DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
18. april 2013 (*)
»Appel – artikel 225, stk. 1, EF samt artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF – søgsmål om ansvar uden for kontraktforhold mod Det Europæiske Fællesskab – vurdering af tvistens ikke-kontraktlige karakter – Fællesskabets retsinstansers kompetence«
I sag C-103/11 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 26. februar 2011,
Europa-Kommissionen ved T. van Rijn, E. Montaguti og J. Samnadda, som befuldmægtigede, bistået af advocaat A. Berenboom og avocat M. Isgour,
appellant,
de øvrige parter i appelsagen:
Systran SA, Paris (Frankrig),
Systran Luxembourg SA, Luxembourg (Luxembourg),
ved avocats J.-P. Spitzer og E. De Boissieu,
sagsøgere i første instans,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Tizzano (refererende dommer), og dommerne M. Ilešič, E. Levits, J.-J. Kasel og M. Berger,
generaladvokat: P. Cruz Villalón
justitssekretær: fuldmægtig C. Strömholm,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 19. april 2012,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 15. november 2012,
afsagt følgende
Dom
1 Med sin appel har Europa-Kommissionen nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 16. december 2010, Systran og Systran Luxembourg mod Kommissionen (sag T-19/07, Sml. II, s. 6083, herefter »den appellerede dom«), ved hvilken sidstnævnte blev pålagt at betale Systran SA (herefter »Systran«) et fast erstatningsbeløb på 12 001 000 EUR for tab som følge af krænkelsen af dennes ophavsret og knowhow efter Kommissionens udbud i forhold til vedligeholdelse og lingvistisk forbedring af dennes maskinoversættelsessystem.
Sagens baggrund
2 Den oprindelige version af maskinoversættelsessystemet Systran (SYStem TRANslation), »Systran Mainframe«, blev lavet i 1968 og markedsført af World Translation Center Inc. (herefter »WTC«) og andre tilknyttede selskaber (herefter under ét »WTC-koncernen«).
3 I første omgang begyndte Kommissionen efter indgåelsen af en aftale med WTC i 1975 at benytte det nævnte system i sine oversættertjenester i versionen »EC-Systran Mainframe«. Mellem 1976 og 1987 indgik den desuden flere kontrakter med selskaber i WTC-koncernen med henblik på dels at forbedre Systran-maskinoversættelsessystemet, dels at udvikle nye sprogpar, nemlig i alt ni sprogpar.
4 Ved en række kontrakter, der blev indgået fra og med september måned 1985, erhvervede Gachot SA (herefter »Gachot«) selskaberne i WTC-koncernen, som ejede Systran-teknologien og Systran Mainframe-versionen af maskinoversættelsessystemet Systran, og denne koncern ændrede efter den nævnte erhvervelse navn til Systran-koncernen.
5 Den 4. august 1987 undertegnede Systran og Kommissionen en kontrakt om fælles tilrettelæggelse af udviklingen og forbedringen af maskinoversættelsessystemet Systran for Det Europæiske Fællesskabs aktuelle og fremtidige officielle sprog samt om implementering af systemet (herefter »samarbejdskontrakten«). Ifølge samarbejdskontraktens artikel 11 og 12 var denne kontrakt undergivet belgisk lov, og tvister mellem parterne om fortolkningen, opfyldelsen eller den manglende opfyldelse af nævnte kontrakt skulle afgøres ved voldgift.
6 Mellem 1988 og 1989 indgik Kommissionen desuden fire yderligere kontrakter med Gachot, der siden selv skiftede navn til »Systran«, med henblik på at erhverve en »licens til at anvende« Systran-maskinoversættelsessystemet på sprogparrene tysk-engelsk, tysk-fransk, engelsk-græsk, spansk-engelsk og spansk-fransk.
7 I december 1991 opsagde Kommissionen samarbejdskontrakten med den begrundelse, at Systran ikke havde opfyldt sine kontraktlige forpligtelser. Da samarbejdskontrakten udløb, omfattede EC-Systran Mainframe-versionen af maskinoversættelsesprogrammet Systran 16 sprogversioner.
8 Efterfølgende udviklede og markedsførte Systran-koncernen en ny version af Systran-maskinoversættelsessystemet, der kunne fungere under operativsystemerne Unix og Windows, nemlig »Systran Unix«, mens Kommissionen til dels med hjælp fra en ekstern kontrahent videreudviklede EC-Systran Mainframe-versionen af det nævnte system, som fungerede under operativsystemet Mainframe, der er inkompatibelt med operativsystemerne Unix og Windows.
9 For at gøre det muligt for EC-Systran Mainframe-versionen af maskinoversættelsessystemet Systran at fungere i Unix- og Windows-miljøet blev der i anden omgang indgået fire kontrakter mellem Systran Luxembourg SA (herefter »Systran Luxembourg«) og Kommissionen, hvilke lå til grund for maskinoversættelsessystemet »EC-Systran Unix« (herefter »migrationskontrakterne«).
10 Ved underskrivelsen af den første migrationskontrakt i december 1997 gav Systran samtykke til, at Kommissionen systematisk anvender dels varemærket SYSTRAN for ethvert maskinoversættelsessystem, som er afledt af det oprindelige maskinoversættelsessystem, Systran, dog kun med henblik på distribution eller tilrådighedsstillelse af dette system, dels Systran-produkterne i Unix og/eller Windows-regi til eget brug.
11 Artikel 13 i den første migrationskontrakt fastsætter, at »Kommissionen [straks underrettes] om ethvert resultat eller ethvert patent, som [Systran Luxembourg] opnår inden for rammerne af gennemførelsen af nærværende kontrakt; det pågældende resultat eller patent tilhører De Europæiske Fællesskaber, som kan råde frit over det undtagen i de tilfælde, hvor der allerede foreligger industrielle eller intellektuelle ejendomsrettigheder«, og »Kommissionens maskinoversættelsessystem, herunder dets bestanddele, selv om det eller de måtte være blevet ændret under gennemførelsen af kontrakten, forbliver Kommissionens ejendom undtagen i de tilfælde, hvor der allerede foreligger industrielle eller intellektuelle ejendomsrettigheder«.
12 Ifølge den første migrationskontrakts artikel 15 og 16 var kontrakten undergivet luxembourgsk lov, og retterne i Luxembourg var værneting i tilfælde af tvister mellem parterne.
13 Endvidere var kontraktens udløb i første tillæg til den fjerde migrationskontrakt fastsat til den 15. marts 2002, og det bestemtes bl.a. i tillægget, at Systran Luxembourg på det pågældende tidspunkt skulle fremlægge ajourført dokumentation for samtlige intellektuelle og industrielle rettigheder vedrørende maskinoversættelsessystemet Systran, som Systran-koncernen gør krav på. Ifølge Kommissionen meddelte Systran Luxembourg ikke Kommissionen de nævnte oplysninger.
14 Den 4. oktober 2003 iværksatte Kommissionen et udbud vedrørende vedligeholdelse og lingvistisk forbedring af Kommissionens maskinoversættelsessystem, EC-Systran Unix. I forlængelse af udbuddet blev to af de ti partier, det omfattede, tildelt Gosselies SA (herefter »Gosselies«).
15 Systran meddelte ved skrivelse af 31. oktober 2003 Kommissionen, at de arbejder, den ønskede udført, ville kunne krænke selskabets intellektuelle ejendomsrettigheder, og Kommissionen svarede, at Systran-koncernen ikke havde fremlagt dokumentation for de intellektuelle ejendomsrettigheder, som Systran påberåbte sig til maskinoversættelsessoftwaren Systran, og at den følgelig var af den opfattelse, at Systran ikke havde ret til at modsætte sig de arbejder, som det selskab, der havde vundet det omtvistede udbud, skulle udføre.
Sagen for Retten og den appellerede dom
16 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 25. januar 2007 anlagde Systran og Systran Luxembourg erstatningssøgsmål vedrørende det tab, der hævdes forårsaget af de retsstridige forhold i forbindelse med Kommissionens udbud af vedligeholdelse og lingvistisk forbedring af dennes maskinoversættelsessystem.
17 De nævnte selskaber nedlagde først og fremmest påstand om, at Retten bestemte, at Kommissionens krænkelser og videregivelse straks ophørte, for det andet om, at en række edb-data hos Kommissionen og Gosselies beslaglagdes eller blev tilintetgjort, for det tredje om, at Kommissionen tilpligtedes at betale Systran Luxembourg et beløb på mindst 1 170 328 EUR og Systran et beløb, der senere skulle suppleres, på mindst 48 804 000 EUR, for det fjerde om, at Retten bestemte, at afgørelsen for Kommissionens regning blev offentliggjort i fagpressen og faglige tidsskrifter samt på faglige hjemmesider, og for det femte om, at Kommissionen tilpligtedes at betale sagens omkostninger.
18 Inden behandlingen af sagens realitet undersøgte Retten indledningsvis de formalitetsindsigelser, som Kommissionen havde fremsat.
19 Hvad angår den første af disse indsigelser vedrørende afvisning af påstanden om, at Kommissionen tilpligtedes at erstatte Systrans og Systran Luxembourgs påståede tab som følge af kravets kontraktmæssige grundlag, erindrede Retten i den appellerede doms præmis 57-64 om principperne i forhold til værneting i og uden for kontraktforhold.
20 Da dette var præciseret, fastslog Retten inden for rammerne af prøvelsen af det af Systran og Systran Luxembourg fremsatte erstatningskrav i den appellerede doms præmis 68-77, at disse selskaber havde fremført tilstrækkelige grunde til, at det kunne fastslås, at Systran-koncernen kunne påberåbe sig ophavsrettigheder til Systran Unix-versionen af maskinoversættelsessystemet Systran, og at det ikke var lykkedes Kommissionen at rejse tvivl om Rettens kompetence ved at bestride de af Systran-koncernen påberåbte ophavsrettigheder til den nævnte version.
21 Hvad angår knowhow’en bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 78-81 dels, at forretningshemmeligheder omfatter tekniske oplysninger om knowhow, og at deres overbringelse ikke kun til offentligheden, men også blot til tredjemand kan beskadige den parts interesser alvorligt, som overbragte disse informationer, dels, at en teknisk oplysning, som henhører under en virksomheds forretningshemmeligheder, og som er blevet meddelt Kommissionen i en bestemt hensigt, ikke kan videregives til tredjemand i anden hensigt, uden at den pågældende virksomhed har givet tilladelse dertil.
22 Retten konkluderede således i den appellerede doms præmis 82, at den påstand, Systran og Systran Luxembourg havde fremsat, om, at Kommissionen havde tilsidesat ikke-kontraktlige forpligtelser vedrørende ophavsretten til og den knowhow, som er forbundet med Systran Unix-versionen af maskinoversættelsessystemet Systran, gav tilstrækkeligt grundlag for at finde, at den var kompetent i henhold til artikel 235 EF.
23 Derefter undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 84-102, om det fremgik af sagen, at de mange indgåede kontrakter mellem WTC-koncernen og Systran-koncernen (herefter »WTC/Systran-koncernen«) på den ene side og Kommissionen på den anden side havde tildelt denne institution en kontraktmæssig tilladelse til at videregive oplysninger, som kunne være beskyttet i kraft af Systran-koncernens ophavsret og knowhow, til tredjemand, i dette tilfælde til Gosselies, uden tilladelse fra Systran og Systran Luxembourg.
24 Henset til samtlige disse betragtninger forkastede Retten i den appellerede doms præmis 104 den første af Kommissionens fremsatte formalitetsindsigelser.
25 Hvad angår den anden formalitetsindsigelse vedrørende stævningens uklarhed forkastede Retten den som grundløs i den appellerede doms præmis 107-110.
26 I den appellerede doms præmis 113-117 forkastede Retten ligeledes den tredje formalitetsindsigelse om sin manglende kompetence til at påkende sager om krænkelser inden for rammerne af et erstatningssøgsmål, idet den fandt, at begreberne krænkelse af ophavsret og beskyttelse af fortroligheden af knowhow i dette tilfælde blev påberåbt i forening alene for at kvalificere Kommissionens adfærd som retsstridig inden for rammerne af en sag om ansvar uden for kontraktforhold.
27 Endelig forkastede Retten i den appellerede doms præmis 118-124 formalitetsindsigelserne mod de andre påstande end erstatningskravet, der var fremsat af Systran og Systran Luxembourg.
28 Inden for rammerne af realitetsbedømmelsen af erstatningspåstanden efterprøvede Retten i den appellerede doms præmis 137-147 først den høje grad af lighed mellem Systran Unix-versionen og EC-Systran Unix-versionen af maskinoversættelsessystemet Systran og fandt, at Systran og Systran Luxembourg kunne påberåbe sig Systran-koncernens rettigheder til dette systems Systran Unix-version som grundlag for at modsætte sig, at der uden deres samtykke blev videregivet oplysninger til tredjemand om den afledte version EC-Systran Unix af det nævnte system. På denne baggrund forkastede den i samme doms præmis 148-157 på grund af deres generelle karakter og mangel på teknisk dokumentation Kommissionens påstande om, at Systrans og Systran Luxembourgs rettigheder afvises på grund af, at den nævnte EC-Systran Unix-version blot var resultatet af migrationen af EC-Systran Mainframe-versionen af maskinoversættelsessystemet Systran til et andet it-system.
29 Efter at have erindret om indholdet af den adfærd, der var blevet foreholdt Kommissionen, i den appellerede doms præmis 158 foretog Retten i samme doms præmis 200-261 følgelig en samlet bedømmelse af denne adfærds retsstridige karakter.
30 Inden for rammerne af denne bedømmelse fastslog den for det første i den appellerede doms præmis 201 og 204-215, at Systran og Systran Luxembourg kunne påberåbe sig retten til at anfægte de af Kommissionen bestilte arbejder fra en tredjepart i forhold til visse aspekter af EC-Systran Unix-versionen af maskinoversættelsessystemet Systran, idet de bl.a. støttede sig på antagelsen vedrørende intellektuel ejendomsret i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EUT L 157, s. 45), ifølge hvilken det er tilstrækkeligt, for at ophavsmanden til et værk kan betragtes som ophavsmand, at den pågældendes navn er anført på værket. I nævnte doms præmis 202 og 206-222 fastslog den, at Kommissionen ikke havde været i stand til at påvise, at den på grund af de rettigheder, den var blevet indrømmet i medfør af de kontrakter, som var indgået med Systran-koncernen siden 1975, og den finansiering, der var ydet i den forbindelse, havde tilladelse til den form for anvendelse og den videregivelse, der skete efter tildelingen af den omtvistede offentlige kontrakt.
31 For det andet vurderede Retten i den appellerede doms præmis 228-260 arten af de arbejder, som Kommissionen havde betroet en tredjemand, for at afgøre, om denne kunne medføre, at oplysninger vedrørende eller elementer af Systran Unix-versionen af maskinoversættelsessystemet Systran, der indgår i EC-Systran Unix-versionen, ville blive ændret eller videregivet.
32 I den appellerede doms præmis 261 konkluderede Retten således, at Kommissionen havde begået en forseelse i henhold til de almindelige retsgrundsætninger, som er fælles for medlemsstaternes lovgivning på området. Ifølge Retten udgjorde denne fejl en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af Systran-koncernens ophavsrettigheder og med knowhow forbundne rettigheder til Systran Unix-versionen af maskinoversættelsessystemet Systran til, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold.
33 Da dette var fastslået, undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 262-325 Systrans og Systran Luxembourgs lidte tab og årsagssammenhængen mellem dem og den af Kommissionen begåede fejl.
34 I denne undersøgelse konkluderede den i nævnte doms præmis 326, at et fast beløb på 12 001 000 EUR burde tilkendes Systran for at godtgøre selskabet det tab, det havde lidt som følge af Kommissionens adfærd.
35 Med hensyn til resten forkastede Retten i den appellerede doms præmis 329-332 de andre foranstaltninger end tilkendelsen af erstatning, som Systran og Systran Luxembourg havde anmodet om.
Parternes påstande
36 I appelskriftet har Kommissionen nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Erstatningssøgsmålet afvises.
– Systran og Systran Luxembourg tilpligtes at betale sagens omkostninger ved begge instanser.
– Subsidiært: Rettens dom ophæves, og sagen hjemvises til Retten.
37 Systran og Systran Luxembourg har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Om begæringen om genåbning af den mundtlige forhandling
38 Den mundtlige forhandling afsluttedes den 15. november 2012, da generaladvokaten havde fremsat sit forslag til afgørelse.
39 Ved skrivelse af 14. december 2012 har Systran og Systran Luxembourg anmodet Domstolen om at træffe bestemmelse om genåbning af den mundtlige forhandling.
40 Til støtte for denne anmodning har de gjort gældende, at der i generaladvokatens forslag til afgørelse, fremsat den 15. november 2012, fremsættes nye argumenter, som aldrig er blevet drøftet af parterne.
41 I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 83 til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse kan bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (jf. dom af 22.11.2012, sag C-116/11, Bank Handlowy og Adamiak, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
42 I det foreliggende tilfælde er Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, af den opfattelse, at den har kendskab til alle de omstændigheder, der er nødvendige for at besvare de forelagte spørgsmål, og at disse omstændigheder er blevet drøftet for den.
43 Systran og Systran Luxembourgs begæring om genåbning af den mundtlige forhandling skal derfor forkastes.
Appellen
44 Kommissionen har fremført otte anbringender til støtte for appellen.
45 Det første anbringende vedrører den retlige fejl, som Retten har begået ved at antage, at tvisten i sagen ikke var af kontraktlig karakter. Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til forsvar og en manglende hensyntagen til reglerne om bevisførelse. Kommissionen har med det tredje anbringende gjort gældende, at Retten foretog en unøjagtig anvendelse af reglerne om ophavsret for så vidt angår dokumentationen for de af Systran påberåbte rettigheder. Kommissionen har med det fjerde og femte anbringende gjort gældende, at Retten foretog et åbenbart fejlskøn af Kommissionens adfærd som retsstridig eller culpøs og den tilstrækkeligt kvalificerende karakter af Kommissionens påståede fejl. Kommissionen har med det sjette anbringende gjort gældende, at Retten dels foretog en forkert fortolkning af undtagelsen i artikel 5 i Rådets direktiv 91/250/EØF af 14. maj 1991 om retlig beskyttelse af edb-programmer (EFT L 122, s. 42), dels gav en utilstrækkelig begrundelse i den appellerede dom vedrørende undtagelsen i direktivets artikel 6. Det syvende anbringende vedrører en retlig fejl ved vurderingen af, om der var tilstrækkelig direkte årsagssammenhæng mellem den fejl, som Kommissionen er beskyldt for, og den påståede skade. Endelig vedrører det ottende anbringende en retlig fejl ved udmålingen af erstatningen til et beløb på 12 001 000 EUR.
Det første anbringende vedrørende en retlig fejl ved vurderingen af, at tvisten ikke er kontraktlig
Parternes argumenter
46 Kommissionen gør for det første gældende, at Retten har udøvet en fejlagtig anvendelse af dom af 20. maj 2009, Guigard mod Kommissionen (sag C-214/08 P), der i sin præmis 43 præciserer, at den blotte påberåbelse af retsregler, der ikke følger af den omhandlede kontrakt, men som parterne skal overholde, ikke kan have den følge at ændre tvistens kontraktrelaterede karakter og dermed unddrage tvisten fra den kompetente retsinstans. Hvis det forholdt sig anderledes, kunne tvistens art og dermed den kompetente retsinstans ændres i henhold til de af parterne påberåbte regler, hvilket ville stride mod de forskellige retsinstansers materielle kompetenceregler.
47 På denne baggrund burde Retten på grundlag af de forskellige relevante elementer i sagens akter have prøvet, om den af Systran og Systran Luxembourg fremsatte erstatningspåstand objektivt og samlet betragtet byggede på forpligtelser, som følger eller ikke følger af et kontraktforhold, og således gør det muligt at fastslå, om tvisten har eller ikke har et kontraktligt grundlag. Påstandens karakter ville nemlig i denne henseende ikke være den afgørende faktor ved afgørelsen af Fællesskabets retsinstansers kompetence. Heraf følger, at en uoverensstemmelse vedrørende en ophavsret, der følger af en kontrakt, om licens eller om overdragelse er kontraktlig, for så vidt som løsningen på uoverensstemmelsen nødvendigvis afhænger af fortolkningen af de nærmere bestemmelser om overdragelsen eller bevillingen af denne rettighed som aftalt af de pågældende parter.
48 Såfremt Systrans påberåbelse af en handlemåde, der efter dennes mening ikke var tilladt efter kontraktens bestemmelser, ville være tilstrækkelig til at ændre dennes uoverensstemmelse med Kommissionen til en tvist vedrørende ikke-kontraktligt ansvar, ville dette således medføre en ubegrundet udvidelse af anvendelsesområdet for artikel 235 EF til skade for artikel 238 EF.
49 For det andet hævder Kommissionen, at Retten foretog fejlagtige retlige vurderinger ved fortolkningen af de rettigheder, der følger af de talrige kontraktlige dokumenter og skrivelser, der blev påberåbt i første instans, herunder bl.a. kontrakten af 22. december 1975 mellem denne og WTC, de kontrakter, der blev indgået i perioden fra 1976 til 1987 med selskaber i WTC-koncernen, herunder særligt den tekniske samarbejdsaftale af 18. januar 1985 med Gachot, samarbejdskontrakten, de licenskontrakter, der blev indgået med Gachot i 1988 og 1989, samt migrationskontrakterne.
50 Selv om Retten anerkendte tilstedeværelsen af specifikke kontraktlige rettigheder, særligt Kommissionens »brugsrettigheder« til EC-Systran Unix-versionen af maskinoversættelsessystemet Systran, vurderede Retten nemlig ikke på passende vis disse rettigheders indhold og præcise karakter.
51 Herved foretog Retten en fejlagtig fortolkning, endog en forvanskning af disse kontrakters klare betydning, hvilket førte den til at foretage et fejlskøn af tvistens karakter.
52 For det tredje og endelig har Kommissionen påberåbt sig en tilsidesættelse af reglerne om fortolkning af kontrakter, idet Retten ikke kunne fortolke migrationskontrakterne, navnlig artikel 13 i den første af disse, således at de ikke giver Kommissionen nogen rettigheder. I denne forbindelse har Kommissionen gjort gældende, at Retten ligeledes begik en fejl ved at anføre, at eftersom Systran ikke havde underskrevet migrationskontrakterne, kunne de ikke som sådan bruges mod Systran i henhold til princippet om kontrakters relative virkning.
53 Systran og Systran Luxembourg vurderer for deres vedkommende, at Retten ikke har begået retlige fejl ved fortolkningen af dommen i sagen Guigard mod Kommissionen. Retten begrænsede sig nemlig ikke til at undersøge tvisten i lyset af de retsregler, som de nævnte selskaber havde påberåbt sig, for at fastslå sin kompetence, men den koncentrerede en væsentlig del af udredningerne i den appellerede dom om bedømmelsen af de af Kommissionen forelagte kontrakter. Særligt bemærkede Retten i dommens præmis 62, at den ved bedømmelsen af sin kompetence således udmærket kan undersøge indholdet af en kontrakt – således som den gør med et hvilket som helst dokument, som en part påberåber sig til støtte for sin argumentation – for at afklare, om kontrakten kan give anledning til tvivl om den saglige kompetence, som Retten udtrykkeligt tillægges i artikel 235 EF.
54 På denne baggrund konstaterede Retten i den appellerede doms præmis 71-100, at de påberåbte kontrakter ikke indeholdt nogen klausuler om overdragelse af rettigheder og ikke fastsatte bestemmelser, der bemyndigede Kommissionen til at få foretaget eller selv foretage arbejder, der medførte indgreb i Systrans ophavsrettigheder, eller til at videregive oplysninger, der kunne være beskyttet af ophavsret.
55 Heraf følger, at Retten ikke begik nogen retlig fejl ved fortolkningen af de nævnte kontrakter, idet disse ikke havde mindste relevans for fastlæggelsen af den kompetente ret i dette tilfælde, og at den med rette i den appellerede doms præmis 101-104 fastslog, at tvisten i sagen var af ikke-kontraktlig art.
Domstolens bemærkninger
56 EF-traktaten fastsætter en kompetencefordeling mellem Fællesskabets retsinstanser og de nationale domstole for så vidt angår sager mod Fællesskabet, hvor Fællesskabets ansvar for en skade er omtvistet (dom af 29.7.2010, sag C-377/09, Hanssens-Ensch, Sml. I, s. 7751, præmis 16).
57 Særlig er de nationale myndigheder i medfør af artikel 240 EF kompetente til at påkende søgsmål, hvori Fællesskabet er part, medmindre traktaten tillægger Domstolen eller Retten kompetence (jf. dom af 9.10.2001, forenede sager C-80/99 – C-82/99, Flemmer m.fl., Sml. I, s. 7211, præmis 39, samt dommen i sagen Guigard mod Kommissionen, præmis 39).
58 Ingen bestemmelse i traktaten tillægger imidlertid Domstolen eller Retten kompetence til at påkende tvister vedrørende Fællesskabets ansvar i kontraktforhold, bortset fra artikel 238 EF. Denne forudsætter dog, at der er indeholdt voldgiftsbestemmelser i en af Fællesskabet eller i en på dets vegne indgået aftale (jf. dommen i sagen Flemmer m.fl., præmis 42, og dommen i sagen Guigard mod Kommissionen, præmis 40 og 41), og giver derfor form til en kompetence, der fraviger de almindelige retsregler, og som således skal fortolkes restriktivt (jf. dom af 18.12.1986, sag 426/85, Kommissionen mod Zoubek, Sml. s. 4057, præmis 11, og af 20.2.1997, sag C-114/94, IDE mod Kommissionen, Sml. I, s. 803, præmis 82).
59 Det følger heraf, at sager om Fællesskabets ansvar i kontraktforhold, henset til artikel 240 EF, henhører under de nationale domstoles kompetence, når der ikke foreligger en voldgiftsbestemmelse (Hanssens-Ensch-dommen, præmis 19).
60 Hvad angår Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold henhører sådanne sager derimod under Fællesskabets retsinstansers kompetence. I henhold til artikel 235 EF, sammenholdt med artikel 225, stk. 1, EF, har Domstolen og Retten nemlig kompetence til at afgøre de i artikel 288, stk. 2, EF omhandlede tvister vedrørende skadeserstatninger, som netop vedrører nævnte ansvar uden for kontrakt. Denne kompetence for Fællesskabets retsinstanser er en enekompetence (jf. i denne retning dom af 13.3.1992, sag C-282/90, Vreugdenhil mod Kommissionen, Sml. I, s. 1937, præmis 14, og af 26.11.2002, sag C-275/00, First og Franex, Sml. I, s. 10943, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis, samt Hanssens-Ensch-dommen, præmis 17), idet disse retsinstanser skal efterprøve, at en række kumulative betingelser, dvs. retsstridigheden af den adfærd, som institutionerne hævdes at have udvist, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det påberåbte tab, som samlet forudsættes for et erstatningsansvar for Fællesskabet uden for kontraktforhold, er opfyldt (jf. dom af 9.11.2006, sag C-243/05 P, Agraz m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 10833, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
61 Det følger af det ovenstående, at det med henblik på at afgøre, hvilken ret der har kompetence til at afgøre et specifikt søgsmål mod Fællesskabet angående Fællesskabets ansvar for en skade, skal undersøges, om dette søgsmål vedrører Fællesskabets ansvar i kontraktforhold eller uden for kontraktforhold (Hanssens-Ensch-dommen, præmis 20).
62 I denne henseende skal det bemærkes, at bestemmelsen om ansvar uden for kontrakt, jf. artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF, som har en selvstændig karakter, skal fortolkes i lyset af sit formål, dvs. at muliggøre en fordeling af kompetencen mellem Fællesskabets retsinstanser og de nationale domstole.
63 I denne forbindelse skal Fællesskabets retsinstanser, for hvilke der er indbragt et erstatningssøgsmål, inden de afsiger dom vedrørende sagens realitet, indledningsvis fastslå deres kompetence ved at foretage en bedømmelse, der skal fastslå det påberåbte ansvars karakter og dermed selve arten af den omhandlede tvist.
64 For at gøre dette kan de nævnte retsinstanser ikke alene tage udgangspunkt i de af parterne påberåbte regler.
65 I denne henseende har Domstolen nemlig allerede, som Kommissionen bemærker i sit første anbringende, hvortil der er henvist i denne doms præmis 46, fastslået, at den blotte påberåbelse af retsregler, der ikke følger af en for sagen relevant kontrakt, men som finder anvendelse på parterne, ikke kan ændre tvistens kontraktmæssige karakter og dermed unddrage sidstnævnte fra den kompetente retsinstans. Hvis det forholdt sig anderledes, kunne tvistens art og dermed den kompetente retsinstans ændres i henhold til de af parterne påberåbte regler, hvilket strider mod de forskellige retsinstansers materielle kompetenceregler (dommen i sagen Guigard mod Kommissionen, præmis 43).
66 Fælleskabets retsinstanser er derimod forpligtet til at efterprøve, om genstanden for de erstatningssøgsmål, som de er blevet forelagt, er erstatningspåstande, der objektivt og samlet bygger på rettigheder eller forpligtelser med oprindelse i eller uden for kontraktforhold. Disse retsinstanser skal i den henseende, således som generaladvokaten har bemærket i punkt 49 og 50 i sit forslag til afgørelse, med hensyn til en bedømmelse af sagens forskellige elementer, som bl.a. den retsregel, som hævdes at være tilsidesat, arten af det påberåbte krav, den påståede adfærd samt de mellem sagens parter bestående retsforhold, efterprøve, om der blandt disse forhold foreligger en egentlig kontraktmæssig sammenhæng, som er forbundet med tvistens genstand, og hvoraf en dybdegående undersøgelse fremstår som uomgængelig for at afgøre den nævnte sag.
67 Hvis det fremgår af den indledende bedømmelse af de nævnte elementer, at det er nødvendigt at fortolke indholdet af en eller flere af de mellem sagens parter indgåede kontrakter for at fastslå berettigelsen af appellantens påstand, er de nævnte retsinstanser forpligtede til at stoppe med deres prøvelse af tvisten på dette trin og fastslå deres manglende kompetence til at træffe afgørelse i mangel af en voldgiftsklausul i de nævnte kontrakter. Under sådanne omstændigheder ville undersøgelsen af erstatningskravet mod Fællesskabet omfatte en vurdering af rettigheder og forpligtelser i kontraktforhold, som i henhold til artikel 240 EF ikke kan undslippe de nationale domstoles kompetence.
68 Det er i lyset af disse principper, at man skal vurdere berettigelsen af Kommissionens første anbringende.
69 I dette tilfælde bemærkes det, at Retten først inden for rammerne af vurderingen af, om det af Systran og Systran Luxembourg anlagte søgsmål kunne antages til realitetsbehandling, med rette i den appellerede doms præmis 60 fastslog, at den for at fastslå sin kompetence i henhold til artikel 235 EF på grundlag af de forskellige relevante elementer i sagens akter skulle prøve, om den af Systran og Systran Luxembourg fremsatte erstatningspåstand objektivt og samlet betragtet bygger på forpligtelser, som følger af et kontraktforhold, eller på forpligtelser, der ikke følger af et kontraktforhold, og som gør det muligt at fastslå tvistens grundlag.
70 Retten udtalte imidlertid derefter i præmis 60, at disse elementer bl.a. kan udledes af parternes påstande, de omstændigheder, som har givet anledning til det tab, der kræves erstattet, samt selve indholdet af de kontraktlige eller ikke-kontraktlige bestemmelser, der påberåbes, med henblik på at afgøre det omtvistede spørgsmål.
71 I denne sammenhæng fastslog Retten i den appellerede doms præmis 62, at undersøgelsen af indholdet af de forskellige kontrakter, der var indgået mellem WTC-koncernen/Systran og Kommissionen i perioden 1975-2002, henhørte under vurderingen af, om den var kompetent, og ikke i sig selv kunne medføre en ændring af tvistens karakter, således at den kunne anses for at have et kontraktligt grundlag. Således fastslog Retten, at den udmærket kunne undersøge en kontrakt – således som den gør med et hvilket som helst dokument, som en part påberåber sig til støtte for sin argumentation – for at afklare, om kontrakten kan give anledning til tvivl om den saglige kompetence, som Retten udtrykkeligt tillægges i artikel 235 EF, og at denne undersøgelse var et led i vurderingen af de faktiske omstændigheder, der blev påberåbt for at fastslå dens kompetence.
72 Retten tilføjede desuden i den appellerede doms præmis 63 med en sammenligning med dommen i sagen Guigard mod Kommissionen, at i den pågældende sag, hvori Systran og Systran Luxembourg alene lagde til grund, at der var sket krænkelser af ikke-kontraktlige forpligtelser, kunne medkontrahentens blotte påberåbelse af kontraktlige forpligtelser, som den omtvistede adfærd ikke var omfattet af, ikke medføre, at tvisten ikke var ikke-kontraktlig, og at den kompetente domstol ikke skulle pådømme den.
73 På baggrund af det ovenstående og efter i den appellerede doms præmis 64 at have præciseret, at det er den part, der påberåber sig, at en forpligtelse er blevet krænket, der skal vise, hvori krænkelsen består, og hvorledes den relaterer sig til sagens faktiske omstændigheder, undersøgte Retten dels i denne doms præmis 65-82 indholdet af Systrans og Systran Luxembourgs erstatningspåstand og særligt dokumentationen af de rettigheder, der hævdedes at være krænket. Dels undersøgte den i den nævnte doms præmis 84-102 retsstridigheden af den adfærd, der bebrejdedes Kommissionen ved hjælp af en udførlig analyse af de talrige kontrakter indgået mellem parterne i perioden 1975-2002 for at afgøre, om der forelå en eventuel kontraktlig bemyndigelse af Kommissionen til at udvise den nævnte adfærd.
74 Efter en sådan analyse forkastede Retten, der vurderede, at Kommissionen ikke rådede over den nævnte bemyndigelse, i den appellerede doms præmis 104 institutionens anbringender om, at sagen på grund af sit kontraktlige grundlag ikke kunne antages til realitetsbehandling.
75 Det må fastslås, at Retten ved at dømme på denne måde begik nogle retlige fejl i forbindelse med anvendelsen af de principper, der er nævnt i denne doms præmis 63-67, om fastsættelsen af værneting inden for rammerne af erstatningssøgsmål mod Fællesskabet samt i forbindelse med bedømmelsen af kontraktforholdene mellem WTC-koncernen/Systran og Kommissionen, som førte den til at tilsidesætte reglerne om dens retlige kompetence, som den er fastlagt i artikel 225, stk. 1, EF samt artikel 235 EF og 240 EF.
76 For det første begrænsede Retten sig med henblik på at fastslå, om den for Retten indbragte tvist var af kontraktlig eller ikke-kontraktlig karakter, og således tage stilling til sin egen kompetence begrænsede, nemlig ikke til at undersøge, om der mellem parterne, henset til sagens forskellige forhold, forelå en egentlig kontraktmæssig sammenhæng, som var forbundet med tvistens genstand, og hvoraf en dybdegående undersøgelse fremstod som uomgængelig for at behandle sagens realitet.
77 Til gengæld fastslog Retten fejlagtigt i den appellerede doms præmis 62, at den specifikke og konkrete analyse af de forskellige kontrakter indgået mellem WTC-koncernen/Systran og Kommissionen i perioden 1975-2002 henhørte under undersøgelsen af dens kompetence, for så vidt som indholdet af en kontrakt udmærket kunne undersøges, som om det drejede sig om et hvilket som helst andet af sagens dokumenter.
78 Retten udførte herved i den appellerede doms præmis 84-102 inden for rammerne af spørgsmålet om dens kompetence en udførlig undersøgelse af de talrige kontraktlige bestemmelsers indhold vedrørende forvaltningen af de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem WTC-koncernen/Systran og Kommissionen i perioden 1975-2002 for at efterprøve, om denne havde en bemyndigelse til at videregive oplysninger beskyttet af Systrans ophavsret og knowhow til Systran Unix-versionen af maskinoversættelsessystemet Systran til en tredjemand, idet den vurderede, at den kontraktlige karakter af Fællesskabets ansvar afhang af tilstedeværelsen af denne bemyndigelse. En sådan analyse vedrører dog, som Kommissionen retmæssigt har anført i sit første anbringende, den lovlige eller ulovlige karakter af den adfærd, de foreholdes denne institution, og henhører dermed under sagens realitet og ikke under den indledningsvise fastlæggelse af selve tvistens art.
79 Retten begik på den anden side ligeledes en retlig fejl i den appellerede doms præmis 84-102 ved den retlige kvalificering af de mellem WTC-koncernen/Systran og Kommissionen indgåede kontrakter i perioden 1975-2002, idet den i lyset af sagens forskellige forhold fastslog, at tilstedeværelsen af disse kontrakter ikke havde indvirkning på kvalificeringen af tvisten i henhold til artikel 235 EF.
80 I denne forbindelse er det, som Retten bekræfter i den appellerede doms præmis 62 og 63, rigtigt, at det ikke er tilstrækkeligt at påberåbe sig et hvilket som helst kontraktligt forhold til sagsøgeren eller kontraktlige forpligtelser, som ikke tager sigte på den omtvistede adfærd, for at kunne ændre tvistens art ved give den et kontraktligt grundlag. Det står imidlertid ikke desto mindre fast, at når fortolkningen af en eller flere af de af sagens parter indgåede kontrakter, henset til indholdet af erstatningssøgsmålet mod Kommissionen, fremstår som uundværlig for at fastslå lovligheden eller ulovligheden af den adfærd, der foreholdes institutionerne, ligger tvisten uden for Fællesskabets retsinstansers kompetence.
81 Som generaladvokaten har bemærket i punkt 70 i sit forslag til afgørelse, er dette netop tilfældet i den foreliggende sag. Det er nemlig ubestridt, at de talrige kontraktlige dokumenter, som Kommissionen påberåbte sig for Retten, og som er gentaget i appellens første anbringende, herunder bl.a. kontrakten af 22. december 1975 mellem Kommissionen og WTC, de kontrakter, der blev indgået i perioden fra 1976-1987 med selskaber i WTC-koncernen, herunder særligt den tekniske samarbejdsaftale af 18. januar 1985, der blev indgået med Gachot, samarbejdskontrakten, de licenskontrakter, der blev indgået med Gachot i 1988 og i 1989, samt migrationskontrakterne, udgør en egentlig kontraktmæssig sammenhæng, som er forbundet med tvistens genstand, og hvoraf en dybdegående undersøgelse fremstår som uomgængelig for at fastslå den eventuelle ulovlighed af den adfærd, der foreholdes Kommissionen.
82 Denne konklusion følger i øvrigt direkte af læsningen af visse passager i den appellerede dom vedrørende sagens realitet. Retten efterprøvede nemlig selv udførligt i den appellerede doms præmis 158, 202 og 216-222 for at fastslå den omtvistede adfærds ulovlige karakter de kontraktlige dokumenter, som Kommissionen havde påberåbt sig, og som Retten i den nævnte doms præmis 181-187 bemærkede tildelte denne institution en specifik bemyndigelse til at udvise den nævnte adfærd.
83 Henset til samtlige disse betragtninger skal det derfor fastslås, at Retten fejlagtigt anså tvisten i sagen for at være uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF.
84 Under disse omstændigheder må appellens første anbringende herefter tages til følge, og uden at det er nødvendigt at efterprøve dennes andre anbringender, må den appellerede dom ophæves, idet Retten tilsidesatte reglerne om sin retlige kompetence, sådan som den er fastlagt i artikel 225, stk. 1, EF samt artikel 235 EF og 240 EF.
Om søgsmålet for Retten
85 Ifølge artikel 61, stk. 1, i statutten for Domstolen kan sidstnævnte, hvis den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse. Det er tilfældet her.
86 I denne forbindelse har Fællesskabets retsinstanser, som det fremgår af den foreliggende doms præmis 78-82, ikke kompetence til at pådømme det af Systran og Systran Luxembourg anlagte erstatningssøgsmål. Følgelig bør det nævnte søgsmål afvises.
Sagens omkostninger
87 I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, når der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.
88 Ifølge artikel 138, stk. 1, i nævnte reglement, der i medfør af reglementets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
89 Da Kommissionen i den foreliggende sag har fået medhold i sagen inden for rammerne af appellen, og Systran og Systran Luxembourg har tabt sagen inden for rammerne af erstatningssøgsmålet, bør sidstnævnte pålægges at betale sagens omkostninger såvel i appelsagen som i sagen for Retten.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):
1) Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 16. december 2010, Systran og Systran Luxembourg mod Kommissionen (sag T-19/07), ophæves.
2) Det af Systran SA og Systran Luxembourg SA i sag T-19/07 anlagte søgsmål afvises.
3) Systran SA og Systran Luxembourg SA betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger for Den Europæiske Unions Domstol og for Den Europæiske Unions Ret.
Underskrifter