Language of document : ECLI:EU:F:2011:194

PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

15. december 2011

Sag F-30/10

Philippe de Fays

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – vedtægtens artikel 73 – afslag på at anerkende en sygdom som en erhvervssygdom«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Philippe de Fays principalt har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om afslag på at anerkende den sygdom, som sagsøgeren lider af, som en erhvervssygdom.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – formål – proceskrav – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – søgsmål rettet mod afvisning af klage – retsvirkning – sagsanlæg til prøvelse af den anfægtede retsakt – undtagelse – afgørelse, som ikke har bekræftende karakter

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægelig ekspertise – lægeudvalgets skønsbeføjelser – grænser

(Ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, art. 22, stk. 3, første afsnit)

4.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægelig ekspertise – lægeudvalgets skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, art. 22)

5.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægelig ekspertise – lægeudvalgets sammensætning – krav om medlemmernes specialisering – foreligger ikke

(Ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, art. 22, stk. 1, tredje afsnit)

1.      Det tilkommer ikke Unionens retsinstanser at fremkomme med retlige konstateringer inden for rammerne af den retlige kontrol, der bygger på vedtægtens artikel 91. Følgelig må påstande om, at Unionens retsinstanser skal fastslå, at sagsøgeren er arbejdsudygtig som følge af en erhvervssygdom, afvises.

(jf. præmis 43)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 12. juni 2002, sag T-187/01, Mellone mod Kommissionen, præmis 16

EU-Personaleretten: 16. maj 2006, sag F-55/05, Voigt mod Kommissionen, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis

2.      En administrativ klage og administrationens udtrykkelige eller stiltiende afvisning deraf udgør en integrerende del af en sammensat procedure og er kun en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder har det indbragte søgsmål, selv om det formelt vedrører klagens afvisning, til følge, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som klagen omhandlede, undtagen i det tilfælde, hvor afvisningen af klagen har en anden rækkevidde end den akt, som har været genstand for klagen. En udtrykkelig afgørelse om afvisning af en klage kan nemlig, henset til dens indhold, være sådan, at den ikke bekræfter den af sagsøgeren anfægtede retsakt. Dette er tilfældet, når afgørelse om afvisning af klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afvisningen af klagen en retsakt, der er underlagt Unionens retsinstansers kontrol, og Unionens retsinstanser tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt.

(jf. præmis 45)

Henvisning til:

Domstolen: 28. maj 1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, præmis 9; 17. januar 1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, præmis 7 og 8

Retten i Første Instans: 12. december 2002, forenede sager T-338/00 og T-376/00, Morello mod Kommissionen, præmis 35; 10. juni 2004, sag T-258/01, Eveillard mod Kommissionen, præmis 31; 14. oktober 2004, sag T-389/02, Sandini mod Domstolen, præmis 49; 7. juni 2005, sag T-375/02, Cavallaro mod Kommissionen, præmis 63-66; 25. oktober 2006, sag T-281/04, Staboli mod Kommissionen, præmis 26

Retten: 9. december 2009, sag T-377/08 P, Kommissionen mod Birkhoff, præmis 50-59 og 64; 21. september 2011, sag T-325/09 P, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, præmis 32

3.      Det følger af artikel 22, stk. 3, første afsnit, i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd, at det, for at lægeudvalget med føje kan afgive en medicinsk udtalelse, er nødvendigt, at det er i stand til at få kendskab til samtlige de dokumenter, som kan være nyttige med henblik på dets vurderinger. Lægeudvalget kan anmode om gennemførelse af yderligere undersøgelser og konsultere eksperter for at supplere de sagsakter, som det har fået forelagt, eller anmode om udtalelser, som er relevante for varetagelsen af det pågældende hverv.

I øvrigt gælder, at når det, henset bl.a. til den særlige komplekse karakter af de lægelige spørgsmål, som er indbragt for udvalget, viser sig, at de oplysninger, der er nødvendige for, at udvalget kan udføre sin opgave, ikke klart og samstemmende fremgår af de sagsakter, som udvalget har fået forelagt, påhviler det lægeudvalget at indhente alle de oplysninger, som er relevante for udvalgets skøn. I denne forbindelse er lægeudvalget forpligtet til i de tilfælde, hvor lægeudvalgets medlemmer ikke har særligt kendskab til de pågældende sygdomme, at indhente alle de dokumenter, som kan være relevante til støtte for udvalgets vurdering, og i givet fald at anmode om supplerende undersøgelser og at høre eksperter, som er specialister i disse sygdomme.

(jf. præmis 63-65)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. december 1999, sag T-300/97, Latino mod Kommissionen, præmis 70

4.      Lægeudvalgets opgave, der er defineret i artikel 22 i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd, går ud på objektivt og uafhængigt at bedømme lægelige spørgsmål og forudsætter, dels at udvalget råder over alle de nødvendige oplysninger, dels at udvalget fuldstændig frit kan foretage sin vurdering. De egentlige lægelige vurderinger, som lægeudvalget anlægger, må anses for endelige, når de er resultatet af en forskriftsmæssigt forløbet procedure.

I denne forbindelse er Unionens retsinstanser beføjet til at efterprøve, om udvalgets udtalelse vedrørende anerkendelse af en sygdom som en erhvervssygdom er korrekt, navnlig om udtalelsen indeholder en begrundelse, der gør det muligt at forstå de betragtninger, som udvalget støtter sig på, og om udtalelsen godtgør en forståelig sammenhæng mellem udtalelsens lægelige konstateringer og dens konklusioner. Når lægeudvalget skal træffe afgørelse om komplekse, lægelige spørgsmål vedrørende en vanskelig diagnose eller vedrørende årsagssammenhængen mellem den berørte tjenestemands lidelser og dennes erhvervsmæssige beskæftigelse ved en institution, påhviler det i øvrigt navnlig udvalget i sin udtalelse at angive de elementer i sagen, som udvalget støtter sig på, og i tilfælde af væsentlig uenighed nærmere at anføre grundene til, at udvalget har set bort fra visse tidligere, relevante lægeerklæringer, som er gunstigere for den berørte.

(jf. præmis 73 og 89)

Henvisning til:

EU-Personaleretten: 14. september 2010, sag F-79/09, AE mod Kommissionen, præmis 64 og 65 og den deri nævnte retspraksis

5.      Ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd fastsætter ingen særlige krav om specialisering hverken for den læge, der er udpeget af tjenestemanden eller for den læge, der er udpeget af ansættelsesmyndigheden. Det eneste krav vedrører den tredje læge, idet denne i medfør af nævnte ordnings artikel 22, stk. 1, tredje afsnit, skal have godkendt ekspertise inden for evaluering af og erstatning for legemsbeskadigelse. Herefter kan det ikke med føje gøres gældende, at et lægeudvalg var ulovligt sammensat alene af den grund, at dets medlemmer ikke havde kendskab til de pågældende sygdomme.

(jf. præmis 83 og 84)