PERSONALERETTENS DOM
(Tredje Afdeling)
28. september 2011
Sag F-9/10
AC
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Personalesag – forfremmelse – forfremmelsesåret 2009 – sammenligning af fortjenester – åbenbart urigtigt skøn«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til dens artikel 106a, hvorved AC i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af Rådets afgørelse om ikke at opføre sagsøgeren på listen over tjenestemænd, der forfremmes til lønklasse AD 13 i forfremmelsesåret 2009.
Udfald: Rådet for Den Europæiske Union frifindes. AC betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
2. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
3. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
4. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
5. Tjenestemænd – forfremmelse – klage fra en ikke-forfremmet ansøger
(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2, art. 45 og art. 90, stk. 2)
6. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
7. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
8. Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt
(art. 21, stk. 3, EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 4)
1. Den vide skønsbeføjelse, der tilkommer administrationen med henblik på en sammenligning af fortjenester hos forfremmelsesværdige tjenestemænd, er begrænset af nødvendigheden af at sammenligningen skal foretages grundigt og upartisk i tjenestens interesse og i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet. I praksis skal denne sammenligning ske på lige vilkår og på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder.
(jf. præmis 14)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 15. september 2005, sag T-132/03, Casini mod Kommissionen, præmis 53
2. Henset til det frie valg, som en institution råder over ved gennemførelsen af formålene med vedtægtens artikel 45, i overensstemmelse med dens særlige behov for organisering og forvaltning af personalet, påhviler der ikke institutionen nogen forpligtelse til at indføre en bestemt bedømmelses- og forfremmelsesordning.
(jf. præmis 16)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 14. februar 2007, sag T-435/04, Simões Dos Santos mod KHIM, præmis 132
3. Ved ansættelsesmyndighedens sammenlignende vurdering af, hvilke fortjenester der skal tages i betragtning, når der træffes en afgørelse om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45, har den et vidt skøn, og domstolskontrollen på dette område er begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen på baggrund af den fulgte fremgangsmåde og det forhold, den kan have lagt til grund for vurderingen, kan antages at have holdt sig inden for grænser, som ikke kan anfægtes, og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt. Unionens retsinstanser kan derfor ikke sætte deres bedømmelse af tjenestemændenes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.
I denne henseende, for at bevare den effektive virkning af den skønsmargen, som lovgiver har tillagt ansættelsesmyndigheden på området for forfremmelse, kan retsinstansen ikke annullere en afgørelse alene med den begrundelse, at der foreligger faktiske omstændigheder, der kan rejse begrundet tvivl om ansættelsesmyndighedens skøn, eller godtgøre en fejlvurdering. Annullation kan kun ske ved en åbenbar fejlvurdering, hvis det fremgår af sagens akter, at ansættelsesmyndigheden har overskredet grænserne for skønsbeføjelsen.
Det tilkommer således ikke Unionens retsinstanser at foretage en detaljeret revurdering af alle sagsakterne vedrørende de kandidater, der kan forfremmes, for at sikre, at de er enige i den afgørelse, som ansættelsesmyndigheden har truffet, idet de ved en sådan undersøgelse ville gå ud over rammerne for deres legalitetskontrol og derved erstatte ansættelsesmyndighedens vurdering af fortjenester hos forfremmelsesværdige kandidater med deres egen.
(jf. præmis 22-24)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: Casini mod Kommissionen, præmis 52
4. Vedtægtens artikel 45, stk. 1, overlader institutionerne en vis frihed i forhold til, hvilke faktiske omstændigheder der skal tages i betragtning for at foretage en sammenligning af fortjenester hos forfremmelsesværdige tjenestemænd, idet den på dette punkt ikke opstiller en udtømmende liste. Ved at fastslå, at »ansættelsesmyndigheden især [tager] hensyn til udtalelserne om tjenestemændene, brugen af andre sprog i udøvelsen af deres hverv end det sprog, som de har godtgjort, at de har indgående kendskab […] og, efter omstændighederne, hvor stort ansvar de har«, præciseres det således i vedtægtens artikel 45, stk. 1, ved brugen af udtrykket »især«, hvilke tre faktiske hovedomstændigheder der skal tages i betragtning ved sammenligningen af fortjenester. Derfor udelukker bestemmelsen således ikke, at andre faktiske omstændigheder, der ligeledes er egnede til at give en indikation af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, tages i betragtning. Denne konklusion påvirkes ikke af, at ansættelsesmyndigheden for så vidt angår forfremmelser kun subsidiært ‒ i tilfælde af lige fortjenester mellem forfremmelsesværdige tjenestemænd især med hensyn til de tre omstændigheder, der udtrykkeligt er nævnt i vedtægtens artikel 45, stk. 1 ‒ kan tage hensyn til kandidaternes alder og deres anciennitet i løntrin eller tjenesten. Hverken alder eller anciennitet kan således i sig selv give en indikation om forfremmelsesværdige kandidaternes fortjenester. Det er således af denne grund, at de kun kan tages i betragtning for at adskille kandidater med lige fortjenester.
Administrationen er tillagt et vist spillerum med hensyn til, hvilken vægt den tillægger hver af de respektive tre faktiske omstændigheder, der er nævnt i vedtægtens artikel 45, som skal tages i betragtning ved sammenligningen af forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, idet denne artikels bestemmelser ikke udelukker muligheden for en vægtning mellem disse kriterier, når denne er begrundet.
(jf. præmis 25 og 65)
Henvisning til:
Personaleretten: 5. maj 2010, sag F-53/08, Bouillez m.fl. mod Kommissionen, præmis 50
5. Ansættelsesmyndigheden har ikke pligt til at begrunde en afgørelse om forfremmelse over for afviste ansøgere, og det samme gælder for så vidt angår ansættelsesmyndighedens afgørelser om ikke at imødekomme en ansøgning. Ikke desto mindre skal ansættelsesmyndigheden begrunde en afgørelse om afvisning af en klage, som en kandidat, der ikke er blevet forfremmet, har indgivet i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, idet begrundelsen for afvisningen anses for sammenfaldende med begrundelsen for den afgørelse, som klagen var rettet mod.
(jf. præmis 29)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 29. maj 1997, sag T-6/96, Contargyris mod Rådet, præmis 147
6. I betragtning af den måde hvorpå vedtægtens artikel 45 er formuleret, dvs. »[v]ed sammenligningen af deres fortjenester tager ansættelsesmyndigheden især hensyn til […] brugen af andre sprog i udøvelsen af deres hverv«, er det ikke i strid med artiklen i vurderingen af tjenestemænds fortjenester kun at inkludere de sprog, hvis benyttelse i betragtning af tjenestens reelle behov medfører en merværdi af tilstrækkelig betydning til at fremstå som nødvendig for tjenestens ordentlige funktion.
(jf. præmis 61)
7. Kravet om upartiskhed omfatter to aspekter, når det anvendes i forhold til en ret. For det første skal retten være subjektivt upartisk, hvilket vil sige, at ingen af dens medlemmer må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, hvorved der er en formodning for personlig upartiskhed, indtil det modsatte er bevist. For det andet skal retten være objektivt upartisk, hvilket vil sige, at den skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes.
Det bemærkes imidlertid, at eftersom proceduren for forfremmelse af tjenestemænd ikke er en retlig, men en administrativ procedure, kan institutionen ikke kvalificeres som en »ret«. Institutionerne kan således ikke pålægges at overholde samtlige de kendetegn, der kræves af en »ret« i henhold til denne retspraksis, når de i forbindelse med en forfremmelsesprocedure foretager en sammenligning af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester.
Selv om EU’s retsinstanser har fastslået, at administrationen kan pålægges en »forpligtelse til at være upartisk«, skal det under alle omstændigheder bemærkes, at afgørelser om forfremmelse vedtages navnlig på grundlag af det forudgående kendskab, som den forfremmelsesværdige tjenestemands overordnede har kunnet få til dennes fortjenester i løbet af arbejdsforholdet mellem dem. Det drejer sig således på dette område ikke om at udelukke enhver forud etableret ‒ herunder negativ ‒ holdning, men om at sikre, at sammenligningen mellem de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester har en objektiv karakter, der gør det muligt dels at undgå vilkårlighed og forskelsbehandling, dels at sikre lige behandling af alle kandidater til forfremmelse.
(jf. præmis 113-115)
Henvisning til:
Domstolen: 19. februar 2009, sag C-308/07 P, Gorostiaga Atxalandabaso mod Parlamentet, præmis 46
Retten i Første Instans: 19. marts 1998, sag T-74/96,Tzoanos mod Kommissionen, præmis 339; 10. juni 2008, sag T-282/03, Ceuninck mod Kommissionen, præmis 73
8. Det påhviler institutionerne i medfør af bistandspligten at rette en individuel afgørelse til en tjenestemand på et sprog, som tjenestemanden behersker fuldstændigt. Det udgør således ikke en tilsidesættelse af den pågældende tjenestemands rettigheder, at dokumenter, som administrationen fremsender til en af sine tjenestemænd, er affattet på et andet sprog end tjenestemandens modersmål eller det første fremmedsprog, denne har valgt, hvis tjenestemanden behersker det af administrationen anvendte sprog tilstrækkelig godt til, at han let kan gøre sig fyldestgørende bekendt med indholdet af de pågældende dokumenter.
Denne konklusion kan ikke ændres på grundlag af et argument om, at en tjenestemand i henhold til artikel 21, stk. 3, EF og artikel 41, stk. 4, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har ret til at modtage svar på de skrivelser, han sender, på det sprog, de oprindeligt blev skrevet på.
(jf. præmis 116 og 119)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 23. marts 2000, sag T-197/98, Rudolph mod Kommissionen, præmis 46; 17. maj 2006, sag T-95/04, Lavagnoli mod Kommissionen, præmis 48;
Den Europæiske Unions Ret: 3. februar 2011, sag T-205/07, Italien mod Kommissionen, præmis 54 og 55