Appel iværksat den 1. august 2019 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 11. juni 2019 i sag T-138/18, De Esteban Alonso mod Kommissionen

(Sag C-591/19 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved B. Mongin og J. Baquero Cruz, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Fernando De Esteban Alonso

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Ophævelse af dommen af 11. juni 2019 (T-138/18).

Kommissionen frifindes i søgsmålet i første instans.

Fernando De Esteban Alonso tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med det første appelanbringende om en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder henset til artikel 4 i Kommissionens afgørelse nr. 1999/396, har Kommissionen gjort gældende, at Retten ikke burde have fastslået, at Fernando De Esteban Alonso skulle »sidestilles« med de personer, der er omhandlet ved navn i den skrivelse, der blev sendt af OLAF til de franske myndigheder den 19. marts 2003, eller i det mindste skulle anses for at være personligt involveret i de faktiske omstændigheder, selv om den berørte ikke faldt ind under nogen af disse to kategorier.

Det andet anbringende er, at der foreligger en forkert retlig fortolkning af artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 1073/1999, hvorefter institutionerne skal følge den rapport, som fremlægges af OLAF, »op, især med de disciplinære eller retslige skridt, som resultaterne måtte kræve…«. Kommissionen er af den opfattelse, at denne bestemmelse ikke kan fortolkes modsætningsvis på den måde, at den begrænser det skøn, som Kommissionen råder over ved beskyttelsen af Unionens interesser og navnlig således, at bestemmelsen forbyder Kommissionen at optræde som civil part og at indgive klage til de nationale myndigheder, når den finder dette hensigtsmæssigt i lyset af de oplysninger, som den råder over, herunder på et tidspunkt, som ligger forud for vedtagelsen af en eventuel rapport fra OLAF.

Med det tredje anbringende, som fremsættes subsidiært, har Kommissionen gjort gældende, at Retten ikke kunne give medhold i erstatningssøgsmålet, da der ikke forelå årsagsforbindelse. Retten fraveg med urette sin retspraksis, hvorefter der ikke findes tilstrækkelig direkte årsagsforbindelse mellem OLAF’s fremsendelse af oplysninger til de nationale myndigheder og det angiveligt lidte tab.

____________