Language of document : ECLI:EU:F:2015:11

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

18. marts 2015

Sag F-51/14

Manuel Jaime Ribeiro Sinde Monteiro

mod

Tjenesten for EUʼs Optræden Udadtil (EEAS)

»Personalesag – EEAS’s personale – tjenestemænd – forfremmelse – vedtægtens artikel 43 og artikel 45, stk. 1 – sammenligning af fortjenesterne for de forfremmelsesværdige tjenestemænd – tjenestemænd indstillet af EEAS’s tjenestegrene og ikke-indstillede tjenestemænd – hensyntagen til bedømmelsesrapporterne – udelukkende skriftlige bedømmelser«

Angående:      Sag anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Manuel Jaime Ribeiro Sinde Monteiro har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet den 9. oktober 2013 af den administrerende direktør (»chief operating officer«) for Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS), i dennes egenskab af ansættelsesmyndighed for EEAS, om udfærdigelse af listen over de tjenestemænd, der blev forfremmet i forfremmelsesåret 2013.

Udfald:      Afgørelsen truffet af ansættelsesmyndigheden ved Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil den 9. oktober 2013 om udfærdigelse af listen over de tjenestemænd, der blev forfremmet i forfremmelsesåret 2013, annulleres, for så vidt som Manuel Jaime Ribeiro Sinde Monteiro ikke er opført herpå. Det er ufornødent at træffe afgørelse om den øvrige del af søgsmålet. Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil bærer sine egne omkostninger og betaler de af Manuel Jaime Ribeiro Sinde Monteiro afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – betingelser – administrationens skønsbeføjelse – grænser – overholdelse af ligebehandlingsprincippet

2.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapporter – udelukkende skriftlige bedømmelser i de nævnte rapporter – metoder, der ikke gør det muligt at foretage en sammenligning af fortjenester på et ensartet grundlag i forbindelse med en forfremmelsesprocedure

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43 og 45)

3.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – lovlig – forudgående sammenligning af aktmapperne i hvert generaldirektorat – lovligt – efterfølgende sammenligning i forfremmelsesudvalget og dernæst af ansættelsesmyndigheden – rækkevidde – ansættelsesmyndighedens sammenligning, som skal vedrøre alle forfremmelsesværdige tjenestemænd

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)

1.      Selv om ansættelsesmyndigheden råder over en vid skønsbeføjelse med henblik på at vedtage den fremgangsmåde eller metode, som den finder bedst egnet til at foretage en sammenligning af fortjenester, er den skønsbeføjelse, der således tilkommer administrationen, ikke desto mindre begrænset af nødvendigheden af at foretage en grundig og upartisk sammenligning af fortjenesterne, i tjenestens interesse og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. Den nævnte sammenligning skal derfor ske på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder. I denne henseende skal ansættelsesmyndigheden for at gøre et forfremmelsessystem så retfærdigt som muligt i medfør af vedtægtens artikel 45 sikre, at sammenligningen af fortjenester er objektiv, dels ved at sikre, at alle tjenestemændenes vurderinger sammenlignes ved oprettelse af en fælles bedømmelsesskala, dels ved, at bedømmerne anvender ensartede kriterier for bedømmelsen.

(jf. præmis 39)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Buendía Sierra mod Kommissionen, T-311/04, EU:T:2006:329, præmis 172 og den deri nævnte retspraksis

Den Europæiske Unions Ret: dom Stols mod Rådet, T-95/12 P, EU:T:2014:3, præmis 32

Personaleretten: dom Nieminen mod Rådet, F-81/12, EU:F:2014:50, præmis 58 og 91 og den deri nævnte retspraksis, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-464/14 P

2.      De i bedømmelsesrapporter indeholdte bedømmelser, der udelukkende er skriftlige, gør det ikke muligt metodisk at påvise forskelle i måden at bedømme tjenestemændene på, sådan som den udøves af de forskellige bedømmere i henhold til deres egen subjektivitet, og disse udelukkende skriftlige bedømmelser påvirker således ansættelsesmyndighedens evne til at foretage en objektiv sammenligning af fortjenester.

Selv om det ganske vist ikke kan gøres gældende, at vedtægtens artikel 43 foreskriver en talmæssig og analytisk bedømmelse, kræver forpligtelsen til at udføre en sammenligning af fortjenesterne på lige vilkår og på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder, som følger af vedtægtens artikel 45, en procedure eller metode, der kan opveje den subjektivitet, som følger af de forskellige bedømmeres bedømmelser.

(jf. præmis 40 og 41)

3.      I forbindelse med en forfremmelsesprocedure skal ansættelsesmyndigheden ifølge vedtægtens artikel 45, stk. 1, før en forfremmelse foretage en sammenligning af alle de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester. Mere specifikt kan ansættelsesmyndigheden i forbindelse med sin sammenligning lade sig bistå af de administrative tjenestegrene på de forskellige hierarkiske niveauer, i overensstemmelse med de principper, der er forbundet med ethvert hierarkisk administrativt system, som er kommet til udtryk i vedtægtens artikel 21, stk. 1, hvorefter tjenestemanden uanset tjenstlig rang skal bistå og rådgive sine foresatte.

En forudgående sammenligning af de forfremmelsesværdige tjenestemænds aktmapper i hver generaldirektorat kan dog ikke erstatte den sammenligning, som senere skal foretages, når dette er fastsat, af forfremmelsesudvalget eller af ansættelsesmyndigheden.

Ansættelsesmyndigheden kan navnlig ikke alene gennemgå fortjenesterne hos de tjenestemænd, som er bedst placeret på de af de forskellige tjenestegrene eller generaldirektorater udarbejdede lister, idet formålet med sammenligningen af samtlige de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester herved ikke vil blive tilgodeset.

Heraf følger, at den eventuelle interesse i for det første at foretage en sammenligning af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester i hver tjenestegren, for at tage hensyn til hver enkeltes særlige karakter, ikke, henset til vedtægtens artikel 45, kan fritage forfremmelsesudvalget og ansættelsesmyndigheden fra at sammenligne alle de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester.

De oversigtstabeller, som forfremmelsesudvalget anvender på alle forfremmelsesværdige tjenestemænd, jf. artikel 5, stk. 2, i den beslutning, hvorved Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har fastlagt reglerne for forfremmelsesproceduren men henblik på gennemførelsen af vedtægtens artikel 45, udpeger pr. lønklasse de tjenestemænd, der er indstillet til forfremmelse af tjenestegrenene, under overholdelse af de muligheder for forfremmelse, der følger af de vejledende kvoter, som er fastsat af direktøren for menneskelige ressourcer. Selv om oversigtstabellerne i større eller mindre grad kan give et hurtigt overblik over situationen for alle de forfremmelsesværdige tjenestemænd i samme lønklasse, indeholder de ingen oplysninger om de vigtigste arbejdsopgaver for og eventuelle fortjenester hos de forfremmelsesværdige tjenestemænd, som ikke er indstillet til forfremmelse af tjenestegrenene. Dette adskiller sig fra de forfremmelsesværdige tjenestemænd, som er indstillet til forfremmelse af tjenestegrenene, med hensyn til hvilke de vigtigste arbejdsopgaver er angivet, og med hensyn til hvilke der foreligger en kort begrundelse for indstillingen til at forfremme dem, baseret på deres fortjenester. Denne tabel tydeliggør en forskelsbehandling mellem dem, som på forhånd er blevet indstillet til forfremmelse af tjenestegrenene, og de øvrige. Den fordel, som de første har ved, at deres fortjenester fremhæves i et brugervenligst oversigtsdokument, kan således have behæftet de faser af forfremmelsesproceduren, hvorunder det har kunnet anvendes, med uregelmæssigheder.

(jf. præmis 46, 47, 50, 51 og 57)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: domme Tsirimokos mod Parlamentet, T-76/92, EU:T:1993:106, præmis 17, Caravelis mod Parlamentet, T-182/99, EU:T:2001:131, præmis 33, og Heurtaux mod Kommissionen, T-172/03, EU:T:2005:34, præmis 40