Language of document :

Appel iværksat den 15. juli 2015 af Den Franske Republik til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 30. april 2015 i sag T-259/13, Frankrig mod Kommissionen

(Sag C-373/15 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Den Franske Republik (ved F. Alabrune, G. de Bergues, D. Colas og C. Candat, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Kongeriget Spanien

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den Europæiske Unions Rets dom af 30. april 2015 i sag T-259/13, Frankrig mod Kommissionen ophæves delvist.

Domstolen træffer selv endelig afgørelse i tvisten, og Kommissionens gennemførelsesafgørelse nr. 2013/123/EU om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) 1 annulleres, for så vidt som den udelukker visse udgifter afholdt af Den Franske Republik i forbindelse med akse 2 i landbrugsudviklingsprogrammet for Frankrig for regnskabsårene 2008 og 2009, eller sagen hjemvises til fornyet behandling ved Retten.

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes

Anbringender og væsentligste argumenter

Den franske regering har anført tre anbringender til støtte for appellen af den appellerede dom.

Den franske regering har med sit første anbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den ikke ex officio rejste et anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, selv om Kommissionen ikke havde truffet den omtvistede afgørelse inden for en rimelig frist.

Den franske regering har med sit andet, subsidiært anførte anbringende gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl, idet den fandt, at Kommissionen ikke havde tilsidesat artikel 10 og 14 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1975/2006 af 7. december 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 for så vidt angår kontrol og krydsoverensstemmelse i forbindelse med støtteforanstaltninger til udvikling af landdistrikterne 2 (herefter »forordning 1975/2006«), da den pålagde de franske myndigheder at foretage en optælling af dyr ved den kontrol på stedet, der blev foretaget vedrørende støtteforanstaltningerne KNU (»kompensation for naturlige ulemper«).

Den franske regering har med sit tredje, mere subsidiært anførte anbringende, gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at de inspektioner på stedet, som blev gennemført i forbindelse med ledelsen af identifikation af kvæg og fårepræmier, ikke udgjorde en kontrol på stedet i overensstemmelse med artikel 12 ff. i forordning 1975/2006.

Som følge deraf bør den appellerede dom ophæves for så vidt som den forkaster den franske regerings første annullationsanbringende vedrørende den omtvistede kommissionsafgørelse.

____________

1 EUT L 67, s. 20.

2 EUT L 368, s. 74.