FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. BOBEK
fremsat den 6. august 2020 (1)
Sag C-195/20 PPU
XC
Straffesag
procesdeltager:
Generalbundesanwalt beim Bundesgerichtshof
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland))
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i kriminalsager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre og procedurer for overgivelse mellem medlemsstaterne – artikel 27, stk. 2 og 3 – specialitetsreglen – rækkevidde – retsforfølgning af den eftersøgte i anledning af andre lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet – to successive europæiske arrestordrer udstedt af samme medlemsstat i anledning af forskellige lovovertrædelser – retsvirkninger af frivillig udrejse fra den medlemsstat, der udstedte den første europæiske arrestordre, og tvungen tilbagevenden til denne på grundlag af en anden europæisk arrestordre«
I. Indledning
1. I henhold til den såkaldte »specialitetsregel« i artikel 27 i rammeafgørelse 2002/584/RIA (2) kan en person, der er overgivet, ikke retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.
2. I den foreliggende sag blev anklagede første gang overgivet af de portugisiske myndigheder til de tyske myndigheder i henhold til en europæisk arrestordre. Efter afsoningen af sin straf forlod han frivilligt tysk territorium. Der blev herefter udstedt en anden europæisk arrestordre mod ham, i henhold til hvilken de italienske myndigheder overgav ham til de tyske myndigheder. De italienske myndigheder gav samtykke til at give afkald på specialitetsreglen med henblik på retsforfølgning for de faktiske omstændigheder, som hovedsagen angår. Anklagede har gjort gældende, at et sådant samtykke skulle have været meddelt af de portugisiske myndigheder som fuldbyrdelsesmyndighed vedrørende den første europæiske arrestordre.
3. Med den foreliggende sag anmodes Domstolen således nærmere bestemt om at tage stilling til de nærmere regler for anvendelsen af specialitetsreglen, særligt på baggrund af, at den person, mod hvem den første europæiske arrestordre blev udstedt, frivilligt har forladt den medlemsstat, der udstedte denne arrestordre, hvorefter den pågældende var tvunget til at vende tilbage til denne i henhold til en anden europæisk arrestordre: skal en sådan person da, til trods for at være udrejst frivilligt, fortsat antages at nyde den beskyttelse, der følger af specialitetsreglen, for så vidt angår den første europæiske arrestordre? Eller følger det af den omstændighed, at den pågældende frivilligt forlod den medlemsstat, der havde udstedt den første arrestordre, at det snarere må antages, at specialitetsreglen i givet fald kun kan bedømmes på grundlag af den anden europæiske arrestordre, idet kompetencen til at meddele samtykke til at udvide retsforfølgningen alene tilkommer de fuldbyrdende myndigheder af den anden arrestordre?
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
4. Artikel 1, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 bestemmer:
»Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning«.
5. Ifølge rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, skal den europæiske arrestordre indeholde visse oplysninger, bl.a. »lovovertrædelsens karakter og retlige beskrivelse« og »en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder lovovertrædelsen er begået«.
6. Rammeafgørelsens artikel 13, stk. 1, fastsætter:
»Hvis den anholdte person oplyser, at han giver sit samtykke til overgivelse, afgives dette samtykke og i givet fald det udtrykkelige afkald på anvendelse af specialitetsreglen, jf. artikel 27, stk. 2, til den fuldbyrdende judicielle myndighed i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning.«
7. Rammeafgørelsens artikel 27 er indeholdt i dennes kapitel 3, der bærer overskriften »Virkninger af overgivelsen«. Den omhandler eventuel retsforfølgning (af den pågældende) for andre lovovertrædelser og har følgende ordlyd:
»1. Medlemsstaterne kan meddele Generalsekretariatet for Rådet, at i forbindelserne med andre medlemsstater, der har givet samme meddelelse, formodes samtykke at være givet til retsforfølgning, idømmelse af straf eller tilbageholdelse med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet, medmindre den fuldbyrdende judicielle myndighed i en konkret sag anfører andet i sin afgørelse om overgivelse.
2. Bortset fra de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde kan en person, der er overgivet, ikke retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.
3. Stk. 2 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
a) hvis den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade den medlemsstat, han er overgivet til, har undladt dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til denne medlemsstats territorium efter at have forladt det
b) hvis lovovertrædelsen ikke kan straffes med frihedsberøvelse
c) hvis retsforfølgningen ikke medfører anvendelse af en foranstaltning, der begrænser den pågældendes personlige frihed
d) hvis den pågældende vil blive pålagt en straf eller en foranstaltning, der ikke indebærer frihedsberøvelse, herunder bødestraf eller en anden foranstaltning, der måtte træde i stedet for bøde, også selv om denne straf eller foranstaltning begrænser den pågældendes personlige frihed
e) hvis den pågældende har givet sit samtykke til overgivelse, eventuelt samtidig med at han giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen, i henhold til artikel 13
f) hvis den pågældende efter overgivelsen udtrykkeligt giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen for specifikke lovovertrædelser, der er begået inden overgivelsen. Afkaldet skal afgives til de kompetente udstedende judicielle myndigheder og føres til protokols i overensstemmelse med den udstedende medlemsstats nationale lovgivning. Afkaldet skal indhentes på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende frivilligt har givet det med fuldt kendskab til følgerne. Med henblik herpå har han ret til juridisk bistand
g) hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har overgivet den pågældende, giver sit samtykke i henhold til stk. 4.
4. Anmodningen om samtykke skal indgives til den fuldbyrdende judicielle myndighed med de i artikel 8, stk. 1, omhandlede oplysninger og ledsaget af en oversættelse som anført i artikel 8, stk. 2. Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv giver anledning til overgivelse i henhold til rammeafgørelsens bestemmelser. Samtykke skal nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 3, og kan ellers kun nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 4. Afgørelsen skal træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen.
For så vidt angår de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, skal udstedelseslandet give de deri nævnte garantier.«
B. Tysk ret
8. § 83h i Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen (lov om international retshjælp i straffesager), hvorved rammeafgørelsen blev gennemført, bestemmer:
»1) Personer, som overgives af en medlemsstat på grundlag af en europæisk arrestordre må ikke:
1. retsforfølges, idømmes straf eller undergives andre frihedsberøvende foranstaltninger for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet
2. videreovergives, overføres eller udvises til et tredjeland.
2) Stk. 1 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
1. når den overgivne person, efter at have haft mulighed for at forlade denne lovs geografiske anvendelsesområde, har undladt dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage hertil efter at have forladt det
2. lovovertrædelsen ikke kan straffes med frihedsberøvelse eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på resocialisering og sikring
3. retsforfølgningen ikke indebærer anvendelse af en foranstaltning, der begrænser den pågældendes personlige frihed
4. når den overgivne person undergives fuldbyrdelse af en straf eller foranstaltning med henblik på resocialisering og sikring uden frihedsberøvelse, selv hvis denne straf eller foranstaltning kan begrænse den personlige frihed, eller
5. når den anmodede medlemsstat eller den overgivne person har givet afkald herpå.
3) Afkald som meddeles af den overgivne person efter overgivelsen, skal føres til protokols af en dommer eller statsadvokat. Afkaldet er uigenkaldeligt. Den overgivne person skal oplyses herom.«
III. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og det præjudicielle spørgsmål
9. Anklagede er i årenes løb blevet retsforfulgt i Tyskland i tre straffesager angående forskellige lovovertrædelser: handel med euforiserende stoffer (forhold A), seksuelt misbrug af en mindreårig begået i Portugal (forhold B) og voldtægt af særlig farlig karakter samt afpresning, ligeledes begået i Portugal (forhold C).
10. Anklagede blev først retsforfulgt for handel med euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde (forhold A). Han blev den 6. oktober 2011 idømt en fællesstraf af fængsel i et år og ni måneder for dette forhold af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll, Tyskland). Fuldbyrdelsen af straffen blev gjort betinget.
11. I 2016 blev der dernæst indledt en straffesag i Tyskland mod anklagede for seksuelt misbrug af en mindreårig i Portugal (forhold B). Staatsanwaltschaft Hannover (anklagemyndigheden i Hannover, Tyskland) udstedte den 23. august 2016 en europæisk arrestordre i denne anledning (herefter »den første europæiske arrestordre«). Tribunal da Relação de Évora (appeldomstolen i Évora, Portugal) godkendte, at tiltalte skulle overgives til de tyske judicielle myndigheder i anledning af denne lovovertrædelse. Tiltalte gav ikke afkald på specialitetsreglen i anledning af denne sag. De portugisiske myndigheder overgav tiltalte til Forbundsrepublikken Tyskland den 22. juni 2017. Han udstod derefter hele den fængselsstraf på et år og tre måneder, som han var blevet idømt for seksuelt misbrug af en mindreårig, i dette land. I august 2018 blev han undergivet tilsyn (Führungsaufsicht) i fem år. I dette tidsrum skulle han én gang om måneden møde personligt hos sin tilsynsværge.
12. Under fuldbyrdelsen af straffen for seksuelt misbrug af en mindreårig (forhold B) blev den af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) i 2011 idømte betingede straf for handel med euforiserende stoffer (forhold A) gjort ubetinget. Staatsanwaltschaft Flensburg (anklagemyndigheden i Flensburg, Tyskland) indgav den 22. august 2018 en anmodning om meddelelse af afkald på anvendelse af specialitetsreglen til Tribunal da Relação de Evora (appeldomstolen i Evora, Portugal) og anmodede om samtykke til fuldbyrdelse af den af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) idømte straf.
13. Anklagede blev løsladt den 31. august 2018, da Tribunal da Relação de Evora (appeldomstolen i Evora) ikke havde svaret. Herefter rejste han den 18. september 2018 til Nederlandene og senere til Italien. Den 19. september blev der udstedt en europæisk arrestordre vedrørende anklagede af Staatsanwaltschaft Flensburg (anklagemyndigheden i Flensburg) med henblik på fuldbyrdelse af den af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) afsagte dom vedrørende forhold A (herefter »den anden europæiske arrestordre«).
14. Anklagede blev anholdt i Italien den 27. september 2018. De italienske myndigheder gav den 10. oktober 2018 samtykke til overgivelse af ham. Den 18. oktober blev anklagede overgivet til de tyske myndigheder.
15. Endelig traf Amtsgericht Braunschweig (byretten i Braunschweig, Tyskland) den 5. november 2018 afgørelse om varetægtsfængsling (Untersuchungshaftbefehl) med henblik på efterforskning af en tredje sag vedrørende anklagede (forhold C), nemlig grov voldtægt og afpresning af en 72-årig amerikansk kvinde begået den 2. september 2005 i Praia de Luz (Portugal). Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse er blevet indgivet under denne sag.
16. Staatsanwaltschaft Braunschweig (anklagemyndigheden i Braunschweig, Tyskland) anmodede den 12. december 2018 den italienske fuldbyrdelsesmyndighed om ligeledes at meddele samtykke til, at anklagede kan strafforfølges for den af hovedsagen omhandlede grove voldtægt og afpresning (forhold C). Corte d’appello di Milano (appeldomstolen i Milano) meddelte samtykke hertil den 22. marts 2019.
17. Anklagede var varetægtsfængslet i Tyskland fra den 23. juli 2019 til den 11. februar 2020 på grundlag af den i punkt 15 i dette forslag til afgørelse nævnte varetægtsfængslingskendelse. Under denne blev anklagede ved den af Landgericht Braunschweig (den regionale ret i første instans i Braunschweig, Tyskland) den 16. december 2019 afsagte dom fundet skyldig i grov voldtægt og afpresning begået i Portugal i 2005 (forhold C). Retten idømte ham en fællesstraf af fængsel i syv år, der omfatter den af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) i 2011 afsagte dom. Hele den periode, hvor anklagede var varetægtsfængslet i Italien, blev modregnet i fællesstraffen. Den portugisiske fuldbyrdelsesmyndighed meddelte endvidere den 21. januar 2020 samtykke til fuldbyrdelse af den af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) idømte fællesstraf af fængsel for forhold A.
18. Anklagede har været fængslet siden den 12. februar 2020 til fuldbyrdelse af den straf, som han blev idømt af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) i 2011 for forhold A. Han har iværksat revisionsanke for den forelæggende ret, Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), til prøvelse af den af Landgericht Braunschweig (den regionale ret i første instans i Braunschweig) afsagte dom. Han anfægter navnlig gyldigheden af proceduren forud for denne dom under hensyn til specialitetsreglen i artikel 27 i rammeafgørelsen. Da de portugisiske myndigheder ikke havde meddelt samtykke til strafforfølgning for den i Portugal begåede grove voldtægt og afpresning (forhold C), havde de tyske myndigheder kompetence til at strafforfølge anklagede, hvorfor de foretagne rettergangsskridt, herunder den af Amtsgericht Braunschweig (den regionale ret i første instans i Braunschweig) den 5. november 2018 afsagte kendelse om varetægtsfængsling, følgelig er retsstridige.
19. Ifølge den forelæggende ret afhænger spørgsmålet af, om den nationale varetægtsfængslingskendelse, der blev afsagt med henblik på sagens efterforskning, kan opretholdes eller skal ophæves, af, om de tyske myndigheder havde kompetence til at strafforfølge anklagede for forholdet omfattende grov voldtægt og afpresning begået i Portugal i 2005 (forhold C).
20. Dette er baggrunden for, at Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 27, stk. 2 og 3, i [rammeafgørelsen] fortolkes således, at specialitetsprincippet ikke er til hinder for en frihedsberøvende foranstaltning på grund af andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet, når personen efter overgivelsen frivilligt har forladt den udstedende medlemsstats territorium og senere atter er blevet overgivet til den udstedende medlemsstats territorium af en anden fuldbyrdende medlemsstat på grundlag af en ny europæisk arrestordre, og denne anden fuldbyrdende medlemsstat har givet samtykke til retsforfølgelse, domfældelse og fuldbyrdelse på grund af denne anden overtrædelse?«
IV. Hasteproceduren for Domstolen
21. Den forelæggende ret har anmodet om, at den foreliggende præjudicielle anmodning undergives den i artikel 107 i Domstolens procesreglement omhandlede hasteprocedure. Til støtte herfor har retten anført, at det præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af rammeafgørelsen, der henhører under de områder, som er omhandlet i afsnit V i EUF-traktatens tredje del. Den har endvidere anført, at anklagede på tidspunktet for indgivelsen af den præjudicielle anmodning var frihedsberøvet med henblik på fuldbyrdelse af den af Amtsgericht Niebüll (byretten i Niebüll) idømte straf for handel med euforiserende stoffer (forhold A). Selv om anklagede måtte blive løsladt før tid, vil han imidlertid fortsat være varetægtsfængslet i henhold til den af Amtsgericht Braunschweig (byretten i Braunschweig) afsagte fængslingskendelse med henblik på efterforskning af den i Portugal begåede grove voldtægt og afpresning (forhold C). Lovligheden af denne varetægtsfængsling afhænger imidlertid af, at proceduren forud for den af Landgericht Braunschweig (den regionale ret i første instans i Braunschweig) i hovedsagen afsagte dom for forhold C, var retmæssig. Såfremt denne var retsstridig, skal anklagede løslades.
22. Domstolens Fjerde Afdeling besluttede den 25. maj 2020 at efterkomme denne anmodning.
23. Der er blevet afgivet skriftlige indlæg af anklagede, Generalbundesanwalt beim Bundesgerichtshof (rigsadvokaten ved Bundesgerichtshof, herefter »rigsadvokaten«), den tyske regering og Europa-Kommissionen. Disse parter samt Irland har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 16. juli 2020.
V. Bedømmelse
24. Nærværende forslag til afgørelse er opbygget på følgende måde. Jeg vil begynde med at gennemgå specialitetsreglen under hensyn til ordlyden af og formålet med rammeafgørelsens artikel 27 samt den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår. Jeg vil navnlig fokusere på virkningerne af, at den pågældende frivilligt udrejste af den medlemsstat, som havde udstedt en europæisk arrestordre, i relation til specialitetsreglen samt til overgivelsesproceduren som sådan (under A). Jeg vil dernæst redegøre for, hvilke krav specialitetsreglen stiller for det tilfælde, at den pågældende på ny er blevet overgivet til den udstedende medlemsstat i henhold til en anden europæisk arrestordre under tilsvarende omstændigheder som i hovedsagen (under B).
A. Specialitetsreglen og virkningerne af frivillig udrejse af den udstedende medlemsstat
25. I den foreliggende sag blev anklagede på grundlag af en første europæisk arrestordre, som var udstedt af Tyskland og blev fuldbyrdet af Portugal, overgivet til Tyskland, hvor han afsonede sin straf for de lovovertrædelser, som var omhandlet af denne arrestordre (seksuelt misbrug af en mindreårig, forhold B). Efter løsladelsen blev han undergivet tilsyn, men fik ikke forbud mod at forlade tysk territorium. Anklagede udrejste frivilligt af Tyskland og tog først til Nederlandene og derefter til Italien. På grundlag af en anden europæisk arrestordre udstedt af de tyske myndigheder blev han på ny overgivet til disse af de italienske myndigheder med henblik på afsoning af den straf, som han tidligere var blevet idømt for handel med euforiserende stoffer (forhold A). Efterfølgende accepterede de italienske myndigheder ligeledes at give afkald på specialitetsreglen, idet de godkendte, at anklagede kunne strafforfølges i Tyskland for sigtelserne for grov voldtægt og afpresning, der var blevet begået i Portugal inden hans første overgivelse (forhold C). Som følge af disse forhold samt den af ham appellerede dom er anklagede aktuelt varetægtsfængslet (Untersuchungshaft).
26. Med sit eneste præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvilke retsfølger der dels er knyttet til den omstændighed, at en person, som er blevet overgivet til den udstedende medlemsstat i henhold til en første europæisk arrestordre, frivilligt udrejser af denne stats territorium, dels til den omstændighed, at den pågældende tvangsmæssigt er vendt tilbage i henhold til en anden europæisk arrestordre.
27. Jeg vil indledningsvis behandle det første punkt: Hvad er virkningerne i relation til specialitetsreglen af, at en person, som er blevet overgivet til den udstedende stat, frivilligt udrejser af denne?
28. Ifølge anklagede og Irland er en sådan omstændighed uden betydning for anvendelsen af specialitetsreglen. Anklagede gav ikke afkald på denne regel, da han frivilligt udrejste af Tyskland. Specialitetsreglen finder fortsat anvendelse, idet anklagede dels fortsat var undergivet tilsyn i anledning af forhold B, da han udrejste af Tyskland, dels idet han ikke frivilligt vendte tilbage hertil. Virkningerne af den første overgivelse består således fortsat.
29. Rigsadvokaten, den tyske regering, Kommissionen og den forelæggende ret er derimod enige om, at den første overgivelsesprocedure ophørte, da anklagede frivilligt forlod den udstedende medlemsstats territorium, hvilket førte til, at specialitetsreglen bortfaldt. De interesser, som specialitetsreglen beskytter, anfægtes ikke længere, når den pågældende person frivilligt forlader den medlemsstat, til hvilken denne oprindeligt blev overgivet. En person, som frivilligt forlader udstedelsesmedlemsstaten, kan ikke længere påberåbe sig beskyttelse i henhold til specialitetsreglen; Dette gælder ligeledes i tilfælde af, at den pågældende vender tilbage, da det nye ophold i udstedelsesmedlemsstaten ikke længere skyldes den tidligere overgivelse.
30. Jeg er enig med rigsadvokaten, den tyske regering, Kommissionen og den forelæggende ret. Det er min opfattelse, at specialitetsreglen er uløseligt forbundet med fuldbyrdelsen af en specifik europæisk arrestordre inden for de rammer, hvori den er blevet »aktiveret« og følgelig kan vurderes. Denne regel finder kun anvendelse i forbindelse med denne arrestordre for så vidt som den pågældende som følge af sin tilstedeværelse på den udstedende stats territorium er undergivet dennes kontrol. Fra det tidspunkt hvor den pågældende ikke længere er undergivet jurisdiktion i den stat, der udstedte arrestordren, fordi den pågældende frivilligt er udrejst af denne, er specialitetsreglen følgelig ikke længere virksom.
31. En sådan fortolkning følger af ordlyden af, den sammenhæng, hvori den indgår, samt formålet med rammeafgørelsens artikel 27, stk. 2.
1. Ordlydsfortolkning
32. I henhold til rammeafgørelsens artikel 27, stk. 2, kan en person, der er overgivet, i princippet ikke retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.
33. Selve ordlyden af denne bestemmelse bidrager ikke med oplysninger om, hvad virkningen er af, at en person, som er overgivet, frivilligt udrejser af den udstedende stats territorium, i relation til anvendelsen af specialitetsreglen. Ordlyden antyder imidlertid klart, at specialitetsreglen er nært forbundet med overgivelsen (i singularis) og den derpå følgende fuldbyrdelse af en specifik europæisk arrestordre. Den omstændighed, at denne regel tilgodeser »en person, der er overgivet«, forudsætter reelt, at denne person befinder sig – eller snart vil befinde sig – på den medlemsstats territorium, som har anmodet om overgivelsen med henblik på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre eller i hvert fald er undergivet faktisk kontrol fra denne stat.
34. For så vidt angår ordlyden henviser jeg endvidere til, at kapitel 3 i rammeafgørelsen, hvori artikel 27 indgår, bærer overskriften »Virkninger af overgivelsen«. Denne overskrift forudsætter ligeledes, at bestemmelserne i dette kapitel regulerer virkningerne af en specifik overgivelse i henhold til en given europæisk arrestordre.
2. Fortolkning ud fra sammenhængen
35. For det første hvad angår den interne systematik i rammeafgørelsens artikel 27 fremgår det af bestemmelsens stykke 3, at specialitetsreglen ikke finder anvendelse i en række udtømmende opregnede tilfælde (3). Dette gælder for det første, såfremt den pågældende har givet samtykke til, at retsforfølgningen udvides. I dette tilfælde antages det, at den pågældende med dette samtykke frivilligt accepterer at være omfattet af den udstedende medlemsstats jurisdiktion for så vidt angår andre lovovertrædelser, uanset at den pågældende under ingen omstændigheder er forpligtet hertil. Dette gælder ligeledes, såfremt den myndighed, som skal fuldbyrde en europæisk arrestordre, selv samtykker i, at retsforfølgningen udvides (4). Denne anden situation, der er velkendt i klassisk udleveringsret, understreger både den bilaterale dimension og de betragtninger om suverænitet, som ligger til grund for enhver europæisk arrestordre: Den fuldbyrdende stat giver afkald på at udøve sin ius puniendi for andre lovovertrædelser end dem, for hvilke den pågældende er overgivet (5), til fordel for den udstedende stat.
36. Til trods for de tilsyneladende forskelle har disse to typer af undtagelser et afgørende træk til fælles: accepten af, at lovovertrædelser, som er begået inden overgivelsen, og som ikke er omfattet af den pågældende europæiske arrestordre, er omfattet af ius puniendi i den stat, der har udstedt denne arrestordre. Virkningen af, at der meddeles afkald på specialitetsreglen, uanset om dette sker på initiativ af den pågældende eller den fuldbyrdende medlemsstat, er med andre ord, at den udstedende stat bemyndiges til, i henhold til en specifik europæisk arrestordre, at retsforfølge og dømme en person, der fysisk befinder sig under denne stats jurisdiktion for andre lovovertrædelser end dem, for hvilke den pågældende er overgivet. Det følger heraf, at specialitetsreglen udgør en garanti for den overgivne person, så længe denne, som følge af arrestordrens virkninger og under tvang af denne, forbliver på den udstedende stats territorium.
37. Hvad dernæst angår systematikken i rammeafgørelsen fremgår det af indholdet i og opbygningen af andre bestemmelser i denne, at rammeafgørelsens regler finder anvendelse på én enkelt overgivelse. Ifølge rammeafgørelsens artikel 1, stk. 1, har en europæisk arrestordre specifikt til formål, »at en anden medlemsstat […] overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning«. Det fremgår ligeledes af rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, og bilaget til denne, at overgivelsen sker i anledning af specifikke lovovertrædelser, idet en europæisk arrestordre altid skal præcisere den eller de omhandlede lovovertrædelsers karakter og retlige beskrivelse samt indeholde en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder den eller de er begået. En europæisk arrestordre bemyndiger således den udstedende medlemsstat til, netop i forbindelse med en overgivelse – dvs. som følge af en tvangsmæssig overførsel til denne stats territorium – at retsforfølge den pågældende for de lovovertrædelser, der er nævnt i arrestordren. Den pågældende kan i denne forbindelse påberåbe sig specialitetsreglen. Det er en logisk følge heraf, at denne regel kun kan finde anvendelse i forbindelse med én enkelt, konkret og specifik overgivelse. Den kan ikke yderligere finde anvendelse i relation til en anden overgivelse, efter at den pågældende har forladt det territorium, hvortil han oprindelig blev overgivet (6).
3. Teleologisk fortolkning
38. Selv om ordlydsfortolkningen og fortolkningen ud fra sammenhængen understreger den nære sammenhæng mellem specialitetsreglen og den overgivne persons tilstedeværelse på den udstedende stats territorium i forbindelse med fuldbyrdelsen af en specifik europæisk arrestordre, fremgår det af formålene med denne regel og af den europæiske arrestordre som instrument, at denne sammenhæng bringes til ophør, når en person frivilligt udrejser af den udstedende medlemsstats territorium. Da den pågældende ikke længere er undergivet tvangsindgreb fra statens side, er det en logisk følge heraf, at specialitetsreglen i relation til denne overgivelse bortfalder eller bliver uvirksom.
39. Domstolen fastslog for så vidt angår funktionerne af specialitetsreglen i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 2, at denne regel »har baggrund i den fuldbyrdende medlemsstats suverænitet og giver den eftersøgte person ret til kun at retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for den lovovertrædelse, for hvilken den pågældende er overgivet« (7). Specialitetsreglen varetager således principielt to formål. Den skal for det første sikre suveræniteten for den stat, der forestår fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre – hvilket er et traditionelt formål, der navnlig kan føres tilbage til udleveringsretten (8) – idet denne ved fuldbyrdelsen af arrestordren accepterer en begrænsning af (eller giver sågar afkald på) at udøve sin egen strafferetlige suverænitet til fordel for en anden medlemsstat. For det andet – hvilket i højere grad afviger fra det klassiske udleveringsbegreb – har den EU-retlige specialitetsregel til formål at sikre den pågældendes rettigheder. Denne skal ikke frygte eventuelt også at blive retsforfulgt for andre lovovertrædelser inden overgivelsen, der ikke udtrykkeligt er nævnt i den omhandlede europæiske arrestordre. Med forbehold af den pågældendes udtrykkelige afkald på fordelen som følge af specialitetsreglen skal denne kunne stole på ikke at blive retsforfulgt for andre lovovertrædelser under hele sit tvungne ophold i den udstedende medlemsstat.
40. I den foreliggende sag er det afgørende, at det fremgår af disse to formål, at det følger af specialitetsreglen, at den udstedende stats strafferetlige kompetence begrænses, og at det undgås, at denne griber ind i den fuldbyrdende stats kompetencer og overskrider sine beføjelser i forhold til den pågældende. Den udstedende medlemsstat kan nemlig af forskellige grunde være fristet til at retsforfølge den pågældende for lovovertrædelser (der må antages at være begået tidligere), som ikke er omfattet af den europæiske arrestordre (9).
41. Disse målsætninger for specialitetsreglen skal selv vurderes under hensyn til de formål, som den europæiske arrestordre skal varetage. Disse tager nemlig sigte på, at den pågældende undergives potestas i den medlemsstat, der har udstedt arrestordren, for så vidt angår de deri nævnte lovovertrædelser, idet denne tvangsmæssigt overføres til denne stats territorium (10). Da specialitetsreglen beskytter den pågældende mod den udstedende stats eventuelle bestræbelser på uretmæssigt at udvide sin strafferetlige kompetence, synes denne regel at være uløseligt forbundet med fuldbyrdelsen af en specifik europæisk arrestordre, hvis omfang er klart afgrænset.
42. Heraf følger, at specialitetsreglen kun afføder virkninger i forbindelse med overgivelsen, så længe personen tvangsmæssigt befinder sig på den udstedende stats territorium. Ved frivillig udrejse fra dette territorium brydes forbindelsen mellem denne stat og den overgivne person. Den pågældendes udrejse bevirker, at denne unddrages denne stats potestas. Den pågældende er derfor principielt ikke længere beskyttet af den specialitetsregel, der fandt anvendelse på den oprindelige overgivelse.
43. Forholdet er kort sagt det, at tælleren nulstilles, såfremt den pågældende frivilligt forlader den udstedende medlemsstats territorium. Dette gælder hele den specifikke overgivelsesprocedure i henhold til en given europæisk arrestordre, ikke kun i relation til specialitetsreglen. Formålet med overgivelsen er nemlig at overføre den pågældende til den udstedende medlemsstats territorium med henblik på, at denne pålægges og/eller afsoner straf i denne stat. Når dette mål er nået, er denne »fase« af overgivelsen slut. Da specialitetsreglen finder anvendelse i denne fase, er det en logisk følge heraf, at denne ligeledes bliver uaktuel.
B. Virkningerne af tvangsmæssig tilbagevenden til den udstedende medlemsstats territorium
44. I den foreliggende sag bestrides det ikke, at anklagede frivilligt forlod tysk territorium efter at have afsonet den straf, som han var blevet idømt for forhold B (seksuelt misbrug af en mindreårig), og som var omhandlet af den europæiske arrestordre, som havde givet anledning til de portugisiske myndigheders første overgivelse af ham. Hermed er virkningerne af den specialitetsregel, der fandt anvendelse i denne fase, ophørt i relation til denne arrestordre.
45. Den foreliggende sag vedrører imidlertid ikke alene virkningerne af, at den overgivne person frivilligt udrejser af den udstedende stats territorium i relation til specialitetsreglen. Den har et andet faktisk kendetegn, der tilsyneladende er hovedårsagen til den forelæggende rets tvivl: den pågældende vendte tilbage til den udstedende medlemsstats territorium til fuldbyrdelse af en anden europæisk arrestordre. Den forelæggende ret rejser således endvidere spørgsmål om virkningerne af, at anklagede efter sin udrejse var genstand for denne anden europæiske arrestordre, der som sådan foranledigede anklagedes tvangsmæssige tilbagevenden til Tyskland, denne gang fra Italien.
46. Kan denne omstændighed så at sige »reaktivere« specialitetsreglen i relation til den første europæiske arrestordre? Såfremt det antages, at der indtræder »reaktivering«, påhviler det da de tyske udstedende myndigheder at indhente samtykke fra den første fuldbyrdende medlemsstat (Den Portugisiske Republik), således at strafforfølgningen udvides til at omfatte forhold C, som hovedsagen angår (grov voldtægt og afpresning), da den anden europæiske arrestordre ikke omfatter dette. Dette er anklagede og Irlands opfattelse, idet disse antager, at specialitetsreglen fortsat afføder virkninger i forhold til Den Portugisiske Republik.
47. I modsat fald vil det samtykke, som de myndigheder, der fuldbyrdede den anden europæiske arrestordre (de italienske myndigheder), gav, derimod være tilstrækkeligt. Dette er den opfattelse, som rigsadvokaten, den tyske regering, Kommissionen og den forelæggende ret, har givet udtryk for.
48. Samtlige procesdeltagere har som grundlag for disse forskellige konklusioner i vidt omfang støttet sig på rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra a), hvorefter specialitetsreglen ikke længere finder anvendelse, »hvis den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade den medlemsstat, han er overgivet til, har undladt dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til denne medlemsstats territorium efter at have forladt det«. På den ene side antager anklagede og Irland, at denne bestemmelse opretholder den beskyttelse af ham, som specialitetsreglen indebar i henhold til den første europæiske arrestordre, for så vidt som denne bestemmelse forudsætter frivillig tilbagevenden. På den anden side synes rigsadvokaten, Kommissionen og den forelæggende ret at være enige om, at denne undtagelse fra specialitetsreglen ligeledes finder anvendelse på tvangsmæssig tilbagevenden. Selv om den tyske regering ikke afviser en sådan fortolkning, betvivler den imidlertid, at en gennemgang af rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra a), er påkrævet i den foreliggende sag.
49. Efter min opfattelse er det ikke relevant at påberåbe sig rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra a), i denne sag. Det er hverken nødvendigt, endsige muligt, under de foreliggende omstændigheder i hovedsagen med støtte i artikel 27, stk. 3, litra a), at konkludere, at specialitetsreglen ikke længere finder anvendelse i henhold til den første europæiske arrestordre.
50. Principalt henviser jeg for det første til, således som det fremgår af det foregående afsnit i dette forslag til afgørelse, at det ikke under de omstændigheder, der foreligger i hovedsagen, er nødvendigt at begrunde, at specialitetsreglen er uanvendelig for så vidt angår den første europæiske arrestordre, med henvisning til rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra a), for så vidt som dette er en direkte følge af, at den første overgivelsesprocedure nødvendigvis afsluttedes i og med, at den pågældende frivilligt udrejste af den udstedende medlemsstat. Udrejsen afbrød således den territoriale tilknytning, der giver den pågældende mulighed for med føje at påberåbe sig beskyttelse i henhold til specialitetsreglen under hele sit tvungne ophold på denne stats territorium. Den omstændighed, at specialitetsreglen er blevet uanvendelig i relation til den første europæiske arrestordre, følger således ikke af en af de undtagelser, der er nævnt i artikel 27, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, men af, at tvisten nu har nået en ny fase som følge af den anden europæiske arrestordre (11).
51. Subsidiært henviser jeg for det andet til, at rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, under alle omstændigheder er uanvendelig i tilfælde af tvangsmæssig tilbagevenden. Ligesom denne bestemmelse i realiteten udelukkende vedrører den pågældendes frivillige udrejse, kræver dens anvendelse ligeledes i givet fald, at den pågældende frivilligt vender tilbage til den udstedende medlemsstats territorium. Domstolen fastslog således i den sag, der gav anledning til West-dommen (12), at denne bestemmelse nemlig er udtryk for et implicit samtykke fra den pågældende til at være undergivet jurisdiktionen i den udstedende medlemsstat, hvilket er den samme stat som den, hvori den pågældende blev retsforfulgt og i givet fald idømt straf for de i den europæiske arrestordre nævnte lovovertrædelser. Dette implicitte samtykke er åbenbart, når personen af egen fri vilje beslutter at forblive på territoriet fremfor (fuldt lovligt) at udrejse af denne for at tage til den stat, i hvilken han er statsborger, har sin bopæl eller til en hvilken som helst anden stat efter eget valg.
52. Den frivillige karakter af den pågældendes eventuelle tilbagevenden til den udstedende stats territorium fremgår ganske vist ikke udtrykkeligt af ordlyden af rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra a). Ligesom anklagede og Irland finder jeg, at udtrykket »er vendt tilbage til denne medlemsstats territorium efter at have forladt det« antyder, at den pågældendes tilbagevenden er frivillig, ikke tvangsmæssig (13), og at denne fortolkning er den eneste logiske i betragtning af denne bestemmelses opbygning og formål (14). Da specialitetsreglen således kun beskytter den pågældende, såfremt denne tvangsmæssigt opholder sig på den udstedende medlemsstats territorium, er denne logisk set ikke længere af betydning, når den pågældendes bevægelsesfrihed, om jeg så må sige, er ubegrænset, således at han enten kan forblive i denne stat, forlade den eller vende tilbage til den. Enhver anden fortolkning ville være ensbetydende med straffrihed, idet det da ville være tilstrækkeligt, at den pågældende tvangsmæssigt vendte tilbage til den udstedende medlemsstats territorium for i givet fald ikke længere at skulle befrygte en eventuel retsforfølgning for tidligere lovovertrædelser, som ingen havde haft mistanke om på overgivelsestidspunktet. En sådan betragtning giver næppe mening.
53. Selv om anklagede og Irland således har grund til at antage, at anvendelsen af undtagelsen i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra a), forudsætter en frivillig tilbagevenden, har de derimod ikke ret i, at hans tvangsmæssige tilbagevenden har reaktiveret specialitetsreglen i relation til den første overgivelse.
54. For det tredje synes den – overflødige – henvisning til rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra a), at skyldes de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, idet disse faktiske omstændigheder er kilde til en vis forvirring, fordi de er vildledende. Man skal således ikke lægge for stor vægt på den helt tilfældige omstændighed, at den pågældende er vendt tilbage til den medlemsstats territorium, der udstedte den første europæiske arrestordre (Tyskland) med henblik på fuldbyrdelsen af den anden europæiske arrestordre. Det ville navnlig være ulogisk på dette grundlag at konkludere, at specialitetsreglen hermed er blevet reaktiveret i relation til den første arrestordre.
55. Følgende eksempel viser klart, at specialitetsreglen ikke reaktiveres i relation til den første europæiske arrestordre, såfremt der er blevet udstedt en ny europæisk arrestordre mod den pågældende, efter at denne frivilligt har forladt den medlemsstat, der udstedte den første arrestordre. Lad os antage – stadig forudsat at der er tale om frivillig udrejse fra den stat, der udstedte den første arrestordre – at den anden arrestordre blev udstedt af Den Tjekkiske Republik, og ikke af Forbundsrepublikken Tyskland. I denne situation, er det næppe tænkeligt, at de tjekkiske udstedende myndigheder skulle fremsætte anmodning til de portugisiske myndigheder om samtykke til udvidelse af retsforfølgningen for lovovertrædelser, som ikke var omfattet af den europæiske arrestordre, der var blevet udstedt af Den Tjekkiske Republik og var rettet til Italien, og som tidsmæssigt lå forud for de italienske myndigheders overgivelse af den pågældende til de tjekkiske myndigheder. Det fremgår klart heraf, at alene de tjekkiske og de italienske myndigheder er part i denne. Uanset at de omhandlede faktiske omstændigheder fandt sted i Portugal, at den første overgivelse blev foretaget af de portugisiske myndigheder (til de tyske myndigheder), efter at den pågældende frivilligt var udrejst af Tyskland til Italien (og at denne ikke var genstand for en anmodning om overgivelse fra de portugisiske myndigheder), har den (fuldbyrdende) italienske myndighed som den eneste kompetence til at meddele samtykke til, at de (udstedende) tjekkiske myndigheder udvider retsforfølgningen i henhold til rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra g),. En sådan fortolkning er logisk og tager umiddelbart sigte på selve specialitetsreglens funktion, dens bilaterale dimension og de tilgrundliggende suverænitetsbetragtninger, som er beskrevet ovenfor (15); nemlig at undgå, at den udstedende stat (af den specifikke arrestordre i henhold til hvilken den pågældende undergives denne stats potestas) griber ind i den suverænitet, som tilkommer den fuldbyrdende medlemsstat (af denne specifikke arrestordre) (16).
56. For det fjerde henviser jeg endelig til, at Domstolen i relation til formålet om at fremskynde og forenkle det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne (17), som rammeafgørelsen skal varetage, fastslog, at rammeafgørelsens artikel 27 og 28, for så vidt som de fastsætter undtagelser til det i dens artikel 1, stk. 2, indeholdte princip om gensidig anerkendelse, nemlig ikke fortolkes på en måde, der ville føre til en neutralisering af rammeafgørelsens formål (18). Det må derfor ikke gøres vanskeligere at udvide retsforfølgningen ved at kræve, at den myndighed, der har udstedt den anden europæiske arrestordre, skal indhente samtykke fra den myndighed, der fuldbyrdede den første arrestordre.
57. Vanskelighederne i den foreliggende sag synes imidlertid at kunne overvindes, da begge europæiske arrestordrer er udstedt af Forbundsrepublikken Tyskland. Situationen ville ganske vist være en anden, såfremt der var tale om forskellige udstedende stater. De ulogiske følger af anklagedes og Irlands opfattelse viser sig klart i denne situation. Tag som eksempel en person med en omfattende straffeattest. Den »sidste« medlemsstat, til hvilken den pågældende blev overgivet, skulle i så fald flere år senere anmode om samtykke fra samtlige de medlemsstater, til hvilke den pågældende tidligere var blevet overgivet (ikke kun én, men muligvis tre, fire, fem eller sågar flere medlemsstater). I betragtning af de vanskeligheder, der er forbundet hermed, må det antages, at den pågældende så at sige ville gå fri for straf for samtlige de tidligere lovovertrædelser, som ikke var opklaret på det det tidspunkt, hvor den første europæiske arrestordre blev udstedt.
58. Det følger af omstændighederne i hovedsagen, at specialitetsreglen ikke kræver, at der indhentes samtykke fra den stat, der fuldbyrdede den første europæiske arrestordre, til udvidelse af retsforfølgningen i relation til den anden europæiske arrestordre. Specialitetsreglen er følgelig uden betydning i relation til den første europæiske arrestordre, og den pågældendes tilbagevenden til den stat, der udstedte denne arrestordre, kan således ikke antages at reaktivere denne regel.
59. Det er derimod fortsat fuldt ud muligt at påberåbe sig specialitetsreglen i relation til den anden europæiske arrestordre. Reglen skal således vurderes under hensyn til denne, for så vidt som den pågældende herefter er undergivet de beføjelser, der tilkommer den medlemsstat, der udstedte denne anden arrestordre. Det er irrelevant, om denne stat er den samme som den, der udstedte den første europæiske arrestordre. Det er alene afgørende for anvendelsen af specialitetsreglen, at den pågældende er omfattet af denne stats ius puniendi som følge af den anden europæiske arrestordre.
60. Som det er blevet fremhævet af den tyske regering i den foreliggende sag, er den relevante undtagelse fra specialitetsreglen således rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra g), for så vidt angår den anden europæiske arrestordre: Specialitetsreglen finder ikke anvendelse, »hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har overgivet den pågældende, giver sit samtykke i henhold til stk. 4«. For så vidt som de lovovertrædelser, som hovedsagen angår (forhold C), er genstand for retsforfølgning som følge af udvidelsen af anvendelsesområdet for den anden europæiske arrestordre, kræver afkald på specialitetsreglen i den foreliggende sag samtykke fra de myndigheder, som fuldbyrdede den anden europæiske arrestordre (konkret de italienske myndigheder) for, at de myndigheder, der udstedte denne arrestordre (de tyske myndigheder) lovligt kan foretage en sådan retsforfølgning (19).
61. Den forelæggende rets spørgsmål skal følgelig besvares med, at specialitetsreglen ikke er til hinder for en frihedsberøvende foranstaltning på grund af andre inden den første overgivelse begåede lovovertrædelser, end dem for hvilke den pågældende blev overgivet, når den person, som den første europæiske arrestordre angik, frivilligt har forladt den udstedende medlemsstats territorium, for så vidt som de myndigheder, som fuldbyrdede den anden arrestordre, der blev udstedt efter udrejsen, har meddelt samtykke til, at retsforfølgningen udvides til at omfatte de lovovertrædelser, der ligger til grund for den frihedsberøvende foranstaltning, som hovedsagen angår.
62. Afslutningsvis vil jeg fremføre to betragtninger.
63. For det første fastslog Domstolen ganske vist i West-dommen, at efterfølgende overgivelse af en person i henhold til rammeafgørelsens artikel 28, stk. 2, i princippet forudsætter samtykke fra den medlemsstat, der fuldbyrdede den europæiske arrestordre, på grundlag af hvilken den pågældende blev overgivet (20). Det kan imidlertid ikke udledes af denne dom, at det er nødvendigt at indhente samtykke fra den myndighed, der fuldbyrdede den første europæiske arrestordre foruden samtykke fra den myndighed, der fuldbyrdede den anden arrestordre. Til forskel fra den foreliggende sag var der i den sag, der gav anledning til West-dommen tale om, at en person, der successivt var blevet overgivet til flere medlemsstater i henhold til flere europæiske arrestordrer, tvangsmæssigt udrejste fra den udstedende stats territorium. En og samme medlemsstat var successivt udstedende stat og fuldbyrdende stat i denne (transitive) kæde af europæiske arrestordrer.
64. I den foreliggende sag er der ikke tale om en sådan kæde. Forbundsrepublikken Tyskland overgav ikke anklagede til Den Italienske Republik. De italienske myndigheders kompetence til fuldbyrdelse af den anden europæiske arrestordre er således ikke afledt af de tyske myndigheder (og i endnu mindre grad de portugisiske myndigheder). Der er blot tale om to successive europæiske arrestordrer, hvoraf den første klart adskiller sig fra den anden, fordi anklagede frivilligt var udrejst af Tyskland.
65. Situationen ville have svaret til den, der forelå i den sag, der gav anledning til West-dommen (21), men kun såfremt den anden overgivelse var blevet besluttet af de myndigheder, der udstedte den første arrestordre (de tyske myndigheder) til fordel for en anden medlemsstat, uden at den pågældende i mellemtiden af egen fri vilje og på eget initiativ havde forladt tysk territorium. Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag.
66. Anklagede har for det andet gjort gældende, at han ikke kan have mistet beskyttelsen i henhold til specialitetsreglen, for så vidt som han fortsat var undergivet tilsyn, hvilket krævede, at han gav møde hos sin tilsynsværge én gang om måneden. Han var således endnu ikke blevet løsladt endeligt som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra a).
67. Dette argument er irrelevant i den foreliggende sag, for så vidt som den nævnte artikel 27, stk. 3, litra a), ikke finder anvendelse på dennes faktiske omstændigheder. Det er derfor ikke væsentligt, hvorvidt denne person, der fortsat er undergivet tilsyn, er blevet endeligt løsladt i denne bestemmelses forstand. En person, der frivilligt forlader den udstedende medlemsstat, har nemlig ikke behov for den beskyttelse, som følger af specialitetsreglen, da den pågældende principielt ikke længere er undergivet kontrol fra den stat, der udstedte den første europæiske arrestordre (22).
68. Spørgsmålet om virkningerne af dette tilsyn opstår alene i den meget forskellige situation, at anklagede »efter at have haft mulighed for at forlade [Tyskland], har undladt dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse« (23). I denne situation kunne det i mangel af samtykke fra de portugisiske myndigheder diskuteres, om anklagede som følge af det tilsyn, han er undergivet i prøvetiden, fortsat kan påberåbe sig beskyttelse i henhold til specialitetsreglen for så vidt angår den første europæiske arrestordre i medfør af rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra a). I så tilfælde ville Domstolen skulle tage stilling til begrebet endelig løsladelse. Selv om en sådan diskussion, som det fremgik af den mundtlige forhandling, kunne være yderst spændende, er den imidlertid ikke nødvendig i betragtning af omstændighederne i den foreliggende sag, idet anklagede frivilligt forlod Tyskland efter at have afsonet sin straf for forhold B (seksuelt misbrug af en mindreårig). Jeg vil derfor undlade at indlede denne diskussion i den foreliggende sag.
VI. Forslag til afgørelse
69. Jeg foreslår Domstolen at besvare det af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) forelagte spørgsmål således:
»Specialitetsreglen i artikel 27, stk. 2, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, er ikke til hinder for en frihedsberøvende foranstaltning på grund af andre inden den første overgivelse begåede lovovertrædelser, end dem for hvilke den pågældende blev overgivet, når den person, som den første europæiske arrestordre angik, frivilligt har forladt den udstedende medlemsstats territorium, for så vidt som de myndigheder, som fuldbyrdede den anden arrestordre, der blev udstedt efter udrejsen, har meddelt samtykke til, at retsforfølgningen udvides til at omfatte de lovovertrædelser, der ligger til grund for den frihedsberøvende foranstaltning, som hovedsagen angår«.