Language of document :

Appel iværksat den 24. august 2017 af Uniwersytet Wrocławski til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 13. juni 2017 i sag T-137/16, Uniwersytet Wrocławski mod Forvaltningsorganet for Forskning (REA)

(Sag C-515/17 P)

Processprog: polsk

Parter

Appellant: Uniwersytet Wrocławski (ved adwokaci A. Krawczyk-Giehsmann og K. Szarek)

Den anden part i appelsagen: Forvaltningsorganet for Forskning (REA)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede kendelse ophæves.

Det fastslås, at sagen blev anlagt behørigt.

Den anden part i sagen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Det første appelanbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Dette appelanbringende støttes på, at den fortolkning, som Retten har foretaget ved anvendelsen af denne bestemmelse, er fejlagtig, og at den er i strid med proportionalitetsprincippet og subsidiaritetsprincippet, da den ikke tog hensyn til, at det omtvistede retsforhold mellem radca prawny (den højere læreanstalts advokat) og den højere læreanstalt hviler på uafhængighed og lighed på begge sider, og at erhvervet radca prawny i det polske retssystem efter sin art er kendetegnet ved uafhængighed og derved, at det ikke er bundet af anvisninger i forhold til tredjemand, og er et offentligt tillidserhverv.

Det andet appelanbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 119 i Rettens procesreglement af 23. april 2015. Dette appelanbringende støttes på, at Retten begrundede afgørelsen fejlagtigt, fordi den i den anfægtede afgørelses begrundelse formulerede abstrakte udtalelser og den udtrykte opfattelse ikke vedrørte de faktiske omstændigheder i den foreliggende retssag, hvilket har begrænset appellantens mulighed for at forsvare sig effektivt betydeligt.

____________