Language of document :

Appel iværksat den 27. juli 2017 af Vincent Piessevaux til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 17. maj 2017 i sag T-519/16, Vincent Piessevaux mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-454/17 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Vincent Piessevaux (ved avocat L. Ponteville)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Retten den 17. maj 2017 i sag T-519/16 ophæves.

Appellanten gives medhold i de påstande, der blev nedlagt for Retten.

Appelindstævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne i de to instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første appelanbringende vedrører en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, artikel 77 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og artikel 11, stk. 2, i bilag VIII hertil. Retten begik en retlig fejl ved at forkaste ulovlighedsindsigelsen vedrørende meddelelse til personalet nr. 113/11 fra Rådets ansættelsesmyndighed, hvorved der blev indført en undtagelse til artikel 9, stk. 3, sidste punktum, i Rådets afgørelse af 11. oktober 2011 om vedtagelse af almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 11 og 12 i bilag VIII til tjenestemandsvedtægten vedrørende overførsel af pensionsrettigheder (»de almindelige gennemførelsesbestemmelser af 2011«) – en undtagelse, hvorefter de almindelige gennemførelsesbestemmelser, som blev vedtaget den 29. april 2004 (»de almindelige gennemførelsesbestemmelser af 2004«) kun finder anvendelse fremover, såfremt ansættelsesmyndigheden har meddelt den berørte person et forslag om godskrivning af pensionsgivende tjenesteår, og den pågældende har givet sit samtykke før ikrafttrædelsen af de almindelige gennemførelsesbestemmelser af 2011. Begrundelsen for denne forkastelse, som fremgår af den appellerede doms præmis 68-71, er nemlig i strid med ligebehandlingsprincippet, artikel 77 i tjenestemandsvedtægten og artikel 11, stk. 2, i bilag VIII hertil.

Andet appelanbringende vedrører en urigtig gengivelse af første led i det af appellanten fremsatte tredje annullationsanbringende, tilsidesættelse af princippet om sagsakters troværdighed, manglende begrundelse og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Retten begik nemlig følgende retlige fejl:

I den appellerede doms præmis 73, 74, 80 og 81 gengav Retten første led af tredje annullationsanbringende urigtigt og tilsidesatte princippet om, at sagsøgers indlæg er troværdige, idet den med urette anførte, at sagsøgeren havde påberåbt en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

I den appellerede doms præmis 73-100 tog Retten i strid med artikel 36 i statutten for Domstolen ikke stilling til første led i tredje annullationsanbringende, der var begrundet i en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og ikke i princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

I den appellerede doms præmis 82-100 – såfremt det lægges til grund, at præmis 82-100, en del af disse præmisser eller visse bestanddele heraf udgør en besvarelse af det første led i det tredje annullationsanbringende – begik Retten en retlig fejl, da den forkastede ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 9, stk. 3, sidste punktum, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser af 2011, som var blevet påberåbt af sagsøgeren og begrundet i en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

____________