DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
14. juni 2018 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – frie varebevægelser – artikel 28 TEUF og 30 TEUF – afgifter med tilsvarende virkning – artikel 110 TEUF – interne afgifter – socialt solidaritetsbidrag, der skal betales af selskaber – afgift – beregningsgrundlag – selskabers samlede årlige omsætning – direktiv 2006/112/EF – artikel 17 – overførslen af en vare til en anden medlemsstat – værdien af den overførte vare – inkludering i den samlede årlige omsætning«
I sag C-39/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) ved afgørelse af 19. januar 2017, indgået til Domstolen den 25. januar 2017, i sagen
Lubrizol France SAS
mod
Caisse nationale du Régime social des indépendants (RSI) participations extérieures,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, T. von Danwitz, og dommerne C. Vajda, E. Juhász, K. Jürimäe og C. Lycourgos (refererende dommer),
generaladvokat: P. Mengozzi,
justitssekretær: fuldmægtig V. Giacobbo-Peyronnel,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. november 2017,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Lubrizol France SAS ved avocate A. Beetschen,
– Caisse nationale du Régime social des indépendants (RSI) participations extérieures ved avocat A. Delvolvé,
– den franske regering ved D. Colas, E. de Moustier, A. Alidière og S. Ghiandoni, som befuldmægtigede,
– den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved W. Roels, R. Lyal og F. Clotuche-Duvieusart, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 31. januar 2018,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 28 TEUF og 30 TEUF.
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Lubrizol France SAS (herefter »Lubrizol«) og Caisse nationale du Régime social des indépendants (RSI) participations extérieures (herefter »Caisse RSI«) angående fastsættelsen af beregningsgrundlaget for det sociale solidaritetsbidrag, der skal betales af selskaber (herefter »C3S«), og for det tillægsbidrag hertil (herefter samlet »de omtvistede bidrag«), som Lubrizol skal betale for 2008.
Retsforskrifter
EU-retten
3 I henhold til artikel 14, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 2008/8/EF af 12. februar 2008 (EUT 2008, L 44, s. 11) (herefter »momsdirektivet«) »[forstås] [v]ed »levering af varer« […] overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode«.
4 Dette direktivs artikel 17 fastsætter:
»1. En afgiftspligtig persons overførsel af en vare fra sin virksomhed til en anden medlemsstat sidestilles med levering af varer mod vederlag.
Ved »overførsel til en anden medlemsstat« forstås enhver forsendelse eller transport af en løsøregenstand foretaget af den afgiftspligtige person eller for hans regning til steder uden for den medlemsstats område, hvor varen befinder sig, men inden for Fællesskabet, til brug for hans virksomhed.
[…]«.
Fransk ret
5 Artikel L. 245-13 i code de la sécurité sociale (lov om social sikring) i den affattelse, der var gældende på forfaldsdatoen for de omtvistede bidrag (herefter »lov om social sikring«), bestemmer, at der til fordel for Caisse nationale de l’assurance maladie des travailleurs salariés (den nationale sygeforsikringskasse for lønmodtagere) indføres et tillægsbidrag til C3S, som fastsat i denne lovs artikel L. 651-1 ff., som beregnes, opkræves, forfalder og kontrolleres på de samme betingelser som dem, der gælder for C3S, og denne bidragssats er 0,03%.
6 Artikel L. 651-1 i lov om social sikring bestemmer, at der til fordel for régime social des indépendants (socialsikringskassen for selvstændige erhvervsdrivende) og til fordel for Fonds de solidarité vieillesse (solidaritetsfonden for ældre) og Fonds de réserve pour les retraites (pensionsreservefonden) indføres et socialt solidaritetsbidrag, som bl.a. betales af aktieselskaber og forenklede aktieselskaber.
7 Nævnte lovs artikel L. 651-3 bestemmer:
»Det sociale solidaritetsbidrag betales årligt. Satsen fastsættes ved dekret, dog højst 0,13% af omsætningen, jf. artikel L. 651-5. Det opkræves ikke, når selskabets omsætning er under 760 000 EUR.
[…]«.
8 I artikel L. 651-5 i lov om social sikring hedder det:
»Selskaber og virksomheder, der skal betale det sociale solidaritetsbidrag, har pligt til årligt at underrette det organ, som varetager opkrævningen af dette bidrag, om den samlede omsætning, de har indberettet til skattevæsenet, beregnet uden omsætningsafgifter og tilsvarende afgifter […]«.
9 Artikel 256, punkt III, i code général des impôts (den almindelige lov om skatte og afgifter) i den affattelse, som fandt anvendelse på tidspunktet for hovedsagens faktiske omstændigheder (herefter »skatte- og afgiftsloven«), bestemmer:
»En afgiftspligtig persons overførsel af en vare fra sin virksomhed til en anden [EU]-medlemsstat sidestilles med en levering af varer.
En forsendelse eller transport af en løsøregenstand foretaget af en afgiftspligtig person eller for dennes regning til brug for den pågældendes virksomhed anses for at være en overførsel som omhandlet i de foregående bestemmelser med undtagelse af en forsendelse eller transport af en vare, som i modtagermedlemsstaten er beregnet til:
a) at blive anvendt midlertidigt med henblik på levering af ydelser, der leveres af den afgiftspligtige person, eller på betingelser, som – hvis varen blev importeret – ville give den pågældende ret til fuldstændig afgiftsfritagelse i kraft af ordningen om midlertidig indførsel
b) at blive forarbejdet, forudsat at varen herefter returneres eller transporteres til Frankrig til den pågældende afgiftspligtige person
c) at blive installeret eller monteret
d) at blive leveret om bord på transportmidler af den afgiftspligtige på de i [momsdirektivets] artikel 37 […] nævnte betingelser.
[…]«.
10 Skatte- og afgiftslovens artikel 262b bestemmer:
»I. Følgende er fritaget for [moms]:
1) leveringer af varer, der afsendes eller transporteres på en anden E[U]-medlemsstats område til en anden afgiftspligtig person eller en ikkeafgiftspligtig juridisk person.
[…]
2) overførsler, der sidestilles med leveringer nævnt i artikel 256, punkt III, og som ville være omfattet af fritagelsen i punkt 1 ovenfor, hvis de var foretaget til en afgiftspligtig tredjemand.
[…]«.
De faktiske omstændigheder i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
11 Lubrizol, der er en virksomhed i kemiindustrien, fremstiller og sælger additiver til smøremidler. I dets egenskab af forenklet aktieselskab etableret i Frankrig har det pligt til at betale de omtvistede bidrag.
12 Efter en kontrol af beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag, som Lubrizol skyldte for 2008, konstaterede Caisse RSI en forskel i beregningsgrundlaget mellem den til Caisse RSI indberettede omsætning for 2007 og den af skattevæsenet indberettede omsætning, hvori Lubrizol fra beregningsgrundlaget havde fratrukket et beløb svarende til leveringerne inden for EU.
13 Følgelig fremsendte Caisse RSI den 13. marts 2012 en efteropkrævning til Lubrizol og derefter et påkrav. Lubrizol har bestridt, at selskabet skylder de efterkrævede beløb, idet selskabet er af den opfattelse, at værdien af varer, som det havde overført til andre EU-medlemsstater, ikke skulle indgå i beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag for 2008. Ifølge Lubrizol var selskabet på tidspunktet for disse overførsler stadig ejer af disse varer og havde endnu ikke overdraget dem til sine kunder, således at den nævnte overførsel ikke udgjorde et salg og således omsætning.
14 Efter at Lubrizol ikke fik medhold i sagen i første instans og i appelsagen, har selskabet indbragt sagen for cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), idet selskabet har gjort gældende, at de omtvistede bidrag, i modsætning til hvad appelinstansen fastslog, skulle anses for at udgøre afgifter med tilsvarende virkning, eftersom der i deres beregningsgrundlag – til forskel fra overførsler af varer inden for det nationale område eller til tredjelande – indgår overførsler af varer til en anden medlemsstat.
15 Den forelæggende ret har præciseret, at C3S blev indført til fordel for régime d’assurance maladie et maternité des travailleurs non-salariés des professions non agricoles et des régimes d’assurance vieillesse des professions artisanales, industrielles et commerciales, et libérales (syge- og barselsforsikringsordningen for selvstændige uden for landbrugserhvervet og pensionsforsikringsordningerne for håndværks-, fremstillings- og handelsfagene samt de liberale erhverv). Den forelæggende ret har endvidere fremhævet, at provenuet fra C3S i løbet af 2008 primært blev overført til Caisse RSI, som varetager opkrævningen heraf.
16 Cour de cassation (kassationsdomstol) har i øvrigt anført, at tillægsbidraget til C3S blev indført ved lov nr. 2004-810 af 13. august 2004, og at provenuet herfra i løbet af 2008 primært blev overført til Caisse nationale de l’assurance maladie des travailleurs salariés (den nationale sygeforsikringskasse for lønmodtagere) og derefter til Fonds de solidarité vieillesse (solidaritetsfonden for ældre).
17 Ifølge den forelæggende ret udgøres beregningsgrundlaget for disse to bidrag, der i henhold til den nationale lovgivning har karakter af afgift af enhver art, af den samlede omsætning eksklusiv afgifter, som indberettes til skattevæsenet. Leveringer af varer som omhandlet i momsdirektivets artikel 14, stk. 1, indgår i beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag.
18 Ifølge den forelæggende rets oplysninger sidestiller CGI’s artikel 256, punkt III – med forbehold for visse undtagelser, som er den foreliggende sag uvedkommende, og i overensstemmelse med momsdirektivets artikel 17, stk. 1 – imidlertid overførsel fra den afgiftspligtiges virksomhed til en anden EU-medlemsstat foretaget af den afgiftspligtige eller for dennes regning af en vare til brug for den pågældendes virksomhed med en momspligtig levering af varer. En sådan overførsel skal nævnes på den af den afgiftspligtige undertegnede erklæring til skattevæsenet, idet overførslen dog er fritaget for moms i henhold til CGI’s artikel 262b.
19 I denne forbindelse har den forelæggende ret allerede fastslået, at værdien af de lagre, en virksomhed har overført fra Frankrig til en anden EU-medlemsstat, indgår i beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag, selv om en sådan overførsel ikke i sig selv skaber nogen omsætning. Derimod sidestilles overførsler inden for det nationale område og overførsler til et tredjeland ikke med en levering af varer, således at værdien ikke indgår i beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag.
20 På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er artikel 28 [TEUF] og 30 [TEUF] […] til hinder for, at værdien af varer, som overføres fra Frankrig til en anden EU-medlemsstat af en afgiftspligtig person, der skal betale [de omtvistede bidrag] […], eller for [dennes] regning, til brug for [den pågældendes] virksomhed, tages i betragtning, når den samlede omsætning, der udgør beregningsgrundlaget for disse bidrag, skal [fastlægges]?«
Om det præjudicielle spørgsmål
21 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 28 TEUF og 30 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter beregningsgrundlaget for bidrag, der opkræves på grundlag af selskabers årlige omsætning, for så vidt som sidstnævnte er lig med eller overstiger et bestemt beløb, beregnes under hensyntagen til værdien af de varer, som overføres af en afgiftspligtig person eller for dennes regning fra denne medlemsstat til en anden EU-medlemsstat til brug for den pågældendes virksomhed, idet denne værdi medregnes efter overførslen, selv om de samme varers værdi først medregnes i det nævnte beregningsgrundlag, når disse varer overføres af den afgiftspligtige eller for dennes regning på den pågældende medlemsstats område til brug for den pågældendes virksomhed, når de efterfølgende er blevet solgt.
22 I henhold til den relevante nationale lovgivning, der finder anvendelse i hovedsagen, opkræves de omtvistede bidrag på grundlag af selskabers årlige omsætning, forudsat at denne for det pågældende indkomstår mindst udgør 760 000 EUR. Det følger ligeledes af den nationale lovgivning, at en overførsel foretaget af en person, der har pligt til at betale disse bidrag, eller for dennes regning fra Frankrig til en anden EU-medlemsstat af varer til brug for den pågældendes virksomhed, i forbindelse med opkrævningen af det nævnte bidrag sidestilles med levering af varer og indgår i det pågældende selskabs omsætning.
23 Den forelæggende ret har nærmere bestemt oplyst, at værdien af de varer, der blot overføres til en anden EU-medlemsstat, uden at ejendomsretten overgår, indgår i beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag, selv om dette ikke er tilfældet, når en sådan overførsel finder sted på det franske område. Hvad angår overførsler, der er foretaget inden for Frankrig, ville det først være på det tidspunkt, hvor de pågældende varer sælges, at værdien af sidstnævnte medtages i det omhandlede selskabs omsætning og indgår i beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag. Den forelæggende ret er derfor i tvivl om, hvorvidt disse bidrag, henset til den måde hvorpå beregningsgrundlaget for sidstnævnte fastsættes, udgør afgifter med tilsvarende virkning som eksporttold, der er i strid med artikel 28 TEUF og 30 TEUF.
24 Det følger af Domstolens faste praksis, at enhver økonomisk byrde, der ensidigt pålægges varer, når de føres over grænsen, uanset hvor lav den måtte være, og hvorledes den betegnes og opkræves, udgør en afgift med tilsvarende virkning som told, når den ikke udgør egentlig told. Derimod hører de økonomiske byrder, som følger af en almindelig intern afgiftsordning, der systematisk og efter samme objektive kriterier anvendes på varekategorier uafhængigt af deres oprindelse og uafhængigt af deres bestemmelse, under artikel 110 TEUF om forbud mod diskriminerende interne afgifter (dom af 1.3.2018, Petrotel-Lukoil og Georgescu, C-76/17, EU:C:2018:139, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).
25 I denne henseende bemærkes, at EUF-traktatens bestemmelser vedrørende afgifter med tilsvarende virkning og bestemmelserne vedrørende diskriminerende interne afgifter ikke kan anvendes kumulativt, hvorfor en foranstaltning, som er omfattet af artikel 110 TEUF, således som traktaten er opbygget, ikke kan kvalificeres som en »afgift med tilsvarende virkning« (jf. i denne retning dom af 2.10.2014, Orgacom, C-254/13, EU:C:2014:2251, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
26 En økonomisk byrde falder ligeledes ikke ind under begrebet »afgift med tilsvarende virkning«, såfremt det pågældende beløb – på visse betingelser – opkræves i anledning af kontrol, der gennemføres på grund af EU-retlige forpligtelser, eller når den udgør et forholdsmæssigt vederlag for en til den erhvervsdrivende, der er forpligtet til at betale denne byrde, faktisk erlagt tjenesteydelse (jf. i denne retning dom af 11.6.1992, Sanders Adour og Guyomarc’h Orthez Nutrition animale, C-149/91 og C-150/91, præmis 17, og af 9.9.2004, Carbonati Apuani, C-72/03, EU:C:2004:506, præmis 31).
27 Det skal derfor afgøres, om de omtvistede bidrag falder ind under definitionen af en afgift med tilsvarende virkning som told, således som den fremgår af oplysningerne i nærværende doms præmis 24-26.
28 Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at de omtvistede bidrag udgør økonomiske byrder, som en medlemsstat ensidigt har pålagt. Idet formålet med pålæggelsen af sådanne byrder er uden betydning, er det ikke afgørende, at der er tale om afgifter, som skal finansiere den sociale sikringsordning (jf. i denne retning dom af 21.9.2000, Michaïlidis, C-441/98 og C-442/98, EU:C:2000:479, præmis 17).
29 For det andet skal det undersøges, om de omtvistede bidrag rammer varer.
30 Det skal i denne henseende bemærkes, at Domstolen i forbindelse med fortolkningen af artikel 110 TEUF har fastslået, at en afgift, som ikke pålægges varer som sådan, ikke desto mindre skal anses for at belaste en vare, når den umiddelbart virker tilbage på den pågældende vares pris (dom af 16.2.1977, Schöttle, 20/76, EU:C:1977:26, præmis 15, og af 8.11.2007, Stadtgemeinde Frohnleiten og Gemeindebetriebe Frohnleiten, C-221/06, EU:C:2007:657, præmis 43). Denne retspraksis finder ligeledes anvendelse i forbindelse med fortolkningen af artikel 28 TEUF og 30 TEUF.
31 I tvisten i hovedsagen beregnes de omtvistede bidrag på grundlag af de bidragspligtige selskabers årlige omsætning og ikke af værdien af eller salgsprisen for de varer, som selskaberne afsætter.
32 Når disse selskabers årlige omsætning imidlertid overstiger 760 000 EUR, udgør hele denne omsætning beregningsgrundlaget for de nævnte opkrævninger, hvis størrelse er fastsat som en sats på henholdsvis 0,13% og 0,03% af den nævnte omsætning. For så vidt som samme omsætning stammer fra salg i Frankrig og overførslen af varer til en anden medlemsstat, rammer de omtvistede bidrag disse varer i sig selv, selv om de ikke opkræves på det tidspunkt, hvor varerne sælges, eller hvor de overføres til en anden medlemsstat, men som helhed og årligt.
33 Som generaladvokaten har anført i punkt 89 i forslaget til afgørelse, har disse bidrag direkte indflydelse på omkostningerne ved at bringe de pågældende varer i omsætning, fordi hvert salg eller hver overførsel til en anden medlemsstat af disse varer nødvendigvis medfører en stigning i beregningsgrundlaget for disse bidrag, som opkræves på grundlag af den omsætning, der således skabes, når denne overstiger 760 000 EUR om året.
34 Under disse omstændigheder skal de omtvistede bidrag anses for at påhvile varer.
35 Denne konklusion drages ikke i tvivl af dom af 27. november 1985, Rousseau Wilmot (295/84, EU:C:1985:473), hvori Domstolen i præmis 16 fastslog, at et bidrag som CS3 er omfattet af begrebet »skatter og afgifter, der ikke har karakter af omsætningsafgift« som indeholdt i artikel 33 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT 1977 L 145, s. 1), bl.a. for så vidt som det beregnes på grundlag af den årlige omsætning uden direkte at påvirke prisen på varer og tjenesteydelser. Denne dom vedrørte nemlig specifikt det fælles momssystem og navnlig den nævnte artikel 33, der har til formål at forhindre, at systemets funktion bliver bragt i fare derved, at en medlemsstat opkræver skatter eller afgifter, der belaster omsætningen af varer og tjenesteydelser på samme måde som moms.
36 Det skal for det tredje undersøges, om de omtvistede bidrag rammer disse varer, fordi en grænse passeres, eller om de derimod følger af en almindelig intern afgiftsordning, der systematisk og efter samme objektive kriterier anvendes på varekategorier uafhængigt af deres oprindelse og uafhængigt af deres bestemmelsessted.
37 I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at det væsentligste kendetegn for en afgift med tilsvarende virkning, der adskiller den fra en generel intern afgift, er, at den førstnævnte afgift udelukkende rammer det grænseoverskridende produkt som sådant, mens den sidstnævnte afgift både rammer importerede, eksporterede og indenlandske produkter (dom af 2.10.2014, Orgacom, C-254/13, EU:C:2014:2251, præmis 28).
38 Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at de omtvistede bidrag rammer såvel varer, der overføres til en anden medlemsstat, som varer, der sælges på det nationale område, med samme sats.
39 Den pågældende afgift skal imidlertid for at kunne anses for at være et led i en generel, »intern afgiftsordning« som omhandlet i artikel 110 TEUF for det første være pålagt en indenlandsk vare og en tilsvarende eksporteret vare med samme sats på samme stadium i omsætningen, og afgiftspligtens indtræden skal være den samme for de to varer (dom af 2.10.2014, Orgacom, C-254/13, EU:C:2014:2251, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
40 Imidlertid indgår varens pris i beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag alene på det tidspunkt, hvor denne vare sælges, når denne forbliver på det nationale område, mens den nævnte vares værdi indgår i samme beregningsgrundlag på tidspunktet for overførslen, når sidstnævnte overføres til en anden medlemsstat.
41 Denne omstændighed kan imidlertid ikke rejse tvivl om konstateringen af, at den økonomiske byrde, som følger af de omtvistede bidrag, finder anvendelse på samme stadium i omsætningen, for så vidt som den, således som den franske regering har gjort gældende i sit indlæg for Domstolen, grundlæggende er rettet mod varer, der sælges på hjemmemarkedet, og varer, der overføres til en anden medlemsstat med henblik på at blive solgt her.
42 Salg af den nævnte vare på det nationale område på den en side og overførsel af varen til en anden medlemsstat med henblik på salg på den anden side kan nemlig ud fra en økonomisk virkelighedsbetragtning anses for at være på samme stadium i omsætningen med henblik på anvendelsen af artikel 110 TEUF (jf. analogt dom af 11.6.1992, Sanders Adour og Guyomarc’h Orthez Nutrition animale, C-149/91 og C-150/91, EU:C:1992:261, præmis 18, af 2.4.1998, Outokumpu, C-213/96, EU:C:1998:155, præmis 25, og af 23.4.2002, Nygård, C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 30).
43 Det vil imidlertid have forholdt sig anderledes, hvis overførslen af de i hovedsagen omhandlede varer til en anden medlemsstat, således som Lubrizol har gjort gældende i sit indlæg for Domstolen, tages i betragtning ved fastlæggelsen af beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag, selv om en sådan overførsel ikke fører til et efterfølgende salg af de nævnte varer i den pågældende medlemsstat. En sådan overførsel befinder sig nemlig ikke på samme stadium i omsætningen som salg på hjemmemarkedet.
44 Som Europa-Kommissionen har anført, bør den økonomiske byrde, der følger af de omtvistede bidrag, anses for at ramme disse varer på forskellige stadier i omsætningen, såfremt værdien af de varer, der overføres til en anden medlemsstat, ikke kan fratrækkes i beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag, når disse ikke påtænkes solgt eller igen er blevet overført til Frankrig uden at være blevet solgt i den anden medlemsstat. I et sådant tilfælde skal de omtvistede bidrag, for så vidt som de beregnes under hensyntagen til værdien af sådanne varer, anses for at udgøre afgifter med tilsvarende virkning.
45 Såfremt værdien af de varer, der overførtes til en anden medlemsstat, blev medregnet endnu en gang i beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag på det tidspunkt, hvor de blev solgt i den anden medlemsstat, ville disse eksporterede varer derudover komme til at bære den pågældende afgift to gange, til forskel fra varerne bestemt til hjemmemarkedet. I et sådant tilfælde skal disse bidrag, for så vidt som de beregnes under hensyntagen til salgsprisen for disse varer, ligeledes anses for at udgøre afgifter med tilsvarende virkning (jf. i denne retning dom af 17.9.1997, Fricarnes, C-28/96, EU:C:1997:412, præmis 28).
46 Det skal for det andet påpeges, at såfremt de fordele, som opnås ved anvendelsen af provenuet af en afgift, der er en del af en generel, intern afgiftsordning og systematisk rammer indenlandske produkter, der afsættes på hjemmemarkedet, og produkter, der eksporteres, fuldt ud udligner den byrde, som det indenlandske produkt, der afsættes på hjemmemarkedet, bærer, når det bringes i omsætning, udgør afgiften ligeledes en afgift med tilsvarende virkning som told, der er omfattet af forbuddet efter artikel 28 TEUF og 30 TEUF (dom af 1.3.2018, Petrotel-Lukoil og Georgescu, C-76/17, EU:C:2018:139, præmis 24).
47 I det foreliggende tilfælde er der imidlertid ikke noget, der tyder på, at de omtvistede bidrag skulle have denne virkning. Som generaladvokaten således i det væsentlige har anført i punkt 94 i forslaget til afgørelse, skal provenuet af disse bidrag finansiere budgettet for socialsikringsinstitutionerne, hvis ydelser ikke har til formål og ikke synes at medføre, at der sker en fuldstændig udligning af den afgiftsbyrde, der for nationale varer afsat på det nationale område stammer fra opkrævningen af de nævnte bidrag.
48 Som generaladvokaten nærmere bestemt har påpeget i punkt 71 i forslaget til afgørelse, skal det for det fjerde bemærkes, at det ikke fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at de omtvistede bidrag opkræves i anledning af kontrol, der gennemføres på grund af EU-retlige forpligtelser, eller at de udgør et forholdsmæssigt vederlag for en til den erhvervsdrivende faktisk erlagt tjenesteydelse.
49 Heraf følger det, at de omtvistede bidrag, jf. dog nærværende doms præmis 43-47, fremstår som interne afgifter som omhandlet i artikel 110 TEUF, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
50 Idet Lubrizol i retsmødet for Domstolen har anført, at selskabet ikke påberåber sig en tilsidesættelse af artikel 110 TEUF, og Domstolen ikke er blevet adspurgt herom, skal det ikke undersøges, om bidrag som de omtvistede bidrag er diskriminerende som omhandlet i artikel 110 TEUF.
51 Det følger af det ovenstående, at artikel 28 TEUF og 30 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter beregningsgrundlaget for bidrag, der opkræves på grundlag af selskabers årlige omsætning, for så vidt som sidstnævnte er lig med eller overstiger et bestemt beløb, beregnes under hensyntagen til værdien af de varer, som overføres af en afgiftspligtig person eller for dennes regning fra denne medlemsstat til en anden EU-medlemsstat til brug for den pågældendes virksomhed, idet denne værdi medregnes i forbindelse med den nævnte overførsel, selv om de samme varers værdi alene medregnes i det nævnte beregningsgrundlag, når disse varer overføres af den afgiftspligtige eller for dennes regning på den pågældende medlemsstats område til brug for den pågældendes virksomhed, når de efterfølgende er blevet solgt, forudsat at:
– varernes værdi for det første ikke på ny medregnes i det nævnte beregningsgrundlag i forbindelse med det efterfølgende salg i denne medlemsstat
– varernes værdi for det andet fratrækkes i det nævnte beregningsgrundlag, når disse varer ikke påtænkes solgt i den anden medlemsstat eller igen er blevet overført til oprindelsesmedlemsstaten uden at være blevet solgt, og
– de fordele, som opnås ved anvendelsen af provenuet af de nævnte bidrag, for det tredje ikke fuldstændig opvejer den afgiftsbyrde, som påhviler de indenlandske varer, der afsættes på hjemmemarkedet, i forbindelse med, at de bringes i omsætning, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
Sagsomkostninger
52 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
Artikel 28 og 30 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter beregningsgrundlaget for bidrag, der opkræves på grundlag af selskabers årlige omsætning, for så vidt som sidstnævnte er lig med eller overstiger et bestemt beløb, beregnes under hensyntagen til værdien af de varer, som overføres af en afgiftspligtig person eller for dennes regning fra denne medlemsstat til en anden EU-medlemsstat til brug for den pågældendes virksomhed, idet denne værdi medregnes i forbindelse med den nævnte overførsel, selv om de samme varers værdi alene medregnes i det nævnte beregningsgrundlag, når disse varer overføres af den afgiftspligtige eller for dennes regning på den pågældende medlemsstats område til brug for den pågældendes virksomhed, når de efterfølgende er blevet solgt, forudsat at:
– varernes værdi for det første ikke på ny medregnes i det nævnte beregningsgrundlag i forbindelse med det efterfølgende salg i denne medlemsstat,
– varernes værdi for det andet fratrækkes i det nævnte beregningsgrundlag, når disse varer ikke påtænkes solgt i den anden medlemsstat eller igen er blevet overført til oprindelsesmedlemsstaten uden at være blevet solgt, og
– de fordele, som opnås ved anvendelsen af provenuet af de nævnte bidrag, for det tredje ikke fuldstændig opvejer den afgiftsbyrde, som påhviler de indenlandske varer, der afsættes på hjemmemarkedet, i forbindelse med, at de bringes i omsætning, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
Underskrifter