RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Anden Afdeling)
10. juli 2014 (*)
»Personalesag – ansatte ved EIB – udnævnelse – stilling som afdelingschef – udnævnelse af en anden ansøger end sagsøgeren – uregelmæssigheder i forbindelse med udvælgelsesproceduren – pligt for udvælgelsespanelets medlemmer til at udvise upartiskhed – kritisabel adfærd udvist af udvælgelsespanelets formand over for sagsøgeren – interessekonflikt – mundtlig fremstilling, der er fælles for samtlige ansøgere – dokumenter udleveret i forbindelse med den mundtlige fremstilling, der kan stille en af ansøgerne gunstigere – ansøger, der har deltaget i udfærdigelsen af de udleverede dokumenter – tilsidesættelse af lighedsprincippet – annullationssøgsmål – påstand om erstatning«
I sag F-115/11,
angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF,
CG, ansat ved Den Europæiske Investeringsbank, Sandweiler (Luxembourg), først ved advokat N. Thieltgen, derefter ved advokaterne J.-N. Louis og D. de Abreu Caldas,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Investeringsbank (EIB) ved G. Nuvoli og T. Gilliams, som befuldmægtigede, bistået af advokat A. Dal Ferro,
sagsøgt,
har
PERSONALERETTEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M.I. Rofes i Pujol (refererende dommer), og dommerne K. Bradley og J. Svenningsen,
justitssekretær: fuldmægtig X. Lopez Bancalari,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. marts 2014,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 27. oktober 2011 har CG i det væsentlige nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, som formanden for Den Europæiske Investeringsbank (EIB eller herefter »Banken«) traf om at udnævne A til stillingen som chef for Afdelingen »Risikopolitik og Tarificering« (»Risk Policy and Pricing division«, herefter »Afdelingen RPP«) under Afdelingen for Kreditrisiko i Generaldirektoratet (GD) for Risikostyring (herefter »GD for »Risikostyring««) i stedet for sagsøgeren, samt påstand om, at Banken tilpligtes at erstatte den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt.
Retsforskrifter
2 I henhold til artikel 308 TEUF indeholdes Bankens vedtægter i en protokol, der knyttes som bilag til EUF-traktaten og til EU-traktaten, som den udgør en integrerende del af.
3 Ifølge artikel 7, stk. 3, litra h), i protokol nr. 5 vedrørende vedtægterne for Banken skal styrelsesrådet godkende Bankens forretningsorden. Denne forretningsorden blev godkendt den 4. december 1958 og er siden blevet ændret flere gange. Det fremgår af forretningsordenen, at ordningerne for Bankens ansatte fastsættes af bestyrelsen.
4 Bestyrelsen vedtog Bankens personalevedtægt den 20. april 1960. Personalevedtægtens artikel 14 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten, sondrer mellem tre kategorier af ansatte, afhængigt af hvilken stilling der varetages. Den første kategori omfatter ansatte, der varetager ledelsesopgaver, og er opdelt i to funktioner, nemlig funktionen »øverste ledelse« og »[f]unktion C«. Den anden kategori omfatter ansatte, der varetager konciperingsopgaver, og er opdelt i tre funktioner, nemlig »[f]unktion D«, »[f]unktion E« og »[f]unktion F«. Den tredje kategori omfatter ansatte, der varetager operationelle opgaver, og er opdelt i fire funktioner.
5 Artikel 41 i Bankens personalevedtægt bestemmer:
»Alle individuelle tvister mellem Banken og dens ansatte afgøres af [Den Europæisk Unions] Domstol.
Tvister, bortset fra tvister, der følger af iværksættelse af [disciplinære sanktioner], afgøres i mindelighed ved Bankens udvalg for forligsmægling, uafhængigt af, om der er anlagt sag ved Domstolen.
[…]«
6 Den 25. maj 2004 godkendte Bankens direktion et dokument med overskriften »Instruks om [i]ntern [m]obilitet og [f]orfremmelse« (herefter »instruksen«).
7 Instruksens artikel 2 med overskriften »Offentliggørelse af ledige stillinger« bestemmer:
»Som hovedregel har samtlige ansatte mulighed for at ansøge om samtlige ledige stillinger, og sådanne stillinger skal offentliggøres. [...]«
8 Instruksens artikel 3 med overskriften »Brugen af paneler« bestemmer:
»Den fælles beslutningskompetence, som direktionen udøver gennem brugen af paneler, har til formål at sikre en afbalanceret, retfærdig og gennemsigtig beslutningsproces i forbindelse med besættelsen af ledige stillinger. [...] der skal nedsættes et panel ved besættelsen af ledige stillinger i funktion C eller højere [end denne funktion] [...]«
9 Bilag I til instruksen, der omhandler sammensætning af udvælgelsespanelerne og deres rolle, bestemmer:
»[...] Direktionen skal i videst muligt omfang være repræsenteret i panelerne, idet der tages hensyn til den pågældende stillings niveau og betydning. Et panel skal bestå af fem medlemmer og omfatte både kvinder og mænd. Et panel skal bestå af mindst en repræsentant for [Afdelingen for Menneskelige Ressourcer] og en repræsentant for et andet [g]eneraldirektorat end det generaldirektorat, som skal besætte stillingen. Panelets medlemmer skal i det mindste varetage en stilling på samme niveau som den stilling, der skal besættes.
[D]en generaldirektør, hvorunder den pågældende stilling henhører, og [Afdelingen for] [M]enneskelige Ressourcer træffer i fællesskab beslutning om panelets sammensætning.«
10 Bankens Afdeling for Menneskelige Ressourcer har udfærdiget et dokument, der har overskriften »[G]od praksis for [u]dvælgelsespaneler« (herefter »reglerne om god praksis«). Artikel 4, stk. 1, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten, bestemmer:
»Et panel består af fem stemmeberettigede medlemmer og en observatør, der repræsenterer et [paritetisk udvalg for fremme af lige muligheder mellem mænd og kvinder]. Panelets formand repræsenterer normalt det generaldirektorat, der skal besætte stillingen. De fem stemmeberettigede medlemmer har det samme antal stemmer. Observatøren for det [paritetiske udvalg for fremme af lige muligheder mellem mænd og kvinder] er ikke stemmeberettiget. De fem stemmeberettigede medlemmer skal i det mindste varetage en stilling på samme niveau som den ledige stilling. Sammensætningen af panelet sker efter aftale mellem [Afdelingen for Menneskelige Ressourcer] og det generaldirektorat, der skal besætte stillingen. Panelet skal have mindst et kvindeligt, stemmeberettiget medlem.«
11 Artikel 5, stk. 1, i reglerne om god praksis har følgende ordlyd:
»[P]anelets formand har det samme antal stemmer som andre stemmeberettigede medlemmer, men formanden handler som den første blandt ligemænd (primus inter pares) [...], hvilket indebærer, at formandens stemme er afgørende i tilfælde af manglende enighed om den endelige anbefaling, der (i givet fald) skal begrundes i referatet fra panelets møde.«
12 Artikel 10, stk. 3, i reglerne om god praksis bestemmer:
»[...] Under panelets orienteringsmøder og drøftelser [...] får [f]ormanden ordet som sidste taler, således at de andre medlemmer kan tilkendegive deres synspunkter uden at blive påvirket af det [g]eneraldirektorat, der skal besætte en stilling [...]«
13 Artikel 17 i reglerne om god praksis bestemmer:
»[Bankens] formand træffer afgørelse om udnævnelse på grundlag af en indstilling fra [d]irektøren for [Afdelingen for Menneskelige Ressourcer] efter at have rådført sig med [d]irektionen. [D]irektøren for [Afdelingen for Menneskelige Ressourcer] fremsætter på baggrund af [p]anelets referatet en indstilling om udnævnelse over for [det udvalg, der består af direktionen og generalsekretæren], idet direktøren anfører samtlige de supplerende oplysninger fra [Afdelingen for Menneskelige Ressourcer], som han måtte anse for relevante.«
Sagens faktiske omstændigheder
14 Sagsøgeren blev den 16. juli 1998 ansat ved Banken i funktion E i kategorien for ansatte, der varetager konciperingsopgaver.
15 Den 1. april 2001 blev sagsøgeren forfremmet til funktion D, løntrin 1, i kategorien for ansatte, der varetager konciperingsopgaver.
16 Den 1. januar 2008 blev sagsøgeren udnævnt til chef for Afdelingen »Koordinering« (herefter »Afdelingen for Koordinering«) i GD for »Risikostyring«, og blev forfremmet til funktion C i kategorien for ansatte, der varetager ledelsesopgaver. Sagsøgeren varetog fortsat denne stilling på tidspunktet for denne sags anlæggelse.
17 Da sagsøgeren indtrådte i stillingen som chef for Afdelingen for Koordinering, var GD for »Risikostyring« under ledelse af en generaldirektør, som direktøren for Afdelingen for Kreditrisiko, X, direktøren for Afdelingen for Finansiel Risiko, Y, og sagsøgeren refererede direkte til.
18 Det fremgår af sagsøgerens bedømmelsesrapport for 2008, at generaldirektøren for GD for »Risikostyring« i egenskab af bedømmer fandt, at hendes indsats havde levet op til det forventede, og at hun blev tildelt et tillæg.
19 Det fremgår af sagsøgerens bedømmelsesrapport for det første halvår af 2009, at bedømmeren fandt, at sagsøgerens indsats havde været meget god. Sagsøgeren fik en lønforhøjelse på tre mini-løntrin og tillæg.
20 Ved notat af 16. februar 2011 fremsatte generaldirektøren for GD for »Risikostyring« et forslag om reorganisering af dette generaldirektorat over for Bankens direktion.
21 Den 18. februar 2011 indgav sagsøgeren en anmodning om, at der blev indledt en undersøgelsesprocedure mod X og Y for ikke at udvise respekt for individets værdighed på arbejdspladsen. Sagsøgeren oplyste i forbindelse med denne anmodning, at X siden juni 2010 og Y siden september 2008 havde udsat hende for intimiderende handlinger og chikane, der bl.a. kom til udtryk i form af, at hun blev »holdt udenfor«, idet hendes rolle og ansvarsområder blev udvandet og/eller mindsket.
22 Den 22. februar 2011 godkendte Bankens direktion projektet om reorganisering af GD for »Risikostyring« (herefter »reorganiseringen af GD for »Risikostyring«), idet den nye organisation var forskellig fra det forslag, der fremgik af notatet af 16. februar 2011 fra generaldirektøren for GD for »Risikostyring«.
23 Ved skrivelse af 28. februar 2011 fra direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer blev sagsøgeren underrettet om, at der var iværksat en undersøgelsesprocedure, og opfordret til at redegøre for sin klage i et notat.
24 Ved notat af 14. marts 2011 redegjorde sagsøgeren for den chikane og intimidering, som hun hævdede, at de to påståede chikanører X og Y havde udsat hende for.
25 Ved notat af 30. marts 2011 underrettede Bankens formand de ansatte om, at direktionen havde godkendt reorganiseringen af GD for »Risikostyring« med virkning fra den 1. april 2011 (herefter »notatet af 30. marts 2011 til de ansatte«). Det fremgår af dette notat, at den generelle risikopolitik, herunder Basel-aftalen, kravene til kapitalgrundlag, krisesimulering og prissætning, fra denne dato var lagt ind under en nyoprettet afdeling, nemlig afdelingen RPP, der udgjorde en del af Afdelingen for Kreditrisiko i GD for »Risikostyring«. Det fremgår endvidere af notatet af 30. marts 2011 til de ansatte, at direktøren for Afdelingen for Finansiel Risiko Y i forbindelse med reorganiseringen af GD for »Risikostyring« ville blive direktør for Afdelingen for Kreditrisiko, og at en meddelelse om den nye stilling som chef for afdelingen RPP (herefter »den omtvistede stilling«) ville blive offentliggjort i henhold til Bankens normale procedurer.
26 Den 20. maj 2011 blev meddelelsen om den omtvistede stilling offentliggjort. Ansøgningsfristen var fastsat til den 7. juni 2011.
27 Ved e-mail af 3. juni 2011 til direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer anmodede sagsøgeren om udsættelse af den ansættelsesprocedure, der var indledt med henblik på at besætte den omtvistede stilling, bl.a. med den begrundelse, at Y, der deltog i udvælgelsespanelet, var genstand for en igangværende undersøgelsesprocedure, som sagsøgeren havde indledt. Denne e-mail blev ikke besvaret.
28 Den 7. juni 2011 indgav sagsøgeren sin ansøgning til den omtvistede stilling.
29 Ved e-mail af 10. juni 2011 blev sagsøgeren indkaldt til en samtale med udvælgelsespanelet den 17. juni 2011. Det fremgik af indkaldelsen til samtalen med udvælgelsespanelet, at panelet bestod af fem personer, herunder Y, der var formand. Det fremgik endvidere, at sagsøgeren under samtalen skulle give en fremstilling på ti minutter om et emne, som var angivet i e-mailen, og at hun kunne hente inspiration i de dokumenter, der var vedlagt e-mailen.
30 Ved e-mail af 14. juni 2011 til direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer anmodede sagsøgeren om, at Y blev udskiftet.
31 Ved e-mail ligeledes af 14. juni 2011 svarede direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer sagsøgeren, at udvælgelsespanelets sammensætning ikke ville blive ændret. Den nævnte direktør anførte, at det var »utænkeligt«, at direktøren for Afdelingen for Kreditrisiko Y ikke skulle være til stede som formand i forbindelse med samtlige de samtaler, som udvælgelsespanelet skulle gennemføre. Den nævnte direktør anførte endvidere, at en ansat hos Afdelingen for Menneskelige Ressourcer var medlem af udvælgelsespanelet, og at en af denne persons væsentligste opgaver var at sikre, at samtlige ansøgere modtog en retfærdig og objektiv behandling.
32 Den 16. juni 2011 midt på dagen sendte sagsøgeren pr. e-mail et motivationsbrev og sit curriculum vitae til udvælgelsespanelets sekretariat.
33 Ved e-mail af 16. juni 2011 om aftenen oplyste sagsøgeren udvælgelsespanelets sekretariat om, at hun af lægelige årsager ikke kunne deltage i den samtale, der skulle afholdes den følgende dag, og at hun var sygemeldt i tre uger.
34 Den 17. juni 2011 afholdt udvælgelsespanelet samtale med samtlige ansøgere med undtagelse af sagsøgeren.
35 Ved e-mail af 29. juni 2011, der samtidig blev fremsendt med ordinær post, opfordrede udvælgelsespanelets repræsentant for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer sagsøgeren til at oplyse, på hvilken dato i perioden fra den 8. til den 14. juli 2011 hun havde mulighed for at deltage i en samtale med panelet. Da sagsøgeren ikke besvarede henvendelsen, anmodede det nævnte panelmedlem ved e-mail af 7. juli 2011 samt ved et anbefalet brev sagsøgeren om at oplyse, om hun havde mulighed for at deltage i den nævnte samtale den 11., den 13. eller den 14. juli 2011.
36 Ved e-mail af 11. juli 2011 oplyste sagsøgeren, at hun havde mulighed for at deltage den 13. og den 14. juli 2011, alt efter panelets ønske.
37 Den 11. juli 2011 afgav det undersøgelsesudvalg, der havde til opgave at undersøge den af sagsøgeren indgivne klage over chikane, sin udtalelse (herefter »undersøgelsesudvalgets udtalelse«). Hvad angår X konkluderede undersøgelsesudvalget, at det ikke havde været muligt at fastslå, at »X har udvist en forsætlig adfærd, der har karakter af misbrug, og som kan kvalificeres som chikane«, og hvad angår Y undlod undersøgelsesudvalget efter at have konstateret, at visse af de af sagsøgeren påtalte handlinger var fastslået, at tage stilling til, om disse handlinger udgjorde psykisk chikane. I den nævnte udtalelse fremsatte undersøgelsesudvalget en række henstillinger til Banken.
38 Den 13. juli 2011 afholdt udvælgelsespanelet en samtale med sagsøgeren under ledelse af Y.
39 Det fremgår af det referat af 18. juli 2011, der blev udfærdiget efter udvælgelsesproceduren, at et enstemmigt panel konkluderede, at A var den bedste ansøger til den omtvistede stilling, og at panelet anbefalede, at A blev udnævnt.
40 Ved e-mail af 27. juli 2011 modtog sagsøgeren underretning om, at panelet havde valgt A.
41 Ved notat af 28. juli 2011 underrettede Bankens formand de ansatte om, at han efter at have rådført sig med sine kolleger i direktionen havde besluttet at udnævne A til den omtvistede stilling (herefter »afgørelsen af 28. juli 2011«).
42 Ved e-mail af 29. juli 2011 anmodede sagsøgeren direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer om skriftligt at oplyse grundene til, at hendes ansøgning ikke var blevet imødekommet, samt begrundelsen for valget af en anden ansøger.
43 Ved skrivelse af 5. september 2011 indgav sagsøgeren en klage til Bankens formand med henblik på at opnå annullation af afgørelsen af 28. juli 2011 og fremsatte et krav om erstatning for den skade, som hun hævdede at have lidt som følge af, at den nævnte afgørelse var ulovlig, og som følge af, at hun havde været tvunget til at give møde for et udvælgelsespanel, der bl.a. bestod af en af de påståede chikanører, der var genstand for en igangværende undersøgelsesprocedure.
44 Den 8. september 2011 blev der afholdt et møde mellem sagsøgeren og en ansat ved Afdelingen for Menneskelige Ressourcer, som gav sagsøgeren adgang til den del af udvælgelsespanelets referat, der vedrørte hende.
45 Ved skrivelse af 19. september 2011 bekræftede Bankens formand modtagelsen af klagen af 5. september 2011. Han meddelte sagsøgeren, at da den ansvarlige person i Afdelingen for Menneskelige Ressourcer var fraværende indtil den 23. september 2011, ville hendes klage og krav om erstatning blive behandlet, når den pågældende ansatte var tilbage, og at han ville meddele sagsøgeren sin afgørelse efter dette tidspunkt.
Parternes påstande og retsforhandlingerne
46 Sagsøgeren har i stævningen nedlagt følgende påstande:
– Afgørelsen af 28. juli 2011 annulleres.
– Det pålægges Banken at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at gennemføre en lovlig procedure til besættelse af den omtvistede stilling.
– Det fastslås, at Banken er ansvarlig i forhold til sagsøgeren som følge af den ulovlige afgørelse om at ansætte A i den omtvistede stilling.
– Banken tilpligtes at betale erstatning for den af sagsøgeren lidte økonomiske og ikke-økonomiske skade med tillæg af morarenter:
– vedrørende den ikke-økonomiske skade: 50 000 EUR
– vedrørende den økonomiske skade i form af mistet vederlag: 436 100 EUR
– Med henblik på bevisoptagelsen træffes der bestemmelse om at indhente en ekspertudtalelse med henblik på at fastslå omfanget af de økonomiske og ikke-økonomiske skader, som sagsøgeren har lidt som følge af, at afgørelsen af 28. juli 2011 var ulovlig, og som er mere udførligt beskrevet i den bevisgennemgang, der er vedlagt stævningen.
– Banken tilpligtes at betale sagens omkostninger.
47 Banken har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises og/eller frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
48 Sagsøgeren anmodede i sin replik af 6. juni 2012 Personaleretten om som led i bevisoptagelsen at foranstalte afhøring af et vidne som anført i den bevisgennemgang, der var vedlagt replikken, eller subsidiært at tillade fremlæggelse af et nyt bevis i form af det vidneudsagn fra det nævnte vidne, som fremgik af det nævnte bilag. Denne anmodning blev fremsat til støtte for påstanden om annullation. Sagsøgeren har på Personalerettens spørgsmål vedrørende denne anmodning om bevisoptagelse inden for rammerne af de i den følgende præmis nævnte foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse oplyst, at det ikke havde været muligt at fremsætte denne anmodning i stævningen, fordi hun først i februar 2012 fik kendskab til de omstændigheder, som det nævnte vidne kan afgive forklaring om.
49 Justitskontoret opfordrede ved skrivelser af 29. januar 2014 parterne til at besvare spørgsmål som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse. Parterne efterkom denne opfordring.
50 Sagsøgeren frafaldt under retsmødet den anden og den femte påstand i stævningen.
Retlige bemærkninger
1. Den første påstand om annullation af afgørelsen af 28. juli 2011
51 Til støtte for sit annullationssøgsmål har sagsøgeren fremsat tre anbringender. Det første anbringende vedrører den omstændighed, at der blev begået uregelmæssigheder, som har medført, at ansættelsesproceduren er ugyldig. Det andet anbringende vedrører den omstændighed, at der foreligger et åbenbart urigtigt skøn. Det tredje anbringende vedrører magtfordrejning.
52 Sagsøgeren har under retsmødet oplyst, at hun giver afkald på at gøre det andet og det tredje anbringende gældende.
53 Det må således konstateres, at sagsøgeren har fremsat et enkelt anbringende vedrørende den omstændighed, at der blev begået uregelmæssigheder, som har medført, at ansættelsesproceduren er ugyldig. Dette anbringende er opdelt i to led. Det første led vedrører udvælgelsespanelets manglende upartiskhed, og det andet led vedrører den omstændighed, at ligebehandlingsprincippet blev tilsidesat i forbindelse med udvælgelsen af de spørgsmål, som ansøgerne blev stillet, hvilket indebar, at A blev stillet i en gunstigere situation.
Det første led om udvælgelsespanelets manglende upartiskhed
54 Sagsøgeren har inden for rammerne af det eneste annullationsanbringendes første led fremført to klagepunkter. Sagsøgeren har for det første kritiseret, at udvælgelsespanelets formand Y ikke udviste upartiskhed, og for det andet, at panelets andre medlemmer ikke udviste upartiskhed.
Det første klagepunkt om manglende upartiskhed hos Y som medlem af og formand for udvælgelsespanelet
– Parternes argumenter
55 Sagsøgeren har anført, at afgørelsen af 28. juli 2011 blev truffet efter anbefaling fra direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer på grundlag af en ansættelsesprocedure, der var behæftet med uregelmæssigheder, og som derfor må annulleres. Sagsøgeren har anført, at der den 28. februar 2011 blev indledt en procedure vedrørende respekt for individets værdighed på arbejdspladsen med henblik på at undersøge de tilfælde af intimidering og chikane, som hun hævdede at have været offer for siden september 2008, navnlig fra Y’s side. Undersøgelsesudvalget anførte i sin udtalelse af 11. juli 2011, at Y blev opfattet som en »ambitiøs mand« og en »damptromle, der ikke bekymrer sig væsentligt om de følgeskader, som hans handlinger kan forårsage«, og at han havde frataget sagsøgeren hendes stilling ved at tilegne sig alle de strategiske opgaver, som blev varetaget af Afdelingen for Koordinering.
56 Sagsøgeren har anført, at Y som følge af den undersøgelsesprocedure vedrørende chikane, der var indledt på sagsøgerens anmodning, og som omhandlede Y, i forbindelse med udvælgelsesproceduren befandt sig i en interessekonflikt i forhold til hende, hvilket forhindrede ham i at foretage en objektiv og upartisk vurdering af hendes ansøgning. Sagsøgeren har videre anført, at Y var formand for udvælgelsespanelet, hvilket gjorde det muligt for ham direkte eller indirekte at påvirke de andre medlemmer af panelet i forbindelse med valget af, hvem der skulle tildeles stillingen. Panelets udtalelse frembød derfor ikke de nødvendige garantier for upartiskhed og objektivitet som følge af, at Y deltog i udvælgelsespanelet.
57 Sagsøgeren har endvidere kritiseret, at Banken ikke ændrede panelets sammensætning, og at hun blev tvunget til at give møde for et udvælgelsespanel, der bl.a. bestod af en af de påståede chikanører, selv om det fremgik af undersøgelsesudvalgets udtalelse, at undersøgelsesudvalget havde konstateret, at Y havde begået visse af de handlinger, som sagsøgeren havde påtalt, og selv om hun udtrykkeligt havde anmodet om, at Y ikke deltog i udvælgelsespanelet.
58 Banken har heroverfor anført, at Y var direktør for den afdeling, der skulle besætte den ledige stilling, og at hans udnævnelse til medlem af udvælgelsespanelet derfor udgjorde fast praksis og var i overensstemmelse med reglerne om god praksis. Hvad angår undersøgelsesudvalgets udtalelse har Banken anført, at det konkluderes i den nævnte udtalelse, at de påståede chikanører ikke havde begået nogen form for chikane. Banken iværksatte endvidere passende foranstaltninger med henblik på at sikre panelernes upartiskhed, som f.eks. kravet om, at et panel bl.a. skal bestå af en repræsentant fra Afdelingen for Menneskelige Ressourcer og en observatør i form af en repræsentant fra det paritetiske udvalg for fremme af lige muligheder mellem mænd og kvinder. Endelig fremgår det af udvælgelsespanelets referat, at Y ikke indtog en diskriminerende holdning i forhold til sagsøgeren, og at hans rolle som panelets formand ikke havde nogen betydning for afgørelsen af 28. juli 2011. Det fremgår nemlig af panelets referat, at sagsøgeren opnåede den dårligste placering blandt de fem ansøgere, at panelets afgørelse om at anbefale A til den omtvistede stilling blev truffet med enstemmighed, og at de point, som hver enkelt af panelets medlemmer tildelte hver ansøger, lå på det samme niveau, idet ingen af medlemmerne havde givet point, der adskilte sig væsentligt fra det niveau, som de andre medlemmer havde indplaceret sagsøgeren på.
– Personalerettens bemærkninger
59 Det følger af fast retspraksis, at den vide skønsbeføjelse, som tilkommer en udvælgelseskomité eller et udvælgelsespanel med hensyn til at fastlægge den nærmere fremgangsmåde og det detaljerede indhold af de mundtlige prøver, som ansøgerne skal gennemgå, skal opvejes af en nøje overholdelse af reglerne for afholdelsen af disse prøver (domme Girardot mod Kommissionen, T-92/01, EU:T:2002:220, præmis 24, og Christensen mod Kommissionen, T-336/02, EU:T:2005:115, præmis 38).
60 Det følger endvidere af fast retspraksis, at en udvælgelseskomité har pligt til at sikre, at dens vurdering af samtlige de ansøgere, der har deltaget i de mundtlige prøver, foretages under overholdelse af betingelserne om lighed og objektivitet (dom Pantoulis mod Kommissionen, T-290/03, EU:T:2005:316, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis). Selv om den omhandlede ansættelsesprocedure ikke har haft karakter af en udvælgelsesprøve, kan den nævnte retspraksis anvendes i det foreliggende tilfælde, idet et udvælgelsespanel i lighed med en udvælgelseskomité har til opgave at udvælge de bedst egnede ansøgere blandt de ansøgere, der har indgivet en ansøgning efter offentliggørelsen af en meddelelse om en ledig stilling, og har et betydeligt råderum i forbindelse med afholdelsen af udvælgelsesprøverne.
61 Det påhvilede følgelig Banken som følge af princippet om god forvaltningsskik og ligebehandlingsprincippet at påse, at udvælgelsesproceduren blev tilrettelagt på en hensigtsmæssig måde, og at sikre alle de ansøgere, der deltog i udvælgelsesproceduren, at deres samtale med udvælgelsespanelet blev afviklet så korrekt og forskriftsmæssigt som muligt. Det følger heraf, at samtlige de medlemmer af udvælgelsespanelet, som Banken udpegede, skulle besidde den nødvendige uafhængighed, således at vedkommendes objektivitet ikke kunne betvivles.
62 Det tilkommer således Personaleretten at undersøge, om udvælgelsespanelet blev oprettet og har fungeret forskriftsmæssigt under overholdelse af bl.a. pligten til at udvise upartiskhed, idet overholdelsen af denne pligt udgør en af de regler, der gælder både for udvælgelseskomitéernes og udvælgelsespanelernes arbejder, og som er underlagt Unionens retsinstansers prøvelse (jf. hvad angår udvælgelseskomitéens funktion kendelse Meierhofer mod Kommissionen, F-74/07 RENV, EU:F:2011:63, præmis 62).
63 Personaleretten skal således i det foreliggende tilfælde undersøge, om Y befandt sig i en interessekonflikt i forhold til sagsøgeren, idet han var genstand for en undersøgelsesprocedure vedrørende chikane, som hun havde indledt. I bekræftende fald udgør den omstændighed, at Y ikke overholdt sin pligt til ikke at foretage en vurdering af sagsøgerens ansøgning, en tilsidesættelse af hans pligt til at udvise upartiskhed, og følgelig en tilsidesættelse af hele panelets pligt til at udvise upartiskhed.
64 Det bemærkes i denne henseende, at der foreligger en interessekonflikt i den situation, hvor en tjenestemand eller en ansat under udøvelsen af sit hverv skal tage stilling til et anliggende, i hvis behandling eller afgørelse han har en sådan personlig interesse, at det vil kunne svække hans uafhængighed (jf. f.eks. dom Giannini mod Kommissionen, T-100/04, herefter »Giannini-dommen«, EU:T:2008:68, præmis 223).
65 Den blotte omstændighed, at et medlem af en udvælgelseskomité eller et udvælgelsespanel inden for rammerne af en udvælgelsesprocedure er genstand for en klage over chikane, som er indgivet af en ansøger til udvælgelsesprøven eller udvælgelsesproceduren, indebærer ikke i sig selv en pligt for det pågældende medlem til at trække sig fra udvælgelseskomitéen eller udvælgelsespanelet (jf. i denne retning dom BY mod AESA, F-81/11, EU:F:2013:82, præmis 72). Hvis det pågældende medlem af udvælgelseskomitéen derimod ud fra objektive, relevante og indbyrdes sammenhængende omstændigheder befinder sig i en interessekonflikt, idet vedkommende direkte eller indirekte har en personlig interesse i at begunstige eller skade en af ansøgerne, følger det af pligten til at udvise upartiskhed, der er knæsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at den pågældende ikke kan udtale sig om den nævnte ansøgers kvalifikationer, og navnlig ikke i den situation, hvor den person, der vælges på grundlag af den omhandlede udvælgelsesprøve efterfølgende skal samarbejde under det nævnte medlems ledelse.
66 Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at den nye afdeling RPP blev oprettet under Afdelingen for Kreditrisiko, og at Y som direktør for denne sidstnævnte afdeling ville blive den direkte overordnede for den ansøger, der ville blive udnævnt til den omtvistede stilling. Personaleretten skal derfor undersøge, om sagsøgeren har fremlagt objektive, relevante og samstemmende indicier for, at Y som medlem af og formand for udvælgelsespanelet havde en personlig interesse, der ville kunne påvirke hans uafhængighed i forbindelse med vurderingen af sagsøgerens ansøgning til den omtvistede stilling.
67 Det er i denne henseende ubestridt, at der den 28. februar 2011 på sagsøgerens anmodning blev indledt en procedure vedrørende respekt for individets værdighed på arbejdspladsen med henblik på at undersøge, om bl.a. Y havde begået intimiderende handlinger og chikane. Personaleretten bemærker, at Banken er af den opfattelse, at en sådan undersøgelsesprocedure var nødvendig ud fra de foreliggende omstændigheder, og at der ikke var grundlag for uden videre at afslå sagsøgerens anmodning.
68 Det er endvidere ubestridt, at det undersøgelsesudvalg, der havde til opgave at undersøge sagsøgerens klage, afgav sin udtalelse den 11. juli 2011, og at udtalelsen ikke indeholdt nogen formel konklusion vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt de handlinger, som Y blev foreholdt, udgjorde chikane, selv om undersøgelsesudvalget bl.a. konstaterede, at visse af de af sagsøgeren påtalte handlinger faktisk havde fundet sted. Banken oplyste som svar på et spørgsmål fra Personaleretten under retsmødet, at den udtalelse, som et undersøgelsesudvalg afgiver vedrørende chikane, normalt sendes til Bankens formand med henblik på vedtagelse af en afgørelse, men at den hverken sendes direkte til de påståede chikanører eller til klageren. Banken har endvidere oplyst, at det er utvivlsomt, at Y formelt fik meddelelse om den afgørelse om ikke at iværksætte foranstaltninger som følge af sagsøgerens klage, som Bankens formand traf på baggrund af undersøgelsesudvalgets udtalelse, men han modtog ikke selve udtalelsen.
69 Det er endvidere ubestridt, at meddelelsen om den ledige omtvistede stilling blev offentliggjort den 20. maj 2011, at sagsøgerens samtale med udvælgelsespanelet fandt sted den 13. juli 2011, dvs. to dage efter, at undersøgelsesudvalget havde afgivet sin udtalelse, og at udvælgelsespanelet den 18. juli 2011 udfærdigede det referat, hvorved A blev valgt til den nævnte stilling.
70 Det fremgår således af de ovenfor nævnte præmisser, at udvælgelsesproceduren blev afholdt samtidig med gennemførelsen af undersøgelsesproceduren.
71 Det fremgår endvidere af undersøgelsesudvalgets udtalelse, at sagsøgeren bl.a. klagede over, at hun blev »holdt udenfor« af Y, idet hendes rolle og ansvarsområder blev udvandet og/eller mindsket.
72 Undersøgelsesudvalget konstaterede i denne henseende, at »[Y] gradvist ændrede sit syn på [sagsøgeren], idet han først anså hende for en værdsat kollega, der modtog særdeles gode bedømmelser, men senere anså hende for en person, der udgjorde en hindring for det karriereforløb, som han havde planlagt. Da hun desuden var en konkurrent til stillingen som [g]eneraldirektør for [GD for »Risikostyring«], havde [Y] ikke tøvet med at udnytte det magttomrum, der var opstået som følge af, at [sagsøgeren] var fraværende på grund af sygdom, og som hun fra sin sygeseng forsøgte at udfylde på bedste vis«, og at Y af denne grund »gradvist udelukkede [sagsøgeren] fra hendes stilling ved at overtage samtlige de strategiske opgaver, som varetages af koordineringsenheden. Det forholder sig i øjeblikket således […], at det fremgår af organigrammet for [GD for »Risikostyring«], at [Y] har ansvaret for samtlige strategiske nøglefunktioner, der giver en stor synlighed i forhold til Bankens ledelse, og at [sagsøgeren] alene har ansvaret for administrative funktioner. Den situation, som [sagsøgeren] frygtede, har således manifesteret sig«.
73 Det fremgår endvidere af undersøgelsesudvalgets udtalelse, at »[sagsøgeren] tidligere har haft et udmærket forhold til [Y], men dette forhold har lidt skade, idet [Y] har udfyldt det tomrum, der er opstået efter [sagsøgeren], og gradvist påtaget sig de vigtigste og de mest intellektuelt udfordrende opgaver, som [sagsøgeren] har ansvaret for, uden at [sagsøgeren] har accepteret denne begrænsning af hendes ansvarsområder. I sidste ende var det ikke længere muligt for de to personer at føre en samtale, og ethvert tillidsforhold mellem dem er blevet umuligt«.
74 Undersøgelsesudvalget bemærkede endvidere, at Y »er […] en ambitiøs mand, der har planer for sin karriere, og som andre beskriver som en damptromle, der ikke bekymrer sig væsentligt om de følgeskader, som hans handlinger kan forårsage«, og at »det var [sagsøgeren], der bestred stillingen, og at hun udgjorde en hindring for hans ambitioner. [Sagsøgerens] fravær på grund af sygdom var delvist til hinder for, at arbejdet kunne udføres tilfredsstillende, og hun kunne derfor undværes«.
75 Det fremgår således af undersøgelsesudvalgets udtalelse, at Y faktisk udviste visse af de handlinger, som sagsøgeren har foreholdt Y, og at samarbejdsforholdet mellem sagsøgeren og Y havde lidt væsentlig skade på det tidspunkt, hvor udvælgelsespanelet afholdt en samtale med sagsøgeren den 13. juli 2011.
76 Da Y ville være blevet sagsøgerens direkte overordnede, såfremt hun var blevet udnævnt til den omtvistede stilling, finder Personaleretten, når der henses til de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 67-75, og navnlig de omstændigheder, som undersøgelsesudvalget i sin udtalelse har anset for fastslået, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde har fremlagt objektive, relevante og samstemmende indicier til støtte for sin påstand om, at da Y blev udnævnt til medlem af udvælgelsespanelet, befandt han sig i en interessekonflikt, der ville kunne rejse tvivl om, hvorvidt han var i stand til at vurdere sagsøgerens ansøgning med den nødvendige objektivitet.
77 Det er ubestridt, at Y deltog i samtalen med og vurderingen af sagsøgeren, selv om han burde have undladt at deltage, idet han befandt sig en interessekonflikt i forhold til sagsøgeren.
78 Det bemærkes endvidere, at det fremgår af artikel 5, stk. 1, og artikel 10, stk. 3, i reglerne om god praksis, at udvælgelsespanelets formands stemme er afgørende i tilfælde af manglende enighed om den endelige anbefaling, og at formanden under panelets drøftelser får ordet som sidste taler for ikke at påvirke udvælgelsespanelets andre medlemmer. Det følger derfor af disse bestemmelser, at Y som udvælgelsespanelets formand befandt sig i en situation, hvor han havde mulighed for at spille en afgørende rolle i udvælgelsespanelets arbejde og for at påvirke udvælgelsespanelets andre medlemmer.
79 På baggrund af ovenstående betragtninger og uden at foregribe indholdet af de drøftelser, der føres mellem udvælgelsespanelets medlemmer, og de forskellige standpunkter, der indtages af udvælgelsespanelets medlemmer, herunder Y’s standpunkter, må det fastslås, at Y har tilsidesat sin pligt til at udvise upartiskhed som følge af, at han deltog som medlem af udvælgelsespanelet. Da hvert af udvælgelsespanelets medlemmer skal have den uafhængighed, der er nødvendig, for at udvælgelsespanelets objektivitet samlet set ikke lider skade, må det fastslås, at udvælgelsespanelets pligt til at udvise upartiskhed samlet set er blevet tilsidesat.
80 Denne konklusion afkræftes ikke af Bankens argumenter.
81 Hvad først angår argumentet om, at det var »utænkeligt«, at direktøren for den afdeling, der skulle besætte stillingen, dvs. i det foreliggende tilfælde Y, ikke skulle være til stede som formand i forbindelse med samtlige de samtaler, som udvælgelsespanelet skulle gennemføre, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af artikel 4, stk. 1, i reglerne om god praksis, at panelets formand »normalt repræsenterer det generaldirektorat«, der skal besætte stillingen, og at det ifølge bilag I til instruksen ikke er et krav, at direktøren for den afdeling, der skal besætte stillingen, deltager i panelet. I Bankens interne bestemmelser er der således ikke tale om den afdeling, der skal besætte stillingen, men om det generaldirektorat, der skal besætte stillingen, og det er ikke et krav, at direktøren for den afdeling, der skal besætte stillingen, er medlem af udvælgelsespanelet.
82 Det bemærkes endvidere (jf. præmis 30 og 31 ovenfor), at sagsøgeren ved e-mail af 14. juni 2011 til direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer havde anmodet om, at Y blev udskiftet, hvilket den nævnte direktør afslog samme dag. Da der bestod en interessekonflikt, burde Banken imidlertid have undladt at udpege Y til medlem og endnu mindre til formand for udvælgelsespanelet eller i det mindste have sikret, at Y ikke tog ordet under samtalen og ikke tilkendegav sin holdning i forbindelse med vurderingen af sagsøgeren, hvilket Banken ikke gjorde.
83 Hvad dernæst angår argumentet om, at det i undersøgelsesudvalgets udtalelse af 11. juli 2011 blev konkluderet, at Y ikke havde udvist chikane, og at han derfor ikke befandt sig i en interessekonflikt, bemærker Personaleretten, at udvælgelsesproceduren blev afholdt samtidig med gennemførelsen af undersøgelsesproceduren (jf. denne doms præmis 70), og at undersøgelsesudvalget endnu ikke havde afgivet sin udtalelse på det tidspunkt, hvor direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer den 14. juni 2011 afslog at udskifte Y i udvælgelsespanelet. Da udvælgelsespanelets samtale med sagsøgeren oprindeligt var fastsat til at finde sted den 17. juni 2011, fandt Banken det derfor ikke problematisk, at Y, der på dette tidspunkt var genstand for en undersøgelsesprocedure vedrørende chikane, deltog som medlem i udvælgelsespanelet. Bankens argument om, at undersøgelsesudvalgets udtalelse konkluderede, at Y ikke havde begået chikane, er derfor ikke relevant. Uanset på hvilket tidspunkt Y fik kendskab til, at undersøgelsesudvalget havde afgivet sin udtalelse, har denne udtalelse under alle omstændigheder ikke på nogen måde haft betydning for, om Y befandt sig i en interessekonflikt i forbindelse med udvælgelsesproceduren. Den omstændighed, at samarbejdsforholdet mellem Y og sagsøgeren havde lidt væsentlig skade før begyndelsen af udvælgelsesproceduren, således som det fremgår af undersøgelsesudvalgets udtalelse, er nemlig i det foreliggende tilfælde tilstrækkelig til at fastslå, at Y befandt sig i en interessekonflikt.
84 Personaleretten bemærker endvidere, at den omstændighed, at der består en risiko for, at et af udvælgelsespanelets medlemmer befinder sig i en interessekonflikt i forhold til en ansøger, hverken kan opvejes af, at en repræsentant fra Afdelingen for Menneskelige Ressourcer eller en observatør for det paritetiske udvalg for fremme af lige muligheder mellem mænd og kvinder deltager i panelets arbejde.
85 Hvad endelig angår Bankens argument om, at det fremgår af udvælgelsespanelets referat, at Y ikke indtog en diskriminerende holdning i forhold til sagsøgeren, og at A blev valgt med enstemmighed, bemærker Personaleretten, at de point, som hver enkelt af panelets medlemmer havde tildelt hver ansøger, faktisk lå på omtrent det samme niveau, som hævdet af Banken. Denne konstatering gør det imidlertid ikke muligt at udelukke, at Y befandt sig i en interessekonflikt, eller at Y som formand for panelet har kunnet påvirke den vurdering af ansøgerne, som de andre medlemmer af udvælgelsespanelet foretog.
86 På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås, at udvælgelsesproceduren var behæftet med uregelmæssigheder, idet udvælgelsespanelets formand og dermed panelet som helhed tilsidesatte pligten til at udvise upartiskhed. Det første klagepunkt i anbringendets første led må derfor anses for begrundet.
Det andet klagepunkt om manglende upartiskhed hos udvælgelsespanelets medlemmer
– Parternes argumenter
87 Sagsøgeren har anført, at andre panelmedlemmer end Y kan have udvist partiskhed, idet de fleste af medlemmerne deltog i godkendelsen af reorganiseringen af GD for »Risikostyring«, og navnlig oprettelsen af afdelingen RPP, hvis chef ville få ansvaret for næsten samtlige de opgaver og ansvarsområder, der henhørte under hendes stilling som chef for Afdelingen for Koordinering.
88 Banken har ikke anført bemærkninger vedrørende dette andet klagepunkt.
– Personalerettens bemærkninger
89 Det bemærkes blot, at sagsøgeren har begrænset sig til at påstå, at de andre medlemmer af udvælgelsespanelet kan have tilsidesat deres pligt til at udvise upartiskhed, uden dog at gøre gældende, at de har udvist en sådan upartiskhed i det foreliggende tilfælde. Sagsøgeren bygger derved sine antagelser på rene spekulationer uden at fremføre nogen former for bevis, der kan godtgøre denne påstand. Under disse omstændigheder må det andet klagepunkt i anbringendets første led forkastes som ugrundet.
90 På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås, at det eneste anbringendes første led om den omstændighed, at der blev begået uregelmæssigheder, som har medført, at ansættelsesproceduren er ugyldig, er delvist begrundet.
Anbringendets andet led om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet
Parternes argumenter
91 Sagsøgeren har anført, at den mundtlige fremstilling på ti minutter, som samtlige ansøgere skulle give for udvælgelsespanelet, bestod i en kort redegørelse for et teknisk emne på baggrund af to interne notater, som Banken havde udfærdiget, og som blev sendt til samtlige ansøgere forud for deres samtale med udvælgelsespanelet. Eftersom A udfærdigede eller deltog i udfærdigelsen af de to nævnte interne notater, befandt han sig i en uberettiget fortrinsstilling i forhold til de andre ansøgere. Udvælgelsespanelet tilsidesatte således ligebehandlingsprincippet, idet det nævnte panel gav en af ansøgerne til den omtvistede stilling en klar fordel ved at basere den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, på de to nævnte interne notater.
92 Banken har anført, at A deltog i den fase, der bestod i at forberede de to omhandlede interne notater, men er dog af den opfattelse, at ingen ansøgere derved opnåede en uberettiget fordel, idet det ikke var nødvendigt at besidde en særlig viden for at kunne forstå de nævnte notater, og idet de nævnte notater blev sendt til samtlige ansøgere forud for samtalen. Den mundtlige fremstilling udgjorde kun en prøve blandt flere forskellige prøver, der tilsammen udgjorde udvælgelsesproceduren, og formålet med den nævnte fremstilling var ikke at vurdere ansøgernes tekniske kundskaber, men nærmere deres kommunikations- og overtalelsesevner.
Personalerettens bemærkninger
93 Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at princippet om forbud mod forskelsbehandling og ligebehandlingsprincippet kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet. Princippet om forbud mod forskelsbehandling er således tilsidesat, når to persongrupper, hvis retlige og faktiske situation ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden, behandles forskelligt, eller når forskellige situationer behandles ens. En forskellig behandling må anses for at være i overensstemmelse med det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling, når en sådan behandling er baseret på et objektivt og rimeligt kriterium, der står i rimeligt forhold til det formål, der forfølges med den nævnte behandling (jf. f.eks. domme Giannini, EU:T:2008:68, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis, og Brown mod Kommissionen, F-37/05, EU:F:2009:121, præmis 64).
94 Ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende EU-retligt princip, der bl.a. finder anvendelse på området for udvælgelsesprøver, hvorfor det påhviler udvælgelseskomitéen at påse, at det strengt overholdes i relation til ansøgerne under en udvælgelsesprøve. Selv om udvælgelseskomitéen råder over en vid skønsbeføjelse med hensyn til de nærmere omstændigheder og det præcise indhold af prøverne, påhviler det ikke desto mindre Unionens retsinstanser i nødvendigt omfang at udøve sin kontrol for at sikre, at ansøgerne behandles lige, og at udvælgelseskomitéens valg mellem disse foretages på et objektivt grundlag (domme Giannini, EU:T:2008:68, præmis 132, og De Mendoza Asensi mod Kommissionen, F-127/11, EU:F:2014:14, præmis 43).
95 Det bemærkes endelig, at enhver prøve generelt og nødvendigvis indebærer en risiko for forskelsbehandling, henset til det i sagens natur begrænsede antal spørgsmål, der med rimelighed kan stilles under en prøve med hensyn til et bestemt emne. Det er derfor blevet fastslået, at en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet kun kan foreligge, når udvælgelseskomitéen ved valget af prøver ikke har begrænset den risiko for ulige chancer, der generelt er forbundet med enhver prøve (domme Giannini, EU:T:2008:68, præmis 133, og De Mendoza Asensi mod Kommissionen, EU:F:2014:14, præmis 45).
96 I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at samtlige ansøgere skulle besvare de samme spørgsmål, som blev stillet af hvert enkelt medlem i udvælgelsespanelet. Udvælgelsespanelet havde i øvrigt opstillet et identisk prøveforløb for samtlige ansøgere, der bestod i en mundtlig fremlæggelse på baggrund af to interne notater fra Banken, for at vurdere deres evne til at redegøre for et kompliceret og teknisk emne over for en gruppe bestående af ikke-eksperter og overbevise dem om rigtigheden af deres forslag. De to nævnte notater skulle derfor tjene til at prøve ansøgernes kommunikations-, præsentations-, forklaring- og overtalelsesevner og ikke deres tekniske kundskaber.
97 Det fremgår endvidere af sagsakterne, at A deltog i udfærdigelsen af de to interne notater, som blev sendt til ansøgerne med henblik på at forberede den mundtlige fremlæggelse over for udvælgelsespanelet. Personaleretten finder, at den omstændighed alene, at en person er ophavsmand eller bidragyder til sådanne notater, giver den pågældende et egentlig kendskab til deres indhold og gør det potentielt nemmere at foretage en fremlæggelse på grundlag af sådanne notater.
98 Som Banken har anført er det blevet fastslået, at det kendskab til et dokument, som visse ansøgere til en udvælgelsesprøve har kunnet opnå ved deres arbejde, ikke indebærer, at de er blevet ubehørigt begunstiget ved udvælgelseskomitéens valg af dette dokument som grundlag for spørgsmålene i en udvælgelsesprøve, dels for så vidt som den fordel, som visse ansøgere opnår ved valget af dette dokument, indgår i den risiko, der generelt er uadskilleligt forbundet med enhver prøve, dels for så vidt som dokumentets tekst var tilgængelig før prøven (dom Giannini, EU:T:2008:68, præmis 164).
99 Personaleretten bemærker i denne henseende, at sagsøgeren i den sag, der gav anledning til dom Giannini (EU:T:2008:68), var blevet udelukket fra en udvælgelsesprøve og klagede over, at andre ansøgere forud for udvælgelsesprøven havde arbejdet på de forberedende dokumenter, der lå til grund for den skriftlige prøve. Det fremgår af dom Giannini (EU:T:2008:68), at der ikke var grundlag for at antage, at der var ligheder mellem de forberedende dokumenter og de dokumenter, der blev udleveret til ansøgerne, og at de ansøgere, der havde arbejdet på de forberedende dokumenter, ikke kunne udnytte den viden, som de i givet fald måtte have fået i forbindelse med arbejdet med de nævnte forberedende dokumenter. De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans konstaterede på denne baggrund, at den potentielle fordel, som de ansøgere, der havde arbejdet med de forberedende dokumenter, måtte have fået i forhold til at aflægge den skriftlige prøve som følge af, at de havde kendskab til de nævnte forberedende dokumenter, var stærkt begrænset, og fastslog, at de berørte ansøgere ikke var blevet ubehørigt begunstiget.
100 Det bemærkes imidlertid, at i den foreliggende sag havde kun en enkelt ansøger, A, et bedre kendskab end sine konkurrenter til de dokumenter, som ansøgerne fik stillet til rådighed med henblik på at forberede deres fremstilling. Dertil kommer, at i modsætning til den sag, der gav anledning til Giannini-dommen (EU:T:2008:68), havde A som ophavsmand eller bidragyder arbejdet direkte med Bankens to interne notater og ikke med de forberedende dokumenter til de nævnte to interne dokumenter, hvis indhold i kraft af, at der var tale om forberedende dokumenter, ikke nødvendigvis var identisk med indholdet af de omhandlede to interne dokumenter. Da formålet med, at ansøgerne skulle give en mundtlig fremstilling, var at vurdere deres evne til at overbevise en gruppe af ikke-eksperter, fik A ved prøven, der bestod i en mundtlig fremstilling, en reel og relevant fordel i forhold til de andre ansøgere som følge af, at han havde deltaget i udfærdigelsen af hele eller en del af de nævnte to interne notater.
101 Denne vurdering ændres ikke ved den omstændighed, at de omhandlede to interne notater blev stillet til rådighed for samtlige ansøgere inden deres samtale med udvælgelsespanelet, og heller ikke ved det argument, som Banken fremsatte under retsmødet, hvorefter samtlige ansøgere i det store hele havde fået kendskab til indholdet af de to nævnte notater, længe før udvælgelsesproceduren blev påbegyndt. Banken anerkendte under retsmødet, at udvælgelsespanelet kunne have valgt at anvende andre tekster som grundlag for den mundtlige fremstilling end de to nævnte notater. Det er således godtgjort, at A havde en uberettiget fordel i forhold til de andre ansøgere.
102 Følgelig må det fastslås, at Banken tilsidesatte ligebehandlingsprincippet ved at basere den prøve, der bestod i en mundtlig fremstilling, der var fælles for samtlige ansøgere, på de to nævnte interne notater fra Banken.
103 Det eneste anbringendes andet led er derfor begrundet.
104 På baggrund af ovenstående betragtninger, og uden at det er nødvendigt undersøge begæringen om bevisoptagelse, skal den første påstand om annullation af afgørelsen af 28. juli 2011 tages til følges.
2. Den anden og den tredje påstand om erstatning
Formaliteten
Parternes argumenter
105 Banken har anført, at Unionens retsinstanser ikke har kompetence til at påkende et søgsmål, såfremt søgsmålet ikke er rettet mod en akt, som administrationen har vedtaget for at afslå sagsøgerens krav. I det foreliggende tilfælde underrettede Bankens formand ved skrivelse af 19. september 2011 sagsøgeren om, at hendes ansøgning om erstatning af 5. september 2011 ville blive behandlet, når den pågældende ansatte i Afdelingen for Menneskelige Ressourcer var tilbage den 23. september 2011. Sagsøgeren anlagde imidlertid sag med påstand om erstatning for Personaleretten den 27. oktober 2011 uden at have modtaget et udtrykkeligt svar fra Banken vedrørende ansøgningen af 5. september 2011 og før udløbet af den frist på tre måneder, der skal være forløbet, for at der kan anses at foreligge en stiltiende afvisning. Påstandene om erstatning kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.
106 Banken har endvidere anført, at påstandene om erstatning i det mindste delvist er en gentagelse af den erstatningspåstand, der er nedlagt i den sag, som er anlagt den 28. september 2011 for Personaleretten og registreret under sag F-95/11, for så vidt angår den skade, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af offentliggørelsen af den omtvistede stilling. Påstandene om erstatning kan derfor under alle omstændigheder ikke antages til realitetsbehandling, da der i det mindste delvist foreligger litispendens.
107 Som besvarelse af en anmodning fra Personaleretten i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse om at præcisere sin holdning til, om påstandene om erstatning kan antages til realitetsbehandling i lyset af dommene De Nicola mod EIB (T-37/10 P, EU:T:2012:205) og De Nicola mod EIB (T-264/11 P, EU:T:2013:461), har Banken anført, at selv om det følger af de nævnte domme, at en erstatningspåstand kan påkendes af Unionens retsinstanser, uden at det er nødvendigt, at der først er indgivet en ansøgning om erstatning til administrationen, skal den pågældende, når vedkommende forudgående har anmodet administrationen om en stillingtagen, give den tjenestegren, som vedkommende har rettet henvendelse til, mulighed for at tage stilling inden for en rimelig frist. Begrebet »rimelig frist«, der er blevet fremhævet i dommen om fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB (C-334/12 RX-II, EU:C:2013:134, præmis 26-30), finder anvendelse både på den frist, der gælder for indgivelsen af en ansøgning til administrationen, og den frist, der gælder for administrationens stillingtagen til denne ansøgning.
108 Sagsøgeren har heroverfor anført, at de påstande om erstatning, der er nedlagt i forbindelse med denne sag, bør antages til realitetsbehandling.
Personalerettens bemærkninger
109 Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt erstatningspåstandene i deres helhed kan antages til realitetsbehandling, bemærker Personaleretten, at det i det væsentlige følger af artikel 41 i Bankens personalevedtægt, at alle tvister mellem Banken og dens ansatte kan gøres til genstand for et søgsmål for Unionens retsinstanser, idet der imidlertid forud for et sådant søgsmål kan gennemføres en procedure for at finde en mindelig løsning ved Bankens udvalg for forligsmægling, uafhængigt af om der er anlagt sag ved Unionens retsinstanser (dom De Nicola mod EIB, EU:T:2012:205, præmis 74).
110 Det er allerede blevet fastslået, at det klart følger af artikel 41 i Bankens personalevedtægt, der giver mulighed for at gennemføre en forligsprocedure, uafhængigt af det søgsmål, der er anlagt ved Unionens retsinstanser, at det på ingen måde er en betingelse for at antage det nævnte søgsmål til realitetsbehandling, at den administrative procedure, der er frivillig for Bankens ansatte, er gennemført (jf. i denne retning dom De Nicola mod EIB, T-7/98, T-208/98 og T-109/99, EU:T:2001:69, præmis 96), selv om tjenestemænd eller ansatte skal afvente afslutningen af den administrative procedure, der er fastsat i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«).
111 Det blev endvidere fastslået i dom De Nicola mod EIB (EU:T:2013:461, præmis 69-73), der er afsagt efter appel af Personalerettens dom De Nicola mod EIB (F-59/09, EU:F:2011:19), hvorved Personaleretten ud fra en analog anvendelse af vedtægtens artikel 91, stk. 1, fastslog, at Personaleretten ikke havde kompetence til at påkende et erstatningssøgsmål, der var forelagt Personaleretten, med den begrundelse, at søgsmålet ikke var rettet mod en akt, som Banken havde vedtaget, og som indeholdt et klagepunkt imod den berørte, idet der ikke forinden var indgivet en ansøgning om erstatning til Banken, at da Banken ikke havde relevante interne bestemmelser, var Personaleretten ikke berettiget til at lade sin kompetence eller spørgsmålet om, hvorvidt det erstatningssøgsmål, der var forelagt Personaleretten, kunne antages til realitetsbehandling, afhænge af, »at der ikke er indgivet en ansøgning om erstatning til Banken, og at der ikke foreligger en bebyrdende retsakt, som erstatningspåstanden kan knyttes til«. Den Europæiske Unions Ret fastslog, at den eneste relevante bestemmelse i denne sammenhæng var artikel 41 i Bankens personalevedtægt, hvis karakter og formål adskiller sig væsentligt fra vedtægtens karakter og formål, herunder vedtægtens artikel 90 og 91, og at selve personalevedtægtens eksistens er til hinder for, at der foretages strenge analogislutninger i forhold til vedtægten.
112 Det fremgår af den i foregående præmis nævnte retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt et erstatningssøgsmål, der er anlagt af en ansat i Banken, kan antages til realitetsbehandling, ikke kan gøres betinget af, at der forinden er indgivet en ansøgning om erstatning til Banken, og heller ikke af, at der foreligger en bebyrdende retsakt, som erstatningspåstanden kan knyttes til. Under disse omstændigheder henhører en ansøgning om erstatning, som en ansat i Banken indgiver til Banken, under den interne procedure for en mindelig løsning af tvisten, der i henhold til artikel 41 i Bankens personalevedtægt under alle omstændigheder er frivillig.
113 Som det fremgår af denne doms præmis 43, indgav sagsøgeren i det foreliggende tilfælde ved skrivelse af 5. september 2011 en ansøgning om erstatning til Banken med henblik på at opnå erstatning for den skade, som hun hævder at have lidt bl.a. som følge af, at afgørelsen af 28. juli 2011 var ulovlig. Sagsøgeren anlagde nærværende sag den 27. oktober 2011, dvs. på et tidspunkt, hvor Banken endnu ikke havde taget stilling til hendes ansøgning. Da ansøgningen om erstatning blev indgivet til Banken inden for rammerne af den interne administrative procedure for en mindelig løsning af tvister mellem medlemmer af personalet og Banken, og da spørgsmålet om, hvorvidt Personaleretten kan antage et erstatningssøgsmål til realitetsbehandling, ikke er betinget af, at den administrative procedure er gennemført, skal det foreliggende erstatningssøgsmål antages til realitetsbehandling.
114 Denne konklusion påvirkes ikke af den retspraksis, som Banken har henvist til i svarskriftet. Personalerettens domme De Nicola mod EIB (F-55/08, EU:F:2009:159) og De Nicola mod EIB (F-59/09, EU:F:2011:19), som Banken har henvist til, er nemlig blev ophævet navnlig for så vidt angår de præmisser, som Banken har påberåbt sig, ved Den Europæiske Unions Rets domme De Nicola mod EIB (EU:T:2012:205) og De Nicola mod EIB (EU:T:2013:461). Personaleretten har i øvrigt opfordret Banken til inden for rammerne af foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse at afgive bemærkninger vedrørende de to sidstnævnte domme (jf. præmis 107 ovenfor).
115 Personaleretten konstaterer endvidere, at præmis 137 i Personalerettens dom De Nicola mod EIB (EU:F:2011:19), som Banken endvidere har henvist til i svarskriftet, ikke er relevant, idet denne præmis vedrører spørgsmålet om, hvilket tidspunkt der skal lægges til grund for beregningen af den rimelige frist, inden for hvilken en ansat ved Banken skal anlægge sag ved Personaleretten, for at sagen ikke skal anses for at være for sent anlagt. Dertil kommer, at præmis 26-30 i dommen om fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB (EU:C:2013:134), som Banken har henvist til i sine bemærkninger som svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse vedrørende Den Europæiske Unions domme De Nicola mod EIB (EU:T:2012:205) og De Nicola mod EIB (EU:T:2013:461), heller ikke er relevante, idet de omhandler begrebet »rimelig frist«, inden for hvilken en ansat ved Banken skal anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt udstedt af Banken, som er bebyrdende for den pågældende.
116 I det foreliggende tilfælde skal Personaleretten ikke undersøge et spørgsmål om længden af den frist for at anlægge en sag ved Unionens retsinstanser, der er afgørende for, om sagen anses for at være anlagt for sent, men spørgsmålet om, hvorvidt Personaleretten kan påkende et erstatningssøgsmål eller ej. Det påhviler navnlig Personaleretten at vurdere, om den kan påkende et erstatningssøgsmål, der er anlagt af en ansat i Banken, når sagsøgeren ikke har afventet Bankens svar på den ansøgning om erstatning, som den pågældende forinden har indgivet til Banken. Den argumentation, som Banken har fremsat til sit forsvar, er derfor ikke relevant.
117 For det andet må det hvad angår den delvise afvisning af påstandene om erstatning på grund af litispendens bemærkes, at når et søgsmål er anlagt mellem de samme parter vedrørende samme sagsgenstand og med de samme anbringender som et tidligere anlagt søgsmål, skal det ifølge fast retspraksis afvises (kendelse Vienne m.fl. mod Parlamentet, F-22/06, EU:F:2006:89, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis).
118 Personaleretten skal således undersøge, om søgsmålet i sag F-95/11 og den foreliggende sag, der er anlagt henholdsvis den 28. september og den 27. oktober 2011, er anlagt mellem de samme parter vedrørende samme sagsgenstand og med de samme anbringender.
119 Hvad angår betingelsen vedrørende de pågældende parters identitet i forbindelse med de to søgsmål skal det fastslås, at den er opfyldt i det foreliggende tilfælde. I begge sager er der nemlig tale om en tvist mellem sagsøgeren og Banken.
120 Hvad angår betingelsen om, at der skal være tale om samme sagsgenstand, bemærkes, at sagsøgeren i sag F-95/11 har nedlagt påstand om erstatning som følge af, at Bankens afgørelse om at ændre arten af hendes arbejdsopgaver samt de betingelser, hvorunder hun skulle udføre disse opgaver, ved at fratage hende ansvaret for de områder, som hun varetog inden for den generelle risikopolitik, således som denne afgørelse fremgår af notatet af 30. marts 2011 til de ansatte, var ulovlig. Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om erstatning for den skade, som hun hævder at have lidt som følge af, at Banken tilsidesatte den omsorgs- og beskyttelsespligt, som Banken er forpligtet til at udvise i de tilfælde, hvor dens ansatte er fraværende på grund af sygdom, og som følge af, at Banken tilsidesatte personalevedtægtens artikel 42 ved ikke at vedtage en individuel afgørelse i forhold til hende om ændring af de betingelser, hvorunder hun varetog sine opgaver, og disse opgavers art, med henblik på efterfølgende at give hende meddelelse om denne afgørelse.
121 Sagsøgeren har i den foreliggende sag nedlagt påstand om erstatning for den skade, som hun har lidt som følge af, at afgørelsen af 28. juli 2011 var ulovlig, og som følge af, at hun var tvunget til at give møde for et udvælgelsespanel, hvoraf et af medlemmerne på sagsøgerens anmodning var genstand for en igangværende undersøgelsesprocedure vedrørende psykisk chikane.
122 Følgelig må det bemærkes, at påstandene om erstatning i den foreliggende sag og påstanden om erstatning i sag F-95/11 ikke har samme sagsgenstand. Bankens påstand om afvisning på grund af litispendens kan derfor ikke tages til følge.
123 På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås, at påstandene om erstatning kan antages til realitetsbehandling.
Realiteten
Parternes argumenter
124 Sagsøgeren har anført, at udvælgelsesproceduren har forvoldt hende store bekymringer, idet hun til trods for de af hende fremsatte anmodninger var tvunget til at give møde for et udvælgelsespanel, der bl.a. bestod af et medlem, som var en af de påståede chikanører, der var genstand for en undersøgelsesprocedure, som hun havde indledt, og som fortsat var verserende.
125 Sagsøgeren har endvidere anført, at afgørelsen af 28. juli 2011 gav hende anledning til at føle sig misforstået og ydmyget, ligesom hun følte en dyb skuffelse i forhold til Banken. Den nævnte afgørelse har endvidere skadet hendes faglige omdømme, idet hun ikke blev udnævnt til den omtvistede stilling, selv om hun før reorganiseringen af GD for »Risikostyring« havde ansvaret for størstedelen af de funktioner, der henhørte under den omtvistede stilling. Afgørelsen af 28. juli 2011 har således forvoldt hende en betydelig ikke-økonomisk skade, som hun efter ret og billighed har opgjort til 50 000 EUR.
126 Sagsøgeren har endelig anført, at afgørelsen af 28. juli 2011 har forvoldt hende en økonomisk skade svarende til et løntab, idet hun ville have haft mulighed for at bidrage væsentligt til udviklingen af de strategiske mål for GD for »Risikostyring« og opnå et langt hurtigere karriereforløb, såfremt hun var blevet udnævnt til den omtvistede stilling. Sagsøgeren har efter ret og billighed opgjort den økonomiske skade til 436 100 EUR.
127 Banken har anført, at påstandene om erstatning er ugrundede, idet Banken ikke kan foreholdes nogen ulovlig adfærd. Under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke for så vidt angår den økonomisk skade godtgjort, at der foreligger en skade, idet løntabet er rent hypotetisk.
Personalerettens bemærkninger
128 Det følger af fast retspraksis, at det en forudsætning for, at administrationen kan ifalde ansvar, at sagsøgeren har fremlagt bevis for, at der er begået en fejl, at der er lidt et reelt tab, og at der er årsagsforbindelse mellem adfærden og det påståede tab. Da alle disse betingelser skal være opfyldt, er det tilstrækkeligt til at forkaste et erstatningssøgsmål, at én af dem ikke er det (dom Arguelles Arias mod Rådet, F-122/12, EU:F:2013:185, præmis 128).
129 Det bemærkes i det foreliggende tilfælde, at den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har påberåbt sig, er forvoldt dels ved afgørelsen af 28. juli 2011, dels ved den omstændighed, at hun var tvunget til at give møde for et udvælgelsespanel, der bl.a. bestod af en af de påståede chikanører, som hun vidste var genstand for en igangværende undersøgelsesprocedure, og som befandt sig i en interessekonflikt i forhold til hende.
130 Det blev i denne doms præmis 104 fastslået, at afgørelsen af 28. juli 2011 skal annulleres som følge af, at udvælgelsespanelet tilsidesatte pligten til at udvise upartiskhed og princippet om ligebehandling af ansøgerne, og i denne doms præmis 77 blev det fastslået, at Y burde have undladt at deltage i udvælgelsespanelets samtale med sagsøgeren og i forbindelse med vurderingen af sagsøgeren. Da det således er fastslået, at Banken begik uregelmæssigheder, skal det undersøges, om disse fejl har medført skadelige virkninger for sagsøgeren.
131 Hvad for det første angår den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt, bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en annullation af en ulovlig retsakt i sig selv kan udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt, medmindre sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation (dom CH mod Parlamentet, F-129/12, EU:F:2013:203, præmis 64).
132 Personaleretten bemærker, at det er ubestridt, at den følelse af uretfærdighed og de besværligheder, der følger af den omstændighed, at en person tvinges til at gennemføre en retslig procedure for at få anerkendt sine rettigheder, udgør en skade, der kan udledes af den blotte omstændighed, at administrationen har begået ulovligheder. Da sådanne skader kan erstattes, når en annullation af de anfægtede afgørelser ikke udgør en tilfredsstillende erstatning (jf. i denne retning dom CC mod Parlamentet, sag F-9/12, EU:F:2013:116, præmis 128, der er appelleret og verserer for Den Europæiske Unions Ret under sag T-457/13 P), finder Personaleretten, når der henses til de omstændigheder, hvorunder afgørelsen af 28. juli 2011 blev truffet, dvs. efter afslutningen af en udvælgelsesprøve, i hvilken forbindelse sagsøgeren var tvunget til at give møde for et udvælgelsespanel, der havde en af de påståede chikanører som formand, som hun vidste var genstand for en igangværende undersøgelsesprocedure, og som befandt sig i en interessekonflikt i forhold til hende, og i hvilken forbindelse ligebehandlingsprincippet ikke var blevet overholdt, og under hensyn til de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, at det er en rimelig bedømmelse af den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt, at erstatningen for den nævnte skade efter ret og billighed fastsættes til 25 000 EUR.
133 Hvad for det andet angår sagsøgerens påstand om, at Banken tilpligtes at erstatte den økonomiske skade, som hun har lidt som følge af afgørelsen af 28. juli 2011, med den begrundelse, at afgørelsen om ikke at udnævne hende til den omtvistede stilling har påvirket hendes fremtidige løn, konstaterer Personaleretten, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at der reelt er lidt et tab. Selv om det antages, at sagsøgeren ved udvælgelsesprocedurens afslutning var blevet udnævnt til den omtvistede stilling, er det nemlig ikke muligt konkret at fastslå, hvilke muligheder hun ville have haft for forfremmelse i sit karriereforløb, idet sådanne forfremmelsesmuligheder må anses for rent hypotetiske. Det følger heraf, at sagsøgerens påstand om erstatning i denne henseende ikke kan tages til følge.
134 Det følger af det ovenstående, at Banken pålægges at betale sagsøgeren et beløb på 25 000 EUR.
Sagens omkostninger
135 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, kapitel 8. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.
136 Det følger af denne doms præmisser, at Banken har tabt sagen, idet sagsøgeren i det væsentlige har fået medhold. Sagsøgeren har endvidere udtrykkeligt nedlagt påstand om, at Banken tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor Banken pålægges at bære sine egne omkostninger og betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
PERSONALERETTEN (Anden Afdeling):
1) Afgørelsen af 28. juli 2011 truffet af formanden for Den Europæiske Investeringsbank om udnævnelse af A til stillingen som chef for Afdelingen for »Risikopolitik og Tarificering« annulleres.
2) Investeringsbanken betaler CG 25 000 EUR.
3) I øvrigt frifindes Investeringsbanken.
4) Investeringsbanken bærer sine egne omkostninger og betaler de af CG afholdte omkostninger.
Rofes i Pujol | Bradley | Svenningsen |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. juli 2014.
W. Hakenberg | | M.I. Rofes i Pujol |
Justitssekretær | | Afdelingsformand |