Language of document :

Appel iværksat den 9. november 2015 af Industria de Diseño Textil, S.A. (Inditex) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 9. september 2015 i sag T-584/14, INDITEX mod KHIM – ANSELL (ZARA)

(Sag C-575/15 P)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Industria de Diseño Textil, S.A. (Inditex) (ved abogada C. Duch Fonoll)

Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret, hvorved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) blev frifundet i en sag, der var anlagt af appellanten til prøvelse af afgørelse truffet den 19. maj 2014 af Andet Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (sag R 1118/2013-2), ophæves, og som følge heraf annulleres den omtvistede afgørelse og den tidligere afgørelse truffet den 30. april 2013 af Harmoniseringskontorets annullationsafdeling, der gav medhold i begæringen om fortabelse af registrering nr. 112 755 af EF-varemærket ZARA for de i klasse 39 omfattede tjenesteydelser.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

I nærværende sag anfægtes ved seks appelanbringender det retsgrundlag, der er anført i den appellerede doms præmis 32-37.

Med det første appelanbringende anføres det, at Retten tilsidesatte artikel 65, stk. 3, i EF-varemærkeforordning nr. 207/2009 1 , for så vidt som Retten i den appellerede doms præmis 37 overskred grænserne for den anlagte sag, da den rejste tvivl om selve brugen af varemærket ZARA nr. 112 755 for tjenesteydelser i klasse 39, selv om dette var et uomtvistet spørgsmål, der ikke indgik i sagen.

Genstanden for klagen for appelkammeret begrænsede sig til en afgørelse af, om den brug, som Inditex foretog af varemærket ZARA i forbindelse med de tjenesteydelser vedrørende transport og distribution af varerne, som Inditex leverede til sine franchisetagere, kunne anses for at være offentlig brug eller ej i modsætning til privat brug inden for selve virksomheden og dermed, om der kunne siges, at foreligge reel brug af varemærket. Brugen i sig selv af varemærket ZARA for de tjenesteydelser vedrørende transport og distribution, som varemærkeindehaveren leverede, var ubestridt, og er ikke blevet diskuteret i selve administrationen.

Med det andet appelanbringende har Inditex anført, at Retten i den appellerede doms præmis 32 og 33 begik en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 51, stk. 1, litra a), i EF-varemærkeforordning nr. 207/2009, da den forvekslede begrebet »forretningsmæssig integration« af den franchisetagende virksomhed, når denne omfattes af franchisegivers forretningsmetode, og begrebet »økonomiske integration« eller »økonomiske enhed« i betydningen af niveauet for den økonomiske afhængighed.

Retten lagde i den appellerede doms præmis 33 til grund, at den omstændighed, at Inditex’ franchisetagere følger en forretningsmodel, hvorefter disse integreres forretningsmæssigt i franchisegivers forretningsmetode, indebærer, at disse franchisetagere mister deres karakter af uafhængige økonomiske enheder, dvs. deres karakter af tredjemænd, der står uden for franchisegivers interne organisation. Denne vurdering er ikke korrekt efter appellantens opfattelse, da den er retligt ubegrundet.

Med det tredje appelanbringende anføres det, at Retten i den appellerede doms præmis 33 fordrejede ordlyden af erklæringen på tro og love af 7. maj 2012 afgivet af Antonio Abril (bilag 4 i sagen), da den foretog en delvis kopiering af de erklæringer, som den pågældende faktisk havde afgivet, hvilket medførte, at Retten fortolkede det nævnte dokument ukorrekt, hvilket indvirkede på Rettens konklusion for så vidt angår en offentlig brug eller ej af varemærket ZARA.

Med det fjerde anbringende anføres det, at Retten foretog en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 51, stk. 1, litra a), i EF-varemærkeforordning nr. 207/2009, idet den i den appellerede doms præmis 35 tilsidesatte reglerne om, at der ved vurderingen af den reelle brug af varemærket skal tages hensyn til alle de faktiske omstændigheder og andre omstændigheder, der er relevante med henblik at afgøre den reelle forretningsmæssige udnyttelse. Det anføres konkret, at Retten afslog, at Inditex var til stede på markedet for tjenesteydelser for transport af varer med varemærket ZARA, idet Inditex ikke havde en tilstrækkelig stor omsætning baseret på tjenesteydelserne i klasse 39.

Retten afslog, at Inditex tilbyder transportydelser til tredjemænd uden for dennes økonomiske enhed, idet den er en virksomhed, der fremstiller og sælger modeartikler og ikke en transportvirksomhed. En sådan opfattelse hos Retten er efter appellantens mening ukorrekt og tilsidesætter Unionens retspraksis som anført i det dertil svarende anbringende.

Med det femte anbringende anfører Inditex, at Retten i den appellerede doms præmis 35 gengav ordlyden af erklæringen på tro og love af 7. maj 2012 afgivet af Antonio Abril urigtigt, idet den fortolkede de kvantitetsmæssige oplysninger i erklæringens punkt 18 som værende en godtgørelse af den reelle forretningsmæssige udnyttelse af det omtvistede varemærke for så vidt angår markedsføringen af varerne, når beløbene i dette dokument reelt alene henviser til de beløb, som Inditex har modtaget af sine franchisetagere for transportydelser, som Inditex har leveret til disse.

Endelig anføres det med det sjette anbringende, at der er sket en retlig fejl ved tilsidesættelse af artikel 51, stk. 1, litra a), i EF-varemærkeforordning nr. 207/2009, sammenholdt med regel 22 i forordning nr. 2868/1995 2 , for så vidt som Retten i den appellerede doms præmis 36 krævede, at Inditex skulle føre et umuligt bevis (probatio diabólica), idet Retten afslog, at der skulle være blevet fremlagt beviser for omsætningen, fordi der ikke var blevet fremlagt fakturaer, og det til trods for, at Retten havde kendskab til, at Inditex ikke var i stand til at fremlægge sådanne fakturaer, da der var tale om dokumenter, der ikke eksisterede af de grunde, der er anført i den nævnte præmis.

____________

1     Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (kodificeret udgave) (EUT L 78, s. 1).

2     Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13.12.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT L 303, s. 1).