Appel iværksat den 19. februar 2019 af Dovgan GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 13. december 2018 i sag T-830/16 – Monolith Frost GmbH mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)
(Sag C-142/19 P)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Dovgan GmbH (ved Rechtsanwalt C. Rohnke)
De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Monolith Frost GmbH
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Første Afdeling) den 13. december 2018 (T-830/16) ophæves.
Endvidere: Frifindelse.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har som appelanbringender gjort gældende, at EU-retten er blevet tilsidesat, og at beviserne er blevet urigtigt gengivet.
1. Urigtig gengivelse af beviserne
Modsat det af Retten i præmis 55 anførte har Amtsgericht Köln ikke fastslået, at en væsentlig del af den tyske befolkning taler russisk.
Modsat det af Retten i den appellerede doms præmis 64 anførte stillede appelkammeret spørgsmålstegn ved annullationsafdelingens afgørelse, hvorefter »пломбир« [plombir] blev brugt som betegnelse for en form for flødeis i det tidligere Sovjetunionen.
2. Tilsidesættelse af artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement
Retten tilsidesatte artikel 85, stk. 3, i sit procesreglement, da den med urette undlod at tage den af intervenienten fremlagte afgørelse fra Bundesgerichtshof af 6. juli 2017 i betragtning. Fremlæggelsen ved den mundtlige forhandling var begrundet henset til tidspunktet for afgørelsen. Endvidere var der tale om et modbevis, jf. artikel 92, stk. 7, i Rettens procesreglement.
3. Tilsidesættelse af artikel 85, stk. 1, i Rettens procesreglement
Retten tog med urette i præmis 69 stilling til sagsøgerens bilag K 16 og K 17. Sagsøgeren fremlagde disse for sent, og i henhold til artikel 85, stk. 1, i Rettens procesreglement kunne der derfor ikke tages hensyn til disse bilag.
4. Tilsidesættelse af begrundelsespligten
Den appellerede dom indeholder ikke en tilstrækkelig begrundelse for Rettens antagelse om, at en væsentlig del af borgerne i de baltiske stater kender betydningen af det russiske ord »пломбир«. Særlig mangelfuld er begrundelsen i forbindelse med konstateringen af, at der er tale om et ord, som er en del af sprogets basale ordforråd, og som også forstås af personer, der ikke har russisk som modersmål.
Der mangler også i dommen (navnlig i præmis 64 og 65) en tilstrækkelig begrundelse for, at »пломбир« ikke i det tidligere Sovjetunionen var en fantasibetegnelse eller et varemærke.
Endelig gives i dommen (præmis 66) ingen begrundelse for, hvorfor den blotte henvisning til en GOST-standard giver anledning til en konklusion om, at der er tale om en almindelig betegnelse på russisk, og hvorfor denne standard skulle være kendt inden for kundekredse inden for Den Europæiske Union.
____________