Language of document :

Sag anlagt den 5. april 2011 - ZZ mod Kommissionen

(Sag F-36/11)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: ZZ (Etterbeck, Belgien) (ved advokaterne T. Bontinck og S. Woog)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Dels en påstand om annullation af afgørelsen om ikke at forlænge sagsøgerens ansættelseskontrakt efter dennes udløb og følgelig om, at sagsøgeren genindsættes i tjenesten med virkning fra den 1. november 2010. Dels en påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning på 10 000 EUR for den lidte ikke-økonomiske skade og at afholde sagsøgerens udgifter under den administrative procedure.

Sagsøgerens påstande

Den afgørelse, der er indeholdt i notat af 30. august 2010, hvorved det meddeles sagsøgeren, at dennes ansættelseskontrakt ikke vil blive forlænget efter dens udløb, annulleres.

Følgelig genindsættes sagsøgeren i tjenesten ved delegationen i Albanien med virkning fra den 1. november 2010, og sagsøgte tilpligtes at udbetale sagsøgerens vederlag med tilbagevirkende kraft. Skulle en sådan genindsættelse ikke være mulig, tilpligtes sagsøgte at betale arbejdsløshedsunderstøttelse, indtil sagsøgeren kan ansættes på ny.

Den anfægtede afgørelse samt ethvert dokument vedrørende denne sag fjernes fra sagsøgerens personlige aktmappe.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren 10 000 EUR i erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade, idet der tages forbehold for en forhøjelse af dette beløb under sagen, og til at afholde sagsøgerens udgifter under den administrative procedure.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

____________