Language of document : ECLI:EU:F:2008:66

PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

22. maj 2008

Sag F-101/07

Philippe Cova

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – løn – vedtægtens artikel 7, stk. 2 – kompensationstillæg ved midlertidig tjeneste i en anden stilling – afvisning«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Philippe Cova har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens ansættelsesmyndigheds afgørelse af 29. juni 2007 om at begrænse den periode, i hvilken sagsøgeren kan oppebære det tillæg, der er fastsat i tjenestemandsvedtægtens artikel 7, stk. 2, til et år.

Udfald: Sagen afvises. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Procedure – antagelse til realitetsbehandling af processkrifter – bedømmelse på tidspunktet for indgivelsen af dokumentet

(Rettens procesreglement, art. 114; Personalerettens procesreglement, art. 78)

Når en formalitetsindsigelse vedrører en stævning, som er indgivet til Personalerettens Justitskontor inden datoen for ikrafttrædelsen af Personalerettens procesreglement, anvendes dels procedurereglerne i artikel 78 i Personalerettens procesreglement, herunder navnlig bestemmelsen i artikel 78, stk. 3, hvorefter Retten kan træffe afgøre ved kendelse uden at tage stilling til sagens realitet, dels reglerne om en stævnings antagelse til realitetsbehandling, hvortil der henvises i artikel 114 i procesreglementet for Retten i Første Instans, som finder anvendelse mutatis mutandis på Personaleretten indtil ikrafttrædelsen af dens procesreglement.

Henset til, at fristen for indgivelse af en formalitetsindsigelse, hvad enten man befinder sig inden for anvendelsesområdet for artikel 114 i procesreglementet for Retten i Første Instans eller inden for anvendelsesområdet for artikel 78 i Personalerettens procesreglement, regnes fra forkyndelsen af stævningen, når denne forkyndelse er sket før ikrafttrædelsen af procesreglementet for Personaleretten, er den frist, som skal overholdes, den frist, som på dette tidspunkt var i kraft, og som følger af procesreglementet for Retten i Første Instans. I overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet kan ikrafttrædelsen af Personalerettens procesreglement således ikke retligt medføre begrænsning af den frist for indgivelse af en formalitetsindsigelse ved et særskilt dokument, som allerede løber fra datoen for dets ikrafttræden.

Den relevante dato ved afgørelsen af, om denne frist er blevet overholdt, er datoen for indgivelsen af formalitetsindsigelsen for Personaleretten og ikke datoen for forkyndelsen af formalitetsindsigelsen for sagsøgte.

(jf. præmis 23, 25 og 26)

Henvisning til:

Retten, 14. december 1992, sag T-47/92, Lenz mod Kommissionen, Sml. II, s. 2523, præmis 34.

Personaleretten, 26. april 2006, sag F-16/05, Falcione mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 3, og II-A-1, s. 7, præmis 84; 14. december 2007, sag F-82/06, Duyster mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 40; 25. januar 2008, sag F-80/06, Duyster mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 38-43.