PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)

16. januar 2007

Sag F-126/05

Andrea Borbély

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – bosættelsespenge – dagpenge – rejseudgifter ved tiltrædelsen af tjenesten – indkaldelsessted – fuld prøvelsesret«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvori Andrea Borbély har nedlagt påstand dels om annullation af Kommissionens afslag på at yde sagsøgeren bosættelsespenge og dagpenge, samt godtgørelse af rejseudgifter ved tiltrædelsen af tjenesten, dels om at Kommissionen tilpligtes at betale de nævnte godtgørelser, samt godtgørelse af de førnævnte rejseudgifter.

Udfald: Den af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber trufne afgørelse af 2. marts 2005 annulleres, for så vidt som det heri afslås at yde sagsøgeren de bosættelsespenge, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, i vedtægtens bilag VII, og de dagpenge, der er fastsat i samme bilags artikel 10, stk. 1. Kommissionen tilpligtes i henhold til gældende vedtægtsbestemmelser at betale sagsøgeren nævnte bosættelsespenge og dagpenge med tillæg af morarenter fra disse beløbs respektive forfaldsdato, til betaling sker, idet rentesatsen beregnes på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for primære refinansieringstransaktioner i den pågældende periode, forhøjet med to procentpoint. I øvrigt frifindes Kommissionen. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – bosættelsespenge – dagpenge

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 5 og 10; Rådets forordning nr. 723/2004)

2.      Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – rejseudgifter i forbindelse med rejse fra indkaldelsesstedet til ansættelsesstedet

[Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4 og 5, artikel 7, stk. 1, litra a), samt artikel 10]

3.      Tjenestemænd – klage – formål – påbud til administrationen – fuld prøvelsesret – krav om betaling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1; bilag VII og art. 5 og 10)

1.      Ophævelsen ved forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne af den første alternative betingelse i artikel 5 i bilag VII til vedtægten, der betingede tildelingen af bosættelsespenge af, om der bestod en ret til udlandstillæg, kan højst fortolkes således, at lovgiver har ønsket at opnå ligebehandling for så vidt angår betingelserne for tildeling af bosættelsespenge mellem alle de personer, der tiltræder tjenesten ved en fællesskabsinstitution efter at have haft bopæl i eller arbejdet på området i den medlemsstat, hvor denne institution er beliggende. Fremover skal alle de personer, der inden deres ansættelse ved EF arbejdede for en stat eller en international organisation, ligesom de andre EF-tjenestemænd, bevise, at de opfylder den enkeltstående betingelse, der er fastsat i artikel 5 i bilag VII til vedtægten, i den nye affattelse, dvs. at have været nødt til at skifte bopæl for at opfylde betingelserne i artikel 20 i vedtægten. En sådan sidestilling mellem to kategorier af tjenestemænd indebærer imidlertid på ingen måde, at lovgiver også har ønsket at ændre selve indholdet af den pågældende betingelse, som er affattet enslydende såvel i den tidligere version som i den nye version af artikel 5 i bilag VII til vedtægten. Begrebet »bopæl« må derfor altid forstås som det sted, til hvilket tjenestemanden eller den ansatte har et naturligt tilhørsforhold.

Den faktiske bopæl er kun én blandt andre faktorer, der fastlægger tjenestemandens naturlige tilhørsforhold. En sådan tilgang støttes af formålet med artikel 5 i bilag VII til vedtægten, hvorefter en ændring af betingelserne for tildeling af bosættelsespenge ikke ændrede eller havde til formål at ændre, med andre ord at kompensere for de byrder, der følger af stillingen som behørigt fastansat tjenestemand, som – idet han overgår fra en usikker status til en endelig status – følgelig skal skaffe sig mulighed for at tage bopæl og blive varigt integreret på tjenestestedet i et ubestemt, men væsentligt tidsrum. Følgelig er tilstedeværelsen af en midlertidig bopæl på det sted, hvor den institution, vedkommende gør tjeneste i, af arbejdsmæssige grunde under alle omstændigheder ikke i strid med det formål, som forfølges med bosættelsespenge, der skal kompensere for de byrder, som personer, hvis naturlige tilhørsforhold er sammenfaldende med deres ansættelsessted, normalt ikke er underlagt.

Det samme må gælde for så vidt angår dagpenge, hvis formål er at kompensere for de ulemper, som hidrører fra de usikre beskæftigelsesforhold for tjenestemanden på prøve, navnlig når tjenestemanden samtidigt skal beholde sin tidligere bopæl, hvilket gælder så meget desto mere, som betingelsen vedrørende pligten til at skifte bopæl under artikel 5 og 10 i bilag VII til vedtægten skal fortolkes på samme måde.

(jf. præmis 44 og 47-49)

Henvisning til:

Retten, 12. december 1996, sag T-74/95, Monteiro da Silva mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 583, og II, s. 1559, præmis 63 og 64; 12. december 1996, sag T-137/95, Mozzaglia mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 619, og II, s. 1657, præmis 57; 20. august 1998, sag T-132/97, Collins mod Regionsudvalget, Sml. Pers. I-A, s. 469, og II, s. 1379, præmis 41; 13. december 2004, sag T-251/02, E mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 359, og II, s. 1643, præmis 100; 13. september 2005, sag T-283/03, Recalde Langarica mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 235, og II, s. 1075, præmis 176.

2.      For at tage hensyn til formålet med artikel 7, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten, som tilsigter, at EF-arbejdsgiveren skal bære de rejseudgifter, som tjenestemanden har måttet afholde for at komme frem til sit tjenestested fra indkaldelsesstedet, skal den pågældendes faktiske bopæl – især hans arbejdssted på tidspunktet for ansættelsen – tillægges stor betydning ved undersøgelsen af hans naturlige tilhørsforhold, der fastlægger tjenestemandens faste bopæl og derved også hans indkaldelsessted – på linje med, hvad der gøres for at fastlægge hans faste bopæl med henblik på anvendelsen af artikel 4 i bilag VII til vedtægten. Tjenestemanden kan således ikke udsætte sig for sådanne udgifter, hvis han – uanset hvad hans naturlige tilhørsforhold som omhandlet i artikel 5 og 10 i bilag VII til vedtægten måtte være – allerede ved sin ansættelse, bl.a. af hensyn til hans arbejde, befandt sig på sit fremtidige tjenestested.

Det samme må gælde, selv om den fremtidige tjenestemand var fraværende fra sit tidligere arbejde for en kort periode før hans tiltrædelse af tjenesten, ved f.eks. at gøre brug af sin ret til ferie for at tage tilbage til sit naturlige tilhørsforholdsland. De udgifter, som han herefter skulle afholde for at komme tilbage til sit tidligere arbejde, der i øvrigt også vil være det sted, hvor han vil gøre tjeneste for en fællesskabsinstitution fremover, vil ikke kunne give ret til en godtgørelse i henhold til artikel 7, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten. En godtgørelse af disse udgifter, som tjenestemanden selv har foranlediget, er ikke i overensstemmelse med formålet med denne bestemmelse.

(jf. præmis 66-68)

Henvisning til:

Domstolen, 15. september 1994, sag C-452/93 P, Magdalena Fernández mod Kommissionen, Sml. I, s. 4295, præmis 22.

Retten, 10. juli 1992, sag T-63/91, Benzler mod Kommissionen, Sml. II, s. 2095, præmis 23 og 24; Monteiro da Silva, præmis 70 og 71; 28. september 1999, sag T-28/98, J mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 185, og II, s. 973, præmis 47; 25. oktober 2005, sag T-299/02, Dedeu i Fontcuberta mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 303, og II, s. 1377, præmis 77.

3.      Fællesskabets retsinstanser kan ikke – uden at tilsidesætte den pågældende administrative myndigheds beføjelser – meddele en fællesskabsinstitution pålæg om at træffe de foranstaltninger, som opfyldelsen af en dom om annullation af en afgørelse indebærer. Fællesskabets retsinstanser har ikke desto mindre i medfør af vedtægtens artikel 91, stk. 1, andet punktum, fuld prøvelsesret i søgsmål af økonomisk karakter, således at de kan dømme den sagsøgte institution til at betale nærmere angivne beløb med tillæg af morarenter.

Som led i et annullationssøgsmål til prøvelse af et afslag om at tildele sagsøgeren bosættelsespenge og dagpenge er påstanden om, at administrationen tilpligtes at betale de skyldige beløb i henhold til de to godtgørelser med tillæg af morarenter, tilstrækkelig præcis og skal derfor skal antages til realitetsbehandling, selv om sagsøgeren ikke har fremlagt nogen beregning af de krævede godtgørelser, eftersom disse kan konstateres umiddelbart og objektivt under anvendelse af to entydige parametre, der ikke kan bestrides, dvs. sagsøgerens grundløn og en eventuel anerkendelse af hans ret til husstandstillæg på tidspunktet for og under de relevante perioder for hver af de bestemmelser, der fastsætter disse godtgørelser.

(jf. præmis 71 og 72)

Henvisning til:

Retten, 9. juni 1994, sag T-94/92, X mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 149, og II, s. 481, præmis 33; 8. juli 1998, sag T-130/96, Aquilino mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 351, og II, s. 1017, præmis 39; 23. marts 2000, sag T-197/98, Rudolph mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 55, og II, s. 241, præmis 32 og 33; 18. september 2002, sag T-29/01, Puente Martín mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 157, og II, s. 833, præmis 87; 2. marts 2004, sag T-14/03, Di Marzio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 43, og II, s. 167, præmis 63.