Language of document :

Sag anlagt den 24. oktober 2017 – Clestra Hauserman mod Parlamentet

(Sag T-725/17)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Clestra Hauserman (Illkirch Graffenstaden, Frankrig) (ved advokat J. Gehin)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Europa-Parlamentets afgørelse, der var indeholdt i dets skrivelse af 24. august 2017, hvor sagsøgeren fik meddelelse om afvisningen af det tilbud, som sagsøgeren havde indgivet for delkontrakt nr. 55 inden for rammerne af udbudsprocedure INLO-D-UPIL-T-16-AO8 vedrørende projektet om udvidelse af [Konrad Adenauer-] bygningen i Luxembourg (»afvisningsafgørelsen«), og afgørelsen om tildeling af denne delkontrakt til en anden tilbudsgiver (»tildelingsafgørelsen«) annulleres.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsøgeren erstatning uden for kontrakt på 1 000 893 EUR og under alle omstændigheder et beløb på 50 000 EUR for omkostninger til udarbejdelsen af det tilbud, der blev fremsat inden for rammerne af udbudsprocedure nr. 2014/S 123-218302;

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

Med det første anbringende gøres gældende, at afgørelsen om udelukkelse af selskabet Clestra Hauserman er ulovlig, for så vidt som den er støttet på en anden offentlig udbudsprocedure, der blev indledt ulovligt i henhold til udbudsbekendtgørelse nr. 2016/S 215-391081 af 8. november 2016som led i den første udbudsprocedure, som havde ført til tildelingen af kontrakten til sagsøgeren.

Med det andet anbringende gøres gældende, at der ikke foreligger en begrundelse for, at tilbuddet fra tilslagsmodtageren kunne antages i henhold til udbudsbetingelserne vedrørende tilslagsmodtagerens tekniske og økonomiske formåen (udbudsbetingelsernes artikel 12 og 13) og dokumenterne i henhold til opfordringen til at afgive tilbud.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at tilbuddet fra tilslagsmodtageren ikke skulle have været antaget, for så vidt som det skulle have været erklæret ulovligt som følge af, at det var unormalt lavt, og at udvælgelsen af dette tilbud derfor udgør et åbenbart urigtigt skøn.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at der foreligger tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsprincippet for så vidt angår den anden offentlige udbudsprocedure.

____________