Meddelelse til EU-tidende
Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 25. august 2004 af High Court of Justice (England & Wales) (Chancery Division) i sagen Test Claimants in Class IV of the ACT Group Litigation mod Commissioners of Inland Revenue.
(Sag C-374/04)
Ved kendelse afsagt den 25. august 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 30. august 2004, har High Court of Justice (England & Wales) (Chancery Division), i sagen Test Claimants in Class IV of the ACT Group Litigation mod Commissioners of Inland Revenue forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:
1. Er artikel 43 EF eller 56 EF (jf. artikel 57 EF og 58 EF) (eller de bestemmelser, der gik forud for dem), til hinder for, at
(a) medlemsstat A (eksempelvis Det Forenede Kongerige)
(i) indfører og opretholder en lovgivning, hvorefter der gives fuld skattegodtgørelse for udbytte, som betales af selskaber, der er hjemmehørende i medlemsstat A ("relevant udbytte"), til individuelle aktionærer, der er hjemmehørende i medlemsstat A
(ii) anvender en bestemmelse i dobbeltbeskatningsoverenskomster indgået med visse andre medlemsstater og tredjelande, hvorefter der gives ret til fuld skattegodtgørelse (med fradrag af skat som fastsat i overenskomsterne) for relevant udbytte til individuelle aktionærer, der er hjemmehørende i disse andre medlemsstater eller tredjelande,
men ikke yder nogen skattegodtgørelse (hverken fuld eller delvist) for relevant udbytte, når det udbetales af et datterselskab, der er hjemmehørende i medlemsstat A (eksempelvis Det Forenede Kongerige), til et moderselskab, der er hjemmehørende i medlemsstat B (eksempelvis Tyskland), hverken i henhold til nationale bestemmelser eller til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem disse stater,
b) medlemsstat A (eksempelvis Det Forenede Kongerige) anvender en bestemmelse i den dobbeltbeskatningsoverenskomst, der finder anvendelse, hvorefter et moderselskab, der er hjemmehørende i medlemsstat C (eksempelvis Nederlandene), gives ret til delvis skattegodtgørelse for relevant udbytte, men ikke giver et moderselskab, der er hjemmehørende i medlemsstat B (eksempelvis Tyskland), en sådan ret, når der ikke er nogen bestemmelse om delvis godtgørelse i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem medlemsstat A og medlemsstat B,
(c) medlemsstat A (eksempelvis Det Forenede Kongerige) ikke giver et selskab, der er hjemmehørende i medlemsstat C (eksempelvis Nederlandene) og kontrolleres af et selskab, der er hjemmehørende i medlemsstat B (eksempelvis Tyskland), ret til delvis skattegodtgørelse for relevant udbytte, når medlemsstat A anvender bestemmelser i dobbeltbeskatningsoverenskomster, hvorefter sådan godtgørelse ydes til
(1) selskaber, der er hjemmehørende i medlemsstat C og kontrolleres af personer, der er hjemmehørende i medlemsstat C
(2) selskaber, der er hjemmehørende i medlemsstat C og kontrolleres af personer, der er hjemmehørende i medlemsstat D (eksempelvis Italien), når der er en bestemmelse, hvorefter der gives ret til delvis skattegodtgørelse for relevant udbytte, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem medlemsstat A og medlemsstat D
(3) selskaber, der er hjemmehørende i medlemsstat D, uanset hvem der kontrollerer disse selskaber?
(d) Gør det nogen forskel for besvarelsen af spørgsmål 1(c), at det selskab, der er hjemmehørende i medlemsstat C, ikke kontrolleres af et selskab, der er hjemmehørende i medlemsstat B, men af et selskab, der er hjemmehørende i et tredjeland?
2. Hvis spørgsmål 1(a) - (c) helt eller delvist besvares bekræftende; hvilke principper fastsætter fællesskabsretten med hensyn til fællesskabsrettigheder og retsmidler under de i disse spørgsmål omhandlede situationer? Nærmere bestemt ønskes oplyst:
(a) er medlemsstat A forpligtet til at betale
i. fuld skattegodtgørelse eller et beløb svarende hertil, eller
ii. delvis skattegodtgørelse eller et beløb svarende hertil, eller
iii. fuld eller delvis skattegodtgørelse, eller et beløb svarende hertil
1. med fradrag af yderligere skyldig indkomstskat, eller som havde skullet betales, hvis det udbytte, der blev udbetalt til den relevante sagsøger, havde givet anledning til skattegodtgørelse,
2. med fradrag af sådan skat, beregnet på en anden måde?
(b) Til hvem skal betalingen foretages:
i. Det relevante moderselskab i medlemsstat B eller medlemsstat C
eller
ii. Det relevante datterselskab i medlemsstat A?
(c) Er retten til denne betaling
i. en ret til tilbagebetaling af beløb, der uretmæssigt er blevet opkrævet, således at tilbagebetaling er en konsekvens af og et supplement til den ret, som følger af artikel 43 [EF] og/eller 56 [EF], og/eller
ii. en ret til godtgørelse eller erstatning, således at de erstatningsbetingelser, der er fastsat i forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du Pêcheur og Factortame, skal være opfyldt, og/eller
iii. en ret til tilbagesøgning af en godtgørelse, der uretmæssigt er blevet nægtet, og i så fald,
1. er denne ret en konsekvens af, og et supplement til den ret, som følger af artikel 43 [EF] og/eller 56 [EF], eller
2. skal de erstatningsbetingelser, der er fastsat i forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du Pêcheur og Factortame, være opfyldt, eller
3. skal nogle andre betingelser være opfyldt?
(d) Gør det nogen forskel med hensyn til spørgsmål 2(c) ovenfor, om kravene efter national ret i medlemsstat A fremsættes som krav om tilbagebetaling eller fremsættes eller skal fremsættes som erstatningskrav?
(e) Er det en forudsætning for erstatning, at det selskab, der gør krav gældende, godtgør, at det, eller dets moderselskab, ville have gjort krav på skattegodtgørelse (fuld eller delvis alt efter omstændighederne), hvis det havde vidst, at det efter fællesskabsretten var berettiget hertil?
(f) Gør det nogen forskel for besvarelsen af spørgsmål 2 (a), at det relevante datterselskab i medlemsstat A i overensstemmelse med EF-Domstolens afgørelse i forenede sager C-397/98 og C-410/98, Hoechst og Metallgesellschaft, kunne have fået tilbagebetaling eller i princippet kunne have været berettiget til tilbagebetaling af, eller med hensyn til, ACT-skat vedrørende det udbytte, der blev udbetalt til det det relevante moderselskab i medlemsstat B eller medlemsstat C?
(g) Hvilke retningslinjer, om nogen, finder EF-Domstolen det passende at give i den foreliggende sag for hvilke omstændigheder den nationale ret bør tage hensyn til ved vurderingen af, om der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i dommen i forenede sager C-46/93 og 48/93, Brasserie du Pêcheur og Factortame, særligt med hensyn til, om overtrædelsen var undskyldelig i betragtning af udviklingstrinnet for retspraksis vedrørende fortolkningen af de relevante fællesskabsbestemmelser?
____________