Language of document :

Appel iværksat den 13. juni 2019 af Deutschen Lufthansa AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde udvidede Afdeling) den 12. april 2019 i sag T-492/15, Deutschen Lufthansa AG mod Europa-Kommissionen

(Sag C-453/19 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Deutsche Lufthansa AG (ved rechtsanwalt A. Martin-Ehlers)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Land Rheinland-Pfalz og Ryanair DAC

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Det fastslås, at sagen kunne antages til realitetsbehandling, og at den er begrundet, for så vidt som appellanten har anfægtet foranstaltning nr. 12 (indbetaling til lufthavnen Frankfurt-Hahns 1 kapitalreserve) med den begrundelse, at der med denne foranstaltning finansieres driftsstøtte til lufthavnen Frankfurt-Hahn.

I øvrigt ophæves Rettens dom af 12. april 2019 i sag T-492/15.

Der gives medhold i appellantens påstand i første instans, og den tilgrundliggende afgørelse SA.21121 fra Kommissionen af 1. oktober 2014 2 (med undtagelse af foranstaltning nr. 12 for så vidt som denne anvendes til at udbetale driftsstøtte til lufthavnen Frankfurt-Hahn) annulleres.

Subsidiært hjemvises sagen til Den Europæiske Unions Ret til fornyet afgørelse.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har med appellen i det væsentlige gjort følgende appelanbringender gældende:

Individuel støtte, for hvilke der blev indledt en undersøgelsesprocedure

Appellanten var allerede i henhold til dommen i COFAZ-sagen 3 individuelt berørt og havde dermed søgsmålskompetence. Dette skyldes, at Kommissionen ikke tog væsentlige faktiske omstændigheder og supplerende begunstigelser i betragtning, selv om appellanten havde gjort Kommissionen opmærksom på disse foranstaltninger. Kommissionen tilsidesatte dermed appellantens proceduremæssige rettigheder.

Såfremt den såkaldte Mory-retspraksis 4 måtte finde anvendelse, burde det første alternativ subsidiært have fundet anvendelse. Som følge af tilsidesættelsen af appellantens proceduremæssige rettigheder kan Kommissionen ikke stilles således, at den har gennemført en forskriftsmæssig undersøgelsesprocedure. Appellanten var også i dette tilfælde individuelt berørt og havde dermed søgsmålskompetence.

Subsidiært skal sagen også antages til realitetsbehandling, hvis det andet alternativ i den såkaldte Mory-retspraksis måtte finde anvendelse, efter hvilket alternativ appellanten skulle bevise, at selskabets markedsposition var væsentligt påvirket af støtten. I dette tilfælde finder således en omvendt bevisbyrde anvendelse, eller der gælder i det mindste en lempeligere bevisbyrde for appellanten, eftersom Kommissionen vilkårligt så bort fra faktiske omstændigheder af betydning for dens afgørelse, som den var bekendt med. Alene subsidiært skal det fastholdes, at appellanten faktisk har bevist en sådan væsentlig påvirkning. Rettens retlige bedømmelse, der er forskellig herfra, er i strid med Domstolens praksis og beror på en retligt urigtig forståelse af det relevante marked. I denne sammenhæng har Retten fordrejet og forkortet såvel appellantens som Kommissionens fremstilling af de faktiske omstændigheder, ændret indholdet i den omtvistede afgørelse og tilsidesat bevisbyrdereglerne.

Støtteordninger:

Sagen skulle efter appellantens opfattelse også i forbindelse med støtteordningerne antages til realitetsbehandling på grundlag af »Montessori«-dommen 5 .

Individuel støtte uden undersøgelsesprocedure:

I forbindelse med den individuelle støtte uden undersøgelsesprocedure burde sagen i hvert fald efter det første alternativ i Mory-dommen være antaget til realitetsbehandling, da Kommissionen ikke havde indledt en grundig undersøgelsesprocedure.

____________

1     Lufthavnen Frankfurt-Hahn GmbH.

2     Kommissionens afgørelse (EU) 2016/789 af 1.10.2014 om den af Tyskland gennemførte statsstøtte SA.21121 (C29/08) (ex NN 54/07) i forbindelse med finansieringen af Frankfurt Hahn lufthavn og de finansielle relationer mellem lufthavnen og Ryanair (EUT 2016, L 134, s. 46).

3     Domstolens dom af 12.7.1990, Société CdF Chimie azote et fertilisants SA og Société chimique de la Grande Paroisse (SCGP) SA mod Kommissionen (C-169/84, ECLI:EU:C:1990:301).

4     Domstolens dom af 17.9.2015, Mory SA m.fl. mod Europa-Kommissionen (C-33/14 P, ECLI:EU:C:2015:609).

5     Domstolens dom af 6.11.2018, Scuola Elementare Maria Montessori Srl m.fl. (C 622/16 P - C-624/16 P, ECLI:EU:C:2018:873).