PERSONALERETTENS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

28. september 2011

Sag F-12/11

André Hecq

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – erhvervssygdom – invalidepensionering – ansøgning om at genoptage arbejdet – erstatningspåstand«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorved André Hecq i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens stiltiende afslag af 15. april 2010 på hans ansøgning af 15. december 2009 om for det første at genoptage sit arbejde, om for det andet betaling af et beløb svarende til forskellen mellem, på den ene side, det vederlag, som han ville havde oppebåret, såfremt han var forblevet i tjenesten siden den 1. august 2003, og, på den anden side, den invalidepension, som han har fået udbetalt siden denne dato med tillæg af morarenter, og om, for det tredje, betaling en erstatning på 50 000 EUR.

Udfald:      Sagen afvises. André Hecq betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – frister – fristerne udløbet – genåbning – betingelse – ny og væsentlig faktisk omstændighed

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – invaliditet – forskellige ordninger

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73 og 78; ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 25)

3.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – anbringender – en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden ikke anfægtet som ulovlig inden for fristerne – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      En tjenestemand kan ikke ved at forelægge ansættelsesmyndigheden en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, til sin fordel genoplive en søgsmålsret til prøvelse af en afgørelse, der er blevet endelig ved udløbet af søgsmålsfristerne.

Forekomsten af en væsentlig ny faktisk omstændighed kan ganske vist begrunde indgivelsen af en ansøgning, der har til formål at opnå en ændring af en sådan afgørelse.

Ikke desto mindre kan en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden om afslag på at anerkende, at den pågældende har en invaliditetsgrad i henhold til vedtægtens artikel 73, selv om den unægteligt udgør en ny faktisk omstændighed, ikke anses for at være en væsentlig faktisk omstændighed inden for rammerne af den procedure, der har været ført i henhold til vedtægtens artikel 78.

(jf. præmis 41-43)

Henvisning til:

Domstolen: 26. september 1985, sag 231/84, Valentini mod Kommissionen, præmis 14

Retten i Første Instans: 22. september 1994, sag T-495/93, Carrer m.fl. mod Domstolen, præmis 20; 14. juli 1998, sag T-42/97, Lebedef mod Kommissionen, præmis 25

2.      Artikel 25 i ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemænd bestemmer, at det forhold, at der i medfør af vedtægtens artikel 73 og denne ordning er anerkendt en vedvarende, total eller delvis invaliditet, på ingen måde foregriber anvendelsen af vedtægtens artikel 78 eller omvendt. Vedtægtens artikel 73 og 79 har forskellige formål og er baseret på særskilte begreber.

(jf. præmis 44 og 54)

Henvisning til:

Personaleretten: 14. september 2011, sag F-12/09, A mod Kommissionen, præmis 146-150 og den deri nævnte retspraksis

3.      En tjenestemand, der har undladt at anfægte en afgørelse, der indeholder et klagepunkt, ved i rette tid at anlægge et annullationssøgsmål, kan ikke råde bod på denne undladelse og på den måde opnå nye søgsmålsfrister gennem en erstatningspåstand.

Ligeledes kan en tjenestemand, som ikke i rette tid har anfægtet en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden, der indeholder et klagepunkt, ikke påberåbe sig, at denne afgørelse angiveligt er ulovlig i forbindelse med et erstatningssøgsmål. En tjenestemand, der ønsker at anlægge et erstatningssøgsmål støttet på de angivelige ulovligheder, som en afgørelse, der indeholder et klagepunkt, er behæftet med, skal indlede den i vedtægten fastsatte administrative procedure senest tre måneder efter meddelelsen af denne afgørelse, hvilket gælder både for den økonomiske skade og den ikke-økonomiske skade.

(jf. præmis 50 og 51)

Henvisning til:

Domstolen: 7. oktober 1987, sag 401/85, Schina mod Kommissionen, præmis 9

Retten i Første Instans: 24. januar 1991, sag T-27/90, Latham mod Kommissionen, præmis 38; 27. juni 1991, sag T-156/89, Valverde Mordt mod Domstolen, præmis 144; 13. juli 1993, sag T-20/92, Moat mod Kommissionen, præmis 46; 28. juni 2005, sag T-147/04, Ross mod Kommissionen, præmis 48

Personaleretten: 21. februar 2008, sag F-4/07, Skoulidi mod Kommissionen, præmis 70