Language of document : ECLI:EU:F:2012:81

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

13. juni 2012

Sag F-63/10

BL

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tidligere tjenestemand – social sikring – ulykke – afslutning af proceduren vedrørende anvendelse af vedtægtens artikel 73 – tidsmæssig anvendelse af den tabel, der er bilagt den nye version af ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme – procedurens varighed«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a, hvorunder BL, tidligere tjenestemand i Europa-Kommissionen, bl.a. har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 28. oktober 2009, hvorved ansættelsesmyndigheden afsluttede den procedure, der blev indledt efter artikel 73 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), og fastsatte sagsøgerens fysiske og psykiske invaliditet til 6%.

Udfald: Afgørelsen af 28. oktober 2009 annulleres. Europa-Kommissionen betaler et beløb på 2 500 EUR til sagsøgeren. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler sagsøgers omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – invaliditet – erstatning – ret til udbetaling – betingelser – konsolidering af samtlige læsioner

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen om dækning af ulykkesrisikoen og risikoen for erhvervssygdomme, art. 19, stk. 3)

2.      Institutionernes retsakter – tidsmæssig anvendelse – tabel bilagt ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Den Europæiske Union – anvendelse af den tabel, der er gældende på datoen for konsolideringen af samtlige læsioner – anvendelse af den nye tabel, der blev indført efter denne dato – tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen om dækning af ulykkesrisikoen og risikoen for erhvervssygdomme, art. 30)

1.      Vedtægtens artikel 73 bestemmer, at tjenestemanden »sikres […] fra tiltrædelsesdagen« imod risiko for erhvervssygdomme og ulykker. I denne bestemmelse fastsættes ligeledes, at de ydelser, der dækker disse risici, »garanteres« tjenestemanden.

Selv om EU-lovgiver har indført en forsikringsordning mod risici for ulykker og erhvervssygdomme, har institutionerne, der handler i henhold til vedtægtens artikel 73, stk. 1, imidlertid betinget retten til de pågældende forsikringsydelser, og således udbetalingen heraf, af overholdelsen af visse betingelser.

I medfør af artikel 19, stk. 3, i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd kan afgørelsen om fastsættelsen af den forsikredes fysiske og psykiske invaliditet først træffes efter konsolideringen af den forsikredes læsioner, idet konsolideringen er tilstanden for en skadelidt, hvis læsioner er stationære derved, at de ikke længere kan helbredes eller bedres, og derved, at en behandling principielt ikke længere er påkrævet, medmindre den har til formål at undgå en forværring. Dette indebærer, at retten til udbetaling af den erstatning, der er omhandlet i vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra c), for vedvarende, delvis invaliditet, ikke opstår, før samtlige læsioner er konsolideret. Det er således først fra og med denne dato, at den forsikrede har ret til at få sin fysiske og psykiske invaliditet fastsat.

(jf. præmis 46-49)

Henvisning til:

Domstolen: 14. juli 1981, sag 186/80, Suss mod Kommissionen, præmis 15

Retten i Første Instans: 21. maj 1996, sag T-148/95, W mod Kommissionen, præmis 36

Personaleretten: 17. februar 2011, sag F-119/07, Strack mod Kommissionen, præmis 88

2.      Eftersom den forsikredes situation, henset til hans ret til fastsættelse af sin grad af fysisk og psykisk invaliditet, er fuldstændig konstitueret på tidspunktet for konsolideringen af hans læsioner, er den forsikrede inden for rammerne af en procedure, der er blevet indledt i henhold til artikel 73 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, principielt omfattet af den tabel til evaluering af fysisk og psykisk invaliditet, der er gældende på datoen for denne konsolidering.

Hvis datoen for ansættelsesmyndighedens vedtagelse af udkastet til afgørelse om fastsættelse af den forsikredes grad af fysisk og psykisk invaliditet og størrelsen af det tilsvarende engangsbeløb skal lægges til grund som det relevante tidspunkt med henblik på afgørelsen af den anvendelige tabel til evaluering af fysisk og psykisk invaliditet, således som det fremgår af artikel 30 i den nye ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Den Europæiske Union, vil dette endelig kunne føre til anvendelsen af forskellige regler på personer, med hensyn til hvilke konsolideringen af læsionerne imidlertid fandt sted samtidigt, alt efter hvor hurtigt administrationen behandlede deres respektive sager, og dette ikke uden risiko for vilkårlighed.

Henset til ovenstående betragtninger fremgår det, at ordningens artikel 30 – derved, at det heri fastsættes, at den tabel, som er bilagt denne ordning, finder anvendelse, såfremt der ikke foreligger et udkast til afgørelse fra ansættelsesmyndigheden om fastsættelse af graden af fysisk og psykisk invaliditet, på forsikrede, som har været udsat for en ulykke eller en erhvervssygdom, og hvis læsioner var konsoliderede før datoen for dennes ikrafttræden, dvs. den 1. januar 2006 – hvad angår disse forsikrede vedrører situationer, som var fuldstændigt konstituerede i henhold til den tabel til evaluering af fysisk og psykisk invaliditet, der var bilagt den tidligere dækningsordning. Dækningsordningens artikel 30 giver således i denne forbindelse den tabel, der er bilagt denne, tilbagevirkende kraft.

Anvendelsen af tabellen til evaluering af fysisk og psykisk invaliditet, der er bilagt denne ordning, på forsikrede, som før denne nye ordnings ikrafttræden den 1. januar 2006 var ofre for en ulykke eller en erhvervssygdom, og hvis læsioner var konsoliderede før samme dato, har nødvendigvis tilsidesat disse forsikredes berettigede forventning. Den nye ordning er således ulovlig, derved at den fastsætter en anvendelse af den tabel, som er bilagt denne, på forsikrede, som har været udsat for en ulykke eller en erhvervssygdom, og hvis læsioner er konsoliderede før dennes ikrafttræden.

(jf. præmis 50, 54, 56, 60 og 62)

Henvisning til:

Retten: 18. oktober 2011, sag T-439/069, Purvis mod Parlamentet, præmis 39 og 40