Appel iværksat den 7. maj 2018 af Bruno Gollnisch til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 7. marts 2018 i sag T-624/16, Gollnisch mod Parlamentet

(Sag C-330/18 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Bruno Gollnisch (ved avocat B. Bonnefoy-Claudet)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Påstande rettet mod den appellerede dom:

Rettens dom af 7. marts 2018, sag T-624/16, ophæves.

Der træffes afgørelse om de spørgsmål, der er rejst vedrørende retspraksis.

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer ny afgørelse.

Appellanten tildeles et beløb på 12 500 EUR i sagsomkostninger i forbindelse med appelsagen.

Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Påstande, der fremsættes i tilfælde af, at appellen antages til realitetsbehandling:

Hvis Domstolen finder, at den er tilstrækkeligt oplyst, behandles sagens realitet.

Annullation af afgørelsen af 1. juli 2016 fra Europa-Parlamentets generalsekretær, af meddelelsen og gennemførelsesforanstaltningerne i brevet fra generaldirektøren for økonomi af 6. juli 2016 og af debetnota nr. 2016-914 af 5. juli 2016.

Appellanten gives medhold i hans påstande for første instans.

Appellanten tildeles et beløb på 20 000 EUR i erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Subsidiære påstande:

Det fastslås, at afgørelsen i sagen udsættes, indtil strafforfølgningen i Frankrig er afsluttet.

Det fastslås, at gennemførelsen af generalsekretærens afgørelse i mellemtiden suspenderes og at de beløb, der er opkrævet i forbindelse hermed, tilbagebetales fuldt ud til appellanten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende om generalsekretærens manglende kompetence og om tilsidesættelse af artikel 25, stk. 3, i Parlamentets forretningsorden.

I den appellerede dom tillægges generalsekretæren en beslutningskompetence, som bemyndiger ham til selv at fastslå, at der foreligger et skyldigt beløb, selv om han i henhold til tidligere love og retspraksis kun har kompetence til at undersøge, foreslå og gennemføre.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om »una via electa« og af princippet om, at »borgerlige sager skal afvente udfaldet af straffesager«.

I den appellerede dom fastslås med urette, at det påberåbte princip henhører under national ret og ikke EU-retten og at den omhandlede sag ikke har givet anledning til nogen strafforfølgning.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar.

Den appellerede dom 1) har ikke genetableret appellantens grundlæggende ret til at blive hørt, selv om han har været frataget denne under hele sagen; 2) har godkendt Parlamentets administrations kvalifikation, som var simpel mistanke, selv om der var tale om klagepunkter, i det foreliggende tilfælde ubegrundede, mod appellanten under den nævnte procedure og selv om disse klagepunkters omskiftelige og upræcise karakter udgjorde en hindring for et hensigtsmæssigt forsvar; 3) har tilsidesat konsekvenserne af administrationens tavshed i forbindelse med korrespondancen med appellanten, som forhørte den om den præcise karakter af beviserne vedrørende hans assistents arbejde, som man forventede af ham.

Fjerde anbringende om forskelsbehandling og om fumus persecutionis, samt om, at bevisbyrden ulovligt er blevet vendt om.

I den appellerede dom kvalificeres indicierne for forskelsbehandling eller fumus persecutionis ikke som sådanne og det udelukkes, at den af appellanten påberåbte retspraksis kan anvendes analogt på tilfælde af politisk diskrimination.

Femte anbringende om utilstrækkelig begrundelse og om tilsidesættelse af artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder.

I den appellerede dom fastslås med urette, at de mellemliggende dokumenter i sagen om tilbagesøgning af uberettiget udbetalte beløb var uden retlig værdi for så vidt angår gyldigheden af denne procedure og følgelig for så vidt angår gyldigheden af den endelige retsakt. Den appellerede dom har således ikke draget konsekvenserne af, at såvel disse ændrede begrundelser som administrationens tavshed omkring appellantens anmodninger om præciseringer ikke har gjort det muligt for ham at vide, hvordan han skulle bevise, at der ikke forelå nogen lovovertrædelse.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

I den appellerede dom fastslås, at nødvendigheden for et parlamentsmedlem af at bevare beviserne for hans assistenters arbejde ikke har tilbagevirkende kraft eller bindende virkning.

Syvende anbringende om en forkert kvalificering af beviserne, fordrejning af de faktiske omstændigheder og modstridende begrundelser.

Den appellerede dom har ensidigt, a posteriori, uden retsgrundlag og uden sammenhæng opstillet en teori om anerkendte og tilladte bevismåder for en assistents arbejde, vilkårligt forkastet de måder, som appellanten fremsatte, og foreholdt ham, at han ikke har fremsat nye i forbindelse med sagen.

Ottende anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

I den appellerede dom antages det dels, at gennemførelsesforanstaltningerne ikke overlader nogen skønsmargin til generalsekretæren til at træffe en afgørelse, dels at appellanten ikke har fremført tilstrækkelige argumenter over for gennemførelsesforanstaltningerne eller de love, hvorpå disse er baseret.

____________