Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Judecătoria Oradea (Rumænien) den 30. juli 2020 – Promexor Trade SRL mod Direcția Generală a Finanțelor Publice Cluj – Administrația Județeană a Finanțelor Publice Bihor

(Sag C-358/20)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Judecătoria Oradea

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Promexor Trade SRL

Sagsøgt: Direcția Generală a Finanțelor Publice Cluj – Administrația Județeană a Finanțelor Publice Bihor

Præjudicielle spørgsmål

1.    Er bestemmelserne i direktiv 2006/112/EF 1 og princippet om afgiftsneutralitet til hinder for en national lovgivning, hvorefter medlemsstaten pålægger en person at opkræve og indbetale moms til staten i en ubestemt periode, uden at personen imidlertid indrømmes ret til at fradrage moms, fordi den pågældendes momsregistreringsnummer er blevet inddraget ex officio henset til, at der i momsangivelserne indgivet for seks på hinanden følgende måneder/to på hinanden følgende kalenderkvartaler ikke er oplyst momspligtige transaktioner?

2.    Er en national bestemmelse eller praksis fra afgiftsmyndigheden, ifølge hvilken den afgiftspligtige person – selv om medlemsstaten normalt tillader, at en juridisk person efter anmodning kan blive momsregistreret på ny, efter at den pågældendes momsregistreringsnummer er blevet inddraget ex officio – under bestemte konkrete omstændigheder af simple formelle grunde ikke kan anmode om ny momsregistrering, men personen er pligtig til at opkræve og indbetale moms til staten i en ubestemt periode, uden at personen imidlertid indrømmes ret til at fradrage moms, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede forenelig med retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, proportionalitetsprincippet og princippet om loyalt samarbejde, således som de fremgår af direktiv 2006/112/EF?

3.    Skal retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, proportionalitetsprincippet og princippet om loyalt samarbejde, således som de fremgår af direktiv 2006/112/EF, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede fortolkes således, at de er til hinder for, at den afgiftspligtige person pålægges at opkræve og indbetale moms i en ubestemt periode, uden at personen imidlertid indrømmes ret til at fradrage moms, uden at afgiftsmyndigheden i den konkrete situation undersøger, om de materielle betingelser for retten til at fradrage moms er opfyldt, og uden at den afgiftspligtige person har gjort sig skyldig i svig?

____________

1     Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).