Language of document : ECLI:EU:C:2012:600

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

Y. BOT

fremsat den 2. oktober 2012 (1)

Sag C‑399/11

Straffesagen

mod

Stefano Melloni

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Constitucional (Spanien))

»Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – den europæiske arrestordre – procedure for overgivelse mellem medlemsstater – afgørelser truffet i en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede – fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom – mulighed for prøvelse af dommen – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 53«





1.        Med denne præjudicielle forelæggelse anmodes Domstolen om at fortolke og om nødvendigt tage stilling til gyldigheden af artikel 4a, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (2), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 om styrkelse af personers proceduremæssige rettigheder og fremme af anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med afgørelser afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen (3). Domstolen anmodes endvidere for første gang om at præcisere rækkevidden af artikel 53 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2.        Den foreliggende sag er et udmærket eksempel på, hvorledes de forskellige instrumenter til beskyttelse af grundlæggende rettigheder bør indrettes, så de kan bestå side om side. Den foreliggende sag er opstået på baggrund af praksis fra Tribunal Constitucional (Spanien), hvorefter fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, altid skal være betinget af, at den domfældte får lejlighed til at få sagen prøvet på ny i den udstedende medlemsstat. Det fremgår imidlertid bl.a. af rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, at når en sådan person har været klar over den berammede retssag og har givet en advokat mandat til at forsvare sig under retssagen, kan der ikke opstilles en sådan betingelse for overgivelsen.

3.        Tribunal Constitucional anmoder med de tre forelagte spørgsmål Domstolen om at vurdere de forskellige muligheder for, at Tribunal Constitucional kan opretholde sin praksis, herunder inden for rammerne af gennemførelsen af rammeafgørelsen. En række muligheder skal således undersøges.

4.        Fører en fortolkning ud fra ordlyden, opbygningen af og formålet med rammeafgørelsens artikel 4a til, at betingelsen om, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en udeblivelsesdom, forudsætter, at den domfældte får lejlighed til at få prøvet sagen på ny i den udstedende medlemsstat, finder generel anvendelse?

5.        Såfremt dette ikke er tilfældet, er denne artikel da forenelig med chartrets artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, der sikrer den anklagede henholdsvis retten til en retfærdig rettergang og retten til forsvar? Skal disse grundlæggende rettigheder gives en mere omfattende beskyttelse ifølge EU-retten end det beskyttelsesniveau, der er fastsat vedrørende disse rettigheder i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«)?

6.        Såfremt gennemgangen af de to første spørgsmål fører til, at rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, i lyset af chartrets artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, er til hinder for, at Tribunal Constitucional kan opretholde sin praksis vedrørende europæiske arrestordrer, kan den da opretholdes i medfør af chartrets artikel 53?

I –    Retsforskrifter

A –    Primær EU-ret

7.        I chartrets artikel 47, stk. 2, fastsættes følgende:

»Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.«

8.        Chartrets artikel 48, stk. 2, bestemmer:

»Respekt for retten til et forsvar er sikret enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse.«

9.        Chartrets artikel 52, stk. 3, bestemmer:

»I det omfang dette charter indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved [EMRK], har de samme betydning og omfang som i konventionen. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse.«

10.      Chartrets artikel 53 bestemmer følgende:

»Ingen bestemmelse i dette charter må fortolkes som en begrænsning af eller et indgreb i de grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder, der anerkendes i EU-retten og folkeretten, i de internationale konventioner, som Unionen eller alle medlemsstaterne er parter i, herunder [EMRK], samt i medlemsstaternes forfatninger på disses respektive anvendelsesområder.«

B –    Afledt EU-ret

11.      Rammeafgørelsens artikel 1 fastsætter:

»[…]

2.      Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.      Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.«

12.      Det anføres i artikel 5 i rammeafgørelse 2002/584:

»Den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning kan indeholde bestemmelser om, at dens fuldbyrdende judicielle myndighed kun må fuldbyrde en europæisk arrestordre på følgende betingelser:

1)      Hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, der er idømt ved en afgørelse truffet in absentia, og den berørte person ikke er blevet indkaldt personligt eller på anden måde er blevet underrettet om tid og sted for det retsmøde, som førte til afgørelsen in absentia, kan overgivelsen gøres betinget af, at den udstedende judicielle myndighed giver garantier, der skønnes tilstrækkelige til at sikre, at den person, der er omfattet af den europæiske arrestordre, får lejlighed til at få sagen genoptaget i den udstedende medlemsstat og til at være til stede ved domsforhandlingen.

[…]«

13.      Det anføres i artikel 2, nr. 2), i rammeafgørelse 2009/299:

»I artikel 5 udgår stk. 1.«

14.      Som erstatning for den ophævede bestemmelse er der ved artikel 2, stk. 1, i rammeafgørelse 2009/299 indsat en artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584.

15.      Det anføres i artikel 1, stk. 1, i rammeafgørelse 2009/299, at formålene med rammeafgørelsen »er at styrke de proceduremæssige rettigheder for personer, der er genstand for en straffesag, at lette det retlige samarbejde i straffesager og navnlig at forbedre den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemsstater«.

16.      Det anføres endvidere i artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2009/299, at »[d]enne rammeafgørelse [ikke] indebærer […] nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i EU-traktatens artikel 6, herunder retten til et forsvar for enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, og de forpligtelser, der påhviler judicielle myndigheder i denne henseende, berøres ikke«.

17.      Rammeafgørelsens artikel 4a har følgende ordlyd:

»1.      Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan også nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med yderligere proceduremæssige krav i den udstedende medlemsstats nationale ret

a)      i rette tid

i)      enten er blevet indkaldt personligt og derved underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den pågældende retssag på en sådan måde, at det entydigt fremgår, at han/hun var klar over den berammede retssag

og

ii)      er blevet underrettet om, at der kan afsiges en afgørelse, selv om han/hun ikke er til stede under retssagen

eller

b)      var klar over den berammede retssag og havde givet et mandat til en juridisk rådgiver, der var udnævnt enten af den pågældende person eller af staten til at forsvare ham/hende under retssagen, og var faktisk repræsenteret af denne rådgiver under retssagen

eller

c)      efter at have fået afgørelsen forkyndt og udtrykkeligt være blevet underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter inkl. nye beviser bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret:

i)      udtrykkeligt har erklæret, at den pågældende ikke anfægter afgørelsen

eller

ii)      ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende frist

eller

d)      ikke har fået afgørelsen forkyndt personligt, men

i)      vil få den forkyndt personligt straks efter overgivelsen og vil udtrykkeligt blive underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realiteter, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret

og

ii)      vil blive underrettet om den frist, inden for hvilken han/hun skal anmode om en sådan fornyet prøvelse eller anke som nævnt i den pågældende europæiske arrestordre.

[…]«

II – Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

18.      Ved kendelse af 1. oktober 1996 fastslog Sección Primera de la Sala de lo Penal de la Audiencia Nacional (den strafferetlige afdeling ved Audiencia Nacional) (Spanien), at Stefano Melloni (herefter »appellanten«) skulle overgives til Italien med henblik på strafforfølgning for de forhold, der fremgik af arrestordrerne nr. 554/1993 og nr. 444/1993, som var udstedt henholdsvis den 13. maj og den 15. juni 1993 af Tribunale di Ferrara (Italien). Stefano Melloni blev løsladt mod en kaution på 5 000 000 ESP, som han indbetalte den følgende dag, hvorefter han flygtede og derfor ikke blev overgivet til de italienske myndigheder.

19.      Ved afgørelse af 27. marts 1997 konstaterede Tribunale di Ferrara, at appellanten var udeblevet fra retssagen, og fastslog, at der skulle sendes meddelelser til de advokater, som appellanten allerede havde valgt. Ved dom af 21. juni 2000 afsagt in absentia af Tribunale di Ferrara, hvilken dom efterfølgende blev stadfæstet af Corte d’appello di Bologna (Italien), blev appellanten i sagen idømt ti års fængsel for svigagtig konkurs. Ved afgørelse af 7. juni 2004 forkastede femte strafferetlige afdeling ved Corte suprema di cassazione (Italien) den af appellantens advokat iværksatte kassationsappel. Den 8. juni 2004 udstedte statsadvokaturen for Corte d’appello di Bologna den europæiske arrestordre nr. 271/2004 med henblik på afsoning af den straf, som Tribunale di Ferrara havde idømt.

20.      Efter at appellanten blev anholdt af spansk politi, besluttede Juzgado Central de Instrucción nr. 6 ved kendelse af 2. august 2008 at indbringe sagen om den europæiske arrestordre nr. 271/2004 for Sección Primera de la Sala de lo Penal de la Audiencia Nacional.

21.      Appellanten modsatte sig overgivelsen til de italienske myndigheder og anførte for det første, at han i forbindelse med appellen havde udpeget en anden advokat, hvorfor han ikke længere benyttede sig af de to tidligere anvendte advokater, men at man til trods herfor fortsat sendte forkyndelserne til disse. For det andet gjorde han gældende, at de italienske procesregler ikke giver mulighed for at appellere domme afsagt in absentia, og at den europæiske arrestordre i givet fald burde betinges af, at Den Italienske Republik garanterede en mulighed for at appellere dommen.

22.      Ved kendelse af 12. september 2008 traf Sección Primera de la Sala de lo Penal de la Audiencia Nacional afgørelse om at overgive appellanten til de italienske myndigheder med henblik på afsoning af den straf, han blev idømt af Tribunale di Ferrara, som ophavsmand til en svigagtig konkurs. Audiencia Nacional fandt det ikke godtgjort, at de af appellanten udpegede advokater var ophørt med at repræsentere appellanten fra 2001, og at appellantens ret til forsvar var blevet overholdt, idet han var bekendt med den berammede retssag, frivilligt udeblev fra retssagen og udpegede to advokater med henblik på varetagelse af sit forsvar, og som i denne egenskab intervenerede i første instans, under appellen og under kassationsanken, hvormed retsmidlerne blev udtømt.

23.      Appellanten iværksatte en »recurso de amparo« (4) ved Tribunal Constitucional, til prøvelse af den kendelse, som Sección Primera de la Sala de lo Penal de la Audiencia Nacional afsagde den 12. september 2008. Appellanten anførte til støtte for appellen, at var sket en tilsidesættelse af de absolutte krav, der følger af retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i den spanske forfatnings artikel 24, stk. 2. Der var nemlig tale om tilsidesættelse af det væsentligste indhold af retten til en retfærdig rettergang, der svækkes til skade for den menneskelige værdighed, hvis der sker udlevering til lande, der i tilfælde af en alvorlig overtrædelse tillægger domme afsagt in absentia gyldighed, uden at betinge overgivelsen af, at den domfældte kan anfægte sådanne domme med henblik på at sikre sin ret til forsvar. Appellanten anførte endvidere, at appellen havde særlig forfatningsmæssig betydning, idet kendelsen af 12. september 2008 indebar en tilsidesættelse af Tribunal Constitucionals faste praksis, hvorefter overgivelse i tilfælde af domme vedrørende alvorlige strafbare handlinger afsagt in absentia skal betinges af muligheden for prøvelse af dommen (5).

24.      Ved kendelse af 18. september 2008 antog første afdeling ved Tribunal Constitucional appelsagen »recurso de amparo« til realitetsbehandling og besluttede at udsætte fuldbyrdelsen af kendelsen af 12. september 2008. Ved kendelse af 1. marts 2011 vedtog Tribunal Constitucionals plenum efter indstilling fra samme rets første afdeling at påtage sig pådømmelse af denne »recurso de amparo«.

25.      Den forelæggende ret har anført, at den i sin dom af 30. marts 2000, sag nr. 91/2000, fastslog, at det bindende indhold af de grundlæggende rettigheder udadtil er mere begrænset, dvs. at i en grænseoverskridende sammenhæng er det kun de mest grundlæggende og elementære krav, der kan knyttes til den spanske forfatnings artikel 24, og give grundlag for at fastslå, at der foreligger en handling, som »indirekte« er i strid med forfatningen. Tilsidesættelse af det væsentligste indhold af begrebet retfærdig rettergang, der indebærer et indgreb i den menneskelige værdighed, udgør imidlertid en »indirekte« tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang, såfremt de spanske judicielle myndigheders afgørelse om udlevering til lande, der i alvorlige strafferetlige sager accepterer udeblivelsesdomme som gyldige, gives virkninger udadtil, uden at overgivelsen betinges af, at den domfældte kan anfægte dommene for at sikre sin ret til forsvar.

26.      Den forelæggende ret har endvidere anført, at denne praksis tillige finder anvendelse inden for rammerne af den overgivelsesprocedure, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584, af to grunde, nemlig at betingelsen for at overgive en domfældt udgør det væsentligste indhold i den forfatningssikrede ret til en retfærdig rettergang, og at artikel 5 i rammeafgørelse 2002/584 gjorde det muligt, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre med henblik på overgivelse til afsoning af en udeblivelsesdom kunne betinges under hensyntagen til »den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning«, herunder betinges af, at »den udstedende judicielle myndighed giver garantier, der skønnes tilstrækkelige til at sikre, at den person, der er omfattet af den europæiske arrestordre, får lejlighed til at få sagen prøvet på ny i den udstedende medlemsstat, således at retten til forsvar og til at være til stede ved domsforhandlingen tilgodeses« (Tribunal Constitucionals dom i sag nr. 177/2006).

27.      Den forelæggende ret har endelig anført, at den ved dom af 28. september 2009, sag nr. 199/2009, tog den »recurso de amparo«, der var iværksat til prøvelse af en kendelse afsagt af Audiencia Nacional, til følge, hvorved Audiencia Nacional til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre havde accepteret overgivelse af den berørte person til Rumænien med henblik på afsoning af en dom på fire års fængsel afsagt i en sag, hvor den pågældende var udeblevet, uden at nævne kravet om, at den omhandlede dom skulle prøves på ny. Tribunal Constitucional forkastede i denne henseende Audiencia Nacionals argumentation, hvorefter der ikke med rette kunne være afsagt dom in absentia, eftersom den berørte person havde udpeget en advokat, der var til stede under sagen som dennes forsvarer.

28.      Ifølge Tribunal Constitucional er problemet, at rammeafgørelse 2009/299 ophævede artikel 5, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 og indsatte en ny artikel 4a. Den nævnte artikel 4a er imidlertid til hinder for, at myndigheden kan »nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen«, når den berørte »var klar over den berammede retssag og havde givet et mandat til en juridisk rådgiver, der var udnævnt enten af den pågældende person eller af staten til at forsvare ham/hende under retssagen, og var faktisk repræsenteret af denne rådgiver under retssagen«. Den forelæggende ret har anført, at det fremgik af den sag, der ligger til grund for den foreliggende proces til kontrol af forfatningsmæssigheden, at appellanten havde givet mandat til to advokater, til hvem Tribunale di Ferrara sendte meddelelser om den kommende behandling af sagen, hvorfor det blev fastslået, at den pågældende havde kendskab til sagen. Det fremgik endvidere, at appellanten faktisk blev forsvaret af de to advokater under sagens behandling i første instans samt i den efterfølgende appel og kassationsanke.

29.      For den forelæggende ret opstår derfor spørgsmålet, om rammeafgørelsen er til hinder for, at de spanske judicielle myndigheder betinger overgivelsen af appellanten af muligheden for, at den omhandlede dom kan prøves på ny.

30.      Tribunal Constitucional forkastede endvidere Ministerio Fiscals argument om, at en præjudiciel forelæggelse ikke var nødvendig, fordi rammeafgørelse 2009/299 af tidsmæssige årsager ikke kunne finde anvendelse i hovedsagen. Hovedsagens genstand er nemlig ikke at afgøre, om kendelsen af 12. september 2008 indebar en tilsidesættelse af rammeafgørelse 2009/299, men om den indebar en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang, som er fastsat i artikel 24, stk. 2, i den spanske forfatning. Rammeafgørelse 2009/299 skal imidlertid tages i betragtning ved fastlæggelsen af indholdet af denne rettighed, der kan tillægges virkning udadtil, idet den udgør gældende EU-ret på tidspunktet for vurderingen af forfatningsmæssigheden. Der skal endvidere tages hensyn til rammeafgørelsen, idet dette følger af princippet om, at national ret skal fortolkes i overensstemmelse med rammeafgørelser (6).

31.      På baggrund af disse betragtninger har Tribunal Constitucional den 9. juni 2011 besluttet at udsætte »recurso de amparo« og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)       Skal [rammeafgørelsens] artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse […] fortolkes således, at den er til hinder for, at de nationale judicielle myndigheder under de omstændigheder, der fremgår af denne bestemmelse, betinger fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre af, at den omhandlede dom kan prøves på ny for at sikre den pågældendes ret til forsvar?

2)      Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, er [rammeafgørelsens] artikel 4a, stk. 1, […] forenelig med de krav, der kan udledes af retten til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang som fastsat i [chartrets] artikel 47, og af retten til forsvar, der er garanteret i [chartrets] artikel 48, stk. 2?

3)      For det tilfælde, at det andet spørgsmål besvares bekræftende, tillader chartrets artikel 53, hvis den fortolkes systematisk i forhold til de anerkendte rettigheder i chartrets artikel 47 og 48, at en medlemsstat med henblik på at undgå en indskrænkende eller krænkende fortolkning af en grundlæggende rettighed, der er anerkendt i denne medlemsstats forfatning, betinger overgivelsen af en person, der er dømt in absentia, af, at denne dom prøves på ny i den udstedende medlemsstat, hvorved disse rettigheder opnår et højere beskyttelsesniveau end det, der følger af EU-retten?«

32.      Ministerio Fiscal, den spanske, den belgiske, den tyske, den italienske, den nederlandske, den østrigske, den polske, den portugisiske regering og Det Forenede Kongeriges regering, Rådet for Den Europæiske Union samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg inden for rammerne af nærværende sag.

33.      Appellanten, Ministerio Fiscal, den spanske, den tyske og den nederlandske regering, Rådet samt Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg under den mundtlige forhandling den 3. juli 2012.

III – Analyse

34.      Inden jeg undersøger disse tre spørgsmål, vil jeg besvare de argumenter, som Ministerio Fiscal, den belgiske, den tyske og Det Forenede Kongeriges regering samt Rådet har fremført, og hvoraf fremgår, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.

A –    Formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse

35.      Der er fremført to hovedargumenter til støtte for, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse skal afvises.

36.      For det første finder rammeafgørelse 2009/299 af tidsmæssige årsager ikke anvendelse på overgivelsesproceduren i hovedsagen, og Domstolen har derfor ikke kompetence til inden for rammerne af den foreliggende sag at fortolke og tage stilling til gyldigheden heraf. Både det tidspunkt, hvor den europæiske arrestordre nr. 271/2004 blev udstedt (den 8.6.2004), og det tidspunkt, hvor Audiencia Nacional traf afgørelse om at overgive appellanten til de italienske myndigheder (den 12.9.2008), ligger før det tidspunkt, hvor rammeafgørelse 2009/299 blev vedtaget.

37.      For det andet taler den omstændighed, at Den Italienske Republik har gjort brug af muligheden i artikel 8, stk. 3, i rammeafgørelse 2009/299 for at udsætte anvendelsen af denne rammeafgørelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, der er afsagt af de kompetente italienske myndigheder, uden at den pågældende selv har været til stede under retssagen, indtil den 1. januar 2014 (7), for, at de forelagte spørgsmål har hypotetisk karakter, og en besvarelse af disse spørgsmål har således ingen relevans for løsningen af tvisten i hovedsagen.

38.      Jeg erindrer om, at Domstolen har fastslået, at den formodning om relevans, som er knyttet til spørgsmål, der forelægges af nationale domstole til præjudiciel afgørelse, kun kan afvises i helt særlige tilfælde, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af de EU-retlige bestemmelser i spørgsmålene savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når problemet er af hypotetisk karakter, eller Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en saglig korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål. Bortset fra disse tilfælde har Domstolen i princippet pligt til at tage stilling til de forelagte præjudicielle spørgsmål (8).

39.      I denne sag foreligger ingen af de tilfælde, der undtagelsesvis kan begrunde, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises.

40.      For det første må argumentet om, at rammeafgørelse 2009/299 af tidsmæssige årsager ikke kan finde anvendelse på overgivelsesproceduren i hovedsagen, forkastes.

41.      Det følger nemlig af ordlyden af artikel 8, stk. 2, i rammeafgørelse 2009/299, at rammeafgørelsen »anvendes fra den [28. marts 2011] på anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen«. Denne bestemmelse skal forstås således, at fra og med den 28. marts 2011 skal den fuldbyrdende judicielle myndighed, når den tager stilling til anerkendelsen og fuldbyrdelsen af afgørelser, der er afsagt, uden at den pågældende selv er til stede under retssagen, og uanset om disse afgørelser er afsagt før eller efter denne dato, anvende de relevante bestemmelser i rammeafgørelse 2009/299.

42.      Denne løsning er i overensstemmelse med Domstolens faste praksis, hvorefter processuelle regler almindeligvis antages at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer på ikrafttrædelsesdatoen, til forskel fra materielretlige regler, der normalt fortolkes således, at de ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen (9).

43.      Eftersom rammeafgørelsens artikel 4a kun fastsætter de betingelser, hvorunder anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen, ikke kan nægtes, må artikel 4a anses for at udgøre en processuel regel (10).

44.      Rammeafgørelsens artikel 4a finder således anvendelse på overgivelsesproceduren i hovedsagen, der fortsat verserer.

45.      Hvad angår den erklæring, hvorved Den Italienske Republik har gjort brug af muligheden i artikel 8, stk. 3, i rammeafgørelse 2009/299 for at udsætte anvendelsen af denne rammeafgørelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, der er afsagt, uden at den pågældende selv var til stede, og som er udstedt af de kompetente italienske myndigheder, til senest den 1. januar 2014, er det ikke min opfattelse, at denne erklæring indebærer, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse skal afvises, med den begrundelse, at selve erklæringen indebærer, at Domstolens besvarelse ikke er nødvendig for løsningen af tvisten i hovedsagen.

46.      Det er nemlig ubestridt, at rammeafgørelsens artikel 4a ud fra et materielt synspunkt har til formål at regulere situationer som den, der er omhandlet i hovedsagen. Den 1. januar 2014 udgør i øvrigt det senest mulige anvendelsestidspunkt, idet der intet er til hinder for, at Den Italienske Republik kan vælge en tidligere dato eller tilbagekalde sin erklæring.

47.      Det er således klart, at Domstolens besvarelse af de spørgsmål, som Tribunal Constitucional har forelagt, senest den 1. januar 2014 vil være af betydning for ikke kun Tribunal Constitucionals mulighed for at tage stilling til den »recurso de amparo«, der er indbragt for den, men også for den fuldbyrdende judicielle myndigheds mulighed for at tage stilling til overgivelsesproceduren.

48.      Den særlige karakter af den »recurso de amparo«, der er indbragt for Tribunal Constitucional, taler endvidere for, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling. Den forelæggende ret skal nemlig i forbindelse med det nævnte søgsmål foretage en prøvelse af forfatningsmæssigheden, der nødvendigvis må gennemføres under hensyntagen til EU-retten, herunder navnlig chartret, som det fremgår af den spanske forfatnings artikel 10, stk. 2. Som Tribunal Constitucional har anført i den præjudicielle forelæggelse, er det nødvendigt at tage hensyn til EU-retten for at fastslå det indhold, der er forfatningsretligt beskyttet af retten til forsvar (11).

49.      Den prøvelse, som Tribunal Constitucional skal foretage, kan sammenlignes med den prøvelse, som en forfatningsdomstol foretager i forbindelse med en forudgående prøvelse af, om en lov til gennemførelse af rammeafgørelse 2009/299 er i overensstemmelse med forfatningen. Såfremt denne domstol i forbindelse med en sådan prøvelse måtte vælge at forelægge Domstolen et spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af rammeafgørelsen, ville Domstolen sandsynligvis vælge at besvare spørgsmålet, selv om fristen for at gennemføre den nævnte rammeafgørelse endnu ikke var udløbet (12).

50.      Eftersom den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse efter min opfattelse bør antages til realitetsbehandling, vil jeg gennemgå hver enkelt af de tre spørgsmål, som Tribunal Constitucional har forelagt.

B –    Det første spørgsmål

51.      Tribunal Constitucional ønsker med det første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra a) og b), skal fortolkes således, at den er til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed under de omstændigheder, der fremgår af denne bestemmelse, betinger fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre af, at den person, der er omfattet af arrestordren, kan få dommen prøvet på ny i den udstedende medlemsstat.

52.      Tribunal Constitucional har redegjort for sin tvivl med hensyn til besvarelsen af dette spørgsmål på følgende måde. For det første er det Tribunal Constitucionals opfattelse, at rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, skal fortolkes bogstaveligt, således at bestemmelsen er til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre, men ikke nødvendigvis, at denne myndighed kan underkaste arrestordren betingelser såsom muligheden for at få prøvet dommen på ny. For det andet må rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, føre til samme resultat, selv hvis der ikke kan anlægges en bogstavelig fortolkning.

53.      Jeg er ikke enig i den tvivl, som Tribunal Constitucional har givet udtryk for vedrørende forståelsen af rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1. En gennemgang af bestemmelsens ordlyd, opbygning og formål viser nemlig, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke i de tilfælde, der er omhandlet i bestemmelsen, generelt kan betinge fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre af, at den person, der er omfattet af en sådan arrestordre, får lejlighed til at få sagen prøvet i den udstedende medlemsstat.

54.      Det følger af ordlyden af rammeafgørelsens artikel 4a, at bestemmelsen giver mulighed for ikke at fuldbyrde en europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv har været til stede under den retssag, der førte til afgørelsen. Denne mulighed er opdelt i fire tilfældegrupper, hvor den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan nægte at fuldbyrde den pågældende europæiske arrestordre.

55.      Som det anføres i sjette betragtning til rammeafgørelse 2009/299 har EU-lovgiver ønsket »[at fastsætte] betingelser for, hvornår anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse afsagt under en retssag, hvor den pågældende person ikke selv var til stede, ikke bør nægtes. Det drejer sig om alternative betingelser; når en af betingelserne er opfyldt, garanterer den udstedende myndighed ved at udfylde den dertil indrettede del af den europæiske arrestordre […], at kravene er eller vil blive opfyldt, hvilket bør være tilstrækkeligt til, at afgørelsen kan fuldbyrdes på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse«.

56.      De situationer, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra a)-d), kan opdeles i to kategorier.

57.      Den første kategori er omhandlet i bestemmelsens litra a) og b). Det følger heraf, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre, når den pågældende enten er blevet indkaldt personligt eller på anden måde er blevet underrettet om tidspunktet og stedet for retssagen og om, at der kan afsiges en afgørelse, selv om den pågældende ikke er til stede under retssagen, eller var klar over den berammede retssag og havde givet et mandat til en juridisk rådgiver, der var udnævnt enten af den pågældende person eller af staten til at forsvare ham/hende under retssagen, og var faktisk repræsenteret af denne rådgiver under retssagen.

58.      På baggrund af den gengivelse af de faktiske omstændigheder vedrørende tvisten i hovedsagen, der fremgår af forelæggelsesafgørelsen, svarer den situation, som appellanten befinder sig i, nærmere bestemt til den situation, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra b). Det bemærkes, at appellanten havde givet mandat til to betroede advokater, til hvem Tribunale di Ferrara havde sendt meddelelse om den kommende retssag, hvorfor det blev fastslået, at appellanten havde fået kendskab til retssagen. Det blev endvidere fastslået, at appellanten faktisk blev forsvaret af de to advokater under sagens behandling i første instans samt i den efterfølgende appel og kassationsanke.

59.      Det kan ved en gennemgang af rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra a) og b), let konstateres, at bestemmelsens ordlyd på disse to punkter ikke nævner kravet om, at den pågældende i disse tilfælde skal have lejlighed til at få prøvet sagen på ny i den udstedende medlemsstat.

60.      Det fremgår af en samlet gennemgang af bestemmelserne i rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, at de situationer, der er omhandlet i bestemmelsens litra c) og d), der udgør den anden kategori, faktisk er de eneste situationer, hvori den berørte har ret til fornyet prøvelse af sagen.

61.      Den sondring, som EU-lovgiver har ønsket at anlægge mellem de forskellige situationer, adskiller sig væsentligt fra den logik, der ligger bag artikel 5, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584. Jeg erindrer om, at denne bestemmelse gjorde det muligt under visse betingelser for den fuldbyrdende judicielle myndighed at betinge overgivelsen af, at den udstedende judicielle myndighed afgav garantier, der blev anset for tilstrækkelige til at sikre, at den person, der var omfattet af den europæiske arrestordre, ville få lejlighed til at begære en ny prøvelse af sagen i den udstedende medlemsstat og til at være til stede ved domsforhandlingen. Det tilkom den fuldbyrdende judicielle myndighed at vurdere, om de afgivne garantier var tilstrækkelige.

62.      I rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra c) og d), har den fuldbyrdende judicielle myndighed derimod ikke en sådan skønsmargen, idet myndigheden må basere sig på de oplysninger, der fremgår af den europæiske arrestordre. Den fuldbyrdende judicielle myndighed har således pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre, når det i det væsentlige fremgår af denne arrestordre, at den berørte efter at have fået afgørelsen forkyndt og udtrykkeligt være blevet underrettet om retten til fornyet prøvelse, udtrykkeligt har erklæret, at han ikke anfægter afgørelsen, eller ikke har anmodet om fornyet prøvelse inden for den fastsatte frist, eller at den berørte ikke har fået afgørelsen forkyndt personligt, men vil få den forkyndt personligt straks efter overgivelsen og vil udtrykkeligt blive underrettet om retten til fornyet prøvelse og den frist, inden for hvilken en sådan anmodning om fornyet prøvelse skal fremsættes.

63.      Det fremgår af opbygningen af rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, samt af samme bestemmelses litra c) og d), at det kun er disse bestemmelser, der omhandler de tilfælde, hvor den pågældende har ret til en ny prøvelse, mens bestemmelsens litra a) og b), derimod omhandler de tilfælde, hvor den pågældende ikke kan påberåbe sig en sådan rettighed. Det bemærkes hvad angår litra a) og b), at EU-lovgivers standpunkt er mere klart, men det adskiller sig ikke væsentligt for det standpunkt, som EU-lovgiver indtog inden for rammerne af artikel 5, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584. En modsætningsvis læsning af denne bestemmelse viser nemlig, at denne bestemmelse allerede udelukkede muligheden for at betinge overgivelsen af en ny prøvelse af sagen i de situationer, hvor den pågældende var blevet indkaldt personligt eller på anden måde var blevet underrettet om tidspunktet og stedet for retsmødet, der førte til afsigelsen af udeblivelsesdommen.

64.      EU-lovgiver har med rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra a) og b), i det væsentlige bekræftet, at når den pågældende har fået kendskab til den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der kan afsiges en afgørelse, selv om den pågældende ikke er til stede, eller at den pågældende var klar over den berammede retssag og havde givet mandat til en juridisk rådgiver til at forsvare sig, skal denne person anses for at have givet afkald på at være til stede under retssagen, således at vedkommende ikke kan påberåbe sig retten til at få sagen prøvet på ny.

65.      Hvis det anerkendes, at den fuldbyrdende judicielle myndighed generelt har mulighed for i sådanne tilfælde at gøre overgivelsen af den pågældende betinget af, om det er muligt at få sagen prøvet på ny, vil dette svare til at tilføje en grund til at undlade at fuldbyrde den europæiske arrestordre. Dette vil være i strid med EU-lovgivers klart udtrykte ønske om af retssikkerhedsmæssige grunde at foretage en udtømmende opregning af de tilfælde, hvor det må fastslås, at de proceduremæssige rettigheder, der tilkommer en person, som ikke personligt har været til stede under retssagen, ikke er blevet tilsidesat, og hvor den europæiske arrestordre derfor skal fuldbyrdes.

66.      De formål, som EU-lovgiver forfulgte ved vedtagelsen af rammeafgørelsens artikel 4a, bekræfter, at EU-lovgiver ikke har ønsket at give de fuldbyrdende judicielle myndigheder mulighed for at gøre fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre betinget af, at den person, der er omfattet af en sådan arrestordre, får lejlighed til at få sagen prøvet i den udstedende medlemsstat.

67.      EU-lovgiver har med vedtagelsen af rammeafgørelse 2009/299 ønsket at afhjælpe manglerne ved og forbedre den ordning, der er fastsat i artikel 5, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584, og således opnå en bedre balance mellem formålet om at styrke de proceduremæssige rettigheder, der tilkommer de personer, der er genstand for en straffesag, og formålet om at lette det retlige samarbejde i straffesager, navnlig ved at fremme den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemsstaterne (13).

68.      Som anført i tredje betragtning til rammeafgørelse 2009/299, har EU-lovgiver taget udgangspunkt i konstateringen af, at det fremgik af den tidligere affattelse af rammeafgørelse 2002/584, at »den fuldbyrdende myndighed [under visse betingelser kan] kræve, at den udstedende myndighed giver garantier, der skønnes tilstrækkelige til at sikre, at den person, der er omfattet af den europæiske arrestordre, får adgang til at få sagen genoptaget i udstedelsesmedlemsstaten og til at være til stede ved domsafsigelsen«. EU-lovgiver nævner, at »[d]et er den fuldbyrdende myndighed, der [inden for rammerne af denne ordning] skal afgøre, om disse garantier er tilstrækkelige, og det er derfor svært at vide, nøjagtigt hvornår fuldbyrdelse kan nægtes«.

69.      I lyset af denne usikkerhed, der kunne mindske effektiviteten af ordningen for gensidig anerkendelse af retsafgørelser, der er afsagt ved udeblivelsesdom, fandt EU-lovgiver det nødvendigt »at fastsætte klare og fælles grunde til at undlade at anerkende afgørelser afsagt under en retssag, hvor den pågældende person ikke selv var til stede (14). Rammeafgørelse 2009/299 tilsigter således »at præcisere definitionen af sådanne fælles grunde, der giver den fuldbyrdende myndighed mulighed for at fuldbyrde afgørelsen, selv om den pågældende person ikke var til stede under retssagen, under fuld hensyntagen til personens ret til et forsvar« (15).

70.      Disse oplysninger viser, at EU-lovgiver ved at fjerne den mulighed for betinget overgivelse, der var fastsat i artikel 5, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584, har ønsket at forbedre den gensidige anerkendelse af retsafgørelser, der er afsagt ved udeblivelsesdom, og samtidig styrke personers proceduremæssige rettigheder. Den løsning, som EU-lovgiver har valgt, og som består i en udtømmende opregning af de situationer, hvor fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på overgivelse til fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, ikke skal anses for at udgøre et indgreb i retten til forsvar, er ikke forenelig med, at der opretholdes en mulighed for den fuldbyrdende judicielle myndighed til at betinge fuldbyrdelsen af, at den omhandlede dom kan prøves på ny for at sikre den pågældendes ret til forsvar.

71.      Tribunal Constitucional har i forelæggelsesafgørelsen rejst spørgsmålet om, hvorvidt artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 og artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2009/299 giver grundlag for at opretholde denne mulighed.

72.      Jeg gør opmærksom, at det følger af disse to artikler, der i det væsentlige har identisk indhold, at disse rammeafgørelser ikke indebærer en ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 TEU, og som omfatter retten til forsvar for de personer, der er genstand for en straffesag. Den forelæggende rets argumentation svarer til at antage, at pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder giver de fuldbyrdende judicielle myndigheder ret til at nægte at fuldbyrde en europæiske arrestordre, selv i de situationer, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra a)-d), når den berørte person ikke får lejlighed til at få prøvet dommen på ny. Denne tese rejser i realiteten tvivl om denne bestemmelses gyldighed i forhold til de grundlæggende rettigheder, der er beskyttet i Unionens retsorden, for så vidt som den nævnte bestemmelse ikke giver en tilstrækkelig beskyttelse af retten til en retfærdig rettergang og retten til forsvar, hvilket det andet spørgsmål tilsigter at afklare.

C –    Det andet spørgsmål

73.      Tribunal Constitucional har med det andet spørgsmål anmodet Domstolen om at fastslå, om rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, er forenelig med de krav, der følger af chartrets artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2.

74.      Ifølge forklaringerne vedrørende de to sidstnævnte bestemmelser (16) svarer chartrets artikel 47, stk. 2, til EMRK’s artikel 6, stk. 1, og chartrets 48, stk. 2, svarer nærmere bestemt til EMRK’s artikel 6, stk. 3. I henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, har chartret, i det omfang det indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, samme betydning og omfang som i konventionen, idet denne bestemmelse ikke er til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse«. Jeg vil derfor undersøge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende de garantier, der skal være opfyldt i forbindelse med afsigelsen af udeblivelsesdomme, og derefter vurdere, om EU-retten giver en mere vidtrækkende beskyttelse inden for dette område.

75.      Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har sammenfattet de generelle principper, der gælder for udeblivelsesdomme, i sin dom af 1. marts 2006 (17), Sejdovic mod Italien, og har for nyligt bekræftet disse principper i dom af 24. april 2012 i sagen Haralampiev mod Bulgarien og af 22. maj 2012 i sagen Idalov mod Rusland.

76.      Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol »udspringer den »anklagedes« ret til at deltage i retssagen af genstanden for og formålet med [EMRK’s] artikel 6« (18). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at »[s]elv om udeblivelsesdomme ikke i sig selv er i strid med EMRK’s artikel 6, vil der foreligge retsnægtelse, hvis en person, der er dømt in absentia, ikke efterfølgende kan modtage en ny dom fra retten, efter at den pågældende er blevet hørt om såvel det faktiske som retlige grundlag for anklagen, medmindre det med fuld sikkerhed kan fastslås, at den pågældende har afstået fra sin ret til at møde frem og forsvare sig […] eller at han har haft til hensigt at undslippe retssystemet« (19).

77.      Dertil kommer, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at »pligten til at garantere, at den anklagede har ret til at være til stede under retsmødet – enten under den første retssag, der indledes mod ham, eller i forbindelse med en fornyet prøvelse af sagen – er et af de væsentligste elementer i [EMRK’s] artikel 6 […]. Nægtelsen af at genoptage en sag, der er afgjort ved udeblivelsesdom, uden at der foreligger oplysninger om, hvorvidt den anklagede har afstået fra sin ret til at være til stede, må anses for en »åbenbar retsnægtelse«, hvilket indebærer, at der er tale om en retssag, der »åbenbart er i strid med [EMRK’s] artikel 6 eller de deri fastsatte principper««(20).

78.      Det følger endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at »[h]verken ordlyden af eller ånden i [EMRK’s] artikel 6 er til hinder for, at en person frivilligt afstår udtrykkeligt eller stiltiende fra garantierne vedrørende en retfærdig rettergang […]. Imidlertid skal afståelsen fra retten til at deltage i en sag, for at være i overensstemmelse med EMRK, være sket utvetydigt og under sikring af de nødvendige garantier i forhold til rettighedens betydning. […] Afståelsen må endvidere ikke være i strid med væsentlige samfundsinteresser« (21). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols har endvidere fastslået, at »en anklaget kun på grund af sin handlemåde kan anses for stiltiende at have afstået fra den væsentlige rettighed i [EMRK’s] artikel 6, hvis det godtgøres, at den pågældende med rimelig sandsynlighed kunne forudse konsekvenserne af sine handlinger i denne henseende« (22).

79.      Når Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skal vurdere, om den konkrete nationale retssag opfylder betingelserne for en retfærdig rettergang som omhandlet i EMRK’s artikel 6, tillægger den det stor betydning, at den anklagedes manglende tilstedeværelse under retssagen ikke medfører en fravigelse af retten til at blive bistået af en forsvarer (23). »Der er [nemlig] ganske vist ikke tale om en absolut ret, men om at enhver tiltalts ret til faktisk at lade sit forsvar varetage af en advokat, som i givet fald beskikkes, hører til de grundlæggende led i en retfærdig rettergang. En tiltalt mister ikke retten hertil, alene fordi han ikke personligt deltager i retsforhandlingerne« (24). Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol »[e]r det af afgørende betydning for bevarelsen af et retfærdigt straffesystem, at den anklagede gives et passende forsvar i både første instans og under appelsagen« (25). »Selv om lovgiver skal gøre det mindre attraktivt, at den tiltalte undlader at give møde, kan lovgiver ikke indføre sanktioner for ikke at give møde, og dermed fravige retten til at benytte en forsvarer« (26), og »det påhviler retsinstanserne at sikre, at der gennemføres en retfærdig rettergang, og at en advokat, der åbenbart deltager i retssagen for at forsvare sin klient, som ikke er til stede, får mulighed for at udøve dette forsvar« (27).

80.      På baggrund af disse betragtninger er det min opfattelse, at rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, ikke blot opfylder de krav, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har opstillet i sin praksis, men endvidere er udtryk for en kodificering af disse krav med henblik på at sikre, at de anvendes i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en afgørelse, der er afsagt i en retssag, hvorunder den pågældende ikke har været til stede personligt.

81.      Denne bestemmelses litra a) og b) fastsætter således betingelserne for, at den pågældende skal anses for frivilligt og entydigt at have givet afkald på at være til stede under retssagen, således at han ikke længere kan kræve, at sagen prøves på ny. Rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra b), supplerer rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra a), idet den omhandler den situation, hvor den pågældende har fået kendskab til den berammede retssag og frivilligt har valgt at være repræsenteret ved en juridisk rådgiver i stedet for selv at være til stede under retssagen (28), hvilket godtgør, at den pågældende har givet afkald på at deltage i retssagen og samtidig sikret sig muligheden for at udøve retten til forsvar. Rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, litra c) og d), omfatter endvidere de situationer, hvor den pågældende uden at falde ind under bestemmelsens litra a) eller b) har ret til en fornyet prøvelse eller anke.

82.      I overensstemmelse med de formål, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i rammeafgørelse 2009/299, gør rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, det muligt at styrke de proceduremæssige rettigheder for de personer, der er genstand for en straffesag, ved at bringe EU-retten på linje med det beskyttelsesniveau, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastlagt i sin praksis og samtidig lette det retlige samarbejde i straffesager samt især forbedre den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemsstaterne.

83.      Det er min opfattelse, at det beskyttelsesniveau, som EU-lovgiver har fastsat, er tilstrækkeligt og egnet til at nå de ovennævnte formål, og at chartrets artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, ikke indebærer et krav om, at EU-lovgiver skal vælge en mere vidtrækkende beskyttelse af retten til en retfærdig rettergang og retten til forsvar, f.eks. ved at gøre retten til en fornyet prøvelse til et absolut krav, der er uafhængigt af den pågældende persons adfærd.

84.      Ud over, at jeg ikke kan se nogen grund til at gå videre end det afbalancerede standpunkt, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har indtaget, kan Domstolen ikke basere sig på medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner som begrundelse for at anlægge et mere vidtrækkende beskyttelsesniveau. Den omstændighed, at rammeafgørelse 2009/299 er udarbejdet på foranledning af syv medlemsstater, og at den blev vedtaget af samtlige medlemsstater, giver grundlag for med tilstrækkelig sikkerhed at antage, at størstedelen af medlemsstaterne ikke deler den opfattelse, som Constitucional giver udtryk for i sin praksis (29).

85.      Efter min opfattelse kan der ikke i lyset af chartrets artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, rejses tvivl om den vurdering, der er foretaget af gyldigheden af rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1.

86.      Det bemærkes endvidere, at eftersom rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, fastsætter en udtømmende regulering, der må anses for tilstrækkelig til at beskytte de grundlæggende rettigheder, af spørgsmålet om retten til en fornyet prøvelse i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en afgørelse, der er afsagt i forbindelse med en retssag, uden at den pågældende har været til stede, bør artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 og artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2009/299 ikke kunne gøre det muligt for de fuldbyrdende judicielle myndigheder at undlade at anvende rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, og i stedet anlægge en strengere forståelse af retten til en retfærdig rettergang ved systematisk at kræve, at der skal være mulighed for at få en fornyet prøvelse i den udstedende medlemsstat, såfremt det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende befinder sig i en af de situationer, der er omhandlet i den sidstnævnte bestemmelses litra a)-d).

87.      Det skal dernæst undersøges, om chartrets artikel 53 giver Tribunal Constitucional mulighed for i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen at opretholde sin fortolkning af den spanske forfatnings artikel 24, stk. 2, hvorefter overgivelsen af en person, der er dømt in absentia, er betinget af, at denne dom prøves på ny i den udstedende medlemsstat.

D –    Det tredje spørgsmål

88.      Den forelæggende ret ønsker med det tredje spørgsmål i det væsentlige, at Domstolen fastslår, om chartrets artikel 53 giver en fuldbyrdende judiciel myndighed mulighed for med henvisning til den nationale forfatningsret at gøre fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre betinget af, at den person, der er omfattet af arrestordren, kan få dommen prøvet på ny i den udstedende medlemsstat, selv om en sådan betingelse ikke er tilladt i henhold til rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1.

89.      Med nærværende spørgsmål opfordres Domstolen til at præcisere det materielle indhold og den retlige rækkevidde af chartrets artikel 53.

90.      Tribunal Constitucional har i forelæggelsesafgørelsen nævnt tre mulige fortolkninger af denne artikel.

91.      Den første fortolkning sidestiller chartrets artikel 53 med en standardklausul om minimumsbeskyttelse, der er karakteristisk for de internationale konventioner til beskyttelse af menneskerettigheder, som den, der er indeholdt i EMRK’s artikel 53 (30). Chartret fastsætter således et minimumsniveau ved at give medlemsstaterne mulighed for at anvende et højere beskyttelsesniveau i henhold til deres egen forfatning, hvorved det undgås, at beskyttelsesniveauet for grundlæggende rettigheder sænkes.

92.      Ifølge denne fortolkning giver chartrets artikel 53 en medlemsstat mulighed for at opstille betingelser for fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en udeblivelsesdom, med det formål at undgå en begrænsende fortolkning eller en fortolkning, som krænker grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i medlemsstatens forfatning, uden at dette højere beskyttelsesniveau, der gælder i denne medlemsstat, nødvendigvis skal udbredes til de øvrige medlemsstater af Domstolen. Denne fortolkning indebærer, at hvis Domstolen ikke finder det nødvendigt, at EU-retten giver en mere vidtrækkende beskyttelse af en grundlæggende rettighed end den standard, der følger af EMRK, gør chartrets artikel 53 det muligt for en medlemsstat at sikre et sådant højere beskyttelsesniveau for denne grundlæggende rettighed i henhold til medlemsstatens egen forfatning (31).

93.      Den anden fortolkning af chartrets artikel 53 indebærer, at formålet med artiklen anses for at være at fastlægge anvendelsesområdet for henholdsvis chartrets og navnlig medlemsstaternes forfatninger under hensyntagen til, at det niveau for beskyttelse af grundlæggende rettigheder, der gælder inden for EU-rettens anvendelsesområde, i overensstemmelse med princippet i chartrets artikel 51, er det niveau, der følger af chartret. Chartret er derimod uden for EU-rettens anvendelsesområde ikke til hinder for anvendelsen af det beskyttelsesniveau for grundlæggende rettigheder, der er fastsat ved en medlemsstats forfatning. Ifølge Tribunal Constitucional indebærer denne forståelse af chartrets artikel 53, der støttes på kravet om ensartet anvendelse af EU-retten, den ulempe, dels at artiklen mister sit retlige indhold, og at den dermed bliver overflødig i forhold til chartrets artikel 51, dels at anerkendelsen af, at chartret kan føre til, at det beskyttelsesniveau for de grundlæggende rettigheder, der udledes af medlemsstaternes forfatningsbestemmelser, sænkes i medlemsstaterne.

94.      Denne forståelse af chartrets artikel 53 indebærer, at Tribunal Constitucional skal ændre sin praksis vedrørende fortolkningen af den spanske forfatnings artikel 24 i forbindelse med anvendelsen af rammeafgørelsens artikel 4a. Uden for rammeafgørelsens anvendelsesområde kan Tribunal Constitucional derimod frit anvende et højere beskyttelsesniveau for grundlæggende rettigheder.

95.      Den tredje fortolkning af chartrets artikel 53, som Tribunal Constitucional har foreslået, består i at anvende en af de to ovennævnte fortolkninger, afhængigt af, hvilket konkret spørgsmål der opstår i relation til beskyttelsen af grundlæggende rettigheder og den sammenhæng, som vurderingen af, hvilket beskyttelsesniveau, der skal anvendes, indgår i (32).

96.      Efter min opfattelse bør den første fortolkning, som Tribunal Constitucional har foreslået, åbenbart afvises.

97.      Denne fortolkning vil nemlig skade princippet om EU-rettens forrang, idet den indebærer, at den retlige norm, der giver den højeste beskyttelse af den pågældende grundlæggende rettighed, altid vil blive tillagt forrang. Dette vil således i visse situationer indebære, at de nationale forfatninger tillægges forrang for EU-retten.

98.      Det følger imidlertid af fast retspraksis, at påberåbelsen af nationale bestemmelser, selv hvis der er tale om forfatningsbestemmelser, med henblik på at begrænse rækkevidden af EU-retlige bestemmelser, skader EU-rettens enhed og effektivitet, og derfor ikke kan anerkendes (33).

99.      Efter min opfattelse skal chartrets artikel 53 ikke forstås som en klausul, der har til formål at løse en konflikt mellem på den ene side en bestemmelse i afledt ret, der, fortolket i lyset af chartret, fastsætter et bestemt beskyttelsesniveau for en grundlæggende rettighed, og på den anden side en national forfatningsbestemmelse, der fastsætter et højere beskyttelsesniveau for den samme grundlæggende rettighed. I denne situation har artiklen hverken til formål eller til følge, at den mest beskyttende regel, der følger af en national forfatning, tillægges forrang. At anerkende det modsatte standpunkt ville være i strid med Domstolens faste praksis vedrørende EU-rettens forrang.

100. Jeg skal i denne henseende fremhæve, at det på ingen måde fremgår af ordlyden af chartrets artikel 53, at denne bestemmelse skal forstås således, at der derved indføres en undtagelse til princippet om EU-rettens forrang. Det kan tværtimod hævdes, at chartrets ophavsmænd har valgt ordlyden »på disses respektive anvendelsesområder« for ikke at krænke dette princip (34). Det nævnte princip, som det følger af Domstolens praksis, er endvidere blevet bekræftet af de erklæringer, der er knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, der vedtog Lissabontraktaten, undertegnet den 13. december 2007 (35).

101. Den første fortolkning, som Tribunal Constitucional har foreslået, skader endvidere den ensartede og effektive anvendelse af EU-retten i medlemsstaterne.

102. Hvad angår den foreliggende sag vil en sådan fortolkning navnlig rejse alvorlig tvivl om den ensartede anvendelse af det beskyttelsesniveau, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, og den kan udgøre en hindring for fuldbyrdelsen af europæiske arrestordrer, der er udstedt med henblik på afsoning af udeblivelsesdomme.

103. Denne fortolkning vil nemlig indebære, at medlemsstaterne overlades et væsentligt skøn vedrørende muligheden for at nægte overgivelse i forbindelse med en udeblivelsesdom. Henset til det beskyttelsesniveau, der gælder for retten til en retfærdig rettergang i forbindelse med en udeblivelsesdom, og som følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, samt vedtagelsen af rammeafgørelse 2009/299, giver de fleste medlemsstater formentlig ikke en person, der er dømt in absentia, mulighed for at få dommen prøvet på ny, såfremt den pågældende har givet afkald på at være til stede under retssagen. Den foreslåede fortolkning indebærer således, at de spanske judicielle myndigheder ikke kan fuldbyrde europæiske arrestordrer, der er udstedt med henblik på afsoning af en udeblivelsesdom, fordi de udstedende medlemsstater ikke kan garantere de berørte personer en fornyet prøvelse. Indførelsen af et system, der fører til forskellige resultater, vil endvidere tilskynde lovovertræderne til at skjule sig i de medlemsstater, hvor forfatningsbestemmelserne giver en bedre beskyttelse end i de øvrige medlemsstater, hvilket således vil skade rammeafgørelsens virkning (36).

104. Den første fortolkning af chartrets artikel 53 udgør endvidere et indgreb i retssikkerhedsprincippet, idet den indebærer, at en medlemsstat kan undlade at anvende en bestemmelse i den afledte ret, selv om den er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, med den begrundelse, at bestemmelsen er i strid med en af medlemsstatens forfatningsbestemmelser.

105. Den første fortolkning, som Tribunal Constitucional har foreslået, er mere generelt uforenelig med den traditionelle metode for vurderingen af omfanget af den beskyttelse, som de grundlæggende rettigheder skal tillægges inden for Den Europæiske Union.

106. Selv om det er korrekt, at der ved fortolkningen af de rettigheder, der er beskyttet ved chartret, skal tilstræbes et højt beskyttelsesniveau, som det kan udledes af chartrets artikel 52, stk. 3, samt forklaringerne vedrørende chartrets artikel 52, stk. 4, skal det imidlertid præciseres, at der er tale om et beskyttelsesniveau, der er tilpasset EU-retten, hvilket i øvrigt også fremgår af de samme forklaringer.

107. Der er i denne sammenhæng tale om et princip, der længe har været vejledende for fortolkningen af grundlæggende rettigheder inden for Unionen, nemlig at respekten for de grundlæggende rettigheder skal sikres i EU inden for rammerne af EU’s struktur og mål (37). Det er i denne henseende ikke uden betydning, at præamblen til chartret nævner EU’s grundlæggende mål, herunder bl.a. skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

108. Det er således ikke muligt udelukkende at drøfte spørgsmålet om et højere eller lavere beskyttelsesniveau for de grundlæggende rettigheder uden at tage de tvingende hensyn, der er forbundet med Unionens aktiviteter og EU-rettens særlige karakter, i betragtning.

109. De grundlæggende rettigheder, der skal beskyttes, og det beskyttelsesniveau, som disse rettigheder tillægges, afspejler de valg, som et bestemt samfund foretager, med henblik på at skabe den rette balance mellem individets interesser og interesserne hos det fællesskab, som han indgår i. Denne afvejning er nært forbundet med de vurderinger, der er særegne for den pågældende retsorden, og som navnlig bestemmes af den sociale, kulturelle og historiske sammenhæng, som denne retsorden indgår i, og den kan derfor ikke automatisk overføres på andre situationer (38).

110. At fortolke chartrets artikel 53 således, at medlemsstaterne inden for EU-rettens anvendelsesområde har mulighed for at anvende deres egne forfatningsbestemmelser, som sikrer en højere beskyttelse af den pågældende grundlæggende rettighed, vil derfor indebære, at der ikke tages hensyn til, at den opgave, som består i at fastlægge beskyttelsesniveauet for grundlæggende rettigheder, er snævert forbundet med den sammenhæng, i hvilken forbindelse fastlæggelsen sker.

111. Selv om formålet således er at tilstræbe et højere beskyttelsesniveau for grundlæggende rettigheder, indebærer EU-rettens særlige karakter, at det beskyttelsesniveau, der følger af fortolkningen af en national forfatningsbestemmelse, ikke automatisk kan overføres på Unionens beskyttelsesniveau og ikke kan påberåbes inden for rammerne af anvendelsen af EU-retten.

112. Hvad angår den vurdering af beskyttelsesniveauet for de grundlæggende rettigheder, som skal sikres inden for Unionens retsorden, skal der tages hensyn til de særlige interesser, der er bestemmende for Unionens aktiviteter. Dette omfatter således bl.a. nødvendigheden af at foretage en ensartet anvendelse af EU-retten og de grundlæggende mål, der er forbundet med skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Disse særlige interesser fører derefter til en tilpasning af beskyttelsesniveauet for de grundlæggende rettigheder i forhold til de forskellige interesser, der måtte være tale om.

113. Rammeafgørelse 2009/299 er netop udtryk for, at der ikke må fastsættes et abstrakt beskyttelsesniveau for de grundlæggende rettigheder, og at beskyttelsesniveauet skal tilpasses de krav, der er forbundet med skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

114. Det er åbenbart, at der består en forbindelse mellem tilnærmelsen af medlemsstaternes lovgivning på området for personers proceduremæssige rettigheder i straffesager og styrkelsen af den gensidige anerkendelse mellem disse stater.

115. Det anføres i tiende betragtning til rammeafgørelsen, at »ordningen med den europæiske arrestordre [er] baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne«. Domstolen har endvidere ved flere lejligheder fastslået, at rammeafgørelsen tilsigter at fremme og fremskynde det retlige samarbejde, og at den har til formål at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (39).

116. I dette perspektiv vil fastsættelsen af et højt ensartet beskyttelsesniveau for retten til forsvar inden for Unionen indebære, at den fuldbyrdende judicielle myndigheds anerkendelse af kvaliteten af de procedurer, der gælder i den udstedende medlemsstat, styrkes.

117. Som den spanske regering med rette har anført, har rammeafgørelse 2009/299 til formål at løse det problem, der består i, at der findes forskellige beskyttelsesniveauer inden for området for fuldbyrdelsen af europæiske arrestordrer i sager, hvor der er afsagt udeblivelsesdom. Denne rammeafgørelse udgør en del af de foranstaltninger, der har til formål at skabe en procedureordning i Unionen, der er afgørende for at kunne gøre mekanismerne for retligt samarbejde inden for Unionen mere effektive. Da der ikke er foretaget en harmonisering af de proceduremæssige garantier, kan Unionen nemlig kun vanskeligt gå længere ved anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse og etableringen af et egentlig område for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det er i øvrigt baggrunden for, at artikel 82, stk. 2, TEUF bestemmer, at »[i] den udstrækning det er nødvendigt for at lette den gensidige anerkendelse af domme og retsafgørelser samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager med en grænseoverskridende dimension, kan Europa-Parlamentet og Rådet fastsætte minimumsregler«, som bl.a. kan vedrøre enkeltpersoners rettigheder inden for strafferetsplejen.

118. Rammeafgørelse 2009/299 er i overensstemmelse med denne målsætning, idet den ikke blot sikrer fuldbyrdelsen af europæiske arrestordrer, der er udstedt med henblik på afsoning af udeblivelsesdomme, men også at de berørte personers grundlæggende rettigheder, som f.eks. retten til en retfærdig rettergang og retten til forsvar, er tilstrækkeligt beskyttede.

119. EU-lovgiver har med henblik på at forene disse mål fastsat beskyttelsesniveauet for de nævnte grundlæggende rettigheder således, at den effektive virkning af mekanismen bag den europæiske arrestordre ikke bringes i fare.

120. Jeg er i denne henseende enig med den spanske regering, der har anført, at selv om det er nødvendigt at sikre fuldbyrdelsen af retsafgørelser, der træffes af medlemsstaterne, under fuldstændig overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der tilkommer de tiltalte inden for rammerne af en straffesag, må de tiltaltes proceduremæssige garantier imidlertid ikke kunne anvendes til at unddrage sig retshåndhævelsen. Der er ganske vist tale om at overholde grundlæggende rettigheder, men samtidig også om at sikre, at de proceduremæssige garantier i sager med en grænseoverskridende dimension inden for området for frihed, sikkerhed og retfærdighed ikke kan anvendes som en hindring for fuldbyrdelsen af retsafgørelser.

121. Rammeafgørelsens artikel 4a tager netop hensyn til ønsket om at sikre en bedre fuldbyrdelse af europæiske arrestordrer, der er udstedt med henblik på afsoning af udeblivelsesdomme, samtidig med, at den på en måde, der er tilpasset dette formål, styrker de berørte personers proceduremæssige garantier.

122. En fortolkning af chartrets artikel 53, der gør det muligt for en fuldbyrdende judiciel myndighed med henvisning til en national forfatningsbestemmelse at gøre fuldbyrdelsen af en europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på afsoning af en udeblivelsesdom, betinget af, at den person, der er omfattet af arrestordren, har mulighed for at få dommen prøvet på ny i den udstedende medlemsstat, vil således forstyrre den balance, der er indført med rammeafgørelsens artikel 4a, og den kan derfor ikke anerkendes.

123. Jeg mener endvidere, at 12. betragtning til rammeafgørelsen ikke kan forstås som en bekræftelse af den første fortolkning, som Tribunal Constitucional har foreslået. Det anføres i denne betragtning, at rammeafgørelsen »ikke [er] til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige regler om retten til en retfærdig rettergang«. Den nævnte betragtning skal efter min opfattelse sammenholdes med rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3. Som anført ovenfor fratages denne bestemmelse en stor del af sin effektive virkning, idet der inden for Unionen med vedtagelsen af rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, er indført en fælles definition af beskyttelsesniveauet for retten til en retfærdig rettergang i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på afsoning af en udeblivelsesdom.

124. Ud over fortolkningen af chartrets artikel 53 indebærer Tribunal Constitucionals tredje spørgsmål reelt, at der skal tages stilling til den skønsmargen, som medlemsstaterne har ved fastsættelsen af det beskyttelsesniveau, som de ønsker at sikre i forbindelse med gennemførelsen af EU-retten. Det er i denne henseende nødvendigt at sondre mellem de situationer, hvor der i Unionen er fastsat et beskyttelsesniveau for de grundlæggende rettigheder, som skal sikres i forbindelse med gennemførelsen af et tiltag inden for Unionen, og de situationer, hvor der ikke er fastsat et fælles beskyttelsesniveau i Unionen.

125. I den første situation er fastsættelsen af beskyttelsesniveauet som allerede nævnt nært forbundet med formålene med det pågældende tiltag inden for Unionen. Fastsættelsen af beskyttelsesniveauet afspejler en balance mellem nødvendigheden af at sikre virkningen af Unionens tiltag og nødvendigheden af at sikre tilstrækkelig beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. I denne situation er det klart, at hvis en medlemsstat efterfølgende kan påberåbe sig et højere beskyttelsesniveau, vil dette ødelægge den balance, som EU-lovgiver har indført, og dermed indebære, at EU-retten anvendes forkert.

126. Hvad angår rammeafgørelsen er dens artikel 4a, stk. 1, en konkretisering af medlemsstaternes aftale om, hvornår en person, der er dømt in absentia, kan overgives, uden at dette indebærer et indgreb i hans ret til en retfærdig rettergang og ret til forsvar. Denne enighed mellem medlemsstaterne gør det ikke muligt at anvende forskellige nationale beskyttelsesniveauer.

127. I den anden situation har medlemsstaterne derimod en væsentlig skønsmargin til i forbindelse med anvendelsen af EU-retten at fastsætte det beskyttelsesniveau for de grundlæggende rettigheder, som de ønsker at sikre inden for den nationale retsorden, så længe dette beskyttelsesniveau er foreneligt med den korrekte gennemførelse af EU-retten og ikke indebærer et indgreb i de andre grundlæggende rettigheder, som EU-retten beskytter (40).

128. På baggrund af disse præciseringer skal der foretages en vurdering af, hvilken funktion chartrets artikel 53 indtager i chartret.

129. Det er efter min opfattelse i denne henseende væsentligt ikke at undervurdere denne artikels politiske og symbolske betydning (41). Den nævnte bestemmelse skal endvidere efter min opfattelse sammenholdes med chartrets artikel 51 og 52, som den indgår i forlængelse af.

130. Det fremgår af forklaringerne vedrørende chartrets artikel 53, at »[f]ormålet med denne bestemmelse er at bevare det beskyttelsesniveau, der i øjeblikket findes i EU-retten, medlemsstaternes lovgivning og folkeretten på deres respektive anvendelsesområde. EMRK er nævnt på grund af sin store betydning«.

131. Ophavsmændene til chartret kunne ikke se bort fra den flerhed af kilder til beskyttelse af grundlæggende rettigheder, som medlemsstaterne er bundet af, og måtte derfor fastsætte, hvorledes chartret skulle bestå samtidig med disse andre kilder. Dette er hovedformålet med chartrets afsnit VII, der indeholder almindelige bestemmelser vedrørende fortolkning og anvendelse af chartret. I dette perspektiv supplerer chartrets artikel 53 de principper, der er nævnt i chartrets artikel 51 og 52, idet det heraf følger, dels at i et system, hvor der består en flerhed af kilder til beskyttelse af grundlæggende rettigheder, skal chartret ikke udgøre det eneste instrument til beskyttelse af disse rettigheder, dels at chartret ikke i sig selv må udgøre en begrænsning eller et indgreb i det beskyttelsesniveau, der følger af de forskellige kilder inden for deres respektive anvendelsesområder.

132. Chartret udgør ikke et instrument, der er isoleret og adskilt fra de andre kilder til beskyttelse af grundlæggende rettigheder. Det fremgår af chartret, at fortolkningen af dets bestemmelser skal foretages under behørig hensyntagen til andre både nationale og internationale retskilder. Chartrets artikel 52, stk. 3, indebærer således, at EMRK skal anses for en minimumsstandard, som skal overholdes inden for EU-retten, og at i det omfang chartret anerkender grundlæggende rettigheder, således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, skal disse rettigheder fortolkes i harmoni med disse traditioner (42).

133. Chartrets artikel 53 supplerer disse bestemmelser og foreskriver, at når der samtidig består forskellige kilder til beskyttelse af grundlæggende rettigheder, må chartret ikke i sig selv føre til, at beskyttelsesniveauet for disse rettigheder i de forskellige retsordener nedsættes. Denne artikel bekræfter således, at chartret kun fastsætter et beskyttelsesniveau for grundlæggende rettigheder i forbindelse med anvendelsen af EU-retten.

134. Chartret kan således ikke indebære, at medlemsstaterne pålægges at sænke det beskyttelsesniveau for grundlæggende rettigheder, som deres nationale forfatninger tilsikrer, i de situationer, der falder uden for EU-rettens anvendelsesområde. Chartrets artikel 53 er endvidere udtryk for den opfattelse, at medlemsstaterne ikke skal kunne anvende indførelsen af chartret som påskud for, at beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder nedsættes i forbindelse med anvendelsen af national ret.

135. I denne henseende er formålet med ordlyden »på deres respektive anvendelsesområde« bl.a. at forsikre medlemsstaterne om, at chartret ikke skal erstatte deres nationale forfatninger for så vidt angår det beskyttelsesniveau, der følger heraf i forbindelse med anvendelsen af national ret (43). Anvendelsen af denne ordlyd indebærer samtidig, at chartrets artikel 53 ikke kan tilsidesætte princippet om EU-rettens forrang, eftersom vurderingen af, hvilket beskyttelsesniveau der skal fastsættes for de grundlæggende rettigheder, skal foretages i forbindelse med gennemførelsen af EU-retten.

136. Henset til min forståelse af chartrets artikel 53 foreslår jeg Domstolen at fastslå, at denne artikel skal fortolkes således, at den ikke giver en fuldbyrdende judiciel myndighed mulighed for med henvisning til den nationale forfatningsret at gøre fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre betinget af, at den person, der er omfattet af arrestordren, kan få dommen prøvet på ny i den udstedende medlemsstat, eftersom det ikke er tilladt i henhold til rammeafgørelsens artikel 4a, stk. 1, at opstille en sådan betingelse.

137. Jeg understreger, at det standpunkt, som jeg foreslår Domstolen at indtage i den foreliggende sag, ikke indebærer, at der ikke kan tages hensyn til medlemsstaternes nationale identitet, som den forfatningsmæssige identitet udgør en del af (44).

138. Jeg er klar over, at Unionen har pligt til, som det fremgår af artikel 4, stk. 2, TEU, at respektere medlemsstaternes nationale identitet, »som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer« (45). Jeg bemærker endvidere, at det af chartrets præambel fremgår, at Unionen under udøvelsen af sine aktiviteter skal respektere medlemsstaternes nationale identitet.

139. En medlemsstat, der er af den opfattelse, at en bestemmelse i den afledte ret udgør et indgreb i dens nationale identitet, kan således anfægte denne bestemmelse på grundlag af artikel 4, stk. 2, TEU (46).

140. Der er imidlertid ikke tale om en sådan situation i den foreliggende sag. De retsforhandlinger, der har fundet sted både for Tribunal Constitucional og Domstolen, har således overbevist mig om, at fastlæggelsen af rækkevidden af retten til en retfærdig rettergang og retten til forsvar i forbindelse med afsigelsen af udeblivelsesdomme ikke kan påvirke Kongeriget Spaniens nationale identitet.

141. Ud over at Tribunal Constitucional har drøftet fastlæggelsen af, hvad der udgør det »præcise indhold« af retten til forsvar, har Kongeriget Spanien nemlig selv under retsmødet med henvisning til bl.a. de undtagelser, der findes i henhold til spansk ret vedrørende afholdelsen af en ny retssag, efter at der er afsagt udeblivelsesdom, anført, at den anklagedes mulighed for at deltage i retssagen ikke udgør en del af Kongeriget Spaniens forfatningsmæssige identitet.

142. Efter min opfattelse er det endvidere væsentligt ikke at forveksle høje krav til beskyttelsen af en grundlæggende rettighed med et indgreb i den nationale identitet eller nærmere bestemt en medlemsstats forfatningsmæssige identitet. Der er ganske vist i det foreliggende tilfælde tale om en grundlæggende rettighed, der er beskyttet af den spanske forfatning, og hvis betydning ikke må undervurderes, men dette indebærer ikke, at artikel 4, stk. 2, TEU skal finde anvendelse i denne sammenhæng.

143. Det er endvidere væsentligt at understrege, at de særegne kendetegn ved de nationale retsordener udgør en del af de principper, der skal tages hensyn til ved etableringen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

144. Det fremgår nemlig af artikel 67, stk. 1, TEUF, at »Unionen udgør et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor de grundlæggende rettigheder og medlemsstaternes forskellige retssystemer og retstraditioner respekteres«. Det fremgår endvidere af artikel 82, stk. 2, TEUF, at de minimumsregler, som Parlamentet og Rådet kan fastsætte, bl.a. vedrørende personers rettigheder i forbindelse med straffesager, skal tage »hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes retstraditioner og retssystemer«. Det fremgår endvidere af artikel 82, stk. 3, TEUF, at »[h]vis et medlem af Rådet finder, at et udkast til direktiv som nævnt i stk. 2 vil berøre grundlæggende aspekter af den pågældende medlemsstats strafferetlige system, kan medlemmet anmode om, at udkastet til direktiv forelægges Det Europæiske Råd«, idet den almindelige lovgivningsprocedure i så fald suspenderes og kan føre til iværksættelse af et forstærket samarbejde i tilfælde af vedvarende uenighed.

145. Den omstændighed, at EU-lovgiver har vedtaget rammeafgørelsens artikel 4a, viser, at medlemsstaterne har ønsket at indføre en fælles fremgangsmåde for fuldbyrdelsen af europæiske arrestordrer, der er udstedt med henblik på afsoning af en udeblivelsesdom, og at denne fælles fremgangsmåde er forenelig med medlemsstaternes forskellige retstraditioner og retssystemer.

IV – Forslag til afgørelse

146. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer Tribunal Constitucionals spørgsmål således:

»1)      Artikel 4a, stk. 1, litra a) og b), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at den nationale judicielle myndighed under de omstændigheder, der fremgår af denne bestemmelse, betinger fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre af, at den person, der er omfattet af arrestordren, kan få dommen prøvet på ny i den udstedende medlemsstat.

2)      Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, er forenelig med artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

3)      Artikel 53 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder giver ikke den fuldbyrdende judicielle myndighed mulighed for med henvisning til den nationale forfatningsret at gøre fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre betinget af, at den person, der er omfattet af arrestordren, kan få dommen prøvet på ny i den udstedende medlemsstat, eftersom det ikke er tilladt i henhold til artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, at anvende en sådan betingelse.«


1 – Originalsprog: fransk.


2 – EFT L 190, s. 1.


3 – EUT L 81, s. 24, herefter »rammeafgørelsen«.


4 – Der er tale om et søgsmål, der har til formål at sikre beskyttelsen af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Denne type søgsmål sikrer bl.a. beskyttelsen af de rettigheder, der er fastsat i afsnit I og II, kapitel II, afdeling I i den spanske forfatning, såsom retten til ligebehandling (artikel 14), de grundlæggende rettigheder og frihedsrettighederne i artikel 15-29 og retten til nægtelse af samvittighedsgrunde (artikel 30, stk. 2) i forhold til indgreb udøvet af offentlige myndigheder (artikel 53, stk. 2).


5 – Appellanten har i denne henseende henvist til Tribunal Constitucionals dom af 30.3.2000, sag nr. 91/2000, og af 5.6.2006, sag nr. 177/2006.


6 – Jf. dom af 16.6.2005, sag C‑105/03, Pupino, Sml. I, s. 5285, præmis 43.


7 – Jf. erklæring i henhold til artikel 8, stk. 3, i rammeafgørelse 2009/299, EUT 2009 L 97, s. 26.


8 – Jf. bl.a. dom af 28.6.2007, sag C‑467/05, Dell’Orto, Sml. I, s. 5557, præmis 40, og hvad angår vurderingen af gyldigheden af en EU-retlig regel dom af 8.7.2010, sag C‑343/09, Afton Chemical, Sml. I, s. 7027, præmis 13 og 14.


9 – Jf. bl.a. dom af 12.8.2008, sag C‑296/08 PPU, Santesteban Goicoechea, Sml. I, s. 6307, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis.


10 – Jf. analogt dom af 1.7.2004, forenede sager C‑361/02 og C‑362/02, Tsapalos og Diamantakis, Sml. I, s. 6405, præmis 20. For at bruge den af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anvendte formulering »vedrører [den europæiske arrestordre] ikke spørgsmålet om, hvorvidt en strafferetlige anklage er begrundet«, og »overgivelsen af appellanten til de [kompetente] myndigheder er ikke en straf, der pålægges den pågældende for en begået forbrydelse, men en procedure, der har til formål at fyldbyrde en dom« (jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 7.10.2008 i sagen Monedero Angora mod Spanien). Med andre ord har proceduren for den europæiske arrestordre ikke betydning for det individuelle strafferetlige ansvar, men den har til formål at lette fuldbyrdelsen af en afgørelse, der er afsagt vedrørende den domfældte.


11 – Jf. i denne henseende E. Guillén López, »The impact of the European Convention of Human Rights and the Charter of Fundamental Rights of the European Union on Spanish Constitutional law: make a virtue of necessity«, i Human rights protection in the European legal order: the interaction between the European and the national courts, Intersentia, 2011, s. 309, hvoraf bl.a. fremgår, at »with the authorisation for the ratification of the Lisbon Treaty, organic law 1/2008 […] states in Article 2 that: »Under the provisions of paragraph 2 of Article 10 of the Spanish constitution and paragraph 8 of Article 1 of the Treaty of Lisbon, the rules relating to fundamental rights and freedoms recognized by the constitution shall be interpreted in accordance with the provisions of the Charter of Fundamental Rights«« (s. 334).


12 – Jf. analogt hvad angår et søgsmål til prøvelse af lovlighed, der var anlagt for High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Administrative Court) (Det Forenede Kongerige), og som havde til formål at anfægte gennemførelsen af et direktiv, selv om den fastsatte frist for gennemførelsen af direktivet endnu ikke på tidspunktet for sagens anlæggelse var udløbet, og der var ikke blevet vedtaget nationale gennemførelsesforanstaltninger, dom af 3.6.2008, sag C‑308/06, Intertanko m.fl., Sml. I, s. 4057, præmis 33-35, samt dommen i sagen Afton Chemical, præmis 15-17.


13 – Jf. artikel 1, stk. 1, i rammeafgørelse 2009/299.


14 – Jf. fjerde betragtning til rammeafgørelse 2009/299.


15 – Ibidem.


16 – Jf. forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder, EUT 2007 C 303, s. 17.


17 – Reports of Judgments and Decisions 2006‑II.


18 – Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Sejdovic mod Italien, præmis 81, og i sagen Haralampiev mod Bulgarien, præmis 30.


19 – Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Sejdovic mod Italien, præmis 82.


20 – Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Sejdovic mod Italien, præmis 84, og i sagen Haralampiev mod Bulgarien, præmis 31.


21 – Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Sejdovic mod Italien, præmis 86, og i sagen Haralampiev mod Bulgarien, præmis 32. Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Idalov mod Rusland, præmis 172.


22 – Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Idalov mod Rusland, præmis 173. Jf. endvidere i samme retning Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Sejdovic mod Italien, præmis 87, og i sagen Haralampiev mod Bulgarien, præmis 33.


23 – Jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14.6.2001, Medenica mod Schweiz, Reports of Judgments and Decisions 2001‑VI, hvori det blev fastslået, at den anklagede, der i behørig tid var blevet underrettet om den sag, der var indledt mod ham, og tidspunktet for retssagen, »under retssagen blev forsvaret af to advokater, som den pågældende havde udnævnt«, præmis 56.


24 – Jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 13.2.2001, Krombach mod Frankrig, Reports of Judgments and Decisions 2001‑II, præmis 89 Jf. endvidere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Sejdovic mod Italien, præmis 91.


25 – Jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Sejdovic mod Italien, præmis 91.


26 – Jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21.1.1999, Van Geyseghem mod Belgien, Reports of Judgments and Decisions 1999‑I, præmis 34, dommen i sagen Krombach mod Frankrig, præmis 89, og i samme retning dommen i sagen Sejdovic mod Italien, præmis 92.


27 – Jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Sejdovic mod Italien, præmis 93.


28 – Jf. tiende betragtning til rammeafgørelse 2009/299.


29 – For at bruge det udtryk, som Domstolen benyttede i præmis 74 i dom af 14.9.2010, sag C‑550/07 P, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 8301, kan der ikke på baggrund af de retsforhandlinger, der har været ført for Domstolen i forbindelse med nærværende sag, identificeres en »dominerende tendens« i de 27 medlemsstaters retsordener, der taler for den af Tribunal Constitucional anlagte fortolkning.


30 – I EMRK’s artikel 53 hedder det: »Ingen bestemmelse i denne konvention må fortolkes som en begrænsning i eller afvigelse fra nogen af de menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som måtte være tilsikret i henhold til en høj kontraherende parts lovgivning eller i henhold til anden overenskomst, den er part i.«


31 – Tribunal Constitucional har i denne henseende henvist til dom af 12.6.2003, sag C‑112/00, Schmidberger, Sml. I, s. 5659, præmis 74, og af 11.12.2007, sag C‑438/05, International Transport Workers’ Federation og Finnish Seamen’s Union, Sml. I, s. 10779, præmis 45, og af 18.12.2007, sag C‑341/05, Laval un Partneri, Sml. I, s. 11767, præmis 93. Det fremgår af de nævnte præmisser i disse domme, at beskyttelse af grundlæggende rettigheder udgør et legitimt hensyn, som i princippet kan begrunde indskrænkninger i de forpligtelser, der er pålagt ved EU-retten, også hvis de følger af en grundlæggende frihed, som er sikret ved traktaten, såsom de frie varebevægelser og den frie udveksling af tjenesteydelser.


32 – Tribunal Constitucional har i denne henseende henvist til dom af 14.10.2004, sag C‑36/02, Omega, Sml. I, s. 9609, præmis 37 og 38, samt Pupino-dommen, præmis 60.


33 – Jf. bl.a. dom af 17.12.1970, sag 11/70, Internationale Handelsgesellschaft, Sml. 1970, s. 235, org.ref.: Rec. s. 1125, præmis 3, af 2.7.1996, sag C‑473/93, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 3207, præmis 38, og af 8.9.2010, sag C‑409/06, Winner Wetten, Sml. I, s. 8015, præmis 61.


34 – Jf. i denne retning C. Ladenburger »European Union Institutional Report« i The Protection of Fundamental Rights Post-Lisbon: The Interaction between the Charter of Fundamental Rights of the European Union, the European Convention on Human Rights and National Constitutions, Tartu University Press, Reports of the XXV FIDE Congress, Tallinn 2012, bind 1, s. 141, navnlig s. 175 og fodnote 124.


35 – Jf. 17. erklæring om forrang.


36 – Jf. A. Tinsley, »Note on the reference in case C‑399/11 Melloni«, i New Journal of European Criminal Law, bind 3, nr. 1, 2012, s. 19, navnlig s. 28. Forfatteren henviser til en artikel af Arroyo Jiménez, der har titlen »Sobre la primera cuestión prejudicial planteada por el Tribunal Constitucional – Bases, contenido y consecuencias« i Revista Para el Análisis del Derecho, Barcelona, oktober 2011.


37 – Internationale Handelsgesellschaft-dommen, præmis 4.


38 – Jf. A.-M. Widmann, »Article 53: undermining the impact of the Charter of Fundamental Rights« i Columbia journal of European law, vol. 8, 2002, nr. 2, s. 342, navnlig s. 353, samt C. Van De Heyning, »No place like home – Discretionary space for the domestic protection of fundamental rights« i Human rights protection in the European legal order: the interaction between the European and the national courts, s. 65, navnlig s. 81.


39 – Jf. bl.a. dom af 28.6.2012, sag C‑192/12 PPU, West, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis.


40 – Som eksempler på grundlæggende rettigheder, der tillægges et højere beskyttelsesniveau i visse medlemsstater i forhold til det beskyttelsesniveau, der følger af EMRK og EU-retten, jf. L.F. M. Besselink, »General Report«, i The Protection of Fundamental Rights Post-Lisbon: The Interaction between the Charter of Fundamental Rights of the European Union, the European Convention on Human Rights and National Constitutions, nævnt ovenfor, s. 63, navnlig s. 70. Jf. endvidere i samme værk C. Ladenburger, der er af den opfattelse, at »where Union law leaves several ways of implementation without its effectiveness being undermined, then it is hard to see why the national authority should not be authorised to select only such modes of implementation that respect its own constitution« (p. 173).


41 – Jf. J. Bering Liisberg, »Does the EU Charter of Fundamental Rights Threaten the Supremacy of Community Law? – Article 53 of the Charter: a fountain of law or just an inkblot?« i Jean Monnet Working Paper nr. 4/01, s. 18 og 50.


42 – M. Ladenburger, s. 179, har opsummeret indholdet af chartrets artikel 52, stk. 4, på følgende måde:


      »[T]he step of incorporating a written catalogue into primary law should not lead to construing Union fundamental rights in complete abstraction from the Member States’ constitutional traditions and laws.«


      Chartrets artikel 52, stk. 6, hvoraf fremgår, at »[d]er tages fuldt hensyn til national lovgivning og praksis som angivet i dette charter«, er baseret på samme tankegang.


43 – Jf. J. Bering Liisberg, s. 16 og 35. De nationale retter kan i medlemsstaterne fastlægge det beskyttelsesniveau, der skal anvendes i forhold til den konkrete sag, som de skal tage stilling til, og den lovgivning, der finder anvendelse. Jf. herom L.F.M. Besselink, der anfører, at »in federal states courts are acquainted with the distinction between areas of competence and the differentiated standards which accompany each. At the same time there is little doubt that the various »layers« overlap«, s. 77.


44 – Jf. bl.a. herom, D. Simon, »L’identité constitutionnelle dans la jurisprudence de l’Union européenne«, i L’identité constitutionnelle saisie par les juges en Europe, forlaget A. Pedone, Paris, 2011, s. 27, V. Constantinesco, »La confrontation entre identité constitutionnelle européenne et identités constitutionnelles nationales, convergence ou contradiction? Contrepoint ou hiérarchie?« i L’Union européenne: Union de droit, Union des droits – Mélanges en l’honneur de Philippe Manin, forlaget A. Pedone, Paris, 2010, s. 79, og i samme værk J.-D. Mouton, »Réflexions sur la prise en considération de l’identité constitutionnelle des États membres de l’Union européenne«, s. 145.


45 – Domstolen har henvist til denne bestemmelse i dom af 22.12.2010, sag C‑208/09, Sayn-Wittgenstein, Sml. I, s. 13693, præmis 92, af 12.5.2011, sag C‑391/09, Runevič-Vardyn og Wardyn, Sml. I, s. 3787, præmis 86, og af 24.5.2011, sag C‑51/08, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 4231, præmis 124. Jf. endvidere punkt 59 i generaladvokat Jääskinens forslag til afgørelse i sag C‑202/11, Las, der verserer for Domstolen, samt præmis 60 ff. i anmodningen om præjudiciel forelæggelse i sag C‑253/12, der verserer for Domstolen.


46 – Jf. L.F.M. Besselink, der anfører, at »divergent fundamental rights standards may not be resolved explicitly via provisions like Article 53 of the Charter and of the ECHR, but by reference to Article 4(2) EU. Reliance on divergent fundamental rights standards is then made dependent on whether it forms part of the constitutional identity of a Member State«, s. 136.