DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
19. marts 2019 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – grænsekontrol, asyl og indvandring – forordning (EU) 2016/399 – artikel 32 – en medlemsstats midlertidige genindførelse af grænsekontrol ved dens indre grænser – tredjelandsstatsborgers ulovlige indrejse – sidestilling af de indre grænser med de ydre grænser – direktiv 2008/115/EF – anvendelsesområde – artikel 2, stk. 2, litra a)«
I sag C-444/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) ved afgørelse af 12. juli 2017, indgået til Domstolen den 21. juli 2017, i sagen:
Préfet des Pyrénées-Orientales
mod
Abdelaziz Arib,
Procureur de la République près le tribunal de grande instance de Montpellier,
Procureur général près la cour d’appel de Montpellier,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling),
sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, R. Silva de Lapuerta, afdelingsformændene A. Prechal, E. Regan, T. von Danwitz, C. Toader og C. Lycourgos (refererende dommer) samt dommerne A. Rosas, E. Juhász, M. Ilešič, J. Malenovský, M. Safjan, D. Šváby, C.G. Fernlund og C. Vajda,
generaladvokat: M. Szpunar,
justitssekretær: fuldmægtig V. Giacobbo-Peyronnel,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. juni 2018,
efter at der er afgivet indlæg af:
– préfet des Pyrénées-Orientales ved avocats F.-H. Briard og S. Bonichot,
– den franske regering ved E. de Moustier, E. Armoët og D. Colas, som befuldmægtigede,
– den tyske regering ved R. Kanitz, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved C. Cattabriga og G. Wils, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 17. oktober 2018,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT 2016, L 77, s. 1, herefter »Schengengrænsekodeksen«) samt af artikel 2, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98).
2 Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side préfet des Pyrénées-Orientales (præfekten for de østlige Pyrenæer, Frankrig) og på den anden side Abdelaziz Arib, procureur de la République près le tribunal de grande instance de Montpellier (anklagemyndigheden ved retten i første instans i Montpellier, Frankrig) og procureur général près la cour d’appel de Montpellier (anklagemyndigheden ved appeldomstolen i Montpellier, Frankrig) vedrørende forlængelse af den administrative frihedsberøvelse af Abdelaziz Arib, der er indrejst ulovligt på fransk område.
Retsforskrifter
EU-retten
Gennemførelseskonventionen
3 Konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, undertegnet i Schengen den 19. juni 1990 og trådt i kraft den 26. marts 1995 (EFT 2000, L 239, s. 19, herefter »Schengenkonventionen«), er en del af Schengenreglerne.
4 Schengenkonventionens artikel 26 bestemmer:
»1. Med forbehold af de forpligtelser, der følger af Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, som ændret ved New Yorkprotokollen af 31. januar 1967, forpligter de kontraherende parter sig til at optage følgende regler i deres nationale lovgivning:
a) Hvis en udlænding nægtes indrejse til en af de kontraherende parters område, har den transportvirksomhed, der har befordret den pågældende til den ydre grænse ad land-, sø- eller luftvejen, pligt til straks at tage sig af den pågældende. På grænsekontrolmyndighedernes anmodning skal virksomheden bringe den pågældende tilbage til det tredjeland, hvorfra befordringen er sket, til det tredjeland, der udstedte det anvendte rejsedokument, eller til ethvert andet tredjeland, hvor den pågældende er sikret indrejse.
b) Transportvirksomheden har pligt til at træffe alle nødvendige forholdsregler for at sikre sig, at udlændinge, der befordres ad luft- eller søvejen, er i besiddelse af de rejsedokumenter, der kræves for indrejse i de kontraherende parters område.
2. Med forbehold af de forpligtelser, der følger af Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, som ændret ved New Yorkprotokollen af 31. januar 1967, forpligter de kontraherende parter sig til under overholdelse af deres forfatning at indføre sanktioner over for transportvirksomheden, der ad luft- eller søvejen befordrer udlændinge, som ikke er i besiddelse af de krævede rejsedokumenter, fra et tredjeland til deres område.
3. Stk. 1, litra b), og stk. 2 finder anvendelse på transportvirksomheder, der varetager international kollektiv bustransport, dog bortset fra grænsetrafik.«
Schengengrænsekodeksen
5 I Schengengrænsekodeksens artikel 2 hedder det:
»I denne forordning forstås ved:
1) »indre grænser«:
a) medlemsstaternes fælles landgrænser, herunder flod- og søgrænser
b) medlemsstaternes lufthavne for interne flyvninger
c) medlemsstaternes søhavne og havne ved indre vandveje (floder og søer), for så vidt angår interne færgeruter
2) »ydre grænser«: medlemsstaternes landgrænser, herunder grænser ved indre vandveje (floder og søer), søgrænser samt lufthavne, søhavne og havne ved indre vandveje (floder og søer), for så vidt de ikke er indre grænser
[…]«
6 Schengengrænsekodeksens artikel 5 bestemmer:
»1. Passage af de ydre grænser kan kun ske ved grænseovergangsstederne og inden for normal åbningstid. Åbningstiderne skal angives klart ved grænseovergangssteder, der ikke er åbne døgnet rundt.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen listen over deres grænseovergangssteder, jf. artikel 39.
[…]
3. Medlemsstaterne skal, uden at det berører undtagelserne i stk. 2 eller deres forpligtelser med hensyn til international beskyttelse, indføre sanktioner i overensstemmelse med national ret i tilfælde af ulovlig passage af de ydre grænser uden for grænseovergangsstederne og normal åbningstid. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.«
7 Kodeksens artikel 13, stk. 1, foreskriver:
»Hovedformålet med grænseovervågning er at forhindre ulovlig grænsepassage, bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og træffe foranstaltninger mod personer, som har passeret grænsen ulovligt. En person, som har passeret en grænse ulovligt, og som ikke har ret til at opholde sig på den pågældende medlemsstats område, skal pågribes og gøres til genstand for procedurer under overholdelse af direktiv 2008/115/EF.«
8 I Schengengrænsekodeksens artikel 14 hedder det:
»1. En tredjelandsstatsborger, der ikke opfylder alle indrejsebetingelserne i artikel 6, stk. 1, og som ikke tilhører en af de personkategorier, der er omhandlet i artikel 6, stk. 5, skal nægtes indrejse på medlemsstaternes områder. Dette berører ikke anvendelsen af særlige bestemmelser om retten til asyl, international beskyttelse eller udstedelse af visum til længerevarende ophold.
[…]
4. Grænsevagterne sikrer, at en tredjelandsstatsborger, som er blevet nægtet indrejse, ikke indrejser på den pågældende medlemsstats område.
[…]
6. De nærmere regler vedrørende nægtelse af indrejse er fastsat i bilag V, del A.«
9 Schengengrænsekodeksens artikel 23 med overskriften »Kontrol inden for medlemsstaternes område« bestemmer:
»Den omstændighed, at der ikke foretages grænsekontrol ved de indre grænser, berører ikke:
a) medlemsstaternes kompetente myndigheders udøvelse af politimæssige beføjelser i henhold til national ret, så længe udøvelsen af disse beføjelser ikke har tilsvarende virkning som grænsekontrol; dette gælder også i grænseområder. For så vidt angår første punktum kan udøvelsen af politimæssige beføjelser navnlig ikke ligestilles med ind- og udrejsekontrol, når de politimæssige foranstaltninger:
i) ikke har grænsekontrol som formål
ii) bygger på generelle politioplysninger og ‑erfaringer med hensyn til eventuelle trusler mod den offentlige sikkerhed og navnlig tager sigte på at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet
iii) er udformet og udføres på en måde, der klart adskiller sig fra systematisk ind- og udrejsekontrol af personer ved de ydre grænser
iv) udføres som stikprøvekontrol
[…]«
10 Schengengrænsekodeksens artikel 25 har følgende ordlyd:
»1. Hvis der i området uden kontrol ved de indre grænser foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i en medlemsstat, kan denne medlemsstat undtagelsesvis genindføre grænsekontrol ved alle sine indre grænser eller ved bestemte dele heraf i et begrænset tidsrum på højst 30 dage eller i det tidsrum, hvor den alvorlige trussel forventes at bestå, hvis dette tidsrum overstiger 30 dage. Omfanget og varigheden af den midlertidige genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser må ikke overstige det, som er strengt nødvendigt for at imødegå den alvorlige trussel.
2. Der må kun genindføres grænsekontrol ved de indre grænser som en sidste udvej og i overensstemmelse med artikel 27, 28 og 29. Der tages hensyn til de i henholdsvis artikel 26 og 30 omhandlede kriterier i hvert enkelt tilfælde, hvor det overvejes at træffe afgørelse om at genindføre grænsekontrol ved de indre grænser i henhold til henholdsvis artikel 27, 28 eller 29.
3. Hvis den alvorlige trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i den pågældende medlemsstat varer ved længere end det i nærværende artikels stk. 1 nævnte tidsrum, kan medlemsstaten forlænge grænsekontrollen ved sine indre grænser under hensyntagen til de i artikel 26 omhandlede kriterier og i overensstemmelse med artikel 27 af de samme grunde som dem, der er nævnt i nærværende artikels stk. 1, og under hensyntagen til eventuelle nye forhold, i tidsrum på højst 30 dage, som kan forlænges.
4. Det samlede tidsrum, hvori der genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, herunder omfattende forlængelser i henhold til nærværende artikels stk. 3, må ikke overstige seks måneder. Hvis der foreligger ekstraordinære omstændigheder som omhandlet i artikel 29 kan det samlede tidsrum forlænges til højst to år i overensstemmelse med nævnte artikels stk. 1.«
11 Schengengrænsekodeksens artikel 32 bestemmer:
»Hvis der genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, finder de relevante bestemmelser i afsnit II tilsvarende anvendelse.«
12 Kodeksens artikel 5, 13 og 14 indgår i dens afsnit II med overskriften »De ydre grænser«, hvorimod kodeksens artikel 23, 25 og 32 indgår i dens afsnit III med overskriften »De indre grænser«.
13 Følgende fremgår af Schengengrænsekodeksens bilag V, del A, punkt 2:
»Hvis en tredjelandsstatsborger, som er blevet nægtet indrejse, er blevet befordret til grænsen af en transportvirksomhed, skal den lokalt ansvarlige myndighed:
a) pålægge transportvirksomheden at tage ansvaret for den pågældende tredjelandsstatsborger og straks befordre denne enten til det tredjeland, vedkommende er ankommet fra, eller til det tredjeland, som har udstedt vedkommendes grænsepassagedokument, eller til et andet tredjeland, hvor den pågældende er sikret indrejse, eller foranstalte viderebefordring i overensstemmelse med artikel 26 i Schengenkonventionen og Rådets direktiv 2001/51/EF […]
b) indtil tilbagesendelse kan finde sted, træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med national ret og under hensyn til de lokale forhold for at forhindre, at tredjelandsstatsborgere, der er blevet nægtet indrejse, indrejser ulovligt.«
Direktiv 2008/115
14 Femte betragtning til direktiv 2008/115 har følgende ordlyd:
»Med dette direktiv bør der indføres et sæt horisontale regler, som finder anvendelse på alle tredjelandsstatsborgere, der ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl i en medlemsstat.«
15 Dette direktivs artikel 2 bestemmer:
»1. Dette direktiv finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på en medlemsstats område.
2. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende dette direktiv på tredjelandsstatsborgere, som:
a) er genstand for nægtelse af indrejse i medfør af artikel 13 i Schengengrænsekodeksen, eller som pågribes eller standses af de kompetente myndigheder i forbindelse med ulovlig overskridelse af en medlemsstats ydre grænse ad land-, sø- eller luftvejen, og som ikke efterfølgende har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende medlemsstat
b) er genstand for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion eller som følge af en strafferetlig sanktion i henhold til national ret, eller som er genstand for udleveringsprocedurer.
[…]«
16 Nævnte direktivs artikel 3 bestemmer:
»I dette direktiv forstås ved:
[…]
2) »ulovligt ophold«: tilstedeværelsen på en medlemsstats område af en tredjelandsstatsborger, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder de betingelser for indrejse, der er fastsat i artikel 5 i Schengengrænsekodeksen, eller andre betingelser for indrejse, ophold eller bopæl i den pågældende medlemsstat
3) »tilbagesendelse«: processen i forbindelse med en tredjelandsstatsborgers tilbagevenden – enten frivilligt i overensstemmelse med en forpligtelse til at vende tilbage eller tvangsmæssigt – til:
– vedkommende tredjelandsstatsborgers oprindelsesland eller
– et transitland i henhold til tilbagetagelsesaftaler på fællesskabsplan eller bilateralt plan eller i henhold til andre ordninger eller
– et andet tredjeland, som den pågældende tredjelandsstatsborger frivilligt beslutter at vende tilbage til, og hvor vedkommende vil blive modtaget
[…]«
17 Samme direktivs artikel 4, stk. 4, fastsætter:
»Hvad angår tredjelandsstatsborgere, der er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, litra a), skal medlemsstaterne:
a) sikre, at behandlingen af og beskyttelsesniveauet for disse ikke er mindre gunstig end det, der er fastsat i artikel 8, stk. 4 og 5 (begrænsning af anvendelsen af tvangsforanstaltninger), artikel 9, stk. 2, litra a) (udsættelse af udsendelse), artikel 14, stk. 1, litra b) og d) (akut lægebehandling og hensyntagen til sårbare personers behov), og artikel 16 og 17 (forholdene under frihedsberøvelse), og
b) respektere non-refoulement-princippet.«
Fransk ret
18 Artikel L. 621-2, nr. 1 og 2, i code de l’entrée et du séjour des étrangers et du droit d’asile (lov om udlændinges indrejse og ophold og om ret til asyl), som ændret ved lov nr. 2012-1560 af 31. december 2012 (herefter »Ceseda«), bestemmer:
»En udlænding, der ikke er statsborger i en medlemsstat i Den Europæiske Union, straffes med fængsel i et år og en bøde på 3 750 EUR:
1° hvis den pågældende er indrejst på europæisk fransk område uden at opfylde de betingelser, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, litra a), b) eller c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) [(EUT 2006, L 105, s. 1)], og uden at have fået tilladelse til indrejse på området i henhold til artikel 5, stk. 4, litra a) og c), i denne forordning; det samme gælder, hvis en udlænding er genstand for en indberetning om afvisning af indrejse i henhold til en eksigibel afgørelse truffet af en anden stat, der er part i [Schengenkonventionen]
2° eller hvis den pågældende er indrejst på europæisk fransk område direkte fra en stat, som er part i denne konvention, uden at opfylde bestemmelserne i dennes artikel 19, stk. 1 eller 2, artikel 20, stk. 1, og artikel 21, stk. 1 eller 2, med undtagelse af de betingelser, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, litra e), i forordning (EF) nr. 562/2006 […] og i litra d), såfremt indberetningen om afvisning af indrejse ikke følger af en eksigibel afgørelse truffet af en anden stat, der er part i [Schengenkonventionen]
[…]
Med henblik på anvendelsen af denne artikel kan strafforfølgning først iværksættes, når de faktiske omstændigheder er fastslået under de i artikel 53 i code de procédure pénale [(strafferetsplejeloven)] omhandlede omstændigheder.«
19 Strafferetsplejelovens artikel 53 fastsætter i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »strafferetsplejeloven«):
»Ved pågribelse på fersk gerning forstås det forhold, at en person opdages og pågribes under udførelsen af sin ulovlige gerning eller umiddelbart derefter. Der er ligeledes tale om pågribelse på fersk gerning, når den mistænkte i meget nær tilknytning til handlingen følges af offentlige protester, opdages, når vedkommende er i besiddelse af genstande, eller giver indtryk eller indicier, der tyder på, at vedkommende har medvirket til den ulovlige gerning.
Når en person er blevet pågrebet på fersk gerning, kan efterforskningen, som foretages under den offentlige anklagers kontrol på de betingelser, der er fastsat i dette kapitel, forløbe uden afbrydelse i otte dage.
Hvis efterforskning, der er nødvendig for at afdække sandheden i forhold til en forbrydelse eller lovovertrædelse, der straffes med fem års fængsel eller mere, ikke kan udsættes, kan den offentlige anklager på samme betingelser beslutte at forlænge efterforskningen i op til otte dage.«
20 Strafferetsplejelovens artikel 62-2 fastsætter:
»Tilbageholdelse er en tvangsforanstaltning, som under domstolskontrol iværksættes af politiet, hvorved en person, når der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået eller vil begå en forbrydelse eller lovovertrædelse, der kan straffes med fængsel, fastholdes i efterforskernes varetægt.
[…]«
21 Strafferetsplejelovens artikel 78-2 bestemmer:
»Kriminalpolitiet, jf. artikel 20 og 21-1, kan anmode enhver person om at legitimere sig, hvis der foreligger en eller flere plausible grunde til mistanke om, at den pågældende:
– har begået eller forsøgt at begå et strafbart forhold
– eller forbereder sig på at begå en forbrydelse eller lovovertrædelse
– eller kan levere nyttige oplysninger for undersøgelsen i tilfælde af en forbrydelse eller lovovertrædelse
– eller har overtrådt forpligtelser eller forbud, den pågældende er underlagt inden for rammerne af en domstolskontrol, en foranstaltning om husarrest med elektronisk overvågning, en straf eller en foranstaltning, der følges af den tilsynsførende dommer
– eller er genstand for en af en retsmyndighed beordret eftersøgning.
På skriftligt krav fra anklagemyndigheden med henblik på eftersøgning og retsforfølgning af strafbare forhold, som den har præciseret, kan enhver persons identitet ligeledes på samme måde kontrolleres på steder og i en tidsperiode bestemt af denne myndighed. At identitetskontrollen viser andre strafbare forhold end dem, der er omhandlet i anklagemyndighedens krav, udgør ikke en grund til ugyldighed af de hertil relaterede procedurer.
Enhver persons identitet kan, uanset vedkommendes adfærd, ligeledes kontrolleres efter de i stk. 1 omhandlede regler for at forebygge krænkelse af den offentlige orden, bl.a. personers eller goders sikkerhed.
I en zone mellem Frankrigs landgrænse til stater, som er parter i [Schengenkonventionen], og en linje på fransk område i en afstand af 20 km herfra samt i offentligt tilgængelige zoner på havne, i lufthavne og på jernbane- og rutebilstationer, som er åbne for international trafik og udpeget ved bekendtgørelse, kan der med henblik på forebyggelse og efterforskning af strafbare forhold i tilknytning til grænseoverskridende kriminalitet ligeledes foretages kontrol af enhver persons identitet i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1 med henblik på at kontrollere overholdelsen af pligten til at være indehaver af, være i besiddelse af og fremvise de ved lov foreskrevne beviser og dokumenter. […] Hvis en motorvejsstrækning begynder i den i dette stykkes første punktum nævnte zone, og det første betalingsanlæg er beliggende efter 20 km-linjen, kan kontrollen desuden på strækningen indtil dette første betalingsanlæg finde sted på rastepladser samt ved betalingsanlægget og holdepladser i forbindelse hermed. De betalingsanlæg, som er omfattet af denne bestemmelse, udpeges ved bekendtgørelse. At identitetskontrollen viser et andet strafbart forhold end manglende overholdelse af de ovennævnte forpligtelser, udgør ikke en grund til ugyldighed af de hertil relaterede procedurer. Ved anvendelsen af dette stykke kan kontrollen af pligten til at være indehaver af, være i besiddelse af og til at fremvise de ved lov foreskrevne beviser og dokumenter kun praktiseres i et tidsrum, der ikke overstiger seks på hinanden følgende timer på det samme sted, og kontrollen kan ikke bestå af en systematisk kontrol af de personer, der er til stede eller færdes i de områder eller på de steder, der er nævnt i dette stykke.
[…]«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
22 Efter den midlertidige genindførelse i Frankrig af grænsekontrol ved de fælles indre grænser mellem denne medlemsstat og andre medlemsstater, der indgår i Schengenområdet, i henhold til artikel 25 i Schengengrænsekodeksen, blev Abdelaziz Arib, der er marokkansk statsborger, den 15. juni 2016 kontrolleret i zonen mellem grænsen mellem Frankrig og Spanien og en linje i en afstand af 20 km herfra, på de betingelser der er fastsat i strafferetsplejelovens artikel 78-2, stk. 9. Abdelaziz Arib, der tidligere havde forladt Frankrig, efter at en udsendelsesforanstaltning var blevet meddelt ham den 10. august 2013, befandt sig i en bus, der kom fra Marokko.
23 Da der forelå mistanke om, at han var indrejst ulovligt i Frankrig, en lovovertrædelse i henhold til Cesedas artikel L. 621-2, blev Abdelaziz Arib tilbageholdt. Den følgende dag traf præfekten for de østlige Pyrenæer en afgørelse, hvorefter Abdelaziz Arib var forpligtet til at forlade fransk område og skulle frihedsberøves administrativt.
24 Ved kendelse af 21. juni 2016 annullerede juge des libertés et de la détention du tribunal de grande instance de Perpignan (retten i første instans i Perpignan, afdelingen for sager om frihedsberøvende foranstaltninger, Frankrig) tilbageholdelsen af Abdelaziz Arib og den efterfølgende procedure, herunder den administrative frihedsberøvelse af ham, med i det væsentlige den begrundelse, at den nævnte tilbageholdelse ikke kunne gennemføres. Denne ret bemærkede herved, at Abdelaziz Arib, en tredjelandsstatsborger, der befandt sig i en ulovlig situation, havde passeret en indre grænse mellem Frankrig og Spanien, hvilket ifølge denne ret måtte føre til anvendelse af direktiv 2008/115, hvorefter der ikke kan pålægges fængselsstraf under omstændigheder som de i denne sag foreliggende.
25 Ved kendelse af 22. juni 2016 stadfæstede den bemyndigede dommer ved cour d’appel de Montpellier (appeldomstolen i Montpellier, Frankrig) førsteinstansafgørelsen. Præfekten for de østlige Pyrenæer har iværksat kassationsappel af denne kendelse ved den forelæggende ret, Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), og herved navnlig gjort gældende, at en medlemsstat, hvis der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, undtagelsesvis kan genindføre grænsekontrol ved sine indre grænser og dermed delvist udelukke anvendelsen af direktiv 2008/115. Ifølge denne præfekt kan en person, der er indrejst ulovligt i Frankrig, eftersom beskyttelsesforanstaltningerne i henhold til dette direktiv i så fald ikke finder anvendelse, kontrolleres i henhold til bestemmelserne i strafferetsplejelovens artikel 78-2, stk. 9, og, for så vidt som den pågældende befinder sig i en ulovlig situation, blive pålagt en fængselsstraf og derfor tilbageholdes.
26 Den forelæggende ret har for det første anført, at Schengengrænsekodeksen opstiller princippet om fri bevægelighed inden for Schengenområdet og fastsætter, at der ikke foretages grænsekontrol ved de indre grænser mellem medlemsstaterne, og for det andet, at en medlemsstat, hvis der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i denne medlemsstat, ikke desto mindre undtagelsesvis kan genindføre grænsekontrol ved alle sine indre grænser eller ved dele heraf i et begrænset tidsrum i henhold til Schengengrænsekodeksens artikel 25.
27 Den forelæggende ret har endvidere henvist til, at det fremgår af Schengengrænsekodeksens artikel 32, at hvis der genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, finder de relevante bestemmelser i afsnit II i denne kodeks om de ydre grænser tilsvarende anvendelse. Den har i denne forbindelse fremhævet, at Schengengrænsekodeksens artikel 5, stk. 3, bestemmer, at medlemsstaterne skal indføre effektive sanktioner, der står i rimelig forhold til overtrædelsen, og som har afskrækkende virkning, i tilfælde af ulovlig passage af de ydre grænser. Den har tilføjet, at det fremgår af Schengengrænsekodeksens artikel 13, at formålet med grænseovervågning er at forhindre ulovlig grænsepassage og træffe foranstaltninger mod personer, som har passeret grænsen ulovligt, således at en person, som har passeret en grænse ulovligt, og som ikke har ret til at opholde sig på den pågældende medlemsstats område, skal pågribes og gøres til genstand for procedurer under overholdelse af direktiv 2008/115.
28 Ifølge den forelæggende ret pålægger direktiv 2008/115 medlemsstaterne at træffe afgørelse om udsendelse af enhver tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på deres område, idet den pågældende kun kan frihedsberøves med henblik på at forberede en tilbagesendelse eller gennemføre en udsendelse, og for så vidt som andre tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger ikke kan anvendes effektivt. Denne ret har henvist til dom af 7. juni 2016, Affum, (C-47/15, EU:C:2016:408), i hvilken Domstolen fastslog, at direktiv 2008/115 er til hinder for en national lovgivning, der gør det muligt alene på grund af en ulovlig indrejse ved en indre grænse, som fører til et ulovligt ophold, at fængsle en tredjelandsstatsborger, for hvis vedkommende den tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i dette direktiv, endnu ikke er blevet afsluttet.
29 Den forelæggende ret har fremhævet, at ulovlig indrejse, når den konstateres på stedet, i henhold til Cesedas artikel L. 621-2 straffes med fængsel og en bøde.
30 Henset til denne bestemmelse rejser denne ret for det første spørgsmålet, om kontrol, der er genindført ved en medlemsstats indre grænse, kan sidestilles med kontrol ved de ydre grænser i en situation, hvor en tredjelandsstatsborger, der ikke har ret til indrejse, passerer denne grænse, og hvor kontrollen gennemføres på stedet.
31 Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, giver det ifølge den forelæggende ret anledning til dernæst at fastlægge de nærmere regler for en sådan kontrol. I denne forbindelse har den forelæggende ret dels nævnt, at artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115 giver medlemsstaterne mulighed for fortsat at anvende forenklede nationale tilbagesendelsesprocedurer ved deres ydre grænser uden at skulle følge alle etaperne i den procedure, der er fastsat ved dette direktiv, med henblik på hurtigere at kunne udsende tredjelandsstatsborgere, der standses, når de passerer disse grænser. Dels har den fremhævet, at det nævnte direktivs artikel 4, stk. 4, regulerer medlemsstaternes anvendelse af den i dette direktivs artikel 2, stk. 2, litra a), fastsatte mulighed, idet medlemsstaterne skal overholde visse minimumsgarantier, herunder betingelserne for frihedsberøvelse i samme direktivs artikel 16 og 17.
32 Derfor rejser den forelæggende ret spørgsmålet, om en medlemsstat, der har genindført grænsekontrol ved de indre grænser, kan henvise til den nævnte artikel 2, stk. 2, litra a), med henblik på at udelukke tredjelandsstatsborgere, der ulovligt passerer en sådan grænse og endnu ikke har opholdt sig på det nationale område, fra anvendelsesområdet for direktiv 2008/115.
33 Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, opstår endelig spørgsmålet, om artikel 4, stk. 4, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for fængsling af tredjelandsstatsborgere under de i denne sag foreliggende faktiske omstændigheder.
34 Under disse omstændigheder har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 32 i [Schengengrænsekodeksen], der fastsætter, at hvis der genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, finder de relevante bestemmelser i afsnit II (om de ydre grænser) tilsvarende anvendelse, fortolkes således, at den kontrol, der er genindført ved en medlemsstats indre grænser, skal sidestilles med en kontrol, der foretages ved en ydre grænse i det tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger, der ikke har ret til indrejse, passerer denne grænse?
2) Tillader denne [kodeks] og [direktiv 2008/115], at den mulighed, der er fastsat i dette direktivs artikel 2, stk. 2, litra a), og som giver medlemsstaterne mulighed for fortsat at anvende forenklede nationale tilbagesendelsesprocedurer ved deres ydre grænser, anvendes på en tredjelandsstatsborger, der passerer en grænse, hvor der er genindført kontrol?
3) Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende, er [det nævnte direktivs] artikel 2, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 4, da til hinder for en national lovgivning, såsom artikel L. 621-2 i [Ceseda], der foreskriver fængselsstraf for ulovlig indrejse på det nationale område foretaget af en tredjelandsstatsborger, med hensyn til hvilken den tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i direktivet, endnu ikke er blevet afsluttet?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første og det andet spørgsmål
35 Med det første og det andet spørgsmål, som vil blive behandlet samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115, sammenholdt med Schengengrænsekodeksens artikel 32, skal fortolkes således, at den finder anvendelse på situationen for en tredjelandsstatsborger, der pågribes i umiddelbar nærhed af en medlemsstats indre grænse, når den pågældende medlemsstat i medfør af denne kodeks’ artikel 25 har genindført grænsekontrol ved denne grænse på grund af en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i denne medlemsstat.
36 Det skal indledningsvis fremhæves, at Abdelaziz Arib, der er marokkansk statsborger, som nævnt i denne doms præmis 22 og 23 ikke er blevet nægtet indrejse på fransk område, men er blevet kontrolleret af de franske myndigheder i umiddelbar nærhed af den fransk-spanske grænse, efter at der var blevet genindført grænsekontrol ved denne grænse i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 25, og efter denne kontrol blev tilbageholdt, fordi han var under mistanke for at have begået den i Cesadas artikel L. 621-2 omhandlede lovovertrædelse, der består i at være indrejst ulovligt på fransk område.
37 Der skal i denne henseende for det første henvises til, at det følger af definitionen af begrebet »ulovligt ophold«, som er indeholdt i artikel 3, nr. 2), i direktiv 2008/115, såvel som af femte betragtning til dette direktiv, hvoraf fremgår, at direktivet finder anvendelse »på alle tredjelandsstatsborgere, der ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl i en medlemsstat«, at en tredjelandsstatsborger, som efter sin ulovlige indrejse til en medlemsstats område er til stede på dette område uden at opfylde betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl, af denne grund opholder sig dér ulovligt, uden at denne tilstedeværelse er undergivet en betingelse om en mindste varighed eller en hensigt om at blive på området (jf. i denne retning dom af 7.6.2016, Affum, C-47/15, EU:C:2016:408, præmis 48 og 59).
38 En tredjelandsstatsborger, der ligesom Abdelaziz Arib efter at være indrejst ulovligt på en medlemsstats område standses på denne medlemsstats område i umiddelbar nærhed af en af dens indre grænser uden at opfylde betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl på dette område, skal derfor anses for at opholde sig ulovligt på den nævnte medlemsstats område.
39 En tredjelandsstatsborger i en sådan situation henhører ifølge artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/115 og med forbehold af dette direktivs artikel 2, stk. 2, under samme direktivs anvendelsesområde. Den pågældende skal dermed principielt undergives de fælles standarder og procedurer, som er fastsat heri med henblik på vedkommendes udsendelse, så længe opholdet ikke eventuelt lovliggøres (jf. i denne retning dom af 7.6.2016, Affum, C-47/15, EU:C:2016:408, præmis 61).
40 I denne henseende skal der for det andet henvises til, at det nævnte direktiv ifølge Domstolens praksis ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, der tillader fængsling af en tredjelandsstatsborger, på hvem den tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i samme direktiv, er blevet anvendt, og som enten opholder sig ulovligt på denne medlemsstats område uden gyldig begrundelse for den manglende tilbagevenden eller på ny er indrejst på denne medlemsstats område i strid med et indrejseforbud (jf. i denne retning dom af 7.6.2016, Affum, C-47/15, EU:C:2016:408, præmis 54 og 64).
41 Det fremgår imidlertid af de for Domstolen fremlagte sagsakter og af de svar, der blev givet i retsmødet på Domstolens spørgsmål, at Abdelaziz Arib ikke befinder sig i nogen af de to situationer, der er nævnt i den foregående præmis.
42 Det bemærkes for det tredje, at artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115 med forbehold af bestemmelserne i dets artikel 4, stk. 4, tillader medlemsstaterne at undlade at anvende dette direktiv i to specifikke situationer, nemlig situationen for tredjelandsstatsborgere, som er genstand for nægtelse af indrejse ved en medlemsstats ydre grænse i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 14, eller situationen for tredjelandsstatsborgere, som pågribes eller standses i forbindelse med ulovlig overskridelse af sådan ydre grænse, og som ikke efterfølgende har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende medlemsstat.
43 Som anført i denne doms præmis 36, er Abdelaziz Arib ikke blevet nægtet indrejse på fransk område. Heraf følger, at han i hvert fald ikke kan være omfattet af den førstnævnte af de to situationer, som artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115 omhandler.
44 Det skal derfor afgøres, om en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, og som er blevet pågrebet i umiddelbar nærhed af denne medlemsstats indre grænse, er omfattet af den anden situation, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115, når den pågældende medlemsstat har genindført grænsekontrol ved denne grænse på grund af en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i den nævnte medlemsstat i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 25.
45 I denne henseende skal der i første række henvises til, at de to situationer, som er omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115, ifølge Domstolens praksis udelukkende vedrører overskridelsen af en medlemsstats ydre grænse som defineret i Schengengrænsekodeksens artikel 2 og således ikke vedrører passage af en fælles grænse mellem medlemsstater, der indgår i Schengenområdet (dom af 7.6.2016, Affum, C-47/15, EU:C:2016:408, præmis 69).
46 Nærmere bestemt indebærer den anden af de to situationer, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115, en direkte forbindelse i tid og sted mellem pågribelsen eller standsningen af tredjelandsstatsborgeren og overskridelsen af en ydre grænse. De omhandlede personer er således tredjelandsstatsborgere, der er blevet pågrebet eller standset af de kompetente myndigheder netop på det tidspunkt, hvor de ulovligt overskred en ydre grænse, eller efter denne overskridelse i nærheden af den pågældende grænse (jf. i denne retning dom af 7.6.2016, Affum, C-47/15, EU:C:2016:408, præmis 72).
47 Artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115 skal dermed fortolkes således, at medlemsstaterne ikke i henhold til denne bestemmelse kan udelukke tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold fra anvendelsesområdet for direktiv 2008/115 med den begrundelse, at de er indrejst ulovligt ved en indre grænse (dom af 7.6.2016, Affum, C-47/15, EU:C:2016:408, præmis 69 og 77).
48 Det skal imidlertid i anden række afgøres, om den omstændighed, at en medlemsstat har genindført grænsekontrol ved sine indre grænser i henhold til Schengengrænsekodeksens artikel 25, vil kunne medføre, at situationen for en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold på denne medlemsstats område, som pågribes i nærheden af en sådan indre grænse, er omfattet af artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115.
49 Schengengrænsekodeksens artikel 25 tillader undtagelsesvis og under visse betingelser en medlemsstat midlertidigt at genindføre grænsekontrol ved alle sine indre grænser eller ved bestemte dele heraf, hvis der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i denne medlemsstat. Det fremgår af denne kodeks’ artikel 32, at hvis der genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, finder de relevante bestemmelser i denne kodeks om de ydre grænser tilsvarende anvendelse.
50 I denne henseende skal det for det første fremhæves, at den undtagelsesbestemmelse, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115, som en undtagelse i forhold til dette direktivs anvendelsesområde skal fortolkes strengt.
51 Som det allerede fremgår af denne doms præmis 45 og 47, vedrører denne bestemmelse ifølge sin egen ordlyd, som i denne henseende er fuldstændig utvetydig, situationen for en tredjelandsstatsborger, der befinder sig ved en medlemsstats »ydre grænse« eller i umiddelbar nærhed af en sådan ydre grænse. Der er således ingen angivelse i denne bestemmelse af, at situationen for en tredjelandsstatsborger, der befinder sig ved en indre grænse, ved hvilken der er blevet genindført grænsekontrol i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 25, eller i umiddelbar nærhed af en sådan indre grænse, kan sidestilles med en sådan situation, selv om artikel 23 og 28 i forordning nr. 562/2006 på tidspunktet for vedtagelsen af dette direktiv allerede bestemte dels, at medlemsstaterne i tilfælde af en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed undtagelsesvis kunne genindføre grænsekontrol ved deres indre grænser, dels, at denne forordnings relevante bestemmelser om de ydre grænser i så fald fandt tilsvarende anvendelse.
52 Hvad for det andet angår det formål, som forfølges med artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115, har Domstolen allerede fastslået, at det består i at give medlemsstaterne mulighed for i de to situationer, som er omhandlet i denne bestemmelse, fortsat at anvende forenklede tilbagesendelsesprocedurer ved deres ydre grænser uden at skulle følge alle etaperne i de procedurer, der er fastsat ved det nævnte direktiv, med henblik på hurtigere at kunne udsende tredjelandsstatsborgere, der standses, når de overskrider en sådan grænse (dom af 7.6.2016, Affum, C-47/15, EU:C:2016:408, præmis 74).
53 I denne henseende skal det fastslås, at artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115 behandler standsning eller pågribelse i umiddelbar nærhed af en medlemsstats ydre grænse, jf. Schengengrænsekodeksens artikel 13, og vedtagelse af en afgørelse om nægtelse af indrejse, som omhandlet i Schengengrænsekodeksens artikel 14, på samme måde.
54 Selv om vedtagelse af en afgørelse om nægtelse af indrejse på Schengenområdet, således som Schengengrænsekodeksens artikel 14, stk. 4, bekræfter, tager sigte på at undgå, at den tredjelandsstatsborger, som afgørelsen er rettet mod, indrejser på dette område, gør pågribelse eller standsning af en sådan statsborger med ulovligt ophold i forbindelse med overskridelse af en ydre grænse eller i umiddelbar nærhed af en sådan grænse det også muligt for de kompetente nationale myndigheder, henset til det sted, hvor denne tredjelandsstatsborger er blevet pågrebet, nemt og hurtigt at træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at undgå, at den pågældende bliver på dette område, ved straks at bringe vedkommende tilbage til den ydre grænse, som denne ulovligt har passeret.
55 Under sådanne omstændigheder, der navnlig er kendetegnet ved nærheden til en ydre grænse, kan det være begrundet at tillade en medlemsstat ikke at følge alle etaperne i den procedure, der er fastsat ved direktiv 2008/115, med henblik på at fremskynde tilbagesendelsen til et tredjeland af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på denne medlemsstats område.
56 Omvendt indebærer det forhold i sig selv, at der genindføres grænsekontrol ved en medlemsstats indre grænser, ikke, at en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, der pågribes i forbindelse med overskridelsen af denne grænse eller i umiddelbar nærhed af denne, kan udsendes hurtigere eller nemmere fra Schengenområdet ved straks at blive bragt tilbage til en ydre grænse, end hvis den pågældende var blevet pågrebet i forbindelse med en politimæssig kontrol som omhandlet i Schengengrænsekodeksens artikel 23, litra a), på det samme sted, uden at der var blevet genindført grænsekontrol ved de nævnte grænser.
57 I modsætning til, hvad den tyske regering i det væsentlige har gjort gældende, drages denne konklusion ikke i tvivl ved, at forpligtelserne for transportvirksomheder i medfør af Schengengrænsekodeksens bilag V, del A, punkt 2, og Schengenkonventionens artikel 26 tages i betragtning.
58 Selv hvis det antages, at sådanne forpligtelser også finder anvendelse i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 32, når der er blevet genindført grænsekontrol ved de indre grænser, bemærkes det nemlig ikke desto mindre, at Schengengrænsekodeksens bilag V, del A, punkt 2, og Schengenkonventionens artikel 26 alene medfører, at transportvirksomheder pålægges at viderebefordre den tredjelandsstatsborger, de befordrer, når denne nægtes indrejse ved grænsen, og ikke når denne statsborger, ligesom Abdelaziz Arib, pågribes eller standses efter ulovligt at have passeret den nævnte grænse.
59 Heraf følger, at der, henset til det mål, der forfølges med artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115, ikke skal sondres med hensyn til situationen for en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, der pågribes i umiddelbar nærhed af en indre grænse, alt efter, om der er genindført grænsekontrol ved den nævnte grænse eller ej.
60 For det tredje bekræftes nødvendigheden af en snæver fortolkning af anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115 endvidere af en analyse af den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, og særligt af en systematisk fortolkning af Schengengrænsekodeksen.
61 I denne henseende bemærkes for det første, at det følger af Schengengrænsekodeksen, at en indre grænse, ved hvilken en medlemsstat har genindført grænsekontrol i medfør af denne kodeks’ artikel 25, ikke svarer til en ydre grænse som omhandlet i samme kodeks.
62 Ifølge ordlyden af Schengengrænsekodeksens artikel 2 udelukker begreberne »indre grænser« og »ydre grænser« nemlig gensidigt hinanden. Schengengrænsekodeksens artikel 32 fastsætter blot, at hvis en medlemsstat genindfører grænsekontrol ved de indre grænser, finder alene de bestemmelser i denne kodeks om de ydre grænser, der er relevante, tilsvarende anvendelse. Derimod fastsætter den nævnte artikel 32, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse, ikke, at artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115 finder anvendelse i en sådan situation. Selve ordlyden af Schengengrænsekodeksen er dermed til hinder for, at en indre grænse, ved hvilken der er blevet genindført grænsekontrol i medfør af denne kodeks’ artikel 25, ved anvendelsen af dette direktiv sidestilles med en ydre grænse.
63 Endvidere er det ganske vist korrekt, at Schengengrænsekodeksens artikel 5, stk. 3, således som den forelæggende ret har fremhævet, pålægger medlemsstaterne at indføre sanktioner i tilfælde af ulovlig passage af de ydre grænser uden for grænseovergangsstederne og de normale åbningstider, der skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
64 Imidlertid og uafhængigt af, om denne bestemmelse udgør en relevant bestemmelse som omhandlet i Schengengrænsekodeksens artikel 32, der finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af en medlemsstats genindførelse af grænsekontrol ved sine indre grænser, bemærkes under alle omstændigheder, at den nævnte bestemmelse på ingen måde er tænkt som en bestemmelse, der skal fravige de ved direktiv 2008/115 fastsatte fælles standarder og procedurer, således som det i øvrigt udtrykkeligt bekræftes i Schengengrænsekodeksens artikel 13, stk. 1, hvorefter der skal træffes foranstaltninger mod en person, som har passeret en ydre grænse ulovligt, og denne person, hvis vedkommende ikke har ret til at opholde sig på den pågældende medlemsstats område, skal pågribes og gøres til genstand for procedurer under overholdelse af direktiv 2008/115/EF (jf. i denne retning dom af 7.6.2016, Affum, C-47/15, EU:C:2016:408, præmis 90).
65 Schengengrænsekodeksens artikel 13, stk. 1, tilsigter således at præcisere forbindelsen mellem grænseovervågningen og gennemførelsen af de tilbagesendelsesprocedurer, der er fastsat ved direktiv 2008/115 (dom af 26.7.2017, Jafari, C-646/16, EU:C:2017:586, præmis 69). Heraf følger, at de foranstaltninger, der træffes af medlemsstaterne i overensstemmelse med navnlig Schengengrænsekodeksens artikel 5, stk. 3, med henblik på at sikre en effektiv grænseovervågning, ikke kan medføre en ændring af de forpligtelser for medlemsstaterne, der følger af dette direktiv.
66 Der skal endelig henvises til, at direktiv 2008/115 ikke udelukker medlemsstaternes mulighed for at pålægge fængselsstraf for begåelsen af andre lovovertrædelser end dem, der alene vedrører en ulovlig indrejse, herunder også i situationer, hvor den tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i dette direktiv, endnu ikke er blevet afsluttet (dom af 7.6.2016, Affum, C-47/15, EU:C:2016:408, præmis 65). Følgelig er det nævnte direktiv heller ikke til hinder for pågribelse eller tilbageholdelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, såfremt sådanne foranstaltninger træffes, fordi denne tredjelandsstatsborger er under mistanke for at have begået en anden lovovertrædelse end blot den ulovlige indrejse på nationalt område, og navnlig en lovovertrædelse, der kan udgøre en trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i den pågældende medlemsstat.
67 Det følger af det ovenstående, at det første og det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115, sammenholdt med Schengengrænsekodeksens artikel 32, skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på situationen for en tredjelandsstatsborger, der pågribes i umiddelbar nærhed af en indre grænse og med ulovligt ophold på en medlemsstats område, selv når den pågældende medlemsstat i medfør af denne kodeks’ artikel 25 har genindført grænsekontrol ved denne grænse på grund af en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i denne medlemsstat.
Det tredje spørgsmål
68 Henset til besvarelsen af det første og det andet spørgsmål er der ikke anledning til at besvare det tredje spørgsmål.
Sagsomkostninger
69 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:
Artikel 2, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, sammenholdt med artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks), skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på situationen for en tredjelandsstatsborger, der pågribes i umiddelbar nærhed af en indre grænse og med ulovligt ophold på en medlemsstats område, selv når den pågældende medlemsstat i medfør af denne forordnings artikel 25 har genindført grænsekontrol ved denne grænse på grund af en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i denne medlemsstat.
Underskrifter