Language of document : ECLI:EU:F:2011:12

PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

15. februar 2011

Sag F-76/09

AH

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – social sikring – vedtægtens artikel 72 og 76a – almindelige gennemførelsesbestemmelser – plejebehov – efterlevende ægtefælle til en pensioneret tjenestemand – afslag på ansøgningen om fuld godtgørelse af udgifter til sygepleje og om tildeling af økonomisk støtte – sag ikke rettidigt anlagt – afvisning«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorunder AH har nedlagt påstand om annullation af den af Kommissionen i dennes egenskab af ansættelsesmyndighed trufne afgørelse af 22. juni 2009, hvorved sagsøgeren fik afslag på sin ansøgning om godtgørelse af behandlingsudgifter i hjemmet.

Udfald: Sagen afvises. AH betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – stævning – formkrav

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 3, og bilag I, art. 7, stk. 1 og 3; Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra e)]

2.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister – ufravigelighed

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – begreb

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

1.      I henhold til artikel 35, stk. 1, litra e), i Personalerettens procesreglement skal stævningen indeholde søgsmålsgrundene og de faktiske og retlige anbringender, der gøres gældende. Disse elementer skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan forberede sit forsvar, og til, at Personaleretten kan træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden yderligere oplysninger. Af hensyn til retssikkerheden og god retspleje er det en betingelse for at antage en sag til realitetsbehandling, at de faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, i det væsentlige fremgår af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde.

Dette gælder så meget desto mere som det af artikel 7, stk. 3, i bilag I til statutten for Domstolen fremgår, at den skriftlige forhandling ved Personaleretten som hovedregel kun omfatter én skriftveksling, medmindre Personaleretten beslutter andet.

Artikel 19, stk. 3, i statutten for Domstolen, som finder anvendelse på rettergangsmåden ved Personaleretten i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut, bestemmer, at parter, bortset fra medlemsstater, Unionens institutioner, de medlemsstater, som er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt den i aftalen omhandlede EFTA-Tilsynsmyndighed, skal repræsenteres af en advokat. Advokatens væsentligste rolle som juridisk rådgiver er netop at påse, at påstandene i stævningen hviler på en retlig argumentation, der er tilstrækkeligt forståelig og sammenhængende, netop henset til den omstændighed, at den skriftlige procedure for Personaleretten principielt kun består af én skriftudveksling.

Når stævningen ikke angiver nogen søgsmålsgrunde eller anbringender til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse og endog ikke nævner den bestemmelse i vedtægten, hvorpå den er baseret, opfylder stævningen åbenbart ikke de minimumskrav til klarhed og præcision, der gør det muligt for sagsøgte at forberede sit forsvar og for Personaleretten at træffe afgørelse vedrørende påstanden.

(jf. præmis 29-33)

Henvisning til:

Retten: 28. april 1993, sag T-85/92, De Hoe mod Kommissionen, præmis 20; 21. maj 1999, sag T-154/98, Asia Motor Frankrig m.fl. mod Kommissionen, præmis 42; 15. juni 1999, sag T-277/97, Ismeri Europa mod Revisionsretten, præmis 29

Personaleretten: 26. juni 2008, sag F-1/08, Nijs mod Revisionsretten, præmis 25

2.      De i tjenestemandsvedtægtens artikel 90 og 91 indeholdte frister på tre måneder for indgivelse af en klage over en akt, der indeholder et klagepunkt, og på tre måneder for anlæggelse af et søgsmål til prøvelse af en udtrykkelig eller stiltiende afvisning af klagen er præceptive og kan ikke fraviges af parterne eller Retten, idet de er indført med henblik på at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed. Disse frister skal anses for at finde anvendelse på enhver anfægtelse af en akt underlagt Unionens retsinstansers kontrol, uanset dennes karakter.

(jf. præmis 35)

Henvisning til:

Domstolen: 4. februar 1987, sag 276/85, Cladakis mod Kommissionen, præmis 11

Retten: 17. oktober 1991, sag T-129/89, Offermann mod Parlamentet, præmis 31 og 34; 8. marts 2006, sag T-289/04, Lantzoni mod Domstolen, præmis 40 og 41