Language of document :

Sag anlagt den 11. april 2018 – Europa-Kommissionen mod Republikken Kroatien

(Sag C-250/18)

Processprog: kroatisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Mataija og E. Sanfrutos Cano, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Kroatien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98, 1 idet den ikke har angivet, at det fyldstof i form af sten, som er deponeret på affaldsdepotet i Biljane Donje, er affald og ikke et biprodukt, og at det skal behandles som affald.

Det fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13 i direktiv 2008/98, idet den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at håndteringen af affald i Biljane Donje udføres uden at bringe menneskets sundhed i fare og uden at skade miljøet.

Det fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/98, idet den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at indehaveren af det affald, der deponeres på affaldsdepotet i Biljane Donje, selv udfører affaldsbehandlingen eller foranstalter den foretaget af en forhandler, et anlæg eller en virksomhed, der udfører affaldsbehandling, eller overdraget til en privat eller offentlig affaldsindsamler.

Republikken Kroatien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Vedrørende tilsidesættelsen af direktivets artikel 5, stk. 1:

I direktivets artikel 5, stk. 1, fastsættes en række kumulative krav, som skal opfyldes, for at et stof eller en genstand, der er resultatet af en produktionsproces, som ikke primært sigter mod fremstilling af dette stof eller denne genstand, kan anses for ikke at være affald, men et biprodukt. Republikken Kroatien har foretaget en urigtig anvendelse af artikel 5, stk. 1, på affaldet deponeret i Biljane Donje, eftersom den ikke fastslog, at der var tale om affald og ikke biprodukter, selv om det ikke var det sikkert, at stoffet eller genstanden skulle videreanvendes som omhandlet i direktivets artikel 5, stk. 1, litra a).

Vedrørende tilsidesættelsen af direktivets artikel 13:

I henhold til direktivets artikel 13 træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at affaldshåndtering foretages, uden at menneskets sundhed bringes i fare, og uden at miljøet skades. Selv om de kroatiske myndigheder fastslog, at affaldsdepotet i Biljane Donje befinder sig på en lokalitet, som hverken er udpeget eller forberedt til et affaldsdepot, og på en grund uden beskyttelsesforanstaltninger mod udbredelse til vand eller luft, er ingen af de af de kroatiske myndigheder vedtagne foranstaltninger vedrørende affaldsdepotet på nuværende tidspunkt blevet gennemført. Denne situation har været uændret i lang tid, hvilket nødvendigvis fører til miljøskade. Republikken Kroatien har således ikke vedtaget alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at håndteringen af det affald, der er deponeret i Biljane Donje, udføres uden at bringe menneskets sundhed i fare og uden at skade miljøet.

Vedrørende tilsidesættelsen af direktivets artikel 15, stk. 1:

I henhold til direktivets artikel 15, stk. 1, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at oprindelige affaldsproducenter eller andre indehavere selv udfører affaldsbehandlingen eller foranstalter den foretaget af en forhandler, et anlæg eller en virksomhed, der udfører affaldsbehandling, eller overdraget til en privat eller offentlig affaldsindsamler i overensstemmelse med direktivets artikel 4 og 13. De kroatiske myndigheder har ikke sikret, at affaldsindehaveren udfører behandlingen heraf, eller at han har foranstaltet, at den foretages af en af de i artikel 15, stk. 1, nævnte personer. Dette kan udledes af, at det nævnte affald på tidspunktet for indleveringen af stævningen fortsat er ulovligt deponeret i Biljane Donje, hvor det allerede har været i lang tid. De kroatiske myndigheder har ikke truffet effektive foranstaltninger, som bevirker, at affaldsindehaveren selv eller gennem de i direktivets artikel 15, stk. 1, nævnte personer udfører affaldsbehandlingen.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19.11.2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (EUT 2008, L 312, s. 3).