Language of document :

Sag anlagt den 8. oktober 2007 - Hoppenbrouwers mod Kommissionen

(Sag F-104/07)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Micheline Hoppenbrouwers (Dilbeek, Belgien) (ved avocat L. Vogel)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 25. juni 2007, hvorved denne afslog sagsøgerens klage af 16. marts 2007 over den administrative afgørelse, der blev meddelt hende den 18. december 2006, hvori nævnte myndighed afslog at ansætte sagsøgeren som kontraktansat tjenestemand inden for rammerne af artikel 2, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte i Fællesskaberne (ansættelsesvilkårene).

Om fornødent en annullation af afgørelsen af 18. december 2006.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det første anbringende til støtte for påstanden vedrører en tilsidesættelse af artikel 82, stk. 3, litra d), i ansættelsesvilkårene, artikel 83 i ansættelsesvilkårene, artikel 33 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, artikel 2, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene, samt et åbenbart fejlskøn.

Sagsøgeren har for det første anført, at administrationen afslog at tilbyde hende en tidsbestemt kontrakt som kontraktansat, fordi hun var midlertidigt uarbejdsdygtig den 1. maj 2005, som ifølge ansættelsesmyndigheden var den sidste mulige dato for ikrafttrædelsen af de kontrakter for kontraktansatte, som var indgået som led i de overgangsforanstaltninger, der var fastsat i artikel 2, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene. Sagsøgeren har anført, at kun en permanent uarbejdsdygtighed kunne begrunde et afslag på hendes ansøgning.

Det andet anbringende til støtte for påstanden vedrører en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, for så vidt som sagsøgeren uden lovlig og gyldig begrundelse blev diskrimineret i forhold til andre personer, som efter at have arbejdet på i Kommissionens vuggestuer og børnehaver på grundlag af en kontrakt i medfør af belgisk ret ligesom sagsøgeren, blev tildelt en tidsubestemt kontrakt som kontraktansat.

____________