dom af 21.12.2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973).

55 –      Udtalelse 2/15 (frihandelsaftale med Singapore) (EU:C:2017:376, præmis 298 og den deri nævnte retspraksis).

56 –      Jf. i denne retning kendelse af 30.4.1999, Pescados Congelados Jogamar mod Kommissionen (T-311/97, EU:T:1999:89, præmis 12): »Ved skrivelse af 29. juli 1997, samt i forbindelse med et møde afholdt samme dag mellem delegationsleder Gallimore fra Kommissionens Delegation i Rabat og generalsekretær Rhanmi fra det marokkanske Fiskeriministerium, indkaldte [EU]-myndighederne til et ekstraordinært møde i Den Blandede Kommission, der er indført ved […] artikel 10 [i fiskeriaftalen EU-Marokko fra 1996]. Opfordringen til at afholde et møde blev gentaget flere gange. Ikke desto mindre afviste de marokkanske myndigheder hver gang opfordringen, da de ikke anså aftalen for krænket.« Min fremhævelse.

57 –      Artikel 3, stk. 5, TEU. Min fremhævelse. Jf. ligeledes artikel 21, stk. 1, første afsnit, TEU, artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, artikel 23 TEU og artikel 205 TEUF. Domstolen har fastslået, at disse bestemmelser, der på ingen måde er programmatiske, bl.a. stiller krav om iagttagelse af menneskerettighederne og folkeretten »for enhver handling fra Unionen, herunder på FUSP-området« (jf. dom af 14.6.2016, Parlamentet mod Rådet, C-263/14, EU:C:2016:435, præmis 47).

58 –      Dom af 9.8.1994, Frankrig mod Kommissionen (C-327/91, EU:C:1994:305, præmis 16).

59 –      Jf. responsum om Kosovos ensidige uafhængighedserklærings overensstemmelse med folkeretten (ICJ Reports 2010, s. 403, præmis 79).

60 –      En meget fleksibel fortolkning af denne betingelse, der egentlig ikke har støtte i ordlyden af denne doms præmis 107, kan ses i K. Lenaerts, »Direct applicability and direct effect of international law in the EU legal order«, trykt i I. Govaere, E. Lannon, P. van Elsuwege og S. Adam (red.), The European Union in the World: Essays in Honour of Marc Maresceau, Brill, Leyde 2013, s. 45-64, navnlig s. 61.

61 –      Dette kriterium minder meget om kriteriet om søgsmålskompetence og ‑interesse, som efter min opfattelse kun bør vurderes efter national ret i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse.

62 –      Dom af 21.12.2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864, præmis 110).

63 –      Dom af 21.12.2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864, præmis 110).

64 –      Dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 283 og den deri nævnte retspraksis). Min fremhævelse. Selv om Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder blev bindende i 2009, kan det alligevel være relevant at henvise til de internationale instrumenter, som samtlige medlemsstater er bundet af.

65 –      UN Treaty Series, bind 993, s. 3.

66 –      UN Treaty Series, bind 999, s. 171.

67 –      Min fremhævelse.

68 –      Jf. punkt 1 i erklæringen om indrømmelse af uafhængighed til kolonier og kolonibefolkninger, der blev godkendt ved FN’s generalforsamlings resolution 1514 (XV) af 20.12.1960; udtalelse nr. 2 fra Voldgiftsudvalget under Konferencen for Fred i Jugoslavien (bestående af Robert Badinter, præsident for Conseil constitutionnel français (det franske forfatningsråd), Roman Herzog, præsident for Bundesverfassungsgericht (forbundsdomstol i forfatningsretlige sager, Tyskland), Aldo Corasaniti, præsident for Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien), Francisco Tomas y Valiente, præsident for Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, Spanien) og Irène Petry, præsident for Cour d’arbitrage belge (den belgiske voldgiftsdomstol)), 1993, International Law Reports, bind 92, s. 168-169, punkt 2 og 3; H. Gros-Espiell, Le droit à l’autodétermination: Application des résolutions de l’ONU, 1980, E/CN.4/Sub.2/405/Rev.1., punkt 57); K. Doehring, »Self-Determination«, trykt i B. Simma, (red.), The Charter of the United Nations: A Commentary, 2. oplag, Oxford University Press, Oxford 2002, bind 1, s. 48, på s. 53; J.-F. Dobelle, »Article 1, paragraphe 2«, trykt i J.-P. Cot, A. Pellet og M. Forteau, La Charte des Nations Unies: commentaire article par article, 3. oplag, Economica, Paris 2005, s. 337-356, navnlig s. 340-341; Y. Dinstein, The International Law of Belligerent Occupation, Cambridge University Press, Cambridge 2009, s. 51; U. Saxer, Die international Steuerung der Selbstbestimmung und der Staatssentstehung, Springer, Heidelberg 2010, s. 238-249; S. Oeter, »Self-Determination«, trykt i B. Simma, D.-E. Khan, G. Nolte og A. Paulus (red), The Charter of the United Nations: A Commentary, 3. oplag, Oxford University Press, Oxford 2012, bind I, s. 313-333, navnlig s. 322; J. Crawford, »Third Party Obligations with respect to Israeli Settlements in the Occupied Palestinian Territories«, juridisk udtalelse af 24.1.2012, punkt 26, der kan ses på webstedet (https://www.tuc.org.uk/sites/default/files/tucfiles/LegalOpinionIsraeliSettlements.pdf).

69 –      Oversat fra det engelske udtryk »subjugation«.

70 –      Jf. responsum om Kosovos ensidige uafhængighedserklærings overensstemmelse med folkeretten (ICJ Reports 2010, s. 403, præmis 79).

71 –      Jf. responsum om Kosovos ensidige uafhængighedserklærings overensstemmelse med folkeretten (ICJ Reports 2010, s. 403, præmis 79).

72 –      Jf. dom vedrørende Østtimor (Portugal mod Australien) (ICJ Reports 1995, s. 90, præmis 29) og responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 88 og 156).

73 –      Jf. f.eks. FN-pagtens artikel 1, stk. 2, og den fælles artikel 1 i ICESCR og ICCPR.

74 –      Denne doms præmis 88.

75 –      Denne doms præmis 89.

76 –      »De Forenede Nationers formål er: […] at fremme venskabelige forhold mellem nationerne, hvilende på respekt for grundsætningen om folkenes ligeret og selvbestemmelse, og at tage andre egnede forholdsregler til at styrke verdensfreden; […]« Min fremhævelse.

77 –      Min fremhævelse. Det er værd at lægge mærke til participiet »bundet«, da Unionen ikke er part i FN-pagten.

78 –      Jf. afsnit VIII med overskriften »Folkenes ligeret og selvbestemmelse«.

79 –      Jf. responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 121 og 122).

80 –      Jf. responsum om Kosovos ensidige uafhængighedserklærings overensstemmelse med folkeretten (ICJ Reports 2010, s. 403, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

81 –      Jf. punkt 102 og 103 i dette forslag til afgørelse og responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 88).

82 –      Jf. responsum om de juridiske konsekvenser for staterne af Sydafrikas fortsatte tilstedeværelse i Namibia (Sydvestafrika) på trods af Sikkerhedsrådets resolution 276 (1970) (ICJ Reports 1971, s. 16, præmis 52) responsum om Vestsahara, ICJ Reports 1975, s. 12, præmis 55-58, og responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 88). Jf. i denne retning også S. Oeter, »Self-Determination«, trykt i B. Simma, D.-E. Khan, G. Nolte og A. Paulus (red.), The Charter of the United Nations: A Commentary, 3. oplag, Oxford University Press, Oxford 2012, bind I, s. 313-333, navnlig s. 320 og 321, og J.-F. Dobelle, »Article 1, paragraphe 2«, trykt i J.-P. Cot, A. Pellet og M. Forteau, La Charte des Nations unies: commentaire article par article, 3. oplag, Economica, Paris, 2005, s. 337-356.

83 –      Jf. i denne retning også dom af 21.12.2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973, præmis 90-92).

84 –      Jf. responsum om Vestsahara (ICJ Reports 1975, s. 12) og dom af 21.12.2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973).

85 –      Jf. dom vedrørende Østtimor (Portugal mod Australien) (ICJ Reports 1995, s. 90, præmis 29) og responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 88 og 156).

86 –      Responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 155). Jf. i denne retning også dom vedrørende Barcelona Traction, Light and Power Company, Limited (Belgien mod Spanien) (ICJ Reports 1970, s. 32, præmis 33).

87 –      Responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 159). Efter min opfattelse er denne pligt til ikke-anerkendelse i sig selv et folkeretligt princip, der opfylder de påberåbelseskriterier, som er omhandlet i punkt 96 i dette forslag til afgørelse.

88 –      Jf. dom nr. 1981 af 25.6.1985 afsagt af Corte suprema di cassazione (øverste kassationsdomstol, Italien) i Yasser Arafat-sagen, Rivista di Diritto Internazionale, 1986, s. 885-889; kendelse af 26.10.2004 afsagt af Bundesverfassungsgericht (forbundsdomstol i forfatningsretlige sager, Tyskland), 2 BvR 955/00, 1038/01, præmis 97; individuel udtalelse fra vicepræsident Ammoun, responsum om de juridiske konsekvenser for staterne af Sydafrikas fortsatte tilstedeværelse i Namibia (Sydvestafrika) på trods af Sikkerhedsrådets resolution 276 (1970) (ICJ Reports 1971, s. 16, 77 og 78), Folkeretskommissionen, »Draft Articles on the Law of Treaties with commentaries«, Yearbook of the International Law Commission, 1966, bind II, s. 248 [s. 270 i den franske udgave]; Folkeretskommissionen, »Draft Articles on the Law of Treaties with commentaries«, Yearbook of the International Law Commission, 2001, bind II, anden del, s. 85 [s. 91 i den franske udgave]; punkt 3.2 i Kongeriget Nederlandenes skriftlige redegørelse, responsum om Kosovos ensidige uafhængighedserklærings overensstemmelse med folkeretten (ICJ Reports 2010, s. 403); A. Cassese, Self-Determination of Peoples: A Legal Reappraisal, Cambridge University Press, Cambridge 2005, s. 133 og 136; D. Raić, Statehood and the Law of Self-Determination, Kluwer Law International, Alphen aan den Rijn 2012, s. 218 og 219; S. Oeter, »Self-Determination«, trykt i B. Simma, D.-E. Khan, G. Nolte og A. Paulus (red.), The Charter of the United Nations: A Commentary, 3. oplag, Oxford University Press, Oxford 2012, bind I, s. 313-333, s. 316.

89 –      Jf. ICJ Pleadings, Western Sahara, bind I, s. 207, præmis 344.

90 –      Jf. ICJ Pleadings, Western Sahara, bind V, s. 179. Kongeriget Marokko gjorde krav på Vestsaharas område med henvisning til det marokkanske områdes integritet. Den Internationale Domstol forkastede imidlertid denne antagelse og fastslog, at Vestsaharas befolkning havde fuld ret til selvbestemmelse.

91 –      I Den Internationale Domstols praksis, der er nævnt i punkt 127 i dette forslag til afgørelse, henvises der også til staternes forpligtelse til at sørge for, at hindringerne for et folks udøvelse af retten til selvbestemmelse ryddes af vejen. Det er ikke nødvendigt at henvise til denne praksis her.

92 –      Jf. FN’s Generalforsamlings resolution 1803 (XVII).

93 –      Jf. dom vedrørende væbnede aktiviteter i Congo (Den Demokratiske Republik Congo mod Uganda) (ICJ Reports 2005, s. 168, præmis 244).

94 –      S/2002/161, punkt 14.

95 –      S/2002/161, punkt 14.

96 –      S/2002/161, punkt 24.

97 –      S/2002/161, punkt 25.

98 –      Jf. præmis 27, 44.1 og 47.4 i anmodningen om præjudiciel afgørelse samt præmis 40, 43, 48 og 49 i dom af 19.10.2015, R på vegne af Western Sahara Campaign UK mod HM Revenue and Customs [2015] EWHC 2898 (Admin).

99 –      Jf. punkt 234-255 i dette forslag til afgørelse.

100 –      Jf. punkt 238 i dette forslag til afgørelse.

101 –      Jf. punkt 127 i dette forslag til afgørelse.

102 –      Jf. præmis 87, 92, 93, 97, 106-108, 114, 116, 123 og 125.

103 –      Jf. punkt 60-74 i dette forslag til afgørelse.

104 –      Jf. i denne retning dom af 9.10.2014, Ahlström m.fl. (C-565/13, EU:C:2014:2273, præmis 33).

105 –      Jf. den fælles artikel 1 i ICESCR og ICCPR, punkt 2 i FN’s Generalforsamlings resolution 1514 (XV) og afsnit VIII i Helsinkislutakten fra 1975.

106 –      Jf. responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 159).

107 –      En nærmere redegørelse for de faktiske omstændigheder kan ses i Report of the Special Committee on the Situation with regard to the Implementation of the Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples (A/31/23/Rev.1), General Assembly Official Records, 1977, bind II, s. 203-225, og Report of the Special Committee on the Situation with regard to the Implementation of the Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples (A/31/23/Rev.1), General Assembly Official Records, 1980, bind II, s. 105-117.

108 –      Jf. præmis 12-18 i dom af 19.10.2015, R på vegne af Western Sahara Campaign UK mod HM Revenue and Customs [2015] EWHC 2898 (Admin).

109 –      Idéen om en folkeafstemning blev ikke modtaget med begejstring fra Kongeriget Marokkos side. Under en privat samtale med Henry Kissinger, Secretary of State i USA, udtalte Kong Hassan II af Marokko følgende: »Jeg har fortalt [den spanske udenrigsminister], at jeg kan acceptere, at Spanien bliver, men at jeg ikke kan acceptere, at Vestsahara bliver selvstændigt. Jeg foretrækker spansk tilstedeværelse frem for selvbestemmelse for 30 000 personer«. Henry Kissinger svarede følgende: »[Den algierske præsident] spurgte mig i går, hvad jeg mente om det, og jeg sagde: selvbestemmelse for 30-40 000 personer, der ikke engang ved, hvor de bor?« Jf. samtalememorandum (Rabat, 15.10.1974, kl. 13.15), trykt i M. F. Burton, Foreign Relations of the United States, 1969-1976, United States Government Printing Office, Washington 2014, bind E-9, del 1 (Documents on Northafrica, 1973-1976), s. 258-261, navnlig s. 258.

110 –      Jf. rapport af 10.10.1975 om FN’s besøg i Spansk Sahara, trykt i »Report of the Special Committee on the Situation with regard to the Implementation of the Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples« (A/10023/Rev.1), General Assembly Official Records, 1977, bind III, s. 12-133, punkt 229.

111 –      Jf. responsum om Vestsahara (ICJ Reports 1975, s. 12, præmis 162).

112 –      Jf. responsum om Vestsahara (ICJ Reports 1975, s. 12, præmis 162).

113 –      Jf. præmis 30 i dom af 21.12.2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973).

114 –      Jf. FN’s Sikkerhedsråds resolution 379 (1975) af 2.11.1975.

115 –      Djemââ (»Yema’a«), der blev oprettet af den spanske administration i 1967, var et rådgivende organ, der bestod af 103 medlemmer, heriblandt borgmestre for større byer, 40 stammeledere (sheiker), 40 repræsentanter for familiegrupper og 16 repræsentanter for faglige grupper. Jf. rapport af 10.10.1975 om FN’s besøg i Spansk Sahara, trykt i »Report of the Special Committee on the Situation with regard to the Implementation of the Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples« (A/10023/Rev.1), General Assembly Official Records, 1977, bind III, s. 12-133, punkt 126-142.

116 –      Jf. Report by the Secretary-General in persuance of Security Council resolution 379 (1975) relating to the situation concerning Western Sahara (S/11874), punkt 17. Jf. også referatet fra Sikkerhedsrådets 1 854. møde, der blev afholdt den 6.11.1975 (S/PV.1854), punkt 47 og 48.

117 –      UN Treaty Series, bind 988, s. 259.

118 –      Det fremgår af disse aftaler, at den spanske, marokkanske og mauretanske delegation enedes om at tildele 800 spanske skibe fiskerirettigheder i de farvande, der støder op til Vestsahara, i en periode på 20 år på de betingelser, der var gældende den 14.11.1975. Jf. Cortes, Diario de sesiones del Congreso de los diputados, 1978, nr. 15, s. 498 (tale af Manuel Marín González, medlem af parlamentet for Partido Socialista Obrero Español, der efterfølgende blev næstformand og konstitueret formand for Europa-Kommissionen). Jf. i denne retning ligeledes J. Dessaints, »Chronique politique Maroc«, Annuaire de l’Afrique du Nord, 1975, bind 14, s. 457-476, navnlig s. 463, og F. Alemany Torres, »Acuerdo de pesca con Marruecos«, El País, 8.2.1978.

119 –      Jf. Cortes, Diario de sesiones del Congreso de los diputados, 1978, nr. 15, s. 522 og 546.

120 –      Jf. Cortes, Diario de sesiones del Congreso de los diputados, 1978, nr. 15, s. 546.

121 –      Jf. depeche 1975MADRID08029 af 15.11.1975 fra ambassadør W. Stabler til minister Henry Kissinger (»[minister Esteban] Herrera fortalte også, at der var indgået »rammeaftaler« med Marokko og Mauretanien om andre relevante spørgsmål: […] og fiskerirettigheder«) og depeche 1975STATE276309 af 21.11.1975 fra minister H. Kissinger til USA’s Faste Delegation ved FN (»underskriverne af aftalen vil [ifølge den marokkanske ambassadør Abdelhadi Boutaleb] fremsende en kopi af den til [FN’s] generalsekretær K. Waldheim, men den fremsendte udgave vil ikke omfatte de subsidiære aftaler, der sikrer Spanien fiskerirettigheder i Vestsaharas farvande og en andel på 35% af fosfatminerne«). Depecherne kan ses på webstedet (https://wikileaks.org/).

122 –      Jf. »Full text of the historic document of El Guelta (Western Sahara) signed on 28 November 1975 by 67 members of the Saharan General Assembly, three Saharan members of the Cartes (Spanish parliament), the representatives of the other members of the Yema’a and more than 60 sheikhs and notables of the Saharan tribes«, der var knyttet som bilag til en skrivelse af 9.12.1975 fra Algeriets faste repræsentant ved FN til FN’s generalsekretær (S/11902).

123 –      Jf. resolution 3458 A og B (XXX) af 10.12.1975.

124 –      Jf. denne resolutions punkt 8.

125 –      Jf. denne resolutions punkt 1.

126 –      Jf. denne resolutions punkt 3.

127 –      Jf. denne resolutions punkt 4.

128 –      De ni daværende medlemmer samt Kongeriget Spanien og Republikken Malta.

129 –      Republikken Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Republikken Cypern, Republikken Polen og Den Slovakiske Republik, der på daværende tidspunkt udgjorde Tjekkoslovakiet, Den Slovenske Republik og Republikken Kroatien (der var delstater i Jugoslavien) samt Estland, Republikken Letland og Republikken Litauen (der var delstater i Sovjetunionen).

130 –      Den Hellenske Republik, Ungarn, Republikken Østrig, Den Portugisiske Republik, Finland og Kongeriget Sverige.

131 –      Rumænien.

132 –      Punkt 1 i resolution 3458 A (XXX). Jf. i denne retning også punkt 2 i resolution 3458 B (XXX).

133 –      Jf. punkt 7 i resolution 3458 A (XXX) og punkt 4 i resolution 3458 B (XXX).

134 –      Jf. denne resolutions punkt 7 og 8.

135 –      Jf. denne resolutions punkt 4.

136 –      Jf. »Report of the Special Committee on the Situation with regard to the Implementation of the Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples« (A/31/23/Rev.1), General Assembly Official Reports, 1977, bind II, s. 203-225, punkt 44, og J. Dessaints, »Chronique politique Maroc«, Annuaire de l’Afrique du Nord, 1975, bind 14, s. 457-476, navnlig s. 464.

137 –      Jf. Keesing’s Record of World Events, 13.2.1976, s. 27746.

138 –      »Report of the Special Committee on the Situation with regard to the Implementation of the Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples« (A/31/23/Rev.1), General Assembly Official Records, 1977, bind II, s. 203-225, punkt 45.

139 –      Dette er ikke helt korrekt. Kongeriget Spanien styrer således stadig luftrummet over Vestsahara, der indgår i »OCE-sektoren« i »flyveinformationsregionen« (Flight Information Region (FIR)) for De Kanariske Øer. Jf. de kort, der er lagt ud på ENAIRE’s websted (http://www.enaire.es/csee/ccurl/130/603/fir_canarias.swf).

140 –      Skrivelse af 26.2.1976 fra Spaniens faste repræsentant ved FN til FN’s generalsekretær (S/11997).

141 –      Forslag af 27.2.1976 vedtaget af Djemââ, Annuaire de l’Afrique du Nord, 1976, bind 15, s. 847 og 848. Djemââs formand, Khatri Ould Said a Ould El Jomaini, oplyste i sin meddelelse til FN’s generalsekretær, at »den sahrawiske Djemââ, der mødtes ekstraordinært i dag torsdag den 26.2.1976 i El Aaiun, har enstemmigt godkendt, at Saharas område indlemmes i Marokko og Mauretanien, henset til de historiske realiteter og den tilknytning, der altid har været mellem den sahrawiske befolkning og befolkningerne i disse to lande«. Jf. »Report of the Special Committee on the Situation with regard to the Implementation of the Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples« (A/31/23/Rev.1), General Assembly Official Records, 1977, bind II, s. 203-225, punkt 51.

142 –      USA’s Secretary of State, Cyrus Vance, udtalte: »Waldheim sagde til mig, at […] kong Hassan mener, at problemet er løst, og at selvbestemmelseskriteriet er blevet opfyldt gennem høringen af den sahrawiske forsamling. Hverken Spanien eller Algeriet accepterer dog dette og siger, at [kong] Hassan blot har hørt en rest-forsamling bestående af marokkanske lakajer [a rump assembly consisting of Moroccan stooges]«. Jf. telegram af 20.5.1977 fra Secretary of State, Cyrus Vance, til den amerikanske ambassade i Marokko, trykt i M. F. Burton, Foreign Relations of the United States, 1977-1980, United States Government Printing Office, Washington, 2017, bind XVII, 3. del (Documents on Northafrica), s. 507-508, navnlig s. 508.

143 –      Det samme spørgsmål blev rejst i det spanske parlament under drøftelserne om ratificeringen af fiskeriaftalen fra 1977 mellem Kongeriget Spanien og Kongeriget Marokko, hvor den spanske udenrigsminister, Marcelino Oreja Aguirre, udtalte, at Spanien ikke anerkendte Kongeriget Marokkos suverænitet over Vestsahara, og at afkoloniseringen af Vestsahara ikke var afsluttet, før den oprindelige befolkning i dette område havde udøvet sin ret til selvbestemmelse i overensstemmelse med FN’s Generalforsamlings resolution 1514 (XV). Jf. Cortes, Diario de sesiones del Congreso de los diputados, 1978, nr. 15, s. 522 og 523. Jf. i denne retning ligeledes »Contestacíon del Gobierno a la pregunta formulada por don Gregorio Lopez Raimundo, del Grupo Parlamentario Mixto del, sobre política espanola hacia el Sahara«, Boletin oficial de las Cortes generales, Serie D, 23.9.1983, s. 223 og 224.

144 –      »Report of the Special Committee on the Situation with regard to the Implementation of the Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples« (A/31/23/Rev.1), General Assembly Official Records, 1977, bind II, s. 203-225, punkt 46.

145 –      Jf. convention relative au tracé de la frontière d’État établie entre la République islamique de Mauritanie et le Royaume du Maroc, signée à Rabat le 14 avril 1976, Annuaire de l’Afrique du Nord, 1976, bind 15, s. 848 og 849.

146 –      Jf. punkt 73 i dette forslag til afgørelse og de deri nævnte dokumenter. Den 14.4.1976 underskrev Kongeriget Marokko og Den Islamiske Republik Mauretanien en samarbejdsaftale om udnyttelse af de generhvervede sahrawiske områder (Annuaire de l’Afrique du Nord, 1976, bind 15, s. 849 og 850), hvorefter Den Islamiske Republik Mauretanien skulle have andel i kapitalen i selskabet Fos Bucraâ (der udvandt fosfat i Vestsahara), og der skulle samarbejdes på fiskeriområdet.

147 –      Jf. skrivelse af 23.5.1979 fra chargé d’affaires ad interim hos Mauretaniens Faste Delegation ved FN til FN’s generalsekretær (A/34/276).

148 –      »Report of the Special Committee on the Situation with regard to the Implementation of the Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples« (A/34/23/Rev.1), General Assembly Official Records, 1977, bind II, s. 105-117, punkt 32. Ifølge denne rapport har »kong Hassan II sagt, at »den valgte fredsløsning ikke må […] resultere i, at der oprettes en fremmed stat mellem Marokko og Mauretanien«« (punkt 32).

149 –      Jf. den mauretansk-sahrawiske aftale, der blev undertegnet i Algier den 10.8.1979 og sendt til FN’s generalsekretær af Den Islamiske Republik Mauretaniens faste repræsentant ved FN (A/34/427).

150 –      Jf. T. Hodges, »The Western Sahara«, Chicago Review Press, Chicago, 1984, s. 12.

151 –      Jf. punkt 73 i dette forslag til afgørelse og de deri nævnte dokumenter.

152 –      85 stater stemte for, 6 stemte imod, 41 stemte blankt, og 20 undlod at stemme. De nuværende EU-medlemsstater stemte for eller stemte blankt. Jf. i denne retning også punkt 3 i FN’s generalforsamlings resolution 35/19 (88 stater stemte for, 8 stemte imod, 43 stemte blankt, og 15 undlod at stemme).

153 –      Jf. FN’s Sikkerhedsråds resolution 621 (1988) af 20.9.1988 og FN’s Generalforsamlings resolution 43/33 af 22.11.1988.

154 –      FN’s generalsekretærs rapport af 10.4.2017 om situationen vedrørende Vestsahara (S/2017/307), punkt 82.

155 –      Det er værd at hæfte sig ved, at den nederlandske ambassadør, Peter van Walsum, der var FN’s særlige udsending for Vestsahara (2005-2008), efter sin fratræden indrømmede, at »ifølge Den Internationale Domstols responsum står Front Polisario stærkest i forhold til folkeretten«. Jf. P. van Walsum, »The question of Western Sahara«, 16.12.2012, og »The question of Western Sahara (II)«, 7.2.2013, der kan ses på hans websted (http://www.petervanwalsum.com/the-question-of-western-sahara/).

156 –      Jf. princip IV i FN’s Generalforsamlings resolution 1541 (XV).

157 –      Jf. punkt 3 og 4 i FN’s Generalforsamlings resolution 1514 (XV); M. Bedjaoui, »Article 73«, trykt i J.-P. Cot, A. Pellet og M. Forteau, La Charte des Nations Unies: commentaire article par article, 3. oplag, Economica, Paris 2005, s. 1751-1767, navnlig s. 1761; U. Fastenrath, »Chapter XI Declaration Regarding Non-self-governing Territories«, trykt i B. Simma, D.-E. Khan, G. Nolte og A. Paulus (red), The Charter of the United Nations: A Commentary, 3. oplag, Oxford University Press, Oxford 2012, bind II, s. 1829-1839, på s. 1834 og 1835.

158 –      Jf. FN’s Sikkerhedsråds resolution 2351 (2017), hvori det »[recalls] and [reaffirms] all its previous resolutions on Western Sahara« og »[d]ecides to extend the mandate of [the United Nations Mission for the Referendum in Western Sahara (MINURSO)]«. Jf. i denne retning også FN’s Generalforsamlings resolution 2229 (XXI) af 20.12.1966, punkt 4 og 5, FN’s Sikkerhedsråds resolution 621 (1988) af 20.9.1988, punkt 2, og FN’s Generalforsamlings resolution 43/33 af 22.11.1988.

159 –      Jf. J. Crawford, »Third Party Obligations with respect to Israeli Settlements in the Occupied Palestinian Territories«, responsum af 24.1.2012, punkt 131, der kan ses på webstedet https://www.tuc.org.uk/sites/default/files/tucfiles/LegalOpinionIsraeliSettlements.pdf.

160 –      Jf. responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 159).

161 –      Dom af 17.8.1923 vedrørende S.S. Wimbledon (Det Forenede Kongerige m.fl. mod Tyskland), PCIJ, Serie A, nr. 1, s. 25.

162 –      Dom vedrørende afgrænsning af havområder og territoriale spørgsmål mellem Qatar og Bahrain, realiteten (ICJ Reports 2001, s. 40, præmis 185). Jf. i denne retning også dom vedrørende kontinentalsoklen i Nordsøen (ICJ Reports 1969, s. 3, præmis 96), dom vedrørende kontinentalsoklen i Det Ægæiske Hav (ICJ Reports 1978, s. 3, præmis 86), dom vedrørende afgrænsning af havområder i Sortehavet (Rumænien mod Ukraine) (ICJ Reports 2009, s. 61, præmis 77), og dom vedrørende territorial og maritim tvist (Nicaragua mod Colombia) (ICJ Reports 2012, s. 624, præmis 140).

163 –      Dom vedrørende territorial og maritim tvist (Nicaragua mod Colombia) (ICJ Reports 2012, s. 624, præmis 140 og den deri nævnte retspraksis).

164 –      Jf. i denne retning punkt 73 i dette forslag til afgørelse og den deri nævnte marokkanske lovgivning.

165 –      Kong Mohammed VI’s tale i anledning af den 39. årsdag for den grønne march den 6.11.2014, tilgængelig på webstedet (http://www.sahara.gov.ma/blog/messages-royaux/discours-de-sa-majeste-le-roi-mohammed-vi-a-loccasion-du-39eme-anniversaire-de-la-marche-verte/).

166 –      I den betydning, hvori dette udtryk anvendes i forbindelse med udøvelse af retten til selvbestemmelse. Jf. princip VI, VIII og IX blandt de principper, som FN’s medlemsstater skal rette sig efter, når de afgør, om de er omfattet af forpligtelsen til at fremsende oplysninger i FN-pagtens artikel 73, litra e), og som blev godkendt ved FN’s Generalforsamlings resolution 1541 (XV) (jf. punkt 117 og 118 i dette forslag til afgørelse).

167 –      Jf. dom vedrørende Østtimor (Portugal mod Australien) (ICJ Reports 1995, s. 90, præmis 17) (min fremhævelse). Jf. også punkt 69 i Det Australske Statsforbunds svarskrift i denne sag. Den Internationale Domstol tog ikke stilling til sagens realitet, idet den ikke fandt det muligt at udøve sin kompetence, fordi Republikken Indonesien ikke var part i sagen.

168 –      Jf. responsum om Vestsahara (ICJ Reports 1975, s. 12, præmis 108-127, navnlig præmis 109, 110, 113 og 121).

169 –      Jf. Responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 121 og 122).

170 –      Jf. punkt 71 i dette forslag til afgørelse.

171 –      Fiskeriaftalens artikel 11.

172 –      Jf. Cortes, Diario de sesiones del Congreso de los diputados, 1978, nr. 15, s. 523, 546 og 547 (udenrigsminister Marcelino Oreja Aguirres tale), vedrørende samarbejdsaftalen om havfiskeri mellem Kongeriget Spaniens regering og Kongeriget Marokkos regering, der blev underskrevet i Rabat den 17.2.1977, og »Contestacíon del Gobierno a la pregunta formulada por don Gregorio Lopez Raimundo, del Grupo Parlamentario Mixto del, sobre política espanola hacia el Sahara«, Boletin oficial de las Cortes generales, Serie D, 23.9.1983, s. 224, vedrørende alle de fiskeriaftaler, der indtil da var indgået mellem Kongeriget Spanien og Kongeriget Marokko.

173 –      UN Treaty Series, bind 1834, s. 3.

174 –      Jf. Rådets afgørelse 98/392/EF af 23.3.1998 (EFT 1998, L 179, s. 1).

175 –      Jf. UNCLOS’ artikel 311, stk. 1. Genèvekonventionerne om retsordenen på havet består af konventionen om det ydre territorialfarvand og den tilstødende zone, udfærdiget i Genève den 29.4.1958 (UN Treaty Series, bind 516, s. 205), konventionen om det åbne hav, udfærdiget i Genève den 29.4.1958 (UN Treaty Series, bind 450, s. 11), konventionen om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder, udfærdiget i Genève den 29.4.1958 (UN Treaty Series, bind 559, s. 258), og konventionen om Den kontinentale Sokkel, udfærdiget i Genève den 29.4.1958 (UN Treaty Series, bind 499, s. 311).

176 –      »Som tager hensyn til bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention«.

177 –      Jf. UNCLOS’ artikel 2, stk. 1, hvorefter »[e]n kyststats suverænitet […], ud over dens landterritorium og indre farvande, samt, hvor der er tale om en arkipelagstat, dens arkipelagfarvande, [omfatter] et tilstødende havbælte, benævnt søterritoriet«.

178 –      Jf. UNCLOS’ artikel 55, hvorefter »[d]en eksklusive økonomiske zone er et område beliggende udover og stødende op til søterritoriet, der er undergivet den i [denne konventions artikel 55-75] fastsatte særlige retlige ordning, i henhold til hvilken kyststatens rettigheder og jurisdiktion og andre staters rettigheder og friheder er fastlagt ved denne konventions relevante bestemmelser«. Min fremhævelse.

179 –      Jf. artikel 8 og 9 i dahir n° 1-81-179 du 8 avril 1981 portant promulgation de la loi n° 1-81 instituant une zone économique exclusive de 200 milles marins au large des côtes marocaines (kongeligt dekret nr. 1-81-179 af 8.4.1981 om stadfæstelse af lov nr. 1-81), Bulletin officiel du Royaume du Maroc, nr. 3575, s. 232, og artikel 4 i décret n° 2-75-311 du 21 juillet 1975 déterminant les lignes de fermeture de baies sur les côtes marocaines et les coordonnées géographiques de la limite des eaux territoriales et de la zone de pêche exclusive marocaines (dekret nr. 2-75-311 af 21.7.1975 om fastlæggelse af linjer over bugter langs de marokkanske kyster og geografiske koordinater for grænsen mellem territorialfarvandene og den eksklusive fiskerizone i Marokko), Bulletin officiel du Royaume du Maroc, nr. 3276, s. 996. Ifølge disse bestemmelser strækker den marokkanske eksklusive økonomiske zone sig ikke syd for Cap Juby/Pointe Stafford, der markerer grænsen mellem Kongeriget Marokko og Vestsahara.

180 –      Jf. »Domaine maritime: Le Conseil de gouvernement adopte deux projets de lois«, Huffington Post Maroc den 7.7.2017 og kan ses på webstedet http://www.huffpostmaghreb.com/2017/07/07/loi-domaine-maritime-_n_17422798.html. Ifølge den marokkanske minister for udenrigsanliggender og internationalt samarbejde var det nødvendigt at fastlægge en eksklusiv økonomisk zone langs Vestsaharas kyster for at »befæste Marokkos formynderskab over disse farvande og dæmme op for enhver kritik af Kongerigets suverænitet over dette område«.

181 –      Jf. fiskeriaftalens artikel 5, stk. 4.

182 –      Jf. fodnote 181.

183 –      Set i dette perspektiv kan jeg ikke forstå, hvorfor Unionen betaler Kongeriget Marokko flere millioner euro hvert år i finansiel modydelse for at kunne fiske i de farvande, der støder op til Vestsahara, og hvor Kongeriget Marokko ikke har fastlagt nogen søzone og selvfølgelig heller ikke nogen eksklusiv økonomisk zone, selv om det ikke fremgår af de instrumenter, som det har deponeret hos FN i overensstemmelse med UNCLOS’ artikel 75, stk. 2, at de farvande, der støder op til Vestsahara, indgår i de marokkanske søzoner.

184 –      Jf. UNCLOS’ artikel 56, stk. 1, litra a) (»[i] den eksklusive økonomiske zone har kyststaten […] suveræne rettigheder for så vidt angår efterforskning og udnyttelse, bevarelse og forvaltning af havbundens, undergrundens og den overliggende vandmasses naturlige ressourcer, såvel levende som ikke-levende […]«). Min fremhævelse.

185 –      Jf. f.eks. artikel 5, stk. 4, i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Seychellerne (EUT 2006, L 290, s. 2), artikel 2, litra a), og artikel 11 i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Islamiske Republik Mauretanien (EUT 2006, L 343, s. 4), artikel 2, litra a), og artikel 11 i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Guinea-Bissau for perioden 16.6.2007-15.6.2011 (EUT 2007, L 342, s. 5), artikel 2, litra c), i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Republikken Côte d’Ivoire og Den Europæiske Union (EUT 2008, L 48, s. 41) samt artikel 1, litra f), i partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Republikken Senegal (EUT 2014, L 304, s. 3).

186 –      Jf. fiskeriaftalens artikel 7 samt artikel 3, stk. 1, 4 og 5, og artikel 6 i protokollen fra 2013. Disse bestemmelser sikrer ikke, at den finansielle modydelse kommer Vestsaharas befolkning til gode i et omfang, der svarer til mængden af fangster i de farvande, der støder op til Vestsahara. Jf. punkt 271-285 i dette forslag til afgørelse.

187 –      Jf. E. Milano, »The New Fisheries Partnership Agreement between the EC and Morocco: Fishing too South?«, Anuario español de derecho internacional, 2006, bind 22, s. 413-457, navnlig s. 442-447, og M. Dawidowicz, »Trading Fish or Human Rights in Western Sahara? Self-Determination, Non-Recognition and the EC-Morocco Fisheries Agreement«, trykt på fransk, D. (red.), Statehood, Self-Determination and Minorities: Reconciling Tradition and Modernity in International Law, Cambridge University Press, Cambridge 2013, s. 250-276.

188 –      Den forelæggende ret deler denne opfattelse. Det samme gælder for HMRC og Secretary of State. Jf. forelæggelsesafgørelsens præmis 27, 44.1 og 47.4 samt præmis 40, 43, 48 og 49 i dom af 19.10.2015, R på vegne af Western Sahara Campaign UK mod HM Revenue and Customs [2015] EWHC 2898 (Admin). Kommissionen har ikke udelukket, at Kongeriget Marokko kan anses for at være besættelsesmagt i Vestsahara. Jf. punkt 43 i dens svar på Domstolens skriftlige spørgsmål.

189 –      Jf. punkt 192 i dette forslag til afgørelse. Jf. E. Milano, »The New Fisheries Partnership Agreement between the EC and Morocco: Fishing too South?«, Anuario español de derecho internacional, 2006, bind 22, s. 413-457, navnlig s. 430.

190 –      EUT 2011, C 286 E, s. 1. Hun svarede bl.a., at »FN’s holdning til spørgsmålet, som EU er enig i, er, at Vestsahara skal betragtes som et »ikke-selvstyrende område«, og at Marokko de facto er den administrerende myndighed for dette område«.

191 –      Jf. dom vedrørende Østtimor (Portugal mod Australien) (ICJ Reports 1995, s. 90, præmis 13). I denne sag havde Den Portugisiske Republik gjort gældende, at Det Australske Statsforbund, selv om Østtimor var blevet besat af Republikken Indonesien, kun kunne indgå en international aftale, der fandt anvendelse på Østtimor, med Den Portugisiske Republik i dens egenskab af administrerende myndighed for dette område. Det er derfor ikke overraskende, at den portugisiske regering ikke har taget stilling til gyldigheden af de omtvistede retsakter i de skriftlige indlæg, som den har indgivet i den foreliggende sag, og blot har anført, at deres gyldighed ikke kan vurderes inden for rammerne af artikel 3, stk. 5, TEU, og at det ikke er muligt at påberåbe sig de folkeretlige regler, som WSC har støttet ret på. Den har heller ikke besvaret de spørgsmål, som Domstolen har stillet den, eller deltaget i retsmødet.

192 –      Jf. dom af 19.10.2015, R på vegne af Western Sahara Campaign UK mod HM Revenue and Customs [2015] EWHC 2898 (Admin), præmis 40, og FN’s Generalforsamlings resolution 3458 A (XXX), hvori der ikke henvises til denne aftale, og Kongeriget Spanien betegnes som den administrerende myndighed. Jf. i denne retning ligeledes I. Brownlie, African Boundaries:a Legal and Diplomatic Encyclopaedia, C. Hurst & Company, London 1979, s. 149-158, hvorefter »Spanien [i 1976 overdrog] Spansk Saharas område til Marokko og Mauretanien, og der blev indgået en aftale om deling […] Da der hersker tvivl om delingsaftalens lovlighed, og den savner retsgrundlag, bør Vestsaharas grænser undersøges nærmere« (s. 149) (»In 1976 Spain transferred the territorry of Spanish Sahara to Morocco and Mauritania and a partition was arranged […] Since the legitimacy of the partition arrangement is in question and lacks a legal basis, the frontiers of Western Sahara merit examination«). Det vil ifølge den samme forfatter være »risikabelt at affinde sig med den bestående situation (hvis det er, hvad den er), som Spanien, Marokko og Mauretanien har skabt, indtil den politiske situation udvikler sig yderligere. De øvrige staters manglende anerkendelse af resultatet har hjemmel i folkeretten« (s. 157) (»Until the political situation evolves further, it is unsafe to accept the fait accompli (if that is what it is) arranged by Spain, Morocco and Mauritania. Non-recognition of the outcome by other States has a basis in International Law«). Jf. endelig J. Soroeta Liceras, »La posicíon de la Unión Europea en el conflicto del Sahara Occidental, una muestra palpable (más) de la primacía de sus intereses económicos y políticos sobre la promoción de la democracia y de los derechos humanos«, Revista de Derecho Comunitario Europeo, 2009, bind 34, s. 823-864, på s. 832, og B. Saul, »The Status of Western Sahara as Occupied Territory under International Humanitarian Law and the Exploitation of Natural Ressources«, Sydney Law School Legal Studies Research Paper nr. 15/81 (september 2015), s. 18.

193 –      Jf. punkt 163 i dette forslag til afgørelse. Resolution 3458 A (XXX), der ikke anerkendte Madridaftalen, blev til gengæld godkendt af 88 stater, og ingen stater stemte imod. De nuværende EU-medlemsstater stemte for denne resolution med undtagelse af Kongeriget Spanien og Den Portugisiske Republik, der stemte blankt, og Republikken Malta, der undlod at stemme.

194      Jf. for eksempel M. F. Burton, Foreign Relations of the United States, 1977-1980, United States Government Printing Office, Washington 2017, bind XVII, 3. del (Documents on Northafrica), s. 90, 371, 372 og 575.

195 –      Jf. M. Bedjaoui, »Article 73«, trykt i J.-P. Cot, A. Pellet og M. Forteau, La Charte des Nations unies: commentaire article par article, 3. oplag, Economica, Paris 2005, s. 1751-1767, navnlig s. 1763; U. Fastenrath, »Chapter XI Declaration Regarding Non-self-governing Territories«, trykt i B. Simma, D.-E. Khan, G. Nolte og A. Paulus (red), The Charter of the United Nations: A Commentary, 3. oplag, Oxford University Press, Oxford 2012, bind II, s. 1829-1839, navnlig s. 1836. Jf. i denne retning ligeledes punkt 3 i FN’s Generalforsamlings resolution 742 (VIII) af 27.11.1953.

196 –      Jf. punkt 57 i Kommissionens svar på Domstolens skriftlige spørgsmål.

197 –      Jf. Cocos Islands Act 1955 og Cocos Islands Order in Council 1955, SI 1955/1642. Jf. i denne retning A. Kerr, A Federation in These Seas, Attorney General’s Department of the Commonwealth of Australia, 2009, s. 271-273 og 308-310, og B. Spagnolo, The Continuity of Legal Systems in Theory and Practice, Hart Publishing, Oxford, 2015, s. 62.

198 –      Jf. Repertory of Practice of United Nations Organs, tillæg nr. 2 (1955-1959), bind 3, punkt 6.

199 –      Jf. Repertory of Practice of United Nations Organs, tillæg nr. 3 (1959-1966), bind 3, punkt 215. Jf. i denne retning ligeledes FN’s Generalforsamlings resolution 39/30, hvori Det Australske Statsforbund betegnes som den administrerende myndighed.

200 –      Jf. artikel I og XXVII i aftalen mellem Republikken Indonesien og Kongeriget Nederlandene om den vestlige del af Ny Guinea (Irian Jaya), undertegnet i FN’s hovedkvarter i New York den 15.8.1962, UN Treaty Series, bind 437, s. 274. Jf. i denne retning også FN’s Generalforsamlings resolution 1752 (XVII).

201 –      Jf. Repertory of Practice of United Nations Organs, tillæg nr. 3 (1959-1966), bind 3, punkt 52-55.

202 –      Jf. FN’s generalsekretærs rapport af 3.2.2017 vedrørende oplysninger om ikke-selvstyrende områder, der fremsendes i henhold til FN-pagtens artikel 73, litra e) (A/72/62).

203 –      S/2002/161, punkt 6.

204 –      S/2002/161, punkt 7.

205 –      S/2002/161, punkt 8 og 21.

206 –      Dom af 17.8.1923 vedrørende S.S. Wimbledon (Det Forenede Kongerige m.fl. mod Tyskland) (PCIJ, Serie A, nr. 1, s. 25).

207 –      Jf. afgørelse af 31.7.1989 vedrørende fastlæggelse af søgrænsen mellem Guinea-Bissau og Senegal, Reports of International Arbitral Awards, bind XX, s. 119-213, præmis 51 og 52. Den Internationale Domstol har stadfæstet denne dom (jf. dom af 31.7.1989 vedrørende voldgiftsafgørelse (ICJ Reports 1991, s. 53)). Ifølge voldgiftsretten har den nationale frihedsbevægelses aktiviteter »internationalt omfang, når der er tale om usædvanlig begivenheder i territorialstatens institutionelle liv, som tvinger den til at træffe ekstraordinære foranstaltninger, dvs. når den ser sig nødsaget til at anvende andre midler end dem, der normalt anvendes for at imødegå lejlighedsvise uroligheder, med henblik på at kontrollere eller forsøge at kontrollere begivenhederne«. Eftersom der udbrød en væbnet konflikt mellem Front Polisario og den marokkanske og mauretanske hær, er dette kriterium opfyldt.

208 –      Jf. afgørelse af 31.7.1989 vedrørende fastlæggelse af søgrænsen mellem Guinea-Bissau og Senegal, Reports of International Arbitral Awards, bind XX, s. 119-213, præmis 52.

209 –      UN Treaty Series, bind 1125, s. 3.

210–      Disse regler opfylder under alle omstændigheder de kriterier for påberåbelse, der er nævnt i punkt 96 i dette forslag til afgørelse, af de grunde, der er anført i punkt 139 heri.

211–      Responsum om lovligheden af trusler om anvendelse af nukleare våben (ICJ Reports 1996, s. 226, præmis 79). Jf. i denne retning også dom af 1.10.1946 afsagt af Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg i sagen Amerikas Forenede Stater m.fl. mod Göring m.fl., trykt i Trial of the Major War Criminals before the International Military Tribunal (Nuremberg, 14 November 1945 – 1 October 1946), 1947, s. 171-341, navnlig s. 253 og 254, samt responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 89 og 157).

212 –      Responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 157).

213 –      Min fremhævelse. Samtlige EU-medlemsstater og Kongeriget Marokko er parter i disse konventioner og i tillægsprotokol I. Front Polisario har ved en ensidig erklæring af 23.6.2015, som blev indleveret til det schweiziske forbundsråd i dets egenskab af depositar for Genèvekonventionerne, og som blev meddelt de stater, der er parter i disse konventioner, forpligtet sig til at anvende de fire Genèvekonventioner fra 1949 og tillægsprotokol I fra 1977 i forbindelse med konflikten mellem denne organisation og Kongeriget Marokko.

214 –      Responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 158).

215 –      Jf. punkt 127 i dette forslag til afgørelse.

216 –      Jf. denne konventions artikel 2 og responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 95).

217 –      Responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 95).

218 –      Artikel 1, stk. 4, i tillægsprotokol I og kommentarer fra Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) fra 1987, punkt 114. Jf. i denne retning ligeledes A. Roberts, »What is military occupation?«, British Yearbook of International Law, 1985, bind 55, s. 249-305, navnlig s. 254 og 255.

219 –      Jf. É. David, Principes de droit des conflits armés, 5. oplag, Bruylant, Bruxelles, 2012, s. 189 og 190, M. Milanovic, »The Applicability of the Conventions to »Transnational« and »Mixed« Conflicts«, trykt i A. Clapham, P. Gaeta og M. Sassòli (red.), The 1949 Geneva Conventions: A commentary, Oxford University Press, Oxford 2015, s. 27-50, punkt 43, og B. Saul, »The Status of Western Sahara as Occupied Territory under International Humanitarian Law and the Exploitation of Natural Resources«, Sydney Law School Legal Studies Research Paper No 15/81, september 2015, s. 5 og 6.

220 –      Jf. dom af 31.3.2003 afsagt af afdelingen i første instans ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol vedrørende det Tidligere Jugoslavien i sag nr. IT-98-34-T, anklagemyndigheden mod Mladen Naletilić og Vinko Martinović, præmis 211; Stato maggiore de la difesa, Manuale di diritto umanitario, 1991, bind I, punkt 32; Federal Ministry of Defence of the Federal Republic of Germany, Humanitarian Law in Armed Conflicts Manual, 1992, punkt 526; Office of the Judge Advocate General (Canada), Law of Armed Conflict, 2001, punkt 1203(1);UK Ministry of Defence, The Manual of the Law of Armed Conflict, Oxford University Press, Oxford 2004, punkt 11.2; Ministerio de defensa, El derecho de los conflictos armados, 2. oplag, Centro Geográfico del Ejército, Madrid 2007, bind I, s. 2-20; U.S. Department of Defense, Law of War Manual, 2015, s. 744; Y. Dinstein, The International Law of Belligerent Occupation, Cambridge University Press, Cambridge 2009, s. 42, punkt 96; M. Sassòli, »The Concept and the Beginning of Occupation«, trykt i A. Clapham, P. Gaeta og M. Sassòli (red.), The 1949 Geneva Conventions: A commentary, Oxford University Press, Oxford, 2015, s. 1389-1419, punkt 8.

221 –      Jf. forelæggelsesafgørelsens præmis 27, 44.1 og 47.4 samt præmis 40, 43, 48 og 49 i dom af 19.10.2015, R på vegne af Western Sahara Campaign UK mod HM Revenue and Customs [2015] EWHC 2898 (Admin).

222 –      Jf. punkt 5 og 6. 85 stater stemte for, 6 stemte imod, 41 stemte blankt, og 20 undlod at stemme. De nuværende EU-medlemsstater stemte for eller stemte blankt. Jf. i denne retning også FN’s Generalforsamlings resolution 35/19.

223 –      Jf. navnlig A. Roberts, »What is military occupation?«, British Yearbook of International Law, 1985, bind 55, s. 249-305, navnlig s. 280 og 281; H.P. Gasser, »The Conflict in Western Sahara – An Unresolved Issue from the Decolonization Period«, Yearbook of International Humanitarian Law, 2002, bind 5, s. 375-380, navnlig s. 379; Y. Arai-Takahashi, The Law of Occupation: Continuity and Change of International Humanitarian Law, and its Interaction with International Human Rights Law, Martinus Nijhoff, Haag 2009, s. 140; C. Chinkin, »Laws of occupation«, trykt i N. Botha, M. Olivier og D. van Tonder (red.), Multilateralism and International Law with Western Sahara as a Case Study, VerLoren van Themaat Centre, Pretoria 2010, s. 197-221, navnlig s. 197-200; E. Benvenisti, The International Law of Occupation, 2. oplag, Oxford University Press, Oxford 2012, s. 171; U. Fastenrath, »Chapter XI Declaration Regarding Non-self-governing Territories«, trykt i B. Simma, D.-E. Khan, G. Nolte og A. Paulus (red.), The Charter of the United Nations: A Commentary, 3. red., Oxford University Press, Oxford, 2012, bind II, s. 1829-1839, navnlig s. 1837; V. Koutroulis, »The application of international humanitarian law and international human rights law in prolonged occupation: only a matter of time?«, International Review of the Red Cross, Oxford 2012, bind 94, s. 165-205, navnlig s. 171; É. David, Principes de droit des conflits armés, 5. oplag, Bruylant, Bruxelles 2012, s. 192; C. Ruiz Miguel, »La responsabilité internationale et les droits de l’homme: le cas du Sahara occidental«, Cahiers de la recherche sur les droits fondamentaux, 2013, bind 11, s. 105-130, navnlig s. 107; M. Dawidowicz, »Trading Fish or Human Rights in Western Sahara? Self-Determination, Non-Recognition and the EC-Morocco Fisheries Agreement«, trykt i D. French (red.), Statehood, Self-Determination and Minorities: Reconciling Tradition and Modernity in International Law, Cambridge University Press, Cambridge 2013, s. 250-276; M. Bothe, »The Administration of Occupied Territory«, trykt i A. Clapham, P. Gaeta og M. Sassòli (red.), The 1949 Geneva Conventions: A commentary, Oxford University Press, Oxford, 2015, s. 1455-1484, navnlig s. 1459; E. Kontorovich, »Economic Dealings with Occupied Territories«, Columbia Journal of Transnational Law, 2015, bind 53, s. 584-637, navnlig s. 611 og 612; B. Saul »The Status of Western Sahara as Occupied Territory under International Humanitarian Law and the Exploitation of Natural Ressources«, Sydney Law School Legal Studies Research Paper n° 15/81 (september 2015). Jf. også High Court of South Africas dom af 15.6.2017 i sag nr. 1487/17, Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik og Front Polisario mod ejeren og befragteren af MV »NM CHERRY BLOSSOM«, præmis 29.

224 –      Jf. H. Corell, »Western Sahara – status and resources«, New Routes, 2010, bind 15, s. 10-13, navnlig s. 11.

225 –      Jf. skrivelsen af 29.1.2002 fra vicegeneralsekretæren for retlige anliggender, den juridiske konsulent, til Sikkerhedsrådets formand (S/2002/161).

226 –      Jf. dom vedrørende væbnede aktiviteter i Congo (Den Demokratiske Republik Congo mod Uganda) (ICJ Reports 2005, s. 168, præmis 173). Det samme princip gælder ifølge artikel 1, stk. 4, i tillægsprotokol I for besættelse af ikke-selvstyrende områder.

227 –      Det skal påpeges, at Den Islamiske Republik Mauretanien trak sig ud af Vestsahara den 14.8.1979 efter at have indgået en fredsaftale med Front Polisario. Samme dag annekterede Kongeriget Marokko den del af Vestsahara, der tidligere havde været besat af Den Islamiske Republik Mauretanien. Mauretanien anerkendte denne »tvungne besættelse« ved den mauretanske premierministers erklæring af 14.8.1979, der var knyttet som bilag til skrivelsen af 18.8.1979 fra Den Islamiske Republik Mauretaniens faste repræsentant ved FN til FN’s generalsekretær (A/34/427).

228 –      Jf. den nærmere beskrivelse af Vestsaharas underkastelse under marokkansk myndighed i J. Dessaints, »Chronique politique Maroc«, Annuaire de l’Afrique du Nord, 1975, bind 14, s. 457-476, navnlig s. 463-465, og J.C. Santucci, »Chronique politique Maroc«, Annuaire de l’Afrique du Nord, 1976, bind 15, s. 357-379, navnlig s. 359-361.

229 –      Det bør også understreges, at selv om Madridaftalen ansås for gyldig, gav den på ingen måde tilladelse til militær marokkansk tilstedeværelse på Vestsaharas område uden befolkningens samtykke, og der blev aldrig givet noget samtykke.

230 –      Jf. Y. Dinstein, The International Law of Belligerent Occupation, Cambridge University Press, Cambridge, 2009, s. 47 og 48; E. Benvenisti, The International Law of Occupation, 2. oplag, Oxford University Press, Oxford, 2012, s. 55; M. Sassòli, »The Concept and the Beginning of Occupation«, trykt i A. Clapham, P. Gaeta og M. Sassòli (red.), The 1949 Geneva Conventions: A commentary, Oxford University Press, Oxford, 2015, s. 1389-1419, punkt 15.

231 –      Jf. E. Benvenisti, The International Law of Occupation, 2. oplag, Oxford University Press, Oxford, 2012, s. 55.

232 –      »Naar den lovlige Magt faktisk er gaaet over i Hænderne paa den, som holder Landet besat, tager denne alle de Forholdsregler, som bero paa den, for saavidt muligt at genoprette og sikre den offentlige Orden og det offentlige Liv, idet de i Landet gældende Love respekteres, medmindre dette er absolut umuligt.«

233 –      »Besættelsesmagten kan imidlertid underkaste befolkningen i det besatte område bestemmelser, der er af afgørende betydning for besættelsesmagtens evne til at opfylde de forpligtelser, der i henhold til nærværende konvention påhviler den, og til at opretholde en ordnet administration i området såvel som til at sikre besættelsesmagten, medlemmerne af besættelsesstyrkerne og ‑administrationen og disses ejendele, samt de af dem benyttede anlæg og forbindelseslinjer«.

234 –      Jf. M. Sassòli, »Legislation and Maintenance of Public Order and Civil Life by Occupying Powers«, European Journal of International Law, 2005, bind 16, s. 661-694; Y. Dinstein, The International Law of Belligerent Occupation, Cambridge University Press, Cambridge 2009, s. 115 og 116; Y. Arai-Takahashi, The Law of Occupation: Continuity and Change of International Humanitarian Law, and its Interaction with International Human Rights Law, Martinus Nijhoff, Haag, 2009, s. 120 og 121.

235 –      Jf. E. Benvenisti, The International Law of Occupation, 2. oplag, Oxford University Press, Oxford, 2012, s. 83-86; M. Bothe, »The Administration of Occupied Territory«, trykt i A. Clapham, P. Gaeta og M. Sassòli (red.), The 1949 Geneva Conventions: A commentary, Oxford University Press, Oxford, 2015, s. 1455-1484, punkt 98.

236 –      Jf. dom vedrørende Østtimor (Portugal mod Australien) (ICJ Reports 1995, s. 90, præmis 13 og 32). Domstolen udøvede ikke sin kompetence i denne sag, fordi det ville have krævet, at den tog stilling til, om det var lovligt at indlemme Østtimor i Republikken Indonesien. Den fastslog imidlertid, at Indonesiens militære intervention måtte kvalificeres som en besættelse (jf. dommens præmis 13), hvilket i øvrigt er et faktisk spørgsmål (jf. punkt 246 i dette forslag til afgørelse).

237 –      Jf. E. Benvenisti, The International Law of Occupation, 2. oplag, Oxford University Press, Oxford, 2012, s. 85; M. Bothe, »The Administration of Occupied Territory«, trykt i A. Clapham, P. Gaeta og M. Sassòli (red.), The 1949 Geneva Conventions: A commentary, Oxford University Press, Oxford, 2015, s. 1455-1484, punkt 98.

238 –      Jf. artikel 4 i tillægsprotokol I; artikel 47 i Genèvekonvention IV; afgørelse af 18.4.1925 i sagen om den ottomanske statsgæld (Bulgarien, Irak, Palæstina, Transjordanien, Grækenland, Italien og Tyrkiet), Reports of International Arbitral Awards, bind 1, s. 529-614, navnlig s. 555; dom af 10.3.1948 afsagt af Militærdomstol I RuSHA-sagen (Amerikas Forenede Stater mod Greifelt m.fl.), Trials of War Criminals before the Nuernberg Military Tribunals, U.S. Government Printing Office, Washington 1950, bind V, s. 154; L. Oppenheim, »The Legal Relations between an Occupying Power and the Inhabitants«, Law Quarterly Review, 1917, bind 33, s. 363, på s. 364; Y. Dinstein, The International Law of Belligerent Occupation, Cambridge University Press, Cambridge, 2009, s. 49-51; É. David, Principes de droit des conflits armés, 5. oplag, Bruylant, Bruxelles 2012, s. 582 og 583; E. Benvenisti, The International Law of Occupation, 2. oplag, Oxford University Press, Oxford, 2012, s. 85; M. Bothe, »The Administration of Occupied Territory«, trykt i A. Clapham, P. Gaeta og M. Sassòli (red.), The 1949 Geneva Conventions: A commentary, Oxford University Press, Oxford, 2015, s. 1455-1484, præmis 10.

239 –      Den besættelsesmyndighed, som USA og koalitionen oprettede i Irak, og som styrede landet i 2003 og 2004.

240 –      Jf. rammeaftalen mellem den midlertidige koalitionsmyndighed (»myndigheden«), som i medfør af de gældende regler og vedtægter for krig samt de relevante resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd, herunder resolution 1483 (2003), midlertidigt besidder regeringsmagten i Irak, Trade Bank of Iraq (TBI), oprettet i henhold til myndighedens forordning nr. 20 og Bureau pour la garantie contre les risques à l’exportation (det schweiziske eksportkreditorgan, GRE), der handler på Det Schweiziske Forbunds vegne, undertegnet i Rom den 5.12.2003, Recueil systématique du droit fédéral, 0.946.144.32.

241 –      Notat af 15.12.2003 fra Det Schweiziske Forbunds Direktorat for Folkeret i T. Ferraro (red.), Rapport des experts du CIRC »Occupation and other forms of administration of foreign territory«, 2012, s. 59. Jf. i denne retning ligeledes L.C. Caflisch, »La pratique suisse en matière de droit international public 2003«, Revue suisse de droit international et de droit européen, 2004, bind 5, s. 661-719, navnlig s. 663 og 664.

242 –      Jf. punkt 4, hvori Sikkerhedsrådet »[called] upon the [Coalition Provisional] Authority, consistent with the Charter of the United Nations and other relevant international law, to promote the welfare of the Iraqi people through the effective administration of the territory, including in particular working towards the restoration of conditions of security and stability and the creation of conditions in which the Iraqi people can freely determine their own political future«. Min fremhævelse.

243 –      Jf. punkt 1, hvori Sikkerhedsrådet »[reaffirmed] the sovereignty and territorial integrity of Iraq, and [underscored], in that context, the temporary nature of the exercise by the Coalition Provisional Authority (Authority) of the specific responsibilities, authorities, and obligations under applicable international law recognized and set forth in resolution 1483 (2003), which will cease when an internationally recognized, representative government established by the people of Iraq is sworn in and assumes the responsibilities of the Authority«. Min fremhævelse.

244 –      Jf. rammeaftalens titel (Recueil systématique du droit fédéral, 0.946.144.32).

245 –      Jf. dom vedrørende væbnede aktiviteter i Congo (Den Demokratiske Republik Congo mod Uganda) (ICJ Reports 2005, s. 168, præmis 244).

246 –      Jf. punkt 130-134 i dette forslag til afgørelse.

247 –      Jf. punkt 245-249 i dette forslag til afgørelse.

248 –      Jf. »Iustiniani Institutiones«, Livre II, chapitre IV »(De usu fructu), principium«, trykt i P. Krueger (red.), Corpus Iuris Civilis, Weidmann, Berlin, 1889, bind I; U.S. Department of State, »Memorandum of Law on Israel’s right to develop new oil field in Sinai and the Gulf of Suez«, 1.10.1976, International Law Materials, 1977, bind 16, s. 733-753, navnlig s. 736; Ministry of Foreign Affairs of Israel, »Memorandum of Law on the Right to develop new oil fields in Sinai and the Gulf of Suez«, 1.8.1977, International Law Materials, 1978, bind 17, s. 432-444, punkt 2; Y. Dinstein, The International Law of Belligerent Occupation, Cambridge University Press, Cambridge 2009, s. 214; A. Van Engeland, »Protection of Public Property«, trykt i A. Clapham, P. Gaeta og M. Sassòli (red.), The 1949 Geneva Conventions: A commentary, Oxford University Press, Oxford, 2015, s. 1535-1550, punkt 20-22.

249 –      Jf. Y. Dinstein, The International Law of Belligerent Occupation, Cambridge University Press, Cambridge 2009, s. 215; Office of the Judge Advocate General (Canada), Law of Armed Conflict, 2001, punkt 1243; UK Ministry of Defence, The Manual of the Law of Armed Conflict, Oxford University Press, Oxford, 2004, punkt 11.86; U.S. Department of Defense, Law of War Manual, 2015, s. 793.

250 –      Jf. Ministry of Foreign Affairs of Israel, »Memorandum of Law on the Right to develop new oil fields in Sinai and the Gulf of Suez«, 1.8.1977, International Law Materials, 1978, bind 17, s. 432-444, punkt 12; A. Cassese, »Powers and Duties of an Occupant in Relation to Land and Natural Resources«, trykt i A. Cassese, P. Gaeta og S. Zappalà (red.), The Human Dimension of International Law: Selected Papers of Antonio Cassese, 2008, Oxford University Press, Oxford, s. 250-271, navnlig s. 258; Y. Dinstein, The International Law of Belligerent Occupation, Cambridge University Press, Cambridge, 2009, s. 217.

251 –      Dom af 1.10.1946 afsagt af Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg i sagen Amerikas Forenede Stater m.fl. mod Göring m.fl., trykt i Trial of the Major War Criminals before the International Military Tribunal (Nuremberg, 14 November 1945 – 1 October 1946), 1947, s. 171-341, navnlig s. 239. Jf. i denne retning ligeledes U.S. Department of State, »Memorandum of Law on Israel’s right to develop new oil field in Sinai and the Gulf of Suez«, 1.10.1976, International Law Materials, 1977, bind 16, s. 733-753, navnlig s. 743; Ministry of Foreign Affairs of Israel, »Memorandum of Law on the Right to develop new oil fields in Sinai and the Gulf of Suez«, 1.8.1977, International Law Materials, 1978, bind 17, s. 432-444, navnlig s. 437.

252 –      Jf. U.S. Department of State, »Memorandum of Law on Israel’s right to develop new oil field in Sinai and the Gulf of Suez«, 1.10.1976, International Law Materials, 1977, bind 16, s. 733-753, navnlig s. 743-745; A. Cassese, »Powers and Duties of an Occupant in Relation to Land and Natural Resources«, trykt i A. Cassese, P. Gaeta og S. Zappalà (red.), The Human Dimension of International Law: Selected Papers of Antonio Cassese, 2008, Oxford University Press, Oxford, s. 250-271, s. 257 og 261; E. Benvenisti, The International Law of Occupation, 2. oplag, Oxford University Press, Oxford 2012, s. 82.

253 –      Jf. skrivelse af 8.5.2003 fra Amerikas Forenede Staters og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands faste repræsentanter ved FN til Sikkerhedsrådets formand (S/2003/538).

254 –      Jf. den midlertidige koalitionsmyndigheds forordning nr. 2 af 15.6.2003 om Udviklingsfonden for Irak.

255 –      Jf. responsum om lovligheden af trusler om anvendelse af nukleare våben (ICJ Reports 1996, s. 226, præmis 25) og responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 105 og 106).

256 –      Jf. dom vedrørende væbnede aktiviteter i Congo (Den Demokratiske Republik Congo mod Uganda) (ICJ Reports 2005, s. 168, præmis 244).

257 –      Jf. i denne retning Y. Dinstein, The International Law of Belligerent Occupation, Cambridge University Press, Cambridge 2009, s. 219 og 220.

258 –      Jf. responsum om de juridiske konsekvenser af opførelsen af en mur i det besatte palæstinensiske område (ICJ Reports 2004, s. 136, præmis 106) og dom vedrørende væbnede aktiviteter i Congo (Den Demokratiske Republik Congo mod Uganda) (ICJ Reports 2005, s. 168, præmis 216, 217 og 220).

259 –      Jf. præamblen til fiskeriaftalen samt artikel 1, artikel 3, stk. 1, artikel 4, artikel 8 og artikel 9 heri. Jf. i denne retning også artikel 4 og 5 i protokollen fra 2013.

260 –      Jf. punkt 258 og 260 i dette forslag til afgørelse.

261 –      Disse datablade findes i tillæg 2 til bilaget til fiskeriaftalen. Ifølge fiskeriaftalens artikel 16 udgør bilaget med tillæg en integrerende del af aftalen.

262 –      Jf. punkt 70 i dette forslag til afgørelse.

263 –      Jf. punkt 261 i dette forslag til afgørelse. Sagsakterne indeholder ingen oplysninger herom, eftersom EU-institutionerne betragter Kongeriget Marokko som »de facto-administrerende myndighed« og derfor ikke har undersøgt dette spørgsmål.

264 –      En sådan deportation betragtes som en grov tilsidesættelse af tillægsprotokol I [jf. denne protokols artikel 85, stk. 4, litra a)] og en krigsforbrydelse [artikel 8, stk. 2, litra b), nr. viii), i Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol, UN Treaty Series, bind 2187, s. 3]. Der gøres opmærksom på, at Kongeriget Marokko har underskrevet Romstatutten, men ikke ratificeret den.

265 –      Jf. punkt 7 i FN’s Generalforsamlings resolution 3458 A (XXX).

266 –      Jf. punkt 2 og 4 i FN’s Generalforsamlings resolution 3458 B (XXX).

267 –      Jf. tillæg 2 til bilaget til protokollen fra 2013.

268 –      Jf. E. Milano, »The New Fisheries Partnership Agreement between the EC and Morocco: Fishing too South?«, Anuario español de derecho internacional, 2006, bind 22, s. 413-457, navnlig s. 435-442; J. Soroeta Liceras, »La posicíon de la Unión Europea en el conflicto del Sahara Occidental, una muestra palpable (más) de la primacía de sus intereses económicos y políticos sobre la promoción de la democracia y de los derechos humanos«, Revista de Derecho Comunitario Europeo, 2009, bind 34, s. 823-864, navnlig s. 829-837 og 844-847; H. Corell »The legality of exploring and exploiting natural resources in Western Sahara«, trykt i N. Botha, M. Olivier og D. van Tonder (red.), Multilateralism and International Law with Western Sahara as a Case Study, VerLoren van Themaat Centre, Pretoria 2010, s. 231-247, navnlig s. 242;J. Etienne, »L’accord de pêche CE-Maroc: quels remèdes juridictionnels européens à quelle illicéité internationale«, Revue belge de droit international, 2010, s. 77-107, navnlig s. 86-88; B. Saul, »The Status of Western Sahara as Occupied Territory under International Humanitarian Law and the Exploitation of Natural Ressources«, Sydney Law School Legal Studies Research Paper n° 15/81 (september 2015), s. 29-31. Jf. i denne retning ligeledes »Legal opinion on the legality in the context of international law, including the relevant United Nations resolutions and Organization of African Unity/African Union decisions, of actions allegedly taken by the Moroccan authorities or any other State, group of States, foreign companies or any other entity in the exploration and/or exploitation of renewable and non-renewable natural resources or any other economic activity in Western Sahara«, der er knyttet som bilag til skrivelse af 9.10.2015 fra Zimbabwes faste repræsentant ved FN til Sikkerhedsrådets formand (S/2015/786).

269 –      I 1970 havde Sydafrika endnu ikke indstillet sin administration, selv om FN’s Generalforsamling havde bragt det mandat over området, som Folkeforbundet havde givet Sydafrika, til ophør, at Sydafrika selv havde overtaget det direkte ansvar for administrationen af Namibia, og at FN’s Sikkerhedsråd havde anmodet Sydafrika om øjeblikkeligt at indstille sin administration af Namibia. Det skal påpeges, at Sydafrika efter eget forbillede havde indført apartheid i Namibia. Det var baggrunden for, at Sikkerhedsrådet ved sin resolution 276 (1970) erklærede, at »the continued presence of the South African authorities in Namibia is illegal and that consequently all acts taken by the Government of South Africa on behalf of or concerning Namibia after the termination of the Mandate are illegal and invalid« (punkt 2). Det tilskyndede også »all States, particularly those which have economic and other interests in Namibia, to refrain from any dealings with the [g]overnment of South Africa which are inconsistent with paragraph 2 of the present resolution« (punkt 5). Sikkerhedsrådet anmodede efterfølgende Den Internationale Domstol om at tage stilling til, hvilke konsekvenser det havde for staterne, at Sydafrika fortsat var til stede i Namibia på trods af Sikkerhedsrådets resolution 276 (1970).

270 –      Responsum om de juridiske konsekvenser for staterne af Sydafrikas fortsatte tilstedeværelse i Namibia (Sydvestafrika) på trods af Sikkerhedsrådets resolution 276 (1970) (ICJ Reports 1971, s. 16).

271 –      Jf. dom af 5.7.1994, Anastasiou m.fl. (C-432/92, EU:C:1994:277, præmis 35).

272 –      Jf. dom af 5.7.1994, Anastasiou m.fl. (C-432/92, EU:C:1994:277, præmis 49).

273 –      Responsum om de juridiske konsekvenser for staterne af Sydafrikas fortsatte tilstedeværelse i Namibia (Sydvestafrika) på trods af Sikkerhedsrådets resolution 276 (1970) (ICJ Reports 1971, s. 16, punkt 125).

274 –      Responsum om de juridiske konsekvenser for staterne af Sydafrikas fortsatte tilstedeværelse i Namibia (Sydvestafrika) på trods af Sikkerhedsrådets resolution 276 (1970) (ICJ Reports 1971, s. 16, punkt 124).

275 –      Jf. punkt 59 i Rådets skriftlige indlæg.

276 –      Jf. denne doms præmis 373-376.

277 –      Jf. fiskeriaftalens artikel 16 samt artikel 1, stk. 1, i protokollen fra 2013.

278 –      Jf. artikel 2, stk. 1, i protokollen fra 2013.

279 –      Jf. denne doms præmis 373 og 374. Domstolen henviste til risikoen for, at personer, der var underlagt restriktive foranstaltninger, traf dispositioner for at undgå, at der på ny skete indefrysning af midler for deres vedkommende, og til muligheden for, at det på trods af de procedurefejl, der blev konstateret i dens dom, viste sig at være begrundet at pålægge appellanterne restriktive foranstaltninger.