PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

30. april 2009

Sag F-65/07

Laleh Aayhan m.fl.

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – hjælpeansatte under samlingerne ved Parlamentet – formaliteten – administrativ procedure – artikel 283 EF – artikel 78 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – ulovlighedsindsigelse – ligebehandling – sikkerhed i ansættelsen – direktiv 1999/70 – kontrakter af tidsubegrænset varighed – påberåbelse udelukket«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Laleh Aayhan og 79 andre tidligere hjælpeansatte under samlingerne ved Parlamentet navnlig har nedlagt påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 20. april 2007 om afvisning af deres angivelige »klage« af 19. december 2006 over, at de på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser, som sagsøgerne hver især har indgået med Parlamentet, bør anses for en enkelt deltidskontrakt uden tidsbegrænsning, at de omhandlede personer på denne baggrund bør genansættes i Parlamentet, og at de bør tildeles en godtgørelse, der »repræsenterer« retten til betalt ferie, som de har optjent under den samlede tid, de har arbejdet.

Udfald: Europa-Parlamentet frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – hjælpeansatte – hjælpeansatte under samlingerne ved Europa-Parlamentet undergivet artikel 78 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte

(Art. 283 EF; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 3a, 3b og 78)

2.      Institutionernes retsakter – direktiver – direkte bindende forpligtelser for fællesskabsinstitutionerne i deres forhold til de ansatte – ikke omfattet – påberåbelse udelukket – rækkevidde

(Art. 10 EF og249 EF)

3.      Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – forpligtelser pålagt fællesskabsinstitutionerne i forhold til de ansatte

(Art. 10 EF og 249 EF; Tjenestemandsvedtægten, art. 1e, stk. 2; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 10, stk. 1, og art. 80, stk. 4; Rådets forordning nr. 723/2004; Rådets direktiv 1999/70)

4.      Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug ved anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter – objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter

[Rådets direktiv 1999/70, bilaget, § 5, punkt 1, litra a); ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 78]

1.      Ansættelsesvilkårenes artikel 78 gør det muligt at indføre en undtagelse i ansættelsesforholdene for hjælpeansatte som fastsat i vilkårenes afsnit III og indtil den 31. december 2006 begrænse beskæftigelsen af hjælpeansatte til varigheden af de samlinger, med henblik på hvilke de er engageret. Ansættelsesvilkårene for hjælpeansatte kan nemlig principielt ikke anvendes på ansættelse, som kun gælder enkelte perioder af kort varighed, men som finder sted regelmæssigt år efter år. Disse hjælpeansatte under samlingerne er ikke desto mindre omfattet af nævnte afsnit III, som alene fraviges for så vidt angår betingelserne for ansættelse og aflønning, som det fremgår af aftalen mellem den nævnte institution, Europarådet og Den vesteuropæiske Unions forsamling for ansættelsen af dette personale. Dette indebærer, at de øvrige bestemmelser i afsnit III, navnlig vedrørende arbejdsbetingelserne og social sikring, fortsat finder anvendelse, uafhængigt af specifikke, interne regler, der er vedtaget af Bureauet eller Parlamentets generalsekretær, med det formål at gennemføre eller supplere ansættelsesvilkårenes bestemmelser.

Artikel 78 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte er derfor ikke i strid med artikel 283 EF. Den omstændighed, at fællesskabslovgiver for så vidt angår betingelserne for ansættelse og aflønning for hjælpeansatte under samlingerne har henvist til aftalen, kan ikke fortolkes således, at fællesskabslovgiver har afstået fra at udøve sin kompetence i henhold til artikel 283 EF til at udstede vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Tværtimod er det netop ved udøvelsen af denne kompetence, at Rådet, under hensyntagen til de tre fællesskabsinstitutioners fælles interesser og behov for en korrekt afvikling af samlingerne ved deres respektive beslutningstagende organer, fandt det formålstjenligt at tilpasse betingelserne for ansættelse og aflønning for de ansatte, der beskæftiges for den varighed, som arbejdet ved samlingerne varer, med de vilkår, der er aftalt mellem de omhandlede tre institutioner og organer med forbehold for den budgetmæssige kontrol i artikel 78 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.

Denne bestemmelse er heller ikke i strid med ligebehandlingsprincippet, da situationen for personer, der er ansat for at opfylde det periodiske og massive behov for personale, som alene opstår for Parlamentet i den periode, samlingerne varer, ikke kan sammenlignes med situationen for personer, der ansættes for at opfylde kontinuerlige og daglige behov, som kræver personale, der består af tjenestemænd og i givet fald midlertidigt ansatte eller kontraktansatte som omhandlet i artikel 3 a) og 3 b) i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.

(jf. præmis 85, 86, 97-100 og 103)

Henvisning til:

Domstolen: 11. juli 1985, sag 43/84, Maag mod Kommissionen, Sml. s. 2581, præmis 19.

2.      Direktiver rettet til medlemsstaterne og ikke til Fællesskabets institutioner kan ikke udlægges således, at de i sig selv pålægger institutionerne forpligtelser i forhold til deres ansatte. Denne betragtning indebærer imidlertid ikke, at påberåbelsen af et direktiv i forholdet mellem institutionerne og deres tjenestemænd og ansatte i alle tilfælde er udelukket. For det første kan bestemmelserne i et direktiv indirekte være bindende for en institution, hvis de udtrykker en almindelig fællesskabsretlig grundsætning, som institutionen er forpligtet til at efterleve. For det andet kan et direktiv binde en institution, når denne, inden for rammerne af sin organisatoriske autonomi og inden for vedtægtens grænser, har til hensigt at gennemføre en særlig forpligtelse ifølge et direktiv, eller som i det foreliggende tilfælde, hvor en intern akt med generel rækkevidde selv udtrykkeligt henviser til foranstaltninger, der er vedtaget af fællesskabslovgiver i henhold til traktaterne. For det tredje skal institutionerne i overensstemmelse med den loyalitetsforpligtelse, som påhviler disse i henhold til artikel 10, stk. 2, EU, i forbindelse med deres adfærd som arbejdsgivere tage hensyn til retlige bestemmelser vedtaget på fællesskabsniveau.

(jf. præmis 111-113, 116, 118 og 119)

Henvisning til:

Domstolen: 26. september 2000, sag C-262/97, Engelbrecht, Sml. I, s. 7321, præmis 38; 9. september 2003, sag C-25/02, Rinke, Sml. I, s. 8349, præmis 24.

Retten: 21. maj 2008, sag T-495/04, Belfass mod Rådet, Sml. II, s. 781, præmis 43.

3.      Bestemmelserne i direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, og bestemmelserne i nævnte rammeaftale kan ikke udlægges således, at de i sig selv pålægger fællesskabsinstitutionerne forpligtelser i forhold til deres ansatte. Disse bestemmelser gælder heller ikke indirekte for institutionerne som en almindelig fællesskabsretlig grundsætning, da det på ingen måde fremgår af direktivet eller af rammeaftalen, at sikkerhed i ansættelsen er bestemmende som en bindende retsregel. Endelig er de heller ikke for så vidt angår de passende sundheds- og sikkerhedsstandarder, der skal overholdes i tjenestemændenes arbejdsvilkår, omfattet af den henvisning, som foretages i vedtægtens artikel 1e, stk. 2, til de mindstekrav, der gælder i forbindelse med foranstaltninger, der vedtages på sundheds- og sikkerhedsområdet i medfør af traktaterne, da direktivet ikke har til formål at forbedre arbejdsmiljøet ved styrkelse af sundhedsplejen og sikkerheden for arbejdstagerne, men at tilnærme de nationale lovgivninger hvad angår arbejdsbetingelserne vedrørende ansættelsesforholdenes varighed.

Imidlertid skal institutionerne i overensstemmelse med den loyalitetsforpligtelse, som påhviler disse i henhold til artikel 10, stk. 2, EU, i forbindelse med deres adfærd som arbejdsgivere tage hensyn til retlige bestemmelser vedtaget på fællesskabsniveau, der bl.a. pålægger minimumsforskrifter med henblik på at forbedre leve- og arbejdsvilkår for arbejdstagerne i medlemsstaterne via tilnærmelse af de nationale lovgivninger og praksis, og ikke mindst fællesskabslovgivers ønske om, at sikkerhed i ansættelsen skal være et prioritetsmål med hensyn til arbejdsbetingelser i Den Europæiske Union. Denne forpligtelse har så meget desto større betydning, som den administrative reform, der blev indført med forordning nr. 723/2004, har forstærket tendensen til at regulere Fællesskabets personaleforhold gennem aftaler. Hvad særligt angår rammeaftalen, der søger at tilnærme de nationale lovgivninger og den nationale praksis gennem indførelsen af minimumsforskrifter vedrørende tidsbegrænset ansættelse, påhviler det således institutionerne så vidt muligt at fortolke bestemmelserne i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i lyset af rammeaftalens ordlyd og formål for at opnå det i rammeaftalen definerede resultat.

Det følger heraf, at direktiv 1999/77 ikke som sådan kan danne grundlag for en ugyldighedsindsigelse mod en bestemmelse i Rådets forordning, som indeholder vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, der viser sig at være i strid med rammeaftalen.

(jf. præmis 111, 114, 116, 117, 119, 120 og 122)

Henvisning til:

Domstolen: Rinke, præmis 24.

Retten: Belfass mod Rådet, præmis 43.

4.      Europa-Parlamentets periodiske og massive behov for personale, som kun består, så længe samlingerne varer, udgør »objektive omstændigheder« som omhandlet i § 5, punkt 1, litra a), i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse indgået den 18. marts 1999, som er vedføjet som bilag til direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, som kan begrunde anvendelsen af på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til hjælpeansatte, som fornyes ved hver parlamentssamling, således som fastsat i artikel 78 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, indtil den 1. januar 2007. Selv om sådanne behov kunne forudses, var den øgede aktivitet nemlig hverken varig eller permanent.

(jf. præmis 134 og 135)

Henvisning til:

Domstolen: 4. juli 2006, sag C-212/04, Adeneler m.fl., Sml. I, s. 6057, præmis 69.