Appel iværksat den 18. november 2016 af H. Lundbeck A/S og Lundbeck Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 8. september 2016 i sag T-472/13, H. Lundbeck A/S og Lundbeck Ltd mod Europa-Kommissionen

(Sag C-591/16 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: H. Lundbeck A/S og Lundbeck Ltd (ved barrister R. Subiotto, QC, og Rechtsanwalt T. Kuhn)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og European Federation of Pharmaceutical Industries and Associations (EFPIA)

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Dommen ophæves helt eller delvist.

Afgørelsen annulleres, for så vidt som den angår appellanterne, eller subsidiært ophæves de bøder, der i henhold til afgørelsen er blevet pålagt appellanterne, eller mere subsidiært nedsættes de bøder, der i henhold til afgørelsen er blevet pålagt appellanterne, betydeligt.

Kommissionen tilpligtes at betale appellanternes sagsomkostninger og andre omkostninger i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten.

Om nødvendigt hjemvises sagen til Retten til fornyet behandling i overensstemmelse med Domstolens dom.

Domstolen træffer enhver anden foranstaltning, som den måtte finde passende.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har med deres første anbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at opretholdeKommissionens konklusion om, at aftalerne havde til formål at begrænse konkurrencen. Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at en aftale har et konkurrencebegrænsende formål, selv hvis den falder inden for anvendelsesområdet for Lundbecks patenter. En sådan aftale kan ikke i kraft af selve sin karakter anses for skadelig for konkurrencen, eftersom den indeholder restriktioner svarende til dem, som patentindehaveren kunne have opnået gennem retsafgørelser truffet til håndhævelse af dennes patenter. Den blotte betaling kan ikke gøre en ellers lovlig og uproblematisk aftale – såsom en aftale om en mindelig løsning, der falder inden for et patents anvendelsesområde – til en konkurrencebegrænsning på grund af formålet. Følgelig skulle GUK-aftalen for Det Forenede Kongerige, som Retten fandt faldt inden for anvendelsesområdet for Lundbecks patenter, ikke være blevet anset for at have et konkurrencebegrænsende formål. Den samme konklusion gælder for de øvrige fem aftaler, idet Retten begik en retlig fejl ved at kvalificere dem som gående ud over anvendelsesområdet for Lundbecks patenter.

Appellanterne har med deres andet anbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at anvende det korrekte retlige kriterium til at vurdere, hvorvidt fem af de seks aftaler indeholdt restriktioner, der gik ud over anvendelsesområdet for Lundbecks patenter. Retten burde have vurderet, hvorvidt der var en »samstemmende vilje« som omhandlet i artikel 101 TEUF mellem Lundbeck og hver enkelt af de generiske virksomheder om, at de(n) relevante aftale(r), med undtagelse af GUK-aftalen for Det Forenede Kongerige, pålagde restriktioner, der gik ud over anvendelsesområdet for Lundbecks patenter. En anvendelse af dette kriterium leder til den uundgåelige retlige konklusion, at aftalerne faldt inden for genstanden for Lundbecks patenter.

Appellanterne har med deres tredje anbringende gjort gældende, at selv hvis Rettens retlige kvalificering, hvorefter fem eller færre af de seks aftaler faldt uden for anvendelsesområdet for Lundbecks patenter, var korrekt, begik Retten en retlig fejl, da den konkluderede, at de aftaler, der lå uden for anvendelsesområdet, havde et konkurrencebegrænsende formål. I deres økonomiske og retlige sammenhæng var aftalerne ikke i kraft af selve deres karakter skadelige for konkurrencen, og de er ikke sammenlignelige med aftaler om opdeling af markedet, og Retten begik en retlig fejl, idet den undlod at vurdere de kontrafaktiske forhold.

Appellanterne har med deres fjerde anbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, foretog en åbenbart fejlagtig bedømmelse af beviserne og gav en selvmodsigende begrundelse, da den opretholdt Kommissionens konklusion om, at Lundbeck og de generiske virksomheder var reelle eller potentielle konkurrenter på tidspunktet for indgåelsen af aftalerne, uanset om de generiske virksomheders produkter krænkede Lundbecks patenter. For det første begik Retten en retlig fejl, idet den så bort fra forekomsten af retlige barrierer, nemlig Lundbecks patenter, som forhindrede de generiske virksomheders indtræden med patentkrænkende citalopram-produkter. For det andet er Rettens konklusion om, at Lundbeck betvivlede gyldigheden af sine patenter, behæftet med en retlig fejl, en åbenbart fejlagtig bedømmelse af beviserne og en selvmodsigende begrundelse. For det tredje begik Retten en retlig fejl, da den fastslog, at beviser, der daterede sig fra efter indgåelsen af aftalerne, men som stadig i mange tilfælde daterede sig fra før udløbet af aftalerne, ikke kunne være afgørende ved vurderingen af, hvorvidt de generiske virksomheder var potentielle konkurrenter til Lundbeck. Disse dokumenter inkluderer videnskabelige beviser for, at de generiske virksomheder eller deres producenter af den aktive lægemiddelbestanddel krænkede Lundbecks patenter, nationale retsafgørelser om udstedelse af foreløbige påbud eller andre former for foranstaltninger til fordel for Lundbeck imod citalopram-produkter baseret på den aktive lægemiddelbestanddel, som nogle af de generiske virksomheder anvendte, samt Den Europæiske Patentmyndighed (herefter »EPO«)’s bekræftelse af gyldigheden af Lundbecks patent på krystallisering i henseende til alle relevante aspekter, hvis styrke Kommissionen anfægtede. Endelig begik Retten en retlig fejl og tilsidesatte begrundelsespligten ved at fastslå, at hver af de generiske virksomheder havde realistiske og konkrete muligheder for at indtræde på markedet, uden at foretage en korrekt vurdering af, hvorvidt de kunne gøre dette med ikke-patentkrænkende citalopram.

Appellanterne har med deres femte anbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at opretholde Kommissionens pålæggelse af bøder over for Lundbeck. For det første begik Retten en retlig fejl ved at foretage en urigtig anvendelse af standarden for skyld. For det andet Retten begik en retlig fejl ved at opretholde Kommissionens konklusion om, at Lundbeck ikke kunne være uvidende om, at virksomhedens adfærd var konkurrencebegrænsende. For det tredje tilsidesatte Retten retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft ved at opretholde pålæggelsen af mere end en symbolsk bøde.

Appellanterne har med deres sjette anbringende subsidiært gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl og undlod at give en tilstrækkelig begrundelse ved opretholdelsen af Kommissionens beregning af de appellanterne pålagte bøder. Den værdi af afsætningen, som bøderne er baseret på, inkluderer Lundbecks afsætning i visse EØS-medlemsstater, i hvilke de generiske virksomheder reelt var udelukket fra at indtræde, fordi de først opnåede en markedsføringstilladelse efter udløbet af aftalerne, eller, med hensyn til Østrig, fordi Lundbecks citalopram-molekylepatent stadig var i kraft i en stor del af aftalernes løbetid. Ydermere skal der i denne sag anvendes en lavere sats for grovhed, navnlig eftersom aftalerne ikke er sammenlignelige med karteller, og deres faktiske geografiske anvendelsesområde var langt mere begrænset end deres bogstavelige geografiske anvendelsesområde.

____________