Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Gera (Tyskland) den 6. september 2019 – MM mod Volkswagen AG

(Sag C-663/19)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Gera

Parter i hovedsagen

Sagsøger: MM

Sagsøgt: Volkswagen AG

Præjudicielle spørgsmål

Skal §§ 6, stk. 1, og 27, stk. 1, i Verordnung über die EG-Genehmigung für Kraftfahrzeuge und ihre Anhänger sowie für Systeme, Bauteile und selbstständige technische Einheiten für diese Fahrzeuge (EG-FGV) 1 henholdsvis artikel 18, stk. 1, og artikel 26, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF 2 fortolkes således, at fabrikanten tilsidesætter sin pligt til at udstede en gyldig attest i henhold til § 6, stk. 1, i EG-FGV (henholdsvis sin pligt til i henhold til artikel 18, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF at vedlægge en typeattest), når han har monteret en ulovlig manipulationsanordning som omhandlet i artikel 5, stk. 2, og artikel 3, nr. 10), i forordning (EF) nr. 715/2007 3 i køretøjet, og markedsføring af et sådant køretøj er i strid med forbuddet mod at markedsføre et køretøj uden gyldig typeattest som omhandlet i EG-FGV’s § 27, stk. 1 (henholdsvis med forbuddet mod at sælge uden gyldig typeattest som omhandlet i artikel 26, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF)?

I bekræftende fald:

1a.    Har EG-FGV’s §§ 6 og 27 henholdsvis artikel 18, stk. 1, artikel 26, stk. 1, og artikel 46 i direktiv 2007/46/EF til formål også at beskytte slutkunden og – i tilfælde af videresalg på brugtvognsmarkedet – navnlig den efterfølgende bilkøber, også med hensyn til dennes dispositionsfrihed og formue? Hører en bilkøbers erhvervelse af en brugt bil, som er blevet markedsført uden gyldig typeattest, til den gruppe af risici, som disse bestemmelser blev udstedt for at afværge?

Har artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 til formål også at beskytte slutkunden og – i tilfælde af videresalg på brugtvognsmarkedet – navnlig den efterfølgende bilkøber, også med hensyn til dennes dispositionsfrihed og formue? Hører en bilkøbers erhvervelse af en brugt bil, i hvilken der er monteret en ulovlig manipulationsanordning, til den gruppe af risici, som denne bestemmelse blev udstedt for at afværge?

Skal EG-FGV’s §§ 6 og 27 henholdsvis artikel 18, stk. 1, artikel 26, stk. 1, og artikel 46 i direktiv 2007/46/EF og artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes således, at modregningen af en godtgørelse for den faktiske brug af køretøjet i slutkundens skade i tilfælde af overtrædelse af disse bestemmelser bortfalder helt eller delvist (i givet fald: på hvilken måde eller i hvilket omfang?), hvis slutkunden kan forlange og forlanger ophævelse af købekontrakten for bilen på grund af denne overtrædelse? Ændrer det ved fortolkningen, hvis overtrædelsen er kombineret med en vildledning af godkendelsesmyndighederne og slutkunden om, at alle godkendelsesbetingelser er opfyldt, og at det er lovligt at anvende køretøjet i trafikken uden begrænsninger, og overtrædelsen og vildledningen sker med henblik på at reducere omkostningerne og maksimere overskuddet gennem høje afsætningstal, idet man samtidig skaffer sig en konkurrencefordel på de intetanende kunders bekostning?

____________

1     EG-Fahrzeugsgenehmigungsverordnung (EF-bekendtgørelse om typegodkendelse af køretøjer) af 3.2.2011 (BGBl. 2011 I, s. 126), som ændret ved bekendtgørelse af 23.3.2017 (BGBl. I, p. 522).

2     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5.9.2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (rammedirektiv) (EUT 2007, L 263, s. 1).

3     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20.6.2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (EUT 2007, L 171, s.1).