Appel iværksat den 6. juli 2015 af Den Europæiske Ombudsmand til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 29. april 2015 i sag T-217/11, Staelen mod Den Europæiske Ombudsmand

(Sag C-337/15 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Den Europæiske Ombudsmand (ved G. Grill, som befuldmægtiget)

Den anden part i appelsagen: Claire Staelen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Principalt:

Ophævelse af Rettens dom i sag T-217/11 (1) for så vidt som det heri konkluderes, (a) at Ombudsmanden har begået flere ulovligheder, som udgør tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelser af EU-retten, (b) at det er godtgjort, at der foreligger en ikke-økonomisk skade, og (c) at der er årsagsforbindelse mellem de af Retten fastslåede ulovligheder og denne økonomiske skade og (2) for så vidt som Ombudsmanden pålægges at betale en erstatning på 7 000 EUR.

Frifindelse, for så vidt som Rettens dom ophæves.

Subsidiært:

Sagen hjemvises til Retten, for så vidt som Rettens dom ophæves.

Der træffes afgørelse om sagens omkostninger på en måde, som er rimelig og retfærdig.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for apppellen har Ombudsmanden fremsat anbringender om flere retlige fejl.

For det første er Ombudsmanden af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den blotte tilsidesættelse af princippet om at udvise omhu er tilstrækkeligt til at fastslå, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse. Ombudsmanden finder, at Rettens opfattelse ikke er i overensstemmelse med retspraksis på området for erstatningsansvar uden for kontrakt, som kræver, at det godtgøres, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, og som understreger, at det afgørende kriterium, som gør det muligt at anse, at denne betingelse er opfyldt, er kriteriet om den pågældende institutions åbenbare og alvorlige tilsidesættelse af de grænser, som gælder for dens skøn. Retten undlod at tage hensyn til den specifikke karakter af Ombudsmandens arbejde og navnlig til den omstændighed, at sidstnævnte råder over et meget vidt skøn ved gennemførelsen af undersøgelser.

For det andet har Ombudsmanden ligeledes bestridt Rettens fortolkning vedrørende den omstændighed, at Ombudsmanden, når han gennemfører en undersøgelse og når en institution giver ham en forklaring, som forekommer overbevisende, ikke herved er fritaget for sit ansvar for at sikre sig, at de faktiske omstændigheder, hvorpå denne forklaring er baseret, er godtgjort, navnlig når nævnte forklaring er det eneste grundlag for Ombudsmandens konstatering af, at der ikke foreligger et tilfælde af tilfælde af fejl og forsømmelser. Ombudsmanden er nemlig af den opfattelse, at institutionerne er forpligtet til at give ham korrekte oplysninger og at det derfor er berettiget, at han baserer sine konklusioner på de oplysninger, som fremsendes til ham, så længe der ikke foreligger omstændigheder, som vil kunne rejse tvivl om de fremsendte oplysningers pålidelighed.

For det tredje gælder, at selv om Ombudsmanden deler Rettens konstatering af, at visse af Ombudsmandens svar er afgivet inden for en urimelig frist, har Ombudsmanden bestridt, at denne tilsidesættelse af EU-retten, som må tilregnes ham, kan kvalificeres som tilstrækkeligt kvalificeret. Følgelig kan Unionen ikke ifalde ansvar uden for kontrakt.

For det fjerde er Ombudsmanden af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at give nogen forklaring på, at den kvalificerede krænkelsen af Claire Staelens tillid til ombudsmandsinstitutionen som en ikke-økonomisk skade.

For det femte har Ombudsmanden bestridt, at der foreligger årsagsforbindelse mellem de ulovligheder, som tilregnes ham, og Claire Staelens mistede tillid til ombudsmandsinstitutionen.

____________