Language of document : ECLI:EU:F:2012:21

KENDELSE AFSAGT AF PRÆSIDENTEN FOR RETTEN FOR EU-PERSONALESAGER

28. februar 2012

Sag F-129/11 R

BH

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – særlige rettergangsformer – begæring om udsættelse af gennemførelse – undersøgelse fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) – anmodning om høring – afsluttende rapport om undersøgelsen – bebyrdende retsakt – hovedsagen kan ikke antages til realitetsbehandling«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 278 TEUF og 157 EA samt artikel 279 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorved BH har nedlagt påstand om udsættelse af afgørelsen fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) af 28. oktober 2011, hvorved BH blev indkaldt til en høring inden for rammerne af en intern undersøgelse, for så vidt som denne afgørelse fastslår, at undersøgelserne afsluttes, og at der udarbejdes en endelig rapport vedrørende denne undersøgelse.

Udfald:      Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge. Afgørelse om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – anfægtet afgørelse, der delvis er blevet irrelevant på tidspunktet for indgivelsen af begæringen om foreløbige forholdsregler – påstand afvises delvis

(Art. 278 TEUF)

2.      Særlige rettergangsformer – dommerens beføjelser i sager om foreløbige forholdsregler – meddelelse af foreløbige påbud

(Art. 279 TEUF)

3.      Særlige rettergangsformer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – realitetspåkendelse af hovedsagen – uden betydning – grænser

(Art. 278 TEUF og 279 TEUF)

4.      Tjenestemænd – søgsmål – bebyrdende retsakt – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – rapport fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), som afslutter en undersøgelse – meddelelse om afslutning af undersøgelsen og udarbejdelse af en endelig rapport – afgørelse, hvorved en tjenestemand indkaldes til en høring og underrettes om formålet og fremgangsmåden med denne høring – ikke omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1073/1999, art. 4, stk. 1 og 2, og art. 9)

5.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – »fumus boni juris« – uopsættelighed – kumulativ karakter – afvejning af samtlige interesser i sagen – skønsbeføjelse for dommeren i sager om foreløbige forholdsregler

(Art. 278 TEUF og 279 TEUF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

6.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade – bevisbyrde

(Art. 278 TEUF og 279 TEUF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

1.      Når en del af en anfægtet afgørelse er blevet irrelevant på tidspunktet for indgivelsen af begæringen om foreløbige forholdsregler, må påstandene herom afvises.

(jf. præmis 28)

Henvisning til:

Personaleretten: 27. maj 2011, sagerne F-5/11 R og F-15/11 R, Mariën mod Kommissionen og SEAE, præmis 39 og 42

2.      Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler har beføjelse til at meddele foreløbige påbud, som på ingen måde foregriber afgørelsen i hovedsagen.

(jf. præmis 30)

Henvisning til:

Domstolen: 5. august 1983, sag 118/83 R, CMC m.fl. mod Kommissionen, præmis 53

Retten i Første Instans: 12. december 1995, T-203/95 R, Connolly mod Kommissionen, præmis 25

3.      Spørgsmålet om, hvorvidt hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, skal som hovedregel ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, men skal først behandles i forbindelse med hovedsagen. Såfremt der blev truffet afgørelse om formaliteten allerede under sagen om de foreløbige forholdsregler, når en realitetsbehandling ikke er helt udelukket fra en umiddelbar betragtning, ville det reelt foregribe dommerens afgørelse vedrørende hovedsagen.

Når det imidlertid gøres gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af en hovedsag, som åbenbart må afvises, kan det være nødvendigt, at der fremlægges omstændigheder, som godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning alligevel kan antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 31 og 32)

Henvisning til:

Domstolen: 27. juni 1991, sag C-117/91 R, Bosman mod Kommissionen, præmis 7

Retten i Første Instans: 4. februar 1999, sag T-196/98 R, Peña Abizanda m.fl. mod Kommissionen, præmis 10 og den deri nævnte retspraksis; 30. oktober 2003, sagerne T-125/03 R og T-253/03 R, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, præmis 56

Personaleretten: 14. december 2006, sag F-120/06 R, Dálnoky mod Kommissionen, præmis 41

4.      Både i forbindelse med specifikke og generelle søgsmål om EU-personalesager er det alene foranstaltninger med bindende retsvirkninger, som berører en sagsøgers interesser ved at ændre hans retsstilling væsentligt, der udgør bebyrdende retsakter, der følgelig kan anfægtes.

En rapport fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), som afslutter en undersøgelse, ændrer ikke i denne forbindelse retsstillingen for de personer, der nævnes deri. Meddelelsen om afslutning af undersøgelsen og udarbejdelse af en endelig rapport kan heller ikke betragtes som en bebyrdende retsakt.

OLAF’s afgørelse, hvorved en tjenestemand eller en ansat indkaldes til en høring og accessorisk underrettes om formålet og fremgangsmåden med denne høring, ændrer heller ikke på dennes retsstilling i tilstrækkelig kvalificeret grad for at kunne udgøre en bebyrdende retsakt. Der er således klart tale om en forberedende foranstaltning, der vedrører gennemførelsen af en undersøgelse, der kan give anledning til en endelig afgørelse, som den kompetente institution eller de kompetente nationale retlige myndigheder kan vedtage i forhold til OLAF’s rapport, som afslutter denne undersøgelse.

(jf. præmis 38, 40 og 41)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 6. april 2006, sag T-309/03, Camós Grau mod Kommissionen, præmis 48 og 49

Den Europæiske Unions Ret: 20. maj 2010, sag T-261/09 P, Kommissionen mod Violetti m.fl., præmis 46

5.      I henhold til artikel 102, stk. 2, i Personalerettens procesreglement skal begæringer om foreløbige forholdsregler bl.a. angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart (fumus boni juris) forekommer berettiget.

Betingelserne for, at der kan anordnes foreløbige forholdsregler med hensyn til uopsættelighed og fumus boni juris, er kumulative, således at en begæring om foreløbige forholdsregler må afslås, når én af disse betingelser ikke er opfyldt. Personaleretten skal endvidere i givet fald foretage en afvejning af de involverede interesser.

Personaleretten råder desuden, inden for rammerne af denne helhedsundersøgelse, over et vidt skøn og kan frit under hensyn til sagens særegenheder afgøre, hvorledes de forskellige betingelser skal efterprøves samt rækkefølgen for denne undersøgelse, når ingen bestemmelse pålægger den at anvende et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse.

(jf. præmis 55-57)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 10. september 1999, sag T-173/99 R, Elkaïm og Mazuel mod Kommissionen, præmis 18; 9. august 2001, sag T-120/01 R, De Nicola mod EIB, præmis 12 og 13

Personaleretten: 31. maj 2006, sag F-38/06 R, Bianchi mod ETF, præmis 20 og 22

6.      Formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er ikke at sikre erstatning for et tab, men at sikre virkningen af dommen vedrørende sagens realitet. For at denne målsætning kan opfyldes, skal de begærede forholdsregler være uopsættelige, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Den part, der har fremsat begæring om anordning af den foreløbige forholdsregel, skal endvidere dokumentere, at vedkommende ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført en sådan skade.

(jf. præmis 59)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 19. december 2002, sag T-320/02 R, Esch-Leonhardt m.fl. mod ECB, præmis 27