Language of document :

Sag anlagt den 29. december 2011 - Europa-Kommissionen mod Den Franske Republik

(Sag C-625/10)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J.-P. Keppenne og H. Støvlbæk, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Franske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Franske Republik på grund af, at der er truffet utilstrækkelige foranstaltninger til gennemførelse af den første jernbanepakke, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til

-    artikel 6, stk. 3, og bilag II til direktiv 91/440/EØF som ændret 1, og artikel 14, stk. 2, i direktiv 2001/14/EF 2,

-    artikel 6, stk. 2-5, i direktiv 2001/14/EF og

-    artikel 11 i direktiv 2001/14/EF.

Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har Kommissionen fremsat to klagepunkter:

For det første foreholder Kommissionen sagsøgte ikke at have opfyldt forpligtelserne ifølge den første jernbanepakke, som ikke kun kræver udskillelse af enheder, der sikrer driften af jernbanetransport (i Frankrig SNCF), men også, at de såkaldte "væsentlige" funktioner om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet, opkrævning af benyttelsesafgift for infrastruktur og udstedelse af tilladelser bliver varetaget af uafhængige organer. Imidlertid er SNCF ansvarlig for visse væsentlige funktioner på området for tildeling af kanaler, hvilke funktioner udøves via Direction des Circulations Ferroviaires (DCF). Denne specialtjeneste er ikke retligt uafhængig af SNCH, hverken organisatorisk eller beslutningsmæssigt.

For det andet har Kommissionen gjort gældende, at de nationale bestemmelser ikke korrekt og fuldstændigt har gennemført kravene i direktiv 2001/14/EF vedrørende oprettelsen af en præstationsordning for opkrævning af afgifter for adgang til jernbaneinfrastrukturen. Den franske lovgivning er ligeledes problematisk i det omfang, at den ikke fastsætter tilstrækkelige tilskyndelsesforanstaltninger til at nedsætte leveringsomkostningerne for infrastrukturen og niveauet for adgangsafgifter.

____________

1 - Rådets direktiv 91/440/EØF af 29.7.1991 om udvikling af Fællesskabets jernbaner (EFT L 237, s. 25).

2 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26.2.2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (EFT L 75, s. 29).