FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 12. januar 2012(*)
Forenede sager C-628/10 P og C-14/11 P
Alliance One International Inc. m.fl.
mod
Europa-Kommissionen m.fl.
»Appel – konkurrence – aftaler – artikel 81 EF – artikel 23 i forordning (EF) nr. 1/2003 – spansk marked for råtobak – prisfastsættelse og markedsopdeling – et moderselskabs ansvar for sit datterselskabs kartelovertrædelser – kriterier for tilregnelse af ansvaret for overtrædelser inden for en koncern – grænser for Kommissionens skønsbeføjelse ved pålæggelse af bøder – ligebehandlingsprincippet – forbud mod forskelsbehandling af karteldeltagere fra Kommissionens side – begrundelsespligt – forbud mod efterfølgende at anføre yderligere grunde til bødebeslutningen under retssagen«
Indhold
I – Indledning
II – Retsforskrifter
III – Tvistens baggrund og sagens behandling i første instans
A – De selskaber, der er parter i den foreliggende sag
B – De to karteller på det spanske marked for råtobak og Kommissionens anfægtede beslutning
C – Sagens behandling i første instans
IV – Retsforhandlingerne ved Domstolen
V – Indledende spørgsmål vedrørende Alliance One Internationals søgsmålskompetence
VI – Vurdering af anbringenderne
A – Klagepunkterne vedrørende ligebehandlingsprincippet
1. Samspil mellem ligebehandlingsprincippet og legalitetsprincippet i kartelsager (første og andet anbringende i sag C-14/11 P)
a) Kommissionens principale påstand: påstået ukorrekt anvendelse af ligebehandlingsprincippet
b) Påstandene om mangelfuld domsbegrundelse og urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder
i) Den angivelige begrundelsesmangel
ii) Den angivelige urigtige gengivelse af de faktiske omstændigheder
c) Foreløbig konklusion
2. Den påståede forskelsbehandling af SCC og SCTC gennem anvendelsen af princippet om dobbelt grundlag (tredje anbringende i sag C-628/10 P)
a) Den angivelige forskelsbehandling som følge af anvendelsen af princippet om dobbelt grundlag i forhold til SCC og SCTC (første hovedpunkt i forbindelse med tredje anbringende i sag C-628/10 P)
b) Sammenligning mellem AOI’s og SCTC’s situation og Universals og Universal Leafs situation (andet hovedpunkt i forbindelse med tredje anbringende i sag C-628/10 P)
c) Foreløbig konklusion
3. Den manglende betydning af de af Kommissionen under sagen i første instans fremførte modargumenter mod påstanden om forskelsbehandling (tredje anbringende i sag C-14/11 P)
4. Spørgsmålet, om TCLT’s situation kan sammenlignes med Intabex’ og Universals (fjerde anbringende i sag C-14/11 P)
5. Foreløbig konklusion
B – Nogle yderligere klagepunkter fremført af AOI og SCTC (første og andet anbringende i sag C-628/10 P)
1. Første anbringende i sag C-628/10 P
a) Påstanden om, at SCC og SCTC ikke udøvede bestemmende indflydelse på WWTE før den 5. maj 1998 (første anbringendes første led i sag C-628/10 P)
i) Kriterium for tilregnelse af ansvar: udøvelse af bestemmende indflydelse
ii) Fælles kontrol: ingen tvingende udelukkelsesgrund for tilregnelse af det kartelretlige ansvar til kun ét af moderselskaberne
b) Den påstående krænkelse af AOI’s og SCTC’s grundlæggende rettigheder (første anbringendes andet led i sag C-628/10 P)
i) Formaliteten
ii) Realiteten
c) Foreløbig konklusion
2. Andet anbringende i sag C-628/10 P
a) Indledende spørgsmål: Er det andet anbringende uden betydning (»inopérant«)?
b) Realitetsprøvelse af det andet anbringende
i) Den påståede tilpasning af Kommissionens argumentation under sagen i første instans (det andet anbringendes første led i sag C-628/10 P)
ii) Påstanden om den efterfølgende ændring af begrundelsen for den anfægtede beslutning (det andet anbringendes andet led i sag C-628/10 P)
C – Sammenfatning af parternes anbringender
D – AOI’s og SCTC’s særskilte anmodning om nedsættelse af bøden
VII – Omkostninger
VIII – Forslag til afgørelse
I – Indledning
1. »Forældre har ansvaret for deres børn«. Denne gamle talemåde synes gang på gang at holde stik i kartelsager (1). I forbindelse med sager vedrørende fastsættelse af bøder for kartelovertrædelser bliver nemlig ofte ikke kun de selskaber, der har deltaget direkte i kartellet, men også disses moderselskaber gjort ansvarlige. På denne måde kan der ved beregningen af en bøde tages passende hensyn til den økonomiske styrke i hele den koncern, der deltager i det pågældende kartel. Desuden øges sandsynligheden for, at en solvent debitor står inde for betalingen af bøden, uanset eventuelle formueforskydninger inden for den pågældende koncern.
2. Princippet om personligt ansvar (2), som altid skal overholdes i strafferetlige og strafferetslignende sager, sætter imidlertid grænser for tilregnelsen af ansvaret for kartelovertrædelser inden for koncerner. Ikke mindst af denne grund har Unionens retsinstanser gang på gang beskæftiget sig med det spørgsmål, om og på hvilke betingelser moderselskaber kan gøres ansvarlige for deres datterselskabers kartelovertrædelser (3).
3. I den foreliggende appelsag rejses spørgsmålet om tilregnelsen af det kartelretlige ansvar inden for en koncern i et helt nyt perspektiv. Det skal undersøges, om Europa-Kommissionen holdt moderselskaberne til forskellige deltagere i ét og samme kartel ansvarlige efter forskellige kriterier, og om dette var lovligt.
4. Konkret er der tale om et spansk kartel mellem flere virksomheder inden for forarbejdning af råtobak. Kommissionen pålagde nogle af dem bøder in solidum med deres respektive moderselskaber, mens moderselskaberne til andre deltagere i samme kartel ikke blev pålagt ansvar af Kommissionen.
5. I det væsentlige skal Domstolen afklare i denne forbindelse, hvilke grænser det almindelige EU-retlige ligebehandlingsprincip sætter for Kommissionens skønsbeføjelse ved pålæggelsen af bøder i henhold til artikel 23 i forordning (EF) nr. 1/2003 (4). Domstolens dom vil ikke kun være af grundlæggende betydning for Kommissionens fremtidige administrative praksis; den vil formentlig også blive retningsgivende for de nationale konkurrencemyndigheders og domstoles virksomhed inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.
II – Retsforskrifter
6. De retsforskrifter, der finder anvendelse i denne sag, er artikel 81 EF samt artikel 23 i forordning nr. 1/2003. I sidstnævnte bestemmelse fastsættes bl.a.:
»2. Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder [...] bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:
a) overtræder traktatens artikel 81 eller artikel 82, […]
[…]«
7. Endelig skal nævnes 37. betragtning i præamblen til forordning nr. 1/2003, som vedrører beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder:
»I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og principper, som bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender. Forordningen bør følgelig fortolkes og anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.«
III – Tvistens baggrund og sagens behandling i første instans
8. På det spanske marked for råtobak er der fire virksomheder, der foretager den første forarbejdning af råtobak (såkaldte »forarbejdningsvirksomheder«): World Wide Tobacco España SA (WWTE), Compañia española de tabaco en rama SA (Cetarsa), Agroexpansión SA og Tabacos Españoles SL (Taes). Tre af dem tilhører multinationale koncerner, der kontrolleres af selskaber med hjemsted i Amerikas Forenede Stater.
9. Foruden de fire spanske forarbejdningsvirksomheder skal nævnes Deltafina SpA, et italiensk selskab, hvis hovedaktivitet er første forarbejdning af råtobak i Italien og handel med forarbejdet tobak.
10. I den foreliggende sag er det omtvistet, om og på hvilke betingelser Kommissionen også havde lov til eller skulle tilregne de respektive moder- eller moder-moderselskaber de nævnte selskabers kartelovertrædelser og gøre dem solidarisk ansvarlige for betalingen af de pålagte bøder.
A – De selskaber, der er parter i den foreliggende sag
11. De selskaber, der er parter i den foreliggende sag, Alliance One International Inc. (AOI) – tidligere Standard Commercial Corp. (SCC) (5) – Standard Commercial Tobacco Company Inc. (SCTC) og Trans-Continental Leaf Tobacco Corp. Ltd (TCLT) er moder- eller moder-moderselskaber til WWTE. De ansås alle for at tilhøre den såkaldte Standard-koncern.
12. Ejerforholdene mellem alle disse selskaber var følgende fra 1995 til den 5. maj 1998: SCC ejede 100% af aktierne i SCTC, som på sin side ejede 100% af aktierne i TCLT. TCLT ejede to tredjedele af WWTE’s kapital. Den resterende tredjedel af WWTE’s kapital ejedes af formanden for dette selskab samt to af dennes familiemedlemmer.
13. Den 5. maj 1998 forøgede TCLT sin kapitalandel i WWTE til 86,94%, mens de resterende aktier ejedes af WWTE selv (9,73%) og en fysisk person (3,33%). I oktober 1998 købte WWTE sidstnævnte persons aktier, og SCC købte en direkte andel på 0,04% af WWTE’s kapital. I maj 1999 forøgede TCLT og SCC deres andel i WWTE’s kapital til henholdsvis 89,64% og 0,05%, mens resten ejedes af WWTE selv.
B – De to karteller på det spanske marked for råtobak og Kommissionens anfægtede beslutning
14. I årene 1996-2001 fandtes der på det spanske marked for råtobak to indbyrdes forbundne horisontale karteller, som blev opdaget af Europa-Kommissionen i 2001.
15. I det første kartel, der betegnes »forarbejdningsvirksomhedernes kartel«, deltog WWTE, Cetarsa, Agroexpansión, Taes og Deltafina. I forbindelse med dette kartel fastsattes hvert år den (maksimale) gennemsnitlige leveringspris for hver råtobaksort og for alle kvaliteter under ét, og man fordelte de mængder af de enkelte råtobaksorter, som hver af forarbejdningsvirksomhederne kunne købe hos producenterne. Fra 1999 til 2001 blev der endvidere indgået aftale om prisudsvingene for hver kvalitetstype inden for de enkelte råtobaksorter og gennemsnitlige mindstepriser pr. producent og pr. producentsammenslutning.
16. Det andet kartel, der betegnes »producentrepræsentanternes kartel«, omfattede tre spanske landbrugsforeninger. Dette kartel havde ligeledes til formål hvert år at fastsætte prisudsvingene for hver kvalitetstype inden for de enkelte råtobaksorter.
17. Ved beslutning af 20. oktober 2004 (6) (herefter også »den anfægtede beslutning«) konkluderede Kommissionen, at hvert af de to karteller udgjorde en sammenhængende og vedvarende overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF. Kommissionen fastslog, at forskellige selskaber og foreninger i denne forbindelse havde begået en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF (7), opfordrede disse til at bringe overtrædelserne til ophør (8) og pålagde dem bøder af forskellig størrelse (9).
18. Adressaterne for den anfægtede beslutning var dels alle selskaber, der havde deltaget direkte i kartellet, og dels nogle andre selskaber, der tilhørte de berørte koncerner. Der var tale om følgende:
– For WWTE’s karteldeltagelse blev såvel TCLT som SCC og SCTC pålagt solidarisk ansvar.
– Hvad derimod angår Agroexpansións karteldeltagelse pålagde Kommissionen foruden dette selskab kun selskabet Dimon Inc. (Dimon), der står i spidsen for koncernen, solidarisk ansvar, men ikke selskabet Gesellschaft Intabex Netherlands BV (Intabex), et helejet datterselskab af Dimon, som er placeret imellem Dimon og Agroexpansión.
– Med hensyn til Taes og Deltafina, der begge tilhører den amerikanske koncern Universal, pålagde Kommissionen endelig overhovedet ikke andre koncernselskaber det kartelretlige ansvar for disses karteldeltagelse. Dette medførte, at hverken Universal Leaf Tobacco Co. Inc. (Universal Leaf), der ejer alle aktierne i Taes og Deltafina, eller Universal Corp. (Universal), der er overordnet Universal Leaf, blev pålagt et solidarisk medansvar.
19. Som begrundelse anførte Kommissionen, at der bortset fra den selskabsretlige forbindelse mellem moderselskaberne og deres datterselskaber ikke var nogen indikation af, at Universal og Universal Leaf faktisk har været involveret i de forhold, der er undersøgt. Disse burde derfor ikke omfattes af en beslutning i denne sag. Samme konklusion gjorde sig så meget desto mere gældende i forhold til Intabex, da dette selskabs andel på 100% i Agroexpansión udelukkende var finansiel (10).
C – Sagens behandling i første instans
20. Flere af adressaterne for den anfægtede beslutning anlagde annullationssøgsmål til prøvelse heraf i første instans ved Retten. Retten afgjorde ved dom af 27. oktober 2010 (11) (herefter også »Rettens dom« eller »den appellerede dom«) det fælles søgsmål, der var anlagt af AOI (tidligere SCC), SCTC og TCLT.
21. AOI’s, SCTC’s og TCLT’s søgsmål blev til dels taget til følge i første instans. Mens Retten nemlig annullerede den anfægtede beslutning, for så vidt som den vedrørte TCLT, frifandt den i øvrigt Kommissionen, dvs. for så vidt som den vedrørte AOI og SCTC. Rettens begrundelse for annullationen af den anfægtede beslutning med hensyn til TCLT var i det væsentlige en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet (12).
IV – Retsforhandlingerne ved Domstolen
22. Ved processkrift af 28. december 2010 iværksatte AOI og SCTC i fællesskab appel af Rettens dom. Kommissionen iværksatte på sin side en særskilt appel af samme dom ved processkrift af 7. januar 2011.
23. I sag C-628/10 P har AOI og SCTC i fællesskab nedlagt følgende påstande:
– Rettens dom ophæves, for så vidt som den forkaster påstandene om et åbenbart urigtigt skøn ved anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, om manglende begrundelse og om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, på grundlag af den konstatering, at Alliance One International, Inc., tidligere Standard Commercial Corp. og Standard Commercial Tobacco Co. var solidarisk ansvarlige.
– Kommissionens beslutning annulleres, i det omfang den vedrører appellanterne, og den bøde, appellanterne følgelig er blevet pålagt, nedsættes.
– Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
24. Kommissionen har nedlagt følgende påstande i sag C-628/10 P:
– Appellen forkastes.
– Appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i første instans.
25. Kommissionen har med sin særskilte appel i sag C-14/11 P nedlagt følgende påstande:
– Punkt 1 i konklusionen i Rettens dom ophæves.
– Sagen for Retten forkastes i det hele.
– TCLT tilpligtes at betale denne sags omkostninger, og de tre sagsøgere tilpligtes at betale samtlige omkostninger i sagen i første instans.
26. Dette har AOI, SCTC og TCLT på sin side anfægtet. De har i fællesskab nedlagt følgende påstande:
– Appellen iværksat af Europa-Kommissionen i sag C-14/11 P forkastes i det hele.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i første instans.
27. Efter afslutning af den skriftlige forhandling i hver sag er sagerne C-628/10 P og C-14/11 P ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14. september 2011 blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og domsafsigelsen. Den mundtlige forhandling fandt sted den 16. november 2011.
V – Indledende spørgsmål vedrørende Alliance One Internationals søgsmålskompetence
28. Både i sag C-628/10 P og i sag C-14/11 P anser AOI sig med henblik på appelsagen som retlig efterfølger til SCTC og TCLT (13).
29. Kommissionen betvivler, at denne konstruktion er mulig. Den har imidlertid ikke formelt gjort indsigelse mod, at AOI ikke kun fremfører anbringender for Domstolen i eget navn, men også i SCTC’s navn (sag C-628/10 P) og i SCTC’s og TCLT’s navn (sag C-14/11 P).
30. En sådan udøvelse af andres rettigheder i eget navn – også kaldet procesfuldmagt – kan være tilladt, hvis der er et lov- eller aftalemæssigt grundlag herfor.
31. Det er af procesøkonomiske grunde i den foreliggende sag ikke nødvendigt at behandle nærmere, om disse betingelser er til stede for så vidt angår AOI. Appellen i sag C-628/10 P blev nemlig iværksat af AOI og SCTC i fællesskab, og svarskriftet i sag C-14/11 P blev ligeledes indgivet i fællesskab af AOI, SCTC og TCLT. Da således altid mindst én af parterne – i den foreliggende sag AOI – utvivlsom har den nødvendige søgsmålskompetence, skal parternes argumenter under alle omstændigheder vurderes nærmere (14).
VI – Vurdering af anbringenderne
32. Inden de forskellige anbringender behandles nærmere, synes det hensigtsmæssigt indledningsvis at forklare to umiddelbart særdeles tekniske begreber, som parterne gang på gang har henvist til både i forbindelse med AOI’s og SCTC’s appel (sag C-628/10 P) og Kommissionens appel (sag C-14/11 P), nemlig »100%-formodningen« og princippet om »dobbelt grundlag«.
33. 100%-formodningen stammer fra Domstolens praksis vedrørende moderselskabers ansvar for deres datterselskabers kartelovertrædelser. Hvis et moderselskab ejer 100% af aktierne (eller næsten alle aktierne) i datterselskabet, foreligger der en afkræftelig formodning for, at det udøver bestemmende indflydelse på dette datterselskabs markedsadfærd. Dette gælder også i tilfælde af, at moderselskabet kontrollerer datterselskabet indirekte via et mellemliggende selskab, idet moderselskabet ejer 100% (eller næsten 100%) af aktierne i det mellemliggende selskab, og det mellemliggende selskab på sin side ejer 100% (eller næsten 100%) af aktierne i datterselskabet (15). Ifølge retspraksis er ejerandele på 100% eller næsten 100% tilstrækkelige til at pålægge moderselskabet (eller moderselskaberne) et solidarisk ansvar for datterselskabets (eller datterselskabernes) kartelovertrædelser (16).
34. I modsætning til 100%-formodningen er princippet om dobbelt grundlag som sådant ikke hidtil nævnt i retspraksis. Retten har imidlertid henvist til dette princip i den foreliggende sag for at præcisere, at Kommissionen i den anfægtede beslutning ikke kun støttede sig på 100%-formodningen, men for en sikkerheds skyld også tog hensyn til yderligere omstændigheder, der tydede på, at moderselskaberne faktisk udøvede en bestemmende indflydelse på deres datterselskabers handelspolitik (17).
35. At den anfægtede beslutning er baseret på princippet om dobbelt grundlag, er Rettens konstatering af de faktiske omstændigheder. Denne falder under appelsagen uden for Domstolens efterprøvelse (18), da Kommissionen ikke har fremsat en påstand om urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder. Det er derfor uden betydning, at Kommissionen under sagen for Domstolen – navnlig under den mundtlige forhandling – i enkeltstående tilfælde forsøgte at forsvare sig med, at princippet om dobbelt grundlag slet ikke var anvendt i den anfægtede beslutning, men kun 100%-formodningen.
36. Da den anfægtede beslutning blev vedtaget inden Lissabontraktatens ikrafttræden, skal der i den foreliggende sag fortsat henvises til de primærretlige bestemmelser i affattelsen i Amsterdamtraktaten, navnlig artikel 81 EF og artikel 253 EF, men derimod ikke artikel 101 TEUF og 296 TEUF.
A – Klagepunkterne vedrørende ligebehandlingsprincippet
37. I den foreliggende sag samler interessen sig om retlige problemer i forbindelse med ligebehandlingsprincippet. Spørgsmålet, om og i hvilket omfang dette princip spiller en rolle ved anvendelsen af artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF) og artikel 23 i forordning nr. 1/2003, rejses både af AOI og SCTC i deres appel i sag C-628/10 P og af Kommissionen i dens appel i sag C-14/11 P. Jeg vil derfor behandle disse klagepunkter samlet inden alle andre.
38. Alle appellanter har gjort gældende, at Retten har tilsidesat ligebehandlingsprincippet, men har fremført forskellige grunde.
39. I sag C-14/11 P har Kommissionen gjort gældende, at Retten – navnlig i præmis 218 i den appellerede dom – med urette har antaget, at TCLT blev forskelsbehandlet i forhold til Intabex, Universal og Universal Leaf. Kommissionen er af den opfattelse, at TCLT som mellemliggende selskab inden for Standard-koncernen, der i perioden efter den 5. maj 1998 ejede næsten alle aktier i WWTE, må pålægges ansvar ved siden af AOI og SCTC. Den har gjort gældende, at Retten under henvisning til ligebehandlingsprincippet med urette har fritaget TCLT for et medansvar for WWTE’s kartelovertrædelser.
40. I sag C-628/10 P forsøger AOI og SCTC under henvisning til ligebehandlingsprincippet derimod at undgå et medansvar for WWTE’s kartelovertrædelser; de har gjort gældende, at de som moderselskaber til WWTE er blevet behandlet dårligere end Universal og Universal Leaf i disses egenskab af moderselskaber til selskaberne Taes og Deltafina, der har deltaget i kartellet.
1. Samspil mellem ligebehandlingsprincippet og legalitetsprincippet i kartelsager (første og andet anbringende i sag C-14/11 P)
41. Det første og andet anbringende i sag C-14/11 P er nært forbundne. De skal derfor undersøges samlet.
a) Kommissionens principale påstand: påstået ukorrekt anvendelse af ligebehandlingsprincippet
42. Med de to første anbringender i sag C-14/11 P har Kommissionen i det væsentlige gjort gældende, at Retten har »tilsidesat« ligebehandlingsprincippet. Den har ikke taget hensyn til, at legalitetsprincippet er af afgørende betydning med hensyn til moderselskabers ansvar for deres datterselskabers kartelovertrædelser. Hvis et moderselskab er ansvarligt efter de kriterier, der er udviklet i retspraksis (19) – navnlig 100%-formodningen – kan ligebehandlingsprincippet ikke ændre dette forhold.
43. Ovenstående argumentation er fejlagtig.
44. Som Kommissionen nemlig selv har erkendt under appelsagen, angiver de kriterier i retspraksis, som den har henvist til, kun, om et moderselskab og dets datterselskab er en del af samme virksomhed i konkurrenceretlig forstand, dvs. om en eventuel kartelovertrædelse kan henføres til kun den ene af dem eller dem begge (20).
45. Derimod indeholder den pågældende retspraksis ingen endelige kriterier vedrørende det afgørende spørgsmål, om der skal pålægges en bøde for en kartelovertrædelse, og hvilke juridiske personer Kommissionens bødebeslutning i givet fald skal rettes til.
46. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at spørgsmålet om moder- og/eller datterselskabets tilhørsforhold til en fælles virksomhed samt deres heraf følgende ansvar for en kartelovertrædelse alene skal besvares på grundlag af retlige kriterier, hvorimod hensigtsmæssighedsbetragtninger også spiller en vigtig rolle ved siden af retlige betragtninger i forbindelse med pålæggelsen af bøder (21): Kommissionen har inden for rammerne af artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 en skønsbeføjelse; den kan pålægge bøder.
47. I forbindelse med sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 kan Kommissionen alt efter det konkrete tilfælde afgøre, om den i det hele taget vil pålægge en bøde for en virksomheds kartelovertrædelse, men også, hvilken juridisk person (eller hvilke juridiske personer) der står bag den berørte virksomhed, den i givet fald vil pålægge en sådan bøde (22).
48. Ved udøvelsen af denne skønsbeføjelse i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 er Kommissionen dog ikke fuldstændig frit stillet, men skal overholde de generelle retsprincipper i EU-retten og de grundlæggende rettigheder, der er garanteret på EU-plan (23). Den er navnlig bundet af ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet (24).
49. Retten har derfor med rette vurderet den anfægtede beslutning på grundlag af ligebehandlingsprincippet (25) og eksempelvis ikke kun begrænset sig til en forholdsvis overfladisk undersøgelse af, om beslutningen var forbundet med magtfordrejning som omhandlet i artikel 263, stk. 2, TEUF (på fransk: »détournement de pouvoir«) (26).
50. Ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastslået i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (27). Ifølge fast retspraksis indebærer dette princip, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (28).
51. Heraf følger to konklusioner vedrørende Kommissionens behandling af en konkret kartelovertrædelse:
– For det første må Kommissionen ikke uden saglig grund fravige den praksis med hensyn til bøder, som den har offentliggjort i sine meddelelser vedrørende konkurrencepolitikken (29); der gælder det princip, at myndigheder er bundet af deres egne afgørelser (30).
– For det andet må Kommissionen ikke forskelsbehandle nogen af de virksomheder, der deltager i et kartel, i forhold til andre karteldeltagere.
52. I den foreliggende sag er det kun nødvendigt at behandle det andet aspekt nærmere.
53. Ligebehandlingsprincippet er til hinder for, at Kommissionen ved pålæggelsen af bøder kan basere sig på forskellige kriterier i forhold til deltagerne i ét og samme kartel. Dette lagde Retten også til grund i den foreliggende sag (31).
54. Hvis Kommissionen således i forbindelse med en overtrædelse begået af en virksomhed, der deltager i et kartel, beslutter sig for at gøre både det datterselskab, der er direkte involveret i kartellet, og det moderselskab (eller de moderselskaber), der står bag selskabet, ansvarlige, skal den forholde sig på samme måde med hensyn til alle andre karteldeltagere, forudsat at disse andre karteldeltagere befinder sig i en sammenlignelig situation.
55. Kommissionen behøver i den forbindelse ikke nødvendigvis pålægge alle moderselskaber til karteldeltagere bøder, som – set fra en rent retlig synsvinkel – kan gøres ansvarlige for deres respektive datterselskabers kartelovertrædelser. Den kan derimod under udøvelse af sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 foretage en udvælgelse blandt de berørte moderselskaber på grundlag af objektive kriterier.
56. Kommissionen kan således eksempelvis – som det er tilfældet i den foreliggende sag – for en sikkerheds skyld basere kredsen af adressater for bødebeslutningen på et dobbelt grundlag: Den kan begrænse sig til at pålægge sådanne moderselskaber ansvar, i hvis tilfælde der ud over 100%-formodningen foreligger konkrete holdepunkter for, at de faktisk har udøvet en bestemmende indflydelse på deres helejede datterselskabs (eller helejede datterselskabers) adfærd. Sådanne holdepunkter kan alt efter moderselskab fremgå af meget forskellige faktiske omstændigheder. Kommissionen har med rette påpeget, at ligebehandlingsprincippet ikke kræver, at den altid fremlægger den samme slags beviser – f.eks. dokumenter, vidneudsagn eller lignende – eller det samme antal beviser i forbindelse med alle moderselskaber (32).
57. Der foreligger imidlertid en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, hvis Kommissionen kvalitativt anvender forskellige målestokke med hensyn til én og samme kartelovertrædelse, dvs. hvis den gør tilregnelsen af ansvar afhængig af et strengere beviskrav for nogle moderselskaber end for andre moderselskaber, f.eks. ved at den over for nogle moderselskaber anvender princippet om dobbelt grundlag, mens den med hensyn til andre moderselskaber kun støtter sig på 100%-formodningen.
58. Præcist sådan forholdt det sig ifølge de faktiske omstændigheder, som Retten har lagt til grund i den foreliggende sag: TCLT blev kun pålagt et solidarisk ansvar for datterselskabet WWTE’s kartelovertrædelse på grundlag af 100%-formodningen (33), mens Kommissionen ikke pålagde Intabex, Universal og Universal Leaf bøder, da den i forbindelse med disse selskaber anvendte princippet om dobbelt grundlag, således at den ikke anså den omstændighed, at disse selskaber blot havde ejerandele i deres respektive datterselskaber, for at være tilstrækkelig, uden konkrete holdepunkter for en faktisk udøvelse af bestemmende indflydelse (34).
59. Under disse omstændigheder kunne Retten uden at begå en retlig fejl antage, at TCLT blev forskelsbehandlet i forhold til Intabex, Universal og Universal Leaf (35).
60. Det legalitetsprincip, som Kommissionen har henvist til, ændrer heller ikke denne konklusion.
61. Ligebehandlingsprincippet skal ganske vist ses i sammenhæng med overholdelsen af legalitetsprincippet, hvorefter ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for tredjemand (36). EU-retten giver med andre ord ingen ret til »ligebehandling i forbindelse med retsstridige handlinger« (37). Kommissionen har i sit skriftlige indlæg udtrykt dette meget rammende: »Two wrongs do not make a right.«
62. I den foreliggende sag var der dog ingen risiko for en konflikt med overholdelse af princippet om administrative handlingers legalitet. Kommissionen kunne derimod inden for rammerne af sin skønbeføjelse i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 under den administrative procedure vælge mellem to handlingsmuligheder, hvoraf den ene ikke var mindre lovlig end den anden: Kommissionen kunne frit vælge enten at pålægge alle moderselskaber, som var omfattet af 100%-formodningen, et solidarisk medansvar (første mulighed) eller at begrænse kredsen af adressater for den anfægtede beslutning ved anvendelse af princippet om dobbelt grundlag (anden mulighed).
63. Set i dette lys kunne det ikke kritiseres ud fra en retlig betragtning, at Kommissionen valgte den anden mulighed med hensyn til Intabex, Universal og Universal Leaf. Ved at anvende princippet om dobbelt grundlag afstod Kommissionen kun fra at pålægge de berørte selskaber et solidarisk medansvar for de kartelovertrædelser, som deres datterselskaber havde begået, alene på grundlag af 100%-formodningen.
64. Da Kommissionens fremgangsmåde over for Intabex, Universal og Universal Leaf derfor ikke var en »uret«, kunne det ikke udgøre »ligebehandling i forbindelse med retsstridige handlinger« at behandle TCLT på samme måde i den appellerede dom.
65. Der kan ikke udledes andet af cellulose-dommen (38). Domstolen fastslog ganske vist deri, at en virksomhed »ikke [kan] undgå enhver sanktion med den begrundelse, at en anden erhvervsdrivende ikke er blevet pålagt nogen bøde, såfremt denne erhvervsdrivende overhovedet ikke er inddraget i sagen for Domstolen« (39). Det fremgår imidlertid ikke, at det spørgsmål, der er af interesse i den foreliggende sag, nemlig Kommissionens udøvelse af sin skønsbeføjelse ved pålæggelsen af bøder, blev behandlet nærmere i cellulose-dommen.
66. Jeg ville i øvrigt finde det lidet overbevisende at udlede af cellulose-dommen, at Kommissionen var fuldstændig frit stillet ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse med hensyn til pålæggelsen af bøder og på ingen måde skulle stå til ansvar over for Unionens retsinstanser for overholdelsen af ligebehandlingsprincippet. En sådan retspraksis ville ikke opfylde kravene om en effektiv beskyttelse af de grundlæggende rettigheder ved Unionens retsinstanser (jf. også artikel 47, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder).
67. Hvis Retten i overensstemmelse med sin dømmende opgave sikrer, at Kommissionen udøver sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 ved at anvende de samme lovlige kriterier på alle deltagere i ét og samme kartel, sikrer den derved ikke »ligebehandling i forbindelse med retsstridige handlinger«, men derimod beskyttelse mod vilkårlige administrative handlinger.
68. Da Retten derfor ikke har begået nogen retlig fejl med hensyn til TCLT ved anvendelsen af ligebehandlingsprincippet, må Kommissionens principale påstand i forbindelse med det første og andet anbringende i sag C-14/11 P forkastes som ugrundet.
b) Påstandene om mangelfuld domsbegrundelse og urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder
69. I tilknytning til det første anbringende i sag C-14/11 P har Kommissionen desuden kritiseret Retten for at have begrundet sin dom mangelfuldt og foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.
i) Den angivelige begrundelsesmangel
70. Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at dens retlige betragtninger fra første instans vedrørende legalitetsprincippet og princippet om »ingen ligebehandling i forbindelse med retsstridige handlinger« blev ignoreret af Retten. Dette er ifølge Kommissionen udtryk for en »klar begrundelsesmangel«.
71. Pligten til behørigt at begrunde domme afsagt i første instans følger af artikel 36, sammenholdt med artikel 53, stk. 1, i statutten for Domstolen.
72. Efter min opfattelse stiller Kommissionen i denne henseende uforholdsmæssigt strenge krav til omfanget af denne begrundelsespligt. Det følger nemlig af fast retspraksis, at det ikke i medfør af begrundelsespligten påhviler Retten i sin fremstilling udtømmende og et for et at behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, og at begrundelsen således kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og således, at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (40).
73. I den foreliggende sag tog Retten faktisk Kommissionens argumenter i betragtning (41). Desuden har den klart og tydeligt redegjort for sin egen opfattelse af anvendelsen og rækkevidden af ligebehandlingsprincippet (42). Heraf fremgår det i det mindste implicit, at den ikke anså Kommissionens indsigelse vedrørende legalitetsprincippet for at være relevant. Der kan derfor ikke være tale om en begrundelsesmangel.
ii) Den angivelige urigtige gengivelse af de faktiske omstændigheder
74. Kommissionen har endvidere anført, at Retten i præmis 158 i den appellerede dom har »foretaget en åbenbart urigtig gengivelse« af den anfægtede beslutning og de argumenter, som Kommissionen har givet udtryk for deri. Den påståede urigtige gengivelse ligger angiveligt i, at Retten har fejlfortolket 384. betragtning til den anfægtede beslutning. Retten antog med urette, at Kommissionen delte dens synspunkt med hensyn til ligebehandlingsprincippet.
75. Ifølge fast retspraksis foreligger der en urigtig gengivelse, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at gengivelsen af de foreliggende beviser er urigtig (43).
76. I 384. betragtning til den anfægtede beslutning er det anført – for så vidt som det er relevant for sagen – »at de særlige omstændigheder, der kan få Kommissionen til at gøre moderselskabet ansvarligt for datterselskabets adfærd, kan variere fra tilfælde til tilfælde«. I samme betragtning tilføjer Kommissionen: »Dette forhold udgør i sig selv ingen tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, såfremt ansvarsprincipperne anvendes konsekvent.«
77. Heraf kan det uden videre sluttes, at Kommissionen anser ligebehandlingsprincippet for at være relevant. Dette er nemlig den eneste forklaring på, at Kommissionen i den nævnte betragtning til sin beslutning i det hele taget har behandlet det spørgsmål, om der forelå en tilsidesættelse af dette princip – som Kommissionen dér betegner som »princippet om forbud mod forskelsbehandling« – eller ej.
78. Netop denne konklusion drog Retten i den omtvistede passage i den appellerede dom: Den redegjorde først for sit eget synspunkt (»Kommissionen er […] forpligtet til at overholde ligebehandlingsprincippet […]« (44)); derpå tilføjede den, at Kommissionen deler dette synspunkt, og anførte som bevis herfor den nævnte 384. betragtning til den anfægtede beslutning (45).
79. Dermed har Retten foretaget en helt indlysende fortolkning af den anfægtede beslutning, som ikke viser nogen urigtig gengivelse af Kommissionens argumentation. Selv Kommissionens betragtning med hensyn til, at »de særlige omstændigheder […] kan variere fra tilfælde til tilfælde« (46), behandles af Retten, idet den understreger, »at ensartede situationer ikke [må] behandles forskelligt, og forskellige situationer ikke [må] behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet« (47).
80. Under disse omstændigheder ser jeg ingen tegn på, at Retten har foretaget en åbenbart urigtig vurdering af indholdet af 384. betragtning til den anfægtede beslutning. Påstanden om urigtig gengivelse af beviser er derfor grundløs.
c) Foreløbig konklusion
81. På denne baggrund må det første og andet anbringende i sag C-14/11 P derfor forkastes i det hele.
2. Den påståede forskelsbehandling af SCC og SCTC gennem anvendelsen af princippet om dobbelt grundlag (tredje anbringende i sag C-628/10 P)
82. Det tredje anbringende i sag C-628/10 P er inddelt i flere dele, der imidlertid indholdsmæssigt i vidt omfang overlapper hinanden. I det væsentlige har AOI og SCTC gjort to forhold gældende: For det første var anvendelsen af princippet om dobbelt grundlag udtryk for forskelsbehandling af dem [jf. afsnit a) nedenfor]. For det andet foretog Retten ikke en tilstrækkelig præcis sammenligning mellem den situation, som AOI (tidligere SCC) og SCTC befandt sig i, og den situation, som Universal og Universal Leaf befandt sig i [jf. afsnit b) nedenfor].
a) Den angivelige forskelsbehandling som følge af anvendelsen af princippet om dobbelt grundlag i forhold til SCC og SCTC (første hovedpunkt i forbindelse med tredje anbringende i sag C-628/10 P)
83. Med hensyn til princippet om dobbelt grundlag har appellanterne i det væsentlige gjort følgende gældende: Hvis alene 100%-formodningen var blevet anvendt, skulle Universal og Universal Leaf også have været pålagt medansvar for deres datterselskaber Taes’ og Deltafinas kartelovertrædelser. Anvendelsen af det mere restriktive princip om dobbelt grundlag har derimod medført, at kun AOI (tidligere SCC) og SCTC, men ikke Universal og Universal Leaf, i sidste instans blev pålagt ansvar sammen med deres respektive datterselskaber.
84. Kommissionen imødegår i det væsentlige dette klagepunkt med det argument, at ligebehandlingsprincippet ikke giver ret til »ligebehandling i forbindelse med retsstridige handlinger« (48). Jeg har allerede påpeget, at dette argument ikke finder anvendelse i den foreliggende sag (49): Der er i denne forbindelse ikke tale om, hvorvidt rækkevidden af en i forvejen retsstridig administrativ handling (»uret«) endog skal udvides. Derimod skal det afklares, om en behandling, som Kommissionen fuldt ud med rette har anvendt over for en af karteldeltagerne, også skal komme alle andre karteldeltagere til gode.
85. AOI’s og SCTC’s indsigelser mod den appellerede dom er imidlertid grundløse af andre grunde.
86. Som nævnt ovenfor (50) har Kommissionen en skønsbeføjelse inden for rammerne af artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003. Derfor behøver den ikke nødvendigvis pålægge alle moderselskaber til karteldeltagere bøder, som – set fra en rent retlig synsvinkel – kan gøres ansvarlige for deres respektive datterselskabers kartelovertrædelser. Den kan derimod under udøvelse af sin skønsbeføjelse foretage en udvælgelse blandt de berørte moderselskaber på grundlag af objektive kriterier.
87. Det ligger i sagens natur, at kriterierne for en sådan udvælgelse kan være til fordel for nogle parter og til ulempe for andre. Alene den omstændighed, at Kommissionen har foretaget en udvælgelse blandt dem, gør det dog ikke muligt at drage den konklusion, at der foreligger en forskelsbehandling. Så længe de kriterier, som Kommissionen har lagt til grund, nemlig er baseret på objektive betragtninger, er der ingen anledning til at antage, at der foreligger en retsstridig forskelsbehandling af visse parter.
88. Det ville forholde sig anderledes, hvis Kommissionen ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 ikke baserede sig på objektive faktorer, men på irrelevante betragtninger, dvs. hvis den udviste en adfærd, der i det mindste lå tæt på magtfordrejning som omhandlet i artikel 263, stk. 2, TEUF.
89. I den foreliggende sag har AOI og SCTC imidlertid under retssagen ikke anført nogen konkrete omstændigheder, der kunne tyde på, at der lå irrelevante betragtninger til grund for Kommissionens anvendelse af princippet om dobbelt grundlag.
90. Tværtimod var der en saglig grund til at foretage en udvælgelse blandt de berørte moderselskaber ved anvendelse af princippet om dobbelt grundlag. Som Kommissionen med rette understregede under sagen i første instans (51), var der på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning en betydelig retsusikkerhed med hensyn til kriterierne for tilregnelsen af det kartelretlige ansvar mellem moder- og datterselskaber (52). Først senere blev der skabt klarhed med Domstolens dom i Akzo Nobel-sagen (53).
91. I det klima af retsusikkerhed, der gjorde sig gældende inden Domstolens præcisering, var det objektivt begrundet, at Kommissionen for en sikkerheds skyld kun rettede den anfægtede beslutning til de moderselskaber, i forhold til hvilke den ikke kun måtte basere sig på 100%-formodningen, men også havde konkrete holdepunkter for, at de faktisk udøvede bestemmende indflydelse på de respektive datterselskabers adfærd.
92. Den påstand om forskelsbehandling, som AOI og SCTC har fremført med hensyn til anvendelsen af princippet om dobbelt grundlag, er derfor ubegrundet.
b) Sammenligning mellem AOI’s og SCTC’s situation og Universals og Universal Leafs situation (andet hovedpunkt i forbindelse med tredje anbringende i sag C-628/10 P)
93. Derudover har appellanterne gjort gældende, at Retten ikke i tilstrækkelig grad har sammenlignet AOI’s (tidligere SCC) og SCTC’s situation med Universals og Universal Leafs. For at kunne tage stilling til den af AOI og SCTC fremførte påstand om forskelsbehandling skulle Retten efter appellanternes opfattelse have undersøgt på grundlag af de faktiske omstændigheder, om Universal og Universal Leaf udgjorde en økonomisk enhed med deres datterselskaber, Taes og Deltafina. Appellanterne har givet udtryk for den opfattelse, at SCC’s og SCTC’s situation var »meget lig« Universals og Universal Leafs situation.
94. Ved en umiddelbar betragtning kunne man mene, at AOI og SCTC med dette klagepunkt kun sætter spørgsmålstegn ved Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne og anmoder Domstolen om at sætte sin egen vurdering i stedet for Rettens bedømmelse. En sådan anmodning kan ikke imødekommes under en appelsag (54).
95. Ved en nærmere betragtning rejser AOI’s og SCTC’s argument imidlertid – i det mindste også – et reelt retligt spørgsmål, som uden tvivl kan behandles under en appelsag: Det vedrører rækkevidden af de retlige krav til Rettens prøvelse af en påstand om forskelsbehandling og navnlig det kontrolniveau, som Retten bør anvende over for Kommissionen i denne henseende. Der er i den forbindelse tale om et spørgsmål, som gang på gang er genstand for diskussion og på nuværende tidspunkt – ikke mindst i lyset af chartret om grundlæggende rettigheder – får stigende opmærksomhed.
96. Artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, som i henhold til artikel 6, stk. 1, første afsnit, TEU har samme juridiske værdi som traktaterne og dermed er bindende primær ret, sikrer den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, der også er anerkendt som et almindeligt retsprincip i EU-retten (55). Denne grundlæggende rettighed indeholder bl.a. retten til ved en retfærdig rettergang at få prøvet beslutninger truffet af myndigheder ved en uafhængig domstol.
97. Hvilke nærmere krav der følger heraf, fastsættes på grundlag af homogenitetsprincippet (artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU og artikel 52, stk. 3, første punktum, i chartret om grundlæggende rettigheder) under hensyntagen til artikel 6, stk. 1, EMRK (56)(57). Sidstnævnte bestemmelse kræver ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Menneskerettighedsdomstolen) navnlig, at den retslige procedure muliggør en efterprøvelse af alle relevante faktiske og retlige spørgsmål (58).
98. Det er ubestridt, at Retten i den foreliggende sag havde kompetence til at foretage en sådan efterprøvelse af alle faktiske og retlige spørgsmål i forbindelse med Kommissionens overholdelse af ligebehandlingsprincippet.
99. Intensiteten af Rettens efterprøvelse i denne henseende afhænger imidlertid ikke mindst af, hvilke annullationsanbringender sagsøgerne i første instans har baseret sig på, og navnlig hvor underbygget deres argumentation var, dvs. med hvilke faktiske omstændigheder og argumenter de har underbygget deres klagepunkter. I direkte søgsmål for Unionens retsinstanser gælder nemlig princippet om, at parterne fastlægger tvistens genstand. Kun i undtagelsestilfælde er omvendt påberåbelsespligt og bevisbyrde eller bevisoptagelse af egen drift påkrævet. Ingen af parterne har imidlertid i denne sag påberåbt sig et sådant behov.
100. I den foreliggende sag var SCC’s (nu AOI), SCTC’s og TCLT’s argumenter under sagen i første instans i forbindelse med ligebehandlingsprincippet begrænset til to punkter, hvormed de gjorde gældende, at Kommissionen havde behandlet moderselskaberne til andre karteldeltagere bedre end dem selv (59).
101. Kun et af disse punkter fra stævningen i første instans er af betydning i forbindelse med det foreliggende anbringende (60). Heri har SCC gjort gældende, at selskabets situation som moderselskab kunne sammenlignes med Universals, Universal Leafs og SEPI’s situation med hensyn til alle relevante forhold. Det, som Kommissionen havde fastslået med hensyn til sidstnævnte selskaber, var også gældende med hensyn til SCC: Der var hverken konkrete holdepunkter for SCC’s faktiske deltagelse i de konstaterede overtrædelser, der var begået af WWTE, eller for en direkte kommunikation mellem moder- og datterselskab.
102. I sit svarskrift i første instans tilføjede SCC (AOI), at Kommissionen havde anbragt sagsøgerne i en mindre gunstig situation end Universal, da den havde anvendt forskellige kriterier ved tilregnelsen af ansvaret for deres respektive datterselskabers kartelovertrædelser (61).
103. Dermed gentog SCC i sidste instans kun det, som selskabet allerede havde fremført i forbindelse med kriterierne for, at moderselskabet tilregnes ansvaret for datterselskabet WWTE’s overtrædelse. Under disse omstændigheder kan det ikke anfægtes, at Retten på sin side i den appellerede dom (62) undlod at foretage en særskilt, mere indgående prøvelse af selskabets argumenter vedrørende forskelsbehandling, men undersøgte alle anbringender – herunder påstandene om forskelsbehandling – samlet.
104. På denne baggrund er påstanden om en manglende efterprøvelse af, om AOI’s (SCC) og SCTC’s situation kan sammenlignes med Universals og Universal Leafs, i den foreliggende sag ubegrundet.
c) Foreløbig konklusion
105. Det tredje anbringende i sag C-628/10 P må derfor forkastes.
3. Den manglende betydning af de af Kommissionen under sagen i første instans fremførte modargumenter mod påstanden om forskelsbehandling (tredje anbringende i sag C-14/11 P)
106. Med det tredje anbringende i sag C-14/11 P har Kommissionen hævdet, at Retten under sagen i første instans afviste at lade den fremføre forhold, hvoraf det ville have fremgået, at TCLT ikke befandt sig i samme situation som Universal eller Intabex.
107. Dette anbringende vedrører navnlig første punktum i præmis 196 i den appellerede dom. Her behandler Retten det spørgsmål, om den af Kommissionen fremførte omstændighed, at TCLT var WWTE’s »største kunde« fra 1996 til 1999, skulle tages i betragtning. Retten besvarede dette spørgsmål benægtende, bl.a. med den begrundelse, at der var tale om et argument, som Kommissionen første gang gjorde gældende under retssagen – nærmere bestemt i sit svarskrift.
108. Kommissionen er af den opfattelse, at Retten på denne måde har tilsidesat dens ret til en kontradiktorisk sagsbehandling og ikke taget hensyn til de krav, som begrundelsen af Kommissionens beslutninger skal opfylde. Begge punkter er tæt forbundet.
109. Det er korrekt, at Kommissionen under retssagen, ligesom enhver anden part, har ret til en kontradiktorisk sagsbehandling (63). Den skal derfor være i stand til for Retten at forsvare sig effektivt mod de klagepunkter, der er fremsat i forbindelse med et annullationssøgsmål, f.eks. mod påstande om forskelsbehandling som dem, der er fremført af AOI, SCTC og TCLT i første instans.
110. Der kræves dog en rimelig afvejning mellem Kommissionens ret til en kontradiktorisk sagsbehandling og de berørte virksomheders ret til en retfærdig rettergang og en effektiv domstolsbeskyttelse (artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder).
111. Det står derfor ganske vist Kommissionen frit for under retssagen i forbindelse med sine forsvarsargumenter at redegøre nærmere for grundene til den anfægtede beslutning (64). Kommissionen må imidlertid ikke anføre helt nye grunde til den anfægtede beslutning under retssagen. Den oprindelige mangel på en begrundelse kan ikke afhjælpes gennem den omstændighed, at den berørte part erfarer grundene til afgørelsen under sagen for Unionens retsinstanser (65). Dette forbud mod efterfølgende at fremføre nye anbringender for retten er særligt strengt i strafferetlige og strafferetslignende sager som kartelsager (66).
112. Heller ikke i den foreliggende sag måtte Kommissionen derfor under retssagen påberåbe sig forhold, som egentlig allerede skulle have været anført i den anfægtede beslutning selv, men ikke blev nævnt deri.
113. Tilbage er spørgsmålet, om der specielt i forbindelse med TCLT’s egenskab af WWTE’s »største kunde« var tale om en sådan omstændighed, der allerede skulle have været nævnt i begrundelsen til den anfægtede beslutning.
114. I den henseende bemærkes det, at en bødebeslutning fra Kommissionen skal indeholde en tilstrækkelig begrundelse i forhold til hver af adressaterne, navnlig i forhold til de af dem, som i henhold til beslutningen skal bære byrden ved overtrædelsen. I forhold til et moderselskab, der holdes ansvarligt for sit datterselskabs ulovlige adfærd, skal en sådan beslutning i princippet således indeholde en detaljeret redegørelse for, hvorfor det pågældende selskab kan gøres ansvarligt for overtrædelsen (67).
115. De krav, der nøjagtigt følger heraf i det konkrete tilfælde, bestemmes under hensyntagen til formålet med begrundelseskravet i artikel 253 EF (nu artikel 296, stk. 2, TEUF). Begrundelsen af en retsakt har til formål dels at gøre det muligt for de berørte parter at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, dels at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (68).
116. Såfremt Kommissionen, som i den foreliggende sag, beslutter sig til kun at pålægge nogle moderselskaber til selskaber, der har deltaget i et kartel, solidarisk medansvar, men ikke andre, skal den begrunde dette i sin bødebeslutning. Med hensyn til de moderselskaber, der er adressater for bødebeslutningen, skal det af beslutningens begrundelse fremgå, hvorfor netop de er gjort ansvarlige, selv om moderselskaberne til andre karteldeltagere ikke blev pålagt en bøde. Kun på den måde kan de berørte og Unionens retsinstanser efterprøve, om der i forbindelse med Kommissionens beslutning er begået eventuelle fejl ved udøvelsen af skønsbeføjelsen, navnlig eventuelle tilsidesættelser af ligebehandlingsprincippet (69).
117. Netop en sådan begrundelse manglede imidlertid i den foreliggende sag ifølge Rettens konstateringer, der ikke er bestridt på dette punkt. I den anfægtede beslutning begrundede Kommissionen ganske vist yderst kortfattet, hvorfor nogle andre virksomheder, bl.a. Intabex, ikke blev pålagt ansvar (70), men der var ingen klar tilkendegivelse af, hvorfor netop TCLT – i modsætning til Intabex – var omfattet af kredsen af adressater for bødebeslutningen.
118. Først under retssagen har Kommissionen anført, at salget af en stor del af den af WWTE forarbejdede tobak til TCLT udgør et vigtigt indicium for, at TCLT’s situation ikke kan sammenlignes med Intabex’. Ifølge Kommissionens argumentation under retssagen er der i den forbindelse tale om en afgørende omstændighed, som konkret skal godtgøre, at udvælgelsen af TCLT som adressat for den anfægtede beslutning var forenelig med ligebehandlingsprincippet.
119. Hvis TCLT’s egenskab af WWTE’s »største kunde« imidlertid spillede en så stor rolle med hensyn til selskabets udvælgelse som adressat for den anfægtede beslutning, burde denne omstændighed allerede have været nævnt i begrundelsen til den anfægtede beslutning. Først med denne begrundelse er det nemlig forståeligt, hvorfor den anfægtede beslutning blev rettet specielt til TCLT. Kommissionen måtte ikke først under retssagen efterfølgende anføre en grund, der efter dens opfattelse var så afgørende. Navnlig kan denne grund ikke blot betragtes som en forklaring på den anfægtede beslutning, da den pågældende beslutning ifølge Rettens konstateringer overhovedet ikke indeholdt (andre) grunde i denne henseende. Det var således med rette, at omtalen af TCLT som WWTE’s »største kunde«, hvilket skete for første gang under retssagen (71), blev afvist af Retten (72).
120. Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at den ikke er forpligtet til at begrunde, hvorfor den ikke havde gjort visse selskaber – i denne forbindelse Universal, Universal Leaf og Intabex – til adressater for den anfægtede beslutning (73).
121. Dette argument kan imidlertid ikke godtages. Spørgsmålet i denne forbindelse er nemlig slet ikke, om Universal, Universal Leaf og Intabex også burde have været adressater for den anfægtede beslutning (74), men om TCLT med rette – navnlig uden at tilsidesætte ligebehandlingsprincippet – blev omfattet af kredsen af adressater for denne beslutning.
122. Kommissionen har endvidere gjort gældende, at den under den administrative procedure ikke havde nogen anledning til at sammenligne TCLT’s situation med andre moderselskabers, da TCLT først under den retslige procedure har gjort en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet gældende. Kommissionen har ikke pligt til i sine beslutninger for alle tilfældes skyld at anføre samtlige argumenter, som den eventuelt senere vil påberåbe sig til imødegåelse af de anbringender om ulovlighed, som måtte blive fremført mod dens retsakter (75).
123. Denne indsigelse er imidlertid ikke holdbar under de foreliggende omstændigheder. Med hensyn til TCLT kunne det under den administrative procedure endnu ikke forudses, at selskabet ville blive nødt til at forsvare sig mod en eventuel forskelsbehandling i forhold til Universal, Universal Leaf eller Intabex. Klagepunktsmeddelelsen var nemlig også rettet til Universal, Universal Leaf og Intabex. At Kommissionen senere ikke ville gøre netop disse selskaber til adressater for den anfægtede beslutning, kunne endnu ikke forudses af TCLT under den administrative procedure. Kommissionen måtte derimod vide, at den udvælgelse blandt karteldeltagernes moderselskaber, som den foretog i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede beslutning, ville give anledning til spørgsmål med hensyn til ligebehandlingsprincippet (76).
124. Under den mundtlige forhandling for Domstolen gjorde Kommissionen endelig gældende, at 100%-formodningen ville blive udhulet, hvis det blev krævet, at konkurrencemyndigheden i begrundelsen for sin bødebeslutning gør sig overvejelser omkring ligebehandlingen af de forskellige parter.
125. Dette argument er imidlertid heller ikke overbevisende. Det står selvfølgelig fortsat Kommissionen frit for ved udvælgelsen af adressaterne for en bødebeslutning at basere sig på 100%-formodningen og i begrundelsen begrænse sig til kun at redegøre for betingelserne for formodningsreglens anvendelse (77). Beslutter Kommissionen sig imidlertid til – som i det foreliggende tilfælde – inden for rammerne af sin skønsbeføjelse frivilligt at anvende strengere kriterier for, hvornår moderselskaber pålægges ansvar, skal den også tilpasse begrundelsen af sin beslutning til disse strengere kriterier. Den, der sætter overliggeren højere for sig selv, må ikke blive overrasket, hvis det bliver vanskeligere at springe over den.
126. På denne baggrund har Retten derfor ikke undladt at tage hensyn til kravene til Kommissionens begrundelse af den anfægtede beslutning og heller ikke tilsidesat Kommissionens ret til en kontradiktorisk sagsbehandling. Det tredje anbringende i sag C-14/11 P må forkastes.
4. Spørgsmålet, om TCLT’s situation kan sammenlignes med Intabex’ og Universals (fjerde anbringende i sag C-14/11 P)
127. Med det fjerde anbringende i sag C-14/11 P, der – som allerede det tredje anbringende – er rettet mod præmis 196 i den appellerede dom, har Kommissionen gjort gældende, at Retten har »tilsidesat« ligebehandlingsprincippet, idet TCLT befandt sig i en situation, der var objektivt forskellig fra Intabex’ og Universals situation.
128. I det væsentlige er der i den forbindelse igen tale om spørgsmålet, om TCLT’s mellemliggende position i Standard-koncernen udelukkende var af finansiel karakter, således at selskabets situation kunne sammenlignes med Intabex’. Kommissionen har, som allerede i første instans (78), hævdet, at TCLT’s rolle inden for Standard-koncernen ikke kun var af finansiel karakter. Til støtte for sit argument har Kommissionen henvist til den allerede nævnte omstændighed, at TCLT optrådte som hovedaftager af den tobak, som dets datterselskab WWTE forarbejdede. I denne henseende adskiller selskabets situation sig fra Intabex’.
129. I den appellerede dom har Retten imidlertid anset netop denne omstændighed – TCLT’s køb af store mængder af tobak forarbejdet af WWTE – for at være uden betydning, da de nævnte køb alene af regnskabs- og skattemæssige grunde blev tillagt TCLT, og da der ikke materielt er foregået nogen levering af tobak fra WWTE til TCLT (79).
130. Kommissionen har heroverfor i sit appelskrift gjort gældende, at det er irrelevant, af hvilke grunde TCLT er optrådt som aftager af den af WWTE forarbejdede tobak. Det kan under alle omstændigheder konkluderes på grundlag af disse køb, at TCLT var mere end et mellemliggende finansielt holdingselskab.
131. Dette argument fra Kommissionens side kan ikke tages til følge. Hvilken betydning TCLT’s køb hos WWTE skal tillægges, henhører nemlig under den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun Retten kan foretage. Med forbehold af en eventuel urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, hvilket Kommissionen ikke har gjort gældende i denne forbindelse, er dette spørgsmål ikke undergivet Domstolens prøvelsesret under appelsagen (80).
132. Det drejer sig her ikke om det retsspørgsmål, om Retten har vurderet de faktiske omstændigheder rigtigt og anvendt de rigtige retlige kriterier ved vurderingen af de faktiske omstændigheder. Derimod finder Kommissionen kun, at Rettens vurdering ikke er overbevisende. Det er imidlertid netop ikke formålet med en appelsag at sætte spørgsmålstegn ved vurderingen og sætte en anden i stedet (81).
133. Helt underordnet har Kommissionen endelig også fremsat den påstand, at Retten ikke har begrundet sin dom tilstrækkeligt. Den har ikke redegjort for, hvorfor den fandt, at TCLT’s og Universals situationer var sammenlignelige, og har ikke behandlet Kommissionens argumenter i denne henseende.
134. Dette argument er imidlertid heller ikke holdbart. Det er uden betydning (på fransk: »inopérant«) og dermed ubegrundet (82). Såfremt Retten nemlig – som i denne forbindelse – har fastslået uden herved at begå nogen retlig fejl, at TCLT befandt sig i en situation, der kunne sammenlignes med Intabex’, er det ikke længere relevant, om TCLT’s situation derudover også lignede den situation, som Universal og Universal Leaf befandt sig i. Retten kunne også alene støtte annullationen af den anfægtede beslutning på den formodede forskelsbehandling af TCLT i forhold til Intabex.
135. Det fjerde anbringende i sag C-14/11 P skal følgelig delvist afvises, delvist forkastes.
5. Foreløbig konklusion
136. Appellanternes klagepunkter i forbindelse med ligebehandlingsprincippet både i sag C-628/10 P og i sag C-14/11 P må derfor forkastes i det hele.
B – Nogle yderligere klagepunkter fremført af AOI og SCTC (første og andet anbringende i sag C-628/10 P)
137. Endelig vil jeg behandle nogle yderligere klagepunkter, som AOI og SCTC har fremført mod den appellerede dom med deres første og andet anbringende i sag C-628/10 P.
1. Første anbringende i sag C-628/10 P
138. Med det første anbringende i sag C-628/10 P har appellanterne gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 81, stk. 1, EF, artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 og artikel 253 EF (83). Efter deres opfattelse har Retten med urette anset det for godtgjort, at AOI (tidligere SCC) og SCTC var ansvarlige for WWTE’s kartelovertrædelser, både før og efter den 5. maj 1998.
139. Disse klagepunkter vil jeg behandle nedenfor i afsnit a) og b). I den forbindelse vil jeg ikke foretage en nærmere gennemgang af artikel 253 EF, da appellanterne ikke har forklaret nærmere, i hvilken henseende Retten har undladt at tage hensyn til kravene til begrundelsen af EU-retsakter. Deres påstand om en tilsidesættelse af den pågældende bestemmelse må derfor afvises.
a) Påstanden om, at SCC og SCTC ikke udøvede bestemmende indflydelse på WWTE før den 5. maj 1998 (første anbringendes første led i sag C-628/10 P)
140. Det første anbringendes første led i sag C-628/10 P vedrører kun perioden før den 5. maj 1998. AOI (tidligere SCC) og SCTC har påstået, at de i sin tid slet ikke var i stand til at udøve bestemmende indflydelse på WWTE. I det mindste burde de dog ikke have været gjort ansvarlige alene, men højst sammen med de andre selskaber, der deltager i WWTE.
141. Ved en umiddelbar betragtning kunne man mene, at AOI og SCTC med dette klagepunkt kun sætter spørgsmålstegn ved Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne og anmoder Domstolen om at sætte sin egen vurdering i stedet for Rettens bedømmelse. En sådan anmodning kan ikke imødekommes under en appelsag (84).
142. I virkeligheden er der imidlertid i denne forbindelse tale om spørgsmålet, om Retten lagde de korrekte kriterier og principper til grund ved sin bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne. Der er i den forbindelse tale om et retligt spørgsmål, som kan efterprøves af Domstolen som appelinstans (85). I denne henseende kan der af AOI’s og SCTC’s – ikke særlig klart fremstillede – klagepunkt i det væsentlige udledes to retlige kritikpunkter i forhold til den appellerede dom. Disse kritikpunkter giver Domstolen mulighed for at afklare retsstillingen i en række henseender, som også er væsentlige for fremtidige tilfælde.
i) Kriterium for tilregnelse af ansvar: udøvelse af bestemmende indflydelse
143. For det første har appellanterne gjort gældende, at Retten ikke har taget i betragtning, at der ifølge AEG-dommen kun kan pålægges kartelretligt ansvar mellem datter- og moderselskab, hvis to kumulative betingelser er opfyldt: Moderselskabet skal have været i stand til at udøve bestemmende indflydelse på sit datterselskab, og det skal faktisk have gjort brug af denne mulighed (86).
144. Denne påstand er ikke holdbar. I virkeligheden afhænger det ifølge fast retspraksis kun af en enkelt betingelse, om et moderselskab kan gøres ansvarligt for sit datterselskabs kartelovertrædelser: Moderselskabet skal have udøvet bestemmende indflydelse på datterselskabets adfærd, således at sidstnævnte ikke frit kunne bestemme sin adfærd på markedet (87).
145. Normalt behøver det med henblik herpå ikke at blive efterprøvet særskilt, om det pågældende moderselskab i det hele taget var i stand til at udøve bestemmende indflydelse på sit datterselskabs adfærd. For tilregnelse af kartelretligt ansvar er det tilstrækkeligt at godtgøre, at en sådan indflydelse faktisk er blevet udøvet. Som Retten nemlig med rette har anført, indebærer konstateringen af, at et moderselskab faktisk udøvede en bestemmende indflydelse på sit datterselskabs adfærd, nødvendigvis også, at det var i stand til at gøre det (88).
146. Det forholder sig kun anderledes, hvis udøvelsen af bestemmende indflydelse undtagelsesvis ikke rent faktisk godtgøres, men der kun er en afkræftelig formodning herfor. En sådan formodning kan nemlig kun finde anvendelse, hvis det er godtgjort, at moderselskabet i det hele taget var i stand til at udøve bestemmende indflydelse på sit datterselskabs adfærd, og hvis det i betragtning af de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem de to selskaber forekom sandsynligt, at det faktisk udøvede denne indflydelse. Dette er ifølge retspraksis navnlig tilfældet, hvis moderselskabet på tidspunktet for overtrædelsen ejede alle eller næsten alle aktier i sit datterselskab (100%-formodningen) (89).
147. Da der imidlertid i den relevante periode (før den 5.5.1998) ikke var tale om anvendelsen af en sådan formodningsregel, var det ikke nødvendigt for Retten særskilt at konstatere, at WWTE’s moderselskaber var i stand til at udøve bestemmende indflydelse på dets markedsadfærd.
ii) Fælles kontrol: ingen tvingende udelukkelsesgrund for tilregnelse af det kartelretlige ansvar til kun ét af moderselskaberne
148. For det andet har appellanterne anført, at det i tilfælde af flere personers eller selskabers fælles kontrol (90) med et datterselskab ikke er muligt kun at tilregne én af disse personer eller ét af disse selskaber det kartelretlige ansvar for dette datterselskabs overtrædelser af konkurrencereglerne.
149. Baggrunden for dette argument er den omstændighed, at WWTE, der deltog i de spanske forarbejdningsvirksomheders kartel, i den relevante periode (dvs. før den 5.5.1998) i retlig henseende endnu ikke var underlagt enekontrol af Standard-koncernen, som SCC (nu AOI) i sin tid stod i spidsen for (91). Derfor er AOI og SCTC af den opfattelse, at de ikke burde have været gjort ansvarlige alene for WWTE’s overtrædelser, men kun sammen med de andre ejere, som dengang sammen med dem udøvede kontrol med WWTE.
150. I modsætning til Kommissionens opfattelse udgør denne argumentation ingen retsstridig udvidelse af sagens genstand i forhold til sagen i første instans. Tværtimod uddyber den appellanternes argumenter i første instans (92), hvilket er tilladt under en appelsag (93).
151. I realiteten finder jeg imidlertid ikke AOI’s og SCTC’s argumentation overbevisende.
152. Det er ganske vist korrekt, at det ofte forholder sig således i en situation med fælles kontrol med et datterselskab, at ingen af ejerne vil være i stand til selv at udøve bestemmende indflydelse på det pågældende selskabs adfærd. Dette udgjorde også udgangspunktet for Rettens betragtninger i den appellerede dom (94).
153. I sidste instans er det imidlertid ikke kun de retlige, men også de faktiske afhængighedsforhold mellem selskaberne i en koncern, der er af betydning. Som Domstolen nemlig har fastslået, er den omstændighed, at en koncern har en juridisk opbygning, som er karakteriseret ved, at der ikke er en enkelt juridisk enhed, som befinder sig i spidsen for denne koncern, ikke afgørende, når denne opbygning ikke afspejler nævnte koncerns faktiske funktionsmåde og virkelige struktur (95).
154. Derfor kan et datterselskab, som de iure er underlagt fælles kontrol af flere af dets ejere, de facto være underlagt bestemmende indflydelse fra et enkelt moderselskab med hensyn til dets handelspolitik og markedsadfærd. I det tilfælde er der (kun) mellem dette moderselskab og datterselskabet en økonomisk enhed, som lader de to selskaber fremstå som en enkelt virksomhed som omhandlet i konkurrenceretten og gør dem begge i fællesskab ansvarlige for eventuelle kartelovertrædelser.
155. Såfremt Kommissionen således godtgør, at kun én af flere ejere i det konkrete tilfælde de facto udøvede bestemmende indflydelse på datterselskabets markedsadfærd, må den pålægge denne ejer et solidarisk ansvar for datterselskabets eventuelle kartelovertrædelser.
156. Netop denne opfattelse tilsluttede Retten sig også i den appellerede dom. Den anerkendte først, at der kan være tilfælde, hvor det trods en fælles kontrol fra »flere virksomheder eller personer« i virkeligheden kun er én af disse virksomheder eller personer, der »faktisk udøver en bestemmende indflydelse på deres datterselskabs adfærd« (96). Derpå undersøgte Retten hvert enkelt af de af Kommissionen fremlagte indicier for SCC’s og SCTC’s bestemmende indflydelse på WWTE og fandt dem overbevisende (97). Blandt de indicier, der blev undersøgt, var instrukser til WWTE, WWTE’s forpligtelser til at konsultere SCTC samt informationsstrømmen mellem WWTE og SCTC med hensyn til aktiviteterne i forarbejdningsvirksomhedernes kartel.
157. Rettens fremgangsmåde i denne henseende kan ikke anfægtes i retlig henseende.
158. I modsætning til hvad der synes at være appellanternes opfattelse, var det navnlig ikke nødvendigt, at moderselskaberne SCC og SCTC gav WWTE konkrete instrukser med hensyn til selskabets deltagelse i de spanske forarbejdningsvirksomheders kartel. Afgørende for pålæggelse af kartelretligt ansvar er ikke den omstændighed, at der i forholdet mellem moderselskabet (eller moderselskaberne) og datterselskabet (eller datterselskaberne) er tale om tilskyndelse til overtrædelsen, og endnu mindre førstnævntes inddragelse i den nævnte overtrædelse. Det er derimod tilstrækkeligt at godtgøre, at det pågældende datterselskab ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to virksomheder (98).
159. Samlet set kunne Retten derfor på grundlag af de foretagne undersøgelser konkludere uden at begå en retlig fejl, at SCC og SCTC i perioden fra den 13. marts 1996 til og med den 4. maj 1998 »faktisk udøvede en bestemmende indflydelse på WWTE’s adfærd« (99), også selv om de i den pågældende periode rent juridisk betragtet ikke udøvede enekontrol med WWTE.
160. Det første anbringendes første led i sag C-628/10 P er derfor ubegrundet.
b) Den påstående krænkelse af AOI’s og SCTC’s grundlæggende rettigheder (første anbringendes andet led i sag C-628/10 P)
161. Med det første anbringendes andet led i sag C-628/10 P har AOI og SCTC gjort gældende, at deres grundlæggende rettigheder i henhold til artikel 48 og 49 i chartret om grundlæggende rettigheder er blevet krænket. De er af den opfattelse, at Retten har tilsidesat uskyldsformodningen og det strafferetlige legalitetsprincip ved at acceptere, at det med henblik på ansvarspålæggelsen formodes, at et moderselskab faktisk udøver en bestemmende indflydelse på sit helejede datterselskab (100%-formodningen). Af den overordnede sammenhæng kan det sluttes, at der i denne forbindelse udelukkende er tale om perioden efter den 5. maj 1998, hvor selskaberne i Standard-koncernen direkte eller indirekte overtog enekontrollen med WWTE.
i) Formaliteten
162. Som Kommissionen med rette har anført, er der alvorlig tvivl med hensyn til, om dette klagepunkt kan antages til realitetsbehandling.
163. Det fremgår ganske vist med tilstrækkelig nøjagtighed, hvad appellanterne kritiserer Retten for, og hvilket aspekt i den appellerede dom det vedrører: De har gjort gældende, at de to allerede nævnte grundlæggende rettigheder er blevet krænket, og denne krænkelse ligger angiveligt i anvendelsen af 100%-formodningen på AOI (tidligere SCC) og SCTC i perioden fra den 5. maj 1998.
164. AOI og SCTC går imidlertid med dette klagepunkt ud over de annullationsanbringender, de havde fremført i første instans. I deres stævning i første instans var der nemlig ikke nævnt noget om en krænkelse af grundlæggende rettigheder. Hvis man antog et sådant klagepunkt til realitetsbehandling på det nuværende stadium, ville dette udgøre en udvidelse af sagens genstand, som ikke kan realitetsbehandles i appelsagen (100).
165. Den omstændighed, at AOI og SCTC først nu har fremført deres klagepunkt om krænkelse af grundlæggende rettigheder, er ikke en tilladt videreudvikling af deres argumentation i første instans, men derimod et helt nyt aspekt, der ikke hidtil har været genstand for sagen og dermed heller ikke må behandles i en appelsag for Domstolen (101).
166. Klagepunktet om krænkelse af grundlæggende rettigheder kan heller ikke under en appelsag begrundes med, at Lissabontraktaten i mellemtiden er trådt i kraft den 1. december 2009. Chartret om grundlæggende rettigheder har ganske vist siden fået status som bindende primær ret og har samme juridiske værdi som traktaterne (artikel 6, stk. 1, første afsnit, TEU). De grundlæggende rettigheder, som AOI og SCTC har henvist til, var imidlertid allerede tidligere anerkendt som generelle retsprincipper i EU-retten (102), og i den ved chartret kodificerede form har de senest efter den 1. maj 2004 også skullet overholdes i forbindelse med Kommissionens kartelsager (103). En eventuel krænkelse af disse grundlæggende rettigheder kunne derfor have været anfægtet af AOI og SCTC allerede under sagen i første instans.
167. Det første anbringendes andet led i sag C-628/10 P må derfor afvises. Kun for fuldstændighedens skyld behandler jeg nedenfor kort realiteten i denne forbindelse.
ii) Realiteten
168. I realiteten har AOI og SCTC i det væsentlige baseret deres klagepunkt om krænkelse af grundlæggende rettigheder på to argumenter. For det første virkede 100%-formodningen som en »formodning om skyld« (104), hvilket var i strid med det grundlæggende strafferetlige princip om uskyldsformodning (artikel 48, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder); for det andet var 100%-formodningen i strid med princippet om personligt ansvar og medførte, at moderselskaber blev straffet uforholdsmæssigt hårdt, hvilket var i strid med det strafferetlige legalitetsprincip (artikel 49 i chartret om grundlæggende rettigheder).
169. Jeg finder ingen af disse argumenter overbevisende.
170. Hvad først angår uskyldsformodningen fører anvendelsen af en formodningsregel som den her behandlede ikke til en omvendt objektiv bevisbyrde. Derimod ligger der deri kun en ordning for bevisbedømmelsen i forbindelse med pålæggelsen af kartelretligt ansvar mellem moder- og datterselskab. Da den omstændighed, at moderselskabet ejer hele (eller næsten hele) kapitalen i datterselskabet, umiddelbart gør det muligt at konkludere, at der faktisk øves afgørende indflydelse, påhviler det moderselskabet at imødegå netop denne konklusion ved at fremlægge holdbare modbeviser; sker dette ikke, opfylder denne konklusion kravene til bevisbyrden i en retsstat. Med andre ord skifter forpligtelsen med hensyn til sagens oplysning frem og tilbage, inden spørgsmålet om den objektive bevisbyrde bliver aktuelt (105).
171. Moderselskabets berettigede interesser berøres ikke af en formodningsregel som den her behandlede. Det står moderselskabet frit for i det konkrete tilfælde at afkræfte den formodning for afgørende indflydelse, der beror på erfaringer, ved at påvise, at det har udvist tilbageholdenhed og ikke påvirket datterselskabernes adfærd på markedet. De faktiske omstændigheder og oplysninger, der er nødvendige i denne forbindelse, stammer under alle omstændigheder fra moder- og datterselskabets virksomhedsinterne område. Det er derfor absolut berettiget, at sagens oplysning påhviler sidstnævnte selskab (106).
172. Princippet om personligt ansvar og det strafferetlige legalitetsprincip berøres heller ikke af 100%-formodningen.
173. Det forhold, at moderselskabet i en koncern, som øver afgørende indflydelse på sine datterselskaber, kan pålægges solidarisk ansvar for disses kartelovertrædelser, udgør på ingen måde en undtagelse fra princippet om personligt ansvar, men er netop udtryk for dette princip. Moderselskabet og de datterselskaber, som det øver afgørende indflydelse på, er nemlig i fællesskab retssubjekt i en fælles virksomhed som omhandlet i konkurrenceretten og ansvarlige for denne. Såfremt denne virksomhed nu forsætligt eller uagtsomt overtræder konkurrencereglerne, navnlig artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF) og EØS-aftalens artikel 53, udløser dette det fælles personlige ansvar for alle retssubjekter i koncernstrukturen, uanset om der er tale om moderselskabet eller om et datterselskab (107).
174. Denne form for kartelretligt ansvar for moderselskabet har heller intet at gøre med objektivt ansvar (»strict liability«). Tværtimod er moderselskabet som nævnt et af retssubjekterne i den virksomhed, som culpøst har overtrådt konkurrencereglerne. Forenklet kunne man sige: Det er (sammen med alle de datterselskaber, som det øver afgørende indflydelse på) den juridiske materialisering af den virksomhed, der culpøst har overtrådt konkurrencereglerne (108).
175. Hvad endelig angår sanktionens forholdsmæssighed (artikel 49, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder) skal størrelsen af den bøde, der pålægges for en kartelovertrædelse, uden tvivl stå i rimeligt forhold til overtrædelsens art, grovhed og varighed. Om det imidlertid kun er det selskab, der direkte har deltaget i kartelovertrædelsen, eller også moderselskabet, der pålægges solidarisk ansvar for bøden, er uden betydning med hensyn til princippet om sanktionens forholdsmæssighed. Navnlig i den foreliggende sag er der intet, der taler for, at AOI og SCTC’s solidariske medansvar for WWTE’s kartelovertrædelser ikke stod i rimeligt forhold til overtrædelsen; AOI og SCTC har ikke selv fremført noget i denne henseende.
176. Det første anbringendes andet led i sag C-628/10 P må derfor ikke alene afvises, men er også ubegrundet.
c) Foreløbig konklusion
177. Samlet set må det første anbringende i sag C-628/10 P derfor forkastes.
2. Andet anbringende i sag C-628/10 P
178. Med det andet anbringende i sag C-628/10 P har AOI og SCTC gjort gældende, at Retten med urette har givet Kommissionen mulighed for dels at tilpasse sin argumentation under retssagen, og dels efterfølgende at ændre begrundelsen for den anfægtede beslutning. Efter appellanternes opfattelse har Retten derved tilsidesat procesreglementets artikel 48, stk. 2, artikel 296 TEUF og retten til forsvar.
179. I det væsentlige vedrører dette andet anbringende, hvornår princippet om dobbelt grundlag for tilregnelsen af ansvaret for helejede datterselskabers kartelovertrædelser til deres respektive moderselskaber opstod i den foreliggende sag. Retten har antaget, at Kommissionen allerede under den administrative procedure støttede sig på et sådant dobbelt grundlag (109). Derimod er AOI og SCTC udtrykkeligt af den opfattelse, at princippet om dobbelt grundlag først fremkom under sagen i første instans i forbindelse med et skriftligt spørgsmål fra Retten og derfor ikke skulle have været taget i betragtning af Retten.
a) Indledende spørgsmål: Er det andet anbringende uden betydning (»inopérant«)?
180. Efter Kommissionens opfattelse er dette andet anbringende »fuldstændig uden betydning«. Den har for det første begrundet dette med den omstændighed, at den appellerede dom slet ikke er afhængig af princippet om dobbelt grundlag. For det andet har Kommissionen gjort gældende, at det »ikke er muligt for appellanterne at opnå nogen som helst fordel ved deres klagepunkt«; deres ansvar for deres datterselskab WWTE’s kartelovertrædelser er nemlig også godtgjort, hvis man anvender det – forholdsvis strenge – dobbelte grundlag for at tilregne moderselskaber ansvar.
181. Jeg finder ingen af disse argumenter overbevisende.
182. Hvad angår Kommissionens første argument skal det bemærkes, at Domstolen forkaster et anbringende som uden betydning eller irrelevant (på fransk: »inopérant«), hvis dette anbringende selv med en retligt korrekt argumentation ikke ville kunne medføre en ophævelse af den appellerede dom (110). Dette er navnlig tilfældet, såfremt appellanten retter sit klagepunkt mod overflødige præmisser i dommen fra første instans (såkaldte obiter dicta) (111).
183. Her er der imidlertid ikke tale om en sådan situation.
184. I modsætning til Kommissionens opfattelse er Rettens omtvistede bemærkninger vedrørende det dobbelte grundlag for tilregnelsen af det kartelretlige ansvar ikke obiter dicta. Tværtimod udgør henvisningen til dette dobbelte grundlag i den appellerede dom en væsentlig grund i forbindelse med undersøgelsen af ligebehandlingsprincippet (112).
185. Kun fordi Retten godkendte anvendelsen af det dobbelte grundlag i form af en »skærpelse af beviskravene« fra Kommissionens side (113), kunne den konkludere, at Kommissionen med rette tilregnede nogle moderselskaber – navnlig AOI og SCTC – deres datterselskabers kartelovertrædelser, men ikke andre – f.eks. Universal og Universal Leaf (114). Hvis Retten havde anset det dobbelte grundlag for retsstridigt og kun fundet den rene 100%-formodning relevant, skulle den have fastslået en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet (115).
186. Kommissionens andet argument kan heller ikke tages til følge. Indsigelsen om, at AOI og SCTC ikke kunne »opnå nogen fordel« af deres klagepunkt, vedrører nemlig i virkeligheden spørgsmålet, om det andet anbringende kan antages til realitetsbehandling, eller rettere sagt den retlige interesse (116). Derimod spiller dette aspekt ingen rolle for spørgsmålet, om et klagepunkt er uden betydning (»inopérante«). Ifølge retspraksis vedrører den omstændighed, at et fremført anbringende ikke er relevant, nemlig grundlaget for appellen og berører ikke formaliteten (117).
187. Det må under alle omstændigheder antages, at de klagepunkter, der er fremført i forbindelse med dette andet anbringende – såfremt de er holdbare – sagtens kan indebære en fordel for AOI og SCTC. Hvis det nemlig skulle vise sig, at Retten med sin henvisning til princippet om dobbelt grundlag støttede sig på en omstændighed, der blev fremført for sent under sagen, og som appellanterne ikke havde mulighed for at tage behørigt stilling til, skulle den appellerede dom under alle omstændigheder ophæves som følge af tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet (118). En sådan ophævelse ville uden tvivl udgøre en proceduremæssig fordel for AOI og SCTC.
188. Kommissionen forsøger at konstruere en forbindelse mellem det andet og tredje anbringende i sag C-628/10 P. Den har i det væsentlige gjort gældende, at det her behandlede andet anbringende vedrørende Rettens angivelige procedurefejl kun kan tages til følge, hvis også det tredje anbringende, der vedrører ligebehandlingsprincippet, kan tages til følge. Herved har Kommissionen imidlertid ikke taget hensyn til de to anbringenders selvstændige karakter. Hvis Domstolen skulle fastslå, at de af AOI og SCTC påståede procedurefejl foreligger, vil der skulle tages hensyn til det andet anbringende, uanset om den af appellanterne fremsatte påstand om forskelsbehandling i forbindelse med deres tredje anbringende viser sig at være holdbar.
189. På denne baggrund kan det andet anbringende i sag C-628/10 P derfor ikke forkastes som værende uden betydning (»inopérant«).
b) Realitetsprøvelse af det andet anbringende
190. Det står tilbage at undersøge, om begge led i dette andet anbringende kan tages til følge med hensyn til realiteten.
i) Den påståede tilpasning af Kommissionens argumentation under sagen i første instans (det andet anbringendes første led i sag C-628/10 P)
191. Det andet anbringendes første led i sag C-628/10 P vedrører Rettens påståede tilsidesættelse af procesreglementets artikel 48, stk. 2, som indeholder en præklusionsregel vedrørende for sent fremsatte anbringender. Da Kommissionen først i sit svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten fremførte princippet om dobbelt grundlag, er der efter AOI’s og SCTC’s opfattelse tale om for sent fremførte argumenter, som Retten burde have afvist.
192. Kommissionen tvivler imidlertid på, om artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement i det hele taget finder anvendelse. Den synes at være af den opfattelse, at præklusionen af for sent fremførte argumenter ifølge denne bestemmelse principielt kun finder anvendelse over for sagsøgeren, men ikke over for den sagsøgte i første instans.
193. Der er imidlertid intet i denne bestemmelse, der taler for en så restriktiv betragtningsmåde. Dette fremgår navnlig klart af den tyske version af artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, hvorefter nye anbringender (Angriffs- als auch Verteidigungsmittel) kan prækluderes. I den pågældende bestemmelses stk. 2, andet afsnit, tales der desuden helt generelt om »en part«, hvormed kan menes både sagsøger og sagsøgte. Den systematiske sammenhæng med artikel 48, stk. 1, bekræfter ligeledes, at der i denne forbindelse ikke kun er tale om argumenter fra sagsøgeren, da der i dette stk. 1 også helt generelt er tale om »parterne«, og der henvises desuden udtrykkeligt både til (sagsøgerens) replik og til (sagsøgtes) duplik. Det overordnede formål med artikel 48 i Rettens procesreglement er en effektiv afvikling af retsforhandlingerne, som skal beskyttes mod forhalingstaktik fra begge parters side.
194. Kommissionens argument, hvorefter Retten skal efterprøve, om argumenterne er holdbare, uanset om der indgives et svarskrift eller ej, må også anses for at være irrelevant i denne forbindelse.
195. Det tilkommer ganske vist principielt Retten at vurdere, om parternes argumenter er holdbare. Dommeren er nemlig ikke »parternes talerør« (119). Han kan derfor ikke være fuldstændig bundet af de argumenter, som parterne har fremført til støtte for deres krav, da han i modsat fald kan tænkes at blive nødsaget til at basere sin afgørelse på urigtige retlige betragtninger (120). Argumenter, der fremføres for sent, kan imidlertid ikke antages til realitetsbehandling. Der skal derfor ikke foretages nogen vurdering af, om disse argumenter er holdbare, uanset om der er tale om anbringender fremsat af sagsøgeren eller af sagsøgte.
196. På denne baggrund kan artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement således finde anvendelse på de argumenter, som Kommissionen har fremført til sit forsvar i første instans.
197. Bestemmelsen er imidlertid ikke tilsidesat i den foreliggende sag.
198. Princippet om dobbelt grundlag var nemlig i virkeligheden ikke nyt, men allerede indeholdt i den anfægtede beslutning. Selv om begrebet dobbelt grundlag som sådant ikke blev anvendt i den pågældende beslutning, fremgår det dog af den overordnede sammenhæng, at Kommissionen med hensyn til moderselskabers medansvar for deres helejede datterselskabers karteovertrædelser ikke kun baserede sig på en formodningsregel – 100%-formodningen – men desuden tog hensyn til omstændigheder, som talte for, at det respektive moderskab faktisk udøvede bestemmende indflydelse (121).
199. I øvrigt havde AOI og SCTC under den mundtlige forhandling i første instans mulighed for at tage stilling til Kommissionens svar på Rettens skriftlige spørgsmål, også til princippet om dobbelt grundlag. Der kan derfor ikke være tale om en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet eller – som appellanterne har udtrykt det – om en tilsidesættelse af deres ret til forsvar (122).
200. Det andet anbringendes første led i sag C-628/10 P er derfor ubegrundet.
ii) Påstanden om den efterfølgende ændring af begrundelsen for den anfægtede beslutning (det andet anbringendes andet led i sag C-628/10 P)
201. Det andet anbringendes andet led i sag C-628/10 P vedrører ligeledes problematikken med dobbelt grundlag for moderselskabers ansvar for deres helejede datterselskabers kartelovertrædelser. AOI og SCTC er af den opfattelse, at Retten med princippet om dobbelt grundlag retsstridigt har tilladt Kommissionen at ændre begrundelsen for den anfægtede beslutning efterfølgende, således at mangler i Kommissionens argumentation kunne afhjælpes. Retten har derved undladt at tage hensyn til kravene til begrundelsen af EU-institutionernes retsakter.
202. I henhold til artikel 253 EF (nu artikel 296, stk. 2, TEUF) skal Kommissionens retsakter, også beslutninger i kartelretlige bødesager, begrundes.
203. En bødebeslutning fra Kommissionen skal som allerede nævnt (123) indeholde en tilstrækkelig begrundelse i forhold til hver af adressaterne, navnlig i forhold til de af dem, som i henhold til beslutningen skal bære byrden ved overtrædelsen. I forhold til et moderselskab, der holdes ansvarligt for sit datterselskabs ulovlige adfærd, skal en sådan beslutning således indeholde en detaljeret redegørelse for, hvorfor det pågældende selskab kan gøres ansvarligt for overtrædelsen (124). Denne begrundelse må ikke først gives under retssagen (125).
204. Der skal imidlertid sondres mellem en begrundelse, der uhjemlet gives efterfølgende, og blot en nærmere forklaring af en i sig selv allerede tilstrækkelig begrundelse: Sidstnævnte er altid tilladt under retssagen og kan være nyttig for Unionens retsinstansers materielretlige kontrol af den pågældende beslutning (126).
205. I den foreliggende sag havde de bemærkninger vedrørende det dobbelte grundlag, som Kommissionen fremsatte under sagen i første instans som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten, kun til formål at forklare den allerede eksisterende begrundelse for den anfægtede beslutning nærmere (127). Også uden en sådan forklaring fremgik det tilstrækkeligt klart af den anfægtede beslutning, at Kommissionen i den foreliggende sag ikke kun baserede sig på 100%-formodningen, men også anvendte yderligere omstændigheder i form af et dobbelt grundlag, hvoraf det fremgik, at moderselskabet faktisk havde udøvet bestemmende indflydelse på det pågældende datterselskab (128).
206. Under disse omstændigheder udgjorde de bemærkninger vedrørende det dobbelte grundlag, som Kommissionen fremsatte under sagen i første instans, ikke en begrundelse, der uhjemlet gives efterfølgende.
207. Det andet anbringendes andet led i sag C-628/10 P er dermed også ubegrundet. Dette anbringende må derfor forkastes i det hele.
C – Sammenfatning af parternes anbringender
208. Da hverken de af AOI og SCTC i sag C-628/10 P eller de af Kommissionen i sag C-14/11 P fremførte klagepunkter kan tages til følge, må begge appeller forkastes som helhed.
D – AOI’s og SCTC’s særskilte anmodning om nedsættelse af bøden
209. I sit appelskrift i sag C-628/10 P har AOI og SCTC endvidere fremsat en særskilt anmodning om nedsættelse af bøden i tilfælde af, at den appellerede dom ophæves.
210. Hvis Domstolen, sådan som jeg har foreslået, skulle konkludere, at appellanternes klagepunkter ikke kan tages til følge, er der på forhånd ingen anledning til at nedsætte bøden. Det vil i så fald ikke være nødvendigt at behandle AOI’s og SCTC’s anmodning i denne henseende.
211. Dette gælder så meget desto mere, som arten af bødeberegningen som sådan ikke var omfattet af dommen fra første instans. Under en appel har Domstolen kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet i første instans (129). Domstolen ville gå ud over rammerne for den foreliggende sags genstand, hvis den behandlede bødeberegningen uden først at tage et af de fremførte anbringender til følge.
212. Såfremt AOI’s og SCTC’s anmodning i sidste instans, hvilket Kommissionen har hævdet, sigtede mod en nedsættelse af den bøde, der var pålagt datterselskabet WWTE, ville den heller ikke kunne antages til realitetsbehandling. WWTE var nemlig hverken part i sagen for Retten eller i den foreliggende appelsag.
VII – Omkostninger
213. Såfremt de iværksatte appeller i overensstemmelse med mit forslag til afgørelse forkastes, skal Domstolen træffe afgørelse om sagens omkostninger (procesreglementets artikel 122, stk. 1) i overensstemmelse med de nærmere regler herom i procesreglementets artikel 69; jf. artikel 118.
214. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, første punktum, sammenholdt med artikel 118, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I den foreliggende sag har alle appellanterne i det hele tabt sagen, og hver part har nedlagt påstand om, at den anden part pålægges at betale sagens omkostninger.
215. Strengt taget skulle AOI og SCTC derfor pålægges at betale alle omkostninger i forbindelse med deres appel i sag C-628/10, mens Kommissionen skulle tilpligtes at betale alle omkostninger i forbindelse med dens appel i sag C-14/11 P (130).
216. En sådan fremgangsmåde ville imidlertid være urimelig i den foreliggende sag, da der er talrige indholdsmæssige sammenfald mellem de to appeller, hvilket har medført, at parterne i det væsentlige har fremført samme argumenter i deres respektive processkrifter i sag C-628/10 P og C-14/11 P (131). Endvidere fandt der efter sagernes forening en fælles mundtlig forhandling sted, hvor Domstolen opfordrede parterne til at koncentrere deres argumenter om en række retsspørgsmål, der er fælles for de to sager. Under disse omstændigheder vil det næppe være muligt på en hensigtsmæssig måde at fastslå, hvilke omkostninger der er opstået for hvilken part med hensyn til hvilken sag.
217. På denne baggrund synes det mere retfærdigt og også mere fremmende for en effektiv fordeling af omkostningerne mellem parterne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne under ét i begge sager (132) og derved på grundlag af procesreglementets artikel 69, stk. 3, sammenholdt med artikel 118, lægge til grund, at hver part har henholdsvis vundet eller tabt på nogle punkter med hensyn til sagen som helhed. Omkostningerne bør i den forbindelse fordeles på en sådan måde, at hver part bærer sine egne omkostninger.
VIII – Forslag til afgørelse
218. På grundlag af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse:
»1) Appellerne forkastes.
2) Hver part bærer sine egne omkostninger.«