FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. BOBEK
fremsat den 20. december 2017 (1)
Sag C-571/17 PPU
Openbaar Ministerie
mod
Samet Ardic
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene))
»Præjudiciel forelæggelse – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse – rammeafgørelsens artikel 4a – begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« – rækkevidde – person, der er blevet endeligt idømt en frihedsstraf under en retssag, hvor den pågældende selv var til stede – udsættelse af straffuldbyrdelsen underlagt vilkår om en delvis afsonet frihedsstraf – de fastsatte vilkår ikke overholdt – senere retssag, som har resulteret i en tilbagekaldelse af strafudsættelsen – retssag, som har fundet sted, uden at den pågældende var til stede«
I. Indledning
1. Samet Ardic, som er tysk statsborger, er genstand for en europæisk arrestordre udstedt af en tysk judiciel myndighed. Denne myndighed har anmodet om overgivelse af Samet Ardic, som i øjeblikket tilbageholdes i Nederlandene, med henblik på fuldbyrdelsen af resten af den straf, som blev idømt i forbindelse med to retsafgørelser om frihedsstraf. Efter at have afsonet en del af disse straffe opnåede Samet Ardic udsættelse af straffuldbyrdelsen. Denne udsættelse blev efterfølgende tilbagekaldt med den begrundelse, at Samet Ardic ikke havde opfyldt vilkårene for sin betingede løsladelse.
2. Selv om Samet Ardic var til stede under den retssag, der førte til de to retskraftige afgørelser, hvorved han blev idømt to frihedsstraffe, mødte han ikke op under den retssag, som førte til afgørelserne om tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen af resten af de nævnte straffe.
3. Nærværende sag vedrører anvendelsesområdet for artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584/RIA (2). Den forelæggende ret har anmodet om en afklaring af spørgsmålet om, hvorvidt begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i rammeafgørelsen vedrører en procedure, som har ført til afgørelserne, hvorved udsættelsen af fuldbyrdelsen af resten af frihedsstraffene blev tilbagekaldt.
II. Retsforskrifter
A. EMRK
4. Artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (3) (herefter »EMRK«) er affattet således:
»Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse. […]«
B. EU-retten
1. Chartret
5. Artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) bestemmer:
»Enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel.
Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.
[…]«
6. I medfør af chartrets artikel 48, stk. 2, »[er] [r]espekt for retten til forsvar […] sikret enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse«.
2. Rammeafgørelsen
7. I rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, fastsættes det, at »[m]edlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse«.
8. Artikel 1, stk. 3, bestemmer at rammeafgørelsen »[ikke] indebærer […] nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU]«.
9. Rammeafgørelsens artikel 4a blev indført ved rammeafgørelse 2009/299/RIA (4) for at præcisere de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, når den berørte person ikke selv var til stede under retssagen:
»1. Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan også nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med yderligere proceduremæssige krav i den udstedende medlemsstats nationale ret:
a) i rette tid
i) enten er blevet indkaldt personligt og derved underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den pågældende retssag på en sådan måde, at det entydigt fremgår, at han/hun var klar over den berammede retssag
og
ii) er blevet underrettet om, at der kan afsiges en afgørelse, selv om han/hun ikke er til stede under retssagen
eller
b) var klar over den berammede retssag og havde givet et mandat til en juridisk rådgiver, der var udnævnt enten af den pågældende person eller af staten til at forsvare ham/hende under retssagen, og var faktisk repræsenteret af denne rådgiver under retssagen
eller
c) efter at have fået afgørelsen forkyndt og udtrykkeligt være blevet underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter inkl. nye beviser bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret:
i) udtrykkeligt har erklæret, at han/hun ikke anfægter afgørelsen
eller
ii) ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende frist
eller
d) ikke har fået afgørelsen forkyndt personligt, men
i) vil få den forkyndt personligt straks efter overgivelsen og udtrykkeligt vil blive underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realitet, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret
og
ii) vil blive underrettet om den frist, inden for hvilken han/hun skal anmode om en sådan fornyet prøvelse eller anke som nævnt i den pågældende europæiske arrestordre.
[…]«
III. Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
10. Den 13. juni 2017 blev der for Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) af officier van justitie bij de rechtbank (anklagemyndigheden ved retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) anlagt en sag om behandlingen af en europæisk arrestordre udstedt den 9. maj 2017 af Staatsanwaltschaft Stuttgart (anklagemyndigheden i Stuttgart, Tyskland).
11. Denne europæiske arrestordre vedrører anholdelse og overgivelse af Samet Ardic, en tysk statsborger, med henblik på fuldbyrdelse i Tyskland af to frihedsstraffe. To retskraftige domme, som omfatter ni strafbare forhold, udgør grundlaget for nævnte europæiske arrestordre: for det første dom af 4. marts 2009 afsagt af Amtsgericht Böblingen (byretten i Böblingen, Tyskland), hvorved Samet Ardic blev idømt en frihedsstraf på et år og otte måneder. For det andet dom af 10. november 2010 afsagt af Amtsgericht Stuttgart-Bad Cannstatt (byretten i Stuttgart-Bad Cannstatt, Tyskland), hvorved Samet Ardic blev idømt en frihedsstraf på et år og otte måneder.
12. I henhold til litra d) i den pågældende europæiske arrestordre var Samet Ardic selv til stede under den retssag, der førte til disse to domme.
13. Ved to afgørelser (henholdsvis af 4.1.2010 og af 31.5.2011) udsatte de to domstole, der afsagde de domme, der omtales under punkt 11 i dette forslag til afgørelse, fuldbyrdelsen af den resterende straf, der er fastsat i disse domme (5).
14. Disse udsættelser blev tilbagekaldt ved to afgørelser af henholdsvis den 18. april og den 4. april 2013 fra Amtsgericht Stuttgart-Bad Cannstatt (byretten i Stuttgart-Bad Cannstatt) (herefter »tilbagekaldelsesafgørelserne«). Det blev bestemt, at den resterende del af frihedsstraffene skulle afsones, med den begrundelse, at den pågældende ikke havde opfyldt vilkårene for sin betingede løsladelse og på trods af påmindelser havde unddraget sig tilsyn og vejledning fra den tilsynsværge, der var betroet hans resocialisering, ligesom han havde unddraget sig rettens tilsyn. Disse tilbagekaldelsesafgørelser er retskraftige. Samet Ardic skal derfor stadig afsone de 338 dages frihedsstraf, som blev idømt ham i den sag, hvori der blev afsagt dom den 4. marts 2009 af Amtsgericht Böblingen (byretten i Böblingen), og 340 dage, som blev idømt ham i den sag, hvori der blev afsagt dom den 10. november 2010 af Amtsgericht Stuttgart-Bad Cannstatt (byretten i Stuttgart-Bad Cannstatt).
15. Den forelæggende ret har af den pågældende europæiske arrestordre udledt, at Samet Ardic ikke var til stede under den retssag, der førte til tilbagekaldelsesafgørelserne, hvilket Samet Ardic har bekræftet. Sidstnævnte har ligeledes forklaret, at han, hvis han havde haft kendskab til dato og sted for retssagen, ville have givet møde for at overtale den kompetente dommer til ikke at træffe afgørelse om tilbagekaldelse.
16. I afsnit f) i den europæiske arrestordre (fakultative oplysninger vedrørende »de øvrige relevante omstændigheder i sagen«) nævnes, at tilbagekaldelsesafgørelserne blev forkyndt offentligt for den eftersøgte for efterfølgende at sikre ham retten til at tage til genmæle mod disse afgørelser, uden at dette dog direkte påvirker eksigibiliteten heraf.
17. Ifølge den forelæggende ret pålægges det i tysk ret domstolen at tilbagekalde afgørelsen om udsættelse af fuldbyrdelsen af den resterende straf, hvis den domfældte vedvarende unddrager sig tilsyn og vejledning fra den tilsynsværge, der er betroet hans resocialisering, og/eller ikke overholder vilkårene for denne strafudsættelse. Den tyske domstol skal til gengæld afholde sig fra at foretage en sådan tilbagekaldelse, hvis det er tilstrækkeligt at fastsætte yderligere vilkår eller anvisninger eller at forlænge prøvetiden. Det fremgår af tilbagekaldelsesafgørelserne, at Amtsgericht Stuttgart-Bad Cannstatt (byretten i Stuttgart-Bad Cannstatt) har fastslået, at det ikke er tilstrækkeligt at fastsætte yderligere vilkår eller forlænge prøvetiden, og at tilbagekaldelsen er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Den forelæggende ret har anført, at de tyske retter, når de træffer afgørelse om tilbagekaldelse, råder over en skønsmargen, der gør det muligt for dem at tage hensyn til den pågældendes situation eller person.
18. I lyset af dommen i Zdziaszek-sagen har den forelæggende ret bemærket, at Domstolen under henvisning til rammeafgørelsens artikel 4a har sondret mellem foranstaltninger, der ændrer længden af den idømte straf, og foranstaltninger vedrørende de nærmere bestemmelser for fuldbyrdelse af en frihedsstraf (6). Den forelæggende ret har konstateret, at de i hovedsagen omhandlede tilbagekaldelsesafgørelser ikke ændrer straffens længde. Dette betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at rammeafgørelsens artikel 4a ikke finder anvendelse på tilbagekaldelsesafgørelserne i betragtning af det højere beskyttelsesniveau, der er sikret ved chartret. Den forelæggende ret har således anført, at det er muligt, at en tilbagekaldelsesafgørelse kan have lige så stor betydning for den pågældende som en dom om fastsættelse af en samlet straf (hvilket var tilfældet i Zdziaszek-sagen), når retten råder over en skønsmargen.
19. På denne baggrund har Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Såfremt den eftersøgte person under en sag, hvor han personligt var til stede, ved en retskraftig afgørelse er blevet kendt skyldig og idømt en betinget frihedsstraf, er den senere sag, hvorunder retten, uden at den eftersøgte person selv er til stede, [tilbagekalder udsættelsen af fuldbyrdelsen af frihedsstraffen], fordi den eftersøgte person ikke har opfyldt vilkårene og har unddraget sig tilsyn og vejledning fra en [tilsynsværge], [da] en »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i [artikel] 4a i rammeafgørelse 2002/584 […]?«
IV. Hasteproceduren for Domstolen
20. Den forelæggende ret har anmodet om, at denne præjudicielle forelæggelse undergives hasteproceduren i artikel 107 i Domstolens procesreglement. Til støtte for denne anmodning har retten gjort gældende, at det præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af rammeafgørelsen, som falder under de områder, som er omhandlet i afsnit V i EUF-traktatens tredje del. Retten har også bemærket, at den pågældende tilbageholdes i et center i Nederlandene med henblik på en eventuel overgivelse. Domstolens hurtige besvarelse af det præjudicielle spørgsmål vil således også have direkte og afgørende betydning for varigheden af den pågældende persons ophold i dette center.
21. Domstolens Femte Afdeling har den 12. oktober 2017 besluttet at efterkomme denne anmodning.
22. Der er afgivet skriftlige indlæg af Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden, Nederlandene), Samet Ardic, den tyske og nederlandske regering samt Europa-Kommissionen. Ovennævnte parter og Irland har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 22. november 2017.
V. Bedømmelse
23. Med sit præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt begrebet »retssag, der førte til afgørelsen«, som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, omfatter den retssag, der førte til den retskraftige afgørelse om tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen af resten af en frihedsstraf. Nærværende sag vedrører således anvendelsesområdet for rammeafgørelsens artikel 4a.
24. Dette forslag til afgørelse er struktureret på følgende måde: Efter nogle indledende betragtninger vedrørende de relevante tyske processuelle retsregler samt Menneskerettighedsdomstolens praksis (A) vil jeg først foretage en fortolkning af rammeafgørelsens artikel 4a (B). Dernæst vil jeg undersøge det specifikke spørgsmål om tilbagekaldelse af afgørelsen om udsættelse af fuldbyrdelsen af resten af en frihedsstraf i sammenhæng med rammeafgørelsens artikel 4a (C). Endelig vil jeg kort fremsætte nogle bemærkninger til de grundlæggende rettigheder i rammeafgørelsesordningen (D).
A. Indledende præciseringer
25. Det præjudicielle spørgsmål, som stilles i nærværende sag, er tæt knyttet til de spørgsmål, som Domstolen behandlede i sagerne Tupikas (C-270/17 PPU) og Zdziaszek (C-271/17 PPU). I den første af disse sager gjorde Domstolen bl.a. opmærksom på, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« med henblik på anvendelsen af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, i det tilfælde, hvor proceduren har omfattet flere instanser, skal forstås som gældende for appelinstansen, for så vidt som der ved den afgørelse, der blev afsagt af denne instans, blev truffet endelig afgørelse om den pågældendes skyld samt om dennes straf (7). I Zdziaszek-sagen fastslog Domstolen, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« ligeledes omfatter efterfølgende retssager (som f.eks. retssager, der fører til en dom om fastsættelse af en samlet straf), som resulterer i en afgørelse, der endeligt ændrer niveauet for de oprindeligt idømte straffe, for så vidt som den myndighed, der traf disse afgørelser, i denne forbindelse har en vis skønsbeføjelse (8).
26. I den sidstnævnte dom har Domstolen også, idet den henviser til Menneskerettighedsdomstolens dom i Boulois-sagen (9), præciseret, at »[d]er […] skal sondres mellem foranstaltninger, [der ændrer længden af den eller de idømte straffe], og foranstaltninger vedrørende de nærmere bestemmelser for fuldbyrdelse af en frihedsstraf. Det fremgår i øvrigt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at EMRK’s artikel 6, stk. 1, ikke finder anvendelse på spørgsmål vedrørende de nærmere regler for fuldbyrdelsen af en frihedsstraf, bl.a. de spørgsmål, der vedrører midlertidig løsladelse (10)«.
27. I denne sammenhæng er det præjudicielle spørgsmål, som er blevet forelagt af den forelæggende ret i nærværende sag, forbundet med sondringen mellem på den ene side afgørelser om skyld og straf og på den anden side om »de nærmere bestemmelser for fuldbyrdelse af en frihedsstraf«. Ifølge Zdziaszek-dommen falder de sidstnævnte uden for anvendelsesområdet for EMRK’s artikel 6, stk. 1 (11), hvilket følgelig kan fortolkes således, at sådanne »nærmere bestemmelser for fuldbyrdelse« er udelukket fra anvendelsesområdet for rammeafgørelsens artikel 4a.
28. Det er for at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar i nærværende sag nødvendigt med to indledende bemærkninger. For det første er det nødvendigt at klarlægge den præcise art i henhold til tysk ret af den retssag, der førte til afgørelsen om tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen af resten af en frihedsstraf (1). For det andet synes det ligeledes nødvendigt at tage stilling til begrebet »nærmere bestemmelser for fuldbyrdelse af en frihedsstraf« i Menneskerettighedsdomstolens praksis (2).
1. Proceduren for tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen af resten af en frihedsstraf i tysk ret
29. Domstolen har opfordret den tyske regering til at gøre nærmere rede for den tyske ordning vedrørende proceduren for tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen af resten af en frihedsstraf. Den tyske regering har givet nedenstående forklaring.
30. For det første giver § 57 i Strafgesetzbuch (straffeloven, herefter »StGB«) mulighed for at gøre den resterende del af en delvis afsonet frihedsstraf betinget på vilkår (12). Når to tredjedele af den idømte straf er afsonet, dog mindst to måneder, gør retten den resterende del af frihedsstraffen betinget med den domfældtes samtykke, og efter at den har fastslået, at dette ikke strider mod den offentlige sikkerheds interesse (13). Når halvdelen af en frihedsstraf er afsonet, dog mindst seks måneder, kan retten gøre den resterende del af frihedsstraffen betinget under fastsættelse af strengere vilkår (14).
31. Den kompetente ret tilbagekalder strafudsættelsen, hvis domfældte groft eller gentagne gange tilsidesætter anvisninger eller vilkår eller konsekvent unddrager sig tilsynspersonens tilsyn og vejledning og herved giver anledning til bekymring for, at domfældte på ny vil gøre sig skyldig i strafbare handlinger (15). Retten undlader imidlertid tilbagekaldelse, hvis det er tilstrækkeligt med fastsættelse af yderligere vilkår eller anvisninger, særligt at tildele domfældte en tilsynsperson eller forlænge prøve- eller tilsynsperioden (16). Hvis disse vilkår ikke overholdes, skal retten tilbagekalde udsættelsen af fuldbyrdelsen af resten af frihedsstraffen.
32. For det andet er efterfølgende afgørelser om udsættelse af fuldbyrdelsen af resten af en frihedsstraf på vilkår reguleret i § 453 i Strafprozessordnung (strafferetsplejeloven, herefter »StPO«). Når det påtænkes at tilbagekalde en strafudsættelse, giver retten den domfældte mulighed for at afgive mundtlig forklaring (17). Når afgørelsen om tilbagekaldelse er vedtaget, kan denne straks anfægtes af den domfældte, idet klagen skal indgives inden for en uge efter, at den domfældte er blevet underrettet om kendelsen om tilbagekaldelse (18). Hvis den domfældtes opholdssted ikke er kendt, og såfremt forkyndelsen ikke kan finde sted på behørig vis, er det tilladt at forkynde kendelsen offentligt ved et opslag på rettens opslagstavle. Forkyndelsen anses for at være gennemført efter en måneds opslag. Den førnævnte frist på en uge til at indgive klagen begynder at løbe fra dette øjeblik. Ved fristens udløb bliver kendelsen om tilbagekaldelse retskraftig (19).
33. Den tyske regering har i retsmødet forklaret, at den domfældte skal have muligheden for at blive hørt, selv om vedkommende faktisk først får kendskab til den offentligt forkyndte afgørelse om tilbagekaldelse efter udløbet af fristen på en uge. Det fremgår af praksis fra de nationale domstole vedrørende § 33a i StPO, at den domfældte i en sådan situation skal høres for at have mulighed for at gøre sine indvendinger mod tilbagekaldelsen gældende og fremlægge nye faktiske omstændigheder. Efter denne høring kan sagen genoptages, ex officio eller efter anmodning, på det stadie, hvor den var inden vedtagelsen af nævnte afgørelse om tilbagekaldelse.
2. »De nærmere bestemmelser for fuldbyrdelse af en frihedsstraf« i Menneskerettighedsdomstolens praksis
34. Som Domstolen fastslog i Zdziaszek-sagen (20), fremgår det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at garantierne i EMRK’s artikel 6, stk. 1, finder anvendelse ikke blot på domfældelsen, men ligeledes på fastsættelsen af straffen (21).
35. Ifølge Menneskerettighedsdomstolens praksis falder spørgsmålene vedrørende de nærmerebestemmelser for fuldbyrdelse af en frihedsstraf ikke ind under EMRK's artikel 6, stk. 1 (22). Særligt har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, at den strafferetlige del af EMRK's artikel 6, stk. 1, ikke finder anvendelse på en sag vedrørende fængselssystemet, som i princippet ikke vedrørerspørgsmålet om, hvorvidt derer grundlagfor en »anklage i en straffesag« (23).
36. Således har Menneskerettighedsdomstolen og den tidligere Europæiske Menneskerettighedskommission vurderet, at beskyttelsen i EMRK's artikel 6, stk.1, ikke finder anvendelse på sager vedrørende f.eks. varigheden af en indsats udgang (24), benådning (25), betinget løsladelse (26), midlertidig løsladelse i forbindelse med varetægtsfængsling (27) eller overførsel af dømte personer (28). Det samme gælder for sager om tilbagekaldelse af udsættelsen af en straf, i det mindste ifølge den tidligere Europæiske Menneskerettighedskommissions praksis (29).
37. Som den forelæggende ret har bemærket, er denne tilgang i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende begrebet »straf« som omhandlet i EMRK's artikel 7 (30).
38. Menneskerettighedsdomstolen har imidlertid også, bl.a. i forbindelse med EMRK's artikel 7, anerkendt, at sondringen mellem en »straf« og en foranstaltning vedrørende »fuldbyrdelsen« af en straf ikke altid er tydelig i praksis (31). Menneskerettighedsdomstolen har også anerkendt anvendelsen af EMRK’s artikel 6, stk. 1, på foranstaltninger med tæt tilknytning til strafferetsplejen og den endelige udmåling af straffen (32).
39. Desuden er der fortsat usikkerhed om, hvorvidt foranstaltninger knyttet til fuldbyrdelsen af straffe på visse vilkår kan være omfattet af den civilretlige del af EMRK's artikel 6, stk. 1 (33). Selv om Menneskerettighedsdomstolens Store Afdeling i Boulois-sagen ikke fandt, at den civilretlige del af EMRK’s artikel 6, stk. 1, fandt anvendelse, er dette svar således knyttet til den omstændighed, at »udgang fra fængslet« ikke var en rettighed, idet fastsættelsen af, hvad der udgør en »rettighed«, er snævert knyttet til dens udformning i det nationale retssystem (34).
40. Endelig fremgår de garantier, der er uadskilleligt forbundet med den anklagedes ret til at være til stede under retssagen, ikke udtrykkeligt af EMRK's artikel 6, stk. 1. Oprindeligt blev de opstillet af Menneskerettighedsdomstolen i specifik sammenhæng med den strafferetlige del af denne bestemmelse (35), men for nylig blev de udvidet til også at gælde for den civilretlige del (36).
B. Fortolkningen af rammeafgørelsens artikel 4a
41. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt sagen, som førte til afgørelsen om tilbagekaldelse, er omfattet af anvendelsesområdet for rammeafgørelsens artikel 4a, og hvorvidt en sådan afgørelse svarer til en nærmere bestemmelse for fuldbyrdelse af en straf, har de berørte parter forskellige opfattelser.
42. Samet Ardic har anført, at artikel 4a omfatter en procedure for tilbagekaldelse som den, der er genstand for hovedsagen. Han har først og fremmest fremført et argument om, at EMRK’s artikel 6 finder anvendelse på tilbagekaldelsesafgørelserne. Hvad angår den »strafferetlige del« af EMRK's artikel 6 har Samet Ardic gjort gældende, at procedurerne for tilbagekaldelse kan munde ud i en ændring af straffen i forbindelse med en sådan procedure, og at den ret, der tilbagekalder en strafudsættelse, råder over en skønsmargen, når den træffer sin afgørelse. Dernæst kan den civilretlige del af EMRK's artikel 6 ligeledes finde anvendelse, idet proceduren for tilbagekaldelse bringer »retten til frihed« i spil. Selv hvis man måtte anerkende, at EMRK's artikel 6 ikke finder anvendelse på proceduren for tilbagekaldelse, giver chartrets artikel 47 og 48 under alle omstændigheder en mere omfattende beskyttelse. Navnlig har chartrets artikel 47 en bredere rækkevidde, som vil kunne omfatte en procedure for tilbagekaldelse som den, der er genstand for hovedsagen. Det er i lyset af disse bestemmelser, at rammeafgørelsens artikel 4a skal fortolkes.
43. Irland har gjort gældende, at en person i de tilfælde, hvor tilbagekaldelsen ikke sker af sig selv, og hvor retten råder over en vis skønsbeføjelse, altid skal betragtes som værende genstand for en straffesag i forbindelse med retsmødet om tilbagekaldelsen af udsættelsen af fuldbyrdelsen af den resterende straf. Under sådanne omstændigheder er der tale om en procedure, der fører til en retsafgørelse, hvorved den person, som ønskes overgivet, er blevet endelig dømt (for at bruge den terminologi, som Domstolen anvender i præmis 74 i dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628). Under henvisning til præmis 91 i dom af 10. august 2017, Zdziaszek (C-271/17 PPU, EU:C:2017:629), er Irland af den opfattelse, at der er tale om en afgørelse, hvorved straffens længde bliver fastsat. De betragtninger, som Domstolen har lagt til grund i præmis 84 i den nævnte Tupikas-dom, skal således anvendes analogt under disse omstændigheder, idet retsmødet om tilbagekaldelsen af strafudsættelsen kan medføre frihedsberøvelse. I betragtning af de mulige konsekvenser for den enkelte vil en sådan procedure vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for en strafferetlig anklage som omhandlet i EMRK's artikel 6, stk. 1. Under alle omstændigheder kan der ydes en mere omfattende beskyttelse i henhold til chartrets artikel 47 i overensstemmelse med chartrets artikel 53, stk. 2.
44. Derimod deler den nederlandske anklagemyndighed og den nederlandske og tyske regering samt Kommissionen i det væsentlige den holdning, at de i hovedsagen omhandlede tilbagekaldelsesafgørelser ikke er omfattet af anvendelsesområdet for rammeafgørelsens artikel 4a. Dette fremgår for det første navnlig af præmis 85 i dom af 10. august 2017, Zdziaszek (C-271/17 PPU, EU:C:2017:629). Ifølge disse berørte parter angår den relevante undersøgelse i medfør af artikel 4a udelukkende spørgsmål vedrørende skyld og straf. Der bør derfor sondres mellem afgørelsen af skyld/straf og efterfølgende sager, som vedrører de nærmere bestemmelser for fuldbyrdelse af den idømte straf. Da tilbagekaldelsesafgørelserne udgør nærmere bestemmelser for fuldbyrdelse, henhører de ikke under rammeafgørelsens artikel 4a. For det andet er straffen klar og endelig i denne sag til forskel for Zdziaszek-sagen, hvor udmålingen af straffen ikke havde fundet sted. De senere afgørelser om tilbagekaldelse af strafudsættelsen har på ingen måde ændret de to retskraftige afgørelser om idømmelse af to frihedsstraffe på et år og otte måneder. I tilbagekaldelsesafgørelserne angives det, som skal afsones: resten af de oprindeligt idømte straffe. For det tredje har retten kun en skønsbeføjelse i forbindelse med fastsættelsen af straffen. Det forhold, at retten i proceduren i hovedsagen råder over en skønsmargen med henblik på at tilbagekalde strafudsættelsen, har ingen indvirkning på straffens længde.
45. De ovenfor anførte argumenter viser, at spørgsmålet om anvendelsesområdet for garantierne i EMRK's artikel 6 og afgrænsningen af, hvad der er en nærmere bestemmelse for fuldbyrdelse af straffe, giver anledning til komplekse problemstillinger. I lyset af Menneskerettighedsdomstolens praksis er det ganske vist rigtigt, at begrebet »nærmere bestemmelser for fuldbyrdelse« og følgerne heraf, henset til anvendeligheden af den straffe- og civilretlige del af EMRK's artikel 6, ikke er fuldstændig klare, navnlig for så vidt angår de i hovedsagen omhandlede tilbagekaldelsesafgørelser som foreskrevet i tysk ret.
46. Efter min opfattelse er denne diskussion dog mindre væsentlig i forhold til nærværende sag. Identificeringen af, hvad der er en nærmere bestemmelse for fuldbyrdelse som omhandlet i EMRK's artikel 6, er ikke afgørende for besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, idet det specifikt vedrører en fortolkning af rammeafgørelsens artikel 4a. For at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar er det derfor vigtigt at fortolke rammeafgørelsens artikel 4a. I denne forbindelse er det nødvendigt at vende tilbage til ordlyden og opbygningen (1), tilblivelsen (2) og formålet med denne bestemmelse (3).
1. Ordlyden og opbygningen
47. Begrebet »retssag, der førte til afgørelsen«, som fremgår af ordlyden af rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, skal anses for et selvstændigt EU-retligt begreb (37). Denne bestemmelses ordlyd er imidlertid i sig selv ikke nok til at præcisere det specifikke indhold af begrebet »retssag, der førte til afgørelsen«. Det samme gør sig gældende for det begreb, der er indeholdt i overskriften til rammeafgørelsens artikel 4a, og som henviser til »[a]fgørelser afsagt under og efter en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede« (38).
48. Under disse omstændigheder er det nødvendigt at se på ordlyden og opbygningen af hele artikel 4a og andre bestemmelser i rammeafgørelsen.
49. For det første finder artikel 4a anvendelse på europæiske arrestordrer, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en straf eller en frihedsberøvende foranstaltning. Det giver således sig selv, at denne bestemmelse kun er relevant, når der foreligger en afgørelse om domfældelse (39). Der er således et eksplicit forhold mellem anvendelsesområdet for denne bestemmelse og den afgørelse, der skal fuldbyrdes.
50. I denne henseende belyser flere bestemmelser i rammeafgørelsen begrebet den »afgørelse«, som retssagen skal munde ud i som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4a. Således henviser rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, litra c) og f), til »en eksigibel dom« eller »en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft« samt den »idømte straf« i den »endelige dom« som de oplysninger, der skal figurere i den europæiske arrestordre. Ligeledes omtaler litra b.2 i bilaget til rammeafgørelsen den »eksigible dom«. Disse elementer viser, at artikel 4a eksplicit vedrører den retssag, som fører til afgørelsen om domfældelse, som, ifølge Domstolen, i øvrigt skal være endelig (40).
51. For det andet vidner de forskellige tilfælde, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, som undtagelser til beføjelsen til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, om, at den pågældende retssag er den, der fører til en afgørelse om skyld og/eller straf, dvs. udtrykt på en anden måde til en afgørelse, der indeholder de faktorer, der karakteriserer en strafferetlig domfældelse.
52. Særligt henviser rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra b), til det forhold, at den pågældende under retssagen faktisk blev repræsenteret af en juridisk rådgiver. Rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra c), henviser til den situation, hvor den pågældende, efter at være blevet underrettet om sin ret til fornyet prøvelse eller anke, som giver mulighed for, at sagens realiteter bliver taget op igen, ikke anfægter afgørelsen eller ikke anmoder om fornyet prøvelse. Rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra d), omhandler den situation, hvor personen får forkyndt afgørelsen personligt efter overgivelsen og underrettes om retten til fornyet prøvelse eller anke, som giver mulighed for, at sagens realitet, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret.
53. Det følger heraf, at den afgørelse, som retssagen skal føre til, jf. artikel 4a, er »den retsafgørelse, hvorved den person, som ønskes overgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, er blevet endeligt dømt« (41). I denne forbindelse har Domstolen erindret om, at udtrykket »domfældelse« vedrører en fastslået skyld og idømmelsen af en straf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning (42).
54. I Zdziaszek-sagen præciserede Domstolen, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« ligeledes omfatter en efterfølgende procedure, der fører til en dom om fastsættelse af en samlet straf. I dette tilfælde er det afgørende element netop, at en sådan procedure fører til en afgørelse, der ændrer niveauet for den oprindeligt idømte straf, idet ophavsmanden til denne afgørelse, i denne forbindelse har haft en vis skønsbeføjelse (43). Således lægger begrebet »retssag, der førte til afgørelsen«, fortolket i den særlige kontekst for rammeafgørelsens artikel 4a, vægt på det proceduretrin, der vedrører prøvelsen af sagens realitet, og som er afgørende for domfældelsen af den pågældende person (44).
55. De elementer, der er blevet analyseret ovenfor, gør det muligt at konkludere, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« ikke omfatter procedurer, som efterfølger den retssag, som førte til en endelig afgørelse om domfældelse, når disse procedurer ikke har indvirkning på afgørelsen af skyld og strafniveauet.
2. Tilblivelsen af artikel 4a
56. Tilblivelsen af rammeafgørelse 2009/299 bekræfter, at rammeafgørelsens artikel 4a kun vedrører den specifikke ret til at være til stede under retssagen, forstået som den procedure, der endeligt afgør domfældelsen (skyld og straf).
57. For det første fastsættes i rammeafgørelse 2009/299, som indførte artikel 4a, fælles regler for anerkendelse og/eller fuldbyrdelse af retsafgørelser »afsagt under og efter en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede« (45). Denne retsakt afspejler ønsket om at styrke de anklagedes ret til en retfærdig rettergang, som sikret i EMRK, som netop omfatter »den pågældendes ret til selv at være til stede under retssagen« (46). Rammeafgørelse 2009/299 og navnlig artikel 4a vedrører således specifikt et af de elementer, der er omfattet af retten til en retfærdig rettergang som fastsat i EMRK's artikel 6, som den fremgår af genstanden for og formålet med denne bestemmelse i sin helhed: den anklagedes ret til selv at være til stede under sin retssag, som fortolket af Menneskerettighedsdomstolen (47). De tilfælde, der er omhandlet i artikel 4a, vinder genklang i denne retspraksis (48).
58. Således omfatter rammeafgørelsens artikel 4a, som en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der selv sigter mod fuldbyrdelsen af en eksigibel dom, i betragtning af formålet med og ordlyden af rammeafgørelse 2009/299 specifikt de garantier, der er knyttet til den pågældendes særlige ret til at være til stede under sin straffesag. Faktisk har artikel 4a ikke til formål at indlemme alle de proceduremæssige garantier, der fremgår af EMRK's artikel 6 (heller ikke analogt hermed de garantier, der potentielt er mere omfattende, og som følger af chartrets artikel 47 og 48), som elementer, der kan begrunde et afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre. Artikel 4a omfatter udelukkende de garantier, der knytter sig til retten til at være til stede under straffesagen.
59. For det andet bekræftes det forhold, at rammeafgørelsens artikel 4a kun vedrører en retslig procedure, hvorved der træffes afgørelse om realiteten med hensyn til en strafferetlig domfældelse, af forarbejderne. Denne bestemmelses oprindelige ordlyd, således som den fremgår af det initiativ fra medlemsstaterne, der førte til vedtagelsen af rammeafgørelse 2009/299, henviste nemlig til det brede udtryk »procedure«, men i sidste ende blev det mere præcise udtryk »retssag« imidlertid valgt (49).
60. Således gør det forhold ikke at være blevet hørt i forbindelse med en procedure, som efterfølger retssagen, såsom en procedure vedrørende tilbagekaldelse af en afgørelse om udsættelse af fuldbyrdelsen af en straf, ikke den eksigible dom, der er afsagt i forbindelse med straffesagen, til en dom in absentia eller en udeblivelsesdom som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4a.
3. Teleologisk fortolkning
61. Hvad angår den teleologiske fortolkning skal rammeafgørelsens artikel 4a fortolkes i lyset af dens generelle formål samt formålene med rammeafgørelse 2009/229.
62. Formålet med de ændringer, der blev indført ved rammeafgørelse 2009/299, var dobbelt. Det drejede sig om at styrke de proceduremæssige rettigheder for personer, der er genstand for en straffesag, og at lette det retlige samarbejde i straffesager navnlig ved at forbedre den gensidige anerkendelse af retsafgørelser (50).
63. Hvad angår lettelsen af det retlige samarbejde fremgår det af tredje betragtning til rammeafgørelse 2009/299, at EU-lovgiver ønskede at bringe den situation til ophør, som fremgår af artikel 5 i den oprindelige version af rammeafgørelsen, hvorefter det var den fuldbyrdende myndighed, som skulle afgøre, om garantierne i forbindelse med adgangen til at få sagen genoptaget var tilstrækkelige (51).
64. Balancen mellem dette formål og målet om at styrke de proceduremæssige rettigheder for personer sikres navnlig ved anvendelsen af kravene i artikel 4a med hensyn til de eneste elementer, som er selve kernen i straffesagen som sådan, nemlig skyld og straf. Det er i forhold til disse elementer, at den øgede beskyttelse i tilfælde af straffedomme afsagt in absentia finder anvendelse.
65. En udvidet fortolkning af disse krav ud over i straffesagen i egentlig forstand, som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4a, ville kunne ændre den fine balance, som søges opnået med rammeafgørelsen som helhed samt med ændringerne fra 2009. En sådan tilgang ville nemlig medføre en risiko for, at alle sekundære procedureelementer med tilknytning til straffesagen skulle undersøges af de domstole, som træffer afgørelse om fuldbyrdelsen, også når disse elementer foreligger efter den endelig dom, eller endda inden begyndelsen på den egentlige retssag.
66. Som den forelæggende ret har bemærket, er det naturligvis muligt at gøre gældende, at en afgørelse om tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen af resten af frihedsstraffen har stor betydning for den pågældende. Ud fra en praktisk synsvinkel ville det forhold, at overgivelsen underlægges retten til at blive hørt i forbindelse med den procedure, der fører til afgørelser om tilbagekaldelse som de i hovedsagen omhandlede, imidlertid kunne sætte hindringer i vejen for rammeafgørelsesordningen i alle de tilfælde, hvor en dømt person, der ikke længere befinder sig i den dømmende medlemsstat (og ikke har underrettet myndighederne om sin bopælsændring), ikke overholder tilsynsforanstaltningerne.
67. I øvrigt skal det for en god ordens skyld bemærkes, at der i EU-retten er fastsat et specifikt middel til at sikre, at de personer, der er undergivet tilsynsforanstaltninger, kan færdes frit i andre medlemsstater, samtidig med at de overholder disse foranstaltninger (52).
C. Proceduren for tilbagekaldelse af en afgørelse om strafudsættelse
68. Af det ovenfor anførte fremgår, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen«, som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4a, vedrører den retssag (første instans eller appel), som førte til den eksigible dom, der resulterede i en domfældelse (skyld og straf), idet denne dom udgør grundlaget for den frihedsstraf, hvis fuldbyrdelse er omfattet af den europæiske arrestordre. En sådan fortolkning gør det muligt at konkludere, at rammeafgørelsens artikel 4a ikke finder anvendelse på en procedure, som følger efter den retssag, som fører til en endelig afgørelse om domfældelse, når denne procedure ikke har indvirkning på afgørelsen af skyld og strafniveauet.
69. I lyset af disse elementer lader det til, at tilbagekaldelsen af en afgørelse om udsættelse af fuldbyrdelsen af resten af en frihedsstraf, sådan som den er blevet fremlagt af den forelæggende ret og forklaret af den tyske regering, således ikke er omfattet af rammeafgørelsens artikel 4a.
70. For det første fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at de omhandlede tilbagekaldelsesafgørelser ikke har ændret længden af de straffe, der blev idømt ved de retskraftige domme, som udgør grundlaget for den pågældende europæiske arrestordre. Den eneste eksigible dom, der ligger til grund for udstedelsen af den europæiske arrestordre, er nemlig den, der førte til domfældelse. Tilbagekaldelsesafgørelserne indebærer ikke en ny afgørelse om realiteten, der kan udgøre grundlaget for den europæiske arrestordre. Tilbagekaldelsesafgørelserne kan ikke ses uafhængigt af de endeligt afsagte domme, som indeholder elementerne vedrørende skyld og straf, og hvis fuldbyrdelse fortsat er igangværende (53).
71. For det andet reaktiverer tilbagekaldelsesafgørelserne de straffe, som er blevet fastsat endeligt i forbindelse med domfældelsen, selv om de efterfølgende blev udsat på vilkår. Der foretages i så fald en beregning af antallet af dage, der mangler at blive afsonet, i forhold til varigheden af den allerede afsonede straf. Den skønsbeføjelse, som de judicielle myndigheder i udstedelsesmedlemsstaten råder over i denne forbindelse, angår ikke de elementer i domfældelsen, som består af skyldsspørgsmålet og straffen.
72. For det tredje er formålet med en sådan tilbagekaldelsesprocedure forskelligt fra den straffesag, der har resulteret i dommen vedrørende skyldsspørgsmålet og straffen. Tilbagekaldelsesproceduren og den skønsmargen, som retten råder over inden for denne specifikke ramme, vedrører vurderingen af overholdelsen af vilkårene for udsættelse af fuldbyrdelsen samt relevansen af pålæggelsen af andre supplerende vilkår. De vedrører ikke skyldsspørgsmålet og straffen, med hensyn til hvilke der er blevet afsagt endelig dom i straffesagen (54).
D. Overholdelse af de grundlæggende rettigheder ud over artikel 4a
73. Det forhold, at de i hovedsagen omhandlede procedurer for tilbagekaldelse, i deres egenskab af procedurer, som efterfølger straffesagen i rammeafgørelsens forstand, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for dennes artikel 4a, medvirker dog ikke, at der ikke er nogen proceduremæssige garantier på dette stadie.
74. Selv om ordningen med rammeafgørelser er baseret på gensidig tillid, står det mere og mere klart, at der ikke er tale om en blind tillid. Den tillid, som princippet om gensidig anerkendelse hviler på, er baseret på en solid konstruktion, som bygger på ækvivalente standarder og ansvarsdeling.
75. I denne sammenhæng, og særligt i de sager, som indbringes for nærværende Domstol, er diskussionen fokuseret på rollen for den ret, som træffer afgørelse om fuldbyrdelse, og navnlig på de muligheder, som den råder over, for at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre som følge af risikoen for overtrædelse af de grundlæggende rettigheder i udstedelsesmedlemsstaten. Imidlertid kan det ikke undervurderes, hvor vigtige dennes forpligtelser er.
76. På den ene side hviler formodningen om en sammenlignelig (men ikke identisk) beskyttelse, som princippet om gensidig tillid er baseret på, på solide retlige grundlag. Alle medlemsstaterne er parter i EMRK og skal da også sikre, at samtlige garantier, der fremgår af konventionen, overholdes, uanset om en særlig procedure drejer sig om fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre eller ej.
77. Selv om den omstændighed, at en person ikke forudgående er blevet hørt i forbindelse med en procedure om tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen af en frihedsstraf, ikke er en grund til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre i henhold til rammeafgørelsens artikel 4a, betyder dette under disse omstændigheder på ingen måde, at retten til at blive hørt ikke skal overholdes. Denne forpligtelse henhører nemlig under de forpligtelser, som påhviler udstedelsesmedlemsstaten. Det er i forbindelse med dennes forpligtelser, at de grundlæggende processuelle rettigheder, herunder retten til at blive hørt, skal beskyttes i forbindelse med iværksættelsen af interne procedurer og retsmidler.
78. Udstedelsesmedlemsstatens hovedrolle for så vidt angår processuelle rettigheder fremhæves i ordningen med den europæiske arrestordre i artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2009/299, i henhold til hvilken denne rammeafgørelse »[ikke] indebærer […] nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i EU-traktatens artikel 6, herunder retten til et forsvar for enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, og de forpligtelser, der påhviler judicielle myndigheder i denne henseende, berøres ikke«. Denne bestemmelse, hvis rækkevidde svarer til rækkevidden af rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, omhandler de forpligtelser, der påhviler såvel udstedelsesmedlemsstaten som fuldbyrdelsesmedlemsstaten (55). Selv om ovennævnte bestemmelser således ikke indebærer, at enhver tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed medfører et afslag på at fuldbyrde, har de ikke desto mindre til formål at sikre, at beskyttelsesniveauet for grundlæggende rettigheder ikke påvirkes af, at den pågældende har været genstand for en europæisk arrestordre.
79. Tysk ret, som forklaret af den tyske regering, sikrer således retten til at blive hørt i forbindelse med den omhandlede tilbagekaldelsesprocedure, også efter overgivelsen, når den pågældende ikke er blevet hørt i løbet af denne procedure.
80. Desuden er det vigtigt at fremhæve, at der, selv om den gensidige tillid indebærer, at medlemsstaterne kan pålægges at lægge til grund, at de andre medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder (56), ikke er tale om en uafkræftelig formodning. Rammeafgørelsen er en del af retsordenen i Unionen som en retsunion, der overholder de grundlæggende rettigheder, som Domstolens praksis, bl.a. i Aranyosi og Căldăraru-sagerne, er hovedhjørnestenen i (57). Denne retspraksis anerkender fuldbyrdelsesmedlemsstatens forpligtelse til at udsætte afgørelsen om overgivelsen – ja endog standse overgivelsesproceduren – efter en konkret og præcis vurdering af, om der er vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for alvorlige overtrædelser af grundlæggende rettigheder (58). I betragtning af nærværende sags faktiske og retlige ramme er en sådan situation imidlertid her fuldstændig hypotetisk (59).
81. Endelig er det absolut nødvendigt at minde om vigtigheden af kommunikationen mellem de fuldbyrdende og de udstedende myndigheder som fastsat i rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2. Som Domstolen har fremhævet ved adskillige lejligheder, udgør denne bestemmelse, som giver den fuldbyrdende judicielle myndighed mulighed for at anmode om supplerende oplysninger, et vigtigt element i det retlige samarbejde, som ligger til grund for ordningen med gensidig anerkendelse (60). Under disse omstændigheder forventes den fuldbyrdende medlemsstats domstole at indhente oplysninger ad de veje, som denne bestemmelse giver mulighed for, inden de afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre (61).
VI. Forslag til afgørelse
82. Jeg foreslår på baggrund heraf, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene), således:
»Begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at det ikke omfatter en procedure om tilbagekaldelse af en afgørelse om udsættelse af fuldbyrdelsen af en frihedsstraf på grund af manglende overholdelse af vilkårene for den betingede straf, for så vidt som en sådan tilbagekaldelse ikke har nogen indvirkning på den afgørelse om skyld eller straf, som ligger til grund for den udstedte europæiske arrestordre.«