Meddelelse til EU-tidende
Sag anlagt den 4. marts 2005 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-112/05)
(Processprog: tysk)
Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 4. marts 2005 anlagt sag mod Forbundsrepublikken Tyskland af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved F. Benyon og G. Braun, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg.
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
Det fastslås, at artikel 2, stk. 4 og artikel 4, stk. 1 og 3 i VW-loven (den tyske Volkswagenlov, VW-loven) er i strid med artikel 56 EF og artikel 43 EF.
Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:
Forbundsrepublikken Tysklands VW-loven begrænser, som en undtagelse fra Aktiengesetz (den tyske aktielov), hver aktionærs stemmeret til højst at udgøre 20% af stamkapitalen. Forbundsrepublikken Tyskland og delstaten Niedersachsen har hver især ret til at udpege to medlemmer af VW AG's bestyrelse, så længe de har aktier i virksomheden. Beslutninger truffet på VW AG's generalforsamling, hvortil der efter aktieloven kræves 75% flertal af den repræsenterede stamkapital, kræver et flertal på mere end 80% af den repræsenterede stamkapital.
Disse bestemmelser udgør en krænkelse af de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 56 EF og af etableringsfriheden i henhold til artikel 43 EF.
Ifølge bilaget til direktiv 88/361/EØF gælder som kapitalbevægelser ikke alene investerende kapitalanbringelser i aktier eller værdipapirer, men også andele i virksomheder eller fuldstændig overtagelse heraf.
Ifølge Domstolens retspraksis berører beskyttelsesområdet for de frie kapitalbevægelser alle bestemmelser, der kan afholde investorer fra andre medlemsstater fra at investere i denne virksomhed og tage del i ledelsen og kontrollen af virksomheden. Forbuddet i artikel 56 tager nemlig ikke kun sigte på at forhindre forskelsbehandling mellem udenlandske og indenlandske erhvervsdrivende, men omfatter enhver foranstaltning, der krænker udøvelse af de frie kapitalbevægelser under en eller anden form. I forhold til Domstolens retspraksis vedrørende forbuddet mod restriktioner i henhold til artikel 56 EF udgør den maksimale stemmeret, som statsligt er fastsat i VW-loven, en skjult erhvervsbegrænsning, og den er dermed en krænkelse af den fri bevægelighed for kapital.
Med sin aktieandel opnår delstaten Niedersachsen ved generalforsamlinger, hvor den stemmeberettigede kapital normalt ikke er fuldstændigt repræsenteret, de nævnte 20% af stemmerne, som er nødvendige for at kunne blokere alle beslutninger, der kræver et flertal på mere end 80% af den repræsenterede kapital. Denne bestemmelse i VW-loven er en restriktion, der er skabt af staten, idet ordningen gør det muligt for delstaten at forhindre uønskede ændringer af status quo, hvis disse skal gennemføres ved hjælp af beslutninger, hvilke ifølge aktieloven kræver et højere mindsteantal stemmer for beslutningsdygtighed.
Den i VW-loven omhandlede ret for Forbundsrepublikken Tyskland og delstaten Niedersachsen til at udpege bestyrelsesmedlemmer uafhængigt af aktieandelens størrelse begrænser de andre aktionærers ret til passende repræsentation i virksomhedens bestyrelse. Og da - som Domstolen flere gange har fastslået - bestemmelser, der indskrænker erhvervelse af andele eller som på anden vis begrænser muligheden for reelt at tage del i en virksomheds ledelse og kontrol, udgør en begrænsning af de frie kapitalbevægelser, drejer det sig for denne ordnings vedkommende om en restriktion af de frie kapitalbevægelser i strid med fællesskabsretten.
En restriktion af den frie bevægelighed for kapital er kun berettiget af de i artikel 58 EF nævnte grunde eller af såkaldte tvingende almene hensyn. Ifølge de af Domstolen opstillede kriterier må sådanne foranstaltninger af almene hensyn ikke forskelsbehandle, de skal være sagligt nødvendige og forholdsmæssige i betragtning af det mål, som forfølges. Disse grunde må navnlig gælde for alle de på værtsmedlemsstatens højhedsområde aktive personer og virksomheder. Almene finansielle interesser, der går videre end hensynene til skattelovgivningen i artikel 58 EF og medlemsstaternes andre økonomiske formål, kan ifølge fast retspraksis ikke berettige nogen restriktion, som ikke er lovlig i henhold til EF-traktaten. I forhold til kravene i artikel 56 EF og den relevante retspraksis drejer det sig ved de nævnte bestemmelser i VW-loven om skjult erhvervsbegrænsning, idet der ikke foreligger nogle relevante, fællesskabsretlige grunde herfor.
____________