RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

18. maj 2015

Sag F-36/14

Hartwig Bischoff

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – pensionering uden ansøgning – artikel 23, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten – pensionsalder – afslag på at forlænge tjenesteperioden – vedtægtens artikel 52, andet afsnit – tjenestens interesse«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Hartwig Bischoff har nedlagt påstand om annullation af Europa-Kommissionens ansættelsesmyndigheds afgørelse af 28. marts 2014 om afslag på hans ansøgning om forlængelse af tjenesten og følgelig om bekræftelse af hans pensionering uden ansøgning pr. 1. juni 2014. Hartwig Bischoff har ligeledes nedlagt påstand om erstatning for det tab, som følger eller kan følge af denne afgørelse.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Hartwig Bischoff bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – stævning – påstande – ændring under sagens behandling – betingelse

(Personalerettens procesreglement, art. 50)

2.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – skrivelse, som indskrænker sig til at meddele en ansat, fra hvilken dato han vil få udbetalt pension – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og art. 91, stk. 1)

3.      Tjenestemænd – pensionering uden ansøgning – undersøgelse af en ansøgning om at fortsætte i tjenesten – kriterier – tjenestens interesse – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser – åbenbart urigtigt skøn – begreb – bevisbyrde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 52, stk. 2)

4.      Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt – rækkevidde – ansøgning om at fortsætte i tjenesten – forhold, der skal tages hensyn til i forbindelse med afgørelsen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 52, stk. 2)

1.      I overensstemmelse med artikel 35 i Personalerettens procesreglement, efter ændring nu procesreglementets artikel 50, at det alene er de påstande, der er nedlagt i stævningen, som kan tages i betragtning. En part kan derfor principielt ikke under sagen nedlægge nye påstande eller udvide en allerede nedlagt påstand, idet sagens genstand derved vil blive ændret. Det er kun i det tilfælde, hvor der foreligger et nyt element, som kan have betydning for sagens genstand, som f.eks. den omstændighed, at der under sagens behandling vedtages en retsakt, der ophæver eller ændrer den anfægtede retsakt, at det kan tillades sagsøgeren at ændre sine påstande.

(jf. præmis 22)

Henvisning til:

Personaleretten: dom Glantenay m.fl. mod Kommissionen, F-23/12 og F-30/12, EU:F:2013:127, præmis 34

2.      En skrivelse, som indskrænker sig til at meddele en ansat, fra hvilken dato han vil få udbetalt pension, efter udløbet af virkningerne af afgørelsen om at lade ham fortsætte tjenesten, har ikke bindende retsvirkninger, der kan berøre hans interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, og vil derfor ikke kunne udgøre en akt, der indeholder et klagepunkt.

(jf. præmis 26)

Henvisning til:

Personaleretten: dom Pimlott mod Europol, F-52/06, EU:F:2007:210, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis

Når ansættelsesmyndigheden tager hensyn til tjenestens interesse med henblik på at tage stilling til en ansøgning fra en tjenestemand om at fortsætte i tjenesten ud over den aldersgrænse, der er fastsat i vedtægtens artikel 52, stk. 1, litra a), for automatisk pensionering, råder den over et vidt skøn, og Personaleretten kan kun tilsidesætte nævnte myndigheds skøn i tilfælde af, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foreligger magtfordrejning.

I denne henseende kan en fejl kun kvalificeres som åbenbar, når den nemt kan opdages på grundlag af de kriterier, som lovgiver har underlagt administrationens vide skøn. For at godtgøre, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der berettiger til at kræve, at en afgørelse annulleres, skal de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremskaffe, følgelig være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund for dens afgørelse, bliver usandsynlige. Med andre ord skal anbringendet om, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn, forkastes, hvis den pågældende vurdering på trods af de af sagsøgeren fremførte beviser kan lægges til grund som værende fortsat rigtig eller gyldig.

(jf. præmis 36 og 37)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: dom Kommissionen mod Macchia, T-368/12 P, EU:T:2014:266, præmis 49

Personaleretten: domme BB mod Kommissionen, F-17/11, EU:F:2013:14, præmis 60, og DG mod ENISA, F-109/13, EU:F:2014:259, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis

3.      Administrationens omsorgspligt over for dens ansatte er udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt mellem den offentlige myndighed og de ansatte i den offentlige tjeneste. Denne pligt indebærer bl.a., at myndigheden, når den træffer afgørelse vedrørende en tjenestemands eller en ansats situation, skal tage samtlige omstændigheder i betragtning, der kan være bestemmende for dens afgørelse, og at den herved skal tage hensyn til ikke blot tjenestens interesse, men tillige til den berørte tjenestemands interesse. Beskyttelsen af tjenestemændenes rettigheder og interesser skal dog altid ske inden for rammerne af de gældende bestemmelser.

Tjenestens interesse og tjenestemandens interesse er derfor to forskellige begreber. I det specifikke tilfælde med vedtægtens artikel 52, stk. 2, er der allerede taget hensyn til den pågældende tjenestemands interesse derved, at denne skal ansøge om at kunne forblive i tjenesten ud over den vedtægtsbestemte aldersgrænse for automatisk pensionering. Ifølge selve ordlyden af denne bestemmelse afhænger den afgørelse, som ansættelsesmyndigheden, som har kompetencen vedrørende en sådan ansøgning, skal træffe, udelukkende af tjenestens interesse, uden at nævnte myndighed skal tage hensyn til den ansøgende tjenestemands interesser. Tjenestemanden har derfor ikke behov for over for ansættelsesmyndigheden at godtgøre hans personlige interesse i at forblive i tjenesten, idet en sådan interesse er irrelevant i forbindelse med hans ansøgning.

(jf. præmis 53 og 54)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Angelidis mod Parlamentet, T-416/03, EU:T:2006:375, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis