PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

11. maj 2010

Sag F­30/08

Fotios Nanopoulos

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag — tjenestemænd — Personalerettens kompetence — formaliteten — bebyrdende akt — ansvar uden for kontrakt — oplysninger tilgået pressen — princippet om uskyldsformodning — ikke-økonomisk skade — beslutning om at indlede disciplinær forfølgning — åbenbart urigtigt skøn — bistandsforpligtelse — vedtægtens artikel 24«

Angående: Søgsmål i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Fotios Nanopoulos har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham et beløb på 850 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt som følge af de fejl, Kommissionen har begået ved forvaltningen af hans situation og karriere.

Udfald:      Kommissionen betaler sagsøgeren et beløb på 90 000 EUR. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — administrativ procedure

(Tjenestemandsvedtægten art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd — søgsmål — akt, der indeholder et klagepunkt — begreb — afgørelse om administrationens bistandspligt — omfattet — forsinkelse med hensyn til at træffe afgørelse — ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24, 90 og 91)

3.      Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — påstand om erstatning for den skade, der er forvoldt ved en afgørelse om at indlede disciplinær forfølgning — administrativ procedure

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

4.      Tjenestemænd — søgsmål — frister — ansøgning om erstatning rettet til en institution — overholdelse af en rimelig frist — bedømmelseskriterier

(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)

5.      Tjenestemænd — institutionernes ansvar uden for kontraktforhold — betingelser — ulovlighed — begreb

(Art. 270 TEUF)

6.      Tjenestemænd — administrationens bistandspligt — rækkevidde — forsinkelse med hensyn til at træffe afgørelse — tjenstlig fejl, som administrationen kan drages til ansvar for

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

7.      Tjenestemænd — institutionernes ansvar uden for kontraktforhold — betingelser — ulovlighed — læk af personoplysninger vedrørende en tjenestemand

(Art. 270 TEUF og art. 340, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 45/2001)

8.      Tjenestemænd — disciplinærordning — indledning af disciplinærforfølgning — ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse — domstolsprøvelse — grænser — indledning uden tilstrækkeligt præcise og relevante oplysninger — tjenstlig fejl, som administrationen kan drages til ansvar for

(Tjenestemandsvedtægten, art. 87; bilag IX)

9.      Tjenestemænd — institutionernes ansvar uden for kontraktforhold — tjenestefejl — undladelse af at tildele en tjenestemand opgaver, der svarer til hans lønklasse

(Art. 270 TEUF og art. 340, stk. 2, TEUF)

1.      Inden for rammerne af klageadgangen i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91 kan et erstatningssøgsmål, som udgør et selvstændigt retsmiddel i forhold til et annulationssøgsmål, kun realitetsbehandles, såfremt der forud har været gennemført en administrativ procedure ifølge vedtægtens bestemmelser. Denne procedure er forskellig afhængig af, om det tab, der kræves erstattet, er forvoldt ved en akt, der går vedkommende imod som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, eller af en ved administrationen udvist handlemåde, som ikke har karakter af en afgørelse. I det første tilfælde skal den pågældende inden for den fastsatte frist indgive en klage til ansættelsesmyndigheden over vedkommende foranstaltning. I det andet tilfælde skal den administrative procedure derimod indledes ved indgivelse af en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, med krav om erstatning. Det er kun ved udtrykkelig eller stiltiende afvisning af en sådan ansøgning, som udgør en afgørelse, der indeholder et klagepunkt, at der kan indbringes en klage, og det er først efter udtrykkelig eller stiltiende afvisning af denne klage, at der kan anlægges erstatningssøgsmål ved Retten.

(jf. præmis 83)

Henvisning til:

Retten: 25. september 1991, sag T­5/90, Mercato mod Kommissionen, Sml. II, s. 731, præmis 49 og 50; 28. juni 1996, sag T­500/93, Y mod Domstolen, Sml. Pers. I­A, s. 35, og II, s. 977, præmis 64

2.      En afgørelse, der vedrører bistandspligten, udgør en bebyrdende akt. En institutions forsinkede stillingtagen til bistandsforpligtelsen og meddelelse af sin afgørelse udgør derimod principielt ikke en bebyrdende akt. Hvad angår en institutions spontane undladelser af at yde bistand påhviler det i princippet den tjenestemand, som er af den opfattelse, at han kan påberåbe sig vedtægtens artikel 24, at ansøge om bistand fra den institution, hvor han er ansat. Det er kun visse særlige omstændigheder, der kan forpligte institutionen til at yde særlig bistand uden forudgående ansøgning fra denne tjenestemand, således at bistanden ydes på institutionens eget initiativ. Foreligger der ikke sådanne omstændigheder, udgør institutionens undladelse af at yde spontan bistand til sine tjenestemænd og øvrige ansatte ikke en bebyrdende akt.

(jf. præmis 93, 99 og 101)

Henvisning til:

Domstolen: 12. juni 1986, sag 229/84, Sommerlatte mod Kommissionen, Sml. s. 1805, præmis 20

Retten: 26. oktober 1993, sag T­59/92, Caronna mod Kommissionen, Sml. II, s. 1129, præmis 100; 1. december 1994, sag T­79/92, Ditterich mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 289, og II, s. 907, præmis 66; 6. november 1997, sag T­223/95, Ronchi mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 321, og II, s. 879, præmis 25-31; 13. juli 2006, sag T­285/04, Andrieu mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­2, s. 161, og II­A­2, s. 775, præmis 135; 12. september 2007, sag T­249/04, Combescot mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­2, s. 181, og II­A­2, s. 1219, præmis 32; 18. december 2008, forenede sager T­90/07 P og T­99/07 P, Belgien og Kommissionen mod Genette, Sml. II, s. 3859, præmis 100-102

Personaleretten: 31. maj 2006, sag F­91/05, Frankin m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­1, s. 25, og II­A­1, s. 83, præmis 24

3.      Den administrative procedure for at opnå erstatning for en skade forvoldt af en beslutning om at indlede en disciplinærsag afhænger af arten af den endelige afgørelse, som administrationen har truffet.

Når den indledte disciplinærsag afsluttes med en bebyrdende akt, kan tjenestemanden kun påberåbe sig, at beslutningen om indledning af sagen er ulovlig, til støtte for en direkte anfægtelse af den bebyrdende akt, der blev vedtaget efter sagens afslutning, inden for klage- og søgsmålsfristerne i vedtægtens artikel 90 og 91.

Når administrationen derimod træffer en afgørelse om at henlægge disciplinærsagen, idet denne afgørelse ikke er bebyrdende, skal tjenstemanden for at opnå erstatning for skade forvoldt af en beslutning om indledning af en disciplinærsag indledningsvis overholde den administrative procedure i to faser, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91.

(jf. præmis 111-113)

4.      Tjenestemænd eller ansatte, som ønsker at opnå erstatning fra Unionen på grund af en skade, der kan tilregnes denne, skal fremsætte et erstatningskrav herom inden for en rimelig frist, der skal regnes fra det tidspunkt, hvor de har fået kendskab til den situation, som de påberåber sig, selv om tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 1, ikke fastsætter nogen frist for fremsættelse af et sådant krav.

Når der ikke er fastsat udtrykkelige fristbestemmelser, kan der stilles krav om overholdelse af en rimelig frist i alle de tilfælde, hvor retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er til hinder for, at Unionens institutioner og fysiske eller juridiske personer kan handle uden tidsmæssige begrænsninger og derved navnlig risikere, at allerede opnåede rettigheder bringes i fare. I erstatningssøgsmål, der kan medføre en økonomisk byrde for Unionen, er overholdelse af en rimelig frist for fremsættelse af et erstatningskrav også begrundet i hensynet til beskyttelsen af offentlige finanser, hvilket navnlig i søgsmål vedrørende ansvar uden for kontrakt kommer til udtryk i den forældelsesfrist på fem år, som er fastsat i artikel 46 i statutten for Domstolen. Spørgsmålet om, hvorvidt en frist er rimelig, skal vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet og parternes adfærd.

(jf. præmis 116 og 117)

Henvisning til:

Retten: 5. oktober 2004, sag T­45/01, Sanders m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3315, præmis 59; 5. oktober 2004, sag T­144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3381, præmis 65 og 66

Personaleretten: 4. november 2008, sag F­87/07, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­1, s. 351, og II­A­1, s. 1915, præmis 27, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T­16/09 P

5.      For at en erstatningssag, der er anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, er berettiget, kræves det, at en helhed af betingelser er opfyldt, nemlig at den handlemåde, som bebrejdes institutionerne, er retsstridig, at der faktisk er lidt et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem den påståede handlemåde og det påberåbte tab.

Institutionerne kan ifalde ansvar uden for kontrakt på grundlag af bestemmelserne i artikel 270 TEUF på grund af det blotte forhold, at en bebyrdende akt (eller en handlemåde, der ikke har karakter af en afgørelse) er ulovlig, og dette uden, at der er behov for at fastslå, om der er tale om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

Det er ikke udelukket, at retsinstansen vurderer omfanget af administrationens skønsmargen på personalesagsområdet. Dette kriterium er tværtimod et væsentligt parameter ved undersøgelsen af den pågældende afgørelses eller handlemådes lovlighed, idet retsinstansens legalitetskontrol og omfanget heraf afhænger af den mere eller mindre store skønsmargen, som administrationen har i henhold til gældende ret, og de krav om god forvaltningsskik, den herved er pålagt.

For at undersøge, om den første betingelse for, at administrationen kan ifalde ansvar uden for kontrakt, er opfyldt, påhviler det kun Unionens retsinstanser at vurdere, om de handlemåder, som en institution er kritiseret for, henset til den skønsmargen, institutionen har i den tvist, som retsinstansen skal behandle, udgør en tjenestefejl.

(jf. præmis 128-133)

Henvisning til:

Domstolen: 1. juni 1994, sag C­136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl. Sml. I, s. 1981, præmis 42; 21. februar 2008, sag C­348/06 P, Kommissionen mod Girardot, Sml. I, s. 833, præmis 52 og 53

Retten: 7. februar 2007, sag T­339/03, Clotuche mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­2, s. 29, og II­A­2, s. 179, præmis 219 og 220; 12. september 2007, sag T­250/04, Combescot mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­2, s. 191, og II­A­2, s. 1251, præmis 86

6.      Administrationen råder over et vidt skøn ved valget af foranstaltninger og midler ved anvendelsen af vedtægtens artikel 24. Den skal imidlertid i tilfælde af alvorlige og uberettigede beskyldninger vedrørende en tjenestemands faglige hæderlighed ved udøvelsen af sin tjeneste afvise beskyldningerne og tage alle fornødne skridt til at genoprette det skadede omdømme. Administrationen skal navnlig skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene tillader det.

En tjenestemands anmodninger om bistand på grund af en ærekrænkelse eller en skade på æren eller det erhvervsmæssige omdømme i pressen kræver i princippet et særligt hurtigt svar fra administrationen for at opnå den nyttige virkning og give tjenestemanden mulighed for i givet fald at undgå de risici for forældelse, der er forbundet med de korte søgsmålsfrister for presseforseelser i visse medlemsstater.

Administrationens forsinkede handling udgør en tjenestefejl, som kan medføre, at den ifalder ansvar, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

(jf. præmis 139-141)

Henvisning til:

Domstolen: 13. juli 1972, sag 79/71, Heinemann mod Kommissionen, Sml. s. 579, præmis 12; 6. februar 1986, forenede sager 173/82, 157/83 og 186/84, Castille mod Kommissionen, Sml. s. 497

Retten: 24. januar 1991, sag T­27/90, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 35, præmis 49 og 50; 21. april 1993, sag T­5/92, Tallarico mod Parlamentet, Sml. II, s. 477, præmis 31; Caronna mod Kommissionen, præmis 64, 65 og 92 og den deri nævnte retspraksis; 28. februar 1996, sag T­294/94, Dimitriadis mod Revisionsretten, Sml. Pers. I­A, s. 51, og II, s. 151, præmis 39 og 45; 17. marts 1998, sag T­183/95, Carraro mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 123, og II, s. 329, præmis 33

7.      En uretmæssig lækage af personlige oplysninger udgør en behandling af personlige oplysninger, der er i strid med bestemmelserne i forordning nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

Det tilkommer sagsøgeren i et erstatningssøgsmål at godtgøre, at betingelserne for et ansvar for den pågældende institution uden for kontraktforhold er opfyldt. Sagsøgeren skal således principielt godtgøre, at de i pressen offentliggjorte oplysninger vedrørende sagsøgeren stammer fra en lækage, der kan tilregnes administrationen. Denne regel kan imidlertid modificeres, når skadetilføjelsen har kunnet have flere årsager, og den sagsøgte institutionen ikke har fremlagt bevis, der kan godtgøre, hvilken af disse årsager der er den relevante, skønt den var den bedst egnede til at fremføre beviser i denne forbindelse, således at den tilbageværende usikkerhed må tillægges denne.

Såfremt afsløringen af en tjenestemands navn foregår ved en ulovlig lækage, som sammen med oplysningerne i institutionens pressemeddelelse giver pressen og offentligheden det indtryk, at tjenestemanden har været involveret i en økonomisk skandale, er denne lækage af personlige oplysninger den direkte årsag til en betydelig forværring af skaden på den pågældendes ære og erhvervsmæssige omdømme.

I et sådant tilfælde kan skaden kun delvist afhjælpes ved, at institutionen udsender en pressemeddelelse, hvoraf fremgår, at disciplinærsagen mod den uskyldige tjenestemand er afsluttet, idet udspredelsen af pressemeddelelsen kun har en meget begrænset virkning i forhold til de artikler, der er offentliggjort i pressen.

(jf. præmis 160, 161, 246 og 247)

Henvisning til:

Retten: 12. september 2007, sag T­259/03, Nikolaou mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 141 og 208; 8. juli 2008, sag T­48/05, Franchet og Byk mod Kommissionen, Sml. II, s. 1585, præmis 182

Personaleretten: 2. maj 2007, sag F­23/05, Giraudy mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­1, s. 121, og II­A­1, s. 657, præmis 206

8.      Formålet med en beslutning om at indlede en disciplinærsag mod en tjenestemand er at give ansættelsesmyndigheden mulighed for at undersøge, om de faktiske forhold, som den berørte tjenestemand kritiseres for, er sande og alvorlige, og at høre ham herom i overensstemmelse med vedtægtens artikel 87 med henblik på at danne sig en mening dels om muligheden for at henlægge disciplinærsagen eller at vedtage en disciplinær sanktion mod tjenestemanden, dels i givet fald at tage stilling til behovet for, inden denne sanktion vedtages, at forelægge sagen for Disciplinærrådet i henhold til proceduren i bilag IX til vedtægten.

En sådan beslutning indebærer nødvendigvis vanskelige betragtninger fra institutionens side i betragtning af afgørelsens alvorlige og uafvendelige følger. Institutionen råder i denne henseende over en vid skønsbeføjelse, og domstolskontrollen begrænser sig til en efterprøvelse af den materielle nøjagtighed af de elementer, som administrationen tog i betragtning ved sagens indledning, at der ikke blev begået åbenbare fejl ved vurderingen af de kritiserede faktiske forhold, og at der ikke foreligger magtfordrejning.

For at beskytte den berørte tjenestemands rettigheder påhviler det imidlertid ansættelsesmyndigheden, inden den indleder en disciplinærsag, at råde over tilstrækkeligt præcise og relevante oplysninger. Selv om dette ikke er en intern revisionsrapports formål, kan det ikke i denne henseende udelukkes, at den i givet fald kan tjene som grundlag for at indlede en disciplinærsag. Det skal derfor konkret efterprøves, om oplysningerne i denne form for dokument er tilstrækkeligt præcise og relevante til at kunne begrunde indledningen af en disciplinærsag, når administrationen henholder sig til en sådan rapport. En institution anlægger et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesætter princippet om god forvaltningsskik, såfremt den indleder en disciplinærsag mod en tjenestemand udelukkende på grundlag af en intern revisionsrapport, navnlig hvor rapporten indeholder få og ufuldstændige oplysninger. En sådan handling udgør en ansvarspådragende fejl.

Beslutningen om at indlede en disciplinærsag udgør, selv om institutionen ikke råder over tilstrækkeligt præcise og relevante oplysninger, en fejl, der på alvorlig vis skader den berørtes ære og erhvervsmæssige omdømme, eftersom en sådan beslutning kan give offentligheden og den berørtes omgangskreds og kolleger den opfattelse, at den pågældende har begået dadelværdige fejl.

I et sådant tilfælde kan skaden kun delvist afhjælpes ved, at institutionen udsender en pressemeddelelse, hvoraf fremgår, at disciplinærsagen mod den uskyldige tjenestemand er afsluttet, idet udspredelsen af pressemeddelelsen kun har en meget begrænset virkning i forhold til de artikler, der var offentliggjort i pressen.

(jf. præmis 208-210, 216, 226, 230, 245 og 247)

Henvisning til:

Retten: 15. maj 1997, sag T­273/94, N mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 97, og II, s. 289, præmis 125; 17. maj 2000, sag T­203/98, Tzikis mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 91, og II, s. 393, præmis 50; 13. marts 2003, sag T­166/02, Pessoa e Costa mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 89, og II, s. 471, præmis 36; 5. oktober 2005, sag T­203/03, Rasmussen mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 279, og II, s. 1287, præmis 41; Franchet og Byk mod Kommissionen, præmis 352

Personaleretten: Giraudy mod Kommissionen, præmis 98, 99 og 206; 13. januar 2010, forenede sager F­124/05 og F­96/06, A og G mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­1, s. 0000, og II­A­1, s. 0000, præmis 366

9.      Såfremt en institution ikke gennem flere år betror en tjenestemand opgaver, der faktisk svarer til hans lønklasse, begår den en ansvarspådragende tjenestefejl.

(jf. præmis 237 og 249)