Appel iværksat den 12. september 2020 af Carlo Tognoli m.fl. til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 3. juli 2020 i de forenede sager T-395/19, T-396/19, T-405/19, T-408/19, T-419/19, T-423/19, T-424/19, T-428/19, T-433/19, T-437/19, T-443/19, T-455/19, T-458/19 – T-462/19, T-464/19, T-469/19 og T-477/19, Tognoli m.fl. mod Parlamentet
(Sag C-431/20 P)
Processprog: italiensk
Parter
Appellanter: Carlo Tognoli, Emma Allione, Luigi Alberto Colajanni, Claudio Martelli, Luciana Sbarbati, Carla Dimatore, i egenskab af arving efter Mario Rigo, Roberto Speciale, Loris Torbesi, i egenskab af arving efter Eugenio Melandri, Luciano Pettinari, Pietro Di Prima, Carla Barbarella, Carlo Alberto Graziani, Giorgio Rossetti, Giacomo Porrazzini, Guido Podestà, Roberto Barzanti, Rita Medici, Aldo Arroni, Franco Malerba og Roberto Mezzaroma (ved avvocati M. Merola og L. Florio)
Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
Den appellerede kendelse ophæves, og sagen hjemvises til Retten med henblik på realitetsbehandling.
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale omkostningerne i appelsagen, og afgørelsen om omkostningerne i sagen for Retten udsættes.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanterne har i henhold til artikel 256 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol nedlagt påstand om ophævelse af kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Retten (Ottende Afdeling) den 3. juli 2020 og forkyndt den 3. juli 2020 i de forenede sager T-395/19, T-396/19, T-405/19, T-408/19, T-419/19, T-423/19, T-424/19, T-428/19, T-433/19, T-437/19, T-443/19, T-455/19, T-458/19 – T-462/19, T-464/19, T-469/19 og T-477/19, hvorved det blev fastslået, at det var åbenbart, at sagerne ikke kunne antages til realitetsbehandling.
Med det første anbringende har appellanterne gjort gældende, at der blev begået en retlig fejl ved kvalificeringen af den anfægtede retsakt som en retsakt, der ikke har retsvirkning som omhandlet i artikel 263 TEUF. Fejlen udspringer af det forhold, at der ikke var retsgrundlag for at anse retsakten for at være en foreløbig foranstaltning, og at der ikke blev taget hensyn til dens retsvirkninger i forhold til adressaterne. Den anfægtede retsakt fik nemlig umiddelbart retsvirkninger for appellanterne, idet de blev frataget en betydelig del af deres pensionsrettigheder.
Med det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at der blev begået en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af artikel 86 i Rettens procesreglement i strid med dens formål og effektive virkning. Denne bestemmelse tager nemlig sigte på at undgå, at der anlægges overflødige sager. Desuden begik Retten, idet den afviste både søgsmålet og anmodningen om tilpasning af stævningen, endnu en retlig fejl, som paradoksalt nok betyder, at appellanterne er blevet frataget deres retsbeskyttelse.
Med det tredje anbringende har appellanterne gjort gældende, at der blev begået to processuelle fejl, som bør føre til ophævelse af kendelsen, nemlig navnlig en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 126 i Rettens procesreglement.
Hvad angår det første aspekt gøres det gældende, at appellanterne ikke fik mulighed for at imødegå Europa-Parlamentets formalitetsindsigelse vedrørende anmodningen om tilpasning af stævningen. Rettens handlemåde blev desuden forværret af dens beslutning om, at en yderligere skriftveksling ikke var nødvendig, og at der heller ikke skulle afholdes retsmøde, således at appellanterne ikke fik mulighed for at fremføre deres synspunkter med hensyn til formalitetsindsigelsen vedrørende anmodningen om tilpasning af stævningen, selv om de havde indgivet en formel anmodning herom.
Desuden viser Rettens inkonsekvente processuelle valg, at det ikke var umiddelbart klart og utvivlsomt og dermed åbenbart som omhandlet i artikel 126 i Rettens procesreglement, at sagen skulle afvises. Betingelserne for anvendelse af denne bestemmelse var derfor ikke opfyldt.
____________